Kritik af Krigens Fornuft: Et perspektiv på selvreferentielle systemer fra det 11. til det 21. århundrede

Forfatter: Gorm Harste

Anmelder: Kjeld Galster

København; Aarhus Universitetsforlag, 2016, 2016. ISBN: 978-87-7124-958-3. 741 sider, Kr. 421,21.

 

Anmeldelse

Man skal ikke være blind for de salgsmæssige fordele ved at læne sig op ad andres tidligere successer; og forfatteren af dette værk har allerede i titlen henledt læserens tanker på en anden notabilitet inden for den politiske erkendelsesfilosofi, Immanuel Kant, der i 1781 publicerede Kritik der reinen Vernunft.

Til trods for det solide værks nydelige udstyr, er der ikke tale om en bog til brug i sengelampens skær. Alene vægten forbyder dette. Bogen er i al væsentlighed Dr. Harstes disputats med alle de systemteoretiske og metodiske elementer, som en sådan nødvendigvis må indeholde for at finde nåde ved defensoratet. Den er skrevet af en statsvidenskabsmand for statsvidenskabsfolk, hvad ordvalget giver et klart indtryk af. Således er de militære aspekter af krig tydeligvis brugt udelukkende instrumentelt m.h.t. klarlæggelse af samfundsmæssige konsekvenser af krigen, mens det professionelt militære synes henvist til en mere underordnet plads. For at få sin fulde ret fortjener bogen derfor en anmeldelse ved en politolog eller sociolog; men nærværende anmelder befinder sig ikke i nogen af disse kategorier. Denne anmeldelse er derfor en bearbejdning i militærhistorisk og krigsteoretisk lys og med særlig vægt på de kapitler, hvor dette skinner klarest.

Bogens underholdningsværdi såvel som dens militærteoretiske nytte er begrænset, men denne anmelder har sat sig for at undersøge, om der ikke desto mindre er tale om filosofiske overvejelser, der under mange andre synsvinkler kunne interessere krigsteoretiske affacionados. Det er desuden værd at mærke sig, at forfatteren i 2014 har udgivet en mere alment tilgængelig bog Krigen – et ustyrligt system, der skulle kunne forsyne lægmand med en del af de indsigter, som disputatsen behandler.

Det slås i indledningen fast, at bogens fokus vil være krigens transformation af samfundet; og analysen tager udgangspunkt i den tyske sociolog Niklas Luhmanns (1927-98) teori om sociale kommunikationssystemer. Derefter gives en oversigt over de enkelte kapitlers temaer:

- Første kapitel afprøver systemterorien i forhold til sociologien og herunder primært den historiske sociologi. Næppe af primær interesse for den militære læser.

- I andet kapitel søges påvist, hvorledes formanalysen kan udvides til at omfatte semantik-, kode-, system-, evolutions-, risiko- og tidsanalyser m.v. Ej heller.

- Herefter følger syv historiske fortællinger, hvoraf de to første tager udgangspunkt i krigen per se. Her kunne måske være noget for den militært sagkyndige.

- Kapitlerne seks til ni omhandler den rissikable strukturelle kobling til andre funktionssystemer. Heri indgår en behandling af muligheden for begrænsning af krigen med afsæt i Kants           Zum ewigen Frieden. Interessant for kantianere.

- Det konklusive kapitel ni dekonstruerer konceptet om krigens og politikkens enhed.

 

Forfatterens erklærede hensigt er at bidrage til den sociologiske samfundsteori om selvreferentielle kommunikationssystemer og til forståelsen af, hvorledes krig og militær har haft indflydelse på fremvæksten og udviklingen af de moderne samfund på linje med religion, ret, videnskab, økonomi og kunst etc.

Skønt sociologi er en forholdsvis ny disciplin, vover Harste, med støtte i sociologiske kollegers tilsvarende tanker, at udpege både Montesquieu og Rousseau som forløbere for denne, ligesom Machiavellis Discorsi nævnes som et muligt diskussionsgrundlag for militærsociologiske temaer. Men også moderne sociologer har beskæftiget sig med krigen, og heller ikke her slipper vi for en reference til Foucault, der omtales på linje med Aron, Weber, Elias m.fl. Som en interessant afvigelse fra Max Webers og Emil Lederers idéer nævner Harste Georg Simmel som en af Første Verdenkrigs mere usædvanlige tænkere, idet han så tidligt som 1914 så krigen som et forfriskende indslag, der ville kunne afløse den ’mekaniske kedsommelighed’ og skabe et nyt ’organisk’ forhold mellem individ og helhed. Hvad Harste ikke nævner er, at den gode sociolog dermed var på linje med den ældre Moltke, der i et brev til Johan Casper Bruntschli i 1880 havde skrevet, at  der ewige Friede ist ein Traum, und nicht einmal ein schöner, und der Krieg ist ein Glied in Gottes Weltordnung. In ihm entfalten sich die edelsten Tugenden des Menschen, Mut und Entsagung, Pflichttreue und Opferwilligkeit mit Einsetzung des Lebens.

Harste omtaler de militære konsekvenser af, at standssamfundets hierarkiske organisering afløses af et klassesamfund. Der filosoferes over, hvorvidt den magtkløft, der eksisterer mellem de militære personelgrupper, overhovedet kan tænkes ophævet. Alene kommunikationen mellem officer og soldat synes at antyde fordele ved at bevare en path dependency, der viser tilbage til standssamfundet. Heroverfor stiller Harste realiteten, at det attende århundredes professionalisering af militæret trods alt førte til en vis opblødning. Man må vel tilføje, at artilleriets og ingeniørtroppernes basis i hard science nødvendigvis måtte skubbe i den retning, og at det nittende århundredes massehære og de tyske idéer om selvstændigt initiativ og føring på basis af direktiver yderligere fremskyndede afskeden med det traditionelle standshierarki. Med tiden blev en af de vigtigste konsekvenser jo da også den fuldstændige afskaffelse af handelen med officersbestallinger.

Forfatteren kommer ikke uden om at nævne Clausewitz’ pointering af forskellen mellem den abstrakte og den virkelige krig over for Hegels forsøg på at forene idé og begreb. Han fremsætter den påstand, at stater kan analyseres m.h.t. krigens system ud fra en antagelse om, at disse ligner hinanden, idet krigen skaber konvergens og homogenisering mellem de stridende parter; et paradoks fordi man jo skulle tro, at krig skyldtes forskellighed. Men, siger han, krig vil føre til efterligning af teknologisk innovation – og doktrinært og organisatorisk kunne man måske tilføje – og af de strukturelt tilkoblede systemer som logistik, finansiering, retsvæsen etc. Det anføres, at Kant beskrev denne konvergens som en ’garanti for den evige fred’ selv i tilfælde, hvor de politiske styreformer måtte være meget forskellige. At Harste i den forbindelse bruger både Første og Anden Verdenskrig som eksempler synes problematisk, i hvert fald f.s.v.a. sidstnævntes finansielle, logistiske, retslige, ideologiske og sociale systemer. Denne konvergens synes til gengæld mere klar i eksemplerne fra f.eks. Napoleonskrigene og synes i øvrigt at harmonere ganske godt med både Jomini’s og Clausewitz’ idéer.

Det synes nyt og tankevækkende at behandle staters evne til at afgrænse og hævde deres territorier som en funktion af ibrugtagningen af trykpressen, der muliggjorde produktion af land- og søkort. Dette, hævder Harste, blev hjulpet på vej af det Westfalske System, der muliggjorde transnational folkeret, inden for hvilken de enkelte aktører var suveræne og afgrænsede på sammenlignelig måde. Her etablerede stater sig med kort og atlas som nogenlunde præcise beskrivelser af dem selv og deres omverden.

Af særlig interesse for militærhistorikeren og krigsteoretikeren – skulle man tro – er Fjerde Kapitel, hvori den daværende doktorand forsøger at give eksempler fra krigshistorien, der kan understøtte idéen om det selvreferentielle system. Der indledes med maximet om, at enhver krig skal søges retfærdiggjort som legitimt forsvar mod en aggressor, og med henvisning til Clausewitz’ vekselvirkninger påstås krigen at dreje sig om organisatorisk, finansiel, og velfærdsstatslig kapacitet til at håndtere opslidning. Der fremsættes ti hypoteser, og derpå gennemgås et kronologisk forløb, som Harste vælger at opdele i tre perioder nemlig før, under og efter revolutionen i krigen.

Herefter går han straks videre til Korstogene, og der henvises til Gregor VII’s opdeling i den sakrale pavemagt og den profane Tysk-Romerske kejsers ditto. Det beskrives, hvorledes kejseren således ser det som hensigtsmæssig at alliere sig med andre profane fyrster, som f.eks. de normanniske herskere og de danske og norske konger. Det hævdes også, at de danske herskere samtidig gennem deltagelse i korstogene forstod at balancere mellem pavestolen og den tyske kejser og undgå for stærk en tilknytning til sidstnævnte.

Et særligt afsnit søger at udpege Kants filosofi som oprindelse til og inspiration for Clausewitz’ tanker. Det hævdes bl.a., at Kants ”kategoriske imperativ for den form, hvormed viljens maksimer gøres til princip for en almengørelsesduelig regulering, hvis bestemmelser skal kunne gælde for alle . . . så den ene parts vilje forsøges påført den anden part, hvis modstand herimod fører til krig.” I sammenligning med denne (for afhandlingen ganske karakteristiske formulering) fremstår Clausewitz’ Vom Kriege for undertegnede anmelder som lysende klar og letlæst teori.

Bo Bjørnvig skriver i sin anmeldelse i Weekendavisen 13. januar i år, at ”selvom krigen er fremmed for mange – eller for den enkelte – ligger der noget krigerisk i menneskets natur, som forfatteren vistnok helt bevidst undlader at tage op. Blandt andet: hvorfor krigsspil er så populære? Og vold i film?” Han afslutter med salutten, at ”Afhandlingen burde oversættes – til dansk.”

Undertegnede skal ikke sætte sig til dommer over sproget i afhandlingen, den er trods alt skrevet m.h.p. at blive læst af politologer. Der er dog visse formuleringer, der kan undre så som: ’Den såkaldte Trediveårskrig’ (p. 25); ’Det såkaldte westfalske system’ (p. 26). Det må også anses for mindre korrekt, når der (p. 44) henvises til Clausewitz’ ’den frie sjæls virksomhed.’ Dette må være en misforståelse, idet Clausewitz jo ikke omtaler den fri sjæl, men den fri sjælsvirksomhed (eine freie Seelentätigkeit). Det undrer også, når Harste i forbindelse med retfærdig krig nævner begrebet jus ad bellum (den retligt legitime krig), men ikke i forbindelse med de religiøse, krigeriske grupperinger omtaler disses påberåbelse af fas ad bellum (den guddommeligt retfærdiggjorte krig). På p. 104 anføres vedr. England/Storbritannien, at ”Øen havde ikke brug for et landforsvar, men for en flåde. Dette argument kan imidlertid snarest tilskrives udviklinger i 1700- og 1800-tallet . . .” Det må undre, da jo netop Den Spanske Arvefølgekrig og Napoleonskrigene gav anledning til at sende forholdsvis store hærstyrker til kontinentet. Endelig forekommer termen Auftragstechnik (p. 123) at være en misforståelse af det velkendte begreb Auftragstaktik?

Denne anmelder skal ikke skjule sin beundring for det omfangsrige og grundige værk, som Dr. Harste har præsteret, men samtidig må anbefalingen til læserne af krigsvidenskab.dk dog blive, at bruge tiden på mere direkte militærhistorisk og krigsteoretisk anvendelig litteratur som f.eks. det, som den i denne kreds så velkendte militærhistoriker Niels Bo Poulsen har kaldt ”den store angelsaksiske metervare.”

 

 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.