Kultur via sprog – fra stiløvelser til realia

Claus Mathiesen, Lektor ved Institut for Sprog, Forsvarsakademiet, cand.mag. russisk/polsk

 

”/…/ fra sproget som et for mennesket specifikt symbolsystem   til sproget som grundlag for al mellemmenneskelig adfærd og  samfundsdannelse”   

- Lita Lundquist, professor, Copenhagen Business School1

 

Sprogundervisning har ændret sig markant gennem de seneste tre‐fire årtier.  Det gælder ikke kun undervisningsformen. Indholdet har i mindst lige så høj  grad forandret sig. Her følger nogle betragtninger over tendenser, der har  stimuleret disse ændringer. Nogle af de omtalte processer, såsom globalisering  og internationalisering har haft stor indflydelse på hele samfundet. Hertil  kommer teknologiseringen af store dele af vores dagligliv. Andre har paralleller  i udviklingen af sprogvidenskaben. Endnu andre har sammenhæng med  ændrede forventninger og krav til, hvad undervisningen i sprog skal lede frem  til.   

Det er ikke intentionen her at give en udførlig beskrivelse af alle disse  processer, men i højere grad at se på udviklingen af forsvarets uddannelse af  sprogofficerer, mere eller mindre selvoplevet. Dels som sprogofficerselev i  russisk 1974‐76, dels som underviser på samme uddannelse fra slutningen af  1970’erne til i dag.  Dertil kommer indtryk fra tiden som universitetsstuderende  fra sidst i 1970’erne til starten af 1990’erne ‐ og endelig som deltidsunderviser  på Københavns universitet de sidste par år.   

Sprogvidenskab og universitetsstudier –  fra systembeskrivelse til kulturel virkelighed
Den vel nok mindst alment bemærkede af ovennævnte tendenser er den, som  har gjort sig gældende inden for sprogvidenskaben. Her er der imidlertid sket  en væsentlig udvikling. Sprogstudier op til 1970’erne var generelt fokuserede  på sproget som system, altså studiet af grammatik i traditionel forstand, bøjningsparadigmer, syntaktiske strukturer og regler. Sproget ‘i arbejdstøjet’, i  funktion, var i en lang periode af sekundær interesse. Med udbredelsen af den  såkaldt ‘funktionelle’ skole op gennem det sidste årtusinds to årtier skete der  en forskydning, således at interessen nu er mere samlet om, hvordan sprog  optræder, når det er i brug. Sagt med andre ord, er tyngden flyttet fra, hvad  den banebrydende svejtsiske lingvist Ferdinand de Saussure havde betegnet  som ‘langue’ og som havde været genstand for den strukturalistiske skoles  studier, over mod ‘parole’ – sproget i aktion, sproget i anvendelse. Dette førte  til styrkelsen af en række eksisterende lingvistiske retninger og til dannelsen af  nye, fx tekstlingvistik, psykolingvistik og sociolingvistik. Studiet af sprog blev  altså hermed ikke enklere, men på mange måder mere ‘levende’. Selv erindrer  jeg fra universitetstiden et kursus, hvor vi beskæftigede os med studiet af  russisk talesprog, noget som på daværende tidspunkt faktisk var ganske  ‘revolutionerende’. Som et eksempel på nye tendenser kan tjene, at et  fænomen som oversættelse af litterære og ikke‐litterære tekster, som havde  været stort set negligeret og anset for videnskabeligt uvedkommende, i denne  proces rykkede ind på banen og blev genstand for intense studier, studier, der  fortsat er i rivende udvikling. Man kan lidt firkantet hævde, at sprogforskningen  var kommet i kontakt med virkeligheden, med det levende sprog som det  udfolder sig i sine naturlige omgivelser.   

Studiet af russisk var i 70’erne enten filologisk, litterært eller historisk  orienteret. I dag beskrives målet med bachelor‐uddannelsen i russisk i  studieordningen af 2007 således: ”Målet for den grundfaglige del af  bacheloruddannelsen i russisk sprog og samfund er at give de studerende /…/  viden om og forståelse af regionens kultur, være‐ og tænkemåde og dens  interaktion med andre kulturer, være‐ og tænkemåder såvel inden for den  Russiske Føderation som dens omgivelser.” Et obligatorisk fag i  universitetsuddannelsen er ‘Russisk kultur og mentalitet’. Her beskæftiger man  sig ud over meget andet med folklore, skikke, gestik, bolig‐ og  omgangsformer, familiemønstre, kønsroller, mad‐ og drikkekultur. Sprog er i  dag blevet utænkeligt uden kultur, såvel som kultur er utænkelig uden sprog. I  denne sammenhæng er sproget et uundværligt redskab for at sætte sig ind i  kulturen.   

Sprogofficersuddannelsen –  fra koldkrigsafhører til tolk og kulturformidler
Undervisningen af sprogofficererne i forsvaret har ligeledes forandret sig  væsentligt i perioden. Dette hænger i nogen grad sammen med  omprofileringen af uddannelsen fra koldkrigstidens afhøringsfunktion til de  seneste to årtiers nye realiteter og tolkefunktionen. Afhøringsfunktionen og dens fokus på den taktiske situation på kamppladsen stillede mere begrænsede  krav til kendskabet til den potentielle modstanders kultur i bred forstand end  tolkefunktionen. For tolken er et større kendskab til kulturelle forhold en vigtig  forudsætning, dels for at forstå indholdet af det, der skal tolkes, dels for at  kunne begå sig blandt de fremmede, herunder formulere sig passende. Tolkens  viden på dette område er også kommet andre til gode i de enheder og stabe,  som tolken har været tilknyttet.   

Afhøringsofficeren modtog dog i løbet af uddannelsen ud over  informationer om militære forhold en pæn portion viden om mållandets  historiske, geografiske, økonomiske og politiske forhold. Der var sågar kulturhistoriske foredrag. Disse blev ganske vist af og til modtaget med en vis  skepsis af datidens landsknægte, som var tilbøjelige til at mene, at der var lidt  for mange grundrids af støvede, gamle kirker. Filmmediet blev anvendt til at  give indsigt i kulturen, om end det helt op til sidst i 1970’erne var en anelse  omstændeligt. For at se film skulle man nemlig ud til Statens Filmcentral på  Christianshavn. Jeg erindrer en forevisning af Tarkovskijs glimrende film om  ikonmaleren Andrej Rubljov, som incl. tilbagespoling af filmruller varede syv  timer, lang tid, når man vidste, at der ventede en del timers lektielæsning på  kasernen. 

I løbet af 1980’erne, hvor videoen vandt indpas, blev filmmediet for alvor  integreret i sprogundervisningen. Sigtet hermed var at bibringe sprogeleverne  om ikke andet så en visuel oplevelse af personer, lokaliteter og situationer i  mållandet. Jeg erindrer om, at det dengang var ikke blot utænkeligt, men stort  set forbudt for sprogofficerselever at rejse til Rusland og Østeuropa, dette blev  først muligt i 1990’erne. Det blev ikke så overraskende det sidste  polskuddannede sprogofficershold (1991‐93), der som det første i  sprogofficersuddannelsens historie foretog en selvfinansieret og  selvorganiseret rejse til Polen i påsken 1993. Tiderne ændrede sig, og fra 1998  blev en studietur en skemalagt og integreret del af russiskuddannelsen, en tur,  der for alle hold har været en kæmpe oplevelse sprogligt og kulturelt. For  araberholdene, der først startede efter 1990, har det at færdes i mållandene fra  første færd været en helt naturlig ting.   

Spillefilm var og er fortsat et element i uddannelsen, også som grundlag  for eksaminer i mundtlig udtryksfærdighed. Sigende er dog den måde, hvorpå  man i mange år forholdt sig til besvarelsen af det spørgsmål, der blev stillet til  filmen. Det hed sig nærmest, at svarets indholdsside var bedømmelsen  uvedkommende, det handlede udelukkende om brugen af sproget, altså om  udtale, grammatisk korrekthed etc. I dag ville en sådan vurdering næppe være  holdbar, det er – og var ‐ en illusion, at sprog kan adskilles fra indhold. Til  sammenligning kan tjene de seneste års afsluttende eksamen i russisk mundtlig udtryksfærdighed, hvor et fagligt spørgsmål vedr. Ruslands væbnede  styrker skulle besvares på russisk, og hvor sproget med vægt på den anvendte  terminologi og indholdet principielt blev vægtet ligeligt i bedømmelsen.   

Teknologi og kultur i klasselokalet
Her er vi så fremme ved den måske vigtigste ændring i sproguddannelsen,  nemlig den plads, som målkulturen har fået i selve sprogundervisningen.  Stærkt medvirkende hertil har været den teknologiske udvikling. Fra en tid,  hvor underviseren havde monopolet på at inddrage viden om mållandet, er  klasselokalet i dag fyldt med virtuelle ‘vinduer’ direkte ind i mållandet. Den  enkelte elevs adgang til internettet i alle undervisningssituationer gør det  muligt øjeblikkeligt at afklare tvivlsspørgsmål af faktuel (eller sproglig) karakter  i tilstrækkelig grad, og giver direkte adgang til informationer om landets  politiske system, nyheder og meget andet. Hermed kan man, så snart det  sproglige niveau tillader det, arbejde med udgangspunkt i mållandets aktuelle  virkelighed i bredeste forstand. Man kan endvidere allerede i første fase af  uddannelsen trække på forskellige internetbaserede opslags‐ og ordbogsværker, således at anvendelse af internettet i undervisningssituationen og  hjemmeforberedelsen er en selvfølgelig og naturlig ting fra første færd. Praksis  har vist en stejlt stigende kurve for udnyttelse af disse muligheder, efterhånden  som uddannelsen skrider frem.   

Indholdet fra ellers isolerede fag som historie, politik, geografi og  økonomi, der foregik på dansk, kom hermed til også at være en del af indholdet  i sprogtimerne. Således var et afgørende skridt i retning af integration mellem  fagene blevet taget, noget, som i høj grad har bidraget til, at eleverne kan se en  rød tråd mellem de forskellige dele og fag i sprogofficersuddannelsen fra start  til slut. Dette har været afgørende for den samlede uddannelses effektivitet. Så  gode resultater har det kun været muligt at opnå ved at sikre sammenhæng og  reel synergieffekt.     

Den pædagogiske ‘kulturrevolution’
Det er næsten overflødigt at sige, at dette har ledt til ændringer i hele  undervisningskulturen. Fra den klassiske situation med læreren i centrum og  ‘overhøring’ af en enkelt elev, mens resten lytter og forsøger at regne ud, hvilke  svar de mon selv vil blive afkrævet, er klassen i dag i reglen et myldrende  aktivitetscenter, hvor elever gør det, som de helst vil og lærer mest af. De løser  opgaver individuelt eller i små grupper, samtaler på fremmedsproget, finder  information og bidrager dermed til hele klassens udvikling. Læreren har en ny,  væsentlig opgave bestående i at tilrettelægge arbejdsprocesser og udforme  opgaver. Han skal altså styre denne til tider uregerlige proces frem mod de rigtige mål, og i fornødent omfang kontrollere, at hver enkelt elev udvikler sig  og tilegner sig viden og færdigheder så hurtigt som krævet. 

Tidligere havde sprogundervisning rod i den lingvistiske ‘systemtanke’ og  var meget fokuseret på grammatik og oversættelse – altså indlæring af  formelle regler. Disse blev anvendt ved oversættelse af sætninger, der var  specielt konstruerede til at illustrere de samme reglers anvendelse, de såkaldte  ‘stiløvelser’. Som beskrevet lægges der nu vægt på at arbejde med den  virkelighed, sproget er forankret i og dens sproglige udtryk. En særlig stilling  har i denne sammenhæng de såkaldte ‘realia’, dvs. alt, hvad der kan siges at  være specifikt for et mållands kultur og de sproglige udtryk herfor. Realia kan  typisk være af geografisk, etnografisk eller samfundspolitisk art, og de kan  høre samtiden eller fortiden til. De omtales af og til som ‘uoversættelige’  (hvilket naturligvis skal forstås relativt), og indtager derfor en central plads i  uddannelsen af en militærperson, der skal kunne tolke, oversætte og formidle  forståelse for en anden kultur.   

Men hvad skete der egentlig med sproglaboratoriet i denne teknologiske  og pædagogiske fornyelsesproces? Sproglaboratoriet lever i bedste velgående,  men fungerer anderledes end før. Den klassiske sproglaboratorieøvelse, hvor  eleven gentager en lang række sætninger i det uendelige anvendes i begrænset  omfang i dag. Efter indledende begejstring blev metoden snart mødt med  kritik, der blandt andet pegede på, at læringssituationen var kunstig. Derfor  kunne en person, der havde gentaget nok så mange sætninger formfuldendt  inde i sin boks med udsigt til ryggen af eleven foran, være fuldstændig  handlingslammet ved mødet med en ægte udlænding. Laboratoriemetoden  har fortsat nogle stærke sider, bl.a. ved indlæring af udtale og udvikling af  lytteforståelse, som stadig udnyttes i stor udstrækning. Lytteforståelsen vil i  det moderne laboratorium kunne stimuleres på basis af såvel lyd‐ som  videomateriale. Mulighederne for hurtigt at sammenkoble eleverne elektronisk  i forskellige grupper fra to til fire‐fem personer gør det enkelt og hurtigt at  organisere arbejdet på kryds og tværs i klassen. Samtidig kan læreren være  disponibel som rådgiver og eventuelt udøve en vis kontrol ved at lytte med.  Sproglaboratoriet er altså i højere grad blevet et redskab til at forme  arbejdsprocessen i klassen end eksponent for en egentlig  undervisningsmetode. I arbejdet inddrages efter behov andre digitale  værktøjer til tekstbehandling, præsentation af information og naturligvis  internettets nærmest endeløse muligheder.   

Udnyttelse af virtuelle verdener i sprogundervisningsøjemed er endnu et  ret uopdyrket felt, men det vil med sikkerhed komme. Om ikke andet så  fremprovokeret af, at eleverne selv begynder at søge erfaringer med at  etablere virtuel kontakt med ’indfødte’ og øve sig i samtale. Efterhånden som der udvikles kulturspecifikke virtuelle miljøer, vil også det interkulturelle aspekt  komme til at spille en større rolle. Udviklingen synes kun lige begyndt.   

Effekter af globalisering og internationalisering
Det er indlysende, at en af globaliseringens effekter har været, at den ‘mentale  afstand’ mellem Danmark og omverdenen er blevet kortere. Begivenheder i  verden, der engang blev oplevet som uvedkommende, er nu rykket meget  tættere på, og der er en større forståelse af deres betydning for vores hverdag  og samfundets funktioner. Alene jerntæppets fald med afslutningen af den  kolde krig skabte i bogstaveligste forstand direkte kontakt med dele af Europa,  som før var temmelig utilgængelige, ikke mindst for sprogofficerselever og  andre militærpersoner.   

Internationaliseringen af dansk forsvars operationer har haft endnu større  effekt på sprogofficersuddannelsen. Indtil starten af 1990’erne tog  uddannelsen sigte mod mobilisering og anvendelse som afhøringsofficerer i  krig, en krig, der gudskelov aldrig kom. Sidenhen kom de polsk‐ og  russiskuddannede sprogofficerer til at medvirke som tolke og specialister i et  utal af kontakter med de baltiske lande, Polen, Rusland og andre SNG‐lande.  Emnerne har været koncentreret om NATO‐integration, militært samarbejde  og våbenkontrol. Et stort antal russisk‐ og polskuddannede har forrettet   tjeneste i internationale missioner, mest på Balkan og i de lande, der opstod  efter Sovjetunionens opløsning, og arabiskuddannede har været udsendt til  international tjeneste, fortrinsvis i Mellemøsten og Irak. Pashto‐uddannede –  både de til pashto omskolede ‘russere’ og ‘arabere’ og det første dansk  uddannede pashto‐hold – er i funktion i Afghanistan. Alle disse erfaringer har  dannet grundlag for ændringer og er løbende blevet inkorporeret i  uddannelsen, ikke mindst i sprogundervisningen. I det sidste årti har  sproguddannelsen således været orienteret mod funktionen som tolk og  områdeekspert.   

Cultural Effects Officer – og sprog
Med lanceringen af sprogofficerens nye funktion som ‘cultural effects officer’ er  det intentionen at omstrukturere, udvide og sammenbinde samfundsfagene  med kulturanalysekompetence som slutmål. På grundlag af ovenstående  beskrivelse af hvad sprogundervisning indebærer i dag, er det indlysende at  samtænke kultur‐ og sprogundervisning i videst muligt omfang. Erfaringerne  viser, at sprogofficersuddannelsen har været mest velfungerende, når  fagintegrationen har været høj. Herved sikres videreførelsen af uddannelsens  adelsmærker, kvalitet og effektivitet. Uanset hvilke funktioner sprogofficeren  har haft gennem tiden, har hans/hendes anvendelighed været baseret på sprogbeherskelse opnået gennem et til funktionen skræddersyet  undervisningsforløb. Forudsætningerne for at gøre det har aldrig været bedre  end i dag.   

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_138.aargang_nr.4_2010.pdf

 

 

Noter
1‘Sprogvidenskaben. Dens retninger og discipliner’. I Michael Herslund og  Bente Lihn Jensen (red.), Sprog og sprogbeskrivelse, s. 57. Samfundslitteratur.  Frederiksberg 2003/2006

Litteraturliste

Del: