Katyn 1940 – historien om en forbrydelse

Forfatter: Thomas Urban
Forlag: Ellekær
Diverse: Oversat fra tysk af Jans Ellekær, Udgivet 24. oktober 2017; 289 sider; Illustreret; Pris: 245 kr. 
Anmelder: Poul Grooss, Kommandør (pens.) 
 
Bogens forfatter er tysk journalist med en fortid som østeuropakorrespondent for Süddeutsche Zeitung gennem knap 25 år. Han har med sin store erfaring kunnet dykke ned i en af de værste forbrydelser i det 20. århundrede, indsamle sagens fakta og stykke det hele sammen til en fortløbende beretning. Mange af bogens detaljer om begivenhederne i 1939-1940 er først dukket op efter Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen af 1990erne.
 
I bogens forord redegør forfatteren for nogle af de vigtigste begivenheder i forbindelse med Polens historie under Den anden Verdenskrig. Løgnen indgik som et kerneelement i Lenins og Stalins systemer, og det gjorde den i mere end 50 år, især omkring hele Katyn-sagen. Desuden redegøres for de vestallierede lederes holdninger til Stalin. Det lykkedes for ham totalt at udmanøvrere dem med hensyn til Østeuropa mod krigens slutning. Bogen redegør på udmærket vis for de polske eksilpolitikeres problemer under krigen: Forholdet til Stalin, østgrænsen, polsk territorium efter krigen og relationerne til Churchill og Roosevelt.
 
Katyn-sagen har sit navn fra de tyske troppers fund af massegrave nær landsbyen Katyn, ca. 20 km vest for Smolensk i Hviderusland i 1943. Her fandt tyskerne ligene af ca. 3.000 polske officerer. Sagen dækker over et meget større kompleks af systematiske massemord på polske officerer, reserveofficerer, politifolk, intellektuelle, meningsdannere og mange andre, i alt ca.25.000 personer. Mordene blev udført i forskellige lejre af Stalins hemmelige politi, NKVD. Da tyskerne opdagede de første massegrave, så blev hele det store propagandaapparat under Joseph Goebbels sat i værk: Man vidste med det samme, at her havde Stalin begået en forbrydelse, hvis afsløring ville kunne så splid mellem ham og de to vestallierede ledere, præsident Franklin D. Roosevelt og premierminister Winston Churchill. For Stalin gjaldt det om at skyde skylden på tyskerne, og det krævede fremskaffelse af vidner og fabrikation af nogle beviser. Det blev chefen for NKVD, Lavrentij Beria, straks sat i sving med. Beria kunne sætte sin næstkommanderende, Vsevelod Merkulov, til det, og han var sådan set særdeles egnet til opgaven, for det var ham, som havde stået for ”de praktiske ting” i forbindelse med organiseringen af massemordet.
 
Der er ikke så mange bøger på dansk om Katyn-sagen, men denne bog gennemgår alle aspekter af denne politisk komplicerede sag. Alle polakker har siden krigen vidst, at det var Sovjetunionen, som stod bag ugerningen, men det var først den 14. oktober 1992, at der kom en erkendelse. Mikhail Gorbatjov havde overladt magten til Boris Yeltsin, og i pengeskabet lå Stalins ordre om at henrette de ca. 25.000 tilfangetagne polakker. Foran rullende kameraer fik Polens nye præsident Lech Walesa overrakt en kopi, hvor man kunne læse underskrifterne fra Stalin, Voroshilov, Molotov og Beria. Hermed var skylden for mordene endelig blevet placeret.
 
Umiddelbart efter de tyske offentliggørelser om ligene i Katyn-skoven i 1943 gik Sovjetunionen i gang med at skyde hele skylden for mordene på tyskerne. Tyske rekognosceringsfly kunne følge NKVDs hektiske arbejde, lige så snart Katyn-området var blevet erobret af Den røde Hær. Alle de døde var blevet dræbt med tyske Walther pistoler, og der lå tyskfabrikerede patronhylstre over alt. Forklaringen på det var, at Stalins ”hofbøddel”, senere generalmajor i NKVD Vasilij Blokhin, ikke stolede på de sovjetiske pistoler, så han medbragte personligt en hel kuffert fuld af Walther-pistoler til opgaven. Derfor har begge parter beskyldt hinanden for mordene såvel under krigen som i det efterfølgende retsopgør i Nürnberg. Det fortsatte under Den Kolde Krig, og tyskernes vidner fra 1943 var truet resten af livet. Det fik alvorlige konsekvenser for stabslæge Helge Thramsen fra Søværnet, som i 1943, mens han var souschef på Retsmedicinsk Institut, som dansk repræsentant blev pålagt at vidne om sagen.
 
Bogen er velskrevet, forsynet med et særdeles godt kort over begivenhederne og med relevante fotos. Bogen kommer godt rundt i alle sagens aspekter, lige fra polakkernes internering, selve mordene, den sovjetiske misinformationskampagne, sagen i Nürnberg, perioden under Den Kolde Krig og selve den russiske indrømmelse. Hertil kommer præsident Putins opfattelse, herunder det nye Ruslands opfattelse, af Stalins rolle under krigen. I begyndelsen af Den Kolde Krig kunne man i Vesttyskland høre argumenter i retning af, at Katyn jo retfærdiggjorde ”Operation Barbarossa”, det tyske angreb på Sovjetunionen. Bogen giver også læseren et indtryk af historieopfattelsen i det moderne Polen. Alt i alt en bog, som man bliver meget klogere af at læse, men det er barsk læsning.  Den danske udgave bærer præg af at være oversat fra tysk. Sproget er lidt knudret, men det er en fremragende bog.

Del: