Jødefejden i København 1819

Premierløjtnant E. O. A. Hedegaard, hvis seneste krigshistoriske studie om den engelske invasion og slaget ved Køge i 1807 omtaltes i tidsskriftets februar-nummer, har igen gravet i arkiverne og behandler her en episode, hvor den københavnske garnison blev sat ind imod optøjer i den ellers så fredelige residensstad.

 

Natten mellem den 9. og 10. november 1938 fandt i Tyskland den jødepogrom sted, som senere er blevet betegnet som »Krystalnatten« p.gr.a. de tusinder af knuste butiksruder hos jødiske handlende i Berlin i forbindelse med masselynchninger med dødelig udgang. Alle tidligere forfølgelser mod denne minoritet i den tyske befolkning var hidtil - siden den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 - sket mere eller mindre spontant og kun i det skjulte inspireret og ledet af statsmagten, men med »die Kristallnacht« betrådte Det tredie Rige officielt med brask og bram den blodige sti, der senere i sin sidste, uhyggelige fase skulle ende med de deciderede tilintetgørelseslejre.

Besynderligt nok har vi også i København haft vor form for »Krystalnat« med masser af smadrede spejle og butiksruder hos jødiske forret- ningsmænd på »strøget«, plyndringer, forulempelser på gaden, smædeskrifter m.m., om end det sindige danske gemyt under disse uroligheder aldrig nåede til sådanne tøjlesløse højder som i 1938’s Tyskland, og begivenheden endte uden døde. Det er de optøjer, der i september 1819 i København - og til en vis grad i andre af vore større byer - i vor historie fra dette tidsrum kom til at bære betegnelsen »Jødefejden«. Man vil næppe i slagskyggen af ranet af flåden 1807, statsbankerotten 1813 og tabet af Norge 1814 kunne beskylde den danske befolkning for nogen overeksponeret herrefolksmentalitet, og dog var det alligevel muligt, at en mildere form for pogrom fandt sted i Frederik VI’s pittoreske, småborgerlige København, som der her skal gøres rede for.

Som grund for, at jeg har taget emnet - der kun kortfattet er berørt i vor historiske litteratur - op, skal anføres,

1) at store dele af den københavnske garnison under kommandantens ledelse med bravour deltog i fejden og skaffede den normalitet og tryghed til stede, der altid har været karakteristisk for vort gadeliv, samt

2) at den foreteelse: At indsætte den væbnede magt mod civilbefolkningen jo hører en svunden tid til og i dag - i hvert fald mod større eller mindre gadeuordener - ville anses for utænkelig.

Den danske psyke har aldrig egnet sig for barrikader, og afdøde politiinspektør Ejner Mellerup (1882-1968) har sikkert ret, når han i sine erindringer om Påskekrisen 1920 anfører: » ... Danske revolutioner er jo ikke farlige; de aflyses i tilfælde af regnvejr, og når den sidste sporvogn kører hjem!« Optakten var følgende: Efter Napoleonskrigenes endelige afslutning i 1815 var hovedparten af Europa splittet, til en vis grad desillusioneret og fattigt. Tillige havde krigene og de omfattende franske besættelser skabt forskellige stærke fraktioner rundt om i landene, fraktioner og partier, som ved lovlige eller voldelige midler ville knægte de herskende fyrstehuses enevældige regeringers magt og indføre mere demokratiske styreformer. Dette gjorde sig særligt gældende i Tyskland, hvor bl.a. de stærke studenterorganisationer begejstrede gik i spidsen for symboler som politisk frihed, fædrelandskærlighed og nationalisme.

Den tyske forfatter August Kotzebue (1761-1819), der ved sine reaktionære skriverier og sin flammende spot over ungdommens liberale og nationale ideer pådrog sig stort had af denne, myrdedes i marts, og mordet blev årsag til vældige optøjer over hele landet, og som det så ofte tidligere og senere i historien er hændt, måtte hoben have en forsvarsløs »Priigel- knabe«, og det blev jøderne, der blev genstand for voldsomme forfølgelser. Dette - næsten siden uddrivelsen og deportationen fra Jødeland i 70 e. Kr. - forfulgte folk har som bekendt altid rundt i landene måttet holde for, når større katastrofer indtraf.

Var der misvækst, epidemier, finanskriser, naturkatastrofer m.m., har jøderne ofte været udsat for forfølgelser, og dumhed, overtro og eksalteret, overeksponeret religionsvanvid har været bærere af disse forfølgelser. Smitten fra Tyskland nåede også København, hvor de nævnte katastrofer, der var overgået vor befolkning få år tilbage tillige dannede god grobund for voldsomme, følelsesmæssige udladninger og deraf følgende optøjer. Nogen egentlig, decideret initialladning til eksplosionen har ikke klart kunnet påvises, måske bortset fra rygter og meddelelser fra Tyskland samt den almindelige og altid eksisterende misundelse mod dygtige, vidtskuende forretnings- og finansfolk, der altså nu i det forarmede Danmark kom til at mærke besynderlige former for kristen næstekærlighed.
 
 
Fig. 1. »En Skakker Jøde - Kleiderjude«. Ordene »Skakker Jøde« er en gammel sideform til »Sjakkerjøde«. Den findes fx også hos Oehlenschlager, Heiberg og Kierkegaard. I 1806-10 udkom en serie håndkolorerede stik af kunstnerne G. L. Lahde og J. S. Senn, forestillende danske klædedragter, hvorfra dette billede af en københavnsk jøde er hentet. De to betydende kunstnere har ved gengivelsen ligget under for trangen til at afbilde jøden på den traditionelle, ikke særligt smigrende måde. Han ses her aftegnet med krum næse, tæt, sortkrøllet hår og et beregnende glimt i øjnene. - I forf. samling.
 
Et forhold, som måske stak særligt i øjnene i den fattige hovedstad, var, at det kendte og agtede silke- og klædekræmmerfirma Bdr. Raphael på Østergade 67(*Hvor talen her og i det følgende er om husnumre, er dermed ment de dengang eksisterende matrikelnumre.) havde indrettet sin butik på en efter datidens begreber meget elegant og avanceret måde. Fx var der i lokalet opstillet en smagfuld disk af mahognitræ med forgyldte søjler. Udstillingsrudeme var af spejlglas og forsynet med firmaets navn i forgyldte bogstaver. Efter ca. samme system var også galanterihandler Jacobsens butik udstyret i samme gade. At de pågældende handlendes vinduer bugnede med deciderede luksusartikler og mangelvarer, skal kun nævnes for en fuldstændigheds skyld. Den 3. september opdagedes et - sandsynligvis skrevet med fordrejet hånd - på børsen opslået opråb, der opfordrede »alle gode og kristelige borgere« om at stå sammen for at drive jøderne, »denne samfundets pest«, ud af København! Opråbet angav også den betydende forretningsgade Østergade som den gade, hvori de rigeste jøders forretninger befandt sig, og som først burde demoleres. Plakaten sendtes øjeblikkeligt til politidirektøren, justitsråd Hvidberg, og samtidig indløbne rygter ville vide, at der en af de første aftener ville finde optøjer sted, rettede mod jøderne. Rygterne nåede helt til tops i regeringen, og justitsminister Kaas, der samtidig var øverste chef for politiet, sendte straks en skrivelse, dateret den 4. sep. til politidirektøren, hvori der gaves bestemt ordre til at hindre optøjerne. Den gengives her in extenso:
 
Ligesom jeg har modtaget underretning om, at der skal være talt om, at man i aften vil insultere de jøder, som promenerer i Rosenborg have, og at man ligeledes vil samle sig udenfor Raphaels hus på Østergade, formodentlig for at ængstige beboerne, således modtager jeg nu en skrivelse fra Hs. Maj. Kongen, hvori han behager at underrette mig om, at de samme rygter er kommet ham for øre, og han anbefaler mig derfor at henvende politiets opmærksomhed på disse tvende steder. Derhos befaler Hs. Majestæt opmærksomhed fra politiets side med alt, hvad der i denne tid udgives i trykken, at man forekommer, at intet i offentlige blade, i noget skrift, som underkastes censur, eller i viser trykkes, som kan enten være dl fornærmelse for jøderne eller forøge den stemning, som man søger tilvejebragt mod dem. Det samme må også gælde om alle karrikaturstykker, stukne i kobber, malede eller tegnede, som kunne frembydes til salg eller til skue.
 
Jeg må da meget bede Ds. Ylbhed at holde et vågent øje med Rosenborg have og Østergade, samt at De ville i eget og mit navn anmode assessor Danchell om at være særdeles opmærksom på alt, hvad der forelægges ham til bedømmelse af trykte sager. Det er meget magtpåliggende at forekomme nogetsomhelst optrin her i byen, da jeg har megen grund til at tro, at udlændinge søger, om muligt, i øjeblikket at fremvirke lignende optrin som de i Hamburg, Frankfurt og andre steder.
Hedegaarden, den 4. sepbr. 1819
Kaas. 
 
 
Skrivelsens formål lader intet tilbage i klarhed, men desværre var den gode vilje i indholdet ikke nok. Københavns politi, der på den tid hovedsageligt bestod af dårligt lønnede og uddannede vægtere, var ved større tumulter nærmest værdiløst. Når så den mand, der havde den umiddelbare ledelse, Otto Himmestrup Hvidberg, ikke var kendt for hverken fasthed, omtanke eller smidighed, skulle det gå galt. Han havde fx tidligere ved udpibningen af syngestykket »Den lille Rødhætte« på Det kgl. Teater personligt fremtrådt på scenen og påbudt stilhed i KONGENS navn, en taktløshed, der indbragte ham en spontan og drøj tilrettevisning fra den stivnakkede Frederik VI.
 
Politiet var underhånden blevet gjort opmærksom på et par »forløbne tyskere«, der var kommet til byen, og som ansås for at stå bag de bebudede tumulter, men det blev aldrig senere ved retssagen godtgjort, at udlændinge havde haft en finger med i spillet. Optøjerne i Rosenborg have undgik man, sandsynligvis af den simple grund, at de der ofte spadserende af den mosaiske trosbekendelse i forvejen var blevet advarede og holdt sig væk, men den 4. sep. om aftenen begyndte tumulterne for alvor i strøgkvarteret.
 
Store skarer, hovedsageligt bestående af »sjovere, læredrenge, matroser« o.s.v., men dog også med velklædte borgere iblandt, samlede sig truende udenfor Bdr. Raphaels og Jacobsens vinduer på Østergade, og under det gamle, jødefjendtlige råb: »Hep! Hep!« m.fl. begyndte man at slå ruderne ud med sten. De nævnte spejlglasruder var de første, som blev »klinkede«. Politimesteren og hans adjudant, vægterløjtnant Boelmann, der havde indfundet sig med en anselig styrke, søgte forgæves at tale mængden til fornuft. Det lykkedes ikke. Skaren blev stadig større, og modet hos den steg i tilsvarende takt. Adskillige vægtere blev hånet og slået ned, og resten måtte retirere med stenene susende om ørene.
 
Hvidberg og Boelmann hastede ned til Kgs. Nytorv, hvor hovedvagten lå, og anmodede den vagthavende officer om assistance, en assistance, denne i øvrigt iflg. sin instruks var pligtig at give politiet på anmodning. Den pågældende officer skønnede, at hvis han også skulle nærsikre hovedvagten (med kanonerne), hvad der selvfølgelig var hans primære opgave, ville han kun kunne afgive en ubetydelig styrke til de to politiofficerer, og den underofficer med 8 mand, som afgaves til politiet, gjorde næsten kun ondt værre. Styrken patruljerede én gang frem og tilbage ad Østergade, men da smædeordene haglede ned over den fra alle sider, trak den sig tilbage til hovedvagten, forfulgt af hujende skarer, og politiet var igen overladt til sig selv.
 
Fig. 2. Københavns hovedvagt på Kgs. Nytorv omkring 1820. Bygningen (til højre) opførtes 1724 efter tegning af Hausser som erstatning for den gamle vagtbygning fra 1680 og lå mellem nuværende Hovedvagtsgade og Ny Adelgade. Til venstre for vagten ses traktør Raus’ gård, der 1795 var blevet indrettet til hotel under navnet Hotel d’Angleterre, og som var general Peymanns hovedkvarter under bombardementet 1807 og den tyske general von Kaupisch’ i sommeren 1940. Bag vagtbygningens jerngitter stod tre gamle kanoner, af københavnerne populært kaldet »Abraham, Isak og Jacob«. I bygningens arrester, der lå i øverste etage, indbragtes under Jødefejden mange anholdte, ligesom hele hovedvagten under urolighederne dannede en slags »kommandostation« for de deltagende styrker. Da bygningen nedreves i 1874, lykkedes det at redde uret på frontespicen og det gamle jerngitter. Uret sidder i dag på den nordlige facade af Kastellets Kongeport, og gitteret står foran vagtbygningen i Kastellet. På billedet ses vagtparaden passere vagten. Man bemærker i musikkorpset den tyrkiske janit- sharfane, endnu i dag brugt bl.a. i de vest- og østtyske musikkorps under betegnelsen »Schellenbaum«. - Tegning af Knud Gamborg i Davidsen: »Fra det gamle Kongens København«, bd. 2, Kbh. 1881.
 
 
Uroen steg, og flere butikker blev molesterede, uden at politiet var i stand til at hindre det. Hvidberg måtte endelig bekvemme sig til at rekvirere militær assistance hos kommandanten i København og bad om husarer. Pladsmajoren, oberst Stadfeldt, kom i det samme, og den vagthavende officer på hovedvagten fik en lodret ordre til at afgive 30 mand til hjælp for politiet. Kort efter indtraf et kommando husarer, der nu med dragne sabler side om side med infanteristerne og vægterne splittede masserne. Adskillige blev stærkt medtaget efter slag med den flade klinge, og en del anholdtes. Selve Københavns kommandant, generalløjtnant greve von der Schulen- burg, kom selv til stede og opmuntrede til hest soldaterne til at gøre deres bedste. Endelig blev masserne splittede, og kl. ca. 2300 var der ro over kvarteret. Til kl. 0200 holdt hæren Østergade besat, hvorpå styrkerne fik ordre til at returnere til henholdsvis husarkasernen og hovedvagten.
 
Hermed var optøjerne dog langt fra afsluttede, ja, de hidtil stedfundne ekscesser må nærmest blot siges at have været en slags smagsprøve på, hvad der var i vente, idet der rundt på husmure m.m. næste morgen fandtes op- klæbede plakater, der opfordrede alle gode kristne til endeligt at gøre op med jøderne og jage dem ud af landet. Felttegnet for alle gode partigæn- gere skulle være et hvidt bånd om hatten. Et ubekræftet rygte var nået til kongehuset om, at over 700 personer havde forsamlet sig i én styrke for at levere jøderne et afgørende slag. Rygterne medførte, at dele af Københavns garnison - herunder en deling af Den kongelige Livgarde til Hest - fik ordre til at holde sig rede til øjeblikkelig indsættelse. Det frugtede altsammen intet.
 
Søndag den 6. september oprandt, og påny gik det løs fra kl. ca. 0900 med rudeknusning hos Raphael, Jacobsen, Trier m.fl., og en brutalisering af ekscesseme viste sig nu i form af plyndringer af de molesterede huse. I Læderstræde, Hyskenstræde, Vimmelskaftet, Kjøbmagergade, på Gammeltorv og andre steder sloges ruderne ind hos de der boende jøder, og flere i hobene søgte at trænge ind i husene og ødelægge inventaret. Et par steder trængte nogle personer ind hos jødiske vekselerer og prøvede med vold at få deres pantsatte genstande tilbage, ligesom adskillige tyverier fandt sted jævnsides med ødelæggelserne. Særligt hårdt gik det til hos vekselerer Erfeldt på hjørnet af Slippen og Gothersgade. Pøbelen sønderslog først ruderne, derefter skodderne, brød derpå gadedøren op og trængte ind under råbet, at de »ville have fat i jøden!« og at de »ville have fat i deres penge!« Da man ikke fandt Erfeldt selv, knustes møblementet, og meget bortførtes som bytte, inden man trak sig tilbage. I Læderstræde blev en gammel jøde på vej til sit hjem slået ned og mishandlet.
 
Politiet var igen nærmest magtesløst, og kun med yderste besvær lykkedes det soldater og vægtere i forening at rydde gaderne. Disse sidste voldsomheder gav sagen en alvorlig drejning, så alvorlig, at selve den enevældige konge gik i aktion. Hvad man end kan sige om Frederik VI og hans så ofte kritiserede småtskårenhed og snævre horisont, var han dog en folkelig og personlig varmhjertet monark, der lige gerne modtog i audiens såvel kammerherrer som afdankede konstabler. Han var helt af den overbevisning, at i hans rige kunne enhver have den tro, han havde lyst til uden af den grund at skulle forulempes, ligesom kongen ikke ønskede at gøre forskel på sine undersåtter, hvorfor han nu skred hårdt ind overfor tumulterne. Endelig er kommandersergenten i ham vel blevet irriteret over, at ordrer om ro og orden, som HAN havde udstedt, var blevet overtrådt på det groveste, hvorved man jo egentlig indirekte havde givet ham, kongen, en over næsen! En kras kgl. bekendtgørelse udstedtes samme dag og opsloges rundt i byen:
 
»Vi, Frederik den Sjette, o.s.v., gør vitterligt: 
Vi har med yderste mishag erfaret, at adskillige kåde og ildesindede mennesker har i Vor kongelige residensstad tilladt dem at udøve voldsomheder mod adskillige Vore undersåtter, hvorved de endog er gået så vidt, at de har trodset den mod dem anvendte magt, som efter pligt har villet håndhæve borgersikkerheden. Vi har derfor fundet Os bevæget til at træffe sådanne kraftige foranstaltninger, at den ro og fred, som bør finde sted mellem borgerne, kan være beskærmet, og Vi vil derfor have enhver advaret om at vogte sig for at komme nær til de steder, hvor sammenrottelse og opløb findes, da han ellers må tilskrive sig selv, at han udsættes for fare, når magten må bruges mod den offentlige roligheds forstyrere, fordi enhver, som ved slig lejlighed falder, ligger på sine gerninger. Så forbydes og herved alle forsamlinger på gaden, hvor politiet, når flere end to eller tre findes samlede, uopholdeligt har at skille dem ad. Enhver ulydighed imod hvad der af politiet eller andre, som er sat til at holde over orden og fred, befales, og enhver deltagelse i voldsom adfærd, vil, som et forhold, der går ud på at nedbryde den offentlige rolighed, ved en dertil af Os anordnet kommission, som er bemyndiget til at kende uden appel, ^nses med streng korporlig straf, eller, efter sagens beskaffenhed, endog med livsstraf.
 
København, den 6. septbr. 1819.
Frederik R. Kaas (L. S.)
 
 
General von der Schulenburg kaldtes øjeblikkeligt til kongen og fik ordre til for enhver pris at standse urolighederne. At kongen simpelthen var rasende, kan ses af, at han selv ønskede nedsat standretter rundt i byen, der på stedet kunne idømme og eksekvere dødsdomme, hvilken tanke mere koldsindige blandt hans omgivelser dog fik ham overtalt til at opgive.
 
General von der Schulenburg gik til opgaven med den fornødne energi, og selvom kongen ikke fik sit ønske om standretter opfyldt, var der ikke megen blødsødenhed i de instrukser, der udstedtes til de kommandoer, patruljer, piketter m.m., der nu besluttedes udsendt på kryds og tværs i byen. Det hed ligeud i dem, at overfor folk, der ved anholdelse satte sig til modværge, var tropperne berettigede til »at lade dem nedskyde eller ned- støde!«, en bestemmelse, der ellers tager noget af duften fra fælledover- generalens hyggelige, lille hovedstad. Og for at befolkningen nu endelig skulle se, hvem der var herre i byen, blev der trukket forstærkning til hovedstaden, så det battede! Indledningsvis påbød en armébefaling af samme dato, at tappenstregen skulle slås overalt i byen kl. 2000, og at samtlige officerer, underofficerer og »gemene« skulle være i deres kvarterer, for at de hurtigt - når generalmarchen blev slået - kunne rykke ud på de respektive alarmpladser.
 
