Kommentar til artiklen: Danske Sneleoparder i Bosnien

Denne artikel ment som en kommentar til artiklen Danske Sneleoparder i Bosnien skrevet af Ph.d. studerende Robert Petersen i Militært Tidsskrift nummer 1 – Marts 2010, 139.årgang.
Denne kommentar er baseret på mit historiespeciale omhandlede DANSQN – den danske kampvogneskadron i Bosnien, 1993-1995. Specialet bygger på 19 interviews med danske FN soldater og 10 interviews med prominente politikere og militærpersoner, samt journalister i området, der dækkede sikkerhedszonen Tuzla. Derudover er der brugt en række andre kilder i form af dagbøger, tv dagbøger, reportager, avisartikler, tidsskriftartikler og bøger. Formålet med specialet var at beskrive DANSQNs deltagelse i den fredsbevarende mission i Bosnien i perioden fra oktober 1993 – december 1995.

Kilde: forsvaret.dk En Leopard 1 kampvogn - den gang blev de kaldt sneleoparder - ved Tusla i Bosnien.

Den konkrete problemformulering lød: ”Der foretages en undersøgelse af forløbet af DANSQN’s mission i Bosnien i perioden oktober 1993 – december 1995. Herunder undersøges det, hvad formålet med missionen var, og hvordan den danske FN-styrke udførte sine opgaver i forhold til de stridende parter og i forhold til FN-mandatet og konceptet om Sikkerhedszonerne. Desuden foretages der en vurdering af resultater og konsekvenser af missionen.”

Som ovenfor nævnt var formålet med specialet at rekonstruere historien om DANSQNs mission i Bosnien. Oberst Lars Møller har skrevet Operation Bøllebank, men denne bog er en subjektiv fortælling om Lars Møllers og hold 2’s mission i Bosnien. Specialet om DANSQN beskriver alle fem holds mission og inddrager et bredt spektrum af kilder, herunder lokale bosniske kilder. Det sidste er noget nyt i forskningen vedrørende Danmarks FN deltagelse i Bosnien.

Nu når mit speciale er præsenteret så vil jeg vende tilbage til artiklen om de Danske Sne-leoparder i Bosnien. Artiklen understreger på udmærket vis især forsvarschefens Lyngs rolle i ideen bag og selve udsendelsen af kampvogne og desuden behandler den beslutningspro-cessen bag udsendelsen.

Mens jeg er helt enig i de i den forbindelse fremsatte betragtninger, har jeg et antal ind-vendinger vedrørende artiklens vurderinger og konklusioner i forbindelse med Operation Bøllebank og sammenligningen mellem sikkerhedszonen Tuzla og sikkerhedszonen Srebrenica.

Operation Bøllebank

Jeg er også lang hen ad vejen enig i artiklens vurdering af Operation Bøllebank. Jeg konklude-rer selv i mit speciale at denne operation, samt andre bidrog til at formindske angrebene på FN soldaterne. Angreb på FN styrker, var hverdagskost i Bosnien. NORDBAT 2’ svenske enheder blev ofte beskudt op til kampvognenes ankomst, og DANSQN’s fortrop blev flere gange beskudt inden kampvognenes ankomst (25.februar 1994). De interviewede danske soldater fra alle hold og de svenske soldater giver udtryk for, at kampvognene var med til at øge sikkerheden for de svenske soldater og dæmpe kamphandlingerne. De følgende to citater viser de svenske soldaters vurdering af DANSQN: ”Kampvognene var bataljonens trumf, esset i ærmet. De var garant for respekt og slagkraft.” ”Med pansermandskabsvogne kan man udrette meget, men sommetider har man brug for kampvogne. NORDBAT’s soldater kom under beskydning ved mange tilfælde, og incidenterne løber op til over et hundrede. Beskydning udførtes af både håndvåben og andre våben og med brug af adskillelige slags granater. Man var ikke kom-met for at føre krig, men risikoen for at ende i kamp havde været meget større uden Leopardernes afskrækkende indvirkning.” Beskydningerne af FN tropper kulminerer med Operation Bøllebank, og der kan på baggrund af interviews med de danske soldater konkluderes, at operationen fik formindsket angrebene derefter og skabte respekt for FN soldaterne. J.C. Jensen, der var kaptajn på hold 2, skulle notere angreb og melde dem videre i FN systemet, og han noterede sig at antallet af angreb faldt markant efter operationen. Det er også vigtig at nævne, at udover den øgende sikkerhed for de svenske soldater, så havde kampvognene afgørende indvirkning på muligheden for at åbne humanitære ruter og beskytte de humanitære konvojer. De humanitære konvojer var ynglingsmål for fulde serbiske soldater eller for de militsledere, der ville berige sig på humanitærhjælpen. Kampvognenes tilstedeværelse gjorde det mere farefuldt for serberne at beskyde konvojerne, samt umuligt for militslederne at plyndre dem.

Robert Petersens vurdering af Operation Bøllebanks betydning for forsvarets selvforstå-else synes ligeledes korrekt. Forsvaret havde i en lang periode forud ikke spillet en afgørende rolle i det danske samfund og under den Kolde krig var det militære forsvar af landet ikke Danmarks foretrukne udenrigs- og sikkerhedspolitiske option. Med den Kolde krigs afslutning og begyndelsen på den aktivistiske udenrigspolitik, kom forsvaret til at spille en mere fremtrædende rolle i dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Operation Bøllebank var en bekræftelse af, at det danske forsvars soldater kunne løse militære opgaver og samtidig var det både signal til politikkerne og omverdenen om, at Danmark havde et effektivt forsvar. Ope-rationens popularitet var enorm både i de danske og udenlandske medier, men også i politi-ske og diplomatiske kredse. I sin bog På skansen skriver den tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup følgende om episoden, og den opmærksomhed den fik:”I en situation, hvor FN blev ydmyget af serberne gang på gang, var historien et lyspunkt og Danmark kom på forsiden af International Herald Tribune under overskriften ”When the mouse ate the cat”. Hans Hækkerup skriver yderligere, at den danske argumentation for at de styrker, som skulle indsættes i Bosnien, skulle have et robust mandat blev noteret i udlandet, og at der på gangen udenfor USA’s forsvarsministers kontor i lang tid hang et billede af de danske kampvogne i Bosnien. Et robust mandat og en styrke som DANSQN, der både var i stand til og ville besvare ilden, var i overensstemmelse med den amerikanske politik i forbindelse med Bosnien. Flere andre kilder vurderer ligeledes, at Operation Bøllebank var med til at skyde 1864-syndromet i sænk og at forsvaret var efterfølgende blevet mere selvsikkert. Denne selvsikkerhed blev kun styrket ved at den amerikanske NATO ambassadør udtalte i 1994, at DANSQN var model for hele opbygningen af IFOR, og i 1997 udtalte FNs vicegeneralsekretær at de svært bevæbnede fredsbevarende FN missioner som IFOR i Bosnien var kommet for at blive, hvilket man kunne takke Danmarks beslutning om at udsende kampvogne for.
På anden side er jeg lidt skeptisk overfor to vurderinger. For det første vurderer Robert Petersen sidst på s.22 i artiklen, at Operation Bøllebank fik serberne til at tænke sig om, og at de fravalgte at løbe samme risiko igen, samt at kampvognene forrykkede den lokale magtba-lance. Selvom der var klar fald i angrebet på svenske FN soldater efter kampvognenes ankomst og efter Operationen Bøllebank, så skal dog nævnes Operation Amanda som fandt sted efter Operation Bøllebank. Operation Amanda er betegnelsen for det tredje større sammenstød mellem DANSQN og serbiske styrker. Hold 2 havde sammenstød med serbiske styrker ved Gradacac den 4. april 1994 og senere i forbindelse med Operation Bøllebank den 29. april 1994. Det tredje sammenstød skete den 26.10.1994 og denne skete i forbindelse med oprettelsen af en svensk observeringspost S01. Sammenstødet skete samme sted, som det første sammenstød mellem DANSQN og de serbiske styrker den 4. april 1994. Oprettelsen af observeringsposten måtte opgives, da de svenske og danske enheder blev udsat for beskydning. DANSQN besvarede ilden, men måtte efterfølgende trække sig tilbage på grund af artilleribeskydningen, manglende luftstøtte og serbiske trussel om beskydningen af Tuzla. Serberne forblev også aktive fra bjerget Vis, som udgjorde de serbiske stillinger under Opera-tion Bøllebank. Fx så bombede NATO serbiske stillinger på bjerget Vis i september 1995, som følge af serbiske beskydninger af lufthavnen i Tuzla. Sammenstødene viser, at serberne var villige til konfrontation også efter Operation Bøllebank, hvilket står i kontrast til konklusionen i Danske Sneleoparder i Bosnien. Så selvom man må konkludere, at angrebet på FN styrkerne blev formindsket, så betød det ikke at FN styrkerne kunne få lov til at gøre alt det, som de i princippet var berettiget til i forbindelse med konceptet om sikkerhedszonerne. Hvis serberne ville, så satte de begrænsninger for FN styrken uanset om kampvognene var der eller ej. Operation Amanda har ikke fået ligeså meget plads i pressen som Operation Bøllebank, men den illustrerede udmærket to ting. For det første viste operationen, at kamvogne var vigtige som beskyttelse for let bevæbnende FN styrker, men den viser også at FN styrkerne ikke kunne udføre operationerne som fx oprettelse af observationsposter, som var i overens-stemmelse med mandatet og konceptet bag sikkerhedszonerne, uden luftstøtten. Postulatet om at den lokale magtbalance blev forrykket på grund af kampvognene hænger sammen med sammenligningen mellem Srebrenica og Tuzla, hvilket jeg kommenterer i afsnittet Sammenligningen mellem Tuzla og Srebrenica. 

Desuden må jeg stille mig kritisk overfor postulatet om, at den aktive danske udenrigspolitik kunne bære eller briste med Operation Bøllebank. Jeg er helt enig i, at dræbte danske soldater og ødelagte kampvogne ville have skabt debat i Danmark, men der skal huskes at skylden altid kunne placeres ved FN. Jeg tror, at man skal se hele indsatsen på Balkan som en styrkelse af den aktivistiske danske udenrigspolitik. Som belæg for denne påstand kan jeg nævne, at lidt over et år efter Operation Bøllebank, oplevede Danmark både tab og en mislykket mission i Kroatien. Den kroatiske hærs offensiv Storm i Krajina i august 1995 betød en brat afslutning på DANBATs mission og samtidig blev flere danske soldater dræbt under angrebet. Faktisk opstod der situationer hvor de danske soldater blev brugt som skjolde under kampene. Dette medførte ikke formindsket ønske i Danmark om deltagelse i den ef-terfølgende NATO operation i Bosnien. Dette skyldes, at skylden kunne placeres hos FN. Både de danske medier og forsvaret var gode til at understrege, at FN tropperne var hjælpeløse uden luftstøtten. Dette er afgørende at huske; altså at det var luftstøtten, der var sikker-hedszonernes garant og ikke FN styrkerne i sikkerhedszonerne.

Der er også vigtig at huske, at ingen af sammenstødene mellem DANSQN og de serbiske styrker handler om afværgelse eller afskrækkelse af angreb på sikkerhedszonen Tuzla. Til forskel for sikkerhedszonerne i Østbosnien, så var Tuzlas eksistens aldrig for alvor truet under krigen.

Sammenligning mellem Tuzla og Srebrenica

I Danske Sneleoparder i Bosnien er der en række sammenligninger mellem sikkerhedszonerne Tuzla og Srebrenica. Forfatteren til artiklen drager blandt andet den konklusion, at Operation Bøllebank og de danske kampvogne var med til at sikre, at indbyggerne i sikkerhedszonen Tuzla kunne leve i relativ sikkerhed, og at kamvogne var med til at afskrække serbiske angreb på sikkerhedszonen Tuzla. Dermed undgik Tuzla den samme skæbne som Srebrenica.
Der er række ting, der taler imod en direkte sammenligning mellem Tuzla og Srebrenica:
Det første argument bygger på selve konceptet om sikkerhedszonerne. Det er en misforståelse, hvis det menes, at garanten for sikkerhedszonerne var de FN styrker, der udstatione-ret i zonerne. FN styrkerne havde mandat til at afskrække et angreb på sikkerhedszonen, men FN havde brug for 34.000 soldater, hvis zonerne skulle være sikre. Ingen af medlemslandene ville stille med det fornødne antal soldater. Alternativet blev generalsekretærens ”lette option” med det minimale troppebehov på 7.600 soldater. Denne option kunne ikke i sig selv garantere forsvaret af sikkerhedszonerne. Hele ideen/taktikken byggede på truslen om flyangreb, som skulle udføres af NATO, mod en potentiel angriber. Tilgangen var foretrukken, da den øgede chancen for, at medlemslandene ville stille med mandskab og udstyr, samt at det ville ske hurtigt. Med resolution 844 af den 18. juni 1993 autoriserede sikkerhedsrådet forstærkningen af UNPROFOR med yderligere 7.600 soldater og brugen af luftmagt blev slået fast i og rundt om de udråbte sikkerhedszoner. Det viste sig senere under krigen, at både FN’s generalsekretærs repræsentant i Bosnien, Yasushi Akashi og NATO-lande som England og Frankrig var meget tilbageholdende med at lade NATO slå til. Blandt andet frygtede de for deres egne styrkers sikkerhed, f.eks. at de kunne blive taget som gidsler af serberne. Konceptet om sikkerhedszonerne blev for alvor antastet af serberne i april 1994, hvor de angreb sikkerhedszonen Gorazde i Østbosnien. NATO indledte angreb fra luften på de serbiske stillinger ved Gorazde, men de viste sig at have en begrænset effekt, især da serber-ne tog UNPROFOR soldater som gidsler, og brugte dem som skjolde. Serberne opgav dog yderligere angreb på zonen. Frem til sommer 1995 blev sikkerhedszonerne opretholdt, men i sommer 1995 erobrede serberne to af sikkerhedszonerne – Srebrenica og Zepa. Dette betød den endelige fallit for konceptet om sikkerhedszonerne. I august 1995 sluttede UNPROFOR’s mission i Kroatien ved, at kroaterne pressede serberne ud af Krajina. Efteråret 1995 i Bosnien var karakteriseret af NATO’s luftkampagne (Operation Deliberate Force) mod serberne, samt en bosniakisk-kroatisk offensiv. Denne gang var NATO’s luftkampagne mere effektiv, da den ramte serbiske stillinger i hele Bosnien og ikke kun dem ved sikkerhedszonerne, samtidig indsatte man RRF (Rapid Reaction Force), som var en tungt bevæbnet britisk-fransk-hollandsk styrke, der skulle støtte og yde beskyttelse til de let bevæbnede FN styrker ved Sarajevo. Den militære situation, samt det amerikanske pres på parterne resulterede i Dayton fredsaftalen i december 1995, som samtidig også betød afslutningen på UNPROFOR’s mission i Bosnien.

Ovenfornævnte viser at det ikke var FN styrkerne i sikkerhedszonerne, der skulle eller kunne sikre zonerne. Luftstøtten var afgørende og den var ikke altid tilgængelig, som fx Operation Amanda viser. Manglende luftstøtte var med til at undergrave konceptet om sikker-hedszonerne og med til at opfordre både serberne, bosniakkerne og kroaterne til at ignorere sikkerhedszonerne og foretage offensive handlinger.

Det andet modargument handler om de to sikkerhedszoners geografiske størrelse, posi-tion, samt den militære og politiske kontekst. Srebrenica havde 43.000 bosniakker (byens indbyggere og flygtninge), byens milits havde afgivet tunge våben til FN og byen var isoleret fra resten af det bosniakisk dominerede Bosnien i sommer 1995. Der var stationeret 150 hollandske FN soldater, der skulle afskrække angreb på zonen. I sikkerhedszonen Tuzla havde selve byen  200.000 indbygger (med flygtninge), og i hele NORDBAT 2’s område var der 750.000 mennesker. Her havde bosniakkerne ikke afgivet deres tunge våben og et af deres største hærkorps var stationeret der. I 1993 talte det 2. Korps 77.000 mænd. Derudover var Tuzla efter slutningen på krigen mellem kroaterne og bosniakkerne ikke afskåret fra resten af det bosniakisk dominerede Bosnien. Serberne skulle altså mobilisere en enorm styrke for at indtage sikkerhedszonen Tuzla; meget større end den de skulle bruge ved angrebet på de isolerede enklaver i Østbosnien. Selv hvis de ville og kunne, hvad skulle de så stille op med 750.000 mennesker. På anden siden, hvis serberne havde mobiliseret en styrke, der var stor nok til at indtage sikkerhedszonen Tuzla, kunne de 11 kampvogne næppe stille meget op. Nord for Tuzla havde serberne flere hundrede kampvogne, og selvom Leopard 1 var overlegen i forhold til T-55 og T-72, så var oddsene stadigvæk ikke på FN’side, Når dette er sagt, så skal der også huskes, at zonen ikke var så sikker som artiklen De danske sneleoparder i Bosnien vil gerne fremstille den. Fx kom lufthavnen i Tuzla aldrig for alvor i brug, selvom det var meningen, at den skulle bruges til humanitære formål, da serberne frygtede, at lufthavnen i Tuzla ville blive brugt til våbenleverancer til bosniakkerne. Der en række andre eksampler, der viser, at zonen ikke var så sikker, og det er fx serbiske artilleriangreb på Tuzla i sommeren 1995, dvs. et år efter Operation Bøllebank, hvor 71 unge mennesker mister livet. Der også en række andre eksempler, hvor mindre byer og flygtningelejre bliver bombet af serberne uden at NORDBAT2 kunne stille noget op. Det skyldes igen FN’s manglende vilje til at anvende flystøtte, men det understreger også, at zonen var ikke så sikker alligevel. Der skal også hu-skes, at NORDBAT2’s betydning for zonens sikkerhed formindskedes i takt med, at hold 4 og 5’s bevægelsesfrihed stærk begrænsedes af den bosniske hærs 2. Korps og i takt med at den kroatisk-bosniakkiske krig stoppede i 1993, og at den bosniske hær bliver styrket af våbenleverancer igennem Kroatien.

Konceptet vedrørende sikkerhedszonerne og sikkerhedzonerne Tuzlas og Srebrenicas geografiske størrelse, placering og deres militære og politiske kontekst er med til undergrave postulatet, om at kampvogne var med til at forrykke militærbalancen i området. Jeg er helt enig i, at oprettelsen af sikkerhedszonerne var med til at forrykke magtbalancen og da sikkerhedsrådet udråbte Srebrenica, Zepa, Gorazde, Sarajevo, Tuzla og Bihac til sikkerhedszoner, så forhindrede man derved serbernes sejr i Bosnien. Da de seks byer blev udråbt til sikkerhedszoner, kontrollerede de bosnisk serbiske styrker over 70% af Bosnien-Hercegovina, og desuden var de to fjender kroaterne og bosniakkerne i krig mod hinanden. Oprettelsen af sikkerhedszonerne gav bosniakkerne det fornødne pusterum, så de kunne opruste deres hær, og dette var serberne klar over. Dette blev serberne kun bekræftet i ved gennem oplevelsen af, at bosniakkerne indledte angreb på serbiske stillinger fra sikkerhedszonerne. Serbernes opfattelse af UNPROFOR som probosniakisk afspejlede sig i de utallige angreb på UNPROFOR enheder.

Jeg kan sagtens se at sammenligningen med Srebrenica er oplagt, men den er desværre misvisende, ligesom det ville være misvisende at sammenligne DANBAT i Krajina med DUTCHBAT i Srebrenica. Det er beklageligt, at vurderinger af episoder i konflikten hyppigt ender med sammenligningen med Srebrenica, da man så overser en række succesfuldt løste opgaver under DANSQNs tid i Bosnien. DANSQN løste sin primære opgave, og dette var et øget sikkerhed for de svenske enheder, samt at yde sikkerhed for tilstrømningen af den hu-manitære hjælp til området. Desuden involverede DANSQN sig gradvist mere og mere i det humanitære arbejde i sit ansvarsområde og fik dermed en afgørende rolle i den humanitære indsats, især for de udsatte grupper som flygtninge, romaer, psykisk- og fysisk syge. Det humanitære arbejde, samt indsatsen i Vares-området, hvor NORDBAT 2’s og derved også DANSQN’s tilstedeværelse og indblanding i konflikten forhindrede eskaleringen af vold mellem kroaterne og bosniakkerne, var med til at skabe et eftermæle for NORDBAT 2, der resul-terede i at byens gymnasium/HTX siden er blevet opkaldt efter NORDBAT 2. NORDBAT 2’s tilstedeværelse, og sikringen af tilstrømningen af humanitærhjælp til Tuzlaområdet formindskede også risikoen for etniske konflikter blandt de forskellige etniske grupperinger i hele Tuzlaområdet. NODRBAT 2’s og derved også DANSQN’s eftermæle gør den nordiske bataljon til noget særligt i Bosnien. NORDBAT 2 skolen er mig bekendt eneste institution i Bosnien og Hercegovina, der bærer navn efter en FN enhed. Dermed fik de danske og svenske soldater anerkendelse for deres indsats længe før de fik anerkendelse i deres egne lande.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.1_2011.pdf
 

Litteraturliste

Deliu, Arben. 2009. DANSQN – den danske kampvogneskadron i Bosnien, 1993-1995. SDU: Kolding

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.