Kampene ved Montélimar i august 1944

Gennem beskrivelse af, hvorledes den 19. tyske armé kæmpede sig ud af en amerikansk lomme efter den allierede landgang i Sydfrankrig i 1944, søger premierløjtnant H. Christiansen, Aale, i denne artikel at belyse den forskel, der var mellem tysk og amerikansk føring, og den vægt amerikanerne lagde på materiel indsats.

I Teheran havde Roosevelt, Stalin og Churchill i november 1943 besluttet at åbne en »anden front«. Foruden Overlord skulle der foretages en landsætning på den franske middelhavskyst. Denne operation fik til at begynde med kodebetegnelsen Anvil, som imidlertid senere for at vildlede tyskerne blev ændret til Dragoon. Den strategiske betydning af et angreb sydfra gennem Rhonedalen i forening med Overlords østgående angreb var den, at man dermed ville true tyskerne i ryggen, foranledige dem til at splitte deres reserver og tvinge dem til enten uden kamp at evakuere deres styrker i centrum og den sydvestlige del af landet eller udsætte disse for en håbløs indeslutning. Ideen var der ikke noget i vejen med; det kom blot an på, 1) at man satte tilstrækkelige styrker ind og 2), at angrebet blev ført med energi og elan. Det kom imidlertil at skorte noget på begge dele. Anvil skulle egentlig være foretaget sammen med Overlord, men for at tilvejebringe den fornødne styrke var det nødvendigt at tilføre divisioner fra den italienske front, og for at skaffe skibsrum måtte man tage fra Overlord. Disse to betingelser forsinkede måneder igennem Anvil — Dragoon’s realisation. Kun Amerikanerne og Franskmændene gik oprigtigt ind for operationen, med Englænderne var der store vanskeligheder. Churchill mente nemlig af politiske grunde, at den bedste måde at fortsætte krigen på efter Roms fald var at føre et stød gennem det såkaldte Ljubliana-Gab mod Østrig, Ungarn og Jugoslavien, hvorved han håbede at kunne holde russerne ude af Europa. For denne plan gik den nye chef for AFHQ i middelhavsområdet, den engelske general Maitland Wilson, varmhjertet ind.

Men amerikanerne modsatte sig denne efter deres mening noget eventyrbetonede strategi, overfor hvilken der ikke mindst tårnede sig uhyre terrainvanskeligheder op, og som endvidere ret beset var i strid med den eviggyldige fordring om kræfternes koncentration. Der rejste sig store stridigheder de allierede imellem og udkæmpedes adskillige oratoriske braavallaslag. Amerikanerne var klar over, at Churchill spillede politisk spil, og mente endog til at begynde med, at englænderne ville spænde ben for den store invasion, og at den engelsk-amerikanske invasionshær, der hobede sig sammen i Storbritannien, af englænderne kun var tænkt som et kæmpemæssigt bluff, og at den blot skulle holdes i beredskab som en »besættelsesstyrke« til anvendelse efter det ventede tyske sammenbrud. Mest giftig var vel den amerikansk Secretary of War, Stimson, der lod sig forlyde med, at englænderne var bange for at komme i lag med tyskerne på lige fod, idet skyggerne fra Paschendaele og Dunkerque spøgede i hovederne på dem.

Imidlertid: Invasionen kom og den kendte udvikling, uden at man kunne komme til ende hverken med forberedelser eller kontroverser angående Anvil, så tilsidst Roosevelt, som af politiske grunde ikke turde indlade sig på Churchill’s og Wilson’s planer, måtte overhugge den gordiske knude ved, i overensstemmelse med Eisenhower’s krav (Marseille må åbnes som forsyningshavn), kort og godt som Master of the Team at dekretere, at Anvil skulde løbe af stabelen den 15. august 1944. Og således blev det. Roosevelt holdt sit løfte til Stalin og svigtede ikke den med denne indgåede forbrødring, som nu skulle have sit første pant. Den fjende, der skulle angribes, var den tyske 19. armé under general Wiese. Han havde med tre korps, hvert på ca. 20.000 mand, besat den franske middelhavskyst fra den italienske til den spanske grænse, en strækning der i luftlinie er ca. 500 km lang og således en altfor udstrakt front i forhold til den forhåndenværende styrke. Ved stadige afgivelser uden fyldestgørende erstatning var arméen stærkt reduceret; det bedste var blevet kastet i kæmpebålet i Normandiet. Således også 9. panserdivision, så der nu ikke længere var nogen indsatsberedt og kampkraftig reserve til rådighed. Ganske vist lå der en panserdivision, den 11.*), i egnen øst for Toulouse; men den havde Hitler hånden på og ville foreløbig, trods flere anmodninger fra 19. armé, ikke frigive.

*) med følgende Enheder: Pz. Rgt. 15, Pz. Gren, Rgt. 110, Pz. Gren. Rgt. 111, Pz. Aufkl. Abt. 11, Pz. Art. Rgt. 119, Pz. Jg. Abt. 61, Pz. Pion. Btl. 209, Heeresflakabt. 277, Pz. Div. N. Abt. 89.

 

Efter erfaringerne fra Normandiet var det klart, at den såkaldte »sydvold« ikke kunne holde overfor en alvorlig landgangsoperation. Marseille og Toulon var fæstninger; angrebne skulle de holde til det sidste. De tropper, der var til rådighed, havde en noget blandet sammensætning; der var f. eks. 6 batailloner af mandskab fra de besatte områder, ligesom der var mange såkaldte »Volksdeutsche«. Uddannelse og træning lod en del tilbage at ønske, som det sædvanlig er tilfældet for stillingstroppers vedkommende. Infanteriet manglede under tilbagegangskampene tunge våben, der for en stor del havde måttet efterlades i stillingerne. Ingen af enhederne havde nogen som helst kamperfaring. Kun få infanteribatailloner var bevægelige på cykler eller kørte i omnibusser med trægas som drivmiddel. Kystartilleriet var utilstrækkeligt til at dække kysten og dets signaltjeneste behæftet med mangler. Feltartilleriet var for størstedelen hestetrukket. Flyverne var ikke til rådighed for arméen. De ved landingen forhåndenværende 185 tyske fly i hele middelhavsområdet kunne ikke udrette noget overfor fjendens absolutte luftoverlegenhed.

Den franske Maquis, FFI (Force Française Intérieure), var en modstander, som ikke kunne undervurderes. Kampe med den havde siden juni rundt regnet kostet 1000 mand månedlig; og under en tilbagegang kunne den blive en stor hjælp for fjenden og volde tyskerne mange afbræk og tab. Det allierede angreb skulle foretages af 7. armerikanske armé, general Patch, med dens VI. korps, general Truscott, sammen med den franske armé B (senere 1. franske armé), general Lattre de Tassigny. Amerikanerne skulle landsættes først og tilkæmpe sig et brohoved som basis, hvorefter franskmændene skulle følge efter og bemægtige sig Marseille og Toulon. En faldskærms- og luftlandedivision skulle afbryde tyskernes forbindelse nordfra til landingsområdet. Det allierede luftvåbens virksomhed tog til i løbet af juli og forstærkedes yderligere i begyndelsen af august. Rhônebroerne, veje og banelinier var målene.

Den 12/8 melder den tyske luftopklaring, at bugten ved Ajaccio på Korsika anløbes af store fjendtlige konvojer; og det står nu klart, at landingen på den franske middelhavskyst er umiddelbart forestående. Hitler befaler »Verteidigung an der Strandlinie« og frigiver endelig 11. panserdivision, men på grund af det sene tidspunkt kan divisionen ikke nå frem til indgriben mod landingen i dennes svækkelsesmoment. Den 14/8 om eftermiddagen får tyskerne luftmelding om, at de fjendtlige konvojer er løbet ud fra bugten ved Ajaccio. Tidsberegning viser, at landing på rivierakysten vil kunne ske ved den nye dags frembrud kl. ca. 5.00. løvrigt mener man, at en landing vest for Rhône ikke er sandsynlig, da den ville falde om formiddagen. K l. 22.30 foretages et fjendtligt luftangreb på Marseille, og der kommer melding om angreb af faldskærmsjægere på ubådsbunkerne. Man holder derfor et angreb på Marseille for umiddelbart forestående. Det viser sig imidlertid at have været en afledningsmanøvre, idet de nedkastede »faldskærmsjægere« var dukker. Kl. 23.20 får tyskerne konvojerne på deres radar og følger nøje skibsbevægelserne natten igennem. Efter at den fjendtlige armada (tilsammen 1200 skibe) var ankommen ud for kysten ved daggry, og et heftigt luftbombardement efterfulgt af en massiv ildforberedelse ved skibsartilleri havde fundet sted, foregik landingen kl. ca. 08.00 i sektoren St. Maxime-St. Tropez. De tyske tropper var efter den voldsomme bombning og beskydning ude af stand til at yde nogen alvorlig modstand.

De landsatte allierede tropper bestod af VI amerikanske korps med divisionerne i følgende orden:

36. infanteridivision til højre (Ø), regimenterne 141, 142, 143,

45. infanteridivision i midten, regimenterne 157, 179, 180 og

3. infanteridivision til venstre (V), regimenterne 3, 15, 30.

Den franske armé B fulgte efter planen.

Før landsætningen af disse tropper var den allierede faldskærms- og luftlandedivision kl. 3.15 trods stærk jordtåge rigtigt landet i det foreskrevne rum Dragignan-Le Muy, hvor den nu dækkede armékorpsets landingsområde mod nord. 1 Dragignan lå det tyske LX II reservekorps’s stab. Den blev omringet og taget til fange. Den korpset tilhørende 148. infanteridivision, som havde boldt kysten hen imod Cannes og skulle dække 19. armés østflanke ved at spærre Route Napoléon, blev nu underlagt O. B. Sydvest (Kesselring) og trukket tilbage til de fransk-italienske alpepas, hvorved flanken åbnedes og vejen blev fri for de amerikanske tropper. Længere nordpå i og øst for Grenoble havde tyskerne den 157. reservedivision; men da denne også havde sikringsopgaver vedrørende Alpeovergangene, var den for spredt til at kunne yde nogen varig modstand mod en sydfra mod Grenoble fremstødende stærkere modstander. Der var således allerede fra angrebets første dag opstået en betydelig fare for 19. armés østflanke med mulighed for fjendtlig parallelforfølgning over Grenoble. En frem rykning ad Route Napolén ville også i væsentlig grad lettes for amerikanerne ved tilstedeværelsen af store FFI-styrker på denne akse, hvorom amerikanerne var vel underrettet gennem den franske oberst Zeller, chef for de franske modstandsstyrker i Alpe-sektoren. Efter at de allierede styrker var landet, vendte de Lattre sig mod vest til angreb mod Toulon og senere Marseille*); 3. og 45. division af V I korps rykkede mod nordvest med almindelig direktion Rhonedalen, mod Arles— Avignon, medens 36. division stødte direkte mod nord med Grenoble som mål, dækkende korpsets højre flanke.

*) Da det er slaget ved Montélimar, nærværende forsøg v il prøve at skildre, og dette var rent tysk—amerikansk, vil de franske styrkers forhold under kampagnen kun blive periferisk berørt.

Da brohovedet om aftenen den 15/3 var etableret i den befalede udstrækning og dybde, dannedes til avantgarde for 36. division ifølge Truscott’s befaling en motoriseret kampgruppe til hurtigt fremstød, bestående af:

117. opklaringseskadron,

59. panserartilleribataljon - 7,5 cm,

753. kampvognsbataljon (et kompagni middel, et kompagni let),

2. bataljon af 143. infanteriregiment,

C kompagni af 633. panserjagerbataljon,

F kompagni af 344. ingeniørregiment

Dette hurtige detachement, Task Force Butler (TFB), sender 36. division forud. Det skal så hurtigt som m uligt gå over Durance mellem Digne og Sisteron og derefter følge Route Aapoléon over Sisteron - Gap - La Mure - Grenoble. 36. følger efter, medens de to andre divisioner af V I korps længere mod vest avancerer langsommere under stadig kamp med mere eller mindre improviserede tyske styrker. På aksen Sisteron - Grenoble mødtes kun sporadisk modstand, og dette gav korpsets østlige echelon en mulighed for at støde ind i Rhonedalen og dermed afskære 19. tyske armés retræte. A f general Wieses tre korps var LXII reservekorps opløst, korpsstaben fanget, 148. division afgået. Korpsets anden division, 242., hørte til i Toulon.

I retræten kom til at deltage:

På venstre bred af Rhone (Ø)

LXXXV A.K. med 198. division (fra IV Luftwaffen-Feldkorps) og 338. division (244. division, der hørte til korpset dannede besætning i Marseille). 11. panserdivision.

På højre bred af Rhone (V)

IV Luftwaffen-Feldkorps med 189. reservedivision.

Da dette korps havde besat den del af middelhavskysten, der strakte sig til den spanske grænse, var det mest praktisk, at det benyttede denne retrætevej. Den 18/8 nåede OKW’s befaling til hurtigt tilbagetog 19. armés hovedkvarter i Avignon. Bevægelsernes begyndelse fastsattes til den 21/8 om aftenen. På dette tidspunkt forløb den front, der interesserer os, i det store og hele fra l’Etang de Berre langs med Durance’s løb mod øst i en afstand af ca. 130 km fra Montélimar. LXXXV korps havde sin 338. infanteridivision i den vestlige del og 198. infanteridivision i den østlige del af denne front. 11. panserdivision, som general Wiese beholdt under sin direkte kommando, havde fået befaling til at rykke øst for Rhône og indtage en beredskabsstilling i rummet Avignon - Carpentras - Cavaillon*). Det synes imidlertid, som om man pionerteknisk i nogen grad havde ladet det mangle på forudseenhed med hensyn til overgangsmuligheder over Rhône. De fleste broer var blevet ødelagt af det amerikanske luftvåben, således at det tog 10 dage, inden panserdivisionen den 23/8 med sine sidste enheder havde overskredet floden, for en stor del ved hjælp af nødmidler.

Ved befalingsudgivelsen i Avignon den 18/8 angående retræten fik 11. panserdivision ordre til under samvirken med LXXXV korps

1. at afgive panserstyrker til opstilling bag korpsets front,

2. at opklare mod nordøst,

3. at være rede til angreb med begrænset mål og

4. at opklare og spærre alle fra bjergene mod Rhônedalen førende vejforbindelser. Særlig opmærksomhed skal rettes mod sikring af snævringen ved Valence.

5. at ødelægge luftlandede styrker i Rhônedalen.

Gennemførelsen af disse opgaver måtte medføre en splittelse af divisionen i kampgrupper for snarest 1) at forstærke og optage LXXXV korps, front mod syd, 2) at dække, front mod øst, 19. armés flanke for at af parere 148. divisions svigten. Det må bemærkes, at de mod øst fremsendte styrker, selv om de spærrede dog ikke nåede frem til Route Napoléon, som således stadig kunne benyttes af amerikanerne. Den 21/8 1944 begyndte 19. armés tilbagetog på begge sider af Rhône. Kolonnernes »Heereswurm« bestod kun for mindsteparten af kæmpende tropper. Forsyningsenheder, forvaltningspersonel, sikringsorganer, organisation Todt, frivilligt hjælpepersonel, i det hele hvad en bær gennem 1 1/2 år havde kunnet samle sammen, ilede afsted, efterladende blodige spor og sønderskudt materiel under det amerikanske luftvåbens ubarmhjertige »Strafing«. Tiden var kostbar. Faren kom ikke så meget fra den sydfra fremtrængende fjende, da den noget flaskehalsprægede retrætevej gennem Rhônedalen gav arrieregarderne mulighed for hårdnakket modstand; den overhængende fare truede fra øst gennem fjendens mulighed for parallelforfølgning på aksen mod Grenoble.

*) Ca. 25 km s. f. Carpentras, ved Durance.

Kl. 16.40 får derfor 11. panserdivision fra arméen befaling til, under efterladelse af en pansret kampgruppe ved LXXXV korps front, straks med fire kampgrupper at spærre de gennem bjergene østfra kommende veje mellem Carpentras mod syd og Valence mod nord og at forhindre, at modstanderen østfra støder ind i tilbagegangsbevægelsen. Kampkraftige spejdertroppe skal drives frem mod øst så langt som muligt. Divisionens hovedstyrke forbliver den 21/8 øst for Avignon. Chefen for 11. panserdivision, general von Wietersheim , anså som sin hovedopgave dækning af 19. armés østflanke, medens forsvaret mod det frontale tryk hovedsagelig måtte overlades til infanteriet. Men dette måtte hjælpes, i det mindste med panserværnsvåben. Dets værdi for bevægelseskrigen var iøvrigt tvivlsom.

Frem for alt måtte divisionen stadig sørge for at have reserver til rådighed til anvendelse i vanskelige situationer, for i givet fald at kunne sprænge en indeslutning, der let kunne forekomme under den omgående forfølgning, fjenden anvendte. En svigten i en prekær situation kunne have irreparable følger. Tropperne var klar over disse synspunkter. Da den tyske tilbagegang begyndte den 21/8, befandt 36. amerikanske infanteridivision sig allerede med de første dele af T.F.B., fulgt af 141. infanteriregiment, et halvt hundrede kilometer fra Grenoble på RouteNapoléon, medens korpsets to divisioner til venstre endnu var forsinkede om ikke standsede sydøst og syd for Avignon af arrieregarderne af LXXXV A.K., forstærkede af elementer fra 11. panserdivision. Samme dag blev det under en konference ved 7. amerikanske armé besluttet at sende T.F.B. mod vest for at »besætte det høje terrain nordøst for Montélimar«. Rykkende vestpå gennem Die og Crest stødte fortropperne af dette detachement frem mod Rhonedalen, som de nåede ved femtiden. K l. 18.15 gav general Truscott 36. division følgende ordre: »Forstærk Butler med et infanteriregiment og størstedelen af Deres »Long Tom« og »M-l« bataljoner.« (Long Tom: 15,5 cm kanon, M - l: haubits 15,5 cm). Senere kom en supplerende ordre: »141. regiment skal forstærke Butler straks .. . hurtighed er nødvendig.«*) Slaget ved Montélimar var begyndt.

*) Bemærk denne chefs indgriben i en underordnets kommando.

Terrain.

I det terrain, i hvilket dette slag udkæmpedes, er de vigtigste terrainobjekter Rhone-floden og dens dal med de to routes nationales, RN7 øst for floden og RN86 vest for denne, samt jernbanen Marseille - Lyon. Foruden nævnte veje fører nordfra over Crest - Puy St. Martin la route departementale No. 6 - D6 - gennem kampterrainet. Mellem disse hovedveje findes mindre »Cols«, veje af anden eller tredje klasse. Tre floder falder fra øst ud i Rhone, nemlig taget fra syd, Roubion, hvis udløb er vest for Montélimar, Drome en snes km længere mod nord, som flyder i Rhône 6 km vest for Loriol og Livron, og endelig Isère, ca. 60 km nord for Roubion, gennem hvis dal man kommer fra Grenoble til Valence ved Rhône. En række af højder, orienteret øst - vest og dannet af bjerge mod øst, af højder mod vest, adskiller terrainets Roubion-afsnit og Drôme-afsnit, er i stor udstrækning dækket af skov og måler fra 888 m mod øst til 594 m mod vest i Forêt de Marsanne på randen til Rhônedalen, hvis højde ved Montélimar ligger på 81 m.

Vejret var i kampdagene varmt og smukt. T.F.B. var under sikring af 117. opklaringseskadron gået i stilling med infanteribataljonen, artilleriet og ingeniørkompagniet langs Condillacvejen (col de Condillac), som fører fra La Coucourde, 11 km nord for Montélimar, til Marsanne, hvor Butler tog sin kommandopost. Resten af styrken var foreløbig forsinket af 36. divisions bevægelser. En styrke af 117. eskadron, der rykkede over Crest- Puy St. Martin, var ved denne by stødt på en af 11. panserdivision fremsendt flankesikring (1 kompagni af Pz.aufkl.abt. 11). En tysk officer, som blev taget til fange, var i besiddelse af et kort, der - man kan vel næsten overfor lignende fataliteters hyppige forekomst sige selvfølgelig - var afmærket med signaturer, visende 11. panserdivisions dispositioner. På tysk side var på dette tidspunkt hovedretrætelinien RN7 på strækningen nord for Montélimar bortset fra efterretningsorganer i hovedsagen kun passeret af train. Imidlertid ankommer nu panserdivisionens depotbataljon, Feld-Ersatz-Bataillon, FE B , (numerisk forholdsvis stærk) tidligt nok til at forhindre TFB’s forsøg på at spærre vejen. Amerikanerne går tilbage til højderne ved Condillac-vejcn, og tyskerne beholder rådighed over RN7, der dog beskydes med artilleri og morterer. Mod syd er arrieregarderne af LXXXV korps i linien Arles-A p t* ) og 11. panserdivisions hovedstyrke endnu øst for Avignon. 21/8 har divisionen sat pz. aufkl.abt. 11 an til opklaring mod hovedstyrken ved Nyons**) og dele fra sydøst og vest mod Drôme-dalen. 22/8 støder spejdere på modstand ved Ayons, men det kan ikke konstateres, om det drejer sig om FFI eller amerikanere. Senere bliver kolonner nord for Montélimar taget under infanteri- og moterild, og da endvidere panserværnsskyts og artilleri griber ind, bliver man klar over, at fjenden under sin forfølgning er nået frem til terrainet ved og nord for Montélimar og har sat sig fast der for at spærre 19. armés retræte. Der kommer melding om sammenstødet ved Puy St. Martin, og at man der har taget fanger af den amerikanske 36. infanteridivision.

*) Ca. 45 km ø. for Avignon.

**) Ca. 40 km s.ø. f. Montélimar.
 
Kl. 17.00 får 11. panserdivision ordre til at angribe mod nord med direktion Loriol for at kaste den på højderne nordøst for Montélimar i stilling værende fjende og frigøre Rhône-vejen til arméens tilbagemarch. LXXXV korps skal i den anledning snarest lade afløse pz.-grenadier-rgt. 110 (-f- 1 batl.), pz.gren.rgt. 111 og pz.aufkl.abt. 11 til disposition for 11. panser di vision. Den 23/8 var 141. amerikanske infanteriregiment med kommandopost i Condillac efterhånden i stilling langs Rhône fra Montélimar mod syd til Drôme mod nord. Det var udstrakt på en front af 22 km med tyngde mod syd. General Truscott havde givet 36. infanteridivision ordre til at spærre vejene på begge sider af Rhônedalen, at bygge vejspærringer (if humanly possible!) og afbryde al trafik på hovedvejene nord - syd; og dog ser det ud til, at man (af sikkerhedsgrunde?) blev siddende på højderne og lod sig nøje med at beskyde RN7 med artilleri og morterer. Planen var, at den fjendtlige frem rykning skulle kanaliseres ad denne vej ind i 141. regiments zone. Med andre ord, amerikanerne ville forsøge i videste omfang at klare sig med materiellet og spare mandskabet. Men ikke enhver ildzone er en uoverskridelig barriere. Man havde nu fire bataljoner til disposition, nemlig foruden regimentets tre tillige den, Butler var kommet med, 2/143, og det kan vel derfor betragtes som den yderste grad af forsigtighed og tøven, når man bestemte sig til kun at vove den ene, 2/141, i et angreb fra nord og nordøst mod Montélimar. Operationen skulle støttes af en deling kampvogne og en deling panserjægere, men de udeblev, og af ild fra Butler’s 59. artilleribataljon, som havde sine batterier stående langs Condillac-passet bag højde 430, samt af egnens Maquis. Angrebet strandede. Maquisen tog hurtigt til barens gevær ved ilden fra den tyske II bn. af pz.gren.rgt. 110 og artilleri ved Montélimar, og 2/141 måtte standse ved Sauzet, holdt i skak af tyskerne ved St. Marcel. Den første styrkeprøve var et amerikansk nederlag.
 
På tysk side foregik retræten planmæssig ved LXXXV A .K .ll. panserdivision var, som nys set, under angreb med en bataljon af 110. pz.gr.rgt., men angreb tillige langs hovedvejen ved La Coucourde med dele af FEB (Feldersatz BatL). Angrebene støttedes af 10 kampvogne og 1 batteri. Ved La Coucourde lå F E B fast øst for byen, medens Butler’s 2/143 og ovennævnte artilleribataljon dominerede på højderne og sendte deres ild ned i dalen. Men vejen var dog kun spærret af ild. Amerikanerne filosoferer en del over det mislykkede angreb mod Montélim ar og mener, at dette ændrede slagets mønster, idet tyskerne, i besiddelse af Montélimar, beholdt frihed til at bevæge sig i 2 retninger. De kunne fortsætte mod nord langs RN7, og de kunne vende sig mod øst langs Roubion, hvor amerikanerne kun havde flankesikringer. Dette var jo ubestridelig rigtigt. Men årsagen til denne »failure to contain the enemy initially«, som amerikanerne indrømmer for sig selv, måtte åbenbart først og fremmest tilskrives en vis psykologisk »Ambiance«, som lod dem, stillet overfor tyskerne med deres »spøgelsesdivision«, vælge en passiv, yderst forsigtig, i det hele defensiv taktik uden nogen élan. I og for sig var angrebet mod Montélimar med 2/141 (som alt antydet ved dets planlæggelse med altfor ringe stødkraft et bevis på amerikanernes »safety first«-taktik) dog kun at betragte som en forpostfægtning, om man vil en voldsom rekognoscering. Der var endnu tid og ikke mindst styrke til en mere offensiv fremgangsmåde.
 
Men amerikanerne boldt fast ved defensiven. Som følge af, at tyskerne, som det bemærkes i 7. amerikanske armés »Report of Operations«, »still retained the control« over højderne nord for Montélimar, havde de altså også bevægelsesfrihed mod øst, og dette gav amerikanerne store betænkeligheder. 11. panserdivision sender natten 23-24/8 hovedstyrken af pz.aufkl.abl. 11, forstærket med nogle kampvogne og et batteri, over Montélimar - La Coucourde - Loriol til terrainet ved Crest med den opgave at forhindre et fjendtligt fremstød i Drome-dalen. Det sker bl. a. til sikring af divisionens forsyningslinie, som går ad R.N.7 over Valence - Lyon.
 
36. divisions divisionsartilleri, som efterhånden kom i stilling på kamppladsens højdedrag (se skitsen), bestod af følgende bataljoner:
 
131. (haub. 10,5 cm),
132.        do.
133.        do.
155. (haub. 15,5 cm).
 

22/8 var endvidere tilgået korpsartilleri som forstærkning, nemlig bataljonerne 141. (haub. 10,5 cm) og 977. (kanon 15.5 cm). Endvidere tilgik 93. bataljon (s/p 7,5 cm). Med hensyn til de to førstnævnte gav korpset ordre til at anbringe dem i stillinger, hvorfra de kunne virke mod Montélimar og vejene sydpå i Rhonedalen. De to feltartilleribataljoner var ved slutningen af 23/8 i stilling som vist på skitsen; dog var det først den 24/8, at 36. divisions fulde artilleristyrke var masseret og organiseret. Man nærede, som allerede antydet, bekymring for, at tyskerne ville forsøge at slå sig igennem mod øst, og da derfor, den 24/8, 36. division udgav sine instruktioner, gik disse ud på at opbygge en defensiv linie, front mod syd, langs Roubion-floden, hvorved man ville tvinge tyskerne til kun at benytte RN7.

Hovedmodstandslinien skulle følge nævnte flods nordbred. Vestfløjen af den samlede stilling strakte sig fra La Coucourde ved RN7 til den østlige indgang til Condillac-passet og forsvaredes af 141. infanteriregiment, hvem det påhvilede at spærre vejen, medens stillingens østfløj langs Roubion forsvaredes af 142. infanteriregiment, som foruden at hindre tysk fremtrængen i denne sektor á tout prix skulle sikre forsyningslinien til styrkerne om Condillac-passet, som gik ad vejen D6. T il forbindelse mellem disse to regimenter besatte A kompagni af 111 ingeniørbataljon Bonlieu. A f artilleriets 8 bataljoner var fire afgivet til direkte støtte for 141. og 142. regiment samt A kompagni 111. Tre var i almindelig støtte og endelig havde Buller en bataljon, den 59. Til rådighed for forsvaret var endvidere et kompagni af 636. panserjagerbataljon. 36. divisions »Operations Instructions« præciserede, at skønt hovedopgaven for artilleriet var at forstærke hovedmodstandslinien langs Rouhion, skulle det også være rede til at dække RN7 og at forhindre fjendens fremtrængen mod Crest, hvorigennem divisionens forsyningslinie løb. Højderne nord for Roubion gav gode observationsmuligheder for artilleriet. Terrainet mellem floden og højdepartiet var udmærket kampvognsterrain. På denne årstid var flodens vandstand lav, bredderne faste lige som det omgivende terrain, der var åbent og kun her og der gennemskåret af hække.

Ved La Coucourde var det endnu ikke lykkedes amerikanerne at etablere nogen vejspærring på RN7. V I korps forstærker 36. division med 3/157 regiment (45. div.), som tildeles TFB . På tysk side havde man om aftenen den 23/8 opfattelsen af, at der kunne ventes et stærkere angreb fra øst. 19. armé befaler derfor 11. panserdivision, som forstærkes med Fliegerregiment 63, at holde en angrebsreserve, forstærket med panser, rede i rummet om Sauzet nordøst for Montélimar. LXXXV A .K . skal holde sig rede til at gribe ind i kampen. Natten mellem den 23. og 24. fornyer 11. panserdivision angrebet ved La Coucourde med FEB , men kan ikke fravriste amerikanerne de dominerende, skovbevoksede højder øst for lokaliteten, da der mangler fornødent artilleri. Men der opnåedes forbindelse med de i Loriol og Livron stående svage sikringskræfter. På RN7 var marchen tildels gået i stå, spærret af sammenskudte køretøjer og materiel, og ved daggry den 24/8 standsede den helt såvel på hovedvejen som på sidevejene, da amerikanerne bevogtede hele snævringen med artilleriflyvere, som ledede ilden på fremragende måde.

Tidligt den 24/8 meldte pz. aufkl.abt. 11 pr. radio, at den havde kampføling med amerikanske styrker, der rykkede frem i Dromedalen fra egnen om Crest. Styrken blev ikke opgivet i meldingen, men man tilføjede, at længere borte mod syd var en stærkere fjende i bevægelse fra nordfist mod sydvest i retning af Montélimar og nord for denne by. 19. armé beordrede fremskyndelse af tilbagegangen for LXXXV A.K., og 11. panserdivision fik tilladelse til at trække endnu ved korpset værende elementer til sig for at forstærke den dækning, den havde fremsendt mod øst. Arméen modtager melding om, at Grenoble er i fjendehånd og Lyon truet af fjendtligt panser og store FFI-styrker. Fra Heeresgruppe G, Blaskowitz, kommer radiosignal, at »die grosse Lage« kræver »Grösste Beschleunigung der Absetzbewegung«. Situationen tegnede sig således yderst alvorligt for 19. armé. Ikke alene på kamppladsen var stillingen prekær. Den stærkt flaskehalsprægede RN7, hovedtilbagetogslinien, var foreløbig ufremkommelig og kolonnerne standset, samtidig med at man ventede stærkere fjendtligt fremstød fra øst i henhold til de fra pz. aufkl.abt. 11 modtagne meldinger, selv om situationen her på grund af manglende flyvere måtte være uklar. Men også de foruroligende meldinger om fjendtlig aktivitet længere nordpå måtte vække bekymring, naturligvis langtfra mindsket ved hærgruppens pression. Men var der betænkeligheder på tysk side, hvilket der så sandelig var grund til, var betænkelighederne ikke mindre på amerikansk side. Her frygtede man, at tyskerne ville forsøge at slå sig igennem mod øst, og havde heroverfor taget den foran beskrevne defensive opstilling. Man tænkte ikke på at angribe, kun på at spærre.

Men tyskerne var ifølge sagens natur tvunget til angreb. Kl. 14.00 udgiver derfor 19. armé følgende

Armébefaling

1.  Fjenden holder højdeterrainet nordøst for Montélimar og spærrer dermed afmarchen mod nord.

2. Til fremstød gennem snævringen nordøst for Montélimar skal 198. infanteridivision snarest fremføres. LXXXV korps frigør hertil fra den i Montélimar fastliggende kolonne hensynsløst køretøjer til fremføring af et regiment af 198. division.

3. Dannelse af »Korpsgruppe von Wietersheim«, kommandør 11. pz.div. med:

11. Panzerdivision,

198. Infanteridivision,
 
Artillerikommandør 2,
 
Flakregiment 18
 
4. Korpsgruppe von Wietersheim støder så hurtigt som m uligt fra linien N.V. La Bégude-Savasse gennem højdeterrainet nordøst for Montélimar og når frem til Drome afsnittet Gråne-Loriol. Det mellemliggende terrain renses for fjenden. Mod øst spærres. Fo r fjendens vedkommende drejer det sig om en underlegen gruppe af 36. amerikanske infanteridivision. Jo hurtigere, der slås til, desto større resultat. 
 
5. LXXXV korps tilbagegang stadig planmæssig. Egne kræfter overtager beskyttelse af østflanken.
 
6. Armé-kommandopost fra 25/8 formiddag i terrainet sydøst for Montelimar.
 
AOK la
8786/44gKdos
 
På dette tidspunkt fandtes der følgende amerikanske styrker i Condillacområdet:
 
Infanteri fra nord til syd: 3/157,1/141, 2/143, 3/141, 2/141. A rtille ri nord for pkt. 430: 59. og 141. bataljon. Artilleri ved Marsanne: 977. bataljon samt forskellige sikringsstyrker på flankerne.
 
Det må vel formodes, at den fjende, pz. aufkl.abt. 11 tidlig samme dag havde meldt i bevægelse fra nordøst til sydvest, har været 142. amerikanske infanteriregiments bataljoner på vej mod deres stillinger, og at regimentets bataljoner altså har fået deres ordrer, inden divisionen udgav sine operations instructions.
 
General Wiese sigtede med sin armébefaling åbenbart ikke videre end mod en ophævelse af den fjendtlige Condillac-stilling og dermed adgang til Dromeafsnittet Gråne-Loriol. På østflanken var den fjendtlige stilling stadig uklar, men ved 11. panzerdivisions dagsrapport, dateret 24/8, kl. 21.00, får arméen pludselig fuld klarhed over fjendens liensigter gennem et rapporten vedlagt, opsnappet eksemplar af 36. amerikanske divisions »operations instructions« med vedføjet »overlay«, som gav oplysning om art og placering af de fjendtlige styrker, blandt hvilke man især måtte lægge mærke til det svage forbindelsesled A kompagni/111 ingeniørbataljon mellem de to fjendtlige regimenter (se skitsen). Sydøst for Montélim ar var 11. panzerdivisions hovedstyrke under opmarch, deriblandt dens mest slagkraftige enhed, kampgruppen Thieme, bestående af:
 
1. Bat. Pz. Gren. Rgt. 110 (på pz.trp.vogne),
12 Panther-kampvogne,
I. Gr. pz. art. rgt. 119 med 
 
2 bttr. 10.5 cm »Wespen«   )    
                                            )   selvkørende kanoner
l bttr. 15 cm »Hummeln«    )
 
Ingen af de to modstandere ændrede noget i deres dispositioner; tyskerne ikke efter deres kendskab til amerikanernes »Operations Instructions« og amerikanerne ej heller, skønt de var klar over, at tyskerne havde opsnappet instruktionerne. Medens stabene arbejdede med at realisere 19. armés hensigter, var kampene genoptaget ved La Coucourde og nordøst for Montélimar. Førstnævnte sted satte 11. panserdivision I. og II. Batl. af Fliegerregiment 63 ind til afløsning af Feldersatzbataljonen, som det delvis lykkedes at passere Drome. Luftwaffensoldaterne, som var uvant med infanterikamp, led store tab, og fjendtlige kampvogne støttet af massiv artilleriild , stødte frem til hovedvejen 2 km nordøst for Montélimar. 11. panserdivision angriber derfor lienimod kl. 16.00 med det nylig ankomne II/panzer-gren. rgt. 111 (11. panser samler som nævnt nordøst for Montélimar), forstærket med 10 Panther i to grupper, hvoraf den svagere med 4 Panther mod nordøst, og med hovedgruppen langs med RN7 mod nord. Angrebet kommer imidlertid meget hurtigt ud for svær ild og nagles til jorden. Man kan så kun håbe på, at det vil lykkes den 25/8 ved 11. panserdivisions og 198. divisions fælles angreb at bryde den fjendtlige spærring og kæmpe defileet fri.
 
11. panserdivisions situationsrapport redegør for dagens kampe og korps' gruppe von Wieterheims hensigter for den 25/8. »Kl. 21.00 24/8 1944.
 
Til A.O.K. 19.
 
Fjenden har erkendt 11. panserdivisions indsats for ved kamp at frigøre forbindelsen Montélimar - Valence. Medens lian forholdt sig rolig på divisionens højre fløj i rummet Nyons — La Bégude, forsøgte han hele formiddagen ved gentagne angreb mod II/ panz.gren.rgt. 110*) og luftwaffenbataljonerne at sætte sig i besiddelse af det beherskende højdeterrain nordøst for Montélimar og byen selv. An ­ grebene mod II/pz.gr.rgt. 110 blev afvist, tildels i det urskovagtige terrain afværget med blanke våben. Afset fra små indbrud, ved hvilke endnu modstød er løbende, er den forreste linie uforandret. Egne angreb til lukning af den ved luftwaffenbataljonerne opståede breche blev liggende i den stærkeste afværgeild. Modstanderen er det her lykkedes at trykke vor front tilbage in d til 2 km nordøst for byens udkant. Luftwaffenbataljonens masse er i øjeblikket splittet ved angrebet. I eftermiddagstimerne stødte fjenden med panser frem til vejen syd for La Coucourde. Modforholdsregler er i gang. Pz.jåg.abt. 61 og hovedstyrken af pz.gr.rgt. 111 befinder sig på march mod rummet om Montélimar. Divisionen agter den 25/8 at støde igennem mod nord for at genoprette forbindelsen med Livron. 198. I.D. vil tilslutte sig angrebet til højre derfor med første mål Marsanne. Om angrebet lykkes afhænger afgørende af infanteriets indtræffen, da eget panser som følge af den gennemførte forlægningsmarch på tilnærmelsesvis 400 km er motorisk træt og i det stærkt gennemskåme terrain ikke kan indsættes med fuld virkning. Modstanderen var hele dagen artilleristisk meget virksom. Hidtil kun erkendt artilleri af kaliber 15 cm, som ved artilleriflyvere bliver ledet overordentlig dygtigt. Modstanderens luftaktivitet livligere end dagene forud; dog ingen bombenedkastninger.« Oberst Montfort**) bemærker, at chefen for 36. amerikanske division efter sine dispositioner havde viet mindre end halvdelen af sine bataljoner til sin mission: at afbryde al fjendtlig trafik på hovedvejene nord-syd i Rhonedalen. »At spærre Rhonedalen er Deres primære opgave, havde general Truscott endog sagt til ham, og han havde så anvendt mere end halvdelen til, hvad der kun var - i betragtning af hans opgave - beskyttelse af hans venstre og højre flanke«.
 
*) ved Marcel.
*) Revue militaire Suisse No 5, Mai 1966.
 
Videre siger obersten, at nu ville 11. panserdivisions chef, der var blevet fører for korpsgruppe von Wietersheim , angribe stærkt, på aksen Montélimar-Livron og angribe til højre mod Marsanne med 198. division, »hvis svaghed man kender«; og han mener, at der ikke er nogen tvivl om, at general Wietersheim valgte at angribe med sine hovedkræfter til venstre ganske simpelt, fordi amerikanerne ventede ham til højre (øst). Det er naturligvis muligt, men mon ikke hensynet til genoprettelse af divisionens forbindelseslinie, der gik over Valence-Lyon, har været afgørende. På amerikansk side er man, siger Jorg Staiger*), ved 36. infanteridivisions stab »ikke klar over, hvilke anstrengelser og ydelser en indesluttet troppestyrke er i stand til«, hvilket har til følge, at divisionen atter den 25/8 undlader at sætte alle disponible kræfter ind for at spærre ved La Coucourde. Den trækker tværtimod TFB ud af fronten og dirigerer den mod Saulce i rekognoscerings-øjemed, hvorved den svækker de styrker, som skulle spærre ved La Coucourde. Sit sidste regiment, det 143., hvoraf 2. bataljon var beordret mod Valence, engagerer den bataljonsvis. Natten mellem 24-25/8 har LXXXV A.K.'s arrieregarder trukket sig tilbage til linien Orange-Carpentras. 198. division, som skulle danne højre fløj af korps von Wietersheims angreb, bestod af to svage infanteriregimenter, som kun disponerede over et begrænset antal tunge våben. Den havde ikke artilleri, men måtte suppleres fra 11. panserdivision.
 
Divisionens opgave var at angribe mod vejen Montélimar - Puy St. Martin (D6) for at afskære forsyningerne til Condillac-styrkcrne. Men angrebet kom først i gang kl. ea. 11.00 på grund af troppernes af fjendtlige flyverangreb forsinkede ankomst og blev ydermere sat an etapevis, hvilket var særligt uheldigt lige overfor en materielt langt stærkere modstander. Angrebet førtes frem af inf. rgt. 326 på begge sider af vejen La Batie - St. Gervais, til højre støttet af elementer af 11. panserdivision; det forstærkedes og udstrakte sig mod vest, efterhånden som de forsinkede dele  af divisionen kom op. Henimod 16.00 når det Bonlieu, afsnitsgrænsen mellem de amerikanske regimenter, som forsvaredes af A kompagni/111 ingeniørbataljon.
 
*) Jörg Staiger: Rückzug durch Rhonetal. Kurt Vowinkel, Neckargemünd.
 
Længere mod vest trænger 11/pz.gr.rgt. 110 fjenden tilbage til La Laupie og til venstre for det er en del af pz.gr.rgt. 111, forstærket med pz.jiig.abt. 61 engageret mod Savasse. Kort efter middag har man indtryk af, at hovedvejen igen en fri, og med alt muligt eftertryk beordrer arméen de om Montélimar sammenstuvede kolonner i march mod nord; men endnu inden større dele er kommet i bevægelse, angriber fjenden sent på eftermiddagen ved La Coucourde med panser og infanteri, løber de svage sikringsdele over ende og spærrer ved mørkets frembrud påny vejen. Ved den vedholdende stærke artilleribeskydning af Livron bliver den derværende vejbro ødelagt, så alle bevægelser mod nord nu må foregå over to vadesteder vest for byen. Korps von Wietersheims angreb havde klarlagt, at det ikke er muligt med divisionsstaben for een division at føre to divisioner. 11. panserdivision anmoder derfor ved en konference, general Wiese lader afholde på divisionens kommandopost, om tilladelse til at måtte afgive kommandoen over 198. division for helt at kunne koncentrere sig om sine egne opgaver. 19. armé accepterer dette forslag, til hvilket også general Kniess, kommandøren for LXXXV A.K . slutter sig, da hans anden division, den 338., nærmer sig Montélimar, og han således kan regruppere sit korps. Fra kl. 18.15 er der ikke mere nogen korpsgruppe von Wietersheim. Ved denne situationsdrøftelse får 11. panserdivision som »vordringliche Aufgabe« lil hverv under alle omstændigheder*) at kaste den ved La Coucourde indbrudte fjende og kæmpe vejen fri igen, samt forhindre, at fjenden ved angreb gennem Dromedalen tager Loriol og Livron. Endvidere får divisionen opgaver i Iséredalen. General Wietergheiin beslutter sig til et natligt angreb under hans personlige kommando, et »aufgesesscne Angriff aus der Bewegung« mod de Sherman-kampvogne, som spærrede ved La Coucourde.
 
*) i tout prix, siger Montfort med tilføjende, at et sådant udtryk er forbudt i det svejtsiske reglement.
 
Angrebet foretoges fortrinsvis med kampgruppen Thieme, forstærket med divisionens eskorte-kompagni, der næsten havde værdi som en bataljon og var vel armeret. Dette »Sofortangriff«, hvor kampen foregik fra  køretøjerne, lededes helt ved »Sattelbefehle«. Kampen var forbitret. Den fjendtlige a rtille riild tog en hård told; i byen, spredt mellem ødelagte køretøjer, lå kombattanter, færdselspcrsonalc og »Nachrichtenhelferinnen« - dræbte. Men efter 4 timers kamp var amerikanerne kastet tilbage til de skovbevoksede højder nordøst for La Coucourde, og kl. 4.45 var vejen atter fri. Ved daggry skyder fjenden endnu stadig på vejen; men det gælder nu om at få marchen i gang igen, og der udsendes derfor særlig energiske officerer med ordre til at sende kolonnerne gennem snævringen trods artilleriilden.
 
I Dromedalen vedbliver det amerikanske tryk at tage til og tvinger pz. aufkl.abt. 11 til en langsom retræte. Overfor arrieregarderne af LXXXV A .K . forholder modstanderen sig den 25/8 hele dagen rolig, hvilket forbavser tyskerne, som havde ventet en fremtrængen med masserede panserstyrker; men sagen var den, at de to andre divisioner af VI amerikanske korps havde overladt en del af deres transportmidler til 36. division for at lette dens transporttjeneste, da den jo var længst fjernet fra udskibsningsstederne. LXXXV korps befaler derefter, at resten af 338. division så hurtigt som muligt skal rykke ind i rummet nordøst for Montélimar, og der dannes en spærregruppe, Sperrverbancl Lindequist (Heeres-Pionierbat. 669 mot., 111/Art.rgt. 338 og 2/Fiisilierbat. 338, forstærket med luftvæ rnsartilleri), som skal overtage sikringen mod syd. På amerikansk side var situationen på Roubion-fronten den 25/8 ger stand for megen ængstelse. Montfort giver, støttende sig til den amerikanske beretning, en mere detaljeret beskrivelse af 198. divisions angreb. Henimod kl. 16.00 indlededes dette af et kompagni, støttet af to Mark IV. Dette fulgtes af et andet angreb af en bataljon, støttet af 6 kampvogne, som bryder igennem A kompagni/111 ingeniørbataljon, der er spredt over en strækning af ca. 3 km. 1/143 regiment får ordre til at udfylde brechen ved at rykke frem fra Marsanne. Men den komplette lukning blev først realiseret den næste dag, den 26., medens A kompagni blev afløst sent på aftenen den 25/8. Amerikanerne konstaterede, at angrebet var foretaget af det 326. tyske infanteriregiment, forstærket med kampvogne, og de fremhæver, at disse var så dygtigt camoufleret, at deres artilleriobservatører på højderne nord for Roubion havde megen møje med at udpege dem. Tyskerne havde nået vejen Montélimar - Puy St. Martin (D6), og selv om dette var et bemær kelsesværdigt resultat af de svage infanteristyrker, var der dog ikke tale om noget gennembrud; men forsvareren anvendte sin sidste bataljon for på denne front, der allerede var forsvaret af fem bataljoner og et talrigt artilleri, at slå et angreb tilbage af et svagt tysk regiment, som kun havde engageret en trediedel af sin styrke. Denne, amerikanernes overeksponerede defensiv på denne fløj, hindrede dem i virksomt at gribe ind på vestfløjen.
 
Efter at T FB som foran meldt var rykket mod nord, forsøgte den, men forgæves, at spærre ved Saulce. Lignende forsøg blev gjort af 1/141, støttet af 3/157 ved La Coucourde, men også uden resultat. Endelig engagerer 36. division gennem Condillacpasset 3/143, som tager stilling på en skovbevokset højde ca. 3 km syd for La Coucourde, der dominerer RN7; men den blev isoleret og splittet i smågrupper af tyske angreb. E t sidste forsøg på spærring blev foretaget sidst på dagen af 1/141 i selve byen La Coucourde. Det lykkedes seks panser jagere, tre kampvogne og en deling infanteri at realisere spærringen; men det var denne styrke, der blev genstand for general Wietersheims personlig ledede »Sofortangriff« og måtte rømme marken, således at vejen natten 25-26/8 var vel i hænderne på tyskerne. Selv om Roubion-fronten for 36. divisions chef var den bekymringens byrde, der tyngede hårdest, lå vejknudepunktet ved Crest dog også i usikkerliedens skygge. Hans forbindelseslinie gik over dette sted, og han havde allerede beordret sit artilleri til at være rede til at virke med halvdelen af sine grupper mod tilførselsvejen sydøst for byen. Men han ved, at tyskerne siden den foregående dag er til stede længere nede i Dromedalen (Pz. aufkl.abt.); og det begyndte at knibe med tropper. Sit sidste regiment det 143., han han disponeret over bataljonsvis. En bataljon, 2., var sendt mod Valence, hvor 11. panserdivision allerede havde sat bom for dens fremrykning. 1/143 var på arbejde med at lukke hullet ved Bonlieu, og 3die lå splittet ved La Coucourde. Men regimentschefen var endnu i behold og med ham nogle stabskompagnier. Denne styrke får ordre til, forstærket med 636. panserjager-bn, at dække broerne over Drome, spærre tilgangene til lokaliteten og »holde til det sidste«. Men nu griber korpschefen, general Truscott, ind. Han sætter, underlagt ham direkte, 2. bataljon af 157. regiment (45. division), ind til angreb med direktion Allex mod pz. aufkl.abt. 11 (ikke fuldtallig, da detacherede elementer endnu ikke har tilsluttet sig).
 
Så snart passet var genåbnet den 26/8, skød 11. panserdivision kampgruppen Thieme mod nord over Loriol-Livron-Ambonil og videre mod Romans-sur-l’Isère som flankesikring mod et eventuelt nyt amerikansk spærringsforsøg. Pz. g ren .rg t.lll skal mellem La Coucourde og Loriol med tyngden på disse to byer modsætte sig fjendtlig fremryking fra øst. Pz. pion.btl.209 forbereder vest for Loriol et vadested over Drôme, praktikabelt for køretøjer. Fra OKW kommer radiosignal: 19. armé må under alle omstændigheder fremskynde tilbagegangen. Dette kræver »die grosse Lage«. Men først og fremmest måtte det for arméen dreje sig om at få så mange tropper som muligt ud af lommen. Så snart derfor 11. panserdivision kl. 08.00 havde meldt vejen fri, om end under beskydning, udgav 19. armé sin
 
Befehl für das Abfliessen aus dem Kessel - Marchbefaling for udrykning af lommen.
 
1. Fjenden virker kun endnu med enkeltskyts1) mod vejen Montélimar-Loriol.
 
2. 11. panserdivisions udrykning er i gang. Den følges af: Armé-pionerførerens brotræn, stab AOK 19 med efterretningsafdeling, forsyningstropper AOK 19.
 
3. LXXXV korps afløser, så snart det er muligt, de i afsnittet La Coucourde-Loriol indsatte kræfter af 11. panserdi vision for at frigøre dem til andre opgaver. Pansergruppen ved 198. infanteridivision forbliver ved LXXXV korps.
 
4. Efter udrykning af de i pkt. 3 nævnte enheder fører korpset så hurtigt som muligt egne kræfter tilbage mod nord. Spærrelinie 27/8 DonzérreTaulignan2).
 
5. .......................
 
6. 11. panserdivision har til opgave:
a. at spærre ved Gråne og Crest,
b. at sikre arméens østflanke i linien Crest-Romans s. Isère.
c. at opklare i Isère-dalen,
d. at holde bjergterrainet øst for Tournon3) åbent for LXXXV korps gennemmarch.
 
7. ........................
 
8. ........................
 
9. Ny armé-kommandopost fra 27/8: Les Petits Robins, 4 km nordvest for Livron. 
 
sign. Wiese.
 
 
1) Til tider var der ammunitionsmangel hos amerikanerne på gr. af tilførselsvanskeligheder.
2) Bredde ca. 10 km. Afstand fra Montélimar 12 km.
3) Defiléet ved Tain.
 
I henhold til denne befaling havde man håbet at have alle tropper ilde den 1/9; men planen kunne ikke gennemføres. Ca. kl. 10.00 meldte 11. panserdivision, at vejen var håbløst tilstoppet, og at der ikke kunne være tale om fortløbende march. Divisionen fik ordre til at marchere videre uden hensyn til tab. Ved midnat 26-27/8 sker der imidlertid det, at Dromes vandstand pludselig stiger voldsomt på grund af heftige regnskyl i egnen længere oppe ad floden, således at de to vadesteder vest for Livron ikke kan benyttes. På Roubion-fronten fornyede 198. division sit angreb fra den foregående dag (25/8). 305. regiment angreb, tildelt 6 Mark IV , til venstre for 326. regiment, direktion Marsanne; men kom dog ikke synderligt ud over vejen D6, som allerede 326. regiment havde inde; men det tyske angreb bandt 6 fjendtlige bataljoner og afledede en god del af den ild fra 36. divisionsartilleri, som ellers ville være faldet på RN7. Under dækning af Sperrverband Lindequist begyndte 338. infanteridivision, som gik tilbage til fods, at ankomme tæt syd for Montélimar. Mod nord, i Dronte-dalen, angribes pz. aufkl.abt. 11 fra morgenstunden af friske kræfter (2/157 regiment)4) og må trække sig tilbage til linien Gråne-Allex. K l. 20.00 har den delvis mistet denne sidste lokalitet.
 
4) Som tidligere bemærket direkte under korpschefen.
 
3/157 regiment blev efter nederlaget ved La Coucourde trukket tilbage og sendt mod Loriol efter korpschefens ordre som en første forholdsregel til samling af regimentet i Dronte-dalen; men denne tilbagetrækning forøgede ikke chancerne for at spærre ved La Coucourde. Regimentets 1. bataljon var ankommet til Crest. Dets 2. bataljon fortsatte fremrykningen og trængte ind i Allex, hvor der udviklede sig en natlig kamp med pz. aufkl.abt. 11. Byen brændte. På Roubion-fronten er det tyske angreb standset. Den pludselige stigning af Drome havde bragt tyskerne i en ny vanskelighed, som det i øjeblikket var umuligt at overvinde. Flodens voldsomme  strømme dannede en absolut hindring. Først ved middagstid den 27/8 var vandløbet nogenlunde normalt igen; men kostbare timer var gået tabt. Om aftenen ovennævnte dato stod der opkørt i to kolonner på strækningen fra floden til La Coucourde betydelige troppeenheder, bl. a.
25 Panther,
elementer af pz. gren .rg t.lll,
4. pz. aufkl.abt. 11, 
pz. AR 119 (-r-1 Abt.), 
pz. pi.btl. 209, 
dele af F E B 119.
Endvidere værksteds- og sanitetskompagnier, transport- og efterretningsorganer.
 
Den pludselige vandflod havde varet fra midnat 26-27/8 til middag 27/8, og nu tog det - iflg. Staiger — for 11. panserdivision yderligere 12 timer at bringe disse tropper over Drome, idet overførslen først var endt midt på natten den 27-28/8. I mellemtiden angreb amerikanerne. I Dromc-dalen kastes pz. aufkl.abt. 11 tilbage fra Gråne og ved middag 27/8 har den taht Allex. Om aftenen blev den afløst og dirigeret mod Beaumont 112 km sydøst for Yalence) til dækning først af 11. panserdivisions, senere af LXXXV korps flanke, idet general Wietersheim agter uden at tabe tid at fortsætte sin march mod Valence. Under sin opklaring får pz. aufkl.abt. 11 snart kontakt med den fra Crest fremrykkende 1. bataljon af 157. US regiment ved Upie. I Isére-dalen har 11. panserdivision siden den 26/8 kampgruppen Thieme, fra hvem ingen efterretninger foreligger. Efter tilbagetrækningen af pz. aufkl.abt. 11 må spærringen af Dromedalen rykke tilbage til Loriol, der forsvares af pz. g r.rg t.lll, forstærket af elementer af pz. gr.rgt.110, og til Livron, hvor Feld-Ersatz-bataljonen kæmper. Livron og Loriol er genstand for en voldsom artilleriild , og sidstnævnte lokalitet angribes af fjendtligt infanteri (3/157. regiment). Kl. 12.40 melder pz. g r.rg t.lll, at det angribes af stærke fjendtlige styrker ved La Coucourde og nord for denne by, og, udsat for vedvarende artilleribeskydning, som tager til, lider svære tab. Arméen giver ordre til, at regimentet skal holde La Coucourde uden tanke på tilbagegang, in d til 338. division ankommer fra Montélimar. Den 27/8 kl. 13.15 melder regimentet til arméen, at man i betragtning af det hårde fjendtlige pres mod La Coucourde mulig kan vente, at vejen i løbet af natten på ny bliver afskåret. Om afløsning af 338. division er endnu intet bekendt.
 
Men regimentet, støttet af kampvogne, holder god stand ved La Coucourde, hvor en kompagnichef fra 15. panserregiment skyder seks fjendtlige kampvogne i brand ved anvendelse af kortholdspanservæmsvåben (Panzerfaust?) og derved skaffer nogen luft. Mod syd angriber nu 3. US infanteridivision. Det lykkes den med panser og infanteri at trænge frem til LXXXV korps kommandopost i Allan (7 km sydøst for Montélimar), hvor kun den samlede korpsstabs personlige indgriben kan afværge en panik. 19. armé er nu klar over, at der foruden de allerede lid te tab i mandskab og materiel må regnes med, at tilbagetrækningen fra lommen vil koste tab af hovedmassen af det tunge materiel, i alle tilfælde infanteridivisionernes. Ingen tid må derfor spildes. LXXXV korps får ordre til at fortsætte tilbagegangen natten mellem 27. og 28. august med 338. division, som er syd for Montélimar, og så snart denne er nord for byen, skal 198. division syd for Marsanne følge efter. Spærregruppen Lindequist, forstærket med luftvæmsartilleri, skal som arrieregarde dække tilbagegangen i rummet om Montélimar. Den er endnu på fronten Donzérre (ca. 12 km s. f. Montélimar) — højderne mod øst. 11. panserdivision skal under bibeholdelse af de hidtidige opgaver overtage flankebeskyttelsen af LXXXV korps mod den fra Crest angribende fjende. Desuden skal den efterlade panser ved det farlige sted La Coucourde.
 
Divisionen foretager om aftenen fra egnen om Ambonil med sin reserve, hovedmassen af 15. panserregiment, et modangreb mod 2/157 US, der under angreb fra øst fastholder pz. aufkl.abt. 11. Denne skal frigøres for andre opgaver. Samtidig bliver pz. gr.rgt.110 trukket over Drome til spærring af de veje, der fra Allex fører mod vest og nordvest, og det dækker ved energisk modstand de tyske bevægelser. Før daggry den 28/8 havde størstedelen af 11. panserdivision kunnet overskride Drome og fortsætte fremrykningen mod Lyon. På Roubion-fronten var amerikanerne til trods for de stærke kræfter, de havde her, lidet aktive. Ganske vist var hovedmodstandslinien i centrum nord for Bonlieu blevet retableret af 1/143 og 1/142 infanteriregiment, så tyskerne ikke kunne passere fra Roubion-dalen til Dromedalen; men de havde bundet betydelige amerikanske styrker, som for deres vedkommende iøvrigt ikke lod det komme til nogen virkelig kraftudfoldelse.
 
Amerikanernes dominerende tiltro til ildkraften fra deres overvældende materiel slørede åbenbart deres blik for manøvrens udslaggivende betydning. I en uge havde nu de tyske konvojer været genstand for det amerikanske luftvåbens og artilleris »pounding«. Men, uagtet 36. division havde fået ekstra tildeling af transportmidler fra korpsets to andre divisioner, kunne ammunitionstilførslen ikke holde trit med forbruget. Med mellemrum indtrådte der ammunitionsmangel, så man måtte lade en gruppes ammunition gå fra batteri til batteri, for at de, som i deres zone havde lønnende mål, kunne skyde. Men i andre perioder, hvor der var nok både af ammunition og mål, var det for de amerikanske artillerister, hvad deres historiker kalder en »artillery-man’s dream«. Men manøvren udeblev eller kom for sent, og tyskerne - »se glissaient«. Ved La Coucourde var kampmidlerne blevet formindsket i forhold til de foregående dage, og vejen blev ikke spærret, skønt det var hovedopgaven for 36. division. Efter at pz. aufkl.abt. 11 den 27/8 var blevet trukket tilbage, angrebet af 2/157. regiment, gav chefen for V I korps denne ordre til ikke at presse sit angreb frem mod Livron på bekostning af den solide besættelse af Allex og Crest. Dette var en fejl, da det gjaldt om at afskære RN7, som går gennem Livron. E t kraftigt fremstød lier med hurtig tilført forstærkning ville have haft mulighed for at trykke 11. panser di vision op mod Rhône og afskære dens forbindelseslinie. Men Truscott vil forblive en garde, og dermed lader han, som sin 36. division, panserdivisionen undslippe. Den 27/8 om aftenen fandtes der ved Drôme en breche mellem RN7 inklusive og Rhône på ca. 10-11 km, hvor der var tre vadesteder, ad hvilke 11. panserdivision kunne passere, så snart vandhøjden tillod det. Til de naturlige vanskeligheder føjede sig de, der fremkaldtes af det amerikanske luftvåben og artilleri.
 
Romans s. l’Isère og Bourg-de-Peage, nord og syd for Isère-floden, var blevet taget af amerikanske alarmenheder, hvorved faren for at tyskerne kunne blive afskåret ved defileet ved Tain var til stede. Men kampgruppen Thierne, der befandt sig ikke langt derfra, intervenerede straks og kastede amerikanerne ved et »Angriff aus der Bewegung«, og faren var afværget. Før daggry den 28/8 havde Gr.rgt. 933 af 338. division afløst Pz.gr.rgt. 111 ved La Coucourde og forsøgt, men forgæves, at kaste amerikanerne på højderne mod øst. Ved middagstid angriber fjenden i Drôme-dalen. 11. panserdivision har udviklet Pz.gr.rgt. 110 (-^) nordøst for Livron, front  mod sydøst, j kommandostation Fiancey), og Pz.gr.rgt. 111 (%) forlænger fronten hen mod Am bonil, efterhånden som det bliver afløst syd for Drôme af 338. division. Im idlertid har den schwere Feldhaubits Abteilung af Pz.art.rgt.119, der understøtter dem, forskudt sig, og arméen har i øjeblikket ikke mere ammunition.
 
Loriol, der forsvares af en bataljon af P z .g r.rg t.lll og et kompagni af Pz.gr.rgt.110 samt elementer af 338. division, modstår det fjendtlige angreb, men i Livron må rester af FEB give op, og amerikanerne bemægtiger sig byen, men støder ikke længere mod vest, således at tyskerne stadig kan benytte vadestederne længere nede på Drôme. Pz.pion.batl.209 har desuden konstrueret en bro over floden nær dennes udløb i Rhône, som er rede fra de første dagtimer for de sidste elementer af 11. panserdivision og de første af LXXXV korps, ofte sammenblandede. For at sikre sig, at LXXXV korps har modtaget en af arméen givet telefonisk befaling til hensynsløs rømning af lommen, sendes en generalstabsofficer*) efter at være instrueret af general Wiese personlig til chefen for LXXXV korps, general Kniess, med en sålydende, skriftlig bekræftelse af den allerede givne befaling: »Gen.Kdo LXXXV A .K . beordres til snarest at trække de syd for Drôme indsatte dele over Drôme mod nord, da 11. panserdivision fra den 29/8 morgen (früh) hverken står til rådighed som arrieregarde eller til beskyttelse af den dybe østflanke«.
 
Generalstabsofficeren træffer general Kniess med stabschef på den tilstoppede vej mellem Loriol og Montélimar. Efter at have overrakt generalen den skriftlige ordre frem stiller han sagen, således som arméen bedømmer den; men generalen afslår at give nye ordrer, idet han hævder, at alle instruktioner allerede er udsendt, og at det er unødvendigt at plage divisionerne. Generalen og stabschefen peger på, hvor komplet vejen er spærret og påviser den fjendtlige ild. Der kan ikke være tale om, siger de, i den kommende nat at færdes med køretøjer, hvis fjenden spærrer vejen med kampvogne, en eventualitet man må regne med. Generalstabsofficeren svarer, at det desuagtet er muligt at forcere passagen med de få kampvogne, men endnu råder over, og at infanteriet desuden kan trække sig tilbage gennem terrainet og vest for jernbanen langs med Rhône.
 
*) Denne generalstabsofficers sendelse er gennem hans egen beretning, der er ret dramatisk, beskrevet hos Staiger, men på grund af dens længde må vi her nøjes med et sammentrængt referat, hvor vi hovedsagelig følger oberst Montfort.
 
Med megen vanskelighed når korpskommandøren frem til sin nye kommandostation nordvest for Livron, hvor han først ankommer kl. 20.00; medens arméens repræsentant, som ikke slipper ham, vedbliver at insistere på den tvingende nødvendighed, det er at trække sig tilbage, og at forsvare den løsning, han anbefaler. Medens stabschefen går i gang med at nygruppere de tropper af LXXXV A.K., som allerede er kommen over Drôme, med det form ål at benytte dem til dækning af østflanken, vender generalstabsofficeren tilbage til arméens kommandostation ved Petits Robins (4 km n.v. for Livron) for at gøre arméehefen bekendt med sin mislykkede mission. General Wiese beslutter sig til at sammenkalde panserdivisionens chef og chefen for LXXXV korps på kommandoposten for Pz.gr.rgt.110 i Fiancey. Først kl. 1.00 kan disse officerer samles. Opfordret til at sige, hvad han mener om situationen, bebrejder general Kniess i en længere frem stilling bittert 11. panserdivision, at den ikke har løst sin opgave at dække passagen ad RN7 ved at sætte sig i besiddelse af højderne mod øst. Ikke alene har den ikke gjort det, siger han, men den har også fyldt vejen op. Han sluttede: »Vi får ikke mange folk ud af lommen i nat, og desuden er det nødvendigt, at ordren når tropperne før daggry; højst kan det dreje sig om infanteri med en kampkraft næsten lig nul, uden ammunition og uden artilleri.«
 
Denne realistiske, hvis det ikke er pessimistiske, udtalelse giver anledning til diskussion, og general Wiese må bringe de talende tilbage til de afgørende spørgsmål: 1) nødvendigheden af at nå Isère, 2) skal det gøres ved at ofre størstedelen af infanteri-divisionerne, eller 3) kan man, idet man regner med muligheden af, at en indeslutning kan brydes af panserdivisionen, yderligere forlænge modstanden ved Drôme. Chefen for panserdivisionen, som allerede har gjort opmærksom på den absolutte mulighed, tropperne har til at trække mod nord i terrainet mellem jernbanen og Rhône, erklærer, at hans division kan ved at sætte sine sidste reserver indholde sig endnu en dag i sine nuværende stillinger; men derefter v il den have mistet enhver mobilitet, først og fremmest vil Pantherne blive ofret. Hertil svarer armécbefen, at det kan han ikke tillade. Han må kunne regne med en panserdivision til operationernes videreførelse længere nordpå, og han betoner overfor general Wietersheim, at hans division må forblive mobil. LXXXV korps må trække sig ud af lommen ved om nødvendigt at  bryde igennem med kampgrupper uden hensyn til artilleriet og køretøjerne, såfremt man tvinges til at efterlade dem. Adspurgt endnu engang erklærer general Wietersheim uden omsvøb: »Divisionen trækker sig endnu i dag (29/8) bag Isère uden hensyn til det infanteri, som befinder sig syd for Drôme, eller den dækker passagen her og dør med ære; det er enten eller.« Det synes imidlertid, som om general Wiese endnu tøver - man forstår det -, og at han søger en slags kompromis. 11. panserdivision skal dække de vestligste passager over Drôme in d til kl 12.00 og derefter trække sig tilbage, først til Valence, dernæst bag Isère. Men general Kniess vedbliver at hævde, at hvis panserdivisionen ikke dækker hans overgang over Drôme endnu i to dage, v il han ikke kunne trække flere tropper i kampdygtig stand ud af lommen. Tiden går, klokken er 02.35, der må sluttes af; og chefen for 19. armé giver følgende befaling:
 
» LXXXV A.K. slår sig straks med alle kampdygtige igennem mod nord, ud af lommen. Hertil holder 11. panserdivision nordbredden af Drôme åben så længe som muligt. Tilbagetrækningen må ikke påbegyndes før kl. 12.00 (30/8). Tilbagegangen gennemføres i forståelse med LXXXVA .K . De kræ fter af korpset, der samles ved Drôme, fortsætter snarest under dækning af 11. panserdivision mod nord over Valence, bag Isère. A.O.K. kommandostation (Gefechtsstand) fra 29/8. Kl. 08.00 Tain.«
 
Endnu står der tilbage at sende denne ordre ud, og alle forhåndenværende midler bliver taget i anvendelse. Men kl. 08.00 har man hverken fået forbindelse med 338. eller 198. division. Medens disse dramatiske diskussioner stod på, vedblev kampen at rase på alle lommens fronter. Ved nattens frembrud udviklede der sig i Loriol en fuldstændig uoverskuelig kamp om byen under et kraftigt amerikansk angreb mod dele af Pz.gr.rgt.110. Skyderiet her har til følge, at den for infanteriet til overgang over Drôme istandsatte jernbanebro ca. kl. 21.00 bliver sprængt for tidligt. Selv om 11. panserdivision i løbet af den 28/8 havde kunnet trække sin hovedstyrke ud af lommen, var størstedelen af LXXXV korps styrker, 338 og 198. division, endnu syd for Drôme.
 
Sperrverband Lindequist havde trukket sig tilbage til Roubion på begge sider af Montélimar. Lindequist var hårdt såret og erstattet af Vogt. På amerikansk side havde 157. infanteriregiment (-=- 3. bataljon, som med T FB deltog i angrebet på Loriol) fået ordre til at støde frem fra Crest nord for Drôme, på begge sider af Livron ind til Rhône, men, siger oberst Montfort, det synes som om denne ordre ikke blev udført, og at det 157. spillede rollen som korpsets flankegarde, idet det havde sin 1. bataljon som dækning à cheval på vejen mod Romans og sin 2. bataljon på vejen Allex-Fiancey med front mod Pz.gr.rgt.110. Im idlertid var artilleriet blevet flyttet mod nord tilligem ed 142. regiment, og kl. 10.15 faldt Livron, og RN7 var dermed kuperet; men angriberne søgte ikke længere frem mod vest. Det var nu muligt, siger 7. amerikanske armés historiker, at belægge Drôme-overgangene med artilleriild , men uheldigvis, siger man, var størstedelen af tyskerne kommet over. Skønt nogen særlig stor anstrengelse ikke havde været nødvendig for at kaste tyskerne overende, holder man hårdnakket fast ved at ville løse opgaven med artilleriet og luftvåbnet. På sydsiden af Drôme angreb 3/157. regiment, forstærket af 753. kampvognsbataljon og støttet af 141. artilleribataljon sammen med dele af T FB Loriol efter heftigt bombardement. Byen var omringet, og den overgav sig efter nærkamp. Men heller ikke her stødte amerikanerne længere mod vest.
 
Ved La Coucourde kæmpedes der endnu uden synderlig ændring i situationen. 1/141. og 3/143. US regiment sidder stadig på højderne, medens 933. infanteriregiment af 338. division ikke kan kaste dem. Mod syd er 3. US division under angreb mod detachement Lindequist og enheder af 198. division, som ydede en kraftig modstand. Infanteriet i de forhenværende kystforsvars-divisioner kæmpede beundringsværdigt, skønt deres kamp var håbløs. Ved 11. panserdivision blev pansergrenader-regimenteme 110 og 111 hårdt prøvet. Kæmpende fra nord for Livron til henimod Upie blev de angrebet af ca. fire fjendtlige bataljoner forstærket med kampvogne, og kunne kun med møje holde deres stillinger. Der er fare for, at fjenden også spærrer hovedvejen nord for Livron, og 11. panserdivision sætter derfor den 29/8 alle disponible reserver ind på højderne øst for vejen i en optagestilling; men i deres afkæmpede tilstand er der grænser for, hvor længe de kan hævde sig. Sejgt og forbitret afslår 338. division i forbindelse med 11. panserdivisions tilbageblevne styrker alle fjendtlige  angreb. Denne opofrelse muliggør, at dele af 198. infanteridivision natten til 30/8 kan komme over Drôme.
 
Kl. 12.00 den 30/8 begyndte 11. panserdivision i henhold til den givne givne befaling at frigøre sig. Kampgruppen Tinerne, nu forstærket med Pz. aufkl.abt. 11, dækkede østflanken og spærrede Isère-dalen. Dermed er 11. panserdivision for vort vedkommende »ude af sagaen«. Ved La Coucourde går grenaderregiment 933 den 30/8 kl. 06.00 endnu engang til angreb, men efter en times forløb, siger amerikanerne, var fremstødet slået tilbage og angriberne dræbt eller fanget. Montélimar blev besat den 29/8 af 3. US division. En bataljon af 30. regiment sendtes over Marsanne og spærrede ved Saulce, hvorefter lukningen af lommen var komplet. Det var kun pauvre rester, LXXXV korps i løbet af den 31/8 kunne samle nord for Valence i to grupper, nemlig af 198. division ca. 1600 mand og af 338. division ca. 1100 mand. Af tungt materiel kom over Drôme: 19 kanoner, 15 infanterikanoner og morterer, 3 panservæmskanoner. 11. panserdivision mistede 12 kampvogne, 7 S/P kanoner (Sturmgeschiitze), 14 svære panserværnskanoner samt hele trosset fra 2 artilleri-afdelinger. Luftwaffen-Feldkorps tilbagegang på højre bred af Rhône var foregået forholdsvis uhindret, bortset fra anslag af F F I og luftangreb. Amerikanerne angiver, at de tyske tab var 11.000 dræbte og sårede, flere tusind heste, 2500 køretøjer. Artilleriet fra næsten 2 divisioner blev ødelagt og seks 38 centimeters jernbanekanoner erobret. Franske kilder nævner et tab på 45.000 fanger, faldet i hænderne på 36. og 3. US division. De amerikanske tab skal kun være nået op på ca. 5% af de tyske som resultat af den kampmåde, amerikanerne anvendte. Slaget ved Montélim ar var endt. Amerikanerne beholdt valpladsen; men sejren var ufuldstændig, især da 11. panserdivision undslap. Til videre parallelforfølgning befandt 45. US division sig med regimenterne 179 og 180 35 km øst for Lyon, og 157. regiment, der havde deltaget i kampen, beordredes nu til over Grenoble at søge forbindelse med divisionen. 36. US division skulle forfølge langs østbredden af Rhône og 3. US division efter rensning af slagmarken rykke frem over Voiron. Skulle man gøre nogle bemærkninger til amerikanernes taktik og føring, er det, som falder mest i øjnene, en egenartet måde at disponere på, der i nogen grad synes at bære tilfældighedens præg og mangle formålsbestemt sammenhæng, hvor de taktiske leds organiske orden ofte brydes, og  overordnede myndigheder griber direkte ind i underordnede kommandoinstansers befalingsområde. Regimenter engageres betaljonsvis til højre og venstre: i Drome-dalen ser vi et regiment under korpsets ordre og et divisionært regiment næsten sammenblandede.
 
Der tages ikke synderlig hensyn til princippet: Et terrain, en chef, en opgave og tilsvarende midler, ligesom man ikke særlig praktiserer princippet om kræfternes koncentration og økonomi under hensyn til tyngdepunkt. Dette måtte ifølge opgaven ligge på højre fløj (vest); men man samler uforholdsmæssig store kræfter på venstre (øst) fløj; hvilket er dårlig økonomi, dikteret alene af sikkerheds- og ikke af operationelle grunde. Pedantisk omsorg for egen sikkerhed vil altid virke lammende, og uden et vist mål af dristighed opnås vanskeligt betydelige resultater. De midler,“ føreren har til direkte indgriben i kampen, fjernkampmidler og reserver, ser man nok anvendt m. h. t. artilleri og luftvåben, hvorimod man ikke sporer nogen udslaggivende indsats af en reserve eller bestræbelse for at danne en sådan. Venstre fløjs sikringsopgave har åbenbart båndlagt midlerne. Først da man mod slutningen ved indgriben sydfra af 3. US division bliver i stand til at sende 142. regiment nord for for Drome, kan man her yde en virkelig kraftpræstation; men da var det for sent.
 
Slaget ved Montélimar viser med al tydelighed den overvældende indflydelse, amerikanerne lægger på ilden i forhold til bevægelsen med det form ål at mindske de personelle tab. Men denne taktik medfører tab af tid, som i det givne tilfælde netop var en hovedfaktor af afgørende vigtighed. Oberst Montfort mener, at amerikanerne, selv om de er blevet mestre i at forberede og planlægge, dog mangler evne til at lede bevægelige operationer, hvor det er nødvendigt at improvisere i et minimum af tid. Heroverfor fremhæver han enkelheden (la simplicité) i den tyske føring, som udtrykker sig ved relativt korte ordrer, beslutninger som altid respekterer taktikkens elementære principper: tyngdepunkt, nødvendigheden af at have reserver, deres anvendelse, deres nydannelse.
 
H. Christiansen
 
Kilder:
The Seventh United States Army: Report of operations, Vol. 1. Colonel-divisionnaire M . Montfort: Les combats entre Montélimar et Valence du 21 au 30 août 1944. (i Revue militaire suisse No 5, Mai 1966). Jörg Staiger: Rückzug durchs Rhônetal. Kurt Vowinkel, Neckargemünd.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon kampene.ved_.montelimar.august.1944.pdf
 

 

Litteraturliste

Del: