Kamppsykologi

Major-R, stud, psych. Ove Jessen, Forsvarets Center for Lederskab, beskæftiger sig i det følgende med begrebet kamppsykologi.

Indledning

Blandt de opgaver, som Forsvarets Center for Lederskab (FCL) varetager, er undervisning i psykologi på officersskoler m.fl. Et af psykologiens områder er kamppsykologien, som kan opfattes som læren om soldatens oplevelser og adfærd i kampsituationen. Hensigten med dennne artikel er at fokusere på nogle begreber, som har betydning for forståelsen af de psykologiske forhold, som kampens belastninger vil medføre.
Den nuværende militære situation, hvor det må være naturligt at sammenligne styrkeforholdet mellem NATOs og Warszawapagtens enheder og taktik/strategi, vil ved et væbnet angreb sandsynligvis medføre, at vi gennem lange perioder konstant vil være udsat for operationer af meget høj intensitet.
Frontlinier i traditionel forstand vil næppe eksistere, og den moderne teknologi har medført, at der vil blive kæmpet dag såvel som nat. Det er derfor væsentligt, at de psykologiske faktorer, som relation til længerevarende og højintensive operationer, bliver undersøgt og forstået. Kun herved er der mulighed for at tilrettelægge uddannelse og træning på en sådan måde, at forsvaret med sit begrænsede personelerstatnings- system kan udnytte de menneskelige ressourcer optimalt.

Kampeffektivitet

I dansk militærpsykologi er kampkraft og kampeffektivitet synonyme begreber.
Kampeffektiviteten (eller kampkraften) defineres som en funktion af belastninger og modstandskraft.
Belastninger defineres som de samlede påvirkninger, som soldatens omverden - herunder kampmiljøet - udsætter ham for.
Modstandskraften defineres som summen af viden, færdigheder, fysisk styrke og psykisk styrke og udholdenhed såvel hos den enkelte som i enheden.

Individ og værn

De tre værn er ikke ens, omend der naturligvis er nogle lighedspunkter. De organisationer, som er ansvarlige for rekruttering, uddannelse, bemanding, udrustning, forsyning og øvelse af land-, sø- og luftstyrker, samt for at gøre disse til kampklare enheder til rådighed for de operative fællesværns kommandomyndigheder, er meget forskellige.
Et fundamentalt særkende ved både flyvevåbnet og søværnet er det relativt statiske fysiske miljø. Flyvestationen flytter ikke; den tjener som en platform, hvorfra dens våbenelementer udsendes, og hvortil de vender tilbage.
Søværnets skibe, som selv udgør våbenplatforme, flytter sig naturligvis, men som fysisk miljø for mandskabet forbliver de statiske. Det er karakteristisk, at våbnene for såvel flyvevåbnet som for søværnets vedkommende indsættes på meget stor afstand fra enheden.
Dette udgør en skærende kontrast til det fysiske miljø for hærens kampenheder. Landkrigsførelsens sidestykke til flybasen eller skibet er bataljonen, samt et kommunikationssystem. Ud over disse organisatoriske ligheder er der praktisk talt ingen sammenligning. Bataljonens fysiske miljø er ikke samt et kommunikationssystem. Ud over disse organisatoriske lighder er der praktisk talt ingen sammenligning. Bataljonens fysiske miljø er ikke statisk, dens »våbenplatform« udgøres i høj grad af enkeltmand, og våbenvirkningen og indsættelsen sker ofte på nært hold. Der kan ikke skelnes imellem kampenhedeme og deres »våbenplatforme«. Disse forskelle har mere end blot organisatoriske eller fysiske virkninger. De har også psykologisk betydning.

Soldatens psykiske styrke

Soldatens mulighed for psykisk at klare sig gennem en krigs eller kampsituations belastende forhold uden at bryde sammen eUer at få alvorlige varige psykiske mén er i væsentlig grad afhængig af såvel hans psykiske styrke og udholdenhed, som den viden, de færdigheder og den fysiske styrke, han besidder.
Den psykiske styrke kan ikke direkte indlæres, men er en bonuseffekt af bl.a. de erfaringer og holdninger, som er kendetegnende for det enkelte individ.
Ej heller kan den psykiske styrke måles direkte. Den kommer til udtryk gennem

  • en adfærd (soldaten kæmper, holder ud, løser sine opgaver), som kan iagttages, og som er udtryk for
  • en holdning, der får soldaten til at leve op til de forventninger og krav, der stilles ham.

Begrebet holdning er i denne forbindelse defineret som et konstant beredskab for at reagere på en bestemt måde og kan betragtes som »drivkraften« bag den viste adfærd. Ved at tillægge adfærden en værdi, som f.eks. kan være høj eller lav i relation til nogle bestemte normer (forventninger og krav), kan manbetegne adfærden i kampsituationen som soldatens kampmoral Den holdning, som er bestemmende for den ureflekterede adfærd, kan man kalde soldatens kampmotivation. Den adfærd, hvis mål og konsekvenser er gennemtænkte, kan siges at være et udtryk for hans kampvilje.

Normer

Inden for en hvilken som helst gruppe stilles der krav til medlemmernes adfærd. Vi kan ikke tillade os at gøre, ligé hvad der passer os. Der er nogle regler for, hvad vi må, og hvad vi ikke må, hvad der betragtes som rigtigt, og hvad som forkert. Det afgørende er graden af forpligtelse, som deri enkelte føler og oplever over for de enkelte love, regler, normer og krav.
Der er nogle love, regler, bestemmelser osv., som hver især kender, og som vi i større eller mindre grad lever op til. En hel del af dem spiller ingen større rolle for os som enkeltpersoner. De symboliserer imidlertid det formelle- systems krav til os. Det kan være samfundets love, Forsvarskommandobestemmelser, blivende bestemmelser på et stort tjenestested, reglementer osv. Samlet kan vi kalde alle disse love, bestemmelser og regler m.v. for formelle normer.
Så er der nogle normer, som direkte har relation til en eUer flere referencegrupper. Disse er

  • dels den del af de formelle normer, som er direkte overtaget eller accepteret af gruppens medlemmer, og som derfor overholdes af medlemmerne i gruppesammenhæng,
  • dels de forventninger og krav, som de enkelte medlemmer af gruppen stiller til hinanden (gensidige forpligtelser).

Sådanne normer forpligter i høj grad det enkelte medlem, hvis det vil forblive i gruppen. Ikke mindst i primærgruppen spiller sådanne normer en stor rolle. Samlet kan vi kalde disse normer for gruppenormer.
Hvis formelle- og gruppenormer er i modstrid med hinanden, vil gruppenormer - alt andet lige - have en tendens til at være dominerende. Mange tilfælde af mord på foresatte eller forsøg herpå (i Vietnam kendt under navnet »fragging«) kan forklares ved, at gruppens sanktioner mod »normbryderen« nåede det ekstreme.
Endelig er der nogle normer, som den enkelte har tilegnet sig, og som han af sig selv vil gøre alt for at overholde - også selv om han er alene eller selv om kontrol fra andre ikke er mulig. Der er her tale om

  • de formelle normer, som er fuldt ud tilegnede og accepterede, og som vi af egen fri vilje overholder,
  • de gruppenormer, som vi overholder, også når vi er alene eller indgår i andre grupper m.m. og
  • de helt private normer, som måske vi selv kun kender.

Der er altså tale om et meget personligt område, hvor det bl.a. er den enkeltes samvittighed, selvkontrol og/eller -disciplin, der styrer adfærden og far os til at overholde kravene. Vi kalder disse normer for interrialiserede normer, hvilket betyder, at normerne indgår som en del af vor personlighed, og at vi føler os forpligtede til at overholde dem.
Hvis en persons internaliserede normer ikke er i overensstemmelse med gruppenormeme i den enhed, hvor han skal forrette tjeneste, vil der ofte opstå problemer af social art. Personen (f.eks. personelerstatning) kender og forstår måske ikke gruppens normer, hvorfor han vil være i en marginalposition, hvilket er ubehageligt for ham, samtidig med at det Van virke splittende på enhedens sammenhold.
I et militært system - og især under kampens belastninger - er det meget vigtigt, at der er overensstemmelse mellem de formelle-, gruppens- og de internaliserede normer. For at opnå dette nære sammenfald er det nødvendigt, at det formelle systems krav og forventninger er meningsfulde (er funktionelle), samt at de enkelte gruppemedlemmer er indstillede på at leve op til dem.
For det nyindkaldte mandskab (værnepligtige eller konstabelelever), der møder i forsvaret, er det derfor af afgørende betydning, at »de gamle soldater« og lederne snarest søger at lære den nye person de forskellige normer.
Det første krav er nemHg, at personen kender normerne. Man kan jo ikke leve op til nogle krav, man ikke ved eksisterer. Dernæst må vi sørge for, at de nye forstår normerne. Det er væsentligst en pædagogisk opgave.
Men det endelige mål er at opnå, at den enkelte også accepterer normerne. Har vi først opnået, at soldaten accepterer normer og krav, har vi samtidig opnået, at soldaten har en positiv holdning til forsvarets opgaver og dets ledere.
Denne sidste del opnås bedst ved, at lederne i den daglige tjeneste selv lever op til normerne (foregår med et godt eksempel). Ligesom psykisk styrke opstår som en bonuseffekt af den måde, uddannelsen gennemføres på, opnås den ønskede accept af normer og krav som en bonuseffekt af den måde, hvorpå andre lever op til de samme normer og krav. Opstår denne accept hos den enkelte, er der altså tale om, at normerne er internaliserede. Det betyder, at den enkelte af sig selv søger at leve op til dem (selvkontrol). Det betyder også, at disciplinen er god (selvdisciplin).

Holdninger

Holdningsbegrebet har to væsentlige fordele:

  • det er ikke specielt knyttet til nogen bestemt psykologisk skole
  • det er ikke afhængigt af arve- og miljøforholdenes relative indflydelse.

Yderligere er begrebet bredt nok til at kunne omfatte enkeltindivider såvel som så brede grupper, at man kan tale om kulturmønstre (almene holdninger). Faktisk har adskillige forskere defineret socialpsykologien som »det videnskabelige studie af holdninger (attituder)«.
Ordet attitude kommer af det latinske »aptus«, som betyder afpasset, og defineres som »en bevidst udtryksfuld eller kunstlet legemsstilling« (Gyldendal, 1975). Der er altså tale om to aspekter:

  • en mental holdning (som evt. kan udtrykkes af legemet gennem adfærd)
  • en motorisk holdning, som er legemets stilling (position).

I moderne anvendelse skelnes ikke mellem den mentale og den motoriske side af en holdning, idet den tidHgere så ofte debatterede legeme-sjæl dualisme herved undgås. En holdning kan derfor siges at omfatte en neuropsykisk beredskabstilstand for mental og fysisk aktivitet. Man kan opstille fire holdningskriterier:

  • den har en bestemt retning mod et eller flere objekter (eller værdier) og adskiller sig derfor fra betingede reflekser
  • den er ikke en automatisk eller rutinepræget foreteelse, men skal være præget af en vis grad af spænding, selv når den er latent
  • den skifter i intensitet, saledes at den nogle gange er stærkt dominerende, til andre tider forholdsvis ineffektiv
  • den er dannet på baggrund af erfaringer og derfor ikke blot et socialt instinkt.

Holdningsbegrebet indebærer, at en holdning ikke er direkte observerbar. Den kan ikke direkte måles, men deduceres fra andre observerbare data. Dette i sig selv kan give anledning til begrebsforvirring. Yderligere har definitionen en klar svaghed, idet den med lige så stor ret kunne benyttes om andre socialvidenskabelige begreber som tro, mening, disponerthed, vane eller værdi. Alle disse begreber refererer til tilegnede adfærdsmæssige dispositioner. Det ligger imidlertid uden for rammerne af denne fremstilling at komme ind på disse forhold. Holdningsbegrebet er - trods den nævnte svaghed - en udmærket integrerende konstruktion, som netop på grund af de mange facetter er særdeles anvendelig ved behandling af tilegnede adfærdsdispositioner.
En definition, som indeholder mange af de centrale ideer, som holdningsteoretikere er fremkommet med, kunne være følgende: »En holdning er en følelsesladet ide, som prædisponerer en gruppe handlinger til en særlig slags social situation« (Triandis, 1971). Denne definition antyder, at en holdning har tre komponenter:

  • en kognitiv (tankemæssig) komponent, dvs. en ide, som almindeligvis er en kategori i den menneskelige tænkning. Kategorier er i denne sammenhæng dannet af responsensartethed på diskriminativt forskellige stimuli.
  • en affektiv (følelsesbetonet) komponent, dvs. den følelse, som giver ideen positiv eller negativ ladning.
  • en adfærdsmæssig komponent, dvs. en prædisponering til at handle.

Kategoriens kognitive repræsentation er minimiomsbetingelsen for at have en holdning. Derudover skal den kognitive kategori være associeret til en behagelig eller ubehagelig begivenhed eller et ønskværdigt eller uønsk- værdigt mål. dette forekommer, bliver kategorien affektiv. Jo behageligere og jo oftere begivenheden indtræder i relation til en kategori, jo større er den affekt, som knyttes til kategorien. På samme måde vil de mest ønskværdige mål, som kan nås gennem kategorien, have størst effekt.
I enhver given situation vil et individ vælge nogle stimuli og ignorere andre. Vedkommende forarbejder og tolker de udvalgte stimuli på sin egen måde og reagerer følelsesmæssigt og med handletendenser, som imder de rette miljøbetingelser viser sig som adfærd. En del af det, som danner bro mellem stimulus-situationen og den resulterende adfærd, er en holdning, som med sine tre komponenter har en observerbar og af og til målelig effekt. Rosenberg og Hovland (1960) har skematiseret situationen således:

Holdning og adfærd

Relationen mellem holdninger og adfærd er ikke helt enkel, idet handlinger i forbindelse med et emne eller en person ikke blot bestemmes af holdninger, men også påvirkes af andre sociale variable. I princippet er det altså en diskussion om, hvorvidt og i hvilken grad adfærden styres af indre faktorer eller af ydre miljøpåvirkninger.
Holdninger udledes af, hvad et menneske siger om et holdningsprojekt, hvad det føler for det, og hvad det siger, det vil gøre i forhold til det. Spørgsmålet er, i hvor høj grad der er overensstemmelse mellem det individet siger, føler og agter at gøre og det, det i virkeligheden gør. I denne forbindelse belyses kun sanunenhængen mellem verbal holdningstilkendegivelse og adfærd.
Overgangen fra ord til handling varierer fra person til person og afhænger af, hvor dybt forankret holdningerne er i personligheden. Yderligere må man være opmærksom på hele den sociale sammenhæng samt de miljøforhold, som fremmer eller hæmmer en manifestation af den adfærd, som svarer til en given verbal holdning.
I en ofte citeret undersøgelse af LaPiere (1934) fandtes ingen forbindelse af nogen art. I begyndelsen af 1930erne rejste han sammen med et kinesisk ægtepar gennem en del af USA. De standsede ved 66 hoteller og motor- vejskroer og 184 restauranter og blev kun nægtet betjening i et eneste tilfælde (i en 3. klasses motorvej skro). Et halvt år efter turen sendte LaPiere et brev til såvel de etablissementer, de havde besøgt, som til en kontrolgruppe af tilsvarende etablissementer, som de ikke havde været på. Han spurgte, om stedet ville betjene kinesiske gæster. Kun 128 af de besøgte etablissementer besvarede hans brev. Heraf anførte 92 %, at de ikke ville acceptere kinesere som gæster.
Det vil være forkert på baggrund af et sådant resultat at slutte, at der ikke er nogen forbindelse mellem holdninger og adfærd. Hvad man må forstå er, at holdninger omfatter, hvad folk tænker om, føler for og hvordan de kunne tænke sig at reagere over for et holdningsobjekt. Adfærd er ikke blot bestemt af, hvad folk kunne tænke sig at gøre, men også hvad de tror, de burde gøre, dvs. sociale normer (gruppenormer), hvad de normalt gør, dvs. vaner, og hvad de forventer, konsekvenserne af deres handlinger vil blive. Holdninger er altså hverken nødvendige eller tilstrækkelige adfærds- determinanter.
Holdninger skal studeres i relation til individets tilknytning til referencegrupper. Mennesket er i varierende grad engageret i sociale, religiøse, politiske, moralske, økonomiske og lignende forhold, og disse er ikke af lige stor vigtighed. Derfor vil adfærden være afhængig af, i hvilken grad personen er mere knyttet til nogle forhold end andre. Menneskets socialisering er således i hovedsagen klarlagt gennem dets holdninger, som dannes i relation til de værdier og normer, som gælder for dets referencegruppe eller -grupper. Når først disse holdninger er dannede, bestemmer de på en karakteristisk måde individets reaktioner over for grupperne, situationerne og de enkeltpersoner, det kommer i kontakt med. Holdningerne repræsenterer altså et funktionelt beredskab i forhold til den stimulussituation, som udløser dem.
Sammenfattende kan det siges, at holdningsbegrebet mere end noget andet begreb, som behandler individets adfærd, omfatter en større del af det totale miljø end almindeligvis anført i perceptionsforskning. Det kombinerer perceptuelle, kognitive og affektive responser på mange af individets miljømæssige stimuli i tidsmæssigt perspektiv. Det viser tilbage til regelmæssigheder i følelseslivet og tankeverdenen og skaber et individuelt handleberedskab over for såvel et abstrakt som et specifikt miljø.

Holdningsdannelse

Holdninger er som anført indlærte. Vi danner og udvikler holdninger for at forstå vores omverden, for at beskytte vores selvagtelse, og for at kunne tilpasse os i en kompleks verden og for at kunne give udtryk for vore fundamentale ideer.
De fleste holdninger dannes gennem samtale med familie og venner. Men også vore medlems- og referencegrupper påvirker os. Således vil gruppens holdninger være ledetråde i forbindelse med vore egne holdningsdannelser. Kun en ringe del af vore holdninger skabes på grundlag af personlige erfaringer.
Grupper i konflikt udvikler negative holdninger til hinanden. De samme personer i en samarbejdssituation udvikler positive holdninger til hinanden. Når to grupper er i konflikt med hinanden, tror de, at de er mere forskellige fra den anden, end de i virkeligheden er. Når grupper er ensartede på mange områder, er der en tendens til, at de tror, at de er mere ensartede, end de i virkeligheden er.
Holdningens affektive komponent karakteriseres ved, at den følelsesmæssigt er positiv eller negativ ladet. Fysiologisk kan der i forbindelse med holdningsobjektet opstå en spændingstilstand, som kognitivt »oversættes« til en positiv eller negativ følelse. Hvis en person har en god følelse eller en dårlig følelse, når han tænker på noget bestemt, siges den pågældende at have en positiv eller negativ affekt over for vedkommende kategori. Føler man sig således godt tilpas ved at tænke på kongehuset, kan man siges at have en følelsesmæssig positiv holdning til monarkiet.
Når dannelsen af adfærdsmæssige komponenter belyses, er det fortrinsvis de sociale normer, som spiller ind. Sociale normer er forestillinger, som en gruppe mennesker har om, hvad der er korrekt eller ukorrekt opførsel. Et væsentligt aspekt vedrørende normer, som skal kontrollere gruppemedlemmernes adfærd, er, at de fleste affektive normer er forbydende snarere end påbydende, dvs. at forbydende normer for interpersonel eller intergruppe adfærd i højere grad bestemmer adfærden end de påbydende. Samlet kan det siges, at når to grupper er i konflikt, er sandsynligheden for at negative følelser udvikles mellem dem meget stor. Omvendt er sandsynligheden for udviklingen af positive følelser meget stor, når grupper samarbejder.
Vi lærer vore holdninger enten gennem direkte erfaringer eller fra andre mennesker. Direkte erfaringer har mest tendens til at udvikle de kognitive og affektive komponenter. Andre mennesker (primær- og sekundaérgrupper) har mere betydning for den adfærdsmæssige komponent. De tre komponenter er i interaktion, og der er en tendens til, at de går op i en højere enhed - en generel holdning.

Behov og kampmotivation

Udtrykkene motiv og motivation anvendes ofte synonymt, f.eks. når man taler om en persons motiv eller motivation for at gøre et eller andet. Imidlertid bruges ordet motivation i en bredere betydning i psykologien. Således omfatter studiet af motivation både indre motiverende personvariable (motiver) og ydre motiverende situations variable (incitamenter).
Vore handlinger er ikke altid lige velovervejede, og de er ofte styrede af mere eller mindre bevidste kræfter. Man kan derfor definere et motiv som en fællesbetegnelse for såvel bevidste som ubevidste drivkræfter til handling. Også uden for individet ses igangsættende faktorer som f.eks. trussel om straf, et andet menneskes tiltrækningskraft osv. Disse kaldes for incitamenter, ansporinger. Samles både de ydre faktorer og de indre processer, får vi begrebet motivation. Motivation drejer sig altså om, hvad der igangsætter, retningsbestemmer og vedligeholder eller afbryder adfærd.
Et ofte anvendt begreb inden for motivationsforskningen er behov. Legemet står altid i en behovsrelation til omgivelserne. Alene det at vi ånder, beviser dette. Hvert eneste øjeblik har vi behov for luft, og vi kunne ikke overleve længe uden at trække vejret. Af andre legemlige behov kan nævnes behovene for vædske og føde. Og lige som der er et basalt biologisk behov for at skaffe legemet næring, er der også et behov for at komme af med det, som er slutproduktet af fordøjelsesprocessen. Behovene for luft, føde og vand og for at udskille affaldsstoffer er ikke de eneste basale behov. Dertil kommer behovene for søvn, sex og aktiviteter samt behovet for at holde en konstant legemstemperatur.
De psykologiske konsekvenser af bekræftelsen på de legemlige behov kaldes drivkræfter. Således vil f.eks. sultdrivkraften, forårsaget af legemets behov for føde, afstedkomme en adfærd, der skal formindske dette behov.
En psykisk kraft er lige så lidt til at tage og føle på som en fysisk kraft. Og ligesom kraften i fysikken kan være til stede som en mulighed, der kun kommer til udfoldelse under bestemte omstændigheder, kan vi hos mennesker tale om spændingstilstande, der kun kommer til udløsning, når bestemte omstændigheder indtræffer. Hvad vi er i stand til at sé, er de handlinger, som er et resultat af drivkræftemes virke. Men denne omstændighed gør ikke drivkræfteme mindre virkelige. De kan uddrages direkte og med sikkerhed ud fra den observerede adfærd på samme måde, som vi kan erkende tyngdekraften ved at iagttage et faldende legeme. Den amerikanske psykolog A. H. Maslow har opstillet en motivationsteori, som hviler på to grundpræmisser.
For det første antages det, at alle individer er i besiddelse af en række behov, som de prøver at tilfredsstille. Disse inddeles i fem behovsgrupper, nemlig

  • selvaktualiseringsbehov
  • præstationsbehov
  • sociale behov
  • sikkerheds- og tryghedsbehov
  • fysiologiske behov

For det andet er disse universelle behov hierarkisk ordnet med det fysiologiske behovskompleks i bunden og selvaktualiseringsbehovene i toppen. De utilfredsstillede behov skaber spænding, der vil få individet til at søge behovet tilfredsstillet og derved reducere spændingen. Når et behov er tilfredsstillet, vil det ikke længere virke motiverende. Det er ikke- tilfredsstillede behov, som er bestemmende for, hvad vi tænker, føler og foretager os.
Hvis to behov fra forskellige grupper i hierarkiet har samme styrke, og omstændighederne iøvrigt ikke favoriserer det ene, vil det behov, der er lavest placeret, blive fremmet. De laveste behov har generelt en højere prioritet end de øverste. Derfor vil en vis grad af tilfredsstillelse af de lavere behov være en forudsætning for, at mennesket udfolder adfærd, der er motiveret af de øverste behov.
Det kan være vanskeligt at sige, hvüke behov, der er dominerende for det enkelte individ, når han eller hun vælger at være soldat. Derimod er der mange forhold som viser, at de nederste tre lag i Maslows behovs- pyramide har stor betydning for hans kampmotivation.
Tilfredsstillelse af de fysiologiske behov er en nødvendighed for overhovedet at overleve. Der tænkes her på forsyningstjenesten (føde og vædske) og beskyttelsesforanstaltninger mod vejrliget (uniform, ly og dækning).
Behovet for at føle sig sikker har f.eks. at gøre med den selvtillid, som hans viden, færdigheder og fysiske styrke kan give ham. Trygheden kan f.eks. have at gøre med, at han er i en stærk og veluddannet gruppe og at han ved, at hans familie ikke er i fare (kommunikation).

De sociale behov kan tilfredsstilles i gruppen, og jo bedre jo tættere gruppen følelsesmæssigt er sammenknyttet (primærgruppen). Når disse tre nederste lag i behovspyramiden er tilfredsstillede, kan de øverste behovslag nemmere være motiverede for hans adfærd. Det er bl.a. førerens opgave at muliggøre behovstilfredsstillelsen i de tre nederste lag i den udstrækning, situationen og opgaven tillader det.
Uden at gå nærmere ind på en konkretisering af, hvad de øverste behov dækker, kan det foreslås, at det drejer sig om behov for at aktualisere sig selv i et samfund eller system, som man kender og føler sig tryg i, hvorfor man gerne - om nødvendigt - vil kæmpe for at bevare det for sig selv og andre, som man værdsætter. Begrebet kampvilje, som senere skal behandles, tangeres her i relation til de øverste behovslag.
Kampmotivation har fortrinsvis et følelsesmæssigt aspekt. Bliver et behov ikke tilfredsstillet, medfører dette en frustration. Et frustreret menneske udvikler normalt aggressive følelser (vrede, raseri). Mindre normalt benytter det sig af psykologiske forsvarsmekanismer. Omvendt kan tilfredsstillelse af et behov medføre en tilfredshedsfølelse, som f.eks. kan være glæde (i ekstreme tilfælde en euforisk tilstand).
Men kampmotivationen kan også have et adfærdsmæssigt aspekt. Dette viser sig især i sådanne situationer, hvor det er gruppens behov frem for individets behov, som søges tilfredsstillet. Målet vil da være gruppens, og det enkelte individs følelser i forbindelse hermed vil være underordnede.
Der vil i forbindelse med en motiveret adfærd altid være et kognitivt aspekt. Det behøver dog ikke at være dominerende. Er det imidlertid på baggrund af intellektuel virksomhed, at den målrettede adfærd styres, kan man sige, at det er viljen, der er drivkraften, og man kan med rette i dette tilfælde anvende begrebet kampvilje.

Kampmoral

I det foregående er et væsentligt begreb kun nævnt periferisk. Det er begrebet kampmoral. Dette begreb er stærkt belastet og anvendes ofte synonymt med kampmotivation og kampvilje. Når det hævdes, at begrebet er belastet, hænger det sammen med, at mange forskere og militære skribenter har beskæftiget sig med emnet uden at kunne finde frem til en éntydig og af alle accepteret definition.
Når man taler om moral, er det rimeligt at spørge: »I relation til hvad«? Moralbegrebet kan have forskellig betydning inden for forskelligartede militære enheder og kan også inden for hver af disse skifte fra fredstid til krigstilstand - fra situation til situation. Hvem bestemmer, hvad der er god moral, og hvad der er dårlig moral? Hvornår er kampmoralen høj - hvornår er den lav?
I leksikale værker kan man f.eks. læse, at ordet moral ofte benyttes synonymt med normsystemer, dvs. den normative regulering, som bestemmer et individs følelser og handlinger. Moral anvendes især som betegnelse for ydre sociale normer til forskel fra indre etiske værdier og henviser altså til det sæt af vurderinger, som en gruppe eller et samfund anlægger, og som godt kan være i modstrid med individets vurderinger af, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller ondt (K. B. Madsen, 1980). Holdninger, værdier og normer spiller en vigtig rolle for udviklingen af moral inden for forsvaret. Engagement er et stærkt begreb både inden for civil og militær moralforskning. Det samme er begrebet loyalitet.
Jobtilfredshed ér med til at skabe en høj moral snarere end lig dermed. Tilfredshed er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for udviklingen af et engagement. Den intellektuelle og emotionelle tilpasning har nogen effekt på moralen, mens tolerancegraden over for frustrationer og stress er med til at begrænse den individuelle moral.
Moralbegrebet er så almindeligt, omfattende og komplekst, at enhver mental tilstand, som har betydning for en soldats indsats, tilsyneladende reflekterer hans moral; hvad som helst i hans omgivelser kan påvirke hans moralske kvaliteter.
En begrebskonstruktion så generel og kompleks kan tilsyneladende ikke anvendes til noget, som blot skal minde om én videnskabelig analyse. Og dog har vi brug for en moralteori - ikke blot for mænd i kamp, men også for andre militære og civile områder og omfattende moralen i større enheder, i små grupper og hos det enkelte individ. Findes der en enkelt model, som kan anvendes i alle disse situationer således, at forskning inden for beslægtede områder kan blive systematisk og meningsfyldt?
Blandt mange mulige kan fremhæves den canadiske psykolog I. N. Evonics model, som bygger på følgende definition (Evonic, 1980): »Ved moral forstås en villighed til at lade sig engagere i en tildelt opgave«. Han hævder i korthed, at moralens forskellige aspekter kan samles inden for tre dimensioner, nemlig

  • engagement i det organisatoriske mål
  • samhørighed
  • selvtillid.

Engagermnt i det organisatoriske mål defineres som en tro på og tillid til validiteten (gyldigheden) af den organisatoriske opgave, mål, mission eller formål. Det afhænger af tre faktorer:

  • en indgående viden om målet
  • en tro på dets validitet
  • en oplevelse af, at det er opnåeligt.

Samhørighed defineres som engagement i gruppens identitet og har fem komponenter:

  • nøjagtig viden om gruppen og dens funktion
  • gruppetiltrækning: en indikation på styrken af individets ønske om at høre til
  • tillid til andre medlemmers færdigheder: en tro på, at andre har færdigheder og evner, som er relevante for gennemførelse af gruppens mål
  • tillid til andre medlemmers forpligtelse over for målet
  • tillid til andre medlemmers forpligtelse over for gruppens integritet.

Selvtillid defineres som villigheden til at anvende sine færdigheder for at nå målet, idet villigheden er baseret på troen på egen kompetence, troen på, at egne færdigheder står mål med opgaven. Selvtilliden afhænger af to variable:

  • kendskab til individuelle opgaver: individerne må vide, hvad der forventes, de skal gøre
  • tillid til egne færdigheder og evner.

Evonics model er meget anvendelig, idet den netop påpeger den betydning, som viden og færdigheder - herunder fysisk styrke - har for moralen. Den lægger vægt på den store betydning, gruppen har for den enkelte, og den påpeger indirekte det væsentlige ansvar, enhver leder - hvadenten han uddanner sin enhed eller fører den i kamp - har som den, der repræsenterer det organisatoriske mål og informerer om alle de for soldaten relevante forhold. Desuden skal han som leder besidde den personlige autoritet, som netop er så vigtig for oprettelse og vedligeholdelse af tillidsforholdet.
Modellen Van siges at være tre-dimensionel, dvs. man kan betragte de tre dimensioner hver for sig. Hvis man kan foretage målinger inden for hver dimension, som f.eks. kan vægtes med en værdi fra 1 til 9, kuime man få en moralbeskrivelse bestående af tre tal (eks.: 7, 3, 8), som i eksemplet ville betyde, at hvad angår engagement og selvtillid er dhnen- sioneme næsten i top, mens samhørighedsdimensionen ligger lavt. På baggrund heraf kunne man i uddannelsen sætte ind med øvelsesaktiviteter, som især styrker samhørigheden og dermed hæve den totale moralprofil. Tanken er, at hvis en moralprofil i fredstid scorer højt, er sandsynligheden stor for, at kampmoralen også vil være høj. De ved FCL foranstaltning gennemførte holdningsmålinger belyser faktisk nogle af de forhold, som kan have betydning for forudsigelse af en enheds eller persons kampmoral.

Psykiske kampreaktioner

Mange forskere har beskæftiget sig med forbindelsen mellem belastninger og psykiske skader ved undersøgelser i felten såvel som geimem eksperimenter. De når alle til det resultat, at der eksisterer en forbindelse mellem disse faktorer. Hvis individet udsættes for den ekstreme påvirkning i tilstrækkelig lang tid, bryder det sammen. Dette blev under 2. Verdenskrig accepteret i sætningen:

Every man has his breaking-point.

Terminologien i forbindelse med psykiske sammenbrud under krigsforhold har gennemgået en udvikling fra betegnelsen »granatchok« over »krigsneurose« til »kamptræthed«. Efter erfaringer fra Mellemøstkrigen i 1973 har terminologien atter fået en ny drejning, idet israelerne taler om kamp- eller stressreaktioner og kamptræthed. Dette foranlediget af, at en stor del soldater brød psykisk sammen allerede på første og anden dagen efter krigens start.
Tab på grund af psykiske skader er ikke så ubetydelige, som den meget ringe omtale herhjemme kunne give anledning til at tro. Erfaringerne fra verdenskrigene. Koreakrigen, Vietnamkrigen og de sidste Mellemøstkrige har vist, at man under kamphandlinger får et betydeligt antal psykisk skadede individer. Som eksempel på størrelsesordenen kan oplyses, at den amerikanske hær indkaldte ca. 10 millioner mand under 2. Verdenskrig. Under hele krigén blev ca. 1.363.000 (eller ca. 13,6%) kasseret på grund af krigsskader. Af disse var ca. 40% (ca. 530.000) svarende til 5,3% af alle indkaldte »kun« psykisk skadet.
Af samtlige skadede under Koreakrigen udgjorde de evakuerede psykiske tilfælde 6% imod 5% i Vietnam. Mens de fleste soldater med psykiske reaktioner i 1942 blev evakueret og afskrevet fra militæret, blev 60-80% i 1945 tjenstdygtige igen. I løbet af Korea- og Vietnamkrigen er dette tal steget til 90-95%.
Af sikkerhedsmæssige grunde oplyser israelerne ikke antal tab, hvadenten disse er legemlige eller psykiske. Krigen i Libanon er dog en undtagelse. Der er imidlertid enighed om, at man som en tommelfingerregel kan sige, at forholdet mellem dræbte, psykisk skadede og fysisk sårede under kamp er 1:1:4. Disse forholdstal er naturligvis meget afhængig af bl.a. kampformen. Endvidere kan det bemærkes, at tallene ikke giver oplysninger om, hvor mange soldater der blev dræbt fordi de begik dumheder forårsaget af manglende psykisk balance.
En soldat med utilstrækkelig træning eller kamperfaring og som ikVp er helt og fuldt medlem af gruppen (f.eks. en nytilgået personelerstatning), er den mest truede soldat - især hvis han har familieproblemer. Undersøgelser i forbindelse med den israelske hærs kampe i Libanon afslører nogle interessante forhold. Følgende tabel viser den procentvise andel af psykiske kamptab i relation til det totale antal skadede fordelt på funktion:

De hårdest ramte i den sidste tabel er reservister i alderen 26-30 år, som netop er de mennesker, som typisk vil have et nyetableret hjem med kone og eventuelt et bam (Carlstedt, 1983). Tabellerne indicerer, at ansvar (funktionsniveau), uddannelseslængde (begavelse?) og følelsesmæssig stabilitet har nogen betydning for soldatens modstandskraft.
Under en langvarig krig bliver imidlertid selv veteraner slidt op, og imder ekstreme kampforhold kan de blive psykisk dysfunktionelle i løbet af en dag eller to.
Man kan betragte de reaktioner, som kan forekomme hos mennesker i vanskelige/farlige situationer ud fra to synsvinkler, som i virkeligheden dårligt lader sig adskille:

  • følelsesbetingede reaktioner
  • miljøbetingede reaktioner.

De følelsesbetingede reaktioner er forårsaget af indre tilstande (hvis årsag kan være oplevelsen af en given situation), mens de miljøbetingede reaktioner forårsages af ydre forhold. Reaktionerne er organismens svar på nogle forskellige stimuli - reaktioner, som kan udvikle sig til en tilstand. Denne tilstand, som kan være af fysiologisk såvel som psykologisk art, betegnes siress. Stress kan således siges at være organismens generelle svar på ethvert krav, der stilles den. Stress behøver ikke nødvendigvis at være skadelig.

Følelsesbetingede reaktioner

De følelser, som specielt har betydning for kampsoldaten, fordi de kan hæmme eller lamme hans handlemuligheder eller medføre uhensigtsmæssige reaktioner, er frygt, skræk og angst.
Frygt er kendetegnet ved at have et objekt - en genstand eller en situation. Under kamp er frygt en normal tilstand, som kan fremkalde fysiologiske symptomer, som

  • skælven og rysten
  • sveden
  • ufrivillig vandladning og afføring.

Disse synlige symptomer er et resultat af nogle biologiske ændringer, som bl.a. også medfører

  • hurtigere og stærkere hjerteslag
  • højt blodtryk, som især skyldes, at blodet fordeles til muskler og hjerne på bekostning af indvoldene (fordøj elsen hæmmes) og huden (blegner)
  • luftrøret udvides
  • sukker frigøres fra leveren og føres til musklerne (muskeltræthed udsættes)
  • øjenpupillerne udvides.

De psykologiske reaktioner vil være umiddelbar flugt - eller ailgreb. Samtidig vil der være en tendens til at studere faren. Individet vil være anspændt og kan være i en konfliktsituation, idet en eventuel tendens til flugt vil stå over for hensynet til pligten og kammeraterne. En sådan konfliktsituation kan medføre inaktivitet.
Man imødegår i første omgang frygtreaktioner ved at aktivere soldaten. I^æsten enhver form for aktivitet vil tage en del af opmærksomheden bort fra det frygtfremkaldende objekt og dermed specielt hæmme fantasiens overdrivende virkning. Frygten såvel som følelsen af fysisk og psykisk spænding vil mindskes.
På lang sigt forebygges frygt gennem en grundig uddannelse og tilvænning. Jo mere man ved om de frygtfremkaldende objekter, og jo bedre færdigheder man har i at bekæmpe eller undgå dem, jo bedre vil man være i stand til at mindske og kontrollere frygtreaktioneme. Dette må nok siges at være den væsentligste årsag til, at fjernkending bør prioriteres højt i uddannelsen.
Skræk er en maksimal tilstand af frygt. Den opstår som følge af en helt uventet og/eller helt overmægtig fare. Soldatens psykiske forsvarsmekanismer bryder sammen, og personligheden kan blive slået helt i stykker. Orienteringen såvel som opfattelse af omgivelserne bliver stærkt forstyrret.
Panik er en typisk skrækreaktion. Panik kan opstå hos mennesker, der er alene, men den har en tendens til at smitte. Derfor får panikken sit typiske præg i massesituationen. De højere funktioner (tænken og rationel handlen) sættes ud af kraft, og man ser ofte en primitiv adfærd (lammelse eller uhæmmede handlinger), som soldaten ikke er sig bevidst, og som han bagefter normalt ikke kan huske. Panikken kendetegnes ved, at soldaten subjektivt oplever situationen som farlig for hans personlige sikkerhed. Typisk kan panik opstå, når en fysisk fare truer, og flugtmuligheder opleves at blive afskåret. Er alle flugtmuligheder udelukket, er sandsynligheden for panik meget ringe. Panik kan godt forekomme, selv om der objektivt ikke (mere) er tale om nogen trussel. Bl.a. derfor er det så væsentligt, at soldaterne fortløbende holdes orienteret om situationens udvikling.
I en paniksituation skal panikken isoleres og standses så hurtigt som muligt og før, den får lov til at smitte. Den/de panikslagnes opmærksomhed skal fanges og om muligt gennem aktivering og fast ledelse bringes til en realistisk opfattelse af den situation, som foreligger.
Som imder fiygt nævnt forebygges skræk - og dermed panik - gennem grundig uddannelse og tilvænning. Specielt skal det påpeges, at gruppe- orienteret ledelsesform og sammenhold i gruppen er de bedste praéventive foranstaltninger, når belastningerne bliver for store. Og ikke mindst er det vigtigt, at soldaterne ved, hvad der foregår. Soldaterne skal betragte føreren som deres bedste informationskilde, og med henblik på imødegåelse af usikkerhed og rygtedannelse findes kun ét middel: rettidig og tilstrækkelig information til mandskabet.
Angst er til forskel fra frygt ikke objektrelateret. Personen kan ikke umiddelbart pege på noget, som han eller him er angst for. Men angsten er særdeles bevidst og opleves som en pinefuld indre spænding samt ofte ubehagelige legemlige symptomer. Disse kan være

  • hurtig puls
  • sveden
  • diarré og hyppig vandladning
  • søvnløshed
  • hovedpine
  • rysten og skælven.

Psykologisk kan angsten give sig udtryk i

  • nervøsitet
  • irritabilitet
  • fobier (sygelig frygt for bestemte angstfremkaldende situationer eller genstande)
  • forskrækkelsesreaktioner
  • mareridt
  • taleforstyrrelser.

Af hysteriske reaktioner kan nævnes

  • hukommelsestab
  • lammelser i ekstremiteterne
  • blindhed
  • døvhed
  • stumhed.

Efter nogen tid kan man konstatere depressive reaktioner som

  • apati
  • ekstrem passivitet
  • manglende livsvilje.

Verbalt kan angsten manifesteres i udtryk som eksempelvis

  • »Jeg kan ikke klare det længere«
  • »Jeg kan ikke holde det ud«.

En skelnen mellem frygt og angst er ofte vanskelig. Det manglende objekt i angsttilstanden kan gøre det vanskeligt for individet at skelne mellem farligt og ufarligt, relevant og irrelevant, virkeligt og uvirkeligt. Ofte er en væsentlig årsag til angstens opståen en moralsk konflikt, f.eks. skyldfølelsen over at have dræbt fjender, at føle sig ansvarlig for kammeraters død eller lemlæstelse, at føle sig bange på grund af egne aggressive tendenser og ikke mindst angsten for at vise, at man er bange.
Som forebyggelse mod angst må der atter peges på fast og gruppe- orienteret ledelse og et stærkt sammenhold, hvori de enkelte kan nyde godt af kammeraternes følelsesmæssige støtte. Kan angsten evntuelt sættes i forbindelse med et objekt - altså gives karakter af frygt - kan man mere objektivt foretage sig noget: bekæmpe det eller undgå det. Men der er ingen garanti for, at dette kan lade sig gøre, da angst er noget, som er stærkt knyttet til personligheden, og som mange gange vil være et tegn på en sygelig tilstand.
Nogle symptomer, som tilsyneladende har en psykisk årsag, kan stamme fra andre forhold, som kræver en meget hurtig behandling. F.eks. kan angstfornemmelser skyldes

  • påvirkning af kemiske kampstoffer
  • trykbeskadigelse af lungerne.

Frygt er snarere det normale end det usædvanlige i kampsituationen. Heraf følger, at kamppladsens normalitetsbegreb ikke er dét samme som det almindelige dagligdags. En lang række af de psykiske tilstande, som optræder hos soldaterne under kampforhold, ville under fredelige forhold blive betragtet som sygelige. Men i kampmiljøet må de betragtes som normale, fordi de er almindelige, og fordi de er naturlige reaktioner på i høj grad abnorme påvirkninger. Det er almindeligt, at soldaten er bange i kampsituationen, men så længe han har sine følelser under en sådan grad af kontrol, at han er i stand til at udføre sine opgaver, betragtes han som normal. Soldatens reaktioner anses først som sygelige - eller uhensigtsmæssige - når der indtræder en sådan forandring af personligheden eller adfærden, at han ikke kan løse sin opgave på kamppladsen.

Miljøbetingede reaktioner

En analyse af de belastende faktorer vil automatisk give en ide om de forholdsregler, man kan anvende for at støtte den enkelte soldat såvel som enheder under krigens pres. Søvnmangel. En maskine kan arbejde i dagevis - mennesket behøver hvile. En af de væsentligste faktorer, som kan nedbryde soldatens effektivitet, er søvnmangel. Allerede efter en enkelt nat uden søvn eller et par nætter med reduceret søvn, søvnforstyrrelser eller -afbrydelser kan man erkende forringelse i individets handleevne.
Laboratorieundersøgelser har vist, at tidspunktet på døgnet, hvor man skal løse en opgave, har betydning for resultatet. Det bliver bedst om dagen og værst om natten - specielt i tidsrummet 0200 - 0600. Også det tidspunkt i døgnet i hvilket man sover, har en vis effekt. Endelig har søvnmængden stor betydning, hvilket især må tages i betragtning i forbindelse med langvarige operationer. Det er eksperimentelt blevet påvist, at infanterister i en 14-dages periode kun viser ringe forringelse hvad angår velindlærte færdigheder, hvis de får 4 timers uafbrudt søvn pr. døgn.
Mentale og sansemæssige færdigheder og evner forringes efter 36 til 48 timer uden søvn, og efter 72 timer vil individet løse opgaver ekstremt dårligt, og mange vil begynde at få synsillusioner. Efter 100 timers søvnmangel oplever næsten alle såvel syns- som følelsesmæssige hallucinationer. Dette er en særdeles kritisk situation, da soldaten kan handle, før han realiserer, at der er tale om en hallucination.
Efterhånden som søvnmangelen øges, kræves der mere og mere energi for at modvirke dens effekt. Der kan opstå korte perioder med mikrosøvn eller opmærksomhedsbrist, hvorunder individet ikke er i stand til at registrere signaler fra omgivelserne. Disse perioder, som i begyndelsen kun er af sekunders varighed, øges i både længde og antal, som tiden går. Vagt- og overvågningsopgaver er imder sådanne forhold let kompromitterede.
Søvnmangel medvirker til at øge den tid, individet normalt er om at udføre en opgave. Man kan dog - afhængig af motivationen - opleve, at de fleste mennesker i korte perioder er i stand til at mobilisere alle ressourcer. Men også opfattelsesevne og dermed indlæringskapacitet forringes. Soldaten behøver mere tid til at lære nye opgaver og har også problemer med at huske, hvad han lærer. Derimod har det vist sig, at velindlærte handlinger er meget modstandsdygtige over for søvnmangel. Specielt for lederen og føreren er det væsentligt at vide, at evnen til at sætte arbejde i gang falder med øget søvnbehov. Det er derfor også for disse mennesker en pligt at sørge for mulighed for hvile. Der findes ingen erstatning for søvn.

Den mængde søvn, som er nødvendig for at komme sig efter en periode med søvnmangel, er meget afhængig af såvel personen som situationen. Som en generel rettesnor kan man sige, at føreren bør give mulighed for så megen søvn som muligt før en given opgave skal løses. Han bør tillade, at mandskabet i den udstrækning situationen tillader det, og så ofte som muligt, kan hvile (tage sig en lur). Og så bør han give mulighed for mindst 12 timers uafbrudt søvn, når soldaten har været uden hvile i 48 timer eller mere. Klimatiske forhold. Man kan ikke ændre på vejret, men man kan beskytte sig imod det.
Hos et sundt menneske vedligeholdes temperaturen i legemet på ca. 37° C. Hvis den ændres mere end ca. 1° op eller ned, forringes arbejdseffektiviteten. For at kunne holde legemstemperaturen konstant, må den tabte legemsvarme erstattes af ny varme. Denne balance afhænger af faktorer som omgivelsernes temperatur, solens strålevarme og graden af fysisk aktivitet. Varmetabet er betinget af svedfordampningen, som igen er afhængig af den beskyttelse, som påklædningen yder.
Temperaturen i Danmark veksler ikke så meget, som man kan opleve det i andre lande, men der kan dog i visse tilfælde måles såvel tropiske som arktiske temperaturer. Som eksempel på mulige vejrmæssige yderpunkter kan nævnes, at den højeste og den laveste registrerede temperatur er 36,4° (august 1975) og -5 -31,0° januar 1942).
Grænsen for individets udholdenhed ved temperaturer over 0° C er som nævnt afhængig af omgivelsernes temperatur, solens strålevarme og graden af fysisk aktivitet, men også den relative fugtighed og beklædningen har betydning. Detté er forhold, som føreren må være opmærksom på, således at han ikke får tab på grund af f.eks. hedeslag. Det kan derfor anbefales, at mandskabet, når det er iført ABC-dragt eller tilsvarende, ikke beordres til at udføre hårdt arbejde i mere end 25 minutter af gangen, hvorefter der bør være et kort hvil.

Der er mange farer forbundet med at udsætte mandskabet for temperaturer under 0° C. Under sådanne forhold er temperaturen og vinden i forening den væsentligste trussel, da man har vindafkølingseffekten at tage hensyn til. Udsættelse for selv moderate kuldegrader i forbindelse med vind kan være farligt. Specielt er det vigtigt at beskytte hænder og fødder. Således bør håndens temperatur holdes over 15° C, da den ellers mister funktionseviie og følesans. Når hudens temperatur falder til 10° C opleves smerte.
Længere tids udsættelse for såvel hede som kulde vil for det meste medføre svækkelse og tab af både fysisk og mental effektivitet. Evnen til at klare strabadserne afhænger af mange faktorer så som fysisk styrke, moral, påvirkningernes varighed osv. Også eventuel søvnmangel, anvendelse af medikamenter mod ABC-våben samt sult og tørst kan påvirke soldatens kræfter til at kæmpe i varme eller kulde. Støj. Kamppladsens støj vil være af to forskellige slags, nemlig en mere eller mindre konstant baggrundsstøj fra motorer, maskiner, radioer osv., hvor støjniveauet vil være op til omkring 120 dB, og den såkaldte impulsive støj fra kanoner, missiler, eksplosioner m.v., hvor støjniveauet i mindre end ét sekund når op omkring 190 dB. Virkningerne af disse støjkilder kan være

  • forstyrrelse af kommunikation
  • midlertidig eller permanent døvhed
  • træthed samt forringelse af mentale funktioner.

Nogle af disse virkninger kan forårsages af ophold i mindre end én time i en kampvogn under bevægelse eller blot af lyden fra en enkelt højfrekvens impulsgiver.
Selv om man kan anvende diverse former for høreværn, er det tvivlsomt, at de vil blive brugt ret meget under kamp. Det er derfor meget sandsynligt, at støj vil påvirke soldaternes kampeffektivitet.
Døve soldater vil operationelt være helt uanvendelige. Selv hørened- sættelse af moderat grad kan bevirke, at personellet hverken kan anvendes som radiooperatører eller til vagttjeneste. Derimod kan de være anvendelige i anden tjeneste, hvor hørelsen ikke spiller en stor rolle.
Det kan være vanskeligt at erkende, om en soldat har hørenedsaettelse. Og problemet kan yderligere kompliceres derved, at han måske opfatter høje frekvenser (over 1.000 Hz) tilfredsstillende, mens f.eks. almindelig tale dårligt opfattes.
Føreren må også være opmærksom på, at signaler kan være svære at erkende, hvis der er baggrundsstøj. Dette problem kan imødegås ved også eller i stedet at anvende visuelle signaler. Måske er den vigtigste effekt af længerevarende støjpåvirkning den, at soldaten udmattes, hvilket kah forårsage fejlhandlinger. F. eks, bliver reaktionstiden og opmærksomhbden forringet, hvilket specielt hos føreren kan være kritisk.
Vibrationer. Enhver form for mekanisk transport er ledsaget af vibrationer. I køretøjer er bevægelserne hverken ordnede eller ensartede. De fleste vibrationer ligger i frekvensområdet 0 til 20 Hz med de fleste under 10 Hz.
Vibrationer kan opfattes som en serie chokbølger af meget kort varighed (200 msek. eller mindre). Et køretøjs affjedringssystem opfanger normalt en stor del af disse vibrationer, men mange kampsituationer kræver, at man bevæger sig med maksimal hastighed uanset, hvordan dette påvirker passagererne.
Vibrationer med frekvens under 1 Hz kan forårsage bevægelsessyge (køresyge, luftsyge, søsyge) hos nogle mennesker efter blot få minutters transport. Virkningen forværres, hvis mandskabet (som f.eks. i en pansret mandskabsvogn) ikke kan se omgivelserne. Yderligere forværring kan fremkomme ved anvendelse af optiske anordninger, således at de modtager modstridende informationer fra deres balanceorganer og fra øjnene.

Vibrationer i frekvensområdet 1 til 10 Hz kan forårsage smerte i særlige legemsområder, f.eks. i brystet og i vmderlivet. De kan også påvirke talen. Høje frekvenser (op til 20 Hz) påvirker synet og dermed kvaliteten af visuelle opgaver, som f.eks. målobservation.
Rystelser og slag kan give smerter og forårsage ulykker, hvis mandskabet kastes rundt inde i vognen. For at forhindre beskadigelser af denne art, kan det være nødvendigt at fastspænde folk og derved begrænse deres bevægelsesfrihed i forbindelse med løsning af andre opgaver. I det hele taget vil rystelser og vibrationer på mange måder begrænse og forringe kampeffektiviteten på betænkelig og uacceptabel vis.
Andre belastninger. Kamppladsen, hvadenten den er til lands, til vands eller i luften, byder på mange former for belastninger, som ikke skal behandles yderligere her. Der kan være anledning til at henlede opmærksomheden på tilfredsstillelse af andre primære behov end søvn (f.eks. mad af en vis variation samt vædske). Ligeledes kan nævnes de krav, som føring af ABC-påklædning og/eller respirator stiller til den enkeltes fysik og viljestyrke.
Påvirkninger (psykiske) i forbindelse med kemevåbensprængninger og anvendelse af laser- og anden elektromagnetisk stråling er belastninger, som man endnu ved for lidt om, men det er ganske givet, at også disse vil kunne reducere soldatens kampeffektivitet.

Belastningssymptomer

Belastningssymptomeme, som også kan kaldes stress-symptomer, minder meget om de følelsesbetingede symptomer. Der kan være tale om psykologiske symptomer som

 

  • overfølsomhed
  • søvnløshed
  • vrede og aggression

og legemlige symptomer som

  • rysten
  • hovedpine
  • svimmelhed
  • hjertebanken
  • smerter i biyst og mave
  • diarré og hyppig vandladning.

Alle disse symptomer kan være normalreaktioner. Men når de bliver ekstreme og/eller optræder i tilknytning til de følelsesbetingede symptomer og reaktioner, kan det blive katastrofalt for den enkelte soldat såvel som for enheden. Det er derfor af stor betydning, at man har kendskab til egne ftygt- og angstreaktioner samt til mandskabets psykiske konstitution, idet dette kendskab er en forudsætning for forebyggelse ved

  • emotionel støtte og /eller
  • praktiske tilpasningsforanstaltninger.

Det er nemlig en kendsgerning, at en af de vigtigste årsager til, at mennesker anvender uhensigtsmæssige løsninger i forbindelse med problembehandling i al ahnindelighed, er de spændingstilstande, som sædvanligvis ledsager stærke konflikter og utilfredsstillede behov.

Afslutning

Det blev indledningsvis anført, at kampeffektivitet er en funktion af belastninger og modstandskraft. Modstandskraftens psykologiske aspekt udtrykt ved den psykiske styrke og udholdenhed er truet af følelsesbetingede og miljøbetingede reaktioner. Forholdsregler mod sådanne reaktioner kan deles op i personligheds- tiltag og i miljøtiltag.
Til personlighedstiltagene hører forøgelse af den psykiske styrke og udholdenhed. Dette gøres ikke direkte, men er et produkt af bl.a. erfaringer og holdninger, som igen er en bonuseffekt af viden, færdigheder og fysisk styrke. Til miljøtiltag hører f.eks. bedre indretning af transportmidler og videreudvikling af kommimikationsmidler.

LITTERATUR

Garlstedt, L.: Stridspsykologiske erfarenheter från Libanonkriget 1982. FOA Rapport D 55021-H3, maj 198S.

Evonic, I. N.: Motivation and Morale in Military Non-Combat Organizations i Motivation and Morale in the NATO Forces, Bruxelles 1980.

Gyldendals Fremmedordbog, Gyldendal 1915.

LaPiere, R. T.: Attitudes vs actions, Social Forces, S, 1934.

Madsen, K. B. (red:): Psykologisk Leksikon, Gyldendal, København 1980.

Rosenberg, M. J.: An analysis of affective cognitive consistency i

Rosenberg, M. J. & Hovland, G. J. (ed.s): Attitude organization and change, Yale University Press, New Haven, Gonn. 1960.

Triandis, H. G.: Attitude and Attitude Change, John Wiley & Sons, Inc., Isfew York 1971. FKO PUB 180-3, 1983.
 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_114_aargang_okt.pdf
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.