Ledelse og uddannelse - Boganmeldelse

Skolekommandoen har som institution udsendt sin første grundlæggende publikation - et læseværdigt (og digert) værk om ledelses- og uddannelsesproblemer til afløsning af de hidtil anvendte »Chefsvirke« og »Vejledning for instruktører«.
Bogen er som alle andre »reglementer« tilvejebragt anonymt, her ved et forfatterkollektiv repræsenterende forskellige militære og civile myndigheder - individuelt farvede stilfænomener røber imidlertid nogle afsnits oprindelse og vækker andre steder erindringer fra ophold på Gurrehus.
Bogen er inddelt i følgende fem hoveddele: Det militære miljø, Individ og gruppe, Ledelse, Uddannelse og Tillæg. De to første er de bedst målorienterede og dermed de interessanteste. 1. kapitel - Det militære miljø - fordi det prøver at give en række gamle erfaringer et mere motiveret indhold. Vi har alle ubevidst troet på sandheden i, at »effektivitet = kampkraft minus belastning«, men hvad dækker disse ord, der let føles som fraser?
Her starter man med Hærkommandoens målsætning af 1968 for uddannelsen af enkeltmand (menig som befalingsmand), skiller målsætningens formulering ad i dens elementer og analyserer sig frem til en næsten eksakt beskrivelse af det enkelte ords konsekvens for den daglige uddannelse og opdragelse af soldaten til kamp. Dette er endog overordentligt fascinerende læsning. Ikke blot, fordi det er kontant og velskrevet, men også fordi man gang på gang standser, nikker og siger til sig selv: »Ja, sådan er det - men det har du aldrig før anskuet i den rette sammenhæng«.

Og sammenhængen - det er ikke velklingende ord til en pep-talk for éns underordnede - det er håndfaste faktorer som dansk terræn, klima og lysforhold, det er felthygiejne og fjendens reale påvirkning på os som enheder og individer.
Netop på grund af denne jordnære beskrivelse af kår og krav, der i sig giver enhver fører og chef stof til sine chef stimer og sin selv-opdragelse, føler man sig motiveret til for alvor at dykke ned i mere videnskabelige detaljer.
I denne forbindelse bør imidlertid nævnes en særskilt, men kortfattet og beskedent anbragt beskrivelse af det fænomen, man kunne kalde den metodiske opbygning af den særlige israelske kampmoral. Læg mærke til ordet »metodisk«.
Normalt og traditionelt søges kampmoral skabt som en bonuseffekt - en implicit funktion - af den formelle uddannelse.
Men dette, at man bevidst opbygger den værnepligtige eller frivilliges kampmoral på samme måde, som man uddanner ham til skytte eller kører, synes for det første at være en pædagogisk-psykologi sk nyskabelse, for det andet at være af fundamental betydning for et lille folks ikke-professionelle forsvar over for truslen fra numerisk formidable naboer.
Det er ikke udleverede våbens alder, men forhåndenværende menneskers moral, der afgør, om man sagtmodigt skal traske i gaskamrene eller tage ti fjender med i graven for hver af éns egne, der må ofre sig.
Derfor kunne denne »læreproces« sagtens have båret et særskilt tillæg; ét af de nuværende kunne til gengæld udgå, men derom senere. Den samme følelse af umiddelbar relevans har man ved læsning af 2. kapitel om Individ og gruppe. Det fører direkte fra »viden om kamp- miljøet« til »mennesket i kontakt med og under påvirkning af en omverden bestående af andre mennesker, d.v.s. mod mennesket som socialt væsen«. Sagt senere og enklere, at »vi altid er medlem af én eller flere grupper«.
Det er et vel opbygget kapitel, der på sin vej mod målet fører læseren helt ind i den lille mands norm-verden - man får sin læsning heraf krydret med en terminologi, der er ret så usædvanlig i militære reglementer; eksempler er »morakker«, »sladrehank«, »stikker«, »nassekarl« og »blære«.
Det er soldatens Jante-lov, der for første gang kodificeres i en officiel publikation.

Lige som forfatterne i 1. kapitel lader en statistisk beskrivelse af terræn, klima m.v. indgå i beskrivelsen af belastningsfaktoreme, lader de i 2. kapitel et afsnit om »legemets opbygning og funktion« danne udgangspunkt for personlighedsbegrebet.
Med særlig interesse giver man sig som fagmilitær læser i gang med 3. kapitel om Ledelse. Måske på grund af særlige forventninger hertil, måske også på grund af den stimulans, som de to foregående kapitler har givet, føles kapitlet om »ledelse« som det svageste i bogen.
Det er især ikke så målrettet som de to foregående. Som 1. kapitel tager sit udgangspunkt i Hærkommandoens krav til enkeltmand og 2. kapitel i menneskets krav til sit medmenneske, burde 3. kapitel tage sit tilsvarende udgangspunkt i Hærkommandoens krav til lederen (føreren), d.v.s. i »Feltreglement I«. Analysere disse krav og arbejde sig hen til de personlige konsekvenser for lederen og de strukturelle konsekvenser for ledelsen og den derunder hørende organisation. Tilsvarende burde man for »staben« - lederens hjælpeorgan - have taget udgangspunkt i »Feltreglement III«.
Nu indleder man i stedet kort med begrebet »samspil« og kører fire organisationsformer hastigt igennem på små 2% side, nemlig »linie-organisationen«, »linie-stabsorganisationen« (5 linier, hvor en bemærkning om, at denne er anvendt i alle autoriserede organisationsskemaer, havde været på sin plads), »den funktionelle organisation« og »Likerts organisation«. Det havde her været interessant for det første at gøre opmærksom på, at byggeklodsen i »Likerts organisation« i daglig tale kaldes enhedens »O-gruppe«. For det andet at sammenholde Likerts organisation med linie-organisationen og påvise, at den normale operative ledelse af en enhed (f. eks. en bataljon) i praksis bør foregå (og hyppigt gennemføres) ved at sidestille og efter omstændighederne skiftevis anvende den ene eller den anden af de nævnte to organisationer.
Når nemlig lederen - in casu bataljonschefen - forud for gennemførelsen af en planlagt operation samler sin O-gruppe, gennemgår sin manøvreidé og med sine underførere gennemdrøfter deres formodede problemer under operationens påtænkte fulde forløb i tid som i rum, skaber han den kommunikation og den fælles forståelse af alles deltagelse i helheden, der muliggør, at selve operationen derpå (endog med fornødne afvigelser og improvisationer) kan ledes ad linieorganisationens klare kanaler alene og vel at mærke under udelukkende brug af de korte føringsordrer - »Gå til 32«, »Afløs Fægter 3 i 91« o.s.v. - der er nødvendige for radiosikkerheden.
Anvendelse af Likerts organisation, som man således kunne have kaldt »O-gruppe modellen«, er da en forudsætning for den rene, feltmæssige føring med et minimum af formel kommunikation.

Denne jordnære applikation af organisationsteorien på et i kampens miljø helt fundamentalt militært ledelsesproblem ville da også have ført direkte over i næste afsnit i kapitlet, nemlig »kommunikation«, som faktisk kommer lige efter.
Dette afsnit er nemlig meget bredt og fylder resten af det pågældende hovedafsnit, hvorved organisationsfilosofien yderligere synes indskrumpet. Antager vi endelig, at »O-gruppen«s møde er lederens kommunikationsmiddel nr. 1, hans derpå udgivne 5-punkts-befaling kommunikationsmiddel nr. 2 og hans lapidariske føringsordrer over radioen nr. 3, synes 2% linie om den på mange måder geniale operationsbefaling lovlig lidt. Den er jo i virkeligheden det kit, der klæber Likerts organisation og linieorganisationen sammen under kampens praktiske førelse.
At man i kapitlets næste hovedafsnit »lederen« meget detaljeret gennemgår rubrikkerne i forfremmelses- og duelighedsbedømmelser, synes derimod velmotiveret al den stund, lederudvælgelsen er en afgørende faktor i hele ledelsesprocessen.
Kapitel 4 - »Uddannelse« - er så langt bogens største (96 sider). Det starter ikke blot helt elementært med »indlæring« og »opdragelse«, men gennemgår endog i sin optakt vor civile skolestruktur helt fra folkeskolens 1. klasse.
En række relativt filosofiske grundbetragtninger, illustrerede med diagrammer og pile-tegninger som in-put’et til et databehandlingsanlæg, synes at henvende sig til Hærinspektoratets BBU-forfattere snarere end til naturens muntre sønner på forblæste øvelsespladser og burde måske i stedet have været inkorporeret i tillægget om netværksplanlægning.
Til gengæld er afsnittene om »uddannelsesmidler«, »uddannelsesformer« og »kontrolvirksomhed« overordentligt kontante og fulde af gode eksempler.
En ting savnes dog: En håndfast, firkantet anvisning på, hvorledes en instruktør anvender sine hjælpelærere. Vi har masser af fagligt højt kvalificerede instruktører, men deres know-how »fader« for ofte ud mellem hænderne på mindre kvalificerede tropslærere, der famler med stoffet, medens instruktøren med hænderne på ryggen og uden for hørevidde markerer, at nu har han »jo sat i gang«.
Her er et stort hul i vor pædagogiske tradition, og en ny udgave af bogen bør dække det. Ellers går for mange kostbare undervisningstimer i skår.
Den sidste del, kapitel 5 »Tillæg«, skal kun kort omtales. Og da med følgende: Når hele bogen kapitel for kapitel omhyggeligt er dokumenteret med bibliografi, synes det overflødigt at citere eller aftrykke større dele af klimaudvalgets betænkning om militær pædagogik, ledelse og kommunikation. Tilsvarende dukker klimaudvalget for hyppigt op inde i teksten, næsten som en ny autoritet, en Newton i forsvarets fysiklokale.
Udvalget har været en katalysator, men er ikke grundlæggeren af en ny filosofi på linie med Clausewitz eller Emile Durkheim. Mange andre udvalg - Ungdomskommissionen f. eks. - har i årenes løb bidraget til reformulering af målsætning og realisation af målene i forsvarets dagligdag. For ikke at tale om den nuværende chef for Panser- skolen, oberstløjtnant O. Møller, der for 16-17 år siden indførte uddannelsesmaterielkontorerne i regimenters og skolers virksomhed.
Endelig ét lille suk: Der er mange ord i denne fortræffelige bog. Chr. Gulman, Berlingske Tidendes reformator, sagde engang om ét af sine egne manuskripter »Det kan siges kortere, altså bedre«. Dette suk skal ikke overdøve et klart ønske om, at denne grundlæggende lærebog må blive flittigt studeret.

K. E. Gabel-Jørgensen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_jan.pdf
 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.