Klimaudvalgets Svanesang - En anmeldelse

Lykkeligst at hvile på er fuldendte gerning. Ingemann.

Den 1. oktober 1970 afsluttede Klimaudvalget sin knap 6-årige levetid efter i august at have afgivet sin 7. delbetænkning: Straf og disciplinarmidler. Klageregler. (Betænkning nr. 586, 1970). Mens det i gennemsnit kun tog udvalget otte måneder at barsle med hver af de første seks delbetænkninger, gik man efter 6. delbetænknings aflevering i tyve måneder svanger med den 7. og sidste. Denne elefantagtigt lange drægtighed giver mistanke om en vis gemytternes uoverensstemmelse i udvalget, en mistanke, der da også bekræftes ved tilstedeværelsen af særudtalelser, et skær, den smidige formand ellers lykkeligt har styret uden om i de forudgående betænkninger.
Det fremgår af betænkningens indledning, at hverken befalingsmænd eller menige nærer mistillid til de gældende regler vedrørende straffe, disciplinarmidler og klager og til reglernes anvendelse, men at alle personelkategorier har ønsker om moderniseringer og forbedringer. Ingen er altså under anklage, og alle skulle derfor afslappet og fordomsfrit kunne give sig i kast med læsningen af udvalgets forslag.
I kapitel I gives en klar fremstilling af hovedtrækkene af det gældende straffe- og retsplejesystem samt de inden for forsvaret gældende klageregler.

Det fastslås i kapitel II, at der i perioden 1964-67 er sket »et meget betydeligt fald i antallet af anvendte straffe og disciplinarmidler«, »en udvikling, der må betegnes som ønskelig«, og som må »skyldes en personlig indsats fra forsvarets personel«. Men »man synes nu at nærme sig grænserne for, hvad der kan opnås inden for de rammer, som lovgivning og domspraksis sætter, idet de for perioden efter 1967 foreliggende talopgøreiser tyder på, at der er ved at indtræffe en vis stagnation i udviklingen«. Vil man yderligere nedbringe sanktionsfrekvensen i forsvaret - og det anser udvalget for ønskeligt - må man derfor foretage »visse ændringer af de for forsvaret gældende strafferetlige og retsplejemæssige regler«. Blandt flere »gode begrundelser for stadige bestræbelser på yderligere at nedbringe sanktionsfrekvensen i forsvaret« anføres som den vigtigste, »at en udbredt sanktionsanvendelse synes at være i direkte modstrid med forsvarets pædagogiske målsætning, ... hvorefter der skal lægges afgørende vægt på at stimulere de værnepligtiges aktivitet, engagement, selvstændighed og oplevelse af personligt medansvar«. Dette argumenterer udvalget ud fra 1. delbetænkning, idet man siger, at stor sanktionsrisiko må antages at

  • befordre en passiv, afventende og uengageret holdning, der forkaster tanken om at tage et personligt medansvar,
  • påvirke et uddannelsessteds atmosfære i negativ retning,
  • udgøre en hindring for klimatisk gode relationer mellem befalingsmænd og menige,
  • være uden mening i forbindelse med opdragelsen til lydighed på kamppladsen,
  • modarbejde åben og relativ uformel kommunikation,
  • forringe den formelle leders muligheder for reelt at influere sin gruppe og dermed hans muligheder for at opbygge en holdbar personlig autoritet. (Hvis straf anvendelse derimod er sjælden og kun rammer overtrædelse af normer, der er almindeligt accepteret i gruppen, kan man - siger udvalget - tænke sig, »at sanktionsanvendelsen imødekommer gruppens egne synspunkter og behov for at reagere mod en udbryder, og at den formelle sanktionsudøvelse under disse bestemte forudsætninger kan styrke lederens personlige autoritet.«)

Den her kort refererede tankegang kan følges og accepteres af formentlig de fleste læsere. Kapitel III, der behandler formålet med straf og disciplinarmidler i forsvaret, rummer væsentlige principielle betragtninger, men giver anledning til en enkelt kritisk note.
Ud fra det synspunkt, at det i den almindelige debat ofte hævdes, »at den militære disciplin er en væsentlig del af grundlaget for forsvarets effektivitet, og at hovedformålet med strafanvendelsen i forsvaret er disciplinens opretholdelse«, har udvalget »anset det for væsentligt at søge disciplinbegrebet nærmere belyst og defineret«. Dette har man gjort bl.a. ved at studere ministerielle bestemmelser, Lærebog for Orlogsgaster, grundbogen Den danske Soldat m.fl. kilder. Resultatet har imidlertid været negativt, idet udvalget finder, »at de loyalitetsbetonede forhold, der i almindelig sprogbrug betegnes som den militære disciplin, ikke kan beskrives entydigt«, og da yderligere ordet disciplin synes at være ret stærkt følelsesladet, »har udvalget ikke i disciplinbegrebet fundet et tilstrækkeligt sikkert udgangspunkt for arbejdet med problemerne omkring sank- tionsanvendelsen og retsplejen i forsvaret«. I stedet er man gået ud fra det synspunkt, at

»graden af overensstemmelse mellem den adfærd, man kræver af forsvarets personel, og personellets faktiske handlemåde, er af afgørende betydning for forsvarets effektivitet, idet dette forhold er bestemmende for, i hvilket omfang ledelsens intentioner kommer til praktisk udførelse.«

Styrkelsen af effektiviteten bør vel også være det bærende hensyn bag de regler, der skal gælde for anvendelsen af straffe- og disciplinarmidler. Disse fremtræder derfor som »et enkelt blandt andre midler til at opnå størst mulig overensstemmelse mellem krævet og faktisk handlemåde«, og det er vigtigt, at straffe- og retsplejesystemet indrettes sådan, »at det ikke modarbejder, men understøtter de bestræbelser, som gøres på pædagogiske, ledelses- og samarbejdsmæssige områder for at opnå en sådan overensstemmelse«, og straffe- og disciplinarmidler bør »under alle omstændigheder være en nødløsning, der kun tages i brug, når andre midler ikke slår til«.
Jeg er ganske enig med udvalget i disse principielle betragtninger og finder også formuleringen god og klar. Men jeg har undret mig lidt over, at man i kildestudierne vedrørende disciplinbegrebet har ladet sig nøje med lærebøgerne for orlogsgaster og soldater og ikke medtaget den vejledning for hærens officerer, som chefen for hæren udsendte i november 1969 under titlen Ledelse og Uddannelse. Dette er så meget mærkeligere som den af udvalget i det principielle udgangspunkt anvendte vending

»overensstemmelse mellem krævet og faktisk handlemåde«

ligger tæt på den tankegang, der bærer det afmystificerede disciplinbegreb i Ledelse og Uddannelse:

»Den indordning under regler, normer og krav, som lægges for dagen.«

Jeg skal afstå fra yderligere dokumentation af parallelitet mellem de to behandlinger af emnet, men blot udtrykke den mening, at det måske havde været hensigtsmæssigt, om udvalget havde konstateret, at dets principielle udgangspunkt ikke er en splinterny tankegang, men er parallelt med synspunkter, der allerede er lanceret i forsvaret.
For mig at se kan hele problematikken formuleres således: Et disciplinproblem foreligger, når man må konstatere en eller anden grad af uoverensstemmelse mellem faktisk og krævet handlemåde (eller udtrykt på anden måde: en eller anden grad af manglende indordning under regler og krav).
Disciplinproblemer kan forebygges generelt

  • ved i opdragelsen og i den daglige tjeneste at skabe kendskab til og forståelse og accept af regler og krav,
  • ved kun at opstille regler og krav, der har funktionel mening i forhold til et fornuftigt formål, f.eks. effektivitet.

Opståede disciplinproblemer løses ved at gøre noget ved den, der ikke indordner sig under reglen eller kravet. Disse forholdsregler er dem, socialpsykologerne kalder for sanktioner, og disse kan som bekendt være både positive og negative.
Det er i tråd med disse tankegange, at udvalget peger på, at de negative sanktioner kun er et enkelt middel blandt andre for at opnå størst mulig overensstemmelse mellem kravet og faktisk handlemåde.
I kapitel IV, der omhandler forudsætninger for tilnærmelse mellem kravet og faktisk adfærd, behandler man den ovenfor skitserede forebyggelse af disciplinproblemer, idet man som udvalgets opfattelse formulerer, at det må være en væsentlig forudsætning for at opnå overensstemmelse mellem krav og adfærd

  • at kravene formuleres realistisk i forhold til forsvarets funktion,
  • at kravene kommunikeres i tilstrækkeligt omfang og på forståelig måde, og
  • at der lægges vægt på at fremme foranstaltninger, som kan tilskynde til opfyldelse af de stillede krav, og at dæmpe faktorer, der kan have modsat virkning.

Kravene - siger udvalget - vurderes i forhold til de mål, som tilsigtes med forsvaret, og krav ud over hvad der er nødvendigt for at nå disse mål, »vil blot føre til, at tid og kræfter spildes på at opnå utilsigtede formål uden betydning for forsvarets effektivitet. Det vil derfor i første række være betydningsfuldt

at bringe klarhed over formålet med de forskellige former for virksomhed inden for forsvaret,
at sikre overensstemmelse mellem de mål, som sættes på forskellige områder, samt
at afstemme kravene til personellets handlemåde efter disse mål.«

»Strafrisikoen vil alt andet lige stige med antallet af påbud og forbud. Der bør derfor ikke eksistere flere strafsanktionerende påbud og forbud, end forsvarets formål nødvendiggør.«

Foruden problemet krav i forhold til målsætninger, behandler udvalget problemet systemtilpasning, dvs. »en tilpasning mellem forsvaret som miljø og de mennesker, det omfatter«. Dog med interessen særligt samlet om de værnepligtige. Udvalget går ind for at lægge betydelig vægt på en stadig tilpasning af militære miljøer til det øvrige samfunds ændrede vilkår. En systemtilpasning bør bl.a. føre til, »at der ikke eksisterer flere strafsanktionerende adfærdsforskrifter end strengt nødvendigt for at nå forsvarets mål«. Efter udvalgets opfattelse bør den formulering af formålet med uddannelsen, som chefen for hæren har givet i Blivende Bestemmelser for Uddannelsen 1 (juni 1968), »lægges til grund ved bedømmelsen af de adfærdskrav, som stilles til forsvarets personel, og ved formulering af nye eller ændrede krav«.
Som en slags konklusion på de principielle kapitler anser udvalget det i det hele for »rationelt at foretage en gennemgang af samtlige de i forsvaret gældende bestemmelser med henblik på at undersøge, i hvilket omfang de deri indeholdte adfærdsforskrifter på alle punkter måtte være i overensstemmelse med forsvarets uddannelsesmæssige målsætning og nødvendige for at opnå de mål, som ønskes på de enkelte områder«. Denne generelle kritiske revision anbefaler man de militære myndigheder at tage op, idet udvalget kun har kunnet overkomme i hovedtræk at gennemgå militær straffelov og militær retsplejelov samt de gældende omgangs-, hilse- og tiltaleformer, hvilket sker i de følgende kapitler i betænkningen.

De forslag, udvalget stiller i forbindelse med denne gennemgang, har deres afgørende begrundelser i de ovenfor omtalte principielle kapitler III og IV, der altså udgør betænkningens almindelige del. Disse kapitler er med deres mange gode tanker og formuleringer af høj kvalitet, men burde måske i en lidt strammere redaktion være skrevet sammen til ét kapitel.
Selvom den resterende del af betænkningen indeholder meget interessant og vigtigt stof, vil jeg dog afstå fra en behandling af den. Dels fordi udvalgets overvejelser og forslag fremtræder som logiske konsekvenser af de ovenfor refererede principper, dels fordi forslagene er til overvejelse i den arbejdsgruppe, forsvarsministeriet har nedsat den 23. juli 1970 med henblik på at fremsætte forslag til eventuelle ændringer af den militære straffe- og retsplejelovgivning. Når arbejdsudvalget har afsluttet sit arbejde, vil der måske være anledning til at kommentere dette udvalgs forslag i relation til Klimaudvalgets.

---

Udvalget vedrørende Befalingsmandsuddannelsen og Arbejdsklimaet i Forsvaret har nu takket af. Arbejdsresultaterne foreligger i form af syv delbetænkninger. Af udvalgets forslag har politikerne indtil nu kun godtaget det, der koster ingen eller kun få penge: accepten af 1. delbetænknings pædagogiske og ledelsesmæssige principper og 2. delbetænknings forslag om samarbejdsregler. Til så billig en pris får man imidlertid ikke reelle reformer.
Klimaudvalgets største betydning ligger nok i, at man med den diskussion, der er ført i og omkring udvalget, har inddraget store kredse fra det øvrige samfund i en engageret drøftelse af problemer, der er betydningsfulde for forsvaret.
Klimaudvalgets virke har været et væsentligt led i en udvikling. Denne begyndte ikke med udvalget og slutter vel heller ikke her. Nogle har i tidens løb været tilbøjelige til at tillægge udvalget for stor betydning. En af reaktionerne heroverfor gik ud på, at udvalget ikke var »en ny autoritet, en Newton i forsvarets fysiklokale«, men at det blot »har været en katalysator«. (Se MT/1970 side 29). Dette er dog ikke så ringe en rolle at spille, idet en katalysator er et stof, der ved sin tilstedeværelse virker fremmende på hastigheden af en proces.

Nils Berg

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_dec.pdf

Litteraturliste

Del: