Kina – den uvillige stormagt

2009 blev året, hvor finanskrisen blæste G-7 af banen som globalt krisestyringsråd. I stedet kom G-20 med blandt andet Kina. I 2009 viste Kina også, at det kunne sætte den internationale dagsorden igennem dets egen nationale stimuleringspolitik. En politik, som gav økonomisk genklang og spredte en vækstrate på 8,7% udover ”riget i midten”. Desuden sås Kinas væsentlige rolle – på godt og ondt – ved klimaforhandlingerne i København i december.

Trenden fortsætter og 2010 bliver året, hvor Kina bliver Asiens entydige nummer 1 med størst befolkning, størst militær og nu også størst økonomi, når Japan passeres.

Derfor har mange forventet, at vi snart ser fremkomsten af et G-2, hvor Kina og USA sammen løser verdens problemer. Den amerikanske-kinesiske strategiske dialog fra november sidste år sås som en manifestation heraf.[1] Men Kina ønsker ikke et G-2. For Kina er der for mange forpligtelser, selvom titlen er flatterende for den kinesiske ledelse. Kina ser fortsat primært international konfliktløsning som et nulsumsspil, i forhold til supermagten USA, hvor det for Kina handler om at få modydelser for at være behjælpelig med Nordkorea, Iran eller andre problemsager. Kina vil derfor fortsat være en uvillig supermagt. Men hvorfor det? 

Kina – og særligt det kinesiske kommunistiske parti – forsøger at videreføre Deng Xiaopings læresætning om at holde lav profil ude og fokusere nationalt. Yan Xuetong, professor på Tsinghua Universitety, formulerer det rammende: ”resten af verden ser Kina som en supermagt. Men vi siger nej. Det er en fælde for at udtømme vores begrænsede ressourcer.” Kina ønsker ikke at være en supermagt men fortsat at have udenrigspolitisk ro til at tackle de indenrigspolitiske udfordringer herunder fortsat økonomisk vækst.

2009 var ikke kun året med fortsat økonomisk fremgang i Kina. Det var også året med et vedvarende og stort antal sociale uroligheder og omfattende etniske uroligheder i Xinjiang-provinsen og ulmende uro i Tibet. Desuden var der følsomme ”jubilæer”, der skulle holdes væk fra offentlighedens interesse som 20-års dagen for opstanden på Den Himmelske Freds Plads og for 50-året for Tibet-opstanden i 1959.

Desuden var der en mængde økonomiske udfordringer, såsom de voldsomme ejendomsprisstigninger (på eksempelvis 7,8% i december 2009) og dertilhørende nervøsitet i styret for en prisboble, der kan springe. Det er den slags interne udfordringer, som det kinesiske styre er opsat på at holde i ave. Det er ledelsens første prioritet at håndtere den interne stabilitet. Det holder styret ved magten. Sådanne udfordringer kommer langt foran udenrigspolitiske problemsager som Iran, Sudan, Nordkorea, klima og hvad Vesten nu ellers forventer, at Kina kan bidrage til at løse.

De kinesiske magthavere finder således, at Kinas bidrag til globale udfordringer i vid udstrækning dækkes ved at fastholde Kinas egen høje vækst. Premierminister Wen Jiabao markerede, at det fortsat forholder sig sådan ved World Economic Forum 2009 i Davos, hvor han sagde, at ”den kinesiske økonomis stabile og hurtige vækst i sig er et vigtigt bidrag til global finansiel stabilitet”[2]. Wens forventede efterfølger i 2012, Li Keqiang, slog lignende toner an i sin tale i Davos den 28. januar i år, da han forklarede, at ”med en stigning på 380 milliarder dollars i BNP, er Kinas bidrag til verdens økonomiske bedring tydelig”. [3]

Derfor er Kinas hovedfokus først og fremmest på økonomiske og internationale forhold, der kan påvirke den nationale økonomi. Her er ledelsen klar over, at der skal ændres i afhængigheden af eksport samt af det store behov for at købe dollars for valutaoverskuddet. Endelig vil Kina med næb og klør modvirke tendenser til protektionisme, der kan destabilisere den kinesiske økonomi, netop på grund af den fortsatte eksportafhængighed. Disse forhold har givet Kina en mere udadvendt politik på områderne, hvilket fx manifesterer sig i spørgsmålet, om gradvist at få en anden reservevaluta end dollaren. Og det hænger sådan set stadigvæk fint sammen med Dengs maksime. Kina skal fokusere på internationale forhold, som er nødvendige for intern vækst. 

Men hverken omverden eller Kinas egen befolkning vil lade landet forblive i den mere passive rolle, hvor Kina kun glimtvis dukker op på verdensscenen. Omverden forventer mere fra Kina. Landet bør agere som en ansvarlig stormagt, der ikke blot free-rider. Ligeledes har flere og flere aktører internt i Kina nye forventninger til Kinas udenrigspolitik. Det er altså i krydsfeltet mellem interne og eksterne forventninger, at kinesisk udenrigspolitik bliver formet.

Af interne aktører kan nævnes militæret, der har fået solide økonomiske vitaminindsprøjtninger i en del år, og som nu vil ud for at afprøve kapabiliteterne. Et eksempel på det, er flådeengagementet i Aden-bugten. Også sammenstødet med et af USA’s fartøjer i det Sydkinesiske Hav i marts 2009 og satellitnedskydning i januar 2007 er eksempler på Kinas kapabilitets-afprøvning. Nogle analytikere taler om en manglende sammenhæng imellem civile og militære interesser i Kina, og at militæret har klare egne interesser i at vise militær magt som et led i en mere håndfast tilgang, i modsætning til det udenrigspolitiske establishment, der er langt mere forsigtigt.[4]

Ligeledes viser forhandlingerne af frihandelsaftaler, primært i Asien, at Kina i sin udenrigspolitik langtfra altid er en enhedsaktør, men at der er forskellige interesser i ministerier og i provinserne. Her bliver udenrigsministeriet blot en blandt flere aktører.[5]

En væsentlig og stigende faktor i Kina er den folkelige opinion og nationalisme. Den nationale identitet er fokuseret på Kina som daguo (stormagt). Den moderne folkelige nationalismes indtræden i forhold til den kinesiske udenrigspolitik kom i 1999 med studenterreaktionerne på bombningen af den kinesiske ambassade i Beograd. I 2005 opblussede den igen og fik nyt liv med de folkelige reaktioner vendt mod Japan, primært med baggrund i den japanske premierminister Koizumis besøg på Yazukuni-helligdommen, hvor også 12 japanske krigsforbrydere er begravede. Det sås igen omkring de nationale reaktioner ved OL og den udenlandske sammenkædning med Tibet. Nationalismen ses løbende i de hidsige reaktioner på udenlandske statslederes møder med Dalai Lamai forhold til Taiwan, det Sydkinesiske Hav og andre grænsestridigheder.

Folkestemningen vil i stigende grad forvente og forlange, at den stormagtsstatus Kina på papiret besidder, skal komme mere konkret til udtryk.  I 2009 var nationalistbogen, ”Kina er ikke glad” et stort hit. Bogen anførte, at Kina oftere burde gennemføre dets udenrigspolitik med et sværd i hånden. Sådanne nationalister mener altså, at der skal aftvinges større respekt for Kina – på den ene eller anden måde.     

Der er naturligvis en tæt vekselvirkning imellem, at styret selv puster til den nationalistiske ild ved forskellige situationer, og undlader det i andre. Eksempelvis har man ved nogle af Dalai Lamas besøg i europæiske lande[6] valgt fra officielt hold af forskellige andre udenrigspolitiske årsager ikke at blæse sagen op. Men selvom styret fortsat har fingeren på tænd-knappen bliver det sværere og sværere at få trykket på sluk-knappen for nationalismens udbrud, som kan blusse op igennem blogs, SMS’er, Facebook (da det var ucensureret) og andre medieformer.  

Derfor er der også to relevante tolkninger af det igangværende sammenstød med USA omkring salget af våben til Taiwan og Obamas møde med Dalai Lama. Det kan både ses som en ny stormagts stigende selvtillid, som The Economists store drage overfor lille Obama, illustrerer. Men også som udtryk for et regime, der frygter intern ustabilitet, og derfor må puste sig (op) udadtil – i hvert fald på kerneinteresserne omkring Taiwan og Tibet – for at modstå det interne pres.

Hvad betyder alt det samlet set for Kinas udenrigspolitik?
Vesten forventer international konfliktløsning og deltagelse fra Kina. Særligt USA vil konstant vurdere Kinas udenrigspolitik på det parameter. Kinas ledelse vil fortsat forsøge at fokusere på udenrigspolitiske forhold, der har direkte betydning for den nationale økonomi og dermed for indenrigspolitisk stabilitet.

Desuden vil Kina fokusere på at opnå goodwill fra USA, når Beijing engagerer sig i sager som Nordkorea og Iran. Kina har endnu ikke en forståelse af, at landet selv har en national interesse i at deltage i løsningen af sådanne sager, i forhold til f.eks. at sikre ikke-spredning af atomvåben.  Kina tænker fortsat national interesse i, hvad der kan opnås i forhold til stormagten USA, som ”betaling” for at engagere sig. Derfor betegnelsen; uvillig stormagt.

Læg dertil, at Kinas folkelige opinion i stigende grad vil forvente større respekt for Kina og i mindre grad tolerere kompromisser på områderne omkring kerneinteresserne.

I sådanne sager får Kinas status quo-orienterede udenrigspolitiske establishment sværere ved at kunne blive set som eftergivende. Sammenstødet med USA om ”kerneinteresserne”, våbensalg til Taiwan samt Tibet og Dalai Lama illustrerer det. Som professor Bo Zhiyue udtrykker det skal Kina først vise, at man faktisk kan beskytte sine kerneinteresser førend man kan udfylde en rolle som ”responsible stakeholder”. [7]

De modsatrettede ambitioner for Kinas ageren kan skabe skuffede forventninger, sammenstød og fejlberegninger. Vestens mulige skuffelse over Kinas manglende internationale handling kan også være med til at skubbe til nationalistiske kræfter internt i Kina, der ønsker højere grad af respekt. Endelig ulmer de uløste udfordringer omkring Taiwan og grænsedragningerne til Indien, Vietnam, Japan samt i det Sydkinesiske Hav fortsat, hvor små episoder kan sætte uigenkaldeligt gang i en negativ eskalation.

Forventeligt – og forhåbentligt – bliver Kina ikke den truende drage, der spyer ild på omverden, medmindre de presses helt op i hjørnet på, hvad de selv definerer som kerneinteresser. Men Kina kan heller ikke vende helt tilbage til Dengs maksime, for at få ro til indenrigspolitikken – selvom de konservative i partiet drømmer om det. Vi kan heller ikke vente at se Kina fuldt engageret som ansvarlig stormagt i international konfliktløsning.

Kinas udenrigspolitik kommer til at balancere mellem svære krav og forventninger som stormagt. Vejen skabes ved at gå ud af den, skrev den kinesiske forfatter Lu Xun. Sådan kommer det også til at være med kinesisk udenrigspolitik. Kina kommer til at træde helt sin egen vej som ny stormagt.

PDF med original udgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra: militaert_tidsskrift_139.argang_nr.2_2010.pdf


[1] Se forfatterens artikel om G-2 og Kinas manglende interesse, Parello-Plesner, 2009

[2] For den fulde tale, se Jiabao, 2009

[3] Keqiang, 2010

[4] Scobell, 2009

[5] Jiang, 2010

[6] Dalai Lamas møde med den britiske premierminister Gordon Brown den 24. maj 2008 er et sådant eksempel hvor Kinas reaktion var afdæmpet og man ikke pustede til blogilden, i modsætning til Dalai Lamas møde med Lars Løkke Rasmussen i maj 2009.

[7] Zhiyue, 2010

 

Litteraturliste

Litteraturliste

 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.