Karl Dönitz og Det tredje Riges sidste dage

Forfatter: Barry Turner
Forlag: Gyldendal
Diverse: Oversat af Poul Henrik Westh; 266 sider; Illustreret; Pris: 299,95 

Anmelder: Poul Grooss

Det er en mærkelig bog om et mærkeligt emne. Bogen prøver at lægge op til, at her foreligger en sensation: ”Grossadmiral Karl Dönitz fortjener i virkeligheden en stor tak for sin indsats i forbindelse med afslutningen af krigen, og han nød stor respekt blandt de allierede”.  Det er noget af en påstand. Der foreligger ikke noget nyt fra forfatterens side, men stoffet er tilsyneladende nyt for ham.

Emnet i sig selv er dog ganske spændende. Dönitz blev som ganske ung søofficer ubådschef i Middelhavet, og omkring krigens afslutning blev hans ubåd udsat for havari og blev sænket. Han selv faldt i britisk fangenskab. Han havde arbejdet med teorier omkring masseindsættelse af ubåde, og da Tyskland atter måtte producere ubåde i 1935, blev Karl Dönitz udnævnt til kommandør og chef for ubådsstyrken. Da Tyskland startede Anden Verdenskrig, var Dönitz blevet udnævnt til flotilleadmiral og var fortsat chef for det våben, som i de følgende måneder og år var lige ved at tvinge Storbritannien i knæ. Det er blot ikke ubådskrigen eller Dönitzs problemer som flådechef fra 1943, bogen handler om. Den handler om krigens sidste dage.

Dönitz var en stor beundrer af Hitler, og beundringen var gensidig. Albert Speers rolle i denne periode er nok undervurderet af forfatteren. Hitler havde formentlig udset sig Speer som sin afløser, men Speer var klog nok til at se, at der ikke var nogen fremtid i at påtage sige skylden for alle Det tredje Riges ulykker som statsoverhoved, så han påtog sig i stedet at forhindre udførelsen af Hitlers ordre om at ødelægge hele den tyske infrastruktur. Hitlers ”tilbud” til Dönitz kom som noget af en overraskelse for ham, og forfatterens beskrivelse af den nye regerings situation er dog en af bogens mere heldige beskrivelser. Man regnede fra tysk side med, at man kunne forhandle med vestmagterne og ”at alle gode kræfter – det vil sige amerikanere, briter og tyskere – nu skulle gå til kamp mod den fælles bolsjevistiske trussel”. Heinrich Himmler troede også, at han under fire øjne kunne forhandle sig til nogle fine resultater med Eisenhower efter Dönitzs magtovertagelse.

Bogen går ikke så meget op i hovedpersonens mere dystre sider. Dönitz var overbevist nazist, og han var meget autoritær – men det var jo ikke ualmindeligt i Tyskland/Europa på det tidspunkt. Han er fremkommet med en række stærkt anti-semitiske udtalelser, og han ytrer i nogle af sine taler og skriftlige bidrag noget om æresbegreber og pligt, som er vanskeligt at forstå i nutiden, selv når man tager nationalsocialismens uhyrligheder i betragtning. I de seneste måneder af krigen ofrede han i tusindvis af Kriegsmarines orlogsgaster i kampene mod den fremrykkende Rød Hær.

Bogen er smæk fyldt med fejl, floskler, dårligt sprogbrug, vås og ukendskab til Tysklands geografi. Den afslører også forfatterens meget ringe kendskab til ubådsoperationer (blandt andet side 29 – 32). I den sidste del af bogen er der et meget stort antal citater på hele og halve sider. De er skrevet af fra andre bøger om emnet, ganske vist med kildeangivelse. Redaktionen hos Gyldendal burde inden udgivelsen have undersøgt, om denne bog var udgivet på grundlag af omfattende viden og research fra forfatterens side. Læsere med brændeovn vil få større udbytte af denne bog end øvrige læsere.

Blot et uddrag af bogens mindre heldige sider:

s. 51: Her omtales ”hangarfly”, som formentlig er den tyske krydsers egne Arado AR-196 hydroplaner.

s. 52: Her demonstrerer forfatteren, at han ikke ved, hvorledes ildstøtten fra Prinz Eugen afgives. Skibet ”damper ikke frem og tilbage under skydningen”. Det går med langsom fart på en fast kurs, mens der korrigers for skibets kurs og fart inden hvert eneste skud.

s. 53: Den lette krydser Leipzig blev godt nok vædret af den tunge krydser Prinz Eugen, men de to skibe var ikke søsterskibe.

s. 55: Det er svært for en militær læser at regne ud, hvilken betydning fem skanser (?) mellem Weichsel og Oder spiller i et angreb udført af Den røde Hær rettet mod Wien, hvor Berlin åbenbart er det endelige mål.

s. 68: ”Overvågningsflyvning” burde have været omtalt som ”rekognosceringsflyvning”.

s. 69-70: ”Skadesbekæmpelse” burde have været kaldt ”havaritjeneste” og ”lækkerne” burde nok have været omtalt som ”lækager”.

s. 73: Her står: ”På hver side af soldækket var der davider til elleve personer. Men flere af dem var tomme….” Her menes nok, at der oprindeligt havde været elleve redningsbåde i hver side, at der nu var flere sæt davider uden redningsbåde, og at der nu blot var enkelte redningsbåde tilbage om bord”. 9 linjer længere nede står ”at der blev sænket net ned for at løfte dem (flygtningene) om bord”. Nettene blev sænket, så man kunne kravle op på skibet via nettet!

s. 87: Misvisende orientering om de allieredes fremrykning: Mener forfatteren, at Den røde Hær var nået til en linje Kiel – Salzburg, da de vestallierede nåede Rhinens bredder den 9. februar 1945?

s. 89-90: Her står, at ”den tyske 88-mm kanon kunne bruges mod kampvogne og personel og endda mod fly”. At denne kanon kunne bruges mod fly er måske ikke så mærkeligt, da den netop er udviklet som en anti-luftskyts kanon.

s. General Patton bad ikke en division om at krydse Rhinen. Han beordrede divisionen til at gøre det.

s. 107: Her gik feltmarskal Model ”ud i skoven og begik selvmord med et enkelt skud fra sin Walther-pistol”. Det er relativt normalt blandt våbenkyndige kun at bruge et enkelt skud til selvmord med en pistol!

s. 129: Hans-Georg von Friedeburg omtales flere gange som kontreadmiral. Han var ”Generaladmiral” (mellem Admiral og Grossadmiral) og Dönitzs afløser som flådechef. (Friedeburgs distinktioner fremgår tydeligt af foto på side 144).

s. 130: Keitel var ikke chef for Oberkommando der Wehrmacht i 1935, men først fra 1938.

s. 134: Hvis man skal flygte med skib fra den østlige Østersø i slutningen af april 1945, så var Bremen og Hamburg ikke naturlige modtagehavne. Det var de tyske østersøbyer og danske havne, der var målet.

s. 140: Fejl i billedteksten, hvor det er en menig og ikke en ubådschef, som får jernkorset overrakt af Dönitz.

s. 160: Her står, at Sovjetunionen ikke fik fingre i nogle af Type XXI-ubådene. Det er forkert. De fik 4 ubåde af denne type i forbindelse med Potsdam-konferencen: U-3315, U-2529, U-3035 og U-3041. Fra det erobrede ubådsværft i Danzig/Gdansk fik man færdiggjort yderligere ubåde af denne type.

s. 228: Hvis man flyver fra Flensburg til Luxembourg skal man ikke krydse Nordsøen!

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.