Følgende styrker blev af den væbnede magt sammendragne til indsættelse:
Frifolkene i byen og forstæderne indkaldtes og udrustedes. Styrken på Hovedvagten forøgedes med 200 mand infanteri. Tillige holdtes 400 mand i beredskab til indsættelse hvorsomhelst i byen.
 
Det borgerlige Infanteri (c: Datidens hjemmeværn) mobiliseredes og fordeltes fra kl. 1900 den 6. sep. således:
100 mand på Kgs. Nytorv,
100 - Amagertorv,
100 - Kultorvet,
100 - Gammeltorv og
100 - i det borgerlige eksercerhus på Christianshavn som reserve.
 
Hele Den kongelige Livgarde til Hest under chefen, generalløjtnant G. W. C. greve von Schmettaw, tilligemed 2. Husareskadron fik ordre til fra kl. 1900 at holde opsadlet klar til indsættelse. Denne rytterstyrke forstærkedes med stabsvagten fra Jægersborg kaserne sammen med Husarregimentets eksercerskole (sammesteds), der beordredes til husarkasemen under kommando af ritmester von Drechsel. Yderligere af sendtes et detachement husarer fra Hirschholm slot. Det hele rytteri (-f- hestgarden) underlagdes i hovedstaden ritmester von Sperling. Trods de her trufne foranstaltninger til opretholdelse af ro og orden, der selv i vore dages København ville være ansete for enorme (regner man den samlede styrke ud, andrager den over 1600 mand militær foruden politiet, der oven i købet forstærkedes med 200 mand civilklædte matroser fra Holmen, bevæbnede med bambusstokke), begyndte tumulterne igen den 6. om eftermiddagen, men denne gang var statsmagten klar til effektivt at dæmme op for disse.
 
De udsendte kommandoer og piketter slog ubarmhjertigt ned på hobene. Særligt hestgardeme havde man respekt for. I strakt karriere jog disse ned ad Østergade med trukne pallasker, og folkemængden blev alle steder revet op og jaget på flugt, medens flere såredes af de lange, tunge klinger, der dog aldrig brugtes med skarpen eller odden. Soldater og politi beholdt valpladsen den 6., men den 7. om aftenen begyndte kampene igen, denne gang af særlig voldsom karakter. På Østergade blev vinduerne knuste på den ene side i nr. 53, 61, 62, 65, 66, 67 og 70 og på den anden i nr. 14, 16, 21, 22, 28 og 31, og facaderne raseredes. Flere af disse huses ruder var tidligere slået ud, men da de igen var isatte den 7., har dette åbenbart virket irriterende på ballademagerne. Flere gange såredes beboerne bag ruderne, idet der nu ofte anvendtes tunge sten og murbrokker fra tomterne (fra 1807) på Nørregade, i Skinder- gade og Krystalgade. Hæren satte nu alt ind på at blive urostifterne kvit. Man nærmede sig mere og mere de egentlige feltmæssige forhold, og regulære rytterchock mod skarerne foretoges atter og atter, medens stenene fløj om ørene på rytterne. Benyttelsen af Borgervæbningen viste sig at være en eklatant fiasko. De ringe feltduelige borgere, der var trukket i uniform på kongens bud, gjorde kun dårlig fyldest. Det var svært for dem at få sig selv til at slå løs på mængden, i hvilken de sikkert ofte har opdaget venner og bekendte.
 
Fig. 3. Hestgarder omkring 1825. - Påklædningen er: Gul livkjole med rødt underfor, rød krave, skulderklapper og opslag m. sølvbesætning. Paille skindbukser og kravehandsker samt sorte, stive støvler. På ryggen føres i et sort lakbandoler patrontasken i sort lak. På hovedet bæres sort lædercasque m. messingkam og sort busk samt sølvsol og skællede sølvschupper. På venstre side af casquen sidder en hvid fjer m. rød top. Under patrontasken føres sabeltasken i sort lædergehæng med det kongelige navnetræk i sølv. Bevæbningen omfatter (her på billedet) hestgardepallask M/ 1808 og (sandsynligvis) kavalleririffel M/ 1827. Garden, der i 1819 talte 1 eskadron, blev indsat under Jødefejden med stort udbytte. Dens medlemmer var - i modsætning til Fodgardens - ikke vellidte i København, hvorfor gardernes indsats måske som en slags modtræk blev særlig kraftig. Hestgarden nedlagdes i 1866 som værende for dyr og ineffektiv. - Koloreret tegning af Th. Bergh i C. C. von Kroghs: »Meddelelser om Den kongelige Livgarde til Hest«, Kbh. 1886.
 
 
Disse betænkeligheder næredes normalt ikke af soldaterne, hvoraf mange var hvervede, og/eller kom fra andre egne af landet, hvor man ikke så særligt venligt på »københavneriet«, der også eksisterede dengang. I enkelte tilfælde ses det af politirapporterne, at borgervæbningsmænd har gjort fælles sag med tumultuanteme og kastet sten mod vinduerne. Der haves også eksempler på, at borgerpatruljer under tjeneste simpelthen har forladt deres ruter og begivet sig ind på det nærmeste værtshus, stillet geværer og chakot’er fra sig og ladet sig beværte. Således overraskede en politiløjtnant en sådan patrulje på gale veje og ville forarget anholde den. Væbningsmændene klagede over anholdelsen, og mærkværdigvis fik de medhold fra de militære autoriteter, og kommandanten udstedte en forordning om, at det var tilladt borgerne under tjeneste »at indtage forfriskninger«, en tilladelse, vi i dag står komplet uforstående overfor, men som tydeligt vidner om de spændinger, der under enevælden kunne komme til udtryk mellem »den røde etat« og de andre statsgrene.
 
 
 
Fig. 4. Karakteriseret generalløjtnant Georg Ludvig greve von der Schulenburg (1755 - 29/3 1828). - Født i Liineburg, dansk officer fra 1772. Gik som major i russisk tjeneste og kæmpede mod svenskere og tyrker 1788-90. 5/3 1802 oberstløjtnant i Jydske Infanteri- regiment. 14/3 1803 karakteriseret oberst og chef for Marineregimentet. 16/11 1809 generalmajor og 23/3 s. å. kommandør for Fodgarden. 29/8 s. å. kommandant i København. 28/1 1817 karakteriseret generalløjtnant. Han førte en overgang den danske division under marskal Davout 1813 og ledede i 1819 under Jødefejden med kraft de forenede militære styrker mod urostifterne. Han ses her iført Fodgardens røde uniformskjole med lyseblå krave og opslag samt hvide kantninger. Dertil sølvbesætning og sølvepauletter. - Stentryk efter tegning af Frænkel (Strunck nr. 2600) i forf. samling.
 
Selv om urolighederne med den 6. og 7. kan siges at have kulmineret, fortsattes tumulterne den 9., 10., 11. og 12. sep., men de havde tabt betydeligt i kraft, og hæren og politiet var fuldt ud herrer over situationen, der nu tydeligt flovede af. Mange loyalitetserklæringer fra borgere, korporationer og foreninger indsendtes til kongen, således også en fra Kongens Livkorps (studenter), hvis chef, generalmajor von Lorenz, modtog nedennævnte, nådige kgl. reskript:
 
»Medlemmerne af Vort livkorps har igennem deres civile foresatte ytret det ønske, at Vi udi denne urolige periode vil bruge korpset eller en del deraf på et eller andet sted som piket, vagt eller patrulje. Vi har med særdeles velbehag modtaget dette bevis på Vort livkorps’ undersåtlige hengivenhed og dets agtelse for den borgersikkerhed og offentlige rolighed, som landets love byder. Ifølge ovennævnte ønske befaler Vi allernådigst herved, at Vort livkorps skal i morgen eftermiddag, fredag den 10. ds. kl. 6 slet, give et piket ved Vort palæ på Amalienborg af 1 kaptajn, 3 løjtnanter, 6 underofficerer og 100 mand. Dette piket gives således hver anden dag samme sted og tid, altså næste gang på søndag aften og så fremdeles indtil nærmere ordre. Pikettet medgives 10 skarpe patroner pr. mand, men geværerne lades ikke førend nærmere ordre, som i så fald gives af Vor generaladjudant, generalmajor Biilow, under hvis kommando pikettet står«.
 
Det ville være naturligt, om man for at sætte sig ind i den ånd, der herskede i de kritiske dage og undersøge, hvad der egentlig skete, gik til aviserne (i arkiverne) fra tiden, men her bliver man skuffet. Frederik VI hadede som bekendt enhver form for fri presse, og i hans senere år havde denne »mundkurv« på, næsten efter østeuropæisk mønster. Enhver betydende artikel, der blot tangerede politik og de herskende forhold, skulle indsendes til politimesteren under navn inden trykningen, og passede indholdet ikke politiet, blev den nægtet trykning, ligesom der i særlige tilfælde rejstes sag mod forfatteren.
 
Kongen selv læste normalt kun »Politivennen«, som han studerede med den største opmærksomhed. Dette blad, som må karakteriseres som datidens »sensationssprøjte«, havde specialiseret sig i at påtale forhold - ofte af kommunal art - som forekom at rumme misbrug eller forsømmelighed fra myndighedernes side. Bladets horisont var visselig ikke vid, men netop denne detailkritik af embedsmændene interesserede kongen, og ofte greb han ind på en måde, der gjorde hans gode hjerte ære. Han udtalte selv en gang, fnysende af raseri, da en artikel efter hans mening var gået regeringen for tæt på i kritik: »Hvortil alt det smøreri i en stat, hvor enhver kan få sin ret?«, en udtalelse, som han jo stort set kan have ret i, og som på sin vis gør den nøgterne og retfærdige regent i ham ære, men som selvfølgelig er en skærende disharmoni til politisk frihed og selvstændighed. De københavnske blade mæler derfor så godt som intet om begivenhederne. Havde de gjort det, ville det jo også - efter kongens indstilling - have været et eklatant mistillidsvotum til hans embedsførelse.
 
Fig. 5. Frederik VI (28/1 1768-3/12 1839). Allerede som dreng fik han stor interesse for militæretaten, en interesse, han bevarede hele sit liv. Den af civile historikere ofte udtalte kritik mod hans interesse for farver på rabatter, kraver, skulderklapper m.m. er ganske forfejlet, idet de forskellige aftegninger dengang betegnede afdelinger og våbenarter og var genstand for de fleste fyreters og officerers interesse i overensstemmelse med empirens uniformsglade epoke, en epoke, hvor blot tanker om en enhedsuniform ville være ansete for blasfemi. Han udviklede med årene en stadig mere reaktionær livsindstilling. Således holdtes i årene 1807-13 intet egentligt statsråd, men alle vigtige sager afgjordes af kongen og adjudantstaben. Var i besiddelse af varme og inderlige følelser for såvel befalingsmænd som menige og søgte overalt at lette såvel de tjenstlige som sociale kår for disse. Hans indsigt i hærens opbygning og daglige tjeneste var betydelig. - Maleri af F. C. Grøger 1808 i De danske Kongers kronologiske Samling på Rosenborg slot.
 
 
Et skrift af overkrigskommissær Øst »Om tumult og opløb« fik dog censurens ubetingede bifald og blev efter autors forslag uddelt gratis. Det er interessant at blade i ordrebøger fra dengang, og man opdager, at det åbenbart var hærens hensigt under alle omstændigheder at bryde modstanden, selvom skydevåben skulle være bragt i anvendelse. Således siger hestgardens ordrebog for den 6. og 7. sep.:
 
»6te septbr. I aften kl. 8 opsadler garden for på nærmere ordre at udrykke af kasernen til ordens vedligeholdelse. Hver mand medgives 12 skarpe patroner, og pistolerne lades forinden afmarchen. Tillægsordre: Kl. ll/i aften afmarcherer 1 und.off., 1 vicekorporal og 20 gardere for at postere sig på Vandkunsten, hvorfra de idelig udsender patruljer langs kanalen til materielgården, ligesom også de tilstødende gader afpatruljeres. De afløses hver 3dje time, dersom hele garden ej får ordre til udrykning. 7de septbr. I eftermiddag kl. 6 har alt opsadlet til udrykning. Så længe urolighederne vedvarer, skal ingen vagt gives på palæet hos Hs. Maj., der desuden har befalet, at der i de dage, urolighederne varer, skal gives dobbelt lønning til de und.off., tromp. og gardere, som har opsadlet eller er udrykkede«.
 
Det er således godtgjort, at i hvert fald dele af de udrykkende styrker var udrustede med skarp ammunition og rede til at åbne ild mod mængden, hvad de dog aldrig fik lejlighed eller ordre til. Ikke et eneste skud er - så vidt kilderne meddeler - blevet affyret, og man kan således kun gisne om, hvad der ville være sket, såfremt beskydning af borgerne havde fundet sted i større stil, hvorpå tumulterne meget nemt kunne være gået over i næste fase: Revolution! At de berørte befolkningsdele ikke så med synderlig respekt på »lands- faderen« i de hektiske dage, kan ses umiddelbart af de nidopslag, der rundt i byen ved nattetid opklæbedes, og hvori kongen bl.a. blev beskrevet som: »Frederik den Sjette, jødernes konge«, med en tydelig allusion til Markus-evangeliet.
 
Kongens nærmeste militære omgivelser gik heller ikke ram forbi. Medlemmerne af generaladjudantstaben, de i de brede lag i befolkningen så forhadte officerer under chefen, generalmajor F. C. von Biilow, der almindeligvis benævnedes »rødtoppene« eller »de røde fjer« (efter bicor- net’ens fjerprydelse), og som normalt ansås for at øve uheldig og ærkereaktionær indflydelse på kongen, måtte se sig betegnede som »landets pest«, der handlede med den svage konge, som de havde lyst til. De beskyldtes kort og godt for at give embeder bort til deres »kanutter«, ligesom »aktricer, komedianter og danserinder havde i disse karle deres bedste beskyttere« O.S.V.
 
Selvfølgelig fik begivenhederne et alvorligt efterspil for de mange anholdte. En særlig kommission blev efter kongens ordre nedsat for at afhøre de implicerede og fælde domme. De fleste af de anholdte var grebet in flagranti, og da kommissionens forhør og prompte afsigelse af relativt hårde domme rygtedes at være yderst summariske efter danske forhold (ligesom dommene IKKE kunne appelleres!!), blev dette en medvirkende årsag til, at optøjerne hurtigt aftog i intensitet, og omkring den 30. sep. var København faldet til ro igen. De store, militære styrker, der i enhver henseende havde været udslaggivende, kunne nu endelig inddrages, og opretholdelsen af ro og orden igen overdrages til politiet.
 
Af retsprotokollernes domme skal her nævnes et passende ekstrakt. Fx:
1) »Skomagermester J. J. 3 års rasphusarbejde. Hans forseelse bestod derudi, at han den 7. september om aftenen, da en stor del mennesker var forsamlede på Østergade udenfor en butik, hvis vinduer blev indslagne, fremførte den ytring, at det ikke var værd at slå ruderne ind, men at det var bedst at gå lige ind.
2) Skomagerdreng N. E. A., 1 års forbedringshusstraf. Han var sigtet for i forening med sin efternævnte kammerat fra huset nr. 10 i Gothersgade, hvor deres mester boede, at have indslået ruderne i Fiirst’s gård på hjørnet af Gothersgade og Adelgade.
3) Arbejdsmand O. O. S., 8 måneders forbedringshusarbejde. Var den 6. september med til at slå ruderne ind i et hus i Store Grønnegade og peb og råbte hurra for kommandanten, da denne passerede gaden til hest.
4) Musketer af 1ste Jydske Infanteriregiment 1.1. T., 6 gange 5 dage på vand og brød. Deltog i rudernes indslagning på Østergade den 8. september.
5) Afskediget grenader S.I.A., 6 gange 5 dage på vand og brød. Antruffet den 6. om aftenen med en stor sten skjult under sit skødeskind, hvilken sten han påstod at have modtaget af en person, der var i følge med flere. Han vedgik, at det havde været hans hensigt at slå ruder ind, dersom han ikke var blevet forhindret ved anholdelsen.
6) Bødkermester P. N. T., 2 gange 5 dages vand og brød. Slog den 8. september om dagen en person af den mosaiske trosbekendelse, da denne efter en samtale »var kommet til at træde på hans ligtorne«. Det sidste er ikke oplyst«.
 
Episoden må siges at være den eneste kendte jødeforfølgelse i Danmark i den nyere tid. Efter 1814 havde jødiske, danske statsborgere fået så godt som ligeberettigelse med deres medborgere, men kun tilnærmelsesvis. (Fx var det nærmest umuligt for jøder at blive officerer), men ved grundlovens indførelse i 1849 svandt de sidste restriktioner, og fuldstændig religionsfrihed og lige* berettigelse etableredes.
 
Det tjener den ellers ikke særligt heldige Frederik VI og hans regering til ære, og var givet med fuld ret og sikkert ganske bevidst, at kongen i sin bekendtgørelse mod optøjerne ikke anvendte hverken ordet »jøde« eller dets afløser i dansk lovsprog siden 1813 »mosaisk trosbekender«. For hans landsfaderlige betragtning var der opstået en beklagelig indre splid mellem hans ligestillede undersåtter, og det vakte hans yderste mishag, at »kåde og ildesindede mennesker har i Vor kongelige residensstad tilladt dem at udøve voldsomheder mod adskillige Vore undersåtter«. Endnu en gang i vor historie har vi måttet se vort militær blive brugt som hjælpepoliti og med fuldt overlæg blive indsat mod ubevæbnede borgere, der oven i købet forsamlede sig i ly af grundlovens paragraf om forsamlingsfrihed.
 
Det var ved »slaget på Nørre Fælled« den 4. maj 1872, hvor københavnsk politi side om side med 2 eskadroner af Gardehusarregimentet splittede de københavnske, socialdemokratiske arbejderes protestmøde, men det var som bekendt en anden tid med en anden livsanskuelse og indstilling til begreberne frihed og nationalisme, der vel egentlig først ebbede ud med Estrups provisorie- og gendarmeriår for at nærme sig nutidens mere humane og smidige administration af såvel den væbnede som udøvende magt.
 
 
Bibliografi:
»Calender over alle ved den Kongelige Danske Armee samt de Vestindiske, Guinesiske og Ostindiske Tropper ansatte Officerer« etc., forlagt og udgivet af Herman Kierulf, Kbh. 1819, Davidsen, J.: »Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn«, bd. II, Kbh. 1881,
Garbrecht, J.: »Sværd og Banner. Kort Historisk Beretning om H.M. Kongens Livcorps og Livjægercorps, det borgerlige Infanterie og Artillerie, samt Brandcorpset i Kjøbenhavn«, Kbh. 1831,
»KENTAUR«, panservåbnets blad, nr. 2, årg. 1968,
Krogh, C. C. von: »Meddelelser om Den kongelige Livgarde til Hest«, Kbh. 1886,
Nathanson, M. L.: »Historisk Fremstilling af Jødernes Forhold og Stilling i Danmark, navnlig Kjøbenhavn«, VIII, Kbh. 1860,
»Ordrebog for Den Kgl. Livgarde til Hest« (sep-okt. 1819), håndskr. prot., Hærens Arkiv,
» Parol Journal No. 2« (sep-okt. 1819), håndskr. prot., Bureauet for Armeens Com- mandosager, Hærens Arkiv,
Petersen, E.P.N.: »Haandbog i den danske Militairret«, 1. Deel, Kbh. 1829, »Politikens Danmarkshistorie«, bd. 10, Kbh. 1964,
Richter, V.: »Den danske Landmilitæretat 1801-94«, 2. Del, Kbh. 1897,
Strunck, A.: »Samling til en beskrivende Catalog over Portraiter« etcM bd. 1, Kbh. 1865,
Vaabenhistoriske Aarbøger II, under redaktion af Otto Smith, Kbh. 1937-39,
Oplysninger fra Figurgruppen, Dansk militærhistorisk Selskab, samt Tøjhusmuseet, København.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_100_aargang_mar.pdf
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: