Kampmotivation

Det er ikke særlig originalt at fremkomme med oversættelser af andres produkter, men emnet for »Why men fight« er efter min mening oplagt interessant og herhjemme ret uopdyrket, skriver major Søren Wissum, Artilleriskolen, der her gengiver en artikel af forfatteren, professor i sociologi ved Northwestern University, USA, Charles C. Moskos jr. Moskos jr. er i særlig grad kompetent på det militær-sociologiske område. Han har en lang produktion af sociologisk - specielt militær-sociologisk litteratur bag sig, bl.a. »The American Enlisted Man« (anmeldt i Militært tidsskrifts december-70 nummer). Et kapitel i denne bog er helliget kampsoldaten i Vietnam, og nedenstående oversættelse er en uddybning af dette emne. Artiklen er fremkommet i tidsskriftet Trans-Actions november-69 nummer. Dette blad læses fortrinsvis af et ikke-militært publikum, og der vil derfor være afsnit og forklaringer, som kan synes elementære og uvæsentlige for den professionelle læser.

 

Indledning
Denne artikel bygger på mine egne observationer af amerikanske soldater i aktion under to ophold i Syd Vietnam. Første gang i 1965 tilbragte jeg to uger sammen med en let deling fra en faldskærmsenhed. Anden gang i 1967 fulgte jeg en let infanterideling i seks dage og andre kampenheder gennem kortere perioder. Selv om alle vidste, at jeg var universitetsprofessor i sociologi, havde jeg ingen problemer med at komme i kontakt med enhederne - ikke mindst måske fordi jeg havde fået officiel status som krigskorrespondent.

Jeg behøvede blot at anmode den stedlige stab om at give mig kontakt til en deling, hvorefter jeg på alle måder kunne indgå i delingens daglige liv. Efter et par dages ophold tabte min tilstedeværelse nyhedens interesse. Delingen havde patruljeopgaver - den mest almindelige kampopgave i Vietnam. Patruljer udførtes med grupper på 9-12 mand eller delinger på 30-40 mand. Patruljernes hovedopgave var normalt at opspore og stedfæste fjendtlige styrker, som derefter blev angrebet med feltartilleri eller fly. Opgaven strakte sig normalt over én eller flere dage, og patruljer bestod af menigt mandskab, NCO’s som gruppeførere og løjtnanter som delingsførere.

I langt de fleste tilfælde er patruljerne »walks in the sun« med sporadisk eller ingen fjendtlig modstand. Selv om der ikke er direkte kontakt med fjenden, lider patruljerne ofte tab på grund af landminer eller luremine- ringer. Men selvfølgelig er det først og fremmest ved den direkte kontakt med fjenden, at tabene kommer. Ved hjemkomsten til delingslejren har folkene mulighed for en vis form for komfort. De bor i store telte, får varm mad, modtager post mere eller mindre regelmæssigt, ser film og har mulighed for at købe øl, cigaretter og toiletartikler i den lokale, feltmæssige PX. Størstedelen af tiden i lejren går med vagt- og vedligeholdelsestjeneste.

Både i 1965 og i 1967 indsamlede jeg materiale gennem observationer og personlige, uformelle interviews med kampsoldater. I anden omgang gennemførte jeg 34 strukturerede interviews (interviews, hvor alle spørgsmål på forhånd er fastlagt bl. a. med henblik på en senere statistisk behandling. (Oversætters bem.)) med folkene i de delinger, jeg fulgte. En del af oplysningerne i disse 34 interviews er omsat til tabeller, men data i tabelform kan ikke stå alene - de bør opfattes som støtte for observationer på bredere basis. De holdninger, der kom til udtryk hos soldaterne gennem de strukturerede interviews, dukkede atter og atter op i samtaler med talrige andre kampsoldater både i 1965 og 1967. Atter og atter blev jeg slået af konformiteten i soldaternes reaktioner overfor kamperfaring og deres deltagelse i krigen.

Fordi jeg selv havde taget del i kampsituationen, var jeg i stand til at gennemføre detaljerede og ret så nærgående interviews. Jeg mener at kunne hævde med betydelig sikkerhed, at resultaterne af mine undersøgelser afspejler en række grundindstillinger, der var fælles for et meget bredt udsnit af amerikanske kampsoldater i Vietnam i de perioder mine undersøgelser foregik. Nogle få oplysninger om de sociale forudsætninger hos de soldater jeg interviewede:
De 34 soldater havde følgende civile baggrund før indkaldelsen: 10 var gået ud af high-school uden eksamen, og af dem havde kun to haft erhvervsmæssig beskæftigelse; 21 havde taget eksamen fra high-school, og af dem havde seks meldt sig direkte fra skolen; tre havde været på college uden at tage afsluttende eksamen. Der var ingen med afsluttet college-ud- dannelse. 18 ud af de 34 havde haft heldagsbeskæftigelse inden de meldte sig til hæren, 12 ved manuelt arbejde (blue-collar job) og seks ved kontorfag (white-collar job). Ca. to tredjedele kom fra arbejderklassen, resten fra den lavere middelklasse. Andre sociale baggrundskarakteristika: 8 var negre, 1 var Navajo-india- ner, 1 kom fra Guam. Resten var hvide - heraf 3 mexikansk-amerikanere og en puertoricaner. Kun 7 var gift (heraf 3 efter indkaldelsen). Alle “enlisted men” undtagen sergenterne var omkring 20 år, og alle undtagen sergenterne var i deres første tjenesteperiode. 20 var værnepligtige og 14 var frivillige. Det er væsentligt at lægge mærke til, at bortset fra lejlighedsvise, spottende bemærkninger fra de værnepligtige til de frivillige, var der ingen forskel på soldaternes optræden og holdning overfor krigen - uanset om de var værnepligtige eller frivillige.

Få af Vietnam-krigens episoder er så rystende som historien om A-kom- pagniet af 196. lette infanteribrigades 3. bataljon. Associated Press reporterne Horst Fass og Peter Amett berettede i et telegram dateret 26 AUG 1969 om A-kompagniet, der i 5 dage havde bevæget sig gennem fjendtlig territorium for at forsøge at bjerge ligene af 8 amerikanere, dræbt ved et helikopter styrt 31 miles syd for Da Nang. Kompagniet havde mistet ca. halvdelen af sin styrke og var på kun 60 mand, delingsførerne var døde eller sårede, da der kom ordre til at rykke ad en klippesti ned over Nuilon bjergets junglebevoksede skråning. De nægtede at følge ordren. De fleste af folkene var 19-20 år gamle, værnepligtige, og mange havde kun ganske kort tjenestetid tilbage i Vietnam. De fik ordre til at rykke af, og de nægtede. Resten af historien er uvæsentlig; militært set er historien i sig selv uvæsentlig. Men for mange amerikanere må A-kompagniets kampvægring have rejst uhyggelige spørgsmål - måske først og fremmest spørgsmål om personligt mod, men også spørgsmål om hvordan og hvorfor amerikanske soldater fortsat udsætter sig for død og lidelser i en krig, som kun få civile fortsat tror på.
 
Den mest populære forklaring på, hvad der får mænd til at dræbe og til at udsætte sig for at blive dræbt, går på soldaters formodede nationale karaktertræk. Forskellige landes hærstyrker kæmper bedre eller dårligere, alt afhængigt af den krigeriske ånd man tillægger de respektive landes borgerskaber. Italienere er »dårlige« soldater, tyskerne er »gode« soldater .... Et andet synspunkt er, at soldatens optræden i kampsituationer først og fremmest er en funktion af den formelle militære organisation - den stramme disciplin, den militære uddannelse, enhedens korpsånd osv.
 
Dette synspunkt finder man naturligt nak i den traditionelt militære tankegang; men betydningen af denne militære tilpasning bliver i lige så høj grad fremhævet - omend ud fra andre motiver - af antimilitari- ster, som er bekymrede over den forrående virkning, det militære liv siges at have på det menneskelige sind. En anden udlægning - ofte kendetegnende for politisk retorik - slår fast, at kampdueligheden afhænger af soldatens tro på krigens erklærede målsætning. Hvad enten han motiveres af patriotisme eller af tro på, at han kæmper for en retfærdig sag, er den effektive soldat, når alt kommer til alt, båret oppe af en ideologi. Imidlertid opstod en anden forklaring gennem de sociologiske undersøgelser under 2. Verdenskrig. Denne udlægning lod kulturelle, formelle samfundsmæssige og ideologiske faktorer træde i baggrunden og rettede i stedet opmærksomheden mod primær-gruppernes afgørende rolle. Motivationen for den enkelte kampsoldat ligger i hans solidaritet med og tilknytning til kammeraterne på gruppeniveau. Synspunkterne var karakteristiske for den undersøgelse, Samuel Stouffer og hans medarbejdere offentliggjorde i The American Soldier og for Edward Shils’s og Morris Janowitz’s analyse af den tyske værnemagt. Sociologernes genopdagelse af primær- gruppernes betydning blev bestyrket i romaner og beretninger om soldaters optræden i kamp, skrevet af forfattere som Norman Mailer, James Jones, J. Glenn Gray og S. L. A. Marshall. I enkelte af de mere detaljerede behandlinger af denne teori anses primær-relationerne mellem mænd i kamp for at være så intense, at de overskygger ikke blot eksisterende civile værdinormer og udtalte militære mål, men sågar individets selvopholdelsesdrift.
 
Min egen forskning blandt amerikanske soldater i Vietnam har fået mig til at tvivle på primærgruppernes altoverskyggende betydning for kampmotivationen på i hvert fald to punkter. For det første må man nok i højere grad erkende den egoistiske interesse i primær-relationerne for den enkelte kampsoldat. Krigen er en Hobbes’iansk verden, og når slaget raser, er livet i sandhed kort, modbydeligt og brutalt. Men for at føre Hobbes’ tankegang et skridt videre, er primærgruppens funktion i kamp en slags elementær gensidig kontrakt - en kontrakt man indgår, fordi den indebærer fordele for én selv. For det andet bør den amerikanske soldats dybe foragt for al politisk symbolik og for patriotiske udgydelser ikke skabe tvivl om hans om muligt endnu dybere følelse af forpligtelse overfor de værdier, der direkte tjener til at holde ham i live under farefulde omstændigheder. Disse værdier - de være sig reelle eller ej - må tages i betragtning, når man skal forklare den amerikanske soldats i almindelighed hæderlige kampindsats. Alt taget i betragtning vil jeg hævde, at kampmotivation opstår af en kombination af soldatens frygt for sit eget skind og af kampsoldaters fælles værdinormer, tilpasset den øjeblikkelige kampsituation.
 
Kampsituationen.
Det kan være vanskeligt nok for en forfatter at give et dækkende billede af kampsituationen, og for en videnskabeligt arbejdende sociolog er det næsten uopnåeligt. Men for at forstå kampsoldatens holdninger og reaktioner, må man nødvendigvis også have fattet, under hvilke ekstremt vanskelige fysiske forhold han skal forsøge at overleve. Gruppeprocesser indenfor mindre kampenheder forstår man kun, hvis man er i stand til at sammenholde dem med selve kampsituationen. For indenfor de grænser, der trækkes af kampsoldatens normative forpligtelser overfor gruppens øvrige medlemmer, kæmper han også en privat krig, en krig han inderligt håber at komme ud af med skindet i behold.
 
Mennesket bedømmer sin egen grad af lykke eller ulykke ud fra situationen hos de mennesker, han normalt sammenligner sig med. Denne teori har ofte givet et frugtbart udgangspunkt for sociologiske undersøgelser. Man må blot ikke glemme, at der er situationer i menneskets liv, hvor ulykken er enerådende. I kamp er mandens horisont indsnævret til hans øjeblikkelige chance for at overleve. Kampsoldaten føler, at hans situation ikke kan være ringere, og han griber derfor uden tøven enhver nok så ringe mulighed for at forbedre chancen for at overleve. For soldaten er de beslutninger på regeringsplan, der resulterer i, at han skal kæmpe, irrelevante og meningsløse.
 
Under ild oplever soldaten ikke blot overhængende fare for sit eget liv og sin egen førlighed, han oplever også død og lidelse blandt sine kammerater. Hertil kommer det rutinemæssige pres, der hviler på ham i kampzonen - vægten af oppakning, rationer, der allesammen smager ens, diarré, mangel på vand, blodigler, moskitoer, regn, brændende hede, mudder og mangel på søvn. Under ildkamp med fjenden er alt normalt kaos, skræk og forvirring. Lammende rædsel blandet med modig handling og - besynderligt nok - til tider opstemthed og ren komedie. Hvis der tages fanger, bliver disse til tider udsat for mishandling i den ophidselse, der følger af kampen. Soldatens naturlige afsky for at udsætte civile for fare overskygges af hans frygt for, at en hvilken som helst Vietnameser - uanset alder og køn - kunne stræbe ham efter livet. Når lejligheden byder sig, er det almindeligt, at han plyndrer. Retten til at samle krigssouvenirs er almindeligt accepteret. Man tager dem for at beholde dem, eller for at sælge dem til folk i forsyningsområderne.
 
Når kampen er forbi, har soldaten - som Stendahl og Tolstoy bemærkede det for mange år siden - meget lidt ide om, hvad der egentlig er opnået taktisk og strategisk. Hans begreb om krigen strækker sig sjældent udover, hvad han selv har set, og hvad han efter kampen har diskuteret med andre i samme deling eller kompagni. Soldaters ofte omtalte ulyst til at diskutere krigserfaringer, når de kommer hjem, finder man ikke i felten. De diskuterer igen og igen de slag og småfægtninger, de har deltaget i. De taler ikke bare om dem for at tale, men først og fremmest fordi det er væsentligt for dem at få uddraget en taktisk erfaring, der kan redde deres liv ved senere møder med fjenden.
 
DEROS og forventningens glæde.
En faktor påvirker den enkelte soldats kampmotivation mere end noget andet, nemlig rotationssystemet. Med den nuværende politik forretter hærens personel tjeneste i Vietnam for en periode af 12 måneder ad gangen. Forudsat at han ikke bliver dræbt eller alvorligt såret, ved hver soldat på dato nøje, hvornår han skal forlade Vietnam. Hele hans tilværelse koncentreres om det ene - at nå helskindet frem til DEROS (Date Expected Return Overseas). Den gnieragtige omhu, hvormed soldaten tæller hver dag og hver time, han har tilbage i Vietnam, taler for sig selv.
 
Indenfor kampenheden har rotationssystemet mange konsekvenser for samhørighedsfølelsen og for den individuelle motivation. Den hurtige personeludskiftning virker hæmmende for udviklingen af primærgruppebånd, og det er de kamperfame folk, der går hjem. På den anden side letter systemet de problemer, der kan opstå, når grønne rekrutter stilles overfor barkede kampveteraner (f. eks. behandlet i The American Soldier fra 2. Verdenskrig). På grund af patruljetjenestens særlige karakter og fordi hyppigheden af kampepisoder svinger så stærkt, kan det nu meget vel ske, at en ny mand hurtigt oplever mere egentlig kamp end mange af folkene i samme kompagni, der nærmer sig deres DEROS. Men hvilke virkninger rotationssystemet end måtte have for de amerikanske styrkers kampeffektivitet set i større perspektiv, så bærer det uden tvivl en væsentlig del af æren for kampsoldatens almindeligvis høje moral.
 
I løbet af det år, kampsoldaten befinder sig i Vietnam, undergår hans holdning tydelige ændringer. Selv om holdninger afhænger meget af personlighed og kamperfaring, udvikles de normalt efter et ganske bestemt mønster. Ved ankomsten til enheder og flere uger frem føler soldaten en vis spænding ved at være i kampzonen, og han ser med en vis iver frem til sit første møde med fjenden. Men efter den første alvorlige kampepisode mister han en hel del af kamplysten. Han får en betydelig respekt for fjendens soldateregenskaber, og han begynder at se ned på og frygte Syd-Vietnameserne. Han bliver skeptisk overfor sejrsbulletiner fra hovedkvarteret, og overfor officielle tal for de fjendtlige tab. Fra omkring 3.-8. måned af tjenestetiden er hans engagement i kamprollen temmelig behersket.
 
Henimod 9. og 10. måned begynder soldaten selv at føle sig som »gammel soldat«, og det er normalt i denne periode, han er mest effektiv i kamp. Efterhånden som han nærmer sig slutningen af sin tjenestetid i Vietnam, formindskes hans effektivitet kendeligt. Han bliver mindre og mindre tilbøjelig til at tage del i offensive operationer, og oftere og oftere hører og fortæller han historier om soldater, der blev dræbt samme dag, deres tjeneste i Vietnam var forbi. Det er tydeligt, at »short-timer’s fever« stiltiende bliver anerkendt af alle, og kravene til folk, der står overfor hjemsendelse, bliver uden større formaliteter reduceret. Kampsoldatens sidste udkoblingsperiode betragtes af alle som en velfortjent ret, som de, der står længere tilbage i rotations- rækken, regner med at få fornøjelse af, når deres tur kommer.
 
Alt i alt bidrager rotationssystemet til en holdning og et perspektiv, der hovedsagelig er ego-orienteret. Det er i øvrigt ganske bemærkelsesværdigt, at der var meget ringe forskel på holdningerne hos kampsoldater i Vietnam ved mit første og andet besøg med to års mellemrum. Jeg tror, at ensartetheden hænger sammen med, at hver enkelt soldat går gennem nøjagtig den samme rotationsprocedure. Krigens afslutning markeres for ham af den dato, han forlader Vietnam, og ikke af krigens endelige resultat - hvad enten dette er sejr, nederlag eller uafgjort. Diskussioner om militær strategi i større målestok og krigens udvikling er irrelevante for kampsoldaten, hvis det da ikke netop berører hans egen enhed: "Min krig er forbi, når jeg rejser hjem".
 
En soldat interesserer sig kun for andres skæbne, hvis det drejer sig om folk fra hans egen enhed, folk som han kender personligt. Hans interesse strækker sig ikke til dem, han afløste eller dem, som til sin tid skal afløse ham. Den typiske holdning er: »Jeg har tjent min tid. Nu er det de andres tur«. Eller for at bruge soldatens eget ligefremme sprog, så venter han på at få det sidste stempel i sit »FIGMO« - kort - »Fuck it, got my orders« (til at rejse hjem). Skulle der eventuelt være en spirende følelse af samhørighed med våbenbrødre i videre forstand, så bliver den i hvert fald elimineret af rotationssystemets virkning på den enkelte mands syn på krigen.
 
I den traditionelle opfattelse af primærgruppen som et netværk af mand-til-mand relationer er det væsentlige gruppens bevarelse som gruppe og ikke som et middel, der tjener medlemmernes individuelle interesser. Som det vil være bekendt, lagde 2. Verdenskrigs sociologiske undersøgelser af kampmotivation særlig vægt på disse grimærgrupper. Roger Little’s undersøgelser i et let kompagni under Koreakrigen gav et noget andet resultat, idet han pegede på to-mands relationerne - det såkaldte »buddy- system« - som grundlag for sammenholdet i højere grad end gruppe og deling.
 
Mine undersøgelser i Vietnam peger imidlertid i retning af, at primærgruppernes betydning for kampmotivationen er endnu mere begrænset end Little hævdede. Sagen er den, at hvis en kampsoldat vil have en reel chance for at forbedre sine overlevelsesmuligheder, så er det en simpel nødvendighed for ham at deltage i og udvikle primærrelationer. Under landkrigsførelsens barske konditioner er et individs overlevelsesmuligheder direkte afhængige af den støtte - moralsk, fysisk og teknisk - han kan forvente fra sine kammerater. Og sådan støtte får han i samme grad, som han selv yder den - hverken mere eller mindre. Med andre ord - primærrelationer er i deres inderste væsen saglige, gensidige forsøg på at formindske personlig risiko.
 
Det rimelige i at udlægge kampgruppers solidaritet som resultat af individernes egoisme kan belyses ved følgende to eksempler:
Det første drejer sig om »Etterens« optræden under patrulje. »Etteren« bevæger sig almindeligvis et godt stykke foran selve styrken på den mest udsatte post. Naturligvis hader soldaten dette udsatte job, men en god »Etter« betyder sikkerhed for hele patruljen. Jævnligt sker det, at han optræder demonstrativt skødesløst i et forsøg på ikke at blive fast mand på jobbet. På den anden side skal han jo også passe på ikke at give en eventuel fjende alt for gode kort på hånden. Kort sagt - soldater yder i almindelighed ikke deres bedste, når de er »ettere«. Den personlige sikkerhed går forud for gruppens interesser.
 
Den overvældende betydning egoismen har i kampenheder kan også ses af de breve, soldater skriver. Folk fra en gruppe, der er vendt tilbage til USA, skriver sjældent til dem, der er tilbage. Almindeligvis hører man aldrig mere fra en soldat, når han har forladt enheden. Måske endnu mere afslørende: - de der er tilbage skriver meget sjældent til deres tidligere kammerater. Trods erklæringer om venskab for livet, når man sidder i kampzonen, afbrydes de gensidige forbindelser totalt, når først soldaten er udenfor fare. Soldaten skriver næsten udelukkende til dem, han venter at møde, når han bliver hjemsendt: Familie og slægtninge, piger og mandlige, civile venner.
 
Er nu disse forskelle i opfattelsen af sociale relationer i kampenheder - 2. Verdenskrigs primærgrupper, Koreakrigens »buddy-relation« og Vietnamkrigens i bund og grund egocentriske soldat - resultatet af forskelligheder i forskernes erkendelse, eller afspejler de konkrete forskelle i samhørighedsfølelsen hos de soldater, der er blevet beskrevet? Hvis der er konkrete forskelle, specielt mellem 2. Verdenskrig og krigene i Korea og Vietnam vil mange af disse forskelle kunne forklares ved rotationssystemets nedbrydende virkning på korpsånden i de to sidstnævnte krige.
 
Den skjulte ideologi.
Selv om vi virkelig var i stand til at afgøre om de primære kampgrupper reelt eksisterer sui generis, eller om de dybest set er udsprunget af egennytte, står vi stadig tilbage med vanskeligheden ved at forstå deres rolle i forbindelse med organisationens effektivitet. For vi har ofte nok set demonstreret, at primærgrupper kan være lige så meget til skade som til gavn for opnåelsen af fastsatte mål i en større organisation. Hvis vi derfor vil beskrive kampmotivation som konsekvens af båndene mellem individer i en primærgruppe, så må vi også forklare, hvorfor forskellige hære - uafhængigt af træning og udrustning - er mere eller mindre kampmotive- rede i krigstid. Da der jo i alle militære organisationer findes primær grupper, er vi tvunget til at se os om efter andre faktorer, der kan forklare forskellene i dette forhold.
 
Jeg vil hævde, at primærgrupperne kun kan fastholde soldaten i hans kamprolle, dersom han har tillid til værdien af det større sociale system, han kæmper for. Denne tillid behøver ikke at være udtrykt, den behøver måske ikke engang være bevidst. Men det er nødvendigt, at soldaten på et eller andet niveau anerkender - om ikke selve formålet med krigen - så i det mindste i bredere forstand legitimiteten i det samfund, han tilhører. Selv om amerikanske soldater ikke er tilhængere af udtrykt ideologi, og selv om de er yderst tilbageholdende med at vise patriotiske følelser, er der ingen grund til at tvivle på, at de har en latent tillid til legitimiteten - ja sågar til overlegenheden af »the American way of life«. Jeg har brugt udtrykket »den skjulte ideologi« for at beskrive den sociale og kulturelle baggrund for amerikanske soldaters holdning overfor krigen. »Skjult ideologi« henviser i denne forbindelse til synspunkter hos soldaterne, der ikke er helt eller delvis politiske. Ikke desto mindre har disse synspunkter ganske konkrete konsekvenser for kampmotivationen, fordi de deles af så mange.
 
Folk, der studerer politiske holdninger, er altfor ofte uinteresserede i svar, der i udtryksmåde ligger under deres egen standard. Når en person svarer på en måde, der enten virker ideologisk forvirret eller apatisk, siger man, at han ikke har nogen politisk holdning. Eftersom folks engagement i politik nu engang almindeligvis er temmelig perifert, er det jo tænkeligt, at dette engagement kommer til udtryk på en anden måde end hos ideologer og politiske teoretikere. Men hvis man gør sig den ulejlighed at interessere sig for de ting, der af den enkelte mand betragtes som grund- læggende værdier, så finder man en politisk holdning, der har snæver forbindelse med disse værdier.
 
Den amerikanske kampsoldat gør ikke noget forsøg på at skjule sin skepsis overfor ideologiske og politiske erklæringer. Paradoksalt nok er denne anti-ideologi i sig selv en del af soldatens overbevisning. De afviser patriotiske slogans og formaninger om at forsvare demokratiet med »What a crock«, »Be serious man« eller »Who’s kidding who?« Specielt er det meget vanskeligt at overbevise dem om, at de i Vietnam er med til at forsvare en af demokratiets forposter. United States Command Informations erklæringer om forsvaret af Syd Vietnam som en forpost for »Den frie Verden« forekommer dem lige så suspekte som Radio Hanoi’s beskyldninger mod amerikanerne for »imperialistisk agression«. Som en soldat udtrykte det: »Maybe we are supposed to be here, and maybe we are not. But you don’t have time to think about things like that. You worry about getting zapped and dry socks to-morrow. The other stuff is a joke«. Når en soldat skal svare på et spørgsmål om, hvorfor han er i Vietnam, svarer han på samme måde ud fra sine helt personlige forudsætninger. Han har svært ved at se nogen fornuftig sammenhæng mellem nationale amerikanske interesser og det faktum, at han skal befinde sig i Vietnam. 27 ud af de 34 kampsoldater, jeg interviewede, angav skæbnens ugunst som grund til, at de befandt sig i kampzonen. Typiske svar var: »My outfit was sent over here, and me with it«, »My tough luck in getting drafted in«, »I happened to be at the wrong place at the wrong time«, »I was fool enough to join this man’s army« og »My own stupidity for listening to the recruiting sergeant«. Kun 5 soldater angav, at deres baggrund var at stoppe den kom- nunistiske aggression. 2 erklærede, at de havde søgt om at komme til Vietnam, fordi de ønskede at være, »hvor der foregik noget«.
 
Kampsoldatens udtalte trang til at betragte krigen ud fra sine egne personlige synspunkter, gjorde det nødvendigt specielt at spørge ham om, hvad han mente, USA havde at gøre i Vietnam. Når spørgsmålet blev stillet på den måde, svarede soldaterne som regel, at de var i Vietnam for at »stoppe kommunismen«. Dette var stort set det eneste ideologiske slogan, man kunne få ud af dem; 19 ud af de 34 interviewede soldater så dette: - »at stoppe kommunismen« som krigens egentlige formål. Men når de udtrykte dette formål, var det altid for at forsvare USA - ikke »den frie verden« i almindelighed, og slet ikke Syd Vietnam. De sagde: »The only way we’ll keep them out of the States is to kill them here«, »Let’s get it over now, before they’re too strong to stop«, »They have to be stopped somewhere«, »Better to zap this country than let them do the same to us«.
 
15 af soldaterne gav andre svar end »at stoppe kommunismen«. 3 sagde lige ud, at USA’s økonomiske fremtidsudsigter var afhængige af en krigs- økonomi. 2 hævdede, at den amerikanske intervention var en alvorlig fejltagelse lige fra begyndelsen, men at det nu var for sent at bakke ud, da det ville skade Amerikas omdømme. En gav endda den Malthusiske forklaring, at krigen var nødvendig for at begrænse befolkningstilvæksten (Thomas Robert Malthus, engelsk socialøkonom omkr. år 1800. Kendt som grundlægger af befolkningslæren. Oversætters bem.). 9 soldater kunne - selv efter lange diskussioner - ikke angive nogen grund overhovedet til krigen. I denne gruppe fik man svar som: »I only wish I knew«, »Maybe Johnson knows, but I sure don’t« og »I’ve been wondering about that since I got here«.
 
Jeg spurgte hver af de 19 soldater, der havde angivet »at stoppe kommunismen« som krigens formål, hvad det egentlig var, der var så galt ved kommunismen - så galt, at den måtte stoppes, selv med risiko for hans eget liv. Den første reaktion på et sådant spørgsmål var almindeligvis forfjamskelse eller et beklagende træk på skulderen. Efter at have tænkt lidt over det, udtrykte 12 mand deres afsky for kommunismen, idet de lagde eftertryk på dens autoritære sider. De betragtede kommunismen som et totalitært og ensrettet socialt system, der ikke på noget område gav individet mulighed for at skabe sin egen lykke. Nogle typiske beskrivelser af kommunismen: »That’s when you can’t do what you want to do«, »Somebody’s always telling you what to do«, eller »You’re told where you work, what you eat, and when you shit«. Én udtalte lidt besk »Communism is something like the army«.
 
De træk ved kommunismen, der oftest blev nævnt havde noget at gøre med den personlige frihed. Men der blev også nævnt andre. 3 soldater nævnede kommunismens ateistiske og antikirkelige indstilling. 2 pegede på manglen på politiske partier og demokratiske, politiske institutioner. 1 sagde, at kommunismen var god nok i teorien, men at den aldrig ville kunne virke i praksis, fordi mennesket er for selvisk. Kun 1 soldat nævnede problemet offentlig contra privat ejendomsret. Jeg vil gerne atter understrege, at det var først efter lange diskussioner og megen udspørgen, at det lykkedes soldaterne at finde frem til begrundelser for krigen og beskrivelser af kommunisme. Indbyrdes drøftede de meget sjældent formålet med Amerikas militære intervention i Vietnam, det kommunistiske system eller andre politiske emner.
 
"Americanism"
Det faktum, at den amerikanske soldat ikke skilter med sin ideologi, er ikke ensbetydende med, at han ikke tror på visse væsentlige værdier, der bidrager til hans kampmotivation. På trods af hans manglende interesse for ideologier og hans udtalte irritation overfor patriotisk retorik er han alligevel i besiddelse af en slags primitiv amerikansk nationalisme i sin overbevisning om, at Amerika er det bedste land i verden. Den typiske kampsoldat tror - med en form for glædesløs patriotisme - på, at han kæmper for sit amerikanske fædreland. Når han skal give udtryk for sit syn på formålet med krigen, siger han, at hvis ikke den kommunistiske aggression bliver stoppet her i Syd-Øst Asien, er det kun et spørgsmål om tid, før USA selv er i farezonen. Den såkaldte Domino-teori virker lige så overbevisende på kampsoldater her som på den brede befolkning derhjemme.
 
Soldaten ser bestemt ikke sig selv i rollen som forsvarer af Syd-Vietnam, tværtimod synes han, at Syd-Vietnam er et værdiløst land, og at dets folk er foragtelige. Ringeagten overfor Vietnameserne - »slopes« eller »gooks« som de kaldes - kommer atter og atter frem i soldaternes bemærkninger om de handlendes griskhed, alle Vietnameseres upålidelighed, og de mange unge mænd i de vietnamesiske byer, der ikke er i de væbnede styrker. Tydeligst kommer fjendtligheden frem i forholdet til ARVN (Army of the Republic of Vietnam), som jo er deres militære allierede. Det hører til god tone at tale nedsættende om deres soldatermæssige egenskaber.
 
Soldatens dybtliggende pro-amerikanisme har mange forklaringer, og en af de mest nærliggende er vel, at han er totalt afhængig af andre amerikanere i et land, hvor praktisk taget hvilken som helst af landets indbyggere kan være en øjeblikkelig eller potentiel trussel mod hans fysiske sikkerhed. Han føler sig også stærkt knyttet til sin familie, og til dem han holder af derhjemme. Men disse betragtninger gælder jo for enhver hær, der kæmper i et fremmed land, så det er nok på et andet niveau, vi må søge efter de sider af det amerikanske samfund, der synes så relevante og betydningsfulde for kampsoldaten.
 
For at få et bredt indtryk af soldatens opfattelse af sit fædreland, stillede jeg følgende spørgsmål: »På hvilke måder synes De, at Amerika adskiller sig fra andre lande?« Det alt overskyggende træk i opfattelsen af Amerikas særpræg var de bekvemmeligheder, »the American way of life« kunne tilbyde. 22 af soldaterne beskrev USA ved de højt betalte jobs, biler, forbrugsgoder og fritidsaktiviteter. Ingen anden beskrivelse af Amerika blev givet tilnærmelsesvis så ofte som den høje materielle levestandard, der tilsyneladende ansås for at være enestående for Amerika. Kun 4 af soldaterne lagde vægt på Amerikas demokratiske, politiske institutioner, 3 nævnede religiøse og åndelige værdier, 2 talte om det amerikanske folks almindelige egenskaber, og 1 sagde, at Amerika var det sted, hvor hver mand var sin egen lykkes smed. Én talte om naturskønheder og andre skønheder i Amerika, og en neger beskrev Amerika som hjemsted for racediskrimination. Med andre ord, det er de materialistiske sider af livet i Amerika - dette ikke sagt i nogen nedsættende betydning -, der har størst betydning for kampsoldaten.
 
Den store PX.
Soldatens tro på overlegenheden af »the American way of life« forstærkes yderligere gennem sammenligninger med levestandarden i Vietnam. Kampsoldaten kan jo ikke undgå at drage sine egne sammenligninger mellem det liv, han levede i de Forenede Stater - selv som medlem af arbejderklassen - og hvad han ser i Vietnam. Selv om forholdet er mere udtalt i Orienten, må man huske, at amerikanere, der befinder sig i udlandet - som civile eller militære - almindeligvis lever i omgivelser, der materielt set slet ikke kan hamle op med den amerikanske overflod. Hvis amerikanske soldater på et eller andet tidspunkt skulle blive stationeret i et land med en væsentlig højere levestandard end de Forenede Staters, tror jeg ærlig talt det ville ryste deres tillid til det amerikanske samfunds fortræffelighed meget alvorligt. Hertil kommer, at selve det at være i kamp medfører en tilværelse, der ikke blot er farligere end den civile, men også mere primitiv og fysisk krævende. Soldatens noget romantiserede forestillinger om livet hjemme bliver endnu mere romantiske af, hvad han selv ser af livet i Vietnam, men samtidig også af hans egen øjeblikkelige lave levestandard. Man har jo tit set, at soldater i frontlinien i bitre vendinger sammenligner deres egen sørgelige tilstand med det fysiske vellevned, deres landsmænd nyder - det være sig soldater i baglandet eller de civile hjemme i Staterne.
 
Overfladisk set er dette jo rigtigt, men reelt er den amerikanske kampsoldats holdning overfor sine landsmænd mere differentieret. For samtidig med at soldaten misunder den civile mand livets behageligheder, er det jo netop de samme behageligheder, han kæmper for at opnå. Det er også nærmere misundelse end misbilligelse, der præger hans forhold til de folk, der nyder »det søde liv« i forsyningsområderne.
 
Den materialistiske etik viser sig på andre områder. Selv i forreste linie ser man masser af værdifuldt, personligt habengut blandt soldaterne. Transistorradioer er praktisk taget hvermandseje. Kameraer og fotografisk tilbehør af enhver art findes og bruges overalt. Selv de traditionelle breve hjem er ved at blive afløst af båndoptagelser. Det er ikke tilfældigt, at amerikanske soldater kalder USA for »The Land of the Big PX«.
 
En faktor, der er væsentlig for kampmotivationen, er soldatens forestillinger om mandighed og fysisk styrke. Det at være kampsoldat er et job for mandfolk. Frontsoldater udtrykker ofte højlydt tvivl om forsynings- personellets virilitet (»titless WAC’s«). En soldat, der ikke har været i kamp er en »cherry« (jomfru), og faldskærmstropper kalder foragteligt andre soldater for »legs«. Denne he-man indstilling går igen i talløse spøgefulde sammenligninger med John Wayne og Lee Marvin. Mandighedsdyrkelsen er selvfølgelig noget generelt for Amerika, og den militære organisation søger at drage fordel af det ved uopslidelige rekrutterings-slogans som »The Marine Corps Builds Men« og »Join the Army and be a Man«.
 
Den maskuline etik er imidlertid noget mindre fremherskende blandt soldaterne, når der første gang er flydt blod i deres enhed. Når man har stået ansigt til ansigt med kampens barske realiteter, er det de prosaiske definitioner på mandlig ære, der kommer frem. Det er ikke mere så meget den aggressive som den seksuelle side af mandsrollen, der bliver fremhævet. F.eks. hører man ofte udtryk som »I’m a lover not a fighter«. Det vil sige, at forestillinger om mandighed tjener indledningsvis til at skabe motivation for at gå ind i kampen, men mister deres betydning, når soldaten første gang har stået overfor slagets blodige virkelighed. Når en enhed er prøvet i kamp, synes individuelle heltegerninger heller ikke at indgå i definitionen på mandlig ære. Tværtimod bruges ordet »hero« i negativ betydning om den mand, der hensynsløst sætter enhedens velfærd på spil. Folk gør, hvad de kan for ikke at komme på patrulje med soldater, der er meget ivrige for at komme i kontakt med fjenden. »Hero«’en bliver betragtet som en, der sætter andres sikkerhed på spil i samme grad som slapsvansen i den anden ende af spektret. I kampzonen drejer det sig om én ting: at blive ved med at være en levende soldat.
 
Fredsdemonstranten, som kampsoldaten ser ham.
På begge mine ture til Vietnam oplevede jeg, at kampsoldater - næsten uden undtagelse - forbandede fredsdemonstranterne hjemme i USA længe og dybtfølt. Dette kan ved første øjekast synes ejendommeligt. Når alt kommer til alt har »peacenicks« og soldater dog det til fælles, at de brændende ønsker tropperne hjem til Staterne. Men de eneste tidspunkter, hvor soldaterne virkelig viste politiske følelser, var faktisk, når vi kom ind på antikrigsdemonstrationer. Det er bemærkelsesværdigt, at soldaten opfattede fredsdemonstrationeme som rettet mod ham personligt og ikke mod krigen. »Did I vote to come here? Why blame the G. I.«? Der var almindelig enighed om, at hvis fredsdemonstranterne kom til Vietnam, skulle de nok få ændret deres synspunkter. Som en mand sagde: »How can they know what’s happening if they’re sitting on their asses in the States. Bring them here and we’d shape them up quick enough.« Eller som en af de mere filosofisk anlagte udtrykte det: »I’d feel the same way if I were back home. But once you’re here and your buddies are getting zapped, you have to see things different.« 
 
En hel del af soldatens fjendtlige indstilling overfor fredsdemonstranter er udtryk for klassefjendskab. For mange kampsoldater - hvoraf størstedelen kommer fra arbejderklassen - står demonstranterne som socialt priviligerede collegestudenter. Jeg har hørt mange bemærkninger som denne: »I’m fighting for those candyasses just because I don’t have an old man to support me«. »I’m stuck here and those rich draft dodgers are having a ball raising hell«. »You’d think they’d have more sense with all that smart education«.
 
Ydermere fandt man, at fredsdemonstranterne profanerede de tab og lidelser, som amerikanske soldater allerede havde gennemgået. Uden tvivl bidrog denne indstilling til kampsoldaternes bemærkelsesværdigt »høge«- agtige synspunkter. »If we get out now, then every G. I. died for nothing. Is this why I’ve been putting my ass on the line? « Her synes vi at have et eksempel på et generelt, socialt fænomen: Menneskets tendens til overfor sig selv at retfærdiggøre de ofre, der allerede er bragt. For en kort periode kan ofrene i sig selv give en organisation legitimitet. Først når man når over et bestemt punkt, hvor ofrene synes at blive for store, bliver hele indsatsen taget op til kritisk revision. Men det er ikke almindeligt, at kampsoldater i Vietnam rejser diskussioner om tidligere eller fremtidige tab. Jeg tror, det skyldes det 12-måneders rotationssystem, hvor soldaten forlader kamppladsen, endnu medens hans personlige indsats er på toppen, og inden han begynder at tvivle på hele operationen. Således bidrager hele rotationssystemet ikke blot til at opretholde soldatens moral, men det skaber også et kollektivt engagement, som retfærdiggør de amerikanske tab.
 
Soldatens fjendtlighed overfor fredsdemonstranten bliver ikke mindre af det indhold, der præger nogle af dennes argumenter mod krigen. Kampsoldaten er svoren tilhænger af »the American way of life«, og han er i bund og grund upolitisk. Og alt imedens han uafbrudt må koncentrere sig om sin egen og andre amerikaneres sikkerhed, ser han, hvorledes de mere fanatiske elementer i fredsbevægelsen begræder Vietnamesernes trængsler, er pågående i deres anti-amerikanisme og optræder som ideologiske profeter. På langt de fleste områder er den militante fredsbevægelse i direkte modsætning til den amerikanske soldats grundlæggende livsnormer. Erklæringer, der begræder civile vietnamesiske tab bliver optaget som ønsker om større amerikanske tab. Påstande, der går ud på, at USA’s intervention er umoralsk går stik imod soldatens grundlæggende overbevisning om den amerikanske nations indiskutable hæderlighed. Ingen tror på erklæringer, der går ud på, at Viet Congs opstand er legitim, dels på grund af soldaternes manglende kendskab til vietnamesisk historie, og - hvad der nok er mere væsentligt - dels fordi Viet Cong er ude efter at slå ham ihjel. Som en mand sagde: »I don’t know who are the good guys or the bad guys, us or the V. C. But anybody who shoots at me ain’t my friend. Those college punks are going to answer to a lot of us when we get back«.
 
Men det skal understreges, at soldaternes afsky for fredsdemonstranter er en reaktion, og den indeholder ikke nogen form for accept af krigen. Paradoksalt nok må man altså gå ud fra, at de mere militante fredsdemon- strationer har skabt en slags opbakning af krigen hos kampsoldater, som ellers ikke ville have været tilstede. Dermed ikke sagt, at soldaten er immun overfor argumenter mod krigen. Men de argumenter, der kunne være virkningsfulde overfor soldater - f. eks. Vietnam er ikke amerikansk blod værd, Syd Vietnam manipulerer med USA, Saigon-regeringens korrupthed, ARVN’s uduelighed koster amerikansk blod - bliver almindeligvis ikke brugt af radikale fredsgrupper. At kampsoldaten er imod fredsdemonstranter er altså ikke det samme som at han er for krigen. Han har bestemt heller ikke meget tilovers for »support-the-boys« kampagnerne hjemme i Staterne, igen fordi »they don’t know what’s all about«. Som det blev udtrykt kort og klart af en soldat - og han talte for de fleste: »The only support I want is out«.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_100_aargang_apr.pdf
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.