Krigsbegivenhederne i Østersøen 1854

Kampene i Østersøen i 1854 var en udløber af Krim krigen mellem Rusland på den ene side og Tyrkiet, Frankrig, Storbritannien og Sardinien på den anden. Årsagen var, at czar Nicolai I skønnede, at det øvrige Europa var så svækket efter revolutionerne i 1848— 49 og de dermed følgende omvæltninger og krige, at tidspunktet syntes modent til at realisere den gamle drøm om den fri passage til Middelhavet. Som undskyldning benyttede han striden mellem de romersk-katolske og de græsk-katolske kirker i Jerusalem. Frankrig tog straks parti for de romersk-katolske, og czaren opkastede sig derfor til beskytter for de græsk-katolske og sendte Porten et ultimatum. Da det ikke blev besvaret, rykkede hans tropper ind i Moldau og Valachiet, og dermed begyndte Krim krigen. I løbet af vinteren 1853— 54 uddannedes store troppestyrker i Frankrig og Storbritannien, og samtidig moderniseredes så mange orlogsskibe som muligt ved at blive ombyggede til damp.

Den 17. februar 1854 blev det bevæbnede britiske dampskib Hecla sendt på en rekognoscering med 40 lodser ombord. Det undersøgte først Christiansands red, som man fandt udmærket egnet for en stor flåde, hvorimod Drøbak vragedes. Derefter sejledes til Vinga ud for Gøteborg, der fandtes god, og herfra gik turen til Hirtsholmene, som også må have fundet nåde for dens øjne. Sundet var ikke dybt nok for de store linieskibe, og man måtte derfor benytte Store Belt, hvis snoede løb blev nøje undersøgt, og Nyborg red fundet brugelig. Det fortsatte derefter ned til Kieler Fjord, der var udmærket, og hvorfra man havde en bekvem forbindelse med Elbm undingen og Hamborg ved Jernbanen. Da Hecla var nået så langt, blev den kaldt hjem og lagde tilbageturen sønden om Gedser og over København.

Storbritannien var imidlertid ved at udruste en flåde på 49 skibe med 22,000 mand og 2300 kanoner. Dens første eskadre var allerede sejlklar under viceadm iral Sir Charles Napier og bestod af 8 skruelinieskibe, 6 skruefregatter, 3 hjulkorvetter og 4 bevæbnede dampskibe. Anden eskadre under kontreadm iral Corry var endnu ikke helt sejlklar. Den kom til at bestå af 7 sejl- og 4 skruelinieskibe, 3 skruefregatter, 8 hjulkorvetter og mindre skibe samt en sejlkorvet.
 
Den 11. marts 1854 inspicerede dronning Victoria første eskadre, og da hendes jagt nåede fløjskibet, lettede Napier anker, og med dronningens jagt i spidsen begyndte togtet. Dagen efter nåedes Dover, og her afleverede Hecla sine velinformerede lodser til hvert enkelt skib.
 
I Norden havde man længe været klar over, at en krig var uundgåelig. I København gennemgik udenrigsminister Bluhme den 17. juni 1853 den politiske situation i geheimestatsrådet og spurgte, om man burde foretage en sikring af Sjælland og Christiansø. Krigsm inister, general Hansen erklærede, at Sjællands forsvar var helt forsømt, og at man derfor risikerede, at Rusland ville komme vestmagterne i forkøbet og besætte øen. I længden kunne de dog ikke holde den. Han frygtede, at Preussen ville slutte sig til Rusland, og så gjaldt det om at vælge den rigtige alliance. Vestmagterne ville have brug for havne; de kunne ganske vist få dem bedre andre steder, men han mente, at vi skulle åbne vore havne, så behøvede Storbritannien ikke at besætte Sjælland. Marinem inister, kommandørkaptajn B ille ønskede Christiansø gjort kam pklar ved mandskab fra hæren. Udenrigsministeren havde talt med Sverige-Norge, der nok kunne tænke sig en krig mod Rusland men aldrig mod England. Hansen mente, det var bedst, om Danmark stod sammen med Sverige-Norge. Så foreslog m inisteren for Holsten, at man skulle spørge i W ien, Berlin og Stockholm om en fælleserklæring, og det bifaldt kongen.
 
Fra Wien og Berlin fik vi hurtigt svar, at de ikke ville binde sig, medens kong Oscar noget senere sendte et udkast til en neutralitetserklæring. I oktober sendte ban en note til de 5 stormagter. De 4 svarede venligt, medens Rusland tog forbehold med spørgsmålet om havnene, som det forlangte lukkede, så dets fjender ikke kunne bruge dem til provian- tering. H ertil sagde kong Oscar til den russiske gesandt, at da han lukkede de store havne, kunne det kun dreje sig om nogle små havne mellem ødeklipper uden forsyningsevne, medens Rusland havde godkendt den danske erklæring, og her var Køge Bugt langt betydeligere. Han udtalte, at han var meget ilde berørt ved forskelsbehandlingen. Kong Oscar gennemgik sagen i Hem lige Utskottet og fik støtte fra alle sider. Endelig den 14. december 1853 udsendte både Danmark og Sverige- Norge neutralitetserklæringen. Fra flere sider var det blevet udtalt, at Sverige var meget udsat, hvis man kunne vente en britisk flåde i Østersøen. Den 21. december 1853 holdtes et nyt møde i Utskottet, og her gennemgik kongen situationen og bad om at få 590,000 rdl. stillet til rådighed til forsvaret. Medens den danske erklæring blev godkendt overalt, ja, czaren skrev endog lidt senere til kong Frederik, at han ikke havde haft andet at gøre, blev den svenske uvenligt modtaget af Rusland, der igen fremsatte kravet om havnene. Det var først, efter at kong Frederik havde skrevet personligt til czaren, og vor dygtige gesandt i St. Petersborg, baron Piessen havde lagt et godt ord ind hos kansleren, at Rusland den 7. marts gik ind på at godkende den svenske erklæring.
 
En af de første dage i januar 1854 bad kong Oscar den danske gesandt i Stockholm sætte sig ved siden af sig i sofaen, og så fortalte kongen, at han havde givet ordre til en flåderustning i Sverige omfattende 3 linieskibe, 4— 5 fregatter, flere dampskibe og et stort antal kanonbåde, ialt 96 skibe. De skulle være sejlklare fra maj, og i Norge straks 2— 3 korvetter og det fornødne antal kanonbåde og senere 5 linieskibe og 1— 2 fregatter.
 
I slutningen af januar fremsatte den danske marineminister sine ønsker, der ud over det normale skulle omfatte 12 skibe nemlig 2 fregatter, 2 korvetter, 1 barkskib, 1 brig, 3 dampskibe og to kanonbåde og endelig dampkorvetten Thor til at følge de opererende flåder og rapportere til København. Han måtte hertil have c. 1000 marinesoldater ekstra, og da forslaget blev forelagt på rigsdagen den 2. februar blev det understreget, at det kun drejede sig om polititjeneste. Men rigsdagen var bange for, at regeringen pønsede på et statskup og nærede tvivl om neutralitetserklæringens oprigtighed. Den forlangte derfor, at regeringen skulle give en oversigt over »den liele sag« for at man kunne se, hvor store udgifterne ville blive. Men hertil kunne Bille naturligvis kun svare, at de kunne blive store eller små, det kunne man i øjeblikket ikke overse. Det kom altså til en del »Phraser«, som finansministeren kaldte det, og Bluhme ville frem for alt undgå diskussion, hvorved vi ville komme til at stå i gabestokken for det ganske Europa, som han udtrykte sig.
 
Samme dag holdt kong Oscar en fortrinlig tale i Utskottet, understregede den russiske vægring ved at godkende den svenske neutralitetserklæring og bad derfor om mellem 4 og 2l/2 m illion til forsvaret. Adelen og præsteskabet gik straks ind på kravet, den borgerlige oppositionsleder indrømmede, at bevillingen var nødvendig, men så måtte regeringen have styret sine sager dårligt i forvejen, hvorefter en klog bonde sagde, at man skulle tage det mindre beløb, for det kunne man nok få rigsdagen til at godkende, og i hvert fald var det vigtigst, at man var enige. Men der blev man skuffet, thi ganske vist Idev pengene bevilgede, men først efter en hel række voldsomme og ganske ubeherskede angreb på regeringen. Pengene skulle bruges til klargøring af fæstninger, indkaldelse af mandskab, køb af udrustning og materiel, og fra 21. februar til overføring af tropper til Gotland, der betragtedes som mest udsat.
 
Nogen tid efter kom general Hansen frem med sine ønsker, og de var meget betydelige. For det første måtte der stilles et korps på Sjælland på 10,000 mand, så måtte København have en helt ny fæstning, da den gamle havde vist sig utilfredsstillende i 1807. Der måtte findes tropper ved de vigtigste havne til polititjeneste, anskaffes udrustning, våben, heste 0. s. v. Generalen var meget upopulær. Allerede i januar 1850 var ban stødt sammen med rigsdagen, da han nægtede at fremlægge et detailleret budget for det kommende år, da han slet ikke kunne overse udgifterne i et eventuelt felttog, måske med de tyske stater, måske kun med insurgen- teme. Under den voldsomme debat blev han hidsig og sagde, at man ikke skulle tro at stå overfor landets kårne mænd, men overfor et parket. Men man må endelig ikke glemme, at det udelukkende skyldtes hans dygtighed, at vi i 1850 havde en stor og veludrustet hær. Nogle af de ting, han forlangte, havde rigsdagen lige før forkastet, f. eks. genoprettelse af 1. dragonregiment og uniform er til forstærkningen.
 
I geheimestatsrådet førte det til stærke ordvekslinger. Bluhine sagde, det uvægerligt ville føre til diskussioner på rigsdagen, finansministeren havde ingen penge, ministeren for Slesvig, grev Motlke, ville ikke have bevillingen for rigsdagen, da forsvaret var et fællesanliggende, og den slags sager, hævdede han og flere, sorterede under kongen som enevældig monark, indtil man fik en ny konstitution for det hele monarki. General Hansen havde forlangt pengene inden 1. marts, da man normalt kunne vente, at vandene var så åbne, at de store flåder kunne komme ned i Østersøen. Men endnu 23. marts var man ikke blevet enige, og så bad generalen om at måtte demissionere. Moltke erklærede derefter, at når fagministeren forlangte pengene, kunne de andre ikke nægte ham dem. Men så greb kongen ind og fremsatte en erklæring, og alle ministrene faldt til føje. Dagen efter hjemsendtes rigsdagen efter at have vedtaget finansloven, og samme eftermiddag fik general Hansen pengene provisorisk, idet man håbede, at rigsdagen ville godkende dem på tillæ gsbevillingsloven til efteråret. Men det førte til en rigsretssag, hvor de politiske dommere dømte ministeriet, medens højesteretsdommerne frifandt, fordi udgifterne havde været nødvendige, og da der var lige mange for hver kendelse, blev den mildeste afgørende.
 
I de følgende dage udgik der derefter indkaldelsesordrer, så de fleste afdelinger blev sat på halv krigsstyrke, og nogle afdelinger flyttedes til Sjælland, hvor de fordeltes således, at der i København kom til at ligge 8 bataljoner, % husarregiment og 1 artilleriregim ent, på Kronborg 1 bataljon og fæstningsartilleri, i H illerød et dragonregiment, i Roskilde 1 bataljon og i Næstved 1 dragonregiment. På Fyen lå i Nyborg 1 bataljon og artilleri, i Odense det nyoprettede 1. dragonregiment, dog kun med 2 eskadroner. I Nørrejylland 1 bataljon i Aalborg, et dragonregiment i Randers, en bataljon og artilleri i Fredericia. Sønderjylland: 1 bataljon i Flensborg, 1 bataljon i Husum og 1 bataljon og et dragonregiment i Slesvig. I Holsten lå 2 bataljoner og 1 artilleriregim ent i Rendsborg, 1 bataljon i Gliickstadt, 2 bataljoner i Altona og 1 bataljon i Kiel. I Lauenborg 1 bataljon i Ratzeborg.
 
Marinens skibe var tænkt fordelt således: Sundet 1 fregat mellem København og Hven, 1 korvet mellem Hven og Kulien, 1 damper i Sundet. Store Belt 1 fregat og 1 damper, Flensborg til Femern 1 damper med station i Kiel, Møens K lin t til Dragør 1 bark, Møen til Bornholm 1 brig, Jyllands østkyst mellem Skagen og Fredericia en korvet. Smålandshavet 2 kanonbåde. Dampkorvetten Thor skulle følge de opererende flåder. Denne plan blev dog ikke overbolt, dels var skibene ikke sejlklare alle sammen, da briterne kom, dels fik de ordre til at følge flådernes bevægelser.
 
Men tilbage til Napiers eskadre. Han havde fået strenge ordrer hjemmefra om at respektere Danmarks og Sverige-Norges neutralitet og at gøre sig de yderste bestræbelser for at komme i et godt forhold til vore regeringer og pålægge sine tindergivne at undgå enhver krænkelse af neutraliteten. Men desuden havde ban fået ordre til at efterkomme enhver bøn om assistance fra de nordiske regeringer i tilfæ lde af russiske overgreb uden hensyn til, om krigen var erklæret eller ej. Den 16. marts viste de første skibe sig ved Vinga, og den 18. var 16 skibe samlet der. Denne dag sejlede Napier til København for at forhandle med den danske regering. Han ville også se at få danske lodser, men det var meget få, der lod sig antage. Rusland havde i forvejen protesteret overfor denne mulighed, men var blevet afvist, da det var frit erhverv. Sverige havde endnu ikke modtaget en sådan note, og kong Oscar skyndte sig derfor at udtale, at det spørgsmål kunne han ikke blande sig i. Men han var ilde berørt over, at Danmark havde fået noten og han ikke. Der var tydeligt en forskelsbehandling.
 
Den 23. marts var hele eskadren samlet og endog forøget med tre af Corry’s skibe. Den lettede derfor og nåede den 25. til Nyborg og den 27. til Kiel. Nu først erklærede Storbritannien og Frankrig Rusland krig. Efter at have rundet Gedser ankrede Napier den 30. i Køge Rugt, hvor han blev liggende en rum tid for at proviantere, hvilket københavnerne og skåningene benyttede sig kraftigt af.
 
Den 6. april blev adm iral Plum ridge sendt af sted med en avantgarde på 5 fregatter, og den 12. fulgte Napier efter med resten af flåden mod Bornholm, hvor det franske admiralskib Austerlitz sluttede sig til. Fra Allinge på Bornholm kunne man se 11 linieskibe, 4 fregatter og 7 dampere stå tæt forbi Hammeren østefter, norden om Christiansø mod Gotland, hvortil Sverige som nævnt havde sendt tropper. Im idlertid var de britiske skibe begyndt at opbringe finske og russiske skibe som priser og slæbe dem ind til tyske havne, og begge parter beskyldte hinanden for at bruge neutralt flag.
 
Den 15. april nåede Napier den finske bugt med kurs mod Helsingfors, men isen spærrede al sejlads både mod den finske kyst og mod egnen om Reval. Napier trak derfor sin flåde ind til den gamle, godt beskyttede svenske flådehavn Ålfsnappen syd for indsejlingen til Stockholms skærgård. Herfra udsendtes 3 eskadrer, de to mod de baltiske kyster og den 3. under adm iral Plum ridge mod Finland. Han skulle liave opmærksomheden henvendt på Sveaborg og søge at forhindre den derværende russiske eskadre i at forene sig med hovedflåden ved Kronstadt.
 
Allerede den 18. april viste de første af Plum ridge’s skibe sig ved Hangoudd, hvor de vekslede skud med do gamle svenske batterier, og dette gentog sig den 27. Men den 10. maj blev det alvor, idet briterne angreb med 6 skibe, og der udviklede sig nu en artilleriduel mellem dem og alle 3 forter. Skydningen varede i 5 timer, men så trak briterne sig tilbage. Affæren blev slået stærkt op endog i svenske aviser, selv vor forsigtige Berlingske Tidende fortalte den 22. maj, at Gustafsvårn var ødelagt, men dagen efter blev dette reduceret til kun at være et rygte.
 
Den 19. blev Ekenas angrebet af Iiecla og Arrogant. På det smalleste sted af Pojoviken var der spændt trosser over sundet og anbragt 50 mand skjult i skoven ved stranden. De to skibe kom forsigtigt sejlende med en 16-åres barkasse foran. Da båden var kommen på skudhold, åbnede posteringen ilden og tilføjede barkassen så store tab, at der kun var to mand til at ro den tilbage. Samtidig skød soldaterne fra stranden mod udkigene i Heclas rig. Men de to skibe sprængte trosserne og beskød posteringen med granater og kardæsker, så den måtte gå tilbage til Hvitsand, hvor der fandtes et 4-kanoners batteri. Hecla og Arrogant standsede nu for natten, men næste morgen kl. 5 fortsatte de sejladsen og nedkæmpede batteriet i løbet af en times tid. Derefter fortsatte de mod Ekenas. Men Arrogant gik på grund, og Hecla måtte hjælpe den løs, og medens dette stod på, dækkedes de af en tagen prise med salt. Selve byen turde de ikke nærme sig, men standsede i små to km afstand, hvorefter de trak sig tilbage. Samtidig var den botniske bugt ved at blive passabel, og en del af Plum- ridge’s eskadre trængte op i bugten, livor de opsnappede en del handelsskibe. Den 30. maj ankrede 3 fregatter op c. 4 km fra Bralicstad og sendte nogle armerede barkasser ind mod byen. Da der intet m ilitæ r fandtes på stedet, kunne matroser og marinesoldater i ro og mag brænde de skibe, der lå i havnen, værftet og tømmerlageret. Heldigvis bar vinden fra, så der ikke gik ild i selve byen. Den 1. juni kom Leopard til Ulcåborg, der fik samme medfart. Men den måtte tillige levere en stor mængde levnedsm idler, som briterne kun betalte med cn tredjedel pris. Også lier slap byen for ødelæggelse dels takket være vindens retning, dels på grund af slud.
 
Gamla Karleby var oprindelig ligeså forsvarsløs, men i sidste øjeblik kom der 2 kompagnier og 2 kanoner fra Vasa. Den 7. juni viste fregatterne Odin og Vulturc sig uden for fjorden. K l. 15 satte de barkasser ud, som skulle lodde vej frem for dem. K l. 21 ankrede de op c. 11 km fra byen og sendte ni 16- og 20-årers armerede barkasser ind mod byen. En af dem gik under parlamcntærflag op til havnen, og officeren forlangte adgang for at brænde skibe, værfter m. m. Borgmesteren nægtede ham adgang, og han truede så med at ville bruge magt. De ni barkasser nærmede sig nu byen på linie, mon da de kom på geværskudsafstand blev de modtaget af en kraftig ild fra soldaterne og c. 100 borgere, der stod godt dækkede af pakhusene. Der udviklede sig nu en kraftig skydefægtning, der varede c. tre kvarter, hvorefter briterne måtte trække sig tilbage. Særlig var det gået ud over 3 af barkasserne, hvoraf finnerne erobrede den ene, medens det lykkedes at bjerge de to andre. Det britiske tab var 6 officerer og 40 mand, medens forsvarerne kun skal bave liaft fire sårede.
 
Frankrig havde sat sine mest moderne skibe ind i Sortehavsflåden og til troppetransport til orienten. Men det var alligevel lykkedes at formere en tredie eskadre bestående af 1 skruelinieskib og 30 sejlskibe med ialt 1308 kanoner under kommando af viceadmiral Parseval-Déschenes. Medens han var ilet i forvejen og som nævnt havde sluttet sig til Napier ved Bornholm, sejlede resten fra Brest den 20. april. Flåden mødte stærk modvind i kanalen og nåede derfor først Vinga den 3. maj, hvorefter den straks gik til Hirtsholm cne, hvor den blev liggende til den 11. Den 15. meldtes den fra Grenaa og den 18. nåede den Nyborg, hvor et af skibene var så uheldigt at lade ankeret gå over vor telegraftråd, og hvor den fik lejlighed til at hilse på vor 13. bataljon, der var på vej fra Fredericia til Roskilde. Flåden sejlede derefter til Kielerfjord, hvor den blev liggende til den 29. maj, da den sejlede over Østersøen i 3 kolonner med nogle dampskibe foran. I Kiel havde den måttet efterlade linieskibet Breslau, der havde mange koppetilfæ lde mellem besætningen. Skønt statsrådet havde afslået et britisk ønske om at måtte indrette lazaretter på dansk grund, gav Hansen ordre til, at 2 barakker i den lille fæstning Fre- deriksort skulle stilles til deres rådighed, mod at skibene afgav læger, sygepassere og medicin, og at de syge førtes direkte fra linieskibet til søbatterierne. Da Breslau var kommen af med sine syge, lykkedes det skibet i løbet af 5 dage at passere Østersøen og slutte sig til de allierede flåder ved Baro. Flåderne talte nu 80 skibe med 3652 kanoner.
 
Den russiske flåde skal have bestået af 30 linieskibe, hvoraf dog kun 18 var sejldygtige, og kun Viborg havde skrue. De andre kunne derimod bruges som blokskibe til forstærkning af Helsingfors’ og Kronstadts bavne. Af de 12 sejlfregatter var kun 3 sejldygtige, og af 10 korvetter og brigger kun 8. Desuden fandtes et stort antal mindre skibe, hvoraf de fleste var under ombygning til dampere, men desværre var maskinerne bestilt i England, der naturligvis holdt dem tilbage. Endelig fandtes der en hel del rokanonbåde, og deres antal forøgedes stærkt under krigen. Flåden var delt i tre eskadrer, hvoraf de 2 lå i Kronstadt, den tredie i Helsingfors, og endelig fandtes en del skibe i Reval. Ialt rådede flåden over 3200 kanoner. Krigshavnene var stærkt befæstede og bestykkede, men de fleste forter var gamle, enten fra svensk eller endog fra Peter den Stores tid. Da isen forhindrede, at den russiske flåde samledes i rette tid, valgte den foreløbig at blive i de beskyttede havne.
 
Medens den britiske flåde lå og ventede på, at isen skulle bryde op og den franskes komme, liavde Napier ladet en officer rekognoscere Ålandsøerne, og da han fortalte, at de var stærkt befæstede, kom han til det resultat, at der måtte landtropper til for at kunne erobre dem. Man søgte derfor fra britisk side at få Sverige med, men kong Oscar stillede betingelser. T il at begynde med lovedes der pekuniær hjælp og Finland efter krigen; men den britiske premierminister, lord Aberdeen, mente, at de svenske ønsker kunne blive vanskelige for de allierede, og efterhånden ændredes tilbuddet om Finland til et spørgsmål om, hvordan en svensk armé ville blive modtaget i Finland. Så omtalte den svensk-norske gesandt i London de russiske nybyggere i Varangerfjord på grænsen mellem Norge og Rusland, der var isfri om vinteren. Fra 1751 havde norske lapper måttet græsse i Finland mod, at finske lapper måtte fiske i Varangerfjord. Senere havde Rusland forbudt de norske lappers græsningsret, men stadig opmuntret de finske til at fiske i Varangerfjord. Dette havde ført til lange forhandlinger. Nu tog Storbritannien sagen op for at tækkes kong Oscar og skræmte ham med, at Rusland kunne være interesseret i fjorden som flådehavn. Sverige-Norge pressede på, men Aberdeen mente, »om Sverige forener sig med Storbritannien så sker det for egen vinding, for hvilke vi bliver mere eller mindre bundne«, og så trak ban sig ud af forhandlingerne. Men en britisk eskadre ødelagde småbyerne på Kola-halvøen.
 
Den 24. juni sejlede de forenede britisk-franske flåder ind i den Finske Bugt og ankrede op ved Seskar, c. 40 km fra Kronstadt for at lokke den russiske flåde ud til kamp. Men russerne blev inde bag deres stærke fæstninger, og de to admiraler havde fået ordre af deres regeringer om ikke at indlade sig i kamp med granitfæstningerne. I ledende franske flådekredse herskede på den tid den overbevisning, at et batteri i land på 4 sværtkalibrede piecer, vel anbragt og vel betjent, kunne hamle op med et linieskib på 120 kanoner. I England ville man nødig bøje sig for denne læresætning, men på den anden side turde man heller ikke forkaste den. I USA hævdede kystartillerister, at 4 kanoner af kaliber 18 eller 24, dækkede af en mur og energisk betjent var lige så kraftig som et linieskib, og at det var næsten um uligt for at skib at ødelægge et fort. Som bevis omtalte man affæren i Egernførde Fjord 1849, hvor et dansk linieskib og en fregat kom i kamp med et par landbatterier. De var eskorterede af to små dampskibe, men vinden satte det ene på grund, og dampernes trosser blev skudt over. Linieskibet sprang i luften og fregatten måtte stryge flaget. Et ældre tilfæ lde kan også nævnes. I 1808 blev Christians^ angrebet af 5 britiske fregatter. Efter 5 timers beskydning blev yderligere 3 linieskibe sat ind, men da skydningen havde varet ialt 8 timer, sejlede briterne bort. Danmark liavde efter tabet af flåden i 1807 spækket vore kyster med batterier med svært skyts betjent af dertil uddannet mandskab, der var udskrevet fra kystområderne. Som reserve fandtes kørende feltartilleri og bataljoner, der hurtigt kunne komme til de truede punkter, og til brug for dem var der på de dertil egnede steder anlagt indskæringer og brystværn. 
 
 
 
Da det ikke var lykkedes at lokke den russiske flåde ud af Kronstadts havn, besluttede Napier og Parseval i stedet at angribe Ålandsøerne. Russerne havde i mange år arbejdet på en fæstning på Åland med navnet Bomarsund. Den skulle tjene som basis for en fremskudt flåde, der både kunne gøre den Botniske Bugt til et indhav og beherske den østlige del af Østersøen. Men arbejdet var gået meget langsomt for sig. I 1854 var kun hovedværket og 3 tårne færdige, medens en stor kaserne og nogle tårne endnu kun var projekterede. Denne mangel havde til følge, at der intet sammenspil var mellem tårnene indbyrdes og hovedværket. Hovedværket var hygget som en slags ål>cn clipse med en længste akse på c. 300 m og en mindre på c. 70. Struben var lukket med to officersbygninger og en hesteskoformet kaponiere. Hovedbygningen indeholdt 124 kanonkasematter i to etager, kaponieren kun de, der var beregnet på flankering. Resten af kaponieren, officersbygningerne og hovedbygningens tagetage var forsynede med geværskydeskår, hvorfra der var frit skud over omegnen. For det tilfælde, at en fjende var trængt ind i gården, var alle kanonkasematterne forsynede med skydeskår til geværer, så de kunne boldes under kraftig ild. Tårnene lå c. 1 km fra hovedværket. Deres diameter var c. 45 m, og de havde to etager med henholdsvis 14 og 15 kanonkasematter. Deres tag var ligeledes indrettede til geværskytter.
 
Murene var 2 m tykke, udvendig beklædt med smukt tilhugne granitkvadre, medens alle piller, inderinure og officersbygningerne var hyggede af teglsten. De franske beretninger roste såvel det udførte arbejde som materialerne, medens briterne hævdede, at der mellem den stærke og gode granitmur og den indre murstensmur kun fandtes brokker. På grund af bygningernes krumning var det nødvendigt at gøre skydeskårene åbne for at 2— 3 kanoner kunne virke sammen, og dette svækkede sikkert murene betydeligt. Som omtalt havde Napier ladet øgruppen rekognoscere og var nået til det resultat, at der måtte landtropper med til erobringen af Bomarsund. Parseval mente, at man ved flåderne og landsatte marinesoldater og matroser kunne gennemføre angrebet. Men Napoleon III havde en anden opfattelse og samlede en styrke under general Baraguey d’Hilliers bestående af to brigader infanteri, et par batterier og ingeniører. I overværelse af kejseren indskibedes divisionen i Calais, og den 20. ju li var transportflåden afgået dækket af en stor britisk og fransk flådeafdeling. Generalen ilede selv i forvejen til Stockholm for at overtale Sverige til at deltage, men da det ikke lykkedes, sejlede han til Ålandsøerne, hvor man den 31. juli boldt krigsråd om fremgangsmåden.
 
Napier havde den 21. juni ladet Hecla, Odin og Valorous angribe fæstningen. Fra kl. 17 til kl. 20 beskød de hovedfortet med 2000 granater fra 2100 m afstand. Fortet besvarede ilden mod 300 skud og Vesttåmet med nogle enkelte. Virkningen på fæstningen var ganske m inim al udover, at en depotbygning brændte, og to små strandbatterier måtte rømmes. Der imod var Hecla blevet ramt og måtte bugseres bort. Angrebet blev gentaget den 26. og 27., men med samme resultat, hvilket kun bestyrkede opfattelsen af, at skibe ikke kunne hamle op med permanente værker på landjorden. Hos forsvarerne var glæden naturligvis stor, og kommandanten, Bodisco, blev udnævnt til generalmajor. Endelig den 8. august kunne landgangen finde sted på 3 forskellige punkter dækkede af linieskibe, og kl. 6 var allerede 11,000 mand landsat uden at møde modstand, da flåderne samtidig demonstrerede mod fæstningen. Belejringsm ateriellet blev bragt i land de følgende dage, og hele styrken samlet ved Finnby, hvor generalen opslog sit hovedkvarter. Samtidig foretoges rekognosceringer, der viste, at jordsmonnet ikke tillod normal gravning af batterier og løbegrave. Man befandt sig overalt på klippegrund, og al dækning måtte derfor skaffes ved sandsække, hvoraf man havde 95,000 med.
 
 
 
 
Det første batteri (a) anlagdes godt 300 m fra Vestre Tårn, og til dets bygning benyttedes ikke mindre end 15,000 sække. Det bestykkedes med 4 16-pds kanoner, 2 84-pds og 2 168 pds morterer. På grund af terrænets ujævnhed måtte pieceme transporteres frem på slæder ved mandskabstræk. Ilden åbnedes den 10. kl. 10 såvel fra batteriet som fra skibene, af hvilke fregatterne Penelope og Valorous gik på grund. Allerede den 12. havde tårnet lidt så meget, at kommandanten, kaptajn Tcsche, måtte hejse parlamentærflag. Det førte dog kun til en våbenhvile på en times tid, hvorefter skydningen blev genoptaget. I løbet af natten havde fransk- mændene bygget et nyt batteri (b) til 4 30 pds kanoner c. 300 m fra tårnet, og briterne et (c) i højde med Nordre Tårn og i 600 m afstand fra Vestre Tårn. Men kaptajn Tesche havde benyttet natten til at sende størstedelen af sine folk tilbage til hovedværket, så han kun havde 40 mand i tårnet. Under den voldsomme skydning blev kasematterne snart fyldt med røg, og i løbet af den 12. begyndte murene at give efter, ligesom kanonerne blev ubrugelige på grund af overophedning. Om aftenen sendte han de fleste folk afsted, og blev kun tilbage for at sprænge tårnet, men franske jægere og sapører trængte ind gennem skydeskårene og tog den sårede kaptajn og hans folk tilfange. Så snart man så det fra hovedværket, blev tårnet bekastet med morterer, og et af disse kast ramte krudtmagasinet, der sprang i luften og ødelagde resterne af tårnet.
 
Man kunne nu angribe det Nordre Tårn. Det britiske batteri blev vendt, og den 15. åbnedes ilden på 1 km afstand, og efter 10 timers beskydning var dets øverste del ødelagt, og den nederste så medtaget, at kuglerne gik gennem granitmuren, hvorved fyldet begyndte at falde ud, så skuddene kunne nå helt ind til murstensmurene. Kommandanten, kaptajn Melart havde ingen mulighed for at komme tilbage til hovedfortet, og han måtte derfor kapitulere. Nogle krigsskibe havde deltaget i beskydningen, men afstanden havde været 3 km, og ilden derfor nærmest virkningsløs.
 
Franskmændene havde nu bragt et nyt batteri (d) i stand c. 900 m fra hovedværkets strube, og da Nordre Tårn var faldet, anlagdes et brechebatteri (e) 450 m fra kaponieren. De åbnede ilden den 16. om morgenen mod hovedværket, der besvarede ilden meget voldsomt, så franskmændene i løbet af ganske kort tid havde 14 dræbte. Samtidig foretog russerne et udfald, hvorved der opstod en kort nærkamp. Beskydningen fortsattes hele dagen og natten såvel fra batterierne som fra orlogsskibene. Efterhånden blev flere kanoner demonterede, og ydermuren var ved at blive brechelagt. General Bodisco afholdt derfor et krigsråd, og om aftenen måtte han stryge flaget.
 
I hans kapitulation var tårnet på Pråsto ikke indbefattet. Det kommanderedes af løjtnant Chatelain, der havde 20 kanoner og 140 mand. Han havde i nogen tid været indviklet i artillerikam p med 3 fregatter og man havde tilføjet hverandre en del skader, men de allierede bestemte at overføre 3000 mand fra Åland til Pråsto, og han måtte derfor kapitulere den 17. Napier gentog nu opfordringen til Sverige om at besætte øerne, men Sverige svarede, at det i løbet af vinteren ville føre til krig med Rusland, der ville lade sin vrede gå ud over de arme Ålændinge. De allierede besluttede derfor at ødelægge resterne af Bomarsund. Inden sprængningerne blev foretaget, lagde linieskibet Edinburgh sig på ca. 1 km s afstand og gjorde 390 skud med granater og fuldkugler af forskellige kalibre, men så godt som uden virkning. Derefter sejlede det ind på godt y2 km’s afstand og udførte i løbet af en time 250 skud, hvorefter muren måtte betragtes som ødelagt, selv om brechen ikke var praktikabel. Edinburgh havde ialt skudt 640 skud med en samlet vægt af 20,000 kg.
 
 
 
 
Den stærke fæstning faldt altså for 110 skud og 550 kast af tilsammen 13 piecer. Russerne havde vist sig som dygtige og modige artillerister. Fra det Nordre Tårn fortsattes ilden, selv efter at murene var ved at styrte ned.
 
I 1847 havde franskmændene holdt nogle skydeforsøg mod mure af store stenblokke. Skuddene blev først rettede mod midten af blokkene, derefter mod fugerne og endelig mod midten igen. Det viste sig herved, at vel var den første indtrængen i muren mindre end i tilsvarende murstensmur, men var der først kommen en lille sprække, forplantede den sig på grund af blokkenes ensartethed let gennem hele blokken, ja, endog til naboblokken, hvorved muren ødelagdes lettere end murstensmuren. Skuddene mod fugerne virkede således, at blokkene veg fra hverandre, og fyldet bag dem faldt ud. Efter erobringen af Boinarsund besluttede Napier at angribe Åbo, hvor der skulle findes 10,000 russere. Indsejlingen var dels spærret ved en trosse, dels ved nedrammede pæle, dels ved to batterier på Runsala. T il forsvar af reden fandtes der yderligere 10 kanonbåde og 2 dampskibe, der blev anbragt bag spærringerne. Den 22. august kl. 4 viste 5 allierede dampskibe sig, men de standsede i en afstand af over 4 km fra spærringerne og begyndte en artilleriducl med kanonbådene. Men afstanden var så stor, at virkningen var ganske ubetydelig. Dermed sluttede dette års togt. På tilbagevejen kom flåderne til Kiel, og da deres besætninger led meget af kolera, bad de om tilladelse til igen at benyte Frederiksort. General Hansen sagde straks Ja, men lian måtte meget hurtigt tage tilladelsen tilbage, da mindet om den voldsomme koleraepidemi i København og det øvrige land endnu var for friskt.
 
Som det fremgår af det foranstående, var sikringsstyrken ikke blevet formeret i rette tid. Den britiske flåde havde passeret vore farvande, inden general Hansen fik sine penge. Men da den endelig var samlet, rådede man over ca. 19,000 mand på Sjælland, nok til at afvise et angreb af britiske og franske landgangstropper. Den store styrke i København havde man straks måttet lægge i borgerkvarter, men så snart vejret tillod det, blev den spredt i teltlejre uden for fæstningen. Samtidig foretoges forberedende arbejder på en fortrække godt 3 km uden for byens gamle vold: inden om Lersøen, derfra til sydspidsen af Dambussøen og videre uden om Frederiksberg og Valby til Kalvebodstrand, altså bag et ret bredt og blødt engdrag. Forterne var nærmest tænkt byggede i ligbed med Bomarsund, og dennes hurtige fald vakte derfor en del røre. Hvad krigsskibene angik, lod regeringen dem samle til eskadreøvclser i Østersøen i ju li måned, hvorefter en fregat og to brigger blev lagt op.
 
Da efteråret var ved at nærme sig, kom det store spørgsmål, om de allierede ville trække deres styrker hjem eller lade dem overvintre i vore farvande. Bluhme og med ham »Fredspartiet« indenfor regeringen stolede på, at vor neutralitet ville blive respekteret, medens general Hansen netop med 1807 in mente den 25. juli forlangte yderligere 14,000 mand og 1200 heste indkaldt. Men hans krav kom først til behandling i statsrådet i august, og den 27. blev det afslået. I midten af september begyndte de allieredes hjemtransport, og general Hansen søgte derfor om, at eksercer- tiden måtte blive forlænget, men den 26. september havde størstedelen af det franske ekspeditionskorps passeret vore farvande, og kongen resolverede derfor, at styrkerne skulle hjemsendes.
 
Ministeriet Ørsted var ved dets tiltræden blevet hilst med almindelig tilfredshed i udlandet. Men nu var man meget utilfreds på grund af dets neutralitet. Medens man tog forholdsvis roligt på spørgsmålet i London, var man meget ophidsede i Paris, hvor udenrigsminister Drouyn de Lliuys nok ville indrømme, at nationen ikke yndede russerne, men erklærede at vor regering var russisk. Han truede også med senere at unddrage os Frankrigs støtte mod Tyskland, samtidig med at han ophidsede den liberale tyske presse mod os, hvad gav såvel vor egen oppositionspresse som slesvigliolsteneme vind i sejlene.
 
I december måtte regeringen demissionere, og der rejstes nu rigsretssag mod den; ganske vist dømte de politiske krigsretsmedlemmer regeringen, men højesteretsdommerne afgjorde sagen ved at skønne, at udgifterne havde været nødvendige, og m inisteriet blev frifundet. Under sagen hævdede general Hansen, at forsvaret var et fællesanliggende og derfor ikke vedkom rigsdagen. »Jeg var H. M. kongens minister for det hele monarkis krigsvæsen til lands, men jeg var ikke den danske rigsdags m inister hos kongen.«
 
 
 
Kilder:
Statsraadsforhandlingerne 1848—63, V.
Uddrag af »Rigsretstidende« 1856.
Neergaard: Under Junigrundloven. Krigsministeriets Arkiv Protokol IV 1854.
Hof- og Statskalenderen 1854—55.
Guérin: Histoire de la dernière guerre de Russie. Berlingske Tidende 1854.
Borodin: Kriget vid Finlands Kuster. Blomstrand: Britiske Eskadren i »Ostersjon«. Tidskrift i Sjovasenet 1855—56.
Danmarks Riges Historie. Hildebrandt: Sveriges Historia IX.
Eriksson: Svensk diplomati och tidningspress under Krimkriget.
Runeberg: Sveriges politik under Krimkriget.
Tidsskrift for Krigsvæsen 1855.
 
 
 
PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon1963_del_2.pdf

 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.