Kollektiv sikkerhed efter den kolde krig

Denne artikel er skrevet af Peter N. Due, der er konsulent ved FN i Geneve, og for tiden igang med afskrive doktorafandling ved universitetet i Geneve.

 

Indledning
Kollektiv sikkerhed er ofte blevet betragtet som et utopisk og irrelevant påfund eller blændværk, der for længst har spillet fallit. Men rent faktisk synes kollektiv sikkerhed eller noget nær dette begreb at være ved at blive den fremherskende eller tilstræbte sikkerhedsstrategi på globalt og europæisk plan efter den Kolde Krig. Denne mere eller mindre idealistiske indfaldsvinkel på sikkerhed er blevet studeret med fornyet interesse efter afslutningen på den Kolde Krig. Indsatsen mod Irak, der med nogen god vilje kan ses som et mønstereksempel på kollektiv sikkerhed, lovede godt for fremtiden, men udviklingen sidenhen har som bekendt ikke levet op til de store forventninger om en ny Verdensorden. Kollektiv sikkerhed er ingenlunde blevet opnået, stednavne som Sarajevo, Mogadishu, Pyongyang og Kigali minder os dagligt herom, men kollektiv sikkerhed er ikke desto mindre ved at blive accepteret som det mest effektive svar på nye og genopståede sikkerhedsmæssige udfordringer. Aktiveringen af FN og arbejdet henimod en fælles europæisk sikkerhedsstruktur baseret på NATO, EU og CSCE er forsøg på at skabe globale og regionale kollektive sikkerhedsstrukturer. Vi vil her forsøge at belyse begrebet kollektiv sikkerhed og dets institutionalisering og praksis. Fokus vil være på Europa samtidig med at FNs rolle vil blive understreget.

Begrebet
Ideen om kollektiv sikkerhed går i hvert fald tilbage til den Vestfalske Fred i 1648, og er siden blevet udtænkt eller forsøgt utallige gange, særligt efter andre omfattende krige såsom i 1815, 1919, 1945. Som bekendt var Folkeforbundet og derefter FN storstilede forsøg på at organisere global kollektiv sikkerhed.

Det er muligt at skelne mellem tre overordnede sikkerhedssystemer eller strategier: Magtbalance, kollektiv sikkerhed, og integration. De udgør et spektrum bestemt af i hvilket omfang autoritet eller suverænitet er centraliseret. Integration, forstået som supranational regering, indebærer på globalt plan dannelsen af en Verdensregering og på regionalt plan fuldstændig integration for eksempel i form af dannelsen af et egentligt EU emperium. Kollektiv sikkerhed adskiller sig herfra, idet der er tale om et internationalt eller mellemstatsligt, ikke et supranationalt system. Medlemsstaterne giver ikke i samme grad afkald på deres suverænitet. Kollektiv sikkerhed er samtidig forskellig fra magtbalance, der involverer alliancer og afskrækkelse, ved at arbejde for et fællesskab eller kollektiv af magt snarere end konkurrerende alliancer og balancer. Kollektiv sikkerhed kan ses som "en for alle, alle for en" - strategien. Stater samarbejder i stedet for at konkurrere, de deler normer i stedet for at dele fjender. Fjenden eller truslen er i princippet ukendt og ingen særinteresser tillades. Specifikke venskaber og fjendskaber er for så vidt irrelevante. Alle deltagere eller medlemmer er bundet sammen i et fællesskab baseret på visse værdier, principper og institutioner. Opstår der en given trussel indenfor systemet skal alle medlemmer kollektivt og med fasthed reagere på relevant vis. Kollektiv sikkerhed er baseret på fredens, den globale eller regionale sikkerheds udelelighed (Bourquin 1936; Thompson 1953; Claude 1963; Kupchan and Kupchan 1991; Weiss 1993a; Butfoy 1993).

Lad følgende være et forsøg på en definition af begrebet:
Kollektiv sikkerhed har ingen forudbestemt fjende, det er et indadvendt statssamfund baseret på et mindstemål af fælles værdier, principper og institutioner. Medlemsstaterne reagerer kollektivt på trusler, der opstår indenfor det kollektive sikkerhedssystem.

Denne definition og navnlig den anførte indadvendthed udgør kernen af kollektiv sikkerhed, definitionen dækker imidlertid over et vidt spektrum af mulige udgaver. Modificerede versioner, der ofte er begrænsede eller mere realistiske udgaver beslægtet med regionale stormagtskoncerter som den der fungerede efter 1815, nyder mange fortalere (Kupchan and Kupchan 1991; Flynn and Scheffer 1990). Dette spektrum bestemmes af navnlig den påkrævede grad af universelt medlemsskab og tilladelse af særinteresser. FN med dets Sikkerhedsråd og veto må beskrives som et eksempel på koncert-baseret universel kollektiv sikkerhed, CSCB som et eksempel på konsensus-baseret regional kollektiv sikkerhed, og selv NATO er i færd med at udvikle sig henimod et lignende regionalt system, hvilket er muligt sålænge systemet ikke kender til bestemte fjender og kun er rettet mod sig selv.

Kollektiv sikkerhed kan trække på mange forskellige former for reaktioner mod trusler. Det er forkert at opfatte kollektiv sikkerhed som kun værende af en reaktiv natur. Kollektiv sikkerhed må omfatte instrumenter som præventivt diplomati, fredelig bilæggelse af tvister, fredsbevarende aktioner, økonomiske sanktioner, fredsskabende væbnede aktioner, og fredskonsoHderende processer. Kollektiv sikkerhed kan forliges med og afhænger af muligheden for "peaceful change". Det bør nævnes, at en række beslægtede begreber er blevet promoveret fra forskellig side. "Common" og "cooperative" sikkerhed er to begreber udtænkt på højt niveau, af henholdsvis Palme kommissionen og den nuværende amerikanske forsvarsminister Perry (Palme 1982; Carter, Perry, Steinbrunner 1992). De besidder begge karaktertræk hentet fra kollektiv sikkerhed. Men, indholdet af disse begreber er langt mere filosofisk og uklart end det traditionelle og mere velspecificerede begreb kollektiv sikkerhed.

Fordele
Et fungerende kollektivt sikkerhedssystem har en meget stærk afskrækkende effekt, kollektivet ligger inde med overvældende magt. Kollektiv sikkerhed øger og institutionahserer samarbejde mellem deltagerne. Det såkaldte sikkerhedsdilemma reduceres (Herz 1950). Fred og sikkerhed baseres på samarbejde i stedet for konkurrence og balance. Ydermere er det klart, at kollektiv sikkerhed er egnet til at tage sig af trusler, der ikke kan løses uden kollektiv eller global koordination. Kollektiv sikkerhed er derfor særlig relevant for ikke-militære sikkerhedssektorer, da disse netop kræver en meget høj grad af kollektiv og helst global aktion. Teoretikere lagde fundamentet for det udvidede sikkerhedsbegreb (Buzan 1991; Wæver et al. 1993). Begrebet er efterhånden alment accepteret, FNs Generalsekretær har i "Agenda for Peace" understreget at "the efforts of the Organization to build peace, stability and security must encompass matters beyond military threats "(Boutros-Ghali 1992:7). EU Kommissionens Formand gjorde sig til talsmand for "an all-embracing concept of security"(Delors 1991:100). CSCE har altid arbejdet med et bredt sikkerhedsbegreb og NATO istemte dette kor i 1991 da den Transatlantiske Organisation besluttede sig for "our broad approach to stability and security encompassing political, economic, social and environmental aspects, along with the indispensable defence dimension" (Declaration of Rome 1991:para. 4). På denne baggrund må kollektiv sikkerheds instrumenter og processer også kunne finde anvendelse på trusler, der ikke er af en direkte militær natur.

Forudsætninger
Universel deltagelse tilstræbes derfor blandt andet fordi mange trusler kræver global handling. Men, regional kollektiv sikkerhed er som nævnt ingen selvmodsigelse. Det kan dog ikke lade sig gøre at etablere sådanne systemer, hvis der er betydelige magter i det regionale "sikkerhedskompleks" (Buzan 1991:186- 229), der ikke deltager. I det pågældende sikkerhedskompleks må der være en vis magtspredning, således at ingen enkelt deltager har en magt, der er langt større end det øvrige fællesskabs samlede magt. Kun således kommer fællesskabet i besiddelse af overvældende magt.

Ovenstående fører frem til endnu mere fundamentale betingelser. Kollektiv sikkerhed forudsætter en vis homogenitet blandt medlemmerne, et mindstemål af fælles værdier, principper og institutioner må ligge til grund for et kollektivt sikkerhedssystem. Forpligtelser overfor kollektivet må kunne forliges med nationale interesser. De principper, systemet baserer sig på, må være så stærke, at fællesskabet uden tøven vil forsvare dem. Enighed skal kunne opnås blandt medlemmerne, neutralitet kan ikke eksistere. Særinteresser kan ikke tolereres, kollektivets interesser har forrang. Kollektiv sikkerhed opstår således kun i et internationalt system, der allerede er præget af samarbejde, ikke i et Hobbesiansk eller råt anarki. Kollektiv sikkerhed kræver også institutioner der i større eller mindre udstrækning kan lovgive, dømme og udøve. Deltagerne må overføre en vis suverænitet til disse institutioner. Beslutningsprocedurer må være klare og effektive. Disse betingelser eller forudsætninger gør sig gældende for både ideale og modificerede versioner af kollektiv sikkerhed.

Den traditionelle kritik af kollektiv sikkerhed har selvsagt været, at ovenstående betingelser er utopiske, uopfyldelige. Kollektiv sikkerhed har været prøvet uden held, der tænkes særligt på Folkeforbundets skæbne i 1930erne og FNs lammelse under den Kolde Krig, og hævdes fortsat at ville slå fejl, da kollektiv sikkerhed ikke kan eksistere i vort internationale system, der er karakteriseret ved anarki og selvhjælp. Selviske, nationale interesser vil altid være stærkere end kollektive pligter og formaninger, lyder argumentet. Stater vil ikke kunne enes, "free-rider" problematikken vil gøre sig gældende. Stater vil ikke afgive tilstrækkelig suverænitet til fælles institutioner. Dertil hævdes det undertiden, at kollektiv sikkerhed er en tautologi eller cirkelslutning. Kollektiv sikkerhed forudsætter fred og fuldstændig enighed eller homogenitet blandt deltagerne, og er derved uden værdi eller tom. Kollektiv sikkerhed fungerer således kun, når der ikke er behov for det (Betts 1992).

Ændringer i det internationale system
Til ovenstående kritik må indvendes, at det internationale system ikke er en statisk størrelse. Lad os på teoretisk vis ganske kort skitsere nogle væsentlige ændringer, som er indtruffet særligt, men ikke udelukkende efter den Kolde Krig. Ændringer, som kan forklare den fornyede interesse for kollektiv sikkerhed og måske berettige til optimisme angående fremtiden for kollektiv sikkerhed. Gennemgangen bygger på en traditionel tredeling af det internationale system i enheder, interaktion og struktur.

På enhedsniveauet er det afgørende, at de fleste og deriblandt de væsentligste stater synes at tilnærme sig en vis enighed angående værdier såsom demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Der hersker udbredt enighed om, at der er en positiv sammenhæng mellem udbredelsen af demokratiske stater og sikkerhed og fred, idet demokratiske stater ikke deltager i væbnede konflikter indbyrdes (Sørensen 1993). Endvidere er det blevet argumenteret, at stater og deres befolkninger i stigende grad ikke længere betragter krig og væbnet konflikt som en hensigtsmæssig politik (Mueller 1989).

På interaktionsniveauet har det internationale system oplevet en societal og teknologisk udvikling, der også kan virke fremmende for kollektiv sikkerhed. Teknologiske faktorer har bevirket stigende interdependens, sociale faktorer kan betragtes som den videre udvikling af fælles principper for internationalt samkvem og institutionaliseringen af samme. Det er på denne baggrund at selv en realistisk militærhistoriker nyligen har udtalt, at "in a world that is now so interdependent, it is questionable whether the concept of purely "national" interests makes sense any longer" (Howard 1994:139). Der er således opnået enighed om væsentlige værdier og principper for interaktion, men samtidig må det erkendes, at der også er opstået en stærk spænding i det internationale system for så vidt at staten og dens suverænitet både trues fra oven og fra neden, af globale principper og af grupper indenfor staterne.

På strukturniveauet er afslutningen på den Kolde Krigs bipolaritet væsentlig, og som anført kan det argumenteres, at en bevægelse mod multipolaritet er frugtbar for kollektiv sikkerhed, men dette skift og mere generelt spørgsmålet om antallet af poler i det internationale system er ikke ligeså vigtig som den ovennævnte effekt af den Kolde Krigs ophør på interaktions- og enhedsniveauet. På det strukturelle niveau er det dog vigtigt at understrege forskellen mellem Nord og Syd i det internationale system, denne kan måske ses som en ny asymmetrisk bipolaritet. Mere fundamentalt set gør det sig gældende, at det internationale system fortsat er anarkisk, idet der ingen central eller supranational autoritet findes, men navnlig på baggrund af ovenstående udviklinger indenfor enheds- og interaktionsniveauet ses det, at anarkiet er blevet modificeret på afgørende vis.

Det er frugtbart at betragte kollektiv sikkerhed som sikkerhedsstrategien for ovenstående teoretiske skitse. På baggrund af de nævnte ændringer i det internationale system er det internationale samfund blevet styrket, på væsentlige områder er der ved at ske en tilnærmelse af fælles værdier, principper og institutioner. Betingelserne for kollektiv sikkerhed efter 1989 skulle således være mere gunstige end tidligere. I modsætning til tidligere efterkrigsperioder er den nuværende interesse for kollektiv sikkerhed ikke blot et forsøg på at holde den slagne fjende og hegemon nede, men snarere baseret på en tilsyneladende irreversibel udvikling mod sammenfaldende interesser indenfor vigtige områder. Disse betragtninger gør sig særligt gældende for visse dele af det internationale system såsom Vesteuropa, hvor man ligefrem kan tale om udviklingen af "a security community" (Deutsch et al. 1957), hvor væbnede konflikter imellem staterne er blevet utænkelige. Indenfor sådan en region ser vi ligefrem en bevægelse hinsides kollektiv sikkerhed mod fuldstændig integration som sikkerhedsstrategi.

Denne optimisme må dog kvalificeres grundet den manglende afklaring af, hvorvidt globale interesser og principper går forud for staters interesser og suverænitet. Med tiltagende spændinger og konflikter indenfor stater - der findes nu langt flere konflikter indenfor end mellem stater - melder sig spørgsmålet om det internationale samfund har ret til at intervenere. Det er her kollektiv sikkerhed må stå en vigtig prøve. En principafklaring er nødvendig og manglende, hvilket er baggrunden for at kollektiv sikkerhed har oplevet en så ujævn skæbne efter den Kolde Krig.

Kollektiv sikkerhed i Europa
Omend Vesteuropa selv har bevæget sig frem mod tæt integration, har det bredere europæiske sikkerheds scenario langt fra en sådan grad af stabilitet og sikkerhed. Kollektiv sikkerhed synes i høj grad at være nødvendig, førend der måske en skønne dag kan blive tale om fuldstændig integration. De traditionelle sikkerhedsbevarende/skabende instrumenter i Europa som NATO, CSCE og EU har siden afslutningen på den Kolde Krig forsøgt at genfinde sig selv og omdefinere deres funktioner som svar på den nye sikkerhedsdagsorden i Europa. De øvrige artikler i dette temanummer vil gå i dybden hermed. I nærværende sammenhæng skal det understreges, at disse ændringer har været i retning af kollektiv sikkerhed. Der opereres ikke længere med bestemte fjender, den tidligere fjende er ved at blive inkorporeret, organisationerne er baseret på fælles værdier, principper og institutioner, og der lægges megen vægt på at få alle relevante aktører med. Sikkerhedsstrukturerne er blevet indadvendte. Endvidere er en bred tilgang til sikkerhed blevet anlagt.

Ole Wæver argumenterer, at der er opstået en hvis sammenhængende struktur mellem NATO, CSCE og EU, der er blevet forbundet gennem Partnerskab for Fred, NACC, Stabilitetspagten og WEU. Mange andre kommentatorer og politikere taler om de europæiske "interlocking institutions". Hele Europa, ikke blot Vesteuropa er angiveligt ved at blive omfavnet af et regionalt kollektiv sikkerhedssystem. Det er ikke desto mindre klart, at dette europæiske sikkerhedshus ikke er færdigkonstrueret, og at det hder af en række defekter som blandt andet krisen i eks-Jugoslavien har afsløret. Der synes endnu ikke at være tale om en virkelig eller klar arbejdsdeling eller koordinering mellem de enkelte dele af strukturen, men snarere uklarhed og kompetencestrid.

EU og dens WEU er stadig ikke en fuldt operationel sikkerhedsorganisation. WEUs rolle, eksistensberettigelse og forhold til navnlig NATO synes endnu ikke åbenbar. Disse unioner inkluderer endnu ikke alle relevante aktører. Det har vist sig at være overordentlig svært at opnå enighed, EUs Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik har som bekendt ikke været videre fælles. Alhgevel kan det hævdes, at EU på sigt gennem videre ekspansion kan spille den ledende rolle i skabelsen af generel politisk og økonomisk stabilitet og sikkerhed i Europa. CSCE er fortsat ikke nogen egentlig sikkerhedsorganisation, men snarere en "Konference". CSCE er heller ikke i stand til at gennemføre reelle militære operationer. Der bliver i stedet lagt megen vægt på forebyggende arbejde og missioner. CSCE har opnået universelt medlemsskab indenfor et Europa, der går fra Vancouver til Vladivostok. Dette overordentligt brede medlemsskab har imidlertid stækket CSCE, da det er blevet kombineret med en beslutningsprocedure baseret på fuld konsensus eller minus 1.

NATO er den eneste virkelige operationelle sikkerhedsorganisation i Europa. Omend den brede deltagelse i NACC og Partnerskab for Fred, inklusive Rusland, er meget vigtig, er fuldt medlemsskab fortsat kun beskåret de få, hvilket giver NATO et legitimitetsproblem. Ydermere synes NATO at være i færd med at duplikere mange af CSCEs funktioner, forholdet mellem disse to organisationer er heller ikke afklaret. SNGs forsøg på udviklingen af et kollektivt sikkerhedssystem og navnlig en fredsbevarende rolle bør for fuldstændighedens skyld nævnes. Men, grundet den udbredte instabilitet i denne region og russisk dominans af statsfællesskabet må værdien af denne øvelse siges at være uafklaret eller diskutabel. Det bør dog i denne forbindelse nævnes, at i det mindste angående retorik er Rusland den varmeste fortaler for kollektiv sikkerhed overhovedet.

De anførte udviklinger bevæger sig i den rette retning mod kollektiv sikkerhed, men skal disse strukturer fungere kræver det legitimitet, det vil sige medlemsskab af alle relevante aktører sammen med en effektiv beslutningsprocedure. Endvidere kræves det selvsagt, at systemet har de fornødne resourcer til operationer. De ovennævnte europæiske foranstaltninger synes hverken individuelt eller som sammenhængende struktur at have disse forudsætninger, hvorfor blandt andet deres svar på krisen i eks-Jugoslavien hverken har været entydigt, koordineret eller effektivt. Det er på denne baggrund vigtigt at inddrage den traditionelle kollektiv sikkerhedsorganisation, EN, i vore overvejelser. En analyse af kollektiv sikkerhed og den europæiske sikkerhedsstruktur, trekanten NATO, CSCE og EU, må omfatte en gennemgang og evaluering af FNs rolle.

FNs rolle
FNs primære formål er ifølge FN pagtens art 1.1. "To maintain international peace and security, and to that end: to take effective collective measures for the prevention and removal of threats to the peace". Siden afslutningen på den Kolde Krig har Verdensorganisationen forsøgt at opfylde dette formål på mere aktiv vis end nogensinde. FN har både tilnærmelsesvist universelt medlemsskab, et koncertagtigt Sikkerhedsråd og et i princippet omfattende og stærkt mandat i form af FN pagten. Dette giver FN både legitimitet og en potentielt meget effektiv beslutningsprocedure. Det er på denne baggrund, at FN for eksempel blev inddraget i den eks-Jugoslaviske krise. Det kan også mere generelt fremføres, at regionale organisationer har svært ved at reagere afbalanceret på kriser, hvor egne interesser er klart involveret, hvorfor FN er uerstattelig (Rivlin 1992; Weiss 1993b ). FN er også igennem sin universahtet langt bedre egnet til at arbejde for udviklingen af globale værdier, principper og institutioner. Hvis den væsentligste sikkerhedsfunktion efter den Kolde Krig skal være udvikling, implementering og gennemtvingelse af internationale værdier og principper synes Verdensorganisationen at måtte være den centrale sikkerhedsorganisation. Endvidere er FN langt bedre egnet til at tage sig af ikke-militære trusler, der som nævnt ofte kræver global handling. FN beskæftiger sig som bekendt med hele spektret af blød og hård sikkerhed. FN pagten giver organisationen en lang række nødvendige og nyttige instrumenter. Den megen begejstring over og retorik om betydningen af regionale organisationer synes overdrevet selv angående Europa.

FN oplevede en renaissance, som allerede startede med afviklingen af den Kolde Krig. Organisationen oplevede stærk fremgang fra 1987 til 1992, eksempler herpå er den Første Golf Krig, Afghanistan, Central Amerika, Cambodia, Namibia og endehg den Anden Golf Krig. Den FN-autoriserede aktion mod Irak i Kuwait var som bekendt en ny og slagfærdig benyttelse af FNs kollektive sikkerhedssystem og pagtens Kapitel VII. Samtidig er det dog også velkendt, at omstændighederne var noget usædvanlige og at FN pagten ikke blev benyttet som oprindehg tiltænkt. I stedet for at følge pagten og navnhg kapitel VIIs art. 43 angående FN styrker, som nok aldrig ville spille den stor rolle, blev legitimitet og autoritet overført til en "coalition of the willing" (Bloomfield 1994). Fra 1992 og frem har FN og dets medlemsstater dog oplevet ikke kun succeser, men også betydelig modgang. Forklaringen herpå må søges i FNs forsøg på at tilpasse sig de nye betingelser og muligheder i det internationale system.

FN pagtens kapitler VI og VII udgør hovedparten af organisationens traditionelle internationale sikkerhedsstrategi. Det førstnævnte kapitel arbejder for fredehg bilæggelse af tvister, det følgende indeholder vidtgående beføjelser til at gribe ind i tvister og trusler med både ikke-militære, oftest økonomiske sanktioner, og militære midler. Kapitel VII, pagtens "tænder", blev lammet af den Kolde Krig. Istedet blev kapitel "VI og et halvt" opfundet i 1956 med dets vigtige, men langt mere begrænsede fredsbevarende operationer. Kapitel VIII om regionale organisationer er også vigtig netop grundet den regionalisering af det internationale system og kollektiv sikkerhed som er ovenfor beskrevet. Samarbejdet mellem FN og ikke blot CSCE men også NATO er højst interessant. 

Vejen frem for kollektiv sikkerhed synes netop at være et samarbejde mellem Verdensorganisationen og regionale organisationer, hvor FNs relativt større legitimitet og bedre beslutningsprocedure kan overføre et troværdigt og legitimt mandat til "coalitions of the willing" som for eksempel NATO i Europa. Endvidere indebærer vores definition af regional kollektiv sikkerhed, at sådanne systemer kun skal reagere på trusler der opstår indenfor det givne system. I fald en ydre trussel skulle opstå eller disse regionale organisationer skulle vælge at handle udenfor egen region må de gøre dette i samarbejde med det universelle FN. Verdensorganisationen vil således kunne spille en vigtig legitimerende og koordinerende funktion.

Kapitel VII er blevet genoplivet, Sikkerhedsrådet er nu, som oprindeligt forudsat, præget af en hvis, omend ikke fuldstændig samarbejdsånd. Sikkerhedsrådet er det helt centrale organ i denne forbindelse, navnlig da Sikkerhedsrådet ifølge art.39 "shall determine the existence of any threat to the peace, breach of the peace, or act of aggression" og aktivere kapitel VIL GenopHvningen af dette kapitel kan ses ikke blot i Golfen, men også i videreudviklingen af forskellige former for fredsbevarende operationer. Peace"keeping" er blevet til "making", "enforcing" og "building", som vi har set i for eksempel eks-Jugoslavien, Somaha og Cambodia. Men sammenfald af stormagtsinteresser er ikke givet under alle omstændigheder, og væsentlige magter er fortsat ikke rede til at afgive beføjelser eller ressourcer til FN i fuldt omfang, den fulde politiske vilje mangler. Endvidere skæmmes FNs legitimitet af den anakronistiske sammensætning af Sikkerhedsrådet med de fem permanente medlemmer og deres veto. Hertil kommer, at FN pagten fra 1945 indeholder en grundlæggende spænding mellem globale og statslige ambitioner. Art. 2.7. bestemmer, at "Nothing contained in the present charter shall authorize the United Nations to intervene in matters which are essentially within the jurisdiction of any state" og står dermed i modsætning til kapitel VIIs vide beføjelser. Denne problematik er særlig markant, idet intrastats- lig sikkerhed som anført er steget i betydning, og da sikkerhed er ved at blive i høj grad international og ikke blot mellemstatshg. Det internationale samfund har sænket sin tolerancetærskel og bevæget sig i retning af mere interventionistiske principper, fra Kurderne i Irak over eks-Jugoslavien til Somalia. Men, den grundlæggende spænding er blevet forøget og der er som sagt ikke udsigt til en snarlig principiel afklaring. Hertil må imidlertid erindres, at om nogen organisation kan arbejde for en sådan afklaring må det være FN.

Hvad angår international ikke-mihtær sikkerhed og trusler må det fremhæves, at FN og dets mange organer, inklusive Bretton Woods institutionerne, ikke kun nu, men siden 1945 har været aktiv på alle fronter. Nogle enkelte eksempler herpå er arbejdet for økonomisk, miljømæssig og demografisk sikkerhed. FN kan i denne sammenhæng ses som et meget vigtigt og i vid udstrækning succesrigt forsøg på at implementere et kollektivt sikkerhedssystem omkring et bredt sikkerhedsbegreb. Men, det er imidlertid også udvidelsen eller implementeringen af dette sikkerhedsbegreb i retning af intra-statslig sikkerhed, der nu skaber problemer for FN.

FN er blevet bragt i en situation hvor FN pagten og kollektiv sikkerhed i det mindste til tider kan implementeres. Mange af de vanskeligheder FN oplever i øjeblikket er følgen af FNs nyvundne sukces og store potentiale. Der er blevet stillet meget store forventninger til FN efter den Kolde Krig, man skal ikke tro at organisationen kan opfylde disse umiddelbart. Tid og tilpasning er påkrævet; "Efter Kold Krigs" æraen er kun 4-5 år gammel. Nye principper og former for aktion og måske i endnu højere grad prævention skal udvikles. Der må også tages stilling til hvorvidt FN kan tage sig af alverdens problemer, eller om selektivitet, "triage" er nødvendig. Medlemsstaterne er ansvarlige herfor, navnlig de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. I den forbindelse må det igen understreges, at Sikkerhedsrådets sammensætning og funktion nødvendigvis må reformeres for at bevare FNs legitimitet, formentlig i retning af en opblødning af veto retten og skabelsen af semi-permanent medlemsskab. Men, reformbestræbelseme må imidlertid gå videre end til Rådet, helt fundamentale spørgsmål må afklares, særligt forholdet mellem statslige og globale principper. På én og samme tid er der opstået udbredt enighed omkring vigtige principper i det internationale system, og meget stærke spændinger mellem andre sæt af principper.

Konklusion
Det internationale system er mere egnet til kollektiv sikkerhed end tidligere. Vi har beskrevet en bevægelse mod kollektiv sikkerhed både på europæisk og globalt plan. Et effektivt svar på den formidable sikkerhedsdagsorden kræver kollektiv sikkerhed. Magtbalance er blevet irrelevant og fuld integration er i det store og hele stadig utopisk. De europæiske sikkerhedsstrukturer er midt i en vigtig udvikling, men dette bør ikke overskygge FNs centrale rolle. FN har en række stærke fordele, særligt angående udviklingen, fortolkningen og implementeringen af internationale værdier og principper. Et samarbejde mellem FN og regionale organisationer synes at være vejen frem.

Ser man på Verdens tilstand er det indlysende, at kollektiv sikkerhed endnu ikke fungerer tilfredsstillende. Tid og megen tålmodighed er påkrævet, succes afhænger af vedvarende interessesanmienfald og politisk vilje blandt stater, en nytænkning eller autoritativ fortolkning af særligt FN-systemet og de principper det er baseret på, samt legitimit lederskab. Men, der synes ikke at findes et reelt alternativ til kollektiv sikkerhed. 

 

 

Bibliografi
BETTS, R.K.(1992) "Systems for peace or causes of war? Collective security, arms control and the new Europe" in International Security, vol. 17/1, Summer, pp.5-43

BLOOMFIELD, L.P.(1994) "The premature burial of global law and order: Looking beyond the three cases from hell" in Washington Quarterly, vol. 17/3, pp.145-161

BOUTROS-GHALI, B.(1992) ”An agenda for peace". United Nations, New York

BOURQUIN, M.(ed)(1936) "La sécurité collective". Institut International de Coopération Intellectuelle, Paris

BUTFOY, A.(1993) "Themes within the collective security idea" in Journal of Strategic Studies, vol. 16/4, pp.490-510

BUZAN, B.(1991) "People, states and fear", Second revised edition. Harvester Wheatsheaf, London

CARTER, A., PERRY, W.J., STEINBRUNNER, J.D.(1992) A new concept of cooperative security". The Brookings Institution, Washington D.C.

CLAUDE, I.L.(1962) "Power and international relations". Random House, New York

DECLARATION OF ROME ON PEACE AND COOPERATION(1991) North Atlantic Council, Rome, 7-8 November

DELORS, J.(1991) "European integration and security" in Survival, vol. 33/2, March-April, pp.99-110

DEUTSCH, K. and BURRELL, S.A. et al.(1957) "Political community and the North Atlantic Area", Princeton University Press, Princeton

FLYNN, G. and SCHEFFER, D.J.(1990) "Limited collective security" in Foreign Policy, no.80, Fall, pp.77-101

HERZ, J.(1950) "Idealist internationalism and the security dilemma" in World Politics, vol.2/2

HOWARD, M.(1994) "The World according to Henry" in Foreign Affairs, vol.73/3

KUPCHAN, Charles, A. and KUPCHAN, Clifford, A.(1991) "Concerts, collective security, and the future of Europe" in International Security, vol. 16/1, Summer, pp. 114-161

MUELLER, J.(1989) "Retreat from doomsday: The obsolescence of major war", Basic books

(PALME) Report of the Independent Commission on Disarmament and Security Issues (1982) "Common Security: A programme for disarmament", PAN books, London 

RIVLIN, B.(1992) "Regional arrangements and the UN system for collective security and conflict resolution: A new road ahead?" in International Relations, vol.11/2, August, pp.95-110

THOMPSON, K.W.(1953) "Collective security reexamined" in American Political Science Review, vol.47/3, pp.753-772

SØRENSEN, G.(1993) "Democracy and democratization: Processes and prospects in a changing world”, Westview Press, Boulder

WEISS, T.G.(ed)(1993a) "Collective security in a changing world", Lynne Rienner Publishers, Boulder

WEISS, T.G.(1993b) "New challenges for UN military operations: Implementing an agenda for peace" in Washington Quarterly, vol.16/1, pp.51-66

WÆVER, O. et.al.(1993) "Identity, migration and the new security agenda in Europe", Pinter Publishers, London

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_123_aargang_sep.pdf

Litteraturliste

Del: