Krigsmål som motivation for soldaten?

Vietnam-krigen var skelsættende i amerikansk historie. Det var både en krig der splittede den amerikanske befolkning, og samtidig en krig der resulterede i USA´s første militære nederlag.
Først og fremmest var krigen en konflikt hvor USA gradvist blev dybere involveret over en årrække. Da det amerikanske engagement var på sit højeste, var over en halv million soldater udstationeret i Vietnam, og næsten 60.000 amerikanske soldater faldt under krigen i Sydøstasien.
For at sikre soldaternes opbakning til krigen, formulerede den amerikanske regering de officielle mål for krigen. Gennem konkrete og følelsesladede budskaber blev det forsøgt, at forklare soldaterne, og befolkningen i øvrigt, hvorfor de var i krig i et land langt hjemmefra.
I denne artikel undersøges det, hvorvidt de amerikanske soldater var motiverede af regeringens officielle mål for krigen i Vietnam i årene 1965-73.    
 

Krigsmål som motivation for soldaten
Selve begrebet motivation er iflg. Samuel Kellett meget komplekst. Grundlæggende omhandler begrebet årsagen til en handling. Kellet undersøger i sin bog de konkrete årsager til, at soldater kæmper. I den forbindelse omfatter begrebet motivation de faktorer, der har indflydelse på soldatens valg af, grad af tilslutning til, og vedholdenhed i at udføre sine opgaver. [1]

Der findes i forskningen flere teorier om, hvad der motiverer soldater i kamp. Traditionelt er sammenholdet mellem soldaterne i enhederne blevet fremhævet som den primære motivationsfaktor for soldater i kamp. Ifølge denne teori kæmper soldaterne i enheden for hinanden. Loyaliteten over for hans enhed eller ”primære gruppe” er dermed den centrale motivationsfaktor for soldaten. [2]

En anden teori går iflg. sociologen Charles C. Moskos på, at den effektive soldat er motiveret af national patriotisme, eller af troen på at han kæmper for en retfærdig sag: “The effective soldier, in other words, is an ideologically inspired soldier. Combat performance directly varies with the soldier´s conscious allegiance to the stated purposes of the war.” [3] Altså kan krigsmål i sig selv være en motivationsfaktor for soldaten.

Ifølge Susan A. Brewer forventer de amerikanske soldater tilsvarende, og befolkningen i øvrigt, at regeringen forklarer formålet med krigen: ”When Americans are called upon to fight, they want to know why Americans must kill and be killed. They expect their leaders to prove that war is right, necessary, and worth the sacrifice.” [4] Målet fra regeringens side er dog ikke at informere om krigsmålene, men at overbevise soldaterne og befolkningen om krigens nødvendighed, for at få deres opbakning til krigen. Regeringer i krigstid har ofte skabt særlige organisationer til formålet. Under 2. Verdenskrig oprettedes Office of War Information, der skulle mobilisere befolkningen til total krig. Under krigene i Korea og Vietnam formidlede medarbejdere fra Det Hvide Hus, flere af ministerierne og militæret overbevisende budskaber til befolkningen. Her var formålet ikke at mobilisere befolkningen til total krig, men derimod at sikre dets opbakning til en fjern konflikt. For at overbevise amerikanerne om, hvorfor de skal i krig, omformulerer den politiske ledelse derfor krigsmålene til propaganda, der af Susan A. Brewer defineres som bevidst manipulation af fakta, ideer og løgne. Det bliver formidlet gennem flere forskellige medier, bl.a. officielle taler af embedsmænd, reklamer, plakater, nyhedsmedier osv. Det skal være simpelt, så befolkningen kan forstå det, og regeringen fremstiller derfor krigsmålene gennem let kommunikative budskaber, som bl.a. dette eksempel illustrerer: “to make the world safe for democracy.” Sådanne officielle udsagn er vigtige, idet de forsøger at formidle de rationelle og følelsesmæssige årsager til, at amerikanerne er i krig. På denne enkle vis blev 2. Verdenskrig fra den amerikanske regerings side, fremstillet som en kamp mellem demokrati og diktatur, mens Korea- og Vietnamkrigen overordnet blev fremstillet som en kamp mellem frihed og kommunisme. [5] En udbredt opfattelse i forskningen er dog ifølge historikeren Peter S. Kindsvatter, at de amerikanske soldater i disse krige ikke havde en dybere forståelse for krigsmålene: “The conventional wisdom, however, is that few American soldiers even understood their country´s war aims, let alone were motivated by them.” [6]

For at besvare problemstillingen inden for rammerne af disse teorier, må de amerikanske soldaters opfattelse af krigens mål undersøges, og sættes i relation til regeringens officielle grundlag for Vietnam-krigen. Vurderingen af om soldaterne var motiverede af de officielle krigsmål, beror dermed på, om soldaternes opfattelse afspejlede en bevidst tilslutning til disse mål.

Kildegrundlag
Undersøgelsen af de amerikanske soldaters opfattelse af krigsmålene baserer sig på en analyse af soldaters breve fra krigen og interviews foretaget med soldater efter krigen.

Kilder som breve og krigsdagbøger er iflg. den amerikanske historiker Stephen G. Fritz de mest pålidelige kilder til soldaters fælles oplevelser i krig. Blandt de mange individuelle opfattelser vil der, iflg. Fritz, være fælles temaer og mønstre at spore. [7] Styrken ved disse kilder er iflg. historikeren Samuel Hynes, at det for det første er skriftlige førstehåndsberetninger, der er blevet til på baggrund af soldatens behov for at meddele, modsat erindringer hvor personen i højere grad ser tilbage, og reflekterer over begivenhederne. Breve og dagbøger bærer præg af, at være umiddelbare førstehåndsindtryk af begivenhederne, og er meget direkte. [8]  

Interviews giver til sammenligning mulighed for, at få svar fra en anden vinkel, idet intervieweren vælger hvad han/hun vil spørge om. Mundtlige udsagn er dermed mere specifikke end f.eks. erindringer, eftersom der søges svar på bestemte spørgsmål. Gennem interviews fås en levende historisk dimension. En viden om fortiden der er følt og ikke bare kendt. [9]  Om værdien af interviews i forhold til andre kilder udtrykker historikeren Paul Thompson: “Reality is complex and many-sided; and it is a primary merit of oral history that to a much greater extent than most sources, it allows the original multiplicity of standpoints to be recreated.” [10]  

Med interviews, der går langt tilbage i tiden, er der til gengæld større sandsynlighed for fordrejninger influeret af ændringer i værdier og normer, som måske ubevidst ændrer opfattelsen hos den, der bliver interviewet. Ifølge Thompson er der ikke nogle endelige regler til at fastslå troværdigheden af mundtlige udsagn i forhold til andre historiske kilder. De skal sammenlignes med andre kilder, og de givne udsagn skal opvejes i forhold til en bredere kontekst. Interviews har som kilder varierende styrke i forskellige situationer. I nogle sammenhænge er mundtlige udsagn bedst, i andre er de supplerende til øvrige kilder. [11]

Standpunkter i forskningen vedrørende de amerikanske soldaters opfattelse af krigens mål
Først og fremmest bør det nævnes, at de amerikanske soldater der gjorde tjeneste i Vietnam var udstationeret, fordi regeringen havde besluttet det. I perioden 1917-1973 havde USA værnepligt, hvilket betød, at mænd blev indkaldt til militæret når de nåede en bestemt alder. Der var også mulighed for, at melde sig frivilligt, før man blev indkaldt. I bevidstheden om at de alligevel ville blive indkaldt, valgte mange derfor denne mulighed, blandt andet i håb om at kunne søge om tjeneste i en gren af militæret, der var mindre farlig i forhold til kamptropperne. I 1973 blev værnepligten afskaffet, og militæret blev herefter udelukkende baseret på frivillige. [12]    

De amerikanske soldaters holdning til krigen er et omdiskuteret emne i forskningen. Overordnet skelnes der mellem soldaternes konkrete holdning til regeringens officielle mål og deres personlige opfattelse af krigens formål.

Fælles for soldaterne gennem hele krigen var, iflg. historikeren Christian G. Appy, en grundlæggende skepsis overfor krigens officielle mål: “Common to soldiers throughout the war was a deep skepticism about the official justifications of the war. Many fought hard, but few found in the standard rationale a coherent or persuasive explanation for why they were fighting.” [13]

Samtidig var soldaterne splittede, i det konkrete spørgsmål om hvorvidt den amerikanske krig var retfærdig. Nogle soldater støttede USA´s ret til at intervenere i Vietnam, mens andre stillede spørgsmålstegn ved krigens legitimitet. Der var komplicerede variationer af disse grundlæggende opfattelser gennem krigen. Appy mener i den forbindelse, at soldaternes holdninger bør ses på baggrund af den periode de var i Vietnam. Han bruger den nordvietnamesiske Tet- offensiv i januar 1968 som en historisk skillelinje, og opdeler soldaterne i dem der tjente før og efter offensiven. [14]  Få var drevet af en ideologisk forpligtelse, men især i de tidlige år af krigen var der blandt mange soldater opbakning til inddæmningspolitikken. Ifølge Christian G. Appy og Peter S. Kindsvatter troede mange af soldaterne på dette tidspunkt, at hovedformålet med krigen var at stoppe kommunismen. [15]

Et overensstemmende synspunkt fremgår af en undersøgelse foretaget af den amerikanske sociolog Charles C. Moskos, som Appy også delvis anvender som kildegrundlag til sin argumentation. Moskos foretog 2 feltstudier til Vietnam i 1965 og 1967, og lavede her spørgeundersøgelser med 34 amerikanske soldater, deriblandt om deres holdning til krigen. I tråd med Christian G. Appy´s påstand om soldaternes generelle skepsis overfor krigens officielle mål, viste undersøgelsen bl.a., at soldaterne umiddelbart udviste en skepsis overfor ideologiske og patriotiske budskaber. De tog f.eks. afstand fra slogans om, at de beskyttede demokratiet, og havde ikke større tiltro til, at Sydvietnam var en udpost af  ”den frie verden.”  På samme vis havde soldaterne iflg. Moskos en klar tendens til at se krigen i et individualistisk perspektiv. På spørgsmålet om hvorfor han var i Vietnam, så den enkelte soldat ingen større sammenhæng mellem hans tilstedeværelse i Vietnam og den nationale politik der havde bragt ham dertil. Kun 5 ud af 34 adspurgte soldater svarede således, at de var i Vietnam, for at stoppe kommunistisk aggression. Selvom soldaterne ikke umiddelbart gav udtryk for en ideologisk overbevisning, kunne de ifølge Moskos alligevel besidde en ”skjult ideologi,” der havde betydning for deres kampmotivation. Det viste sig straks, når spørgsmålet blev omformuleret til, hvad USA lavede i Vietnam. Her blev svarene markant anderledes. På dette spørgsmål svarede 19 ud af 34 soldater, at krigens formål var at stoppe kommunismen. Når de udtrykte denne holdning, var det næsten altid med henblik på at forsvare USA, ikke ”den frie verden” generelt, og især ikke Sydvietnam som de opfattede som et ligegyldigt land. Ifølge Moskos var der blandt soldaterne en stærk tilslutning til domino teorien, og de troede typisk, at de i den forbindelse kæmpede for deres lands sikkerhed. Soldaterne gav udtryk for, at blev den kommunistiske aggression ikke stoppet i Sydøstasien, ville USA selv risikere at komme i fare. [16]

Efter Tet- offensiven gjorde et betydeligt antal soldater oprør mod krigen. Ganske vist nedkæmpede amerikanerne offensiven, men den bevirkede, ifølge Christian G. Appy og Christopher S. DeRosa, at soldaternes kampvilje blev svækket. I 1969-70 gjorde et betydeligt antal soldater oprør mod krigen, i form af protester, patruljer der undgik kamp, og kollektiv lydighedsnægtelse. I 1970 havde antikrigs kulturen, som var startet i USA, slået rod inden for militæret. Dette gav sig blandt andet udslag i illegale soldaterblade kritiske overfor krigen, og i nogle tilfælde af mytteri blandt enheder i Vietnam i årene 1970-71. Ifølge DeRosa var det moralske forfald blandt soldaterne et resultat af, at de indså et militært nederlag i Vietnam. [17]

Den amerikanske regerings officielle mål for krigen i Vietnam - Vejen til krig
Roden til det amerikanske engagement skal findes i de sidste år af 2. Verdenskrig hvor amerikanske efterretningsagenter begyndte at samarbejde med den vietnamesiske oprørsbevægelse Vietminh og dets leder Ho Chi Minh, der på daværende tidspunkt var allierede i krigen mod Japan. Eftersom kommunistiske elementer havde indflydelse i Vietminh, blev organisationen fra slutningen af 2. Verdenskrig dog hurtigt set som en potentiel trussel fra amerikansk side. Vietnam havde frem til den japanske besættelse under 2. Verdenskrig været fransk koloni, og efter den japanske kapitulation i august 1945 erklærede Ho Chi Minh Vietnam´s selvstændighed. Det førte til krig med Frankrig, der forsøgte at underlægge sig sin tidligere koloni. USA, der ville undgå at Vietnam blev kommunistisk, valgte derfor at give massiv økonomisk støtte til Frankrig, der dog tabte krigen i 1954. Ved fredsforhandlingerne i Genéve samme år blev det besluttet at dele Vietnam ved 17. breddegrad. Ho Chi Minh´s styrker trak sig tilbage til den nordlige del af landet, mens de pro-franske styrker blev i den sydlige del. Det blev også vedtaget, at landet skulle genforenes ved nationale valg i 1956. USA bakkede ikke op om aftalen om de planlagte valg, da de frygtede en sejr til Ho Chi Minh. I stedet støttede de dannelsen af et antikommunistisk regime i Sydvietnam. USA tog ansvaret for træning og bevæbning af den sydvietnamesiske hær, og sendte militære rådgivere til landet. Det sydvietnamesiske regime nægtede at afholde det planlagte valg i 1956, og undertrykte befolkningen. Regimet var upopulært, og det medvirkede til, at både kommunister og ikke-kommunister fra dets egen befolkning lod sig rekruttere til NLF (National Liberation Front), efterfølgeren til Vietminh bevægelsen. De sydvietnamesiske og amerikanske regeringer kaldte oprørerne fra NLF for Vietcong. Vietcong førte guerillakrig mod regimet i Sydvietnam, og blev støttet af Nordvietnam, der sendte soldater og forsyninger, mens de samtidig opildnede kommunisterne i Vietcong, til at promovere national forening. [18]

 USA´s engagement i Vietnam blev for alvor optrappet under Lyndon B. Johnson, der i 1963 havde overtaget præsidentembedet efter attentatet på John F. Kennedy. Efter et formodet angreb fra nordvietnamesiske torpedobåde på en amerikansk destroyer i Tonkin- bugten den 2. august 1964 blev den såkaldte Tonkin-bugt Resolution på Johnson´s anmodning vedtaget den 7. august 1964 i den amerikanske kongres. Den gav i store træk præsidenten frie hænder, til at forsvare amerikanske styrker og militære installationer i området, samt at forhindre yderligere aggression fra nordvietnameserne. Den 4. august 1964 blev de første amerikanske luftangreb mod Nordvietnam udført som gengæld for det formodede angreb på den amerikanske destroyer i Tonkin- bugten. I starten af 1965 var Sydvietnam tæt på et militært samt politisk kollaps, og konflikten blev optrappet fra amerikansk side. Efter et angreb fra Vietcong på en militærbase i Sydvietnam den 7. februar 1965, med store amerikanske tab til følge, reagerede Johnson- administrationen først med en bølge af luftangreb mod Nordvietnam. Den 2. marts 1965 blev en massiv bombeoffensiv mod Nordvietnam iværksat under kodenavnet ”Operation Rolling Thunder.”  Den 8. marts 1965 ankom de første 3.500 amerikanske marinesoldater til Sydvietnam, og påbegyndte kort efter deres ankomst kampoperationer mod Vietcong. USA var nu direkte involveret med kamptropper. Det amerikanske engagement toppede i 1968 hvor 543.000 soldater var udstationeret i Vietnam. Efter 1968 begyndte USA så småt at frigøre sig, og efter fredsaftaler indgået i januar 1973 blev de sidste amerikanske kamptropper trukket ud af Vietnam. I 1975 sluttede krigen helt, da Nordvietnam invaderede Sydvietnam, og forenede landet. [19] 

Den amerikanske regerings formulering af krigsmålene
Eftersom USA gradvist blev dybere involveret i Vietnam, blev regeringens officielle mål ligeledes løbende formuleret. Der var dog en rød tråd i regeringens formulering af målene, fra støtten til Frankrig´s krig i 1954 til 1965, hvor krigen blev eskaleret med amerikanske kamptropper.  

Grundlæggende definerede de amerikanske politikere Vietnam som en kold krigs krise. De benyttede sig fra starten af kold krigs retorikken til at retfærdiggøre USA´s engagement i Vietnam. Det var under Eisenhower administrationen, at grundlaget for det amerikanske engagement blev formuleret. Eisenhower fortsatte Truman´s politik, med at forsøge at forhindre udbredelsen af kommunismen. [20] Allerede da USA støttede Frankrig´s krig i Vietnam, blev det af Eisenhower fremstillet overfor offentligheden som et led i kampen mod kommunismen: “So what we are doing is supporting the Vietnamese and the French in their conduct of that war; because, as we see it, it is a case of independent and free nations operating against the encroachment of communism.” [21] 

Et centralt element i Eisenhower´s udenrigspolitik var formuleringen af den såkaldte domino teori. Den gik i korte træk ud på, at hvis 1 land i en region faldt til kommunismen, ville de andre lande i regionen efterfølgende falde som dominobrikker til kommunismen. Domino teorien fik stor betydning, idet den blev brugt retorisk af flere amerikanske administrationer, til at generere opbakning til USA´s politik i Sydøstasien. [22] Princippet i domino teorien forklarede Eisenhower første gang på en pressekonference i april 1954, på spørgsmålet om Indokina´s strategiske betydning for  ”den frie verden”: Finally, you have broader considerations that might follow what you would call the "falling domino" principle. You have a row of dominoes set up, you knock over the first one, and what will happen to the last one is the certainty that it will go over very quickly. So you could have a beginning of a disintegration that would have the most profound influences.” [23]  I samme mønster forklarede Eisenhower i en tale på universitetet i Gettysburg i 1959, hvad konsekvensen ville være af en kommunistisk erobring af Sydvietnam: “The loss of South Vietnam would set in motion a crumbling process that could, as it progressed, have grave consequences for freedom.” [24]  Også ordet frihed skulle fremover blive et af nøglebegreberne i præsidenternes retorik.

Under John F. Kennedy´s administration, der i 1961 efterfulgte Eisenhower som præsident, forblev domino teorien en central del af amerikansk udenrigspolitik. Det fremgik bl.a. tydeligt af denne udtalelse fra en pressekonference i februar 1962, hvor Kennedy formulerede målet for det amerikanske engagement i Vietnam: -“we are attempting to prevent a Communist  takeover of Viet-Nam, which is in accordance with a policy which our Government has followed for the last-certainly since 1954.” [25]  Det amerikanske engagement i Vietnam konflikten var dog endnu begrænset til økonomisk støtte og militær rådgivning til Sydvietnam. [26]

I november 1963 da Lyndon B. Johnson overtog præsidentembedet, var der 12.000 militære rådgivere tilstede i Sydvietnam, og den amerikanske befolkning var for det meste uvidende om USA´s indblanding i konflikten. [27] I forbindelse med optrapningen af krigen under Johnson´s administration blev målene gentagne gange formuleret overfor befolkningen, og der var en klar sammenhæng i hans officielle udtalelser. Johnson tog grundlæggende tråden op fra de to foregående præsidenter, og brugte ligeledes domino teorien i sin retorik, når han forklarede årsagen til det amerikanske engagement. [28] Samtidig gav han udtryk for, at konflikten havde betydning for USA´s sikkerhed. Dette fremgår tydeligt af følgende tale fra april 1964. Det ene af de centrale budskaber var princippet om domino teorien. Hvis USA ikke reagerede på kommunisternes angreb på Sydvietnam, risikerede hele Sydøstasien iflg. Johnson at falde til kommunismen: “Armed Communist attack on Viet-Nam is today a reality…To fail to respond to these realities…would convince every nation in South Asia that it must now bow to Communist terms to survive.” [29]  Det andet centrale budskab i samme forbindelse var frihed. Mere konkret var USA´s egen frihed betinget af, at landene i Sydøstasien bevarede deres frihed: ”The independence of Asian nations is a link in our own freedom.” [30]

Både før og efter USA blev direkte involveret med kamptropper, brugte Johnson systematisk disse konkrete budskaber, til at begrunde den amerikanske tilstedeværelse i Vietnam. Dette fremgår af de følgende eksempler. I juli 1964 forklarede Johnson, at målet for den amerikanske politik i Vietnam var, at bevare landets frihed: -“in the continuing discussion of Southeast Asia, let me state American policy once more. We are determined to support the freedom and the independence of South Viet-Nam.” [31] I sin årlige tale til nationen i januar 1965 forklarede Johnson, at målet var fred i Sydøstasien. Derfor var det nødvendigt, at USA hjalp en venligtsindet nation med at stoppe den kommunistiske aggression. Også her blev budskabet om Sydøstasien´s betydning for USA´s sikkerhed brugt: ”- our own security is tied to the peace of Asia. Twice in one generation we have had to fight against aggression in the Far East. To ignore aggression now would only increase the danger of a much larger war.” [32]

Optrapningen af krigen med kamptropper i marts 1965 mødte opbakning fra den amerikanske offentlighed. Men trods dette, var befolkningen fortsat i tvivl om formålet med den amerikanske tilstedeværelse i Vietnam. I en tale i april 1965, der senere blev kendt som “Why Vietnam”- talen, forklarede Johnson endnu engang målene med USA´s krig i Vietnam. Han placerede krigen indenfor kold krigs perspektivet som et opgør mellem frihed og kommunisme. Den grundlæggende årsag til at amerikanske tropper var i krig i Vietnam, var at kæmpe for friheden. I den sammenhæng blev budskabet om krigens konkrete betydning for USA´s sikkerhed endnu engang nævnt: “- we will always oppose the effort of one nation to conquer another nation. We will do this because our own security is at stake.” [33]  Hvis USA trak sig ud af krigen, ville konsekvensen være, at kampen blot spredte sig til et nyt land: Let no one think for a moment that retreat from Viet-Nam would bring an end to conflict. The battle would be renewed in one country and then another. I sidste ende ville samtlige lande i regionen falde. [34] Det var tydeligvis budskabet om domino teorien, han her gav udtryk for.

På baggrund af talen blev der produceret en propagandafilm med titlen “Why Vietnam,” hvor Johnson selv optrådte. Regeringen sørgede for, at amerikanske soldater på vej mod Vietnam så filmen, der formidlede de samme budskaber som i talen. I filmens åbning stillede Johnson spørgsmålet “Why Vietnam?” Han gav udtryk for, at de amerikanske mål- frihed, håb og velstand var truet af en aggressiv krig, der ville udbrede asiatisk kommunisme. Filmen viste en skånselsløs fjende, der med det kommunistiske Kina i ryggen, dræbte bønder, kvinder og børn, og raserede landsbyer. Ligeledes i filmen som i sine taler gav Johnson udtryk for betydningen af Vietnam for den amerikanske sikkerhed: “If freedom is to survive in any American town, it must be preserved in such places as South Viet Nam.” [35]

Det var grundlæggende de samme budskaber der siden 1954 var blevet brugt af den amerikanske administration, til at retfærdiggøre USA´s engagement i Vietnam. Domino teorien havde været det centrale element i 3 amerikanske administrationers retorik, når de gang på gang forklarede den amerikanske offentlighed, hvorfor USA var involveret i Vietam- konflikten. I forbindelse med optrapningen af krigen under Johnson´s ledelse blev domino teorien reelt kædet sammen med USA´s egen sikkerhed. Det blev ligeledes omsat til det officielle mål for den amerikanske krig i Vietnam. Krigen var nødvendig, for at stoppe kommunismens fremmarch. Det var nødvendigt, for at bevare friheden i Sydøstasien, og i samme forbindelse for at sikre USA´s egen frihed.   

Målene omdefineres under Nixon  
I årenes løb voksede modstanden mod krigen blandt den amerikanske befolkning. I sin valgkampagne i 1968 appellerede præsidentkandidat Richard Nixon derfor til de amerikanere der ville ud af krigen, men undgå et nederlag. Nixon lovede fred med ære. Han ville trække amerikanske tropper ud, og i stedet overlade mere af ansvaret til de sydvietnamesiske styrker. Efter han var blevet præsident, brød Nixon med den kold krigs konsensus krigen hidtil havde været placeret i, og omdefinerede målene for krigen i Vietnam. Han forklarede hovedpunkterne i sin Vietnam politik i en tale i november 1969. [36] Målet var at skabe fred, men løsningen var ikke en øjeblikkelig tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Vietnam, som kritikere i den amerikanske kongres i starten af året havde anbefalet. Dette ville iflg. Nixon medføre et blodbad i Sydvietnam, og svække USA´s troværdighed. I stedet havde Nixon med egne ord iværksat: -“a pursuit for peace on many fronts.” [37]  Det blev forsøgt gennem forhandlinger med Nordvietnam, men forhandlinger alene ville ikke nødvendigvis føre til en afslutning på krigen. Han havde derfor også iværksat en anden plan for at skabe fred, der ville afslutte krigen uanset hvad der skete ved forhandlingsbordet. Denne plan hang nøje sammen med den drejning i amerikansk udenrigspolitik, som han nogle måneder forinden havde markeret med Nixon- doktrinen. USA skulle fortsat hjælpe lande udsat for kommunistisk aggression, men ikke udkæmpe andre landes krige. De skulle primært yde militær og økonomisk bistand, mens de enkelte lande selv skulle påtage sig ansvaret for militære operationer. [38] Forsvaret af frihed var alles ansvar, især de lande hvis egen frihed var truet. Det var tilsvarende den strategi han havde tænkt sig at anvende i Vietnam, til forskel fra den tidligere amerikanske politik: “In the previous administration, we Americanized the war in Vietnam. In this administration, we are Vietnamizing the search for peace.” [39]  Under den forrige regerings politik havde amerikanske tropper taget det fulde ansvar for krigsførelsen, hvilket Nixon nu ville bryde med. Han kaldte planen for Vietnamisering. Nu skulle de amerikanske troppers opgave være, at uddanne de sydvietnamesiske soldater, så de selv blev i stand til, at forsvare deres land. Samtlige amerikanske tropper skulle gradvist trækkes ud, hvilket var påbegyndt, og erstattes af sydvietnamesiske styrker. Det var iflg. Nixon planen for at få afsluttet krigen, og samtidig opnå fred i Vietnam: “I have initiated a plan which will end this war in a way that will bring us closer to that great goal to which Woodrow Wilson and every American President in our history has been dedicated—the goal of a just and lasting peace.” [40] Nixon lagde altså ikke skjul på, at USA var på vej ud af Vietnam. Der skulle dog gå endnu 4 år, før de sidste amerikanske tropper blev trukket ud.

De amerikanske soldaters opfattelse af krigsmålene
Eftersom det oprindelige officielle grundlag for USA´s intervention i Vietnam i 1965 blev omformuleret af Nixon i november 1969, må en undersøgelse af de amerikanske soldaters tilslutning til de officielle krigsmål nødvendigvis falde i 2 dele. Derfor undersøges soldaternes opfattelse af krigsmålene i perioden 1965- november 1969 og dernæst i perioden november 1969- 1973.

For at undersøge soldaternes opfattelse af krigsmålene, forsøges det grundlæggende at sammenligne og fortolke synspunkterne i de mange individuelle udsagn fra kilderne, samt at kortlægge de fælles mønstre der måtte være. Der tages udgangspunkt i de samtidige breve, mens senere interviews inddrages til sammenligning. Det forsøges i den sammenhæng, at give en samlet vurdering af, hvorvidt soldaternes opfattelse afspejlede en bevidst tilslutning til de officielle krigsmål gennem hele perioden.

Opfattelsen af krigsmålene 1965- november 1969
I de første år af krigen, nærmere betegnet 1965-67, var der som udgangspunkt et entydigt mønster at spore i soldaternes opfattelse. En udbredt opfattelse blandt flere soldater var forestillingen om, at de var i krig mod kommunismen. Der var imidlertid flere aspekter af denne forestilling.

Nogle soldater udtrykte en konkret opfattelse af, at krigen var nødvendig for at beskytte USA mod kommunismen. Det fremgår af de følgende eksempler:

 “Well we´re stopping communism over here instead of in the people´s backyard back home in the USA.” [41]

“We just cannot have the enemy get to the folks back home. We have got to stop them here before that happens.” [42]

 “The reason why we are here is to stop Communism…Sooner or later after the Communists took Southeast Asia, the U.S. would be one of their next objectives.-” [43]

“-every small, distant republic that is victimized by Communism brings the enemy closer to our shores- weakens our resistance.” [44]

“If the V.C.s take over here, it will only be a matter of years before they try the same in our own back yard.” [45]

“We are fighting communism, which cannot be allowed to spread. If we leave Vietnam it will only delay the war to another time and place. Next we would be fighting on home soil.” [46]

“We are here because we think this is where we must fight to stop a communist threat.” [47]

Der var tydeligvis et fælles tankemønster blandt disse soldater. Disse eksempler afspejlede for det første en tilslutning til domino teorien. Som det fremgår af citaterne, troede de pågældende soldater på, at blev kommunismens udbredelse ikke stoppet i Vietnam, ville den blot sprede sig yderligere. De frygtede i den sammenhæng, at kommunismen på længere sigt kunne ramme USA. De skrev det ganske vist ikke direkte, men det var tydeligvis det grundlæggende princip i domino teorien, der fremgik af soldaternes breve. De udtrykte med andre ord en ubevidst tilslutning til domino teorien. I den forbindelse troede de tydeligvis på, at krigen var nødvendig for at forsvare USA mod kommunismen. Denne opfattelse stemmer også overens med Charles C. Moskos´ undersøgelse fra samme periode, der tilsvarende viste, at soldaterne så en sammenhæng mellem domino teorien og USA´s sikkerhed.

Andre soldater gav til sammenligning udtryk for, at krigen var en del af USA´s globale kamp mod kommunismens ekspansion. Det fremgår bl.a. af de følgende breve:

“While we´re physically fighting the Vietcong, we´re politically fighting Communism…we´ve made our promise to the entire world to fight Communism… Vietnam is the Guadalcanal[48] of the war against Communism.” [49]

 “-the war we´re fighting in South Vietnam is a war against communist aggression, which is an ever-present threat to the free world today.” [50]  Det centrale element i disse soldaters breve var tydeligvis opfattelsen af, at de var i krig i Vietnam, for at stoppe kommunismens aggression. Synet på krigen som en kamp mod kommunismen, var dermed et klart fællestræk mellem disse breve og de foregående eksempler.

Lignende tankemønstre fremgår til sammenligning af interviews med amerikanske veteraner, der tjente i samme periode. Efter eget udsagn troede mange af veteranerne på, at de var i Vietnam for at stoppe kommunismen: “-we felt like it was a crusade against Communism.  [51]

we really thought that we were going to stop the spread of communism. Communism was our enemy that was a war between us and them. We wanted and needed to stop them everywhere we could and that’s why we went to Vietnam.[52]  

Andre veteraner udtaler ligeud, at de troede på domino teorien:

I believed in the Domino Theory at the time-. [53]

“- I definitely believed that the domino theory was for real.[54]

“Prevent the domino theory. Absolutely. We were there to fight Communists

and stop the spread of Communism.” [55]

I mean we were raised on that, to stopping the spread of communism. We had all heard about the domino effect and all that, so I bought into it, yes.[56]

Ganske vist udtaler veteranerne sig om en opfattelse, de havde for lang tid siden. Denne kan i mellemtiden være blevet påvirket af andre faktorer. Men umiddelbart er det de samme synspunkter, der kan læses ud fra de mundtlige udsagn som i brevene. De repræsenterer blot en anden vinkel på soldaternes opfattelse. Veteranerne udtrykker en større bevidsthed omkring deres daværende opfattelse, eftersom de specifikt spørges ind til denne. Dette gør sig især gældende hvad angår domino teorien. Hvor soldaterne i brevene gav udtryk for en ubevidst tilslutning til domino teorien, giver veteranerne til forskel udtryk for en bevidst tilslutning til denne.

Der var dog også enkelte eksempler på soldater i perioden, som tilsyneladende troede på, at de var i Vietnam for at hjælpe sydvietnameserne. Det fremgår bl.a. af dette brev: “Right now they are very close to peace and democracy…So we are here to help the South Vietnamese stay free, as they wish freedom.” [57] Enkelte veteraner giver ligeledes udtryk for en overensstemmende opfattelse af, at de var i Vietnam for vietnamesernes skyld: We were trying to keep democracy alive for the South Vietnamese. [58]

“- while I was there, my understanding was that we were going over there to help the South Vietnamese defend themselves from communist aggression, and the entire time I was over there that’s what I believed we were doing and I still believe we were doing that.[59]

De opfattelser af krigsmålene, der kan kortlægges på baggrund af de mange individuelle breve og udsagn, afspejlede reelt en tilslutning blandt soldaterne til nogle af de konkrete budskaber i den amerikanske regerings officielle grundlag for krigen.

Præsident Johnson havde i sine officielle udtalelser kædet domino teorien sammen med USA´s egen sikkerhed. Især dette budskab gjorde sig gældende i opfattelsen hos mange af soldaterne. Mange soldater gav netop udtryk for troen på, at de var i Vietnam for at stoppe kommunismen, før den ramte USA. Denne opfattelse afspejlede reelt en ubevidst tilslutning til Johnson´s budskab om, at USA´s egen sikkerhed var på spil, hvis ikke kommunismen blev stoppet i Vietnam. Der kan med rette siges, at have været en ”skjult ideologi” blandt flere af soldaterne i perioden, idet de officielle krigsmål fungerede som en ubevidst motivationsfaktor.  

Opfattelsen af krigsmålene 1969-1973
I de sidste år af krigen var soldaterne som udgangspunkt splittede i deres opfattelse af krigsmålene. Først og fremmest var modstanden mod krigen begyndt at indfinde sig blandt flere soldater allerede i 1968, hvilket fortsatte i de følgende år. Det fremgår bl.a. af de følgende breve fra perioden:

“This country is no gain that I can see…We´re fighting, dying, for a people who resent our being over here…This war is all wrong.” [60]

“This war just turns my stomach. It seems like a big political game, and I feel that American lives are not to be played with.” [61]

“The so-called heroes over here are the guys trying to do their jobs and get home from this useless war.” [62]

“My position has not really changed. There is no reason to be here- and there is even less reason to see Americans dying here.” [63]

“I hope this war is over soon. These two gov´ts. are really stupid, willing to destroy each other for some stupid ideologies. And we here are caught in the middle. And our job is probably doing more to further it than anybody.” [64] Tydeligvis herskede der blandt disse soldater modstand mod krigen. Et fælles træk der kan tolkes ud fra disse udsagn, var opfattelsen af, at den amerikanske tilstedeværelse i Vietnam var meningsløs og forkert. Allerede før Nixon blev præsident, og omformulerede målene for krigen, havde nogle soldater altså mistet troen på krigen.  

Vietnamiseringen, der ifølge Nixon skulle skabe fred med ære, blev tilsyneladende opfattet af soldaterne som det det reelt var- en amerikansk tilbagetrækning fra Vietnam. Det fremgår bl.a. af følgende brev: “-the Vietnamization seems to me the way to get us out of here, not simply to get up and let the VC have this country.” [65] Denne soldat opfattede vietnamiseringen som en måde at få de amerikanske tropper ud på. Denne opfattelse gør sig også gældende for flere veteraner der tjente i samme periode: The process of Vietnamization I think was for political purposes. Somebody said, “We’ve got to have a way that we can get out,” and everybody scratched their heads and said, “Okay. This is the way that we can get out.”  [66]

“Nixon was elected to get us out of there… I don’t think there was many choices. So

 trying to Vietnamize—or Vietnamization was probably a logical thing to do.- [67]

Andre soldater gav dog til sammenligning udtryk for en fortsat vilje til at fortsætte krigen: “People may scorn and protest but know that we fight for all of you who wish to be free.” [68]

“Although I can´t agree completely with the way the war is going, I don´t agree on just up and leaving…The protests are a slap in the face to most of the guys over here. They are sent here to fight and possibly die protecting America and the other free nations.” [69]

“We are trying to end the war so that our loved ones will never have to face the harsh realities of death in our own country…All we ask is for our great nation to unite and stand behind President Nixon. Support us, help us end the war.- ” [70] Disse soldater henvendte sig især til demonstranterne mod krigen hjemme i USA. Et fælles træk der kan tolkes ud fra deres udsagn, var først og fremmest en opfattelse af, at de fortsat kæmpede for USA´s sikkerhed. I den forbindelse savnede de tydeligvis opbakning fra den amerikanske befolkning til deres indsats. I modsætning til de forrige eksempler, udtrykte disse soldater dermed en fortsat vilje, til at blive og kæmpe i Vietnam.

Konklusion  
For at sikre opbakning fra den amerikanske befolkning og soldaterne, blev krigen i Vietnam fra regeringens side officielt fremstillet som en krig, der skulle stoppe kommunismen, før USA selv ville komme i fare. Især dette budskab gjorde sig tilsvarende gældende i opfattelsen af krigsmålene, blandt de amerikanske soldater der var i Vietnam i årene før 1968.

Der var en ”skjult ideologi” blandt soldaterne på dette tidspunkt, eller rettere sagt en ubevidst tilslutning til nogle konkrete budskaber, regeringen havde brugt til at begrunde krigen i Vietnam. Med andre ord fungerede de officielle krigsmål i denne periode som en ubevidst motivationsfaktor for de amerikanske soldater i Vietnam.

Efter 1968 havde billedet ændret sig. Soldaterne var splittede i deres opfattelse af krigen. Nogle troede fortsat på, at de kæmpede for USA ´s sikkerhed, men først og fremmest havde modstanden mod krigen tydeligvis indfundet sig blandt soldaterne. Nixon´s budskab om ”fred med ære” der først og fremmest skulle realiseres via Vietnamiseringen, kunne ikke skjule det faktum, at hans reelle mål for krigen var en amerikansk exit fra Vietnam. Sådan blev det også opfattet blandt soldaterne. I 1973 forlod de sidste tropper Vietnam, og et årelangt amerikansk engagement i landet var afsluttet, uden at de oprindelige mål for krigen blev realiseret.

Også i nyere tid har den amerikanske regering forsøgt, at sikre befolkningens opbakning til krige ved at formulere officielle krigsmål. Spørgsmålet er, hvorvidt disse fortsat spiller en rolle for soldaternes motivation. Blandt andet i forbindelse med USA´s krig mod terrorisme må regeringens officielle mål også tænkes, at udgøre en motivationsfaktor for soldaterne.

Martin Fransen


[1] Kellett, Anthony. 1982. Combat Motivation. The Behavior of  Soldiers in Battle. Kluwer, Boston Inc., s. 5-6

[2] Wong, Leonard; Kolditz, Thomas A.; Millen, Raymond A.; Potter, Terrence M. 2003. Why They Fight: Combat Motivation In The Iraq War. Strategic Studies Institute, U.S. Army War College, s. vii, 2, 17; DeRosa, Christopher S. 2006. Political Indoctrination in the U.S. Army from World War II to the Vietnam War. University of Nebraska Press, s. 10; Kindsvatter, Peter S. 2003. American Soldiers. Ground Combat in the World Wars, Korea, and Vietnam. University Press of Kansas, s. 124

[3] Moskos, Charles C. 1970. The American Enlisted man: The rank and file in today´s military. Russel Sage Foundation, s. 135

[4] Brewer, Susan A. 2009. Why America Fights. Patriotism and War propaganda from the Philippines to Iraq. Oxford University Press, s. 3

[5] Ibid. s. 3-8

[6] Kindsvatter, Peter S. 2003. American Soldiers. Ground Combat in the World Wars, Korea, and Vietnam, s. 136

[7] Fritz, Stephen G. 1997. Frontsoldaten: The German Soldier in World War II. The University Press of Kentucky, s. 7

[8] Hynes, Samuel . 1997. The Soldiers´ Tale. Bearing Witness to Modern War. Penguin Books, s. xiv

[9] Thompson, Paul. 1978.  The Voice Of The Past. Oral History. Oxford University Press, s. 4-9

[10] Ibid., s. 5

[11] Ibid. s. 100-134

[12] Kindsvatter, Peter S. 2003. American Soldiers. Ground Combat in the World Wars, Korea, and Vietnam, s. 1-10

[13] Appy, Christian G. 1993. Working-Class War. American Combat Soldiers And Vietnam. The University of  North Carolina Press, s. 208

[14] Ibid., s. 208

[15] Ibid. s. 218-219; Kindsvatter, Peter S. 2003. American Soldiers. Ground Combat in the World Wars, Korea, and Vietnam, s. 5

[16] Moskos, Charles C. 1970. The American Enlisted man: The rank and file in today´s military, s. 137, 147-151

[17] Appy, Christian G. 1993. Working-Class War. American Combat Soldiers And Vietnam, s. 208, 222; DeRosa, Christopher S. 2006. Political Indoctrination in the U.S. Army from World War II to the Vietnam War, s. 219-221

[18] Westheider, James E. 2007. The Vietnam War. The Greenwood Press, s. xi; Brewer, Susan A. 2009. Why America Fights. Patriotism and War Propaganda from the Philippines to Iraq, s. 182-185

[19] Westheider, James E. 2007. The Vietnam War. The Greenwood Press, s. xi, 78; Secunda, Eugene & Moran, Terence P. 2007. Selling War to America. From the Spanish American war to the global war on terror. Praeger Security International, Westport, s. 99-102; Brewer, Susan A. 2009. Why America Fights. Patriotism and War propaganda from the Philippines to Iraq, s. 191-193, 223-224; Frankum Jr., Ronald B. 2006. “Swatting Flies with a Sledgehammer. The Air War.” I: Andrew Wiest (ed.): Rolling Thunder In A Gentle Land. The Vietnam War Revisited. Osprey Publishing Ltd., Oxford, s. 214-215

[20] Brewer, Susan A. 2009. Why America Fights. Patriotism and War propaganda from the Philippines to Iraq, s. 179-184; Secunda, Eugene & Moran, Terence P. 2007. Selling War to America. From the Spanish American war to the global war on terror, s. 93-95

[21] Dwight D. Eisenhower: “The President´s News Conference.” ( February 10, 1954 )

[22] Brewer, Susan A. 2009. Why America Fights. Patriotism and War propaganda from the Philippines to Iraq, s. 179-184; Secunda, Eugene & Moran, Terence P. 2007. Selling War to America. From the Spanish American war to the global war on terror. Praeger Security International, Westport, s. 93-95; Gustainis, Justin J. 1993. American Rhetoric and the Vietnam War. Praeger Publishers, Westport, s. 4

[23] Dwight D. Eisenhower: “The President´s News Conference.” ( April 7, 1954 )

[24] Kail, F.M. 1973. What Washington Said. Administration Rhetoric and the Vietnam War: 1949-1969. Harper and Row Publishers, New York, s. 89-90

[25] John F. Kennedy: “The President´s News Conference.” ( February 14, 1962 )

[26] Brewer, Susan A. 2009. Why America Fights. Patriotism and War propaganda from the Philippines to Iraq, s. 179-184; Secunda, Eugene & Moran, Terence P. 2007. Selling War to America. From the Spanish American war to the global war on terror. Praeger Security International, Westport, s. 93-96; Gustainis, Justin J. 1993. American Rhetoric and the Vietnam War, s. 10

[27] Secunda, Eugene & Moran, Terence P. 2007. Selling War to America. From the Spanish American war to the global war on terror, s. 97

[28] Gustainis, Justin J. 1993. American Rhetoric and the Vietnam War, s. 12

[29] Lyndon B. Johnson: “Speech to the Associated Press Luncheon.” ( April 21, 1964 )

[30] Ibid.

[31] Lyndon B. Johnson: “Press Conference at the State Department.” ( July 24, 1964 )

[32] Lyndon B. Johnson: “State of the Union.” ( January 4, 1965 )

[33] Brewer, Susan A. 2009. Why America Fights. Patriotism and War propaganda from the Philippines to Iraq, s. 192-194; Lyndon B. Johnson: “Address at John Hopkins University.” ( April 7, 1965 )

[34] Lyndon B. Johnson: “Address at John Hopkins University.” ( April 7, 1965 )

[35] Brewer, Susan A. 2009. Why America Fights. Patriotism and War propaganda from the Philippines to Iraq, s. 194-195; Why Vietnam (1965)

[36] Ibid., s. 203-227

[37] Richard Milhous Nixon: “Address to the Nation on The War in Vietnam.” ( November 3, 1969 )

[38] Ibid.

[39] Ibid.

[40] Ibid.

[41] ( Brev af Joe Pais, 30. august 1965 ) I: Adler, Bill (ed.). 2003. Letters from Vietnam. Presidio Press, New York, s. 10

[42] ( Brev af Kenneth W. Bagby, 17. november 1965 ) I:  Adler, Bill (ed.). 2003.  Letters from Vietnam, s. 42

[43] ( Udateret brev skrevet mellem 1965 og 1966 ) I: Munson, Glenn (ed.). 1966.  Letters From Viet Nam. The American Soldier writes about what this war is really like. Parallax Publishing Co., Inc. s. 111.

[44] ( Udateret brev skrevet mellem 1965 og 1966 ) I: Ibid., s. 107;

[45] ( Udateret brev skrevet mellem 1965 og 1966 ) I: Ibid., s. 110; Se også de tilsvarende eksempler s. 98-99, 106, 125

[46] ( Brev af Emil Spadafora, 13. august 1965 ) I: Adler, Bill (ed.). 2003.  Letters from Vietnam, s. 174

[47] ( Brev af Marion Lee Kempner, 9. August 1966 ) I: Edelman, Bernard (ed.). 1985. Dear America. Letters home from Vietnam. W.W. Norton & Company, Inc., New York, s. 206

[48] Kampene på Guadalcanal mellem USA og Japan betragtes som et af vendepunkterne i Stillehavskrigen.

[49] ( Udateret brev skrevet mellem 1965 og 1966 ), I: Munson, Glenn (ed.). 1966. Letters From Viet Nam, s. 38

[50] ( Brev af Rodney D. Baldra, Juni 1967 ) I: Edelman, Bernard (ed.). 1985. Dear America, s. 209

[51] Interview with Larry Burke. April 21, 2001. Larry Burke Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.

[52] Interview with Patrick Curry. July 15, 2005. Patrick Curry Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University. Tilsvarende eksempler: Interview with Ted Cook.  October 2, 1999. Ted Cook Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Neil Couch. June 17, 2000. Neil Couch Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with James Calbreath. November 28, 2001. James Calbreath Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Don Cuneo. November 18, 27, and December 13, 2002. Don Cuneo Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with John Currey. February 5 2003. John Currey Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Alfred DeMailo,  24-28 January 2003, Alfred DeMailo Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Nikki Fillipi, 2 February 2001, Nikki Fillipi Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Mike Mercer, 13 January 2001, Mike Mercer Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Michael Morris, 21 January 2003, Michael Morris Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with James Padgett, 29 October 2000, James Padgett Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Jim Ray, 11 March 2004, Jim Ray Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Antoine Roy, January 8, 16, 29, 2003; February 6, 2003; March 13, 2003; April 7, 30, 2003; May 23, 2003; July 2, 31, 2003; August 28, 2003, Antoine Roy Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Michael Sweeney, 14 November 2002, Michael Sweeney Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Allen Suydam, 26 February 2004, Allen W. Suydam Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.

[53] Interview with Jim Donovan, 10 August 2000, James Donovan Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.

[54] Interview with John Wear, 29 October 2002, John Wear Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.

[55] Interview with Gary Cummings. April 21, 2001. Gary Cummings Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.

[56] Interview with Gerald Kumpf, 10 March 2003, Gerald Kumpf Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University. Tilsvarende eksempler: Interview with Larry Clum. February 29, 2000. Larry Clum Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Theodore Acheson. April 28, 2003. Ted Acheson Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Ron Ballweg. May 19, 2003. John R. Ballweg Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Tom Esslinger, 21 August 2003, John Thomas Esslinger Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Gary Franklin, 1 November 2001, Gary Franklin Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with William Charles Moore, 20 December 2001, William Charles Moore Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.; Interview with Jack O'Neil, 16 September 2002, Jack O'Neil Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.

[57]  ( Udateret brev skrevet mellem 1965 og 1966 ) I: Munson, Glenn (ed.). 1966.  Letters From Viet Nam, s. 36

[58] Interview with Richard Detra, 1 July 2000, Richard (Dick) Detra Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.

[59] Interview with Thomas Striegler, 1 August 2000, Thomas Striegler Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.

[60] ( Brev af Phillip Woodall, 5. april 1968 ) I: Edelman, Bernard (ed.). 1985. Dear America, s. 214

[61] ( Brev af Howard Querry, 14. April 1968 ) I: Adler, Bill (ed.). 2003.  Letters from Vietnam, s. 139-140

[62] ( Brev af Phillip Arterbury, 10. maj 1968 ) I: Edelman, Bernard (ed.). 1985. Dear America, s. 215

[63] ( Brev af Thomas Pellaton, 28. juli 1970 ) I: Ibid. s. 228

[64] ( Brev af Raymond Ebbets, 20. september 1972 ) I: Adler, Bill (ed.). 2003.  Letters from Vietnam, s. 139-140

[65] ( Brev af  Robert Salerni, 30. oktober 1969 ) I: Edelman, Bernard (ed.). 1985. Dear America, s. 223

[66] Interview with Gary Noller, 16 August 2005, Gary L. Noller Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.

[67] Interview With Timothy Vail, 06 October 2005, Timothy P. Vail Collection, The Vietnam Center and Archive, Texas Tech University.

[68] ( Brev af Charlie B. Dickey, 1. juni 1969 ) I: Ibid. s. 239

[69] ( Brev af  David L. Glading, 18. november 1969 ) I: Ibid. s. 226-227

[70] ( Brev af Gregory Lusco, juli 1970 ) I: Edelman, Bernard (ed.). 1985. Dear America, s. 227

 

Litteraturliste

Del: