Kampen på havet – danske søfolk under Anden Verdenskrig

Anmeldt af Poul Grooss

Kampen på havet” af Christian Tortzen. Udgivet af Informations Forlag. 379 sider illustreret. Pris kr. 349.

Historikeren Christian Tortzen har specialiseret sig i handelsflådens historie, og med sin nye beskrivelse ”Kampen på havet – danske søfolk under Anden Verdenskrig” får læseren en meget grundig beskrivelse af forholdene i handelsflåden, som varierede meget både i tid og sted. Fra det danske samfund modtog søfolkene aldrig den tak, som de havde fortjent. Deres indsats for den allierede sag var Danmarks største bidrag til de allieredes kamp mod aksemagterne. Man regner med at i alt 1.708 søfolk omkom på havet. Tortzen kommer rundt i alle hjørner af søfartens historie under krigen, og han har ikke lagt fingrene imellem.

Foto: Saxo.com

Bogen har undertitlen ”Danske søfolk under Anden Verdenskrig”. Den er skrevet af Christian Tortzen, som er historiker, og han har i sit omfattende forfatterskab beskæftiget sig meget indgående med handelsflådens forhold, ikke mindst i perioden fra 1939 – 1945.

Denne bog er et flot minde over ”krigssejlerne”, og det er lykkedes for forfatteren at få utroligt mange nuancer med. Der beskrives små og store konflikter og små og store problemer, og han har ikke lagt fingrene imellem.

Krigen for de danske søfolk var på ingen måde en skildring i sort og hvidt eller de godes kamp mod de onde. Her bliver læseren i bogens indledning præsenteret for to skibe, hvis skæbne tilfældigt falder helt forskelligt ud. Begge skibe passerer Skagen omkring den 9. april 1940. Det ene for indgående, det andet for udgående. Det første blev sænket under et allieret bombeangreb i Bremen i oktober 1943, hævet og bragt til Danmark, hvor det efter krigen atter blev gjort sejlklar. Det andet deltog i mange farefulde sejladser for de allierede på verdenshavene og kom hjem igen i december 1945. I de indledende kapitler beskriver forfatteren også skoleskibet Danmarks elevtogt med 120 elever, som tog sin begyndelse i august 1939. Skibet endte med at blive skoleskib for US Coast Guard fra 1941 til 1945 med den faste danske besætning sejlende under Stars and Stripes. Eleverne kom til at gøre tjeneste i mange forskellige skibe og allierede enheder, og ca. 10 % af dem satte livet til.

Herefter gennemgår forfatteren de forskellige perioder. I den indledende fase af krigen – frem til besættelsen af Danmark og Norge, fik den danske handelsflåde ganske voldsomme tab, især i Nordsøen. Herunder blev 378 søfolk dræbt. Efter besættelsen blev handelsflåden delt i ”udeflåden” og ”hjemmeflåden”. Den sidstnævnte måtte sejle med tyske observatører om bord i tyskkontrollerede områder, hvilket vil sige Østersøen, Nordsøen og i Kanalen ned til Rotterdam. Her regnede man med, at yderligere 359 søfolk blev dræbt ved minesprængninger, flyangreb og andre krigshandlinger rettet mod hjemmeflåden.

Hjemmeflåden sejlede ikke alene for tyskerne. Den sejlede også for det danske samfund, som skulle have leveret en lang række forsyninger og råstoffer, ikke mindst brændstoffer af forskellig art. Den var i høj grad en del af ”tilpasningspolitikken” over for tyskerne. Uden eksport var der ikke noget at handle med. ”Fragtnævnet” udpegede skibe til de forskellige ruter, og rederne fulgte normalt opfordringerne herfra. Læseren præsenteres tillige for det noget spegede spil mellem ejerforhold, profit og fædrelandskærlighed. Det udspillede sig også i Norge, hvor det store værk ”Handelsflåten i krig” udkom i 1995. Her hedder bind 1 simpelthen ”Profitt og patriotisme”.

Udeflåden gik efter den 9. april 1940 dels til britiske og franske havne og dels til neutrale havne. Tortzen giver en meget fin beskrivelse af søfolkenes økonomiske og sociale forhold, og han giver også en grundig indføring i de forskellige forbunds kampe for deres medlemmers interesser. Specielt er det interessant at følge kommunisterne, som jo frem til Hitlers angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 ikke havde den store interesse i ”kapitalisternes krig”. Udeflådens tab angives til 971 dræbte søfolk. Man ved mest om de søfolk, som af den ene eller anden grund kom til at sejle for Storbritannien. Deres tilværelse var ofte præget af dårlige lønninger, hårde vagter, meget arbejde, dårlige underbringelsesforhold til søs og i land – foruden det risikofyldte arbejde med at sejle under krigsforhold. De små og ældre skibe sejlede i den britiske kystfart, medens de større og nyere skibe ofte sejlede på langfart i konvojer. Alle var truet af tyske ubåde, miner, fly og overfladekampskibe. Newcastle blev et samlingspunkt for de danske søfolk under krigen, og det var her, at deres forbund arbejdede ihærdigt på at forbedre søfolkenes kår – både de øjeblikkelige og de fremtidige efter krigen.

I krigens start ønskede rederne ikke at sejle for de allierede. De ville gerne gemme skibene i neutral havn til efter krigen – den varede nok ikke så længe, og så ville der herefter blive masser af penge at tjene på fragter. Den store usikkerhed, og undertiden tillige mangel på holdninger, medførte i 1940 et par mytterier, som omtales.

En del skibe søgte til neutral havn, blandt andet efter anvisninger fra rederne. Da USA kom med i krigen, blev en del af besætningerne fra disse skibe hyret til amerikansk tjeneste, hvis ikke hele skibet kom til at sejle under amerikansk flag eller et ”bekvemmelighedsflag”. Disse søfolk har man knap så stor viden om, men der var mange danske søfolk og danske skibe med i krigen i Stillehavet.

Et af kapitlerne beskriver færingernes indsats, som formentlig ikke er kendt i brede kredse herhjemme. Den færøske fiskeflåde fiskede gennem hele krigen og sejlede fangsterne til Storbritannien, hvor fiskene var et velkomment bidrag til befolkningen, som i de indledende perioder var på randen af hungersnød. På trods af den beskedne befolkning på Færøerne (den gang ca. 20.000 personer) udgjorde de færøske søfolk en pæn del af handelsflådens bemanding. Ca. 200 mand sejlede på langfart for de allierede, og af dem omkom 30, men den færøske befolkning var ikke ubekendt med, at mændene omkom på havet.

I et af de andre kapitler beskriver forfatteren sømandskonerne og deres problemer. I hjemmeflåden var hyren lav og risikoen for ægtemændene ganske stor. For udeflådens folk var der overhovedet ingen indtægter, som kunne overføres fra udlandet til familierne. Der blev så indført nogle låneordninger, så staten gav et lån svarende til hyren uden tillæg. Denne ordning tjente hverken nationen eller rederierne til ære.

Som antydet var ikke alt glorværdigt, og det gør forfatteren en hel del ud af at forklare i indledningen. Da krigen var ovre og dagligdagen meldte sig, dukkede mange af hverdagens trivialiteter frem igen. Rederne kunne huske, hvilke skibsførere der ikke havde efterkommet instrukserne fra den 9. april 1940, men blot havde meldt sig til allieret krigstjeneste. Det danske samfund glemte i mange henseender de danske søfolk, som i høj grad havde medvirket til at forbedre Danmarks omdømme blandt de vestallierede. I USA og Storbritannien havde de danske søfolk et godt ry i såvel handelsflåden som i flåden.

At Danmark helt havde glemt krigssejlerne var ikke helt rigtigt. Skattevæsenet og forsvaret havde ikke, så når søfolkene kom hjem efter op til 6 års krigstjeneste, blev de sat i skat af de forventede indtægter og indkaldt til aftjening af værnepligt. Myndighederne var tillige meget nøjeregnende med begrebet” krigsforlis”. Hvis et skib var forlist på en klippekyst uden sømærker, kunne det ikke anerkendes som krigsforlis.

Bogen er forsynet med talrige velvalgte illustrationer, og ud over søfolkenes situation beskriver forfatteren også på udmærket vis, hvorledes krigen gik sin gang på verdenshavene. Det er i mange henseender en særdeles læseværdig og god bog, som giver læseren mange nye nuancer om Den anden Verdenskrig.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.