Kamphelikopteren - Resultater - Fremtid

Denne artikel er en gengivelse fra tidsskriftet Aerospace International nr. 4 1973, hvor dets europæiske redaktør Stefan Geisen heyner diskuterer helikopterens anvendelighed på den moderne slagmark og herunder kritiserer den amerikanske forsøgsdivision TRICAP.

 

 

Med den første verdenskrig introduceredes kampvognen på slagmarken. Den var effektiv under visse omstændigheder, men ikke afgørende for udfaldet af denne krig. Der manglede visse fundamentale elementer, såsom en tilstrækkelig taktisk doktrin og de nødvendige støtte-organisationer. Den forudsete kombination af kampvogne og ka- valleri arbejdede ikke tilfredsstillende.
 
I mellemkrigsårene udvikledes og introduceredes mange nye ideer. Den franske hær anvendte kampvogne udelukkende til støtte for infanteriet. Briterne udviklede en teori om anvendelse af rene kamp- vognsenheder. Alene tyskerne nåede frem til den sejrende kombination - kampvogne støttet af pansret infanteri under luftbeskyttelse. Den store taktiske bevægelighed, som herved skabtes, resulterede i tyskernes indledende sejre under den 2. verdenskrig, indtil de tyske hære stod over for styrker med samme opbygning i krigens anden halvdel. En lignende situation eksisterer i dag for hær-helikopteren. Effektive transport- og kampfartøjer er udviklet og til rådighed i stort tal for verdens mest moderne hære. De kan anvendes som troppe-transportere, de kan bruges til evakuering og logistisk støtte i øvrigt, og de kan med bevæbning anvendes som rekognoscerings« og kampfartøjer.
 
Da helikoptere i større antal dukkede frem i slutningen af 1950’erne, udviklede den amerikanske hær sin såkaldte Air Assault Concept. Dens ophavsmand, general Hamilton H. Howze, forestillede sig en enhed af divisionsstørrelse, som var fuldstændig lufttransportabel, uden bælte- drevne og med kun ganske få hjulkøretøjer, udelukkende baseret på lufttransporteret faglig støtte og kæmpende med og fra helikoptere i en serie »hit-and-run« engagementer. En sådan enhedstype, mente man, ville være velegnet i en situation, hvor anvendelsen af atomvåben er en mulighed, medens infanteri og kampvogne anvendt efter den 2. verdenskrigs taktiske koncepter kun ville have en begrænset mulighed for overlevelse under atomkrigen som følge af begrænset taktisk bevægelighed.
 
I 1965 opstilledes I. US Air Cavalry Division (Airmobile) på grundlag af de tidligere eksperimen- tal-enheder af den oprindelige af general Howze udtænkte organisation. Denne division blev straks overført til Vietnam. Her blev man hurtigt klar over, at luftmobilitet var det eneste svar på Viet Congs guerillataktik. Støttepunkter blev oprettet på strategisk og taktisk betydningsfulde steder, hvorfra de var i stand til at blokere modstanderens forsyningsruter. Disse utallige posteringer, hvoraf mange var ganske uden landværts forbindelse med eget territorium, blev forsynet ved hjælp af helikoptere og STOL-fly. Når disse baser behøvede tung ildstøtte, blev den ydet af nærstøtte-fly fra det amerikanske flyvevåben. Systemet, der efterhånden anvendtes af alle indsatte styrker, virkede effektivt til krigens slutning.
 
På den anden side må det erkendes, at luftmobiliteten i den offensive rolle ikke altid var tilfredsstillende. I de indledende faser af krigen, da den nye koncept endnu kunne anvendes med overraskelse, var resultaterne dog bemærkelsesværdige. 1. Airmobile Division gennemførte sine første kampe i november 1965 i la Dang dalen. Efter seks dages hårde kampe, hvorunder man for første gang i historien så hurtige bevægelser med helikopterbåret artilleri fra stilling til stilling og flankemanøvrer med helikopterbåret infanteri, endte kampene med et af de største nederlag for de kombinerede nordvietnamesiske og Viet Cong enheder. Denne succes førte til øget interesse for den luftmobile koncept. 1. Airmobile Division opnåede den ene succes efter den anden i Mekong deltaet under Tet-offensiven, og i det centrale højland nær Pleiku. Tabene såvel i helikoptere som i mandskab forblev acceptable indtil fremstødet ind i Laos i foråret 1971. Denne operation, Lam Son 719, viste sig katastrofal for den luftmobile koncept.
 
Angrebet ind i Laos sigtede mod de nordvietnamesiske forsyningsbaser. Over 1000 helikoptere deltog i operationen, som løb ind i uventede vanskeligheder. Luftværnsild fra velplacerede batterier, den overraskende præcise ild fra kampvogne, men fremfor alt fjendens kendskab til den luftmobile taktik forårsagede uacceptable tab blandt helikopterne. Over hundrede blev rapporteret nedskudt og mange ødelagt i en sådan grad, at de ikke kunne repareres. Især gik det ud over trans- porthelikopteme. Jægeren var nu blevet den jagede.
 
De eneste helikoptertyper, som klarede sig nogenlunde, var kampog lette observationshelikoptere. I hænderne på trænede piloter repræsenterede de sidstnævnte, på grund af deres manøvredygtighed, et mål der var vanskeligt at ramme. Kamphelikopteren viste sig at være en yderst farlig modstander over for al modstand fra jorden som følge af dens ildkraft, manøvredygtighed og fart. Modstanderen på jorden søgte at undgå kamp med den, når det var muligt.
 
Det vil ikke være gørligt her at beskrive og analysere de forskellige taktiske fremgangsmåder, som piloterne på disse kamphelikoptere udviklede. Men den tid var nu ovre, hvor enlige helikoptere engagerede en skjult modstander. Man kæmpede nu i grupper, hvor den enkelte støttede de andres bevægelser. For eksempel kunne en let observations- helikopter søge at tiltrække sig ild fra fjenden, som derved afslørede sin stilling, hvorefter kamphelikoptere ville angribe fra forskellige vinkler og højder og bringe modstanderen til tavshed med overlegen ildkraft.
 
I Lam Son 719-operationen kom kamphelikopteme for første gang op imod egentlige fjendtlige panserstyrker. Resultatet over for denne nye modstander var uafgjort, fordi ingen havde ventet at møde modstand af denne type. Man rådede derfor ikke over tilstrækkelige mængder af panserbrydende ammunition, og kamphelikopteme var endnu ikke udstyret med styrede raketter, som kunne have ændret udfaldet afgørende. Et år senere forårsagede to eksperimentelle UH-1B helikoptere udstyret med TOW-missiler komplet ødelæggelse af nordvietnamesiske kampvogne under den sidste store offensiv. Sammenfattende må det erkendes, at 1. Airmobile Division ikke organisatorisk var struktureret og udrustet til at gennemføre kamp i et omfang, som krævedes på den laotiske krigsskueplads.
 
På den anden side kan det ikke nægtes, at den grundlæggende planlægning af denne operation var en fejltagelse. Hård modstand var at vente, primært et forsvar i dybden gennemført af en vel nedgravet modstander. Eftersom de taktiske koncepter for helikopterangreb i virkeligheden er de samme som anvendes af pansret motoriseret kaval- leri, var det uklogt at lade dem angribe frontalt uden tilstrækkelig støtte. Pansret kavalleri såvel som helikoptere bør anvendes til at udnytte en taktisk succes, ikke til at opnå den.
 
Tredobbelt kapacitet
Som et resultat af katastrofen i Laos vandt denne lære endelig gehør og førte til afskaffelsen af den rene luftmobile koncept. Straks efter tilbagevenden til USA blev 1. Airmobile Division integreret i 1. Armored Division, der herefter udgjorde den eksperimentelle TRI CAP Division. TRICAP står for tredobbelt kapacitet. Divisionen kombinerer kampvognens gennembruds- evne med det helikopterbårne infanteris bevægelighed og kamphelikopterens offensive og defensive egenskaber.
 
Den nye division - der er øremærket for Europa - har en styrke på 13000 mand, 2000 køretøjer og kampvogne og 250 helikoptere. Hovedelementerne er en panserbrigade, en helikopter-infanteribrigade og en kamphelikopter-brigade, alt støttet af normale logistik- og serviceformationer. Helikopter-briga- den består af observationshelikop- terenheder og en bataljon angrebs^ helikoptere, udrustet til bekæmpelse primært af kampvogne og be- fæstningsanlæg på længere afstande. Denne enhed kan støttes af he- likopterbåret infanteri om ønsket.
 
Denne koncept synes umiddelbart tiltalende. Under forsvar og angreb bærer kampvognene hovedbyrden af kampen, det ledsagende infanteri er til rådighed når ønsket, men placeret bag kamppladsen, hvor det kunne blive udsat for unødvendige tab under de indledende faser. Kamphelikopteme er på kald med henblik på at observere og engagere fjendens kampvogne og støtte egne panserstyrker. Efter et gennembrud kan helikopterbårne tropper hurtigt nå frem til ønskede stillinger eller udnytte enhver anden taktisk fordel. Denne koncept reducerer imidlertid divisionens bevægelighed til kampvognens, dvs. i bedste fald 40 km/t. De stærkt bevægelige luftbårne elementer tvinges således ned i bevægelighed, og det kunne synes unødvendigt at give divisionen denne luft-bevægelighed overhovedet. Det samme formål kunne nås ved anvendelse af pansrede mandskabs- vogne. I virkeligheden ville de måske endda være mere effektive og yde større beskyttelse. Under udnyttelse af en taktisk situation kan he- likopter-infanteriet blive tvunget til at kæmpe uden pansret beskyttelse i det åbne og uden støtte fra kampvognene, som muligvis er kilometer bagud.
 
TRICAP Divisionen er ganske vist en eksperimentel enhed, men i betragtning af tidligere erfaringer står det dog klart, at det ikke er hensigtsmæssigt at sammenknytte stærkt bevægelige styrker som heli- kopterbåret infanteri med langsomt bevægelige styrker som kampvogne. Fejltagelsen har været gjort før. Den franske hær fordelte under 2. verdenskrig sin store mobile styrke af kampvogne til det langsomme infanteri. De opnåede resultater i kampen mod det højt mobile tyske panser, støttet af mobilt infanteri, er velkendte.
 
Den luftmobile koncept, som anvendtes af 1. Airmobile Division, var også en fejltagelse, således som det viste sig i Laos. Stor bevægelighed uden væsentlig pansret støtte er heller ikke hensigtsmæssig. Også her kan historien give vejledning. Den britiske AlUtank koncept, der bød på stor bevægelighed uden in- fanteri-8tøtte, led nederlag ved Dunkirk.
 
Hvis fortidens lære skal anvendes, er løsningen indlysende. For at opnå en taktisk afbalanceret mobil styrke må det helikopterbåme infanteri ledsages og støttes af enheder med en betragtelig udholdenhed og slagkraft. Det vil betyde indførelsen af en »flyvende kampvogn«. Alene herved kan en fuldt luftmobil division eller brigade opnå de egenskaber, som gør enheden egnet til at klare modstand under alle topografiske betingelser.
 
Det er mærkværdigt at se, at traditionel militær tænkning forlanger anvendelse af kampvogne på op til 50 tons inden for rammerne af en pansret division, såsom TRICAP. Denne filosofi synes forældet i betragtning af moderne panserværns udvikling. Kampvognen er primært en mobil våbenplatform med terrængående egenskaber. Dens pansring tjener til at beskytte våbensystemet imod sprængstykker samt håndvåben- og maskingeværild. En træffer med en panservæmsg ranat eller -ladning vil gennembryde pansringen. Det er derfor ikke ganske klart, hvorfor militære planlæggere fastholder fremstilling af højt udviklede, tunge kampvogne, som endda ikke kan anskaffes i større antal på grund af deres høje pris. En let, vel bevæbnet kampvogn ville kunne gøre den samme gavn på kamppladsen som en kampvogn på 50 tons. Dens pansring vil beskytte besætning og våben tilstrækkeligt, og dens langt større hurtighed vil betyde yderligere beskyttelse imod fjendens handlinger. Sådanne lette køretøjer behøver ikke at være bæltedrevne. De er mindst lige så mobile på hjul, og i tilgift er det muligt at transportere dem med helikoptere. Den franske hær anvender en let panservogn (AML M 90) som, skønt den er bevæbnet med en 90 mm kanon, fuldt lastet kun vejer 5500 kg. Den har en aktionsradius på 600 km, er amfibisk og kan på vej opnå en hastighed på 100 km/t. Kanontåmet er udskifteligt med en anden version udstyret med to 20 mm luftværnskanoner. TRICAP ville være noget nær det ideelle, hvis den bestod af en luftmobil brigade udstyret med sådanne køretøjer, der synes mere end tilstrækkelige til støtte for helikopter- båret infanteri. Kamphelikopter- brigaden kompletterer begge ved at yde rekognoscering og defensiv og offensiv ildstøtte.
 
Det må imidlertid ikke glemmes, at en sådan division ikke er struktureret for alle typer af stationær kamp. Dens opgaver vil primært kunne være at blokere fjendens fremrykkeveje, inddæmning af luftbårne styrker i baglandet og kamp imod styrker af samme type som divisionen selv. En sådan luftmobil division er sandsynligvis det eneste passende forsvar over for fjendtlige aktioner på det samme luftmobile niveau. Og der er ingen tvivl om, at et sådant niveau må påregnes under en fremtidig krig.
 
 
 
Kamphelikopteren
I dette scenario må kamphelikopteren blive slagmarkens konge. Udrustet med styrbare raketter med mindst 4 km rækkevidde og en 30 mm kanon, samt med altvejrs kapacitet og mørkekampsmateriel vil den blive en formidabel tank-de stroyer. Rækkevidden af dens raketter vil tillade helikopteren at holde sig uden for luftvæmskanonemes og de lette IR-missilers rækkevidde. Maskinkanonen vil tjene som et nærkampsvåben imod infanteri og fjendens helikoptere og fly.
 
I polemikken imod kamphelikopteren glemmes det ofte, at den ikke er alene om kampen imod fjendens styrker og især kampvogne. Det støttende mobile artilleri vil kunne udmatte disse styrker. Infanteriet vil kunne deployere sine panservæms- våben. De fjendtlige stødkilers fjender vil være mange, og helikopteren vil således ikke have modstanderens hele og fulde opmærksomhed. Hvis den flyver lavt og farer op for at aflevere sine raketter, vil den sandsynligvis ikke blive opdaget. Luftforsvarets radarer kan blindes med chaffs, som skydes ind over kampzonen enten med artilleri eller raketter. Hvis helikopteren i tilgift har passende IR-beskyttelse og ECM-kapacitet, vil den kunne fremvise en udmærket overlevelsesevne.
 
Nylige tyske krigsspil, omfattende kampvogne, IR-styrede luftværns- missiler og maskinkanoner indsat over for raketbevæbnede kamphelikoptere, demonstrerede at sidstnævnte i virkeligheden er en farlig modstander for kampvogne. I 60 spil omfattende forsvar, angreb og modangreb lykkedes det helikopterne at »ødelægge« 167 kampvogne og 29 luftvæmsstillinger. Deres egne »tab« var med 14 fartøjer nedskudt lavt i forhold hertil. Resultatet af disse spil er for nyligt blevet vurderet af NATO.
 
Helikopterens sårbarhed
Dette billede af fremtidig krigsførelse forekommer mere end urealistisk for modstandere af helikop- ter-operationer i kampzonen. Modstanderne anvender et grundlæggende argument, nemlig det relativt langsomme fartøjs sårbarhed over for ild fra jorden og fly. Det hævdes, at disse fartøjers evne til at overleve er så lav, at det vil være kriminelt at risikere besætningers liv på denne måde. Som bevis herfor fremhæves tabene under kampene i Laos. Men som tidligere påvist var disse tab en følge af dårlig planlægning og ufuldstændige efterretninger.
 
Det afgørende element i fremtidige helikopteroperationer vil være en korrekt deployering af helikop- terstyrkeme. I Vietnam fløj helikopterne missioner langt fra eget territorium. I Europa, f.eks., vil dette ikke være nødvendigt eller muligt. Hovedopgaven vil være gennemførelse af troppetransporter, evakuation og forsyningsmisisoner bag egne linier. Kamphelikopteren er konstrueret til angreb på kampvogne og pansrede kolonner, som er trængt ind i eget territorium eller som opererer som luftmobile enheder i baglandet. Ingen ansvarlig fører ville sende sine helikopterstyrker over frontlinien for at angribe i fjendens bagland. Dette må være opgaven for flyvevåbnets nærstøtte- fly. Transport- og kamphelikopterens hovedfjende er de fjendtlige helikoptere, lette fly og våben monteret på kampvogne eller anvendt af infanteri. Disse våben er radar-styrede maskinkanoner, tunge maskingeværer og infanteriets kortholds-missiler. Alle er de yderst farlige for den udsatte helikopter.
 
Det er et spørgsmål om rigtig rekognoscering og taktik at opnå maximal overraskelse og effekt og herigennem undgå disse trusler. Indsættelsen af luftmobilt panser og helikopterbåret infanteri må nøje koordineres med indsættelsen af kamphelikoptere. Hvis de topografiske betingelser, indsættelse af ECM og luftstøtte sker rigtigt, vil tabene som følge af ild fra jorden formentlig blive acceptable.
 
Et vanskeligt problem bliver målstedfæstelsen, f.eks. stedfæstelse af kampvogne ved hjælp af helikoptere. De sidstnævnte kan ikke blot flyve hen over terrænet for at finde målene. De må ledes fra jorden til de steder, hvor der er behov for dem. I betragtning af fjendens defensive muligheder må styrker på jorden lede helikopter-piloten til et passende affyringsted, hvorfra han mest effektivt kan levere sin ild. En detaljeret samarbejdsprocedure mellem styrkerne på jorden og de støttende helikoptere må udarbejdes for at gøre denne støtte effektiv. En effektiv anvendelse af helikoptere er således et taktisk og organisatorisk problem, som er vanskeligt at løse. Opgaven lader sig næppe løse på traditionel måde, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før elektroniske datasystemer vil blive absolut nødvendige til koordination af sådanne aktioner.
 
AAH - UTTAS - HLH
Den nye generation af luftmobilt materiel i den amerikanske hær overgår i effektivitet langt de helikoptere, som indsattes i Vietnam. Den nye helikopter generation vil tilgå de luftmobile divisioner i slutningen af 1970’eme. Efter hård konkurrence om den eventuelt lukrative kontrakt på UTTAS (f/tility Tactical Transport Aircraft System) gik Boeing-Vertol og Sikorsky af med sejren. Begge blev valgt til at producere prototyper, der skal konkurrere med hinanden før det endelige valg af nye typer. Boeing har tidligere opnået kontrakt på udvikling af en HLH (Heavy Lift Helikopter), der skal anvendes til transport af laster op til 22.5 tons over mellemdistaneer. Bell & Hudges har fået kontrakt på bygning af en AA H (Advanced Attack Helikopter). Begge prototyper vil være færdige om ca. 3 år. UT- TAS og AAH påregnes udstyret med to General Electric T-700 turbo-motorer, hvilket vil lette de fosyningsmæssige og vedligeholdelses- mæssige problemer. Når dette nye materiel bliver klart, vil den amerikanske hær for alvor kunne gå i luften, og general Howzes visioner fra for 12 år siden vil have en mulighed for at blive realiseret.
 
Helikopteren og dens medfødte bevægelighed vil utvivlsomt blive af betydning for morgendagens krigsførelse. Dens fulde potentiel er endnu ikke blevet udnyttet. Det synes, som om opnåelse af dette er et indviklet puslespil, hvor ingen endnu har fundet den rette kombination af brikkerne. Der er imidlertid næppe nogen tvivl om, at den, der først har held til at udvikle en fuldt luftmobil styrke, vil have en væsentlig fordel over for enhver anden. Som det tidligere er fremhævet, er den eneste modforanstaltning imod et luftmobilt angreb en luftmobil forsvars- styrke.
 
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_102_aargang_nov.pdf
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: