Kommentar til major C. Hvidts vurdering af værnsbalancen

Oberstløjtnant O. P. Olsen, sektionschef i Hærstaben, tidligere bl.a. lærer i ingeniørtjeneste ved Forsvarsakademiet, har sendt følgende:
 
I sin artikel i dette tidsskrifts december-nummer »Værnsbalancen - en vurdering« hævder major Hvidt, at væmsbalancen bør forskydes til fordel for flyvevåbnet, således at dette værn bliver dimensionerende på bekostning af hæren og søværnet.
Jeg vil ikke gå ind i en nærmere polemik omkring væmsbalancen på baggrund af artiklen. En vurdering af væmsbalancen kræver efter min mening en langt mere omfattende analyse og objektiv behandling, end den af major Hvidt gennemførte, og en vurdering kan næppe gennemføres - hvis den skal have nogen reel interesse og værdi - uden at medtage klassificeret materiale. Major Hvidts argumentation og vurdering baserer sig imidlertid primært på en misforståelse og følges op af postulater, som ikke bør have lov at stå uimodsagt.
Lad mig indledningsvis understrege, at jeg finder, at flyvevåbnet er absolut nødvendigt for det samlede forsvar, ingen tvivl om det, og jeg vil på ingen måde nedgøre dets betydning - men ønsker alene at gøre op med den fremførte argumentation og noget letkøbte konklusion.
Tilbage til major Hvidts artikel. Eksterne forstærkninger indtager en central plads i majorens argumentation. Lad mig trække et par typiske passager frem. På side 346 hedder det, »Nationens beståen er direkte afhængig af, at disse forstærkninger kan modtages og bringes i anvendelse fra danske flyvestationer og øvrige danske baseområder«, og på side 347 »Uden et stærkt Flyvevåben vil forudsætningerne om modtagelse af forstærkninger ikke kunne holde, og Danmark vil i realiteten blive blotlagt«.
Det er rigtigt, at eksterne forstærkninger spiller en vigtig rolle for gennemførelsen af det landmilitære forsvar. Men major Hvidt gør sig skyldig i den misforståelse, at det landmilitære forsvar i hovedsagen kan baseres på de eksterne forstærkninger, og såfremt operationsbaser og øvrige modtagefaciliteter kan sikres i et antal døgn, vil det landmilitære forsvar kunne gennemføres af de udenlandske forstærkninger. Det er en fatal misforståelse, som må manes i jorden. Indsættelsen af eksterne forstærkninger forudsætter helt afgjort, at der eksisterer et effektivt, »internt« dansk landmilitært forsvar, der kan modtage og udnytte forstærkningerne. Eksterne forstærkninger er således et supplement til det landmilitære forsvar, som kan - som benævnelsen i øvrigt siger - forstærke dette og sammen med dette videreføre kampen. Men det tager tid før eksterne forstærkninger kan tilgå, og før de kan påregnes at være kampklare. Det drejer sig jo ikke blot om overførsel af personel, men om betydelige mængder tungt materiel. Har det landmilitære forsvar ikke en sådan styrke, at det alene kan modstå fjenden i de første dage - måske ugers - kamp, er der ganske enkelt ikke grundlag for at indsætte og anvende eksterne forstærkninger. Det landmilitære forsvar må således være dimensioneret til at løse de landmilitære opgaver - de eksterne forstærkninger er og bliver et supplement - men et vigtigt supplement - som kan give egne styrker mulighed for også gennem længere tid at modstå fjendens pres. Men det ture være indlysende, at »udlandet« kun vil sende forstærkninger til et område, såfremt de nødvendige landmilitære forudsætninger er til stede, og der derfor er en rimelig udsigt til succes. Også »udlandet« må analysere og vurdere anvendelsen af deres ressourcer og sætte dem ind der, hvor udsigten til gevinst er størst. Der er tale om særlige enheder, der koster dyrt i uddannelse, materiel, drift, specialudrust- ning, midler til overførsel m.v. Deres opstilling og drift er langt mere ressourcekrævende, end det tilsvarende er at opstille og udnytte danske enheder af samme størrelse og kampkraft.
Når denne misforståelse er sat på plads, finder jeg i realiteten at resten af major Hvidts argumentation - der hovedsageligt bygger på misforståelsen - falder til jorden som et korthus. Jeg vil dog ikke undlade at gøre opmærksom på et andet postulat, der i artiklen på side 347 bliver afleveret i følgende indpakning »Med mit kendskab til betydningen af »air power« i de seneste aktuelle konflikter (læs Mellemøsten), samt gængse operations-analytiske studier og effektvurderinger, er der ingen tvivl om, at Flyvevåbnet nødvendigvis må være den dimensionerende faktor, også selv om dette sker på Hærens og Søværnets bekostning«. Hvad gemmer der sig egentlig i en sådan svada? Hvor er argumentationen? Det må være op til den enkelte læser selv at udlægge det -- det har jeg gjort. Der er ingen, der vil benægte at »air power« har stor betydning og også havde det i de sidste krige i Mellemøsten. Men det var der så sandelig mange andre ting, der også havde! Men fokuserer man alene på den rolle flyvevåbnene spillede og ser på krigen i 1973, var et af de meget overraskende resultater vel netop, at det lykkedes ægypterne - på trods af det berømte israelske flyvevåben - at gennemføre en storstilet overgangsoperation over Suez-kanalen med etablering og opretholdelse af mere end 10 brosteder og 50 færgeforbindelser alene under dække af SAM-raketter og uden, at iraelske fly kunne gribe afgørende ind. Det var vel egentlig det, der startede og senere har givet diskussion om fly kontra raketter næring.
Ser vi længere tilbage på krigen i 1967, var det mest opsigtsvækkende vel, at det her lykkedes det israelske flyvevåben så godt som at udslette det ægyptiske, mens dette endnu var på jorden. Det sidste fortæller naturligvis noget om et effektivt flyvevåbens betydning, men også noget om et flyvevåbens sårbarhed.
Og skal man være objektiv, Major Hvidt, kan man ikke nøjes med ensidigt at fremhæve et værns - in casu flyvevåbnets - stærke sider, men må retfærdigvis også i vurderingen medtage dets karakteristiske svagheder. Både sårbarheden - over for nær- og fjernangreb - når flyene er på jorden og flyenes afhængighed af startbaner og disses sårbarhed. Hvis alle aspekter medtages, er konklusionen nok ikke så enkel!
 
O. P. Olsen.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: 

PDF icon

militaert_tidskrift_108_aargang_jan.pdf

Litteraturliste

Del: