Kontrakt — Værnepligt

I nedenstående artikel påpeger kaptajn Sverre Hansen fra Østre Landsdelskommandos stab de mange vanskeligheder, der vil være forbundet med at blande værnepligtige og faste folk mellem hinanden inden for samme enhed, og når til det resultat, at man — alt taget i betragtning •— bliver nødt til at samle og formere de faste menige i særlige enheder, selv om det betyder en svækkelse af beredskabet.
 
I
Hærens ordning er under revision. Reformer, som indvirker på organisation, uddannelse, administration og meget andet, imødeses med spænding og forventning, især de reformer, som på afgørende måde vil bryde med hærens tradition. Meget tyder på, at en udstrakt anvendelse af faste menige (på kontrakt) vil blive en kendsgerning. Ganske vist bar hæren længe haft en mathordning, men såfremt nu 4—6000 (iflg. dagspressen) af hærens menige skal tilvejebringes på kontrakt, vil det få følger af en karakter og et omfang, som ikke kendes fra mathordningen, og det vil betyde et brud med vor værnepligtstradition, som mathordnin- gen ikke indebar.
 
Et af de centrale spørgsmål i denne situation må være, hvorledes dette store antal faste menige (ca. 1/3 af den stående mandskabsstyrke) i givet fald bedst kan placeres i hæren. Skal de formeres i separate enheder, eller skal de blandes mellem det værnepligtige mandskab? Det er hensigten her at forsøge en analyse af dette spørgsmål. 
Først må det gøres klart, hvad det er, det drejer sig om, ved overgangen til udvidet anvendelse af faste menige:
 
A: At udnytte alle former for anvendelse af fast og frivilligt mandskab i hæren (for herved at muliggøre en tjenestetidsnedsættelse).
B: At sikre tilfredsstillende tjenestevilkår for det faste og frivillige mandskab (for derved at sikre tilstrækkelig og kvalificeret tilgang)
C: At forme en ordning, som er ra- tonel i uddannelsesmæssig henseende.
D: At forme en ordning, som organisatorisk bidrager til at øge hærens effektivitet.
E: At forme en ordning, som mest muligt harmonerer med dansk mentalitet, tradition og psyke (således at der skabes ro om ordningen).
 
Hvis dette er de vigtigste formål med nyordningen, så må en analyse af, hvorledes disse formål bedst tilgodeses, kunne angive de principielle konturer af en nyordning. Det efterfølgende forsøg på en sådan analyse er ikke generelt udtømmende, for så vidt som hvert emne kun behandles i relation til spørgsmålet om den rette placering af det faste mandskab (separate enheder eller blandede enheder.)
 

II

Formål A: (Udnyttelse af alle former for anvendelse af fast og frivilligt mandskab). Principielt skulle der kun være tale om to tjenesteformer, nemlig langtidstjeneste og korttidstjeneste. Dette skulle dække alle muligheder. Langtidstjenesten skulle primært omfatte det personel, som skal bestride de funktioner, som kræver den mest komplicerede, langvarige eller kostbare uddannelse. Dette personel skal yde en rimelig „gavntjeneste“, efter at det er færdiguddannet. Forudsættes det, at uddannelsen varer 12 måneder, og at gavntjenesten derefter må andrage mindst 3 år, er laveste grænse for langtidstjenesten dermed givet til 4 år. Den højeste grænse for langtidstjenesten er mindre relevant i denne sammenhæng, men man kunne f. eks. tænke sig, at langtidstjenesten i første omgang andrager 4 år og derefter kan forlænges med 1, 2 eller 3 år ad gangen til maximalt 12 år. 

Korttidstjenesten må blive af en noget anden karakter. For at der overhovedet skal være mening i det, skal korttidstjenesten i varighed ligge klart under den laveste grænse for langtidstjenesten. Heraf følger, at personel til korttidstjeneste ikke med fordel kan uddannes i de komplicerede specialfunktioner med den kostbare og langvarige uddannelse. Dette personel kan med andre ord stort set kim anvendes i de samme funktioner som det værnepligtige mandskab. Dette indebærer, at den laveste grænse for korttidstjenesten kan sættes lavt og i hvert fald måles i måneder. Hvis imidlertid motivet for at søge korttidstjenesten skal være af økonomisk karakter, og hvis denne tjeneste også skal have militær værdi, kan grænsen næppe sættes lavere end 4 måneder (i forlængelse af den første, samlede uddannelse). Højeste grænse for korttidstjenesten kunne sættes til 12 måneder.
 
Konklusionen er nu to tjenesteformer:
 
— Frivilllig langtidstjeneste i 4—12 år.
— Frivillig korttidstjeneste i 4—12 måneder.
 
Ved langtidstjenesten binder man sig således til mindst 3 års tjeneste ud over den værnepligtige tjenestetid og ved korttidstjenesten til højst 1 år. Det „ingenmandsland“ på 2 år, som ligger mellem disse to tjenesteformer, synes det ikke aktuelt at søge dækket ind, jfr. ovenstående om anvendelsesmulighederne for mandskab på korttidstjeneste. I det følgende dækker betegnelsen „faste menige“ kun menige til langtidstjeneste.
 
III
Formål B (Tilfredsstillende tjenestevilkår for mandskabet): Korttidstjenesten frembyder ikke særlige problemer. For det her omhandlede personel må gælde samme vilkår som for det værnepligtige mandskab. Det er langtidstjenesten, som rummer nye momenter.
 
Af de politiske forslag og udtalelser, som foreligger officielt, fremgår det, at man er fuldt opmærksom på nødvendigheden af gode lønninger og mulighed for civil uddannelse i tjenestetiden m. v. løvrigt gælder det for disse forhold ligesom for spørgsmål vedrørende boliger til personellet, tjenestetid, friheder, organisationsret og m. m., at disse „ydre“ problemer — trods det, at de er meget betydningsfulde — er irrelevante i denne sammenhæng, for så vidt som de er uafhængige af, hvorledes det faste mandskab iøvrigt placeres (i separate eller blandede enheder).
 
Det er de „indre“ tjenestevilkår, som her skal belyses. Det er en kendt sag, at mathordnin- gen i sin hidtidige form ikke har været tilfredsstillende for matlieme. Det har givet sig indirekte udtryk i dette, at det bl. a. på grund af ordningens dårlige ry ikke har været muligt at sikre den ønskede tilgang af mather. Den dybere årsag hertil er, at det ikke er lykkedes at give matherne den .,rette placering“. Dette skyldes igen, at matherne i forhold til det værnepligtige mandskab har udgjort et sådant mindretal, at de i det daglige arbejde har måttet tilpasse sig en tjenesteform og tjenestevilkår, som var møntet på og passede på værnepligtigt mandskab men til gengæld ikke på fast mandskab.
 
Det kunne næppe være meget anderledes. Tvinger man værnepligtigt og frivilligt (fast) mandskab til at gå direkte i spænd sammen, vil det vise sig at være utilfredsstillende for den ene af parterne, normalt den som er i mindretal. Dette er vist ganske naturligt, thi deres baggrund er så vidt forskellig:
 
— Den ene er frivillig, den anden er tvungen.
— Den ene har en personlig interesse i at overholde sin kontrakt og dermed en personlig indstilling til tjenesten, den anden har en ganske upersonlig indstilling.
— Den ene har penge, som den anden ikke har.
— Den ene har rettigheder (påklædning, indkvartering, civilundervisning, særlige ydelser, organisati
onsret m. v.), som den anden ikke har.
— Den ene har erfaring og rutine, som den anden ikke har (hvorfor de nødigt følger samme tjene- steplan).
— Den ene har det interessante specialistjob, som den anden ikke har.

—• o. s. v. —

Det er let at finde omstændigheder, som skiller disse to personelkategorier, men vanskeligt at finde argumenter, som forener dem! Det er ikke sandsynligt, at der vil udvikle sig et kammeratskab imellem disse to grupper. Kammeratskabet vil leve inden for grupperne (jfr. erfaringerne fra math- ordningen). Det ydre symptom herpå ligger allerede i den omstændighed, at de to grupper indkvarteres hver for sig og under forskellige vilkår. Det må endvidere være ganske klart, at over for det frivillige, faste mandskab gives der virkemidler og måder at appellere på både psykologisk og disciplinært, som ikke duer på det værnepligtige mandskab (og vice versa) *(Både arbejdsform og arbejdsrytme vil være forskellig) 

Det må også være klart, at den almindelige, daglige tjeneste (såvel den indre tjeneste som uddannelsen) for den faste menige må forme sig væsentlig anderledes end for den værnepligtige med den korte tjenestetid. Alene den faste meniges efterhånden store erfaring og rutine og lians udvi- dede adgang til civilundervisning viser, at lian ikke gerne følger samme øvelsesliste som den værnepligtige. 

Strafferetligt må der formentlig også blive forskel på den faste meniges stilling i forhold til den værnepligtiges. Mest tydeligt forekommer dette måske, når man søger at forestille sig de gængse disciplinarmidler anvendt på faste menige, f. eks. friredsnægtel- se. Der må sikkert andre regler til for den faste menige med det til følge, at man nu vil se to menige (en fast og en værnepligtig) blive behandlet forskelligt for samme forseelse. Men er det nu også rigtigt, at der nødvendigvis skal være alle disse forskelle mellem det faste og det værnepligtige mandskab? Kan man ikke simplificere hele sagen ved at nægte at acceptere disse forskelle? 

De psykologiske og pædagogiske forskelligheder kommer man ikke uden om. Det vil rent praktisk være en utopi at søge at give de værnepligtige de materielle kår, som oven for er ment at burde tilkomme de faste menige. Og forsøger man at gå den modsatte vej, bliver resultatet simpelthen, at ingen (eller i hvert fald for få) vil være fast menig. Der synes således at være alvorlige hindringer for, at en direkte sammenblanding af de to grupper af menige kan falde tilfredsstillende ud. Nu kan man jo forestille sig talrige „blandingsforhold“, men principielt må detvære nok at betragte to former for blandede enheder: 
— Enheder med overvejende faste menige.
— Enheder med overvejende værnepligtige menige.
I en enhed med overvejende værnepligtige menige må al tjeneste og uddannelse tilrettelægges med henblik på det værnepligtige mandskab. Dermed har vi mathsituationen, som vi kender den idag, og det liar allerede vist sig dårligt at bygge videre på dette grundlag. 
 
I en enhed med overvejende faste menige må ah tilrettelægges med henblik på disse. Det betyder, at de pågældende værnepligtige til dels kommer til at dele de faste meniges kår, hvilket de værnepligtige sikkert for så vidt vil finde absolut tilfredsstillende. Godt kan det dog næppe blive alligevel, idet disse værnepligtige let bliver en lavere kaste, som ikke rigtig accepteres af de faste menige, en slags „håndlangere“, som skal udføre alle de kedelige småjob, som de faste menige ønsker sig fritaget for. De faste menige bliver „overklassen“ i de betydningsfulde funktioner, mens de værnepligtige derangeres til underudviklede hjælpere. Konsekvenserne af en sådan situation (bl. a. psykologisk og moralsk) er iøjnefaldende. Det må befrygtes, at man derved kompromitterer det, som i hvert fald officielt er det egentlige formål med tjenestetids- nedsættelsen, nemlig at gøre værne pligten mere acceptabel for de menige.
 
Hvis de to kategorier af menige derimod formeres i separate enheder, vil det være muligt at tage fuldt hensyn til begge parter og pædagogisk og på anden måde at tilpasse tjenestegangen til deres vidt forskellige baggrund og forudsætninger. 
 
Konklusion: De mest tilfredsstillende tjenestevilkår for det faste og det værnepligtige mandskab opnås, når disse formeres i separate enheder.
 
IV
Formål C (Uddannelse).
Vilkårene ved rent værnepligtige enheder er så velkendte, at disse passende kan bruges som målestok. Enheder med rent fast mandskab kan herefter karakteriseres således: Fordele: 
 
— Forudsættes gennemsnitligt 4 års gavntjenestc (lavt ansat) af den faste menige, indebærer dette sammenholdt med 1 års gavntje- ste (højt ansat) af den værnepligtige, at man ved at formere enheder med rent fast personel kan spare 75 c/o af de respektive rekrutenheder. Disse besparelser måles i befalingsmænd, ammunition, kørepenge, materielslid, administration o. m. a.
— Bedre kvalitet af enkeltmands- og funktionsuddannelsen opnås i kraft af den efterhånden oparbejdede rutine.
— Bedre enhedsuddannelse og vir
keligt sammentømrede enheder vil udvikle sig i kraft af kontinuiteten i tjenesten.
— Bedre behandling, vedligeholdelse og udnyttelse af kompliceret materiel vil følge af ovenstående. 

Væsentlige besparelser i kraft af færre øvelser, skydninger etc. påregnes ikke, thi skal et højt uddannelsesstandpunkt og en høj moral vedligeholdes i sådanne faste enheder, kan det kun ske ved effektiv beskæftigelse gennem øvelser, skydninger etc. 

Ulemper:

De generelle merudgifter til det faste mandskab (høj løn, bonus, boliger etc.) er irrelevante i denne sammenhæng. Egentlige uddannelsesmæssige ulemper er ikke iøjnefaldende. Det bør nævnes, uden at det just kan ka- raktiseres som en ulempe, at de faste enheder sikkert må kræve en kvalitativt stærk enkadrering. Dette er endog nok meget betydningsfuldt.

Ved de blandede enheder, hvor nøglefunktionerne bestrides af faste menige, synes det for så vidt rimeligt at tro, at uddannelsesstandpunktet vil komme til at ligge et sted imellem standpunkterne ved de faste og de værnepligtige enheder, altså i hvert fald bedre end ved de rent værnepligtige enheder. Men det må ikke glemmes, at tilrettelæggelse og gennemførelse af den daglige tjeneste til gengæld kompliceres ved, at de to kategorier af menige står på vidt forskelligt uddannelsestrin såvel i den militære uddannelse som i civilundervisningen. Endelig er en kæde som bekendt aldrig stærkere end det svageste led. 

Det er nok også nødvendigt her at betragte problemerne omkring civilundervisningen. Meget tyder jo på, at civilundervisningen vil indtage en fremtrædende position i det faste mandskabs tjenestetidsprogram, det har vist været nævnt, at 20—30 °/c af tjenestetiden skulle afses hertil. En sådan tidsmæssig udvidelse af civilundervisningen må nødvendigvis indebære en radikal ændring af civilundervisningens struktur fra det, vi kender i dag. Der må komme nye fag, og helt nye krav om undervisningsfaciliteter (både lokaler og materiel) samt lærerkræfter.
Det er ikke hensigten her på nogen måde at forsøge at tackle disse utvivlsomt vanskelige problemer, men det er nærliggende at spørge, hvorledes civilundervisningens problemer vil påvirkes af, om det faste mandskab formeres i separate enheder (samles i få garnisoner) eller blandes med det værnepligtige mandskab (spredes i flere garnisoner). Hvis det er sådan, at denne samling eller spredning af det faste mandskab influerer væsentligt på civilundervisningens muligheder for at klare de nye, store opgaver, så er det et argument, som må veje tungt. 
Umiddelbart forekommer det, at jo større krav der stilles til undervisningsfaciliteter og speciallærere, jo
mere rationelt vil det være, at elevmaterialet samles til et begrænset antal garnisoner, ligesom en samling i særlige enheder vil kunne give større smidiglied og enkelthed i den nødvendige koordination mellem civilundervisningen og den militære uddannelse. Måske vil de rådige lærerkræfter også bedre kunne udnyttes, når der ikke på eengang i samme garnison skal gennemføres både den „gamle“ og den „nye“ form for civilundervisning for henholdsvis værnepligtigt og fast mandskab. Hvis man bar tanker om periodiske ophold på højskoler, læreanstalter o. 1., vil den praktiske gennemførelse heraf også simplificeres ved en formering af det faste mandskab i separate enheder.*(Jf. iøvrigt „Kontakt og Velfærd“, nr. 5 1959, specielt side 83 og 85.)
 
Konklusion: Kvaliteten af funktions- og enhedsuddannelsen vil være: Værnepligtig enhed-god, blandet enhed-bedre, fast enhed-bedst. Faste enheder muliggør 75 % besparelse i de respektive rekrutenheder. Civilundervisningens problemer kræver afklaring, før endelig konklusion er mulig. 
 
V
Formål D (organisatoriske hensyn).
Når der pludselig er kommet liv i planerne om udvidet anvendelse af faste menige, så er det primært en konsekvens af det politiske ønske om en nedsættelse af tjenestetiden, idet det faste mandskab skal give kompensation for den forringelse af beredskabet (dækningsstyrken), som en tjeneste- idsnedsættelse ellers vil indebære.
 
Det er en nærliggende tanke, at den bedste anvendelse af det rådige kontingent af faste menige opnås ved inden for alle enliedstyper at placere de faste menige i de enkeltmandsfunktioner, som kræver den mest langvarige, komplicerede eller kostbare uddannelse. Dette forekommer økonomisk og rationelt, og det indebærer, at anvendelsen af værnepligtige menige stort set kan begrænses til de mere simple funktioner med deraf følgende kortere tid til funktionsuddannelsen og mulighed for tilpasning til en kortere tjenestetid. Denne fremgangsmåde sikrer tillige tilstedeværelsen af en „hård kerne“ i samtlige stående enheder. 
 
Der er her tale om iøjnefaldende fordele ved blandede enheder.
 
Men helt så enkelt er det næppe. Det er sådan idag, at det er vanskeligt at finde tilstrækkelig kvalificerede værnepligtige menige til at bestride de mere krævende funktioner. Mon ikke det samme vil være tilfældet med det kontingent af faste menige, som man venter at få rådighed over? Det er vel sandsynligt, at massen af faste menige med hensyn til kvalifikationer vil vise en normalfordeling, — måske i bedste fald kun lige på højde med normalfordelingen blandt det værnepligtige mandskab. Der er næppe holdepunkt for større optimisme i denne henseende. Men det betyder, at de faste menige stort set kun vil være egnede til at bestride nøglefunktionerne i samme forhold som de værnepligtige, således at det for at sikre muligheden for udnyttelse af alle emner (hvilket er meget væsentligt for at nå op på det ønskede antal faste menige ) simpelthen vil være nødvendigt at reservere for de faste menige et passende antal simple funktioner.
 
Det må også erindres, at uanset et kontingent af faste menige på f. eks. 1/3 af den samlede, stående mandskabsstyrke, så er hæren stadig i princippet en mobiliseringshær. Og mobiliseringsenhederne kræver kontinuerlig fornyelse af mandskabsstyrken. 
 
En enhed med en mandskabsstyrke på 100 menige vil, når den formeres med væmepligtigt mandskab, levere et tilskud til mobiliseringsenliedeme på 100 menige hvert år (med 12 måneders tjenestetid). Den samme enhed vil, når den formeres med faste menige, kun yde dette tilskud hvert 5. år (forudsat 1 års uddannelse og gennemsnitligt 4 års gavntjeneste af den faste menige). Dette sidste forhold er ganske uacceptabelt, såfremt de stående enheder udgør mindre end 1/3 af den samlede krigsstyrke, det ville jo nemlig betyde, at for de funktioners vedkommende,som bestrides af faste menige, vil fornyelse i mobiliseringsenhe- derae kun finde sted hvert 10. år. Den enkelte faste menige skal nemlig først gå 5 år i aktiv tjeneste og derefter stå 10 år i mobiliseringsstyrken, d.v.s. at vi skal arbejde med 15. årgang. 
 
Hvorledes skal dette problem løses? Ved en anvendelse af de faste menige „over bred front“, d.v.s. beklædende nøglefunktionerne i stort set alle enheder, begrænses problemet til netop nøglefunktionerne. Men det er ingen løsning. 
 
Løsningen ligger snarere i at koncentrere det faste mandskab i egne enheder og da primært de enhedstyper, som fremover kun vil forekomme som stående enheder, nemlig kampvognsenheder, APC-enheder, raketenheder og visse telegrafenheder (det er samtidigt de enhedstyper, som på grund af kompliceret materiel etc. har størst behov for faste menige). 
 
Hvis det antal faste menige, som medgår til formering af de her nævnte stående enheder, er analogt med det samlede behov for faste menige (som kompensation for tjenestetidsnedsættelsen), er problemet løst. Men er det her ud over nødvendigt at anvende et væsentligt antal faste menige, så gælder det om at koncentrere dem i så få enheder som muligt, (f. eks. een fodfolksbataillon i APC pr. landsdel), således at der (til friskning af mobiliseringsenhedeme) bliver flest mulige rent værnepligtige enheder af den samme type. 
 
Kim efter dette mønster kan en effektiv „vedligeholdelse“ af mobiliseringsenhederne sikres. Selv forholdene idag viser dette tydeligt nok. Men spørgsmålet er nu, om man også ved denne fremgangsmåde tilgodeser dækningsstyrkens behov?
 
Hvis man forestiller sig alle kampvognsenheder*), APC-enheder*), raketenheder og visse telegrafenheder og der ud over f. eks. een fodfolksbataillon*) pr. landsdel (som blev særligt samarbejdet med APC-enhederne) formeret helt med fast mandskab, synes dette at betyde en væsentlig styrkelse af dækningsstyrken. Det springende punkt er så, om de resterende (konventionelle) enheder i dæknings styrken, som nu stort set må formeres med rent værnepligtigt personel, kan blive af en tilfredsstillende kvalitet, nemlig fodfolksbataillonerne, det konventionelle artilleri, ingeniørenhederne, visse telegrafenheder og trainenhe- derne. I disse værnepligtige enheder savnes jo på denne måde den „hårde kerne“ af faste menige, som ellers nok kunne være attråværdig. Men her er det, de menige til frivillig korttidstjeneste kommer ind i billedet. De skal jo også udnyttes, og det kan netop med god effekt ske ved, at de beklæder nøglefunktionerne i de værnepligtige enheder.
 
De beredskabsmæssige konsekvenser af tjenestetidsnedsættelsen belyses iøv- rigt bedst ved et lille regnestykke:
— Det forudsættes, at den nugældende ordning giver f. eks. 12000 værnepligtige menige årligt, som forretter 12 måneders tjeneste i dækningsstyrken = 12000 X 12 = 144000 „mandmåneder“ årligt i dækningsstyrken. Dette skal altså fastholdes.
 
—- Efter det officielt foreliggende forudsætter man ved en tjenestetidsnedsættelse til 12 måneder, at denne kompenseres ved et tilskud af faste menige på 1/3 af den stående mandskabsstyrke, in casu 4000 faste menige. Herefter ser regnestykket således ud:
 
12000 værnepligtige menige i 8 md.r  96000 mandmdr. 
 
4000 faste menige i 12 mdr. 48000 mandmdr.
 
ialt 144000 mandmdr.
 
Heraf fremgår, at en forudsætning for beredskabets opretholdelse er, at det værnepligtige mandskab — som nu — indtræder i dækningsstyrken efter 4 måneders rekrutuddannelse, således at tjenesten i dækningsstyrken andrager 8 måneder. 
 
Det er de forhold, vi har idag i artilleriet med underafdelingsvis udskiftning i dækningsstyrken efter 4 måneders rekrutuddannelse. Hvis de øvrige våbenarier fastholder status quo, vil PE-systemets videreførelse under 12 måneders tjenestetid her være karakteriseret ved, at mens man nu må udskifte 1/6 af styrken (f. eks. 20 mand pr. underafdeling) hver 2. måned, må man under 12 måneders tjenestetid udskifte % (30 mand pr. underafdeling) hver 2. måned. Herved
Værnepligt 31 falder gennemsnitsalderen i dækningsstyrken fra 9 til 7 måneder, og det ældste hold i dækningsstyrken vil være 4 måneder yngre end i dag. Det er klart, at dette betyder en uddannelsesmæssig og beredskabsmæssig forringelse af de værnepligtige enheder i forhold til i dag. 
 
Ganske vist kommer de menige til frivillig korttidstjeneste her ind i billedet igen, idet de ved deres tilstedeværelse atter vil hæve gennemsnitsalderen i dækningsstyrken. Denne personelkategori repræsenterer imidlertid i denne sammenhæng en ganske „ubekendt størrelse“, som det næppe er rimeligt at tage med i dette regnskab. De organisatoriske særtræk ved henholdsvis separate og blandede enheder kan nu sammenfattes således: 
 
— Faste enheder vil efter ovennævn- se mønster kunne tilføre dækningsstyrken ©t slagkraftigt og effektivt nanøvreelement, som vil overgå det i dag eksisterende. Dette sker på bekostning af en forringelse af dækningsstyrkens værnepligtige enheder og dermed også af mobiliseringsenhederne.
 
— Blandede enheder vil betyde en generel forringelse af mobiliseringsenhederne på grund af manglende fornyelse i nøglefunktionerne. Ingen konsekvenser for dækningsstyrken.

Begge muligheder ses således at ville medføre en forringelse af mobiliseringsenhederne. En intensiveret genindkaldelsesvirksomhed vil kun delvis råde bod herpå, men den vil være nødvendig. 

Afgørende for den endelige konklusion bliver nu hensynet til dækningsstyrken, og dette er igen et spørgsmål om, hvor vidt den samlede virkning af de to nævnte (modsat rettede) konsekvenser af separate, faste enheder kan anses for positiv eller negativ, altså om styrkelsen af manøvreelementerne opvejer svækkelsen af den øvrige dækningsstyrke ? 

Et helt sikkert svar på dette spørgsmål synes vanskeligt at finde, derfor vælges lier følgende —

Konklusion: En udvidet anvendelse af faste menige i stort tal vil under alle omstændigheder bevirke en forringelse af mobiliseringsenhederne og derfor som afbødende foranstaltning et krav om intensiveret genindkaldelsesvirksomhed. De faste menige indebærer ved en helhedsvurdering ingen klare, organisatoriske fordele. Status quo (16 måneders tjenestetid) bør derfor fastholdes. 

VI
Formål E (dansk mentalitet, tradition og psyke). Rent logisk skulle man af konklusionen i formål B kunne slutte, at en ordning, hvorved en sammenblanding af det faste og det værnepligtige mandskab undgås, vil sikre størst tilfredshed for mandskabet og dermed mest ro. Det er dog nok nødvendigt at gå lidt nærmere ind på spørgsmålet.
Her må skelnes mellem „indre“ (tjenstlig) og „ydre“ (offentlig) ro. Det er klart, jfr. analysen af formål B, at den „indre “ ro sikres bedst, når de to grupper af menige formeres i separate enheder.
 
Umiddelbart vil en sådan fremgangsmåde imidlertid give anledning til bekymring for den „ydre“ ro, idet tankerne ledes hen på begreber som „hvervede hære“, „lejetropper“, „landsknægte“ etc. Disse begreber for- lenes ofte med forestillinger om en hård, brutal tjenesteform og uden for tjenesten et sandt røverliv med druk og kvinderov og andre forlystelser som almindelige foreteelser. Ingen kan vist sige sig fri for mere eller mindre instinktive følelser i denne retning, og vi rører måske her ved det mest ømme punkt og den mest alvorlige betænkelighed, som kan næres i forbindelse med formeringen af det faste mandskab i særlige enheder. 
 
Det er en kendsgerning, at man nærer en indgroet skepsis og ængstelse for, hvordan det skal gå med enheder med udelukkende fast mandskab („disse horder“). Men se i selve denne kendsgerning (frygten) ligger jo en eklatant erkendelse af, at fast og værnepligtigt mandskab er to væsensforskellige ting! Og man kan jo ikke tro, at man ved at blande et antal værnepligtige imellem de faste, får disse sidste til at ændre væsen. Snarere bliver det de faste, som kommer til at påvirke de værnepligtige.'
 
Ved nærmere eftertanke må det endvidere erkendes, at såfremt hæren skal rumme et kontingent af 4—6000 faste menige, så vil disse nok under alle omstændigheder i visse enheder være så talrige, at de dermed er toneangivende. Det betyder, at de problemer vedrørende den „ydre“ ro og sikkerhed, som der her er tale om, under tdle omstændigheder vil være til stede i hvert fald i visse enheder. 
 
Det afgørende argument må derfor være dette: Under hvilken form vil man bedst kunne kontrollere og beherske disse problemer, i de rent faste enheder eller i de blandede enheder (domineret af fast mandskab)? Eftersom de særlige virkemidler I psykologiskt og disciplinært) over for det faste, frivillige mandskab, jfr. analysen af formål B, kim kan bringes i effektiv anvendelse, når man har dette mandskab alene, d. v. s. i separate enheder, synes dette for så vidt at være den bedste løsning. Men denne sag har også en helt anden side. 
Værnepligtstraditionen og den idé og etik, som ligger bag værnepligtsbegrebet, er i god harmoni med dansk mentalitet og grundsyn. Dette er en national styrke, som også manifesterer sig i Hjemmeværnet, og som vi skal værne om. Den professionelle soldat som begreb er et fremmedlegeme i dansk fo- lestillingsverden, og ligesom der kan spores en almindelig dansk uvilje mod
:t3 professionalisme i idræt og sport, således vil der måske være en mere eller mindre bevidst følelsesmæssig uvilje mod den professionelle soldat.
 
I givet fald må vi derfor holde os lo ting for øje, nemlig at finde udvej for at bane vejen for den professionelle soldat, samtidig med at vi bevarer og plejer værnepligtsmentaliteten i folkets bevidsthed.
 
Det er ikke logisk at tro, at disse to forskellige formål begge tilgodeses, ved at man integrerer de to begreber i hinanden (blandede enheder).
 
Der er tale om to modsætninger. Værnepligtstraditionerne og hvad dertil hører (også soldaterforeningstraditionerne) er enhedstraditioner. De kan kun dyrkes og vedligeholdes i rent værnepligtige enheder. 
 
Den professionelle soldat er en ny- r-kabning. Der skal bygges en helt ny verden og helt nye traditioner op omkring ham. 
 
Disse traditioner skal også være enhedstraditioner, og derfor må ban — som den værnepligtige — have sin egen enhed.
 
Konklusion: En placering af det faste og det værnepligtige mandskab i separate enheder giver de bedste betingelser for at sikre ro såvel offentligt som i tjenesten, ligesom en sådan fremgangsmåde tager størst hensyn til dansk mentalitet og tradition.
 
VII
Der er nu udviklet flg. konklusioner:
 
A. Alle muligheder for udnyttelse af fast og frivilligt mandskab i hæren sikres ved to tjenesteformer: — Frivillig langtidstjeneste i 4 —12 år. — Frivillig korttidstjeneste i 4 —12 måneder. Kun mandskab på langtidskontrakt falder ind under begrebet „faste menige“.
 
B. De mest tilfredsstillende tjenestevilkår for det faste og det værnepligtige mandskab opnås, når disse formeres i separate enlieder.
 
C. Kvaliteten af funktions- og enhedsuddannelsen vil være: Værnepligtig enhed —• god, blandet enhed — god (bedre), fast enhed — bedst. Faste enheder muliggør 75 % besparelse i de respektive rekrutenheder. Civilundervisningens problemer kræver afklaring.
 
D. En udvidet anvendelse af faste menige i stort tal vil under alle omstændigheder bevirke en forringelse af mobiliseringsenhederne og derfor et krav om intensiveret genindkaldelsesvirksomhed. Status quo (16 måneders tjenestetid) bør derfor fastholdes.
 
E. En placering af det værnepligtige og det faste manskab i separate enheder giver de bedste betingelser for at sikre ro såvel offent
ligt som i tjenesten, ligesom en sådan fremgangsmåde tager størst hensyn til dansk mentalitet og tradition.
 
Disse fem konklusioner kan integreres i følgende sammenfattende konklusion : En udvidet anvendelse af faste menige i stort tal frembyder ingen klar forøgelse af hærens samlede styrke og værdi. Det bevirker derimod en generel forringelse af mobiliseringsenhederne med deraf følgende krav om intensiveret genindkaldelsesvirksomhed. Militært set bør man derfor fastholde nuværende 16 måneders tjenestetid. Hvis det dog — som en politisk „nødvendighed“ — kommer til en tjenestetidsnedsættelse, er det vigtigt både for helhedens og mandskabets tarv, at de faste menige samles og formeres i særlige enheder.
 
— o — 
 
Det er bevidst, at der i dette forsøg på at anskue problemerne ved en eventuel overgang til udvidet anvendelse af fast mandskab overhovedet ikke er skelet til udenlandske fremgangsmåder og erfaringer. Emnet bærer i sig så mange momenter, som berører hele den folkelige og nationale baggrund. Problemerne farves let af anskuerens indstilling til historie, tradition og politik, ligesom argumenterne let bliver følelses- og in- slinktbetonede. 
 
Det samme har formentlig gjort sig gældende, när andre nationer liar taget stilling til det samme spørgsmål, og derfor skal man være varsom med at plagiere. Der tænkes her mere på lande som Tyskland og Belgien end på stormagterne (England, Frankrig, USA), idet stormagternes metoder ofte er bestemt af hensyn, som er helt irrelevante i vor situation.
 
E. Sverre Hansen
 
 
Ovenstående artikel, sammenholdt med Oberst Laivaetz’ artikel „Overbetalte soldater“ i oktobernummeret og Kaptajn Stubbe Teglbjærgs „Tanker om tjenestetid og mobilisering“ i decembernummeret, har fået redaktionen til at anstille følgende betragtning:
 
Bliver vi påtvunget faste folk, må vi ifølge Kaptajn Sverre Hansen holde dem i enheder for sig. Disse enheder vil ifølge Oberst Lawaetz være af tvivlsom værdi, da de består af „overbetalte soldater“ (lav moral). Rene værnepligtsenheder, med 12 mdr.s tjenestetid tæller ikke — eller kun meget lidt — i beredskabet (som man dog ønsker bevaret), og de vil ifølge kaptajn Stubbe Teglbjærg heller ikke kunne gøre sig gældende ved mobilisering (uddannelsen for ringe, for lidt rodfæstet, for hurtigt glemt).
 
Fagfolks råd behøver man naturligvis ikke at lytte efter. Fagfolk kan man diktere hvadsomhelst, også det umulige. Men mon vore folkevalgte repræsentanter dog ikke alligmel gjorde klogest i at bide i det sure æble og fremdeles basere sig på den almindelige værnepligt med mindst 16 måneders tjenestetid — og så gøre noget for „at gøre det indlysende“ både for befolkningen i almindelighed og for de værnepligtige i særdeleshed, at så lang tjenestetid er nødvendig.
 
Red.
 
 

Litteraturliste

Del: