Krigsvidenskabelig sommerlæsning

Det første halve år af 2018 er gået, og sommerferien står for døren. I den forbindelse har Det Krigsvidenskabelige Selskab lavet en liste over anbefalet krigsvidenskabeligt læsning til ferien, ud fra de bøger der er blevet anmeldt på hjemmesiden i løbet af det sidste års tid.

God fornøjelse med læsningen, og god sommerferie. :-)

David Vestenskov, redaktør.

 

Bogtyvene - Jagten på forsvundne biblioteker

Den svenske journalist og forfatter Anders Rydell fortæller i Bogtyvene - Jagten på de forsvundne biblioteker om Nazitysklands destruktion og konfiskation af jødisk kulturel ejendom i papirform. På den ene side handlede det for tyskerne om at fjerne forbudte bøger, og på den anden side handlede det om en systematisk indhentning af informationer, som kunne skabe forståelse og et vidensgrundlag for jødernes historie.

Bogen er blev anmeldt af bibliotekar og DKVS’ anmeldelsesredaktør Simon Papousek, der gav den de maksimale 5 bånd. Læs hele anmeldelsen her: https://krigsvidenskab.dk/bogtyvene-jagten-paa-forsvundne-biblioteker

 

Krigen indeni. Skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine

Krigen indeni giver et glimrende kronologisk perspektiv på konflikten. Startende fra Majdanopstanden, til den tidligere ukrainske præsident Yanukovychs flugt, den russiske besættelse af Krim og løsrivelsen fra de selverklærede pro-russiske republikker Donetsk og Luhansk, de voldsomme kampe i Østukraine, nedskydningen af MH17 og Minskaftalen II i 2015. Kimer forsøger at bringe krigens gru ind under huden på læseren. Eksempelvis beskrives det hvorledes børn og gamle bor i fugtige og mørke beskyttelsesrum, voldsomt psykologisk påvirket af den næsten konstante artilleribeskydning uden for beskyttelsesrummet. Eller hvordan lyserøde pigetasker ligger spredt på marken sammen med tilfældige kropsdele efter nedskydningen af MH17 samt en fars desperate søgen efter de koordinater, som sidst tilkendegav sin sårede søns position.

Krigen indeni blev anmeldt af Master of Arts og Cand.scient.adm Mikkel Bøgeskov Eriksen, der gav den 5 bånd. Læs hele anmeldelsen her: https://krigsvidenskab.dk/krigen-indeni-skaebnefortaellinger-fra-revolutionen-i-ukraine

 

Kysser himlen. En jagerpilots historie

”Kysser Himlen” er en personlig beretning fortalt gennem parallelle handlingsforløb om forfatterens tid som pilot og en dagligdag med flyvninger, øvelser og ikke mindst skarpe operationer. Læseren tages med op i cockpittet glimrende suppleret med en række illustrationer, og herigennem får man indblik i det meget stærke broderskab som findes i en kampeskadrille, men også den tvivl samt de personlige overvejelser MET gør sig, når han fungerer som sikkerhedspolitikkens skarpt hvæssede kniv, der dag efter dag kaster bomber, som smadrer militære installationer til ukendelighed og ender eller lemlæster menneskeliv på en brøkdel af et sekund. 

Bogen fik 4 bånd af anmelderen, major og militæranalytiker Hans Peter H. Michaelsen. Læs hele anmeldelsen her: https://krigsvidenskab.dk/kysser-himlen-en-jagerpilots-historie

 

2017 War with Russia: An Urgent Warning from Senior Military Command General Sir Richard Shirreff

Bogens omdrejningspunkt er et scenarie, hvori Rusland invaderer og annekterer de Baltiske lande. Scenariet er blandt andet baseret på Shirreffs viden som Deputy Supreme Allied Commander in Europe ved Supreme Headquarters Allied Powers Europe (SHAPE), hvor Shirreff var ansvarlig for udførelsen af NATO’s war game scenarier. Det er i den forbindelse, at Shirreff påpeger, at bogens fremsatte forudsigelser er faktabaserede.  

Den er blevet anmeldt af Master of Arts og Cand.scient.adm Mikkel Bøgeskov Eriksen, der gav den 4 bånd. Læs hele anmeldelsen her: https://krigsvidenskab.dk/2017-war-with-russia-an-urgent-warning-from-senior-military-command-general-sir-richard-shirreff

 

Katyn 1940 – historien om en forbrydelse

Bogens forfatter er tysk journalist med en fortid som østeuropakorrespondent for Süddeutsche Zeitung gennem knap 25 år. Han har med sin store erfaring kunnet dykke ned i en af de værste forbrydelser i det 20. århundrede, indsamle sagens fakta og stykke det hele sammen til en fortløbende beretning. Mange af bogens detaljer om begivenhederne i 1939-1940 er først dukket op efter Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen af 1990erne.

Bogen er blevet anmeldt af Kommandør Poul Grooss, der gav den 4 bånd. Læs hele anmeldelsen her: https://krigsvidenskab.dk/katyn-1940-historien-om-en-forbrydelse

 

Sønderjyder på Østfronten i 1. Verdenskrig

Østfronten er med rette blevet betegnet som Første Verdenskrigs oversete front, selv om 100-året for verdenskrigen naturligvis har givet anledning til en række nye udgivelser – ikke mindst Prit Buttars digre fire bind, der år for år detaljeret beskriver kampene (Collision of Empires; Germany Ascendant; Russia’s Last Gasp; The Splintered Empires – alle udgivet på Osprey Press mellem 2014 og 2017). Alligevel er der et slående misforhold mellem denne fronts betydning i datiden, og behandlingen af den i litteraturen sidenhen. Det gælder også de danske sønderjyder, som via deres krigstjeneste i den kejserlige tyske hær kom til Østfronten. Det her anmeldte værk tager, som den første danske faghistoriske bog, hul på dette vigtige aspekt af den sønderjyske krigsoplevelse.

Anmelderen er Chef ved Institut for Militærhistorie og Krigsteori, Niels Bo Poulsen, der gav bogen 4 bånd. Læs hele anmeldelsen her: https://krigsvidenskab.dk/soenderjyder-paa-oestfronten-i-1-verdenskrig

 

Du må ikke græde – for så mister du blod. Reportager fra borgerkrigen i Syrien

Det er svært at sætte ord og tal på borgerkrigen i Syrien – det præcise tabstal er ukendt, som det ofte er i krig og konflikt. Syrian Observatory for Human Rights (SOHR) meddelte i marts 2017, at det samlede (bekræftede) tabstal lå på 465.000, hvoraf lidt under 100.000 var civile. Over 5 millioner registrerede flygtninge befinder sig i nabolande til Syrien. Samtidig er Syrien en slagmark, hvor utallige oprørsgrupper opstår, sammensmelter og kæmper mod andre aktører i et evigt foranderligt landskab, hvor både etnicitet, social baggrund, regional (stormagts)politik og religiøs overbevisning spiller en rolle.

Det er i denne kontekst at Nagieb Khaja har forfattet ”Du må ikke græde – for så mister du blod”. Bogen er en personlig fortælling om Khajas rejser til Syrien, om den fare der er ved at rejse til en krigszone og ikke mindst om de personlige motivationer, omkostninger og tab, som almindelige syrere oplever dagligt.

Anmelderen af denne bog er Stud.scient.pol Hüseyin Yücel, der gav den 4 bånd. Læs anmeldelsen her: https://krigsvidenskab.dk/du-maa-ikke-graede-for-saa-mister-du-blod-reportager-fra-borgerkrigen-i-syrien

 

Krigen der aldrig ender – reportager fra Afghanistan

I ’Krigen der aldrig ender – reportager fra Afghanistan’ har forfatteren og journalisten Carsten Jensen allieret sig med den norske dokumentarist Anders Hammer. Sammen rejste de til Afghanistan af to omgange – april-maj 2013 og maj 2016 – for at finde svar på, hvad interventionen i 2001 betød for Afghanistan, og hvor landet befinder sig i dag.

Bogen er anmeldt af kandidatstuderende ved SDU Dea Andersen, der gav den 4 bånd. Læs hele anmeldelsen her: https://krigsvidenskab.dk/krigen-der-aldrig-ender-reportager-fra-afghanistan

 

De stjal Hitlers hemmelighed - Operation Biting

Bogens forfatter er pensioneret politiinspektør. Han fortæller om en dristig og meget spændende commando-operation, som de færreste danskere kender til, nemlig ”Operation Biting”, hvor britiske styrker erobrede væsentlige komponenter fra en tysk radarstation. Det var afgørende for de britiske videnskabsmænd at få lagt hånd på et af de tyske radaranlæg, som ville komme til at dominere luftkrigen over Europa.

Forfatteren fortæller hele baggrunden for radarforskningen i både Tyskland og Storbritannien. Han går metodisk til værks, og ind i mellem drages der nogle overraskende konklusioner. Tyskerne spionerede omkring krigsudbruddet mod britiske radarudsendelser og fandt ikke nogen. De lyttede i et forkert frekvensbånd. Hermed konkluderede de, at så langt var briterne nok ikke nået endnu. Briterne regnede til gengæld heller ikke med, at tyskerne havde gjort opdagelser i denne retning.

Der blev givet 4 bånd til bogen, da den blev anmeldt af Kommandør Poul Grooss. Læs hele anmeldelsen her: https://krigsvidenskab.dk/de-stjal-hitlers-hemmelighed-operation-biting

 

Wave and Smile

Det tyske Bundeswehr mistede ifølge Der Spiegel (15.10.2013) 54 mand, heraf 35 i kamp, i Afghanistan. Frem til deres exit fra Kunduz provinsen i 2014, bidrog Bundeswehr med godt 3500 mand i alt. Indsatsen fra Bundeswehrs side har været kritiseret af den tyske befolkning, blandt andet fordi den tyske hær skulle deltage og medvirke til indsatser for de civile frem for decideret krig, som det udviklede sig til. Herunder har manglen på materiel til soldaterne været debatteret. Stabschefen Harald Kujat har udtrykt, at den militære mission lykkedes for så vidt. Den politiske mislykkedes. Afghanistan blev af tyskerne efterladt mere eller mindre fragmenteret og usikkert. 

Wave and Smile relaterer sig til den imødekommende adfærd som ISAF forventedes at have i forhold til den afghanske befolkning. Tegneserien er tegnet og fortalt af tyske Arne Jysch, der bl.a. har baggrund inden for film- og animationsverdenen. Wave and Smile bærer præg af den stil man finder i de storyboards som film er baseret på – altså en form for tegneserie af en films samtlige scener, der benyttes som forlæg af fotografen, instruktøren med videre. Det er medrivende og meget flot tegnet, og der er en god fornemmelse for action og spænding. Ingredienser der er vanskelige at formidle. Også i tegninger.  

Tegneserien blev anmeldt af bibliotekar og DKVS’ anmeldelsesredaktør, Simon Papousek, der gav den 4 bånd. Læs anmeldelsen her: https://krigsvidenskab.dk/de-stjal-hitlers-hemmelighed-operation-biting

Litteraturliste

Del: