Kinas militær under forandring

Foto: Forsvaret.dk

Kinas militær PLA (People's Liberation Army = Folkets Befrielseshær) tiltrækker
sig i disse år voksende opmærksomhed. Nabolandene bekymres over den kinesiske
oprustning - formelt 10% årlig vækst i militærbudgetterne siden 1988 - og landene
i Sydøstasien mærker presset fra Kinas ambitioner i det Sydkinesiske Hav, som
omkranses af Vietnam og ASEAN landene (Filippinerne, Indonesien, Malaysia,
m.fl.). 1996 var året hvor Kina skabte dramatik under det første frie demokratiske
præsidentvalg på Taiwan ved at afholde missiløvelser i farvandene omkring øen, og
det var året hvor Kina holdt det internationale samfund i ånde med fortsatte
kernevåbenforsøg helt frem til de sidste faser i stormagternes forhandlinger om et
stop for sådanne forsøg (CTBT = Comprehensive Test Ban Treaty); først i juli 1996
annoncerede Kina at landet ville ophøre med kernevåbenforsøg fra og med
september samme år. PLA ses i 1990'erne af mapge som en aggressiv, nationalistisk
kraft i Kinas interne politiske liv, og Kina-eksperter fremhæver ofte PLA som den
sandsynlige udslaggivende størrelse i forbindelse med en eventuel "arvefølgestrid"
efter Deng Xiaopings død.
PLA er kommet i søgelyset, men vurderingerne af "den kinesiske trussel" er
meget forskellige. I de vestlige mediers dækning af emnet er der en tendens til at se
med stor bekymring på udviklingen, hvorimod professionelle militæranalytikere
fremhæver PLAs teknologiske tilbageståenhed. Kina-eksperterne er fordelt rundt
omkring i spændet mellem disse to yderpunkter. Denne artikel vil give et omrids af
udviklingen i PLA siden 1989, både i den politiske sammenhæng og hvad angår det
rent militære aspekt (taktiske doktriner, organisation, teknologisk modernisering,
osv.) med henblik på at nå frem til en samlet vurdering af PLAs rolle i kinesisk
politik og styrkemæssige status i dag. Artiklen vil argumentere for at "Kina-truslen"
generelt er overvurderet og at Kina har lang vej at gå, før PLA opnår kapacitet til
at fremføre militær magt til konfliktområder langt udenfor Kinas grænser (Power
Projection Capacity); imidlertid er der ikke tvivl om at Kina arbejder målbevidst på
at opnå netop en sådan kapacitet, og at landets økonomiske ekspresfart giver plads
til en væsentlig militær modernisering fremover.
Hvad angår PLAs rolle internt i Kina vil der blive argumenteret for at PLAs
politiske indflydelse er på vej op efter et lavpunkt i 1980'erne, men at militæret
samtidig i stigende grad trækkes i forskellige retninger. PLA er ikke immun overfor
den pluralisering af kinesisk politik, som den økonomiske reformpolitik har
medført. Nøjagtig som de andre centrale kinesiske institutioner har PLA i 1990'erne
fået en række nye roller og interessehensyn, og disse interesser trækker ikke altid
i samme retning. Forenklet kan forholdet beskrives i en model, hvor PLA er
"spændt op" mellem fire delvist konkurrerende interesser, nemlig PLAs rolle i den
interne kinesiske politik, PLA som international aktør, samt udviklingen i retning
af henholdsvis kommercialisering og professionalisering indenfor PLA:

Denne model vil være udgangspunktet for dispositionen i nærværende artikel, idet
der først skal ses på PLAs rolle i kinesisk politik, dernæst på det internationale
aspekt, på PLAs økonomiske interesser, og på professionaliseringen i PLA. Herfra
vil artiklen gå videre til en analyse af udviklingen i PLAs militærdoktriner og
organisation, en status over PLAs styrke i dag samt en vurdering af den militære
modernisering, specielt hvad angår Power Projection Capacity.

PLAs rolle i kinesisk politik
PLAs rolle i kinesisk politik har undergået store forandringer siden kommunistpartiets
magtovertagelse i 1949. Der kan skelnes mellem tre hovedfaser: Mao-tidens
"Parti-hær", Deng-æraens professionalisering samt nedtoning af PLAs politiske
rolle, og for det tredje tiden efter 1989, præget af professionalisering kombineret
med voksende militær indflydelse i de ledende politiske organer.
Mao Zedong var blandt grundlæggerne af Den Røde Hær - forløberen for PLA
- i 1927, og hans militære evner i 1930ernes guerillakrige mod Chiang Kai-sheks
Nationalist-styre var blandt hans vigtigste aktiver i den politiske opstigning til
lederrollen i Kinas Kommunistiske Parti (KKP). Allerede i 1929 formulerede Mao
de to principper, som kom til at udgøre grundpillerne i hans forståelse af forholdet
mellem militær og politik: "Politisk magt vokser ud af et geværløb" - men lige så
vigtigt: "Partiet har kommandoen over Geværet, og Geværet må aldrig få lov til at
have kommandoen over Partiet." Ofte beskrives forholdet mellem KKP og PLA
under Mao som symbiotisk. De højtstående partiledere under Maos regime havde
stort set alle en militær baggrund, ligesom PLAs officerer alle var partimedlemmer.
Men selv om PLA ofte var Maos vigtigste redskab, fik militæret aldrig lov til at
Spille en selvstændig rolle i kinesisk politik; end ikke under Kulturrevolutionen,
hvor hæren blev sat ind for at standse det omsiggribende kaos, slap Mao på noget
tidspunkt tøjlerne. (Den gådefulde krise 1970-71, hvor Maos daværende næstkommanderende
og designerede efterfølger, forsvarsminister Lin Biao, angiveligt
planlagde et kup mod Mao og derpå omkom under flugtforsøg til Sovjetunionen,
er hidtil blevet set som udtryk for at PLA under Lin Biaos kommando faktisk var
ved at udvikle sig til en selvstændig politisk kraft. Den nyeste forskning i "Lin Biaoaffæren"
trækker imidlertid grundlaget væk under denne tolkning og ser i stedet de
dramatiske begivenheder som udtryk for det intrigante magtspil ved "Maos hof"
snarere end som et sammenstød mellem institutioner og interesser.(1))
1 1975, året før Maos død, blev planen om de "Fire Moderniseringer" lanceret;
moderniseringen af militæret var den fjerde og sidstnævnte af disse. Samtidig
luftede Deng Xiaoping, en af arkitekterne bag planen om "Fire Moderniseringer"
og selv gammel militærmand, synspunkter om at PLA var "opsvulmet, udisciplineret,
arrogant, ødselt og dovent". Efter et par år i kulden 1976-77 vendte Deng
stærkt tilbage og overtog den egentlige magt i KKP i løbet af 1978. Han fik ny
næring til sine kritiske holdninger da PLA skuffede militært under den 16 dage
lange "s traf feaktion" mod Vietnam i 1979. Deng havde tilstrækkelig pondus til at
sætte PLA på en grundig slankekur i 1980'erne. Nøgleordene i Dengs politik
overfor PLA var: demobilisering, professionalisering, nedtrapning af PLAofficerernes
repræsentation i de øverste stats- og partiorganer (til fordel for
bureaukrater og teknokrater), og endelig en begyndende modernisering af udstyret.
I realiteten blev moderniseringen af PLA dog sat nederst i prioriteringen, idet Deng
argumenterede for at den generelle økonomiske modernisering måtte op i højt gear,
før der kunne blive råd til militær opgradering. Da Deng Xiaoping i 1985 lancerede
en ny militærdoktrin (hvorom følger), var én af hovedpointerne netop en nedtoning
af Kinas internationale sikkerhedsproblemer med deraf følgende mulighed for at
koncentrere sig om civil økonomisk udvikling.
Begivenhederne i 1989 rystede Beijing-styret i dets grundvold. Den folkelige
protestbevægelse i 1989 med Tian'anmen som samlingspunkt og symbol mindede
partilederne om at magten ikke længere kan tages for givet. Lige så bekymrende var
det for Beijing-styret at det viste sig vanskeligt at få de regionale militærkommandører
til at makke ret, da PLA blev beordret til at gå i aktion mod Demokratibevægelsen.
Først efter et par ugers omrokeringer lykkedes det ledelsen at sætte hærstyrker
ind mod bevægelsen. Også begivenhederne uden for Kina i 1989-90 chokerede
Beijing-styret, da det i Østeuropa og Sovjet viste sig at militæret hverken ville eller
kunne redde de vaklende regimer. Det kinesiske styres tab af ansigt indadtil og
internationale isolation i årene 1989-91 førte til en revurdering af politikken overfor
PLA, som nu så sine budgetter vokse, samtidig med at PLAs repræsentation i de
øverste magtorganer igen begyndte at stige. På KKPs 14. kongres i 1992 var hver
fjerde af de nyvalgte centralkomitémedlemmer militærfolk - den højeste andel siden
1970'erne - og i Politbureauets Stående Udvalg indtrådte - også for første gang i
mange år - en militærperson, nemlig admiral Liu Huaqing. Det er vigtigt at
understrege, at de mange militærfolk på centrale politiske poster ikke blot er udtryk
for "de gamle generalers tilbagevenden til magten"; tværtimod drejer det sig ofte om
yngre og professionelt uddannede PLA-officerer uden tidligere politiske embeder.
Den nye partileder Jiang Zemin, som i sommeren 1989 overtog generalsekretærposten
efter den detroniserede reformpolitiker Zhao Ziyang, blev allerede
november samme år udnævnt til formand for den Centrale Militærkommission
CMC (Central Military Commission), hvor han afløste Deng Xiaoping. Jiang Zemin
repræsenterer en ny ledergeneration og en ny lederstil i kinesisk politik. I stedet for
at indhylle sig i en aura af hemmelighedsfuld magtfuldkommenhed - som
forgængerne Mao og Deng - optræder han som en moderne politiker, der åbent
søger at opbygge popularitet og finde alliancepartnere. Han fremtræder ofte som en
opportunistisk leder, der ønsker at behage alle og enhver, og specielt i forhold til
militæret er hans bestræbelser på at indynde sig hos de forskellige dominerende
grupperinger og magtfulde generaler tydelige. Han kan således tilsyneladende
afskrives som en svag leder, der blot prøver at tilpasse sig de eksisterende
magtstrukturer.
Men skinnet bedrager! Jiang Zemin har siden sin promovering til de øverste
topposter i 1989 arbejdet målrettet på at sikre sig effektiv kontrol med militæret, og
det er langt hen ad vejen lykkedes. CMC er blevet reorganiseret tre gange under
Jiang Zemins ledelse, i 1992, 1994 og 1995, og hver gang har Jiang udskiftet ældre
ledere med folk af hans egen generation. Den største omvæltning var udrensningen
i 1992 af "Yang klanen" (den daværende præsident, general Yang Shangkun og
dennes fætter general Yang Baibing, der fungerede som sekretær for CMC), hvilket
gav Jiang fri bane til promovering af loyale tilhængere i militæret. Han har opnået
en tæt allliance med forsvarsminister Chi Haotian, der fungerer som viceformand
for CMC, og han har udnævnt nye ledere for samtlige militærregioner såvel som for
en række af de centrale PLA institutioner (Militærakademiet, Atomslagstyrkerne,
osv.). Jiang har også gjort sig stor umage for at pleje gode forbindelser med Kinas
interne sikkerhedsstyrker PAP (People's Armed Police). Konklusionen er at Jiang
Zemin har haft held med at sikre sig en betydelig grad af kontrol over PLA.
Jiangs evne til at sikre sig magt indenfor militæret må dog ikke få os til at
glemme at der immervæk er tale om nye tider i kinesisk politik. Jiang Zemin har
ikke en militær karriere bag sig. Ligesom premierminister Li Peng har også Jiang
Zemin en baggrund som ingeniør og administrator, og hans opstigning til systemets
tinder er således det centrale eksempel på teknokraternes magtovertagelse i kinesisk
politik. Hans pragmatiske, konsensussøgende lederstil er også symptomatisk for
udviklingen fra et leninistisk kommandosystem til en form for bureaukratisk
pluralisme, hvor politisk ledelse består i at få de forskellige bureaukratiske
institutioner - civile som militære - til at gå i spand sammen. Hvor både Mao og
Deng kunne tale til militæret med stor personlig autoritet, er Jiang Zemin henvist
til at opbygge netværk og komme overens med folk.
Overfladisk set er den politiske styring af PLA blevet intensiveret i 1990'erne.
På baggrund af interne loyalitetssvigt i 1989 og erfaringerne fra Østeuropa og
Sovjet (ikke mindst det mislykkede kupforsøg i Rusland 1991) er Disciplin
Inspektions Systemet indenfor PLA blevet skærpet, og der tales meget om
nødvendigheden af "Partiets ubetingede ledelse" i forhold til PLA. Partikomiteerne
er blevet styrket på alle niveauer indenfor militæret, fra regimenterne og opefter.
Den megen snak om politisk kontrol med PLA er imidlertid snarere symptom på et
problem, og i praksis tyder alt på at båndene mellem Parti og Hær bliver tyndere i
disse år.(2)
I hvor høj grad kan KKP regne med PLA i tilfælde af en alvorlig krise? Den
gennemgående vurdering blandt analytikerne er at PLAs loyalitet er usvækket, så
længe der er tale om en ekstern trussel. Det er mindre sikkert hvordan PLA vil
reagere i tilfælde af indre trusler, specielt hvis der kommer nye folkelige oppositionsbevægelser.
At KKPs ledere deler denne vurdering fremgår af den voksende
betydning, sikkerhedsstyrkerne PAP har fået. PAP går tilbage til Folkerepublikkens
etablering i 1949, hvor der var en særlig Sikkerhedsstyrke under PLA. PAP blev
oprettet i sin nuværende form i 1983, hvor det kom under ledelse af Ministeriet for
Offentlig Sikkerhed, og i de næste år "opsugede" PAP hovedparten af de soldater,
der blev demobiliseret fra PLA. PAP var imidlertid plaget af dårlig organisation og
udrustning, og styrken gjorde en ringe figur under protestbevægelsen i 1989, hvor
undertrykkelsen af demonstrationerne i sidste ende måtte overgives til regulære
hærenheder. Siden 1989 er PAP blevet væsentligt styrket, og i 1995 blev kontrollen
med PAP overflyttet fra Ministeriet for Offentlig Sikkerhed til militærkommissionen
CMC. PAP udgør i dag en betragtelig styrke med 700.000 mand (hvoraf de to
tredjedele i Sikkerhedsenhederne, som specielt har ansvar for nedkæmpelse af
"optøjer") og et opgraderet udstyr.(3) Det er således PAP som har ansvaret for
undertrykkelse af nationalistiske manifestationer i Tibet.
 

PLA som international aktør
Den fremvoksende bureaukratiske pluralisme har givet PLA en selvstændig og
synlig profil i kinesisk politik; siden 1989 har militæret brugt sin indflydelse til at
påvirke kursen indenfor en række indrigs- og udenrigspolitiske sagsområder. Især
i udenrigspolitikken søger PLA at gøre sig gældende som den selvudnævnte vogter
af Kinas suverænitet og som talerør for den nationalistiske bølge, der har været
stigende i Kina op gennem 1990'erne. Der har været mange konflikter mellem PLA
og det kinesiske udenrigsministerium under ledelse af den formfuldendte diplomat
Qian Qichen. PLA modarbejder kinesisk deltagelse i multilaterale sikkerhedsaftaler
i den østasiatiske region og blokerer for aftaler om øget transparens i militære
forhold mellem Kina og nabolandene. En aftale om sikkerhedspolitisk dialog
mellem Kina og Japan blev saboteret af PLA. PLA optræder som udenrigspolitisk
"høg" i forholdet til USA, og man aner PLAs hånd bag den kinesiske afvisning
oktober 1996 af et amerikansk tilbud om en aftale, der ville indebære at de to lande
ophører med at "sigte" på hinanden med kernevåbenbærende missiler.(4) Det hidtil
mest spektakulære eksempel på PLAs "skygge-udenrigspolitik" så man imidlertid
under Taiwan-krisen i februar-marts 1996, hvor PLA i forbindelse med præsidentvalget
på Taiwan, affyrede missiler mod øvelsesmål i farvandene omkring øen med
det formål at tvinge Lee Teng-hui til at opgive forsøget på at profilere Taiwan i
international politik; aktionen udløste en international krise, hvor USA dirigerede
enheder fra den 7. flåde til Taiwan-strædet. Men man mærker også PLAs
indflydelse i den ambitiøse kinesiske politik med hensyn til Det Sydkinesiske Hav,
hvor Kina gør krav på øgrupper i hele havområdet mellem Vietnam og Filippinerne,
såvel som i den kinesiske sendrægtighed i forhold til tiltrædelse af kernevåbenforsøgsstoppet
1996. En særlig prioritet for PLA har våbeneksporten, idet PLA i
stigende grad er blevet økonomisk "selvforsørgende" med enorme indtægter fra det
militærindustrielle kompleks. PLAs interesser i våbeneksport har gentagne gange
i 1990'erne bragt Kina på kollisionskurs med USA (- hvis våbeneksport i parentes
bemærket er mange gange større end Kinas).
PLA er langtfra i stand til at diktere Kinas udenrigspolitik, men militæret udgør
en blandt flere aktører, som søger at påvirke kursen. Den største bekymring i
nabolandene knytter sig til en eventuel fremtidig politisk krise i Kina, hvor
konkurrende fraktioner prøver at overgå hinanden i nationalistisk retorik, og hvor
PLA bliver den ombejlede og udslaggivende magtfaktor.
 

PLAs økonomiske interesser
Fastfrysningen af forsvarsbudgetterne i 1980'erne tvang PLA til at søge nye
indtægtskilder; dels i form af våbeneksport, dels ved omstilling af dele af
militærindustriens produktionskapacitet til civil, kommerciel produktion. Denne
omstrukturering var sanktioneret fra højeste sted, idet Deng Xiaoping i 1985 på en
konference i CMC opfordrede PLA til at søge nye indtægter som kompensation for
faldende militærbudgetter.
Det første synlige udtryk for øget våbeneksport var krigen mellem Iran og Iraq
i 1980'erne, hvor kinesiske kortdistance-missiler fandt vej til begge de krigsførende
parter. Iran og Iraq var de vigtigste købere af kinesisk militært isenkram i 1980'erne,
og efter afslutningen på den iransk-irakiske krig i 1990 faldt PLAs våbeneksport.
Det er dog stadig en vigtig indtægtskilde, som i 1995 indbragte PLA anslået fem
milliarder kr.(5)
Indtægterne fra civil produktion er imidlertid af langt større økonomisk
betydning for PLA. Efter Dengs ovennævnte tale i 1985 gik militæret for alvor ind
som aktør i den kinesiske boom-økonomi: militære produktionsanlæg blev omstillet
til civil produktion, luftvåbnet overførte piloter, fly og lufthavne til kommerciel
drift, flåden gik ind i shipping, hæren stillede soldater og materiel til rådighed for
civile byggeprojekter. PLA ejer i dag officielt 10.000 virksomheder; uofficielt er
tallet langt større, måske snarere 20.000 virksomheder. CIA beregnede PLAs
kommercielle indtægter i 1992 til at ligge omkring 30 milliarder kr., og tallet ville
i dag givetvis være langt større.(6) Med samlede militærudgifter på anslået 150-200
milliarder kr. om året (officielt er Kinas militærbudget blot på omkring 50 milliarder
kr., men dette tal er helt misvisende - hvorom følger) ligger PLAs "selvforsyningsgrad"
altså i størrelsesordenen omkring 20% - men med en meget stor usikkerhedsmargin.
En betydelig del af PLAs kommercielle aktiviteter bærer ikke mange spor af
den militære oprindelse; PLA driver således hoteller og barer i stor stil, og PLAs
eget forlag er masseproducent af blød porno. PLA-enheder har indgået joint venture
aftaler med multinationale firmaer; et pudsigt eksempel er PLAs 2. Artillerikorps -
kodeordet for den kinesiske strategiske missilstyrke - der fungerer som franchiseoperatør
og driver isbarer for en stor amerikansk kæde!
Der er også en del aktiviteter, som befinder sig i en gråzone eller rent ud sagt
på den forkerte side af loven. PLA er involveret i omfattende spekulation med
byggegrunde (et oplagt område for økonomisk kreativitet, da PLA i forvejen
besidder store jordejendomme til militære formål), ligesom flere PLA-enheder er
involveret i storstilet smugleri. PLA er også en sværvægts-spiller på Kinas børser,
og en del af PLAs formuer er placeret på konti i Schweiz og Bermuda Øerne. Den
økonomiske grådighed og dermed forbundne vaklende disciplin i de væbnede
styrker har resulteret i en række skandaler og episoder i 1990'erne; en af de værste
var massakren på Qiandao-søen i 1994, hvor en gruppe på 24 turister fra Taiwan
blev plyndret og dræbt, angiveligt af PLA-soldater på orlov.
PLAs kommercielle interesser påvirker de tre andre "hjørner" i modellen:

- I forhold til intern kinesisk politik, og specielt i forhold til Kommunistpartiet,
er kommercialiseringen med til at underminere den politiske styring.
Jo større financiel selvtilstrækkelighed, PLA opnår, jo større politisk
selvstændighed får militæret også.
- Hvad angår den internationale politik er PLAs eksportinteresser med til at
påvirke Kinas udenrigspolitik, og den generelle uigennemskuelighed i
Kinas militærudgifter vanskeliggør aftaler med nabolandene om øget
transparens i militære anliggender.
- Professionaliseringen af det kinesiske militær undermineres på sigt også
af kommercialiseringens skyggesider: materialisme, korruption, ulovligheder,
osv.. Mao Zedong talte kort før Folkerepublikkens etablering i 1949
om faren fra "borgerskabets sukkerkugler" (dvs. den korrumperende
indflydelse, et trygt og behageligt liv kunne få på Kommunistpartiet, når
det kom til magten). I 1990'erne er PLA selv blevet storproducent af
"sukkerkugler"...
 

Professionaliseringen af PLA
Der er udbredt enighed blandt vestlige iagttagere af Kinas militær om at en ny
korpsånd præger PLA i 1990'erne, og "professionalisme" er nøgleordet i denne nye
ånd. Samtidig med at antallet af soldater i PLA er blevet reduceret i flere omgange
i løbet af 1980'erne og 1990'erne (hvorom mere i det følgende), er uddannelsesgraden
i de trimmede styrker væsentligt højnet. I det ca. 700.000 mand store
officerskorps har omkring halvdelen nu hvad der svarer til en kortere videregående
uddannelse, mens en universitetsuddannelse eller tilsvarende er det normale for
officerer på regimentsniveau og opefter.
Under Kulturrevolutionen og Mao Zedongs sidste år (perioden 1966-76) var
uddannelsessystemet indenfor PLA - som i alle andre sektorer af samfundet - ude
af drift. Først i 1978 blev officersuddannelserne genetableret, for sent til at
forhindre PLA i at løbe ind i alvorlige problemer under 1979-krigen mod Vietnam,
hvor koordinationen mellem de forskellige kinesiske enheder og de tre værn var
katastrofalt dårlig, med store tab til følge. Opgradering af officerskorpsets tekniske
formåen blev derfor kodeordet for 1980'ernes militære reformer. De militære
distinktioner - som havde været ophævet under den sidste del af Mao-æraen - blev
genoprettet, og i 1988 kom der detaljerede retningslinier vedrørende aldersgrænser
for de forskellige officers grader. Vestlige eksperter vurderer at netop foryngelsen
af det kinesiske officerskorps er det område, hvor militærreformerne mest tydeligt
har båret frugt.(7) Den teknologiske og generelle uddannelsesmæssige opgradering
er også kommet et godt stykke vej, omend udviklingen er ujævn. Vestlige
efterretningskilder anser Kinas landbaserede artilleristyrker for at være blandt de
bedste i verden, hvorimod standarden er lav på andre områder.(8)
Resultatet af det højnede uddannelsesniveau indenfor officerskorpset,
kombineret med den generelle politisk-ideologiske desillusionering overalt i det
kinesiske samfund, er en voksende identifikation indenfor PLA med den militære
profession snarere end med rollen som "Partiets væbnede arm". PLA-officerernes
uddannelse inddrager i stigende grad erfaringer fra andre lande, og der er mange
internationale kontakter med hyppige delegationsrejser til USA, Rusland, Pakistan
og ASEAN-landene. Udviklingen af en egentlig korpsånd indenfor PLA hæmmes
dog af kommercialiseringen og korruptionen, som trækker officerne i retning af at
integrere sig med lokale økonomiske interesser.
 

Militærdoktriner
Mao-æraens doktrin om "folkekrig" var i sit væsen defensiv. De kinesiske ledere
ønskede fremfor alt at anskueliggøre overfor supermagterne USA og Sovjet, at et
angreb på Kina uvægerligt ville køre fast i konfrontationen med de kinesiske
millionhære og den endnu langt mere talrige folkemilits. Erfaringerne fra
kommunisternes guerillakrig i 1930erne og kampen mod den japanske invasion
1937-45 såvel som fra borgerkrigen 1946-49 var med til at give folkekrigsdoktrinen
konkret form: en angribende fjende skulle "lokkes dybt ind" for derefter
at druknes i det kinesiske folkehav. Udviklingen af atomvåben - med den første
prøvesprængning i 1964 - mods varede denne militærdoktrin med tilføjelsen af et
frygtindgydende gengældelsesvåben til arsenalet. I Mao-tidens kinesiske trusselperception
blev en imperialistisk krig mellem supermagterne anset for uundgåelig, og
PLAs øverste militærdoktrin var derfor at være beredt på en "snarlig, større og
atomar krig". I årene umiddelbart før og efter Mao Zedongs død 1976 hældede Kina
til USAs side, idet truslen fra Sovjetunionen blev anset for at være den mest
overhængende. Men efter Ronald Reagans tiltrædelse som USAs præsident 1980
kølnedes det kinesisk-amerikanske venskab, og fra omkring 1983 var den kinesiske
udenrigspolitik baseret på princippet om "ækvidistance", dvs. Kina søgte at holde
sig på passende afstand og uafhængig af begge datidens supermagter.
På en vigtig tale til en konference i Den Centrale Militærkommission CMC
maj-juni 1985 fremlagde Deng Xiaoping en radikalt ny doktrin, idet han argumenterede
for at Kina ikke længere behøvede at frygte et nært forestående angreb fra
Sovjetunionens side. I stedet for storkrig blev PLA nu instrueret om at forberede sig
på "begrænset krig" eller "lokal krig".(9) Den nye doktrin indebar omfattende
ændringer i taktiske doktriner og kommandostruktur.
Princippet om "folkekrig" blev gradvist erstattet af det nye kodeord "aktivt forsvar",
som har langt mere offensive overtoner. I stedet for at "lokke fjenden dybt ind"
bliver der nu talt om "fremskudte forsvarspositioner" og sågar om forebyggende
angreb. Mobile elitestyrker (RRU = Rapid Reaction Units) spiller en langt større
rolle under den nye militærdoktrin, og blandt de moderne taktiske koncepter er
"lynkrig", "angreb i dybden" og "at vinde initiativet ved at slå først".(10) Tydeligvis
retter nutidens kinesiske militærdoktrin sig primært mod nabolandene i Syd- og
Østasien snarere end mod USA eller Rusland.
I kølvandet på Golfkrigen 1991, hvor effektiviteten af USAs højteknologiske
krigsførelse chokerede den kinesiske generalstab, gav partileder Jiang Zemin 1985-
doktrinen en ny drejning, idet han formulerede et slogan om "begrænset krig under
højteknologiske forhold". En forbedring af PLAs C3I (Command, control,
communications, intelligence) har i dag øverste prioritet i det kinesiske militær,
såvel som udviklingen af elektronisk krigsførelse, tidlige varslingssystemer,
laserstyret ammunition og antiballistiske missilsystemer.
 

Organisation
Militærreformerne under Deng Xiaoping og Jiang Zemin har medført omfattende
organisatoriske ændringer på mange områder. En del af disse ændringer er mere
"papirplaner" end realitet, mens andre er vidt fremskredet.Den omfattende demobilisering siden 1985 er selve grundlaget for reorganiseringen
på de andre områder, og den er også den mest vellykkede af de militære
reformer; den ville næppe have været mulig uden Deng Xiaopings enestående
personlige autoritet overfor PLA. På få år er PLA blevet slanket for en tredjedel af
sit mandskab, og yderligere demobiliseringer er på vej:

Den seneste nedskæringsplan blev rapporteret af det japanske nyhedsbureau Kyodo
i begyndelsen af 1996, og det fremgår ikke hvilken tidshorisont der er tale om.(l 1)
Størstedelen af de demobiliserede styrker er blevet overført til nye arbejdsgivere
snarere end blot hjemsendt. Sikkerhedsstyrkerne PAP har absorberet 500-
600.000 mand, mens PLAs Konstruktions-korps er blevet overført til civil ledelse
og Jernbanekorpset lagt ind under Jernbaneministeriet. Demobiliseringen er udtryk
for en styrkelse snarere end en svækkelse af PLA. Den har reduceret PLAs
"forsørgerbyrde" og muliggjort omflytning af ressourcer fra forplejning osv. til
uddannelse og teknologisk opgradering.
Kommandostrukturen er blevet strømlinet og centraliseret. I Mao-tiden var
Kina opdelt i 11 militærregioner, og regionscheferne havde betydelig autonomi.
Styrkerne var opdelt i nationale og regionale enheder, idet CMC havde kommandoen
over de førstnævnte, mens regionscheferne kunne disponere over de regionale
enheder. Under Deng Xiaopings ledelse blev de oprindelige 11 regioner opløst og
gendannet som syv storregioner. Men efter begivenhederne i 1989 er alle enheder
under CMCs ultimative kontrol på grund af bekymringen for eventuel illoyalitet fra
enkelte regionschefers side.
Organisationen af hærstyrkerne er under omstilling fra den klassiske sovjetiske
model med dens vertikale kommandohierarki og separate feltarmeer til moderne,
integrerede gruppehære. PLAs landstyrker er blevet organiseret i 24 gruppehære
med ca. 50.000 mand hver, opdelt i tre divisioner. Gruppehærene samler infanteri-,
panser- og ingeniørenheder under én hat. Siden 1986-87 har disse gruppehære
trænet koordineret indsats. Integrationen af de tre værn skrider langsommere frem;
først i 1994 afholdt PLA manøvrer hvori indgik styrker fra både hær, flåde og
luftvåben. Forbilledet for disse manøvrer er den amerikanske Air-Land Battledoktrin;
men Kina er meget langt fra at virkeliggøre princippet om integration af de
tre .værn. Specialister fra USAs Forsvarsministerium vurderer at "...det forekommer
som om PLA anser en øvelse for 'fælles' når styrker fra de forskellige værn
ankommer til det samme område på det samme tidspunkt, blot for at afholde
manøvrer hver for sig."(12) Iagttagerne er dog enige om at PLAs træningsprogram
er blevet opgraderet i de senere år, og at der er tale om hyppigere og mere intense
manøvrer end førhen.
En vigtig komponent i reorganiseringen af PLA er den øgede satsning på
specialtropper og enheder til hurtig indsats. Siden 1984 har PLA etableret RRUstyrker
(Rapid Reaction Units) i stigende omfang, og det er endemålet at hver
gruppehær skal have en RRU-division. RRU-styrkerne fungerer som elitetropper
og er bedre udrustet end andre PLA-enheder; især satses der på at øge RRUstyrkernes
mobilitet. Til dette formål indkøbte Kina i 1993 ti Ilyushin-76 transportfly
fra Rusland. Der skal dog langt flere transportfly til for at give virkelig mobilitet
til alle PLAs RRU, og endvidere begrænser PLAs ringe beholdning af helikoptere
fortsat RRU-enhedernes fleksibilitet og mobilitet.
Vestlige iagttagere er i hovedsagen enige om at omstruktureringen af PLA
stadig har la^ig vej tilbage, og det kinesiske militær kan langtfra leve op til kravene
i 1991-doktrinen om "begrænset krig under højteknologiske forhold". Længst
fremme er demobiliseringen og reorganiseringen af kommandostrukturen; hvorimod
integrationen af de tre værn dårligt nok er begyndt endnu.
 

Militærudgifter og teknologisk udvikling
Kinas forsvarsbudget er et af de mest uigennemsigtige i verden, og det eneste,
vestlige iagttagere kan blive enige om, er at det officielle kinesiske tal på 75
milliarder yuan (= ca. 50 milliarder kr., svarende til halvanden procent af Kinas
BNP) for 1996-97 er ubrugeligt. En del af militærudgifterne skal findes under andre
poster i statsbudgettet, og der tilflyder også PLA midler fra lokale budgetter. Til
gengæld varierer de vestlige iagttageres egne beregninger fra 100 til 600 milliarder
kr. De autoritative forskningsinstitutter IISS (det britiske International Institute of
Strategic Studies) og SIPRI (Swedish International Policy Research Institute) ligger
i midten af dette spænd med deres bud på mellem 150 og 200 milliarder kr. Blandt
usikkerhedsmomenterne er spørgsmålet om beregningsgrundlaget - på hvilken måde
skal købekraftsfaktoren indregnes? Man får ikke det samme for en "forsvarskrone"
i f.eks. USA, Japan og Kina. Men uanset denne usikkerhedsfaktor er de offentligt
tilgængelige kinesiske forsvarsbudgetter opgjort på aldeles uigennemsigtig måde,
hvilket i sig selv er med til at fremkalde bekymring i nabolandene. Hertil kommer
den manglende eksakte viden om PLAs egne indtægter.
Der er imidlertid enighed mellem de kinesiske myndigheder og udenlandske
iagttagere om at forsvarsbudgetterne er stigende i 1990'erne efter 1980'ernes
stagnation og smalkost. De officielle tal viser en betragtelig stigning efter 1988,
men når inflationen fraregnes er der reelt kun tale om 4% realvækst om året.
Udenlandske iagttagere sætter væksttakten noget højere, og mange gætter på at
realvæksten i 1990'erne ligger så højt som 10% om året. Men også dette tal skal
tages med store forbehold, for selv hvis det er rigtigt, vil de fleste være enige om
at hovedparten af væksten bliver brugt til at forbedre levestandarden for PLAs
officerer og menige; PLA kan ikke holdes udenfor den generelt hurtigt stigende
levestandard i den kinesiske befolkning.Den generelle budgetmæssige uigennemsigtighed gør det også meget vanskeligt
at vurdere omfanget af den teknologiske modernisering i PLA. Det overordnede
indtryk af udviklingen i 1990'erae er at PLA indenfor de fleste våbentyper
fortsætter 1980'ernes "skrump", og at der kun på enkelte områder - især A-våben,
missilteknologi, nogle få moderne fly- og flådeenheder - er tale om avanceret
teknologi; hvad angår disse områder spiller import en voksende rolle. Kinas militær
er teknologisk på 1950'er eller 1960'er niveau, målt med international alen, og man
er først nu ved at bevæge sig ind i 1970'erne.
Kvantitativt er Kinas militær-industrielle kompleks enormt. Forbløffende nok
er vestlige og kinesiske eksperter enige om at kun omkring 10% af dette militærindustrielle
kompleks' kapacitet anvendes til egentlig militærproduktion.(13) Resten
ligger enten brak eller er omlagt til civil produktion. Indenfor næsten alle konventionelle
våbentyper ses tilbagegangen fra 1980'erne at fortsætte ind i 1990'erne:
år for år producerer Kina færre fly, færre kampvogne, færre stykker artilleri. Kun
hvad angår produktionen af flådefartøjer (destoyere, fregatter og ubåde) ses en svag
tendens til stigning i 1990'erne. Målt med en rent kvantitativ målestok udgør det
kinesiske militær altså ikke en voksende trussel, tvært imod. Det interessante, men
vanskelige spørgsmål er, om der sker en væsentlig kvalitativ opgradering af
våbensystemerne. Her skal ses nærmere på moderniseringen af Kinas flåde,
flyvåben og kernevåbenarsenal, da det især er disse tre områder der tiltrækker sig
omverdenens interesse. Kinas styrke indenfor de tre nævnte felter er afgørende for
vurderingen af Kinas kapacitet til at fremføre styrker til konfliktområder langt fra
landets egne grænser (Power Projection) og storpolitisk sabelraslen.
 

Den kinesiske flåde
Kvantitativt er den kinesiske flåde PLAN ’(= PLA Navy) den tredjestørste i verden,
idet Kina råder over 44 ubåde og 50 destroyere og fregatter. Kvalitativt sakker
PLAN imidlertid bagud i forhold til alle andre relevante lande i Østasien: PLAN
kan hverken måle sig med de japanske selvforsvarsstyrkers flådeenheder, med den
indiske flåde, med ASEAN landenes samlede flådestyrker, eller med Taiwans flåde.
I løbet af de sidste ti år har PLAN udviklet sig fra at være blot en kystflåde ("brown
water capability") til en kystflåde med forøget rækkevidde ("green water capability"),
men kapaciteten til at operere over længere perioder i farvande langt fra Kina
("blue water capability") er endnu meget begrænset, og PLAN kan maksimalt holde
en flådegruppe på 18 skibe i søen over et længere tidsrum. Eksperternes vurderinger
er noget forskellige; hovedindtrykket er at PLANs rækkevidde ikke er væsentligt
øget i løbet af det seneste årti, men at en vis modernisering er undervej s.(14)
PLAN satser på modernisering af flådestyrkerne indenfor tre skibstyper:
destroyere, fregatter og ubåde. Hvad angår destroyere råder PLAN over 18 fartøjer
af Luda klassen (meget lig de sovjetiske destroyere af Kotlin klassen); to af disseLuda destroyere tilhører 3. generation, udviklet siden 1991, som udgør en stor
forbedring i forhold til de ældre skibe. Luda III destroyerne har en radius på op mod
5.000 km. og er udrustet med moderne våbensystemer, der udgør en blanding af
importeret (italiensk og britisk) og kinesisk fremstillet udstyr. I bevæbningen indgår
otte antiskibs missiler af typen Ying Ji-1, som er en kinesisk klon af det franske
Exocet-missil. Den vigtigste nyudvikling på destroyer-området er imidlertid den nye
klasse af fartøjer benævnt Luhu; indtil nu er kun en enkelt Luhu destroyer færdig,
men flere andre er under bygning. Luhu er en fuldt moderne destroyer med tyske
gasturbiner, franske Crotale SAM-missiler, franskbygget radar, italienske
torpedoaffyringsramper, samt de mest avancerede missiler fra Kinas eget arsenal.
Det er hensigten at Luhu med tiden skal komme til at udgøre rygraden i PLAN, men
den store afhængighed af import udgør en mulig begrænsning for den videre
opbygning af bestanden af disse fartøjer. Status i dag er at PLAN kun råder over tre
moderne destroyere.
Hvad angår fregatter tegner der sig et lignende billede: Ud af den samlede flåde
på 32 fregatter udgør den ældre Jianghu klasse langt hovedparten. Siden 1991 er
der blevet bygget fire fregatter af den mere moderne Jiangwei klasse. Som Luhu
destroyeren rummer også Jiangwei en blanding af importeret udstyr og de mest
avancerede kinesisk-fremstillede missiler.
PLAN råder over 52 ubåde, hvoraf langt de fleste er gamle, langsomme og
støjende dieself artøj er. Seks ubåde er drevet af atomreaktorer; de fem er jagerubåde
(SSN), mens den sidste er en SSBN bevæbnet med ballistiske atommissiler.
I 1994 søsatte PLAN den første af en ny generation kinesisk fremstillede dieselubåde,
Song, der med tiden skal afløse de ældre dieself artøj er. Hertil kommer
indkøbet 1995-96 af et antal ubåde af Ãj/ø-klassen fra Rusland. Der er tale om
avancerede fartøjer, som udgør en væsentlig kvalitativ styrkelse af den kinesiske
ubådsflåde.
Der har i 1990'erne været mange spekulationer omkring PLANs eventuelle
anskaffelse af hangarskibe. Kina overvejede i 1992-94 at indkøbe et hangarskib fra
Ukraine, men planen blev opgivet af økonomiske grunde. Der er også rygter om at
Kina selv søger at bygge hangarskibe, men rapporterne er ikke bekræftet.
Konklusionen på flådeområdet er at moderniseringen af PLAN kun er i sin
vorden, og at Kina ikke har egentlig blue water-kapacitet. Det vil kræve mindst 20
moderne destroyere af Lw/zw-klassen og et lignende antal fregatter af Jiangwei-typen
før PLAN bliver i stand til at understøtte eventuelle militære operationer udenfor
Kinas eget territorium. En sådan opgradering af PLAN vil tidligst kunne være en
realitet omkring år 2010.
 

Kinas flyvevåben
Det kinesiske flyvevåben PLAAF (= PLA Air Force) har ligesom flåden en
imponerende størrelse på papiret: 420 bombefly og omkring 4.000 jagerfly. PLAAFer imidlertid endnu mere teknologisk tilbagestående end de andre værn, idet langt
hovedparten af flyene er kinesiske kloner af 1950'ernes og 1960'ernes MIG-fly
(MIG-17, 19 og 21). PLAAF råder heller ikke over fly til optankning i luften, og
pilottræningen er af meget lav standard med omkring 30 flyvetimer om året og
ingen træning i natteflyvning eller flyvning over hav.
Den vigtigste nyudvikling indenfor PLAAF er købet af et antal Sukhoi-27
jagerbombere fra Rusland. 26 fly blev leveret i 1992, og i 1995 blev der indgået
aftale om køb af yderligere 50-75 fly. Kina har også indgået en joint venture aftale
med Rusland om kinesisk fremstilling på licens af Su-27, og produktionen forventes
at nå op på 15-20 fly om året. Kina er endvidere i færd med at udvikle sin egen
moderne jager-bomber Jian-10, som blev prøvefløjet i 1996. Jian-10 udvikles med
hjælp fra den israelske flyindustri og blander elementer fra F-16 og det israelske
Lavi jagerfly med kinesiske komponenter.
Konklusionen for PLAAFs vedkommende er at Kina er meget langt fra at have
et moderne flyvevåben. Avancerede fly er på vej ind i arsenalet, men der vil gå
mange år før PLAAF bliver i stand til at måle sig med flystyrker i de omkringliggende
lande, ikke mindst Taiwan.
 

Power Projection og Taiwan-strædet
Netop Taiwan er prøvestenen på hvor langt Kina er kommet med hensyn til
udvikling af Power Projection kapacitet. Taiwan-strædet er immervæk det mest
sandsynlige sted for en militær konfrontation med PLA som kombattant på den ene
side, og kapaciteten til at "generobre" Taiwan er et af de vigtigste konkrete mål for
moderniseringen af PLA. Konflikten mellem de to parter er en historisk hårdknude,
idet Taiwan fortsat udgør et rivaliserende kinesisk regime; øen er en del af Kina,
men samtidig er der tale om et moderne, demokratisk samfund med en avanceret
økonomi. Taiwans ledere kan umuligt "overgive" øen til Beijing, og Beijing kan lige
så lidt opgive kravet om Taiwans tilbagevenden til fædrelandets favn; hertil kommer
bekymringen for at Taiwan, i forbindelse med en eventuel international krise
mellem Kina og f.eks. Japan eller USA, skulle komme til at tjene som base og
springbrædt for angreb på fastlandet. I vurderingen af styrkeforholdet mellem de to
parter er eksperterne enige: Den kinesiske Folkerepublik har ikke kapacitet til at
invadere øen og tage kontrol over den. Taiwan råder over en stor hær og et meget
moderne våbenarsenal. De stående styrker er på 376.000 mand, og med reserverne
kan hæren bringes op på to millioner mand. Flåden er stor - 38 destroyere og
fregatter - og langt mere moderne end PLAN. Taiwans flyvevåben råder over 365
jagere, primært amerikanske F-5 og F-104, og 150 F-16 fly er på vej i 1997; hertil
kommer et antal franske Mirage fly.(15) Tre amerikanske eksperter har følgende
skånselsløse vurdering af Kinas offensive kapacitet: "...PLA har faktisk styrken til
at dræbe mennesker, sænke nogle få skibe eller skyde nogle fly ned i løbet af ét eller
to korte engagementer. Men under de nuværende forhold har det kinesiske militær
ikke bevist kapaciteten til med held at fremføre og forsyne fremskudte styrker
udenfor Fastlandet, ikke engang i begrænsede operationer af den type som forudses
under konceptet ’lokal krig under højteknologiske forhold'."(16)
PLAs styrkeområder i forhold til en eventuel konfrontation med Taiwan ligger
på to områder: ubåde og missiler. Med en fortsat modernisering af ubådsstyrken vil
Fastlandskina med tiden blive i stand til at etablere en flådeblokade omkring Taiwan
- der er stærkt afhængig af forsyninger udefra og handelsmæssigt samkvem med
omverdenen. Og PLA har i sidste instans atombevæbnede missiler. En atomar
pulverisering af Taiwan er imidlertid politisk umulig og aldeles uhensigtsmæssig
i forhold til formålet med aktionen.

Atomvåbenarsenalet
Kina er blandt de store atomvåbenmagter i verden. Det er meget vanskeligt at
beregne arsenalets størrelse, men eksperterne gætter på omkring 300 atombomb
e re n ) De kinesiske lederes primære formål med atomvåben i 1960'erne og
1970'erne var at afskrække Sovjetunionen fra et lynangreb på Kina. Nedtoningen
af den sovjetiske trussel i 1980'erne og den fortsatte afspænding mellem Rusland
og Kina i 1990'erne har imidlertid ikke påvirket udviklingen i det kinesiske
atomvåbenprogram.
En af de store gåder omkring det kinesiske atomvåbenarsenal er at Kina - ud
over forsikringer til alle sider om at afstå fra førstegangsbrug af disse våben - aldrig
har formuleret en offentlig kernevåbendoktrin. Måske har de kinesiske ledere med
velberåd hu opretholdt et røgslør om de egentlige hensigter med og militære
doktriner omkring den kinesiske atomslagstyrke, for på denne måde at maksimere
afskrækkelses værdien af arsenalet. Siden slutningen af 1980'erne har der imidlertid
indenfor de Strategiske Missilstyrker foregået forskning i og debat om forskellige
kernevåbendoktriner, og kineserne synes at nærme sig en teori om muligheden for
begrænset atomkrig.( 18) Dette er i tråd med den overordnede 1985-doktrin om
"begrænset/lokal krig". Men teorien om "begrænset atomkrig" eller "begrænset
afskrækkelse" løber ind i flere problemer. På det overordnede politiske plan trækker
ideerne om "begrænset atomkrig" i retning af fleksibel og hurtig indsats af taktiske
atomvåben, herunder også inddragelse af muligheden for overraskelsesangeb på
fjendens våben; men en sådan tankegang strider mod det erklærede princip om at
afstå fra førstegangsbrug og kun anvende atomvåben til gengældelse for kemevåbenangreb
på Kina.
På det praktiske plan er Kinas nuværende atomvåbenstyrke ikke gearet til en
doktrin om begrænset atomkrig. Kinas atomstyrker består af et "klassisk" arsenal
af bomber og missiler til brug mod fjendens storbyer i et gengældelsesangreb;
hovedparten af missilerne er landbaserede, da Kina kun råder over en enkelt SSBN
(jævnfor ovenfor). PLAAFs strategiske bombefly er særdeles forældede og udgøringen reel trussel for en eventuel modstander. Men den kinesiske atomslagstyrke
disponerer ikke over små, præcise og mobile våben som f.eks. krydsermissiler, og
man mangler et udbygget rumbaseret varslingssystem såvel som antiballistiske
missilsystemer til beskyttelse af egne kernevåben (Kina har dog for nyligt indkøbt
omkring 100 russiske S 300 antiballistiske missiler).
Kina optrappede i årene 1992-96 sine kernevåbenforsøg, og udenlandske
iagttagere formoder at kineserne bestræber sig på at udvikle mindre sprænghoveder,
som kan anvendes til krydsermissiler eller MIRV-missiler (Multiple Independently
Retargetable Vehicle). Kina har økonomisk og teknologisk kapacitet til at fordoble
eller endog tredoble sit kernevåbenarsenal; den væsentligste blokering for en sådan
udvikling vil komme fra internationale aftaler om begrænsning af stormagternes
kernevåbenstyrker. De kinesiske ledere insisterer imidlertid på at Rusland og USA
viser vejen med hensyn til reduktion af kernevåbnenes antal, og de anfører at Kina
endnu har langt igen før "passende" proportioner mellem Ruslands, USAs og Kinas
atomvåbenarsenaler er opnået.
 

Konklusion
Den anerkendte britiske specialist i international politik Barry Buzan fra University
of Westminster udtalte under et interview til dagbladet Information i 1996 at "Kina
minder om Tyskland i Europa i slutningen af det 19. århundrede. En meget hurtigt
moderniserende, indadvendt nationalistisk stat, der har historiske stridigheder og
grænseproblemer med naboerne. "(19) Buzan's vurdering deles af mange journalister
og dækker en god del af det mediebillede, Kina har i disse år.
Der er - heldigvis! - flere fejl i Barry Buzans beskrivelse af Kina med en
Ty ski ands-metafor. Rigtignok er Kina, som Tyskland i slutningen af det 19.,
århundrede, under hastig modernisering, og rigtignok går en nationalistisk bølge
gennem det kinesiske samfund i disse år. Hvad angår "indadvendthed" er
karakteristikken mere dækkende for regimets officielle ideologi end for befolkningen
og samfundet generelt. Og med hensyn til "uløste grænseproblemer" i forhold
til nabolandene er der i realiteten tale om bagateller.
Uanset hvad man måtte mene om disse ting, så er der i hvert fald en verden til
forskel mellem den dramatiske tyske oprustning under kejser Wilhelm og kansler
Bismarck og den begrænsede kinesiske modernisering af PLA i 1990'erne. Det er
hovedkonklusionen på denne artikel at mediernes billede af en "Kina-trussel" er ude
af trit med virkeligheden. I realiteten er Kinas militær langsomt ved at bevæge sig
ind i en modernisering, som gennemsnitligt vil bringe PLAs teknologiske stade fra
et 1950'er- eller 1960'er-niveau ind i 1970'erne. Men omverdenen står jo ikke pænt
stille og venter på Kina imens PLA moderniserer! 1 1990'ernes Østasien foregår en
relativ oprustning og modernisering overalt i regionen. Og målt med den mest
avancerede teknologiske målestok i verden, nemlig udviklingen i USAs våbenteknologi,
taber kineserne terræn snarere end at indhente. På enkelte områder, specieltmissilteknologien, er Kina dog relativt langt fremme, og viljen til at give landets
stormagtsambitioner et passende militært grundlag er helt klart til stede; i tilfælde
af en fortsat økonomisk ekspresvækst i de kommende årtier vil Kina uden tvivl også
udvikle sig til en militær kæmpe. Set i 1990'ernes perspektiv befinder Kina sig
imidlertid - for første gang i 150 år! - i en situation uden overhængende trusler
udefra, og Kina ser faktisk ud til at indhøste fredsdividenden.
Det er nærliggende at spørge hvorfor Kina da har dette image af at være en
stormagt under aggressiv oprustning? Det umiddelbare svar er det generelt negative
billede, Kina har fået i de vestlige medier efter 1989, hvor Kina stort set er den
eneste tilbageværende af de gamle "parti-stater". De vestlige mediers fremstilling
af en "Kina-trussel" modsiges da også energisk af de kinesiske ledere, som
fremturer med deres absurd lave tal for forsvarsbudgetterne og forsikringer om
Kinas ikke-aggressive, fredelige hensigter. Men måske er det blot et spil for
galleriet? Kinas fortsatte kernevåbenforsøg frem til sommeren 1996, missilbeskydningen
af farvandene omkring Taiwan marts 1996 og den truende kinesiske
fremfærd i det Sydkinesiske Hav er jo ikke ligefrem diskrete styrkedemonstrationer,
og disse aktioner sætter de kinesiske lederes erklæringer i et tvetydigt lys. Måske
ønsker de kinesiske ledere ligefrem at PLAs potentiale overvurderes af omverdenen?
Det er måske spekulativt, men der er en slående forskel i stil mellem for
eksempel Kina og Japan, når det gælder selv-fremstillingen vedrørende det militære
potentiale. Japans militærbudgetter er langt større end Kinas, og moderniseringen
af Japans "Selvforsvarsstyrker" sker mindst lige så hurtigt som Kinas modernisering
af PLA - og fra et langt mere avanceret teknologisk udgangspunkt. Det japanske
militær er nøjagtigt som det kinesiske i stand til handle resolut og brysk - som det
for eksempel fremgår af konflikten mellem Kina og Japan om øgruppen Diaoyu
(japansk: Senkaku) nordøst for Taiwan, der historisk tilhører Kina, men som begge
lande i dag gør krav på: da japanske højreekstremister i sommeren 1996 forsøgte
at puste til gløderne ved at opføre et fyrtårn på en af øerne, ydede den japanske
flåde dem beskyttelse og lagde en jernring rundt om øgruppen (Kina har til gengæld
forholdt sig i ro og indskrænket sig til diplomatiske protester). Der er nationalistiske
strømninger i Japan lige så vel som i Kina. Endelig den historiske slagskygge:
Japans militær har en grum fortid som aggressor overalt i Østasien under 2.
verdenskrig og har mange millioner menneskeliv på samvittigheden - alene i Kina
omkring 20 millioner - hvorimod Kina stort set kun har haft offerets eller den truede
parts rolle gennem de sidste 150 år (med "lokale" undtagelser: Tibet 1950, Vietnam
1979). Japans historiske slagskygge er specielt interessant derved at Japan aldrig
har taget et klart opgør med landets fremfærd under 2. verdenskrig; i sommeren
1996 aflagde den nyvalgte premierminister Hashimoto således et besøg ved
Yasukuni-templet for at hylde Japans faldne, hvoriblandt dømte krigsforbrydere.
Ikke desto mindre er hele opmærksomheden rettet mod Kinas militære moderni
sering, mens udviklingen i Japans militære kapacitet stort set ikke bemærkes af en
sjæl.
Hvorfor egentlig? Vestens opfattelse af at Kina, ikke Japan, er "modparten",
spiller selvfølgelig den afgørende rolle. En medvirkende forklaring kunne imidlertid
være, at de kinesiske ledere faktisk ikke er så kede af at PLAs modernisering
generelt overvurderes i omverdenen. En sådan overvurdering kan bidrage til at give
Kinas interesser større gennemslagskraft i regionen - omkostningsfrit! Ligesom
Mao-tidens Kina ikke forsømte nogen lejlighed til at demonstrere for omverdenen,
hvilken rasende myretue landet kunne forvandle sig til i tilfælde af angreb udefra -
alt imens Kinas konventionelle militær reelt var dybt anakronistisk - så kan man
forestille sig, at nutidens kinesiske ledere ikke er slet så ulykkelige over at PLAs
offensive kapacitet i dag overvurderes af omverdenen. Sunzi, Kinas antikke
militærfilosof, havde som en af sine centrale doktriner princippet om at give indtryk
af overvældende styrke, og dette princip går som en rød tråd op gennem Kinas
militærhistorie. Måske det stadig spiller en rolle i de kinesiske lederes strategiske
tænkning. I så fald er det omverdenens, og i sidste instans også vores, interesse at
fastholde en nøgtern og uimponeret synsvinkel.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_126_aargang_mar.pdf

 

Litteratur:
Edward L. Dreyer, China at War, 1901-1949, London and New York: Longman,
1995.
Ellis Joffe, The Chinese Army After Mao, Cambridge: Harvard University Press,
1987.
John Wilson Lewis og Xue Litai, China's Strategie Seapower: The Politics of Force
Modernization in the Nuclear Age, Palo Alto: Stanford University Press, 1995.
"China om the Move", Newsweek 1. april 1996 s. 12-30.
China Quarterly No. 146 (June 1996). (Special Issue: China's Military in
Transition)
Mark Weisenbaum (ed.), China's Military Modernization, London: Routledge,
Kegan Paul, 1996.
 

Noter
1. Frederick C. Teiwes: The Tragedy of Lin Biao: Riding the Tiger during the
Cultural Revolution, 1966-1971, London: Hurst, 1996
2. Jvf. Ellis Joffe: "Party-Army Relations in China: Retrospect and Prospect",
China Quarterly No. 146 (June 1996), ss. 299-314.
3. Tai Ming Cheung: "The People's Armed Police: First Line of Defence", China
Quarterly, No. 146 (June 1996), ss. 525-47.
4. Newsweek, 2. december 1996, s. 26.5. Arthur S. Ding: "China's Defence Finance: Content, Process and Administration",
China Quarterly No. 146 (June 1996), ss. 427-42 [s. 434].
6. David Shambaugh: "China's Military in Transition: Politics, Professionalism,
Procurement and Power Projection", China Quarterly No. 146 (June 1996), ss.
265-98 [s. 277].
7. June Teufel Dreyer: "The New Officer Corps: Implications for the Future",
China Quarterly No. 146 (June 1996), ss. 315-35.
8. June Teufel Dreyer, s. 323.
9. David Shambaugh, s. 279.
10. Nan Li: "The PLA's Evolving Warfighting Doctrine, Strategy and Tactics,
1985-95: A Chinese Perspective", China Quarterly No. 146 (June 1996), ss.
443-63.
11. "Cronicle and Documentation", China Quarterly, No. 146 (June 1996), s. 685.
12. Dennis J. Blasko, Philip T. Klapakis and John F. Corbett, Jr.: "Training
Tomorrow's PLA: A Mixed Bag of Tricks", China Qarterly, No. 146 (June
1996), ss. 488-524 [s. 517]; min oversættelse.
13. John Frankenstein og Bates Gill: "Current and Future Challenges Facing
Chinese Defence Industries", China Quarterly No. 146 (June 1996), ss. 394-
427 [s. 396]. .
14. Shambaugh ss. 288-93.
15. Newsweek, 1. april 1996, s. 17.
16. Blasko, Kapakis og Corbett, Jr., s. 522 (min oversættelse).
17. Alastair Iain Johnston: "Prospects for Chinese Nuclear Force Modernization:
Linited Deterrence Versus Multilateral Arms Control", China Quarterly No.
146 (June 1996), ss. 548-76.
18. Johnston s. 554.
19. Information, 12. november 1996.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.