Israel og Libanon:

Danmark har i 2009-11 bidraget til den forstærkede UNIFIL-mission i Sydlibanon. Denne har siden konflikten i 2006 været en del af indsatsen for at opretholde fred i området. I 2006 førte Hizbollah-angreb ind i Israel til en israelsk invasion og en godt en måned lang væbnet konflikt. Siden denne har der været nogenlunde ro i området, men en egentlig afklaring og fred er næppe kommet nærmere. Problemet, der har udgangspunkt i Libanons rolle som base for militante grupper, er uløst, og den skrøbelige interne balance i Libanon, hvor de triste minder fra borgerkrigen stadig spiller en stor rolle, gør de libanesiske aktører meget forsigtige.

Foto: Forsvaret.dk, Fotograf Rune Dyrholm

Konteksten for situationen er desuden blevet mere usikker som følge af det arabiske forår: hvad vil der ske i Syrien, hvordan vil magtbalancen i regionen påvirkes, og vil substatslige aktører som Hizbollah vejre morgenluft?

Israel spiller en nøglerolle i forhold til Libanon. Hizbollah bruger truslen fra Israel som begrundelse for sine aktiviteter, den libanesiske regering frygter for israelske indgreb som svar på Hizbollah-angreb, og en stor del af det libanesiske establishment giver oprettelsen af den israelske stat skylden for problemerne med de palæstinensiske flygtninge i Libanon.

Dialog mellem Libanon og Israel finder løbende sted i de såkaldte treparts-møder mellem parterne og UNIFIL – United Nations Interim Force In Lebanon – på basis af Sikkerhedsrådets Resolution 1701, der fulgte 2006-konflikten. Hidtil har treparts-møderne ført til meget små fremskridt.

Spørgsmålet her er, om parterne i den aktuelle situation med regionalt opbrud har fået større eller mindre incitamenter til at afklare deres forhold, forholde sig i ro eller påbegynde en ny konflikt? For at diskutere dette ses på tre forhold i det følgende: for det første de grundlæggende interesser og den hidtidige udvikling i det israelsk-libanesiske forhold[1]. For det andet UNIFIL’s tilstedeværelse og rolle. For det tredje implikationerne af det arabiske forår.

Udviklingen i det israelsk-libanesiske forhold

Kun i et enkelt tilfælde har der været krig mellem Israel og Libanon – hvis man forstår krig som væbnet konflikt direkte mellem to lande. Det var i 1948-49, hvor Libanon besluttede at deltage i den arabiske angrebskrig mod Israel. Angrebet fandt sted umiddelbart efter, at Israel erklærede sig som ny og uafhængig stat på basis af FN’s delingsplan. Efter den israelske sejr blev der indgået våbenhviler, herunder også mellem Israel og Libanon, men nogen fredsaftale er det endnu ikke blevet til.

Hvis man anlægger et bredere perspektiv og kigger på væbnet konflikt i det hele taget, har det israelsk-libanesiske forhold til gengæld været meget udsat. Fra begyndelsen af 1949 til sidst i 1960’erne, var der ro ved grænsen mellem de to lande. Substatslige aktører har siden da bidraget til at holde konflikt og fjendtligheder i kog.

På den ene side står Israel med et stærkt nationalt sammenhold og et overlegent militær, og på den anden side står Libanon, der har været plaget af borgerkrig, ekstern indflydelse og har et minimalistisk militær.

Set fra en israelsk synsvinkel er det da heller ikke Libanon i sig selv, der udgør en trussel mod Israel – Libanon er simpelthen for svagt. Til gengæld har netop svagheden udgjort en trussel, da den har muliggjort, at Libanon har kunnet være base for andres fjendtligheder mod Israel (Schiff 1984). På den baggrund har forholdet mellem Israel og Libanon over tid udviklet sig fra relativt ’godartet’ til ’ondartet’ (Eisenberg 2010), men med en kontinuert israelsk interesse: at begrænse terrorangreb over grænsen for at sikre sin nordlige befolkning (Jones og Catignani 2010: 163).

Set fra et libanesisk perspektiv bidrog oprettelsen af Israel til flygtningestrømme, der ikke er blevet integreret, PLO’s indtog i 1970, og senere den delvise israelske besættelse af Sydlibanon frem til 2000 (Spyer 2009: 195). Siden har intern splittelse i Libanon umuliggjort, at centralregeringen har kunnet eller villet forhindre Sydlibanon i at fungere som militantes baseland mod Israel.

I 2006 invaderede Israel det sydlige Libanon efter, at Hizbollah havde angrebet ind over den israelske grænse og dræbt og bortført soldater (om 2006-krigen se Mohamad 2011). Der fulgte en voldsom konflikt, der førte til, at FN indsatte en forstærket UNIFIL-mission som buffer i Sydlibanon.

2006-konflikten udsprang af Hizbollahs angreb. Angrebene blev begrundet med ’modstand mod Israel’ og gengæld for tidligere israelske tilfangetagelser af palæstinensere og libanesere fra 1982-2000-perioden, som måske kunne udveksles med tilfangetagne israelske soldater.

Konflikten var den voldsomste siden 1982-konflikten, der var en kulmination på den stadigt hårdere linje, som Israel havde anlagt siden sidst i 1960’erne. Dengang var baggrunden, at palæstinensisk terrorisme tog udgangspunkt i Libanon. Jordan smed efter et opgør PLO på porten i 1970, og Libanon blev organisationens nye base. Dele af Beirut, men især Sydlibanon (’Fatahland’) blev brugt i kampen mod Israel.

Israel modgik dette med forskellige foranstaltninger. Udover de militære, der undgik af ramme statslige libanesiske mål og institutioner, satsede Israel på afskærmning, overvågning, bygning af beskyttelsesrum samt mobilisering af frivillige i de nordlige bosættelser (Schiff 1984). Sideløbende med håndteringen af den palæstinensiske terrorisme, udbyggede Israel samarbejdet med kristne libanesere i 1970’erne, men afstod fra fuldt at imødekomme disses ønsker, da det var dets klare mål at holde sig på en vis afstand af libanesisk indenrigspolitik.

Den libanesiske borgerkrig, der brød ud i 1975, førte til en syrisk invasion i 1976. Dermed kom en ekstra spiller på banen, der overlejrede den libanesiske side i konflikten med Israel. I Israel var opfattelsen i udgangspunktet, at Syrien skulle ud. En svært-bevæbnet arabisk nabo rykkede ind lige over Israel. Der var imidlertid også andre hensyn: for det første blev syrerne optagede af at prøve at begrænse den libanesiske borgerkrig, for det andet blev deres styrker delt mellem Golan og Libanon, og for det tredje lavede Israel en geografisk markering i form af en rød linje.

Efter LIKUD’s erobring af regeringsmagten i Israel i 1977, undergik Israels Libanon-politik en række forandringer i form af, at flere styrker blev indsat, og operationerne blev af længere varighed. I 1982 fandt, som nævnt, den hidtil største israelske operation sted. PLO havde fra Sydlibanon angrebet mål i det nordlige Israel, og Israel ville med invasionen skabe en sikkerhedszone for at komme angrebene til livs.

Operation Fred For Galilæa blev omkostningsfuld. Der var store civile libanesiske tab, men også i Israel blev der stillet spørgsmålstegn ved, om de israelske tab ved denne operation stod mål med dens resultater, og man kunne byde de israelske soldater at udføre defensive opgaver på så offensiv vis.

PLO’s militære gren blev trængt ud af Libanon og måtte flytte til Tunis og andre steder. I stedet så en anden militant gruppe mulighed for at fylde det opståede interne magttomrum: Hizbollah.  

Israel opretholdt sikkerhedszonen indtil 2000, og UNIFIL genoptog i princippet de mandatmæssige opgaver, som styrken havde haft siden 1978, men som var blevet reduceret i forbindelse med den israelske sikkerhedszone. Syrien afsluttede sit militære engagement i Libanon i 2005 efter pres fra FN og USA, samt efter libanesiske gruppers pres på baggrund af mordet på Rafik Hariri. Herefter stod den svage libanesiske centralregering tilbage sammen med en begrænset UNIFIL-styrke med et lige så begrænset mandat.

Internt i Libanon blev situationen forværret af spændinger som følge af Hariri-mordet. Den tidligere premierminister Hariri var en rig og populær politiker, der tilskrives en stor del af æren for genopbygningen af Beirut. Mistanken om, at Syrien stod bag mordet, opstod straks. Senere har uofficielle forhåndsmeldinger fra Den særlige FN-undersøgelseskommission peget på Hizbollah-medlemmer som ansvarlige.

Hizbollah, der var afhængig af støtte fra Syrien, havde dermed en stærk interesse i at få opmærksomheden vendt andetsteds hen og genoprette sit image som forsvarer af Libanons suverænitet.  

Året efter fremprovokerede et Hizbollah-angreb ind i Israel da også et voldsomt israelsk modangreb, og resultatet blev den godt en måned lange konflikt i sommeren 2006. Herefter blev UNIFIL’s mandat forstærket.

UNIFIL’s rolle

Det internationale samfund har forsøgt at agere buffer siden 1978, hvor UNIFIL været til stede på Sikkerhedsrådets foranledning. I de første år skulle UNIFIL sikre den israelske tilbagetrækning efter Operation Litani, der var et modsvar på PLO-angreb ind i Israel, samt bidrage til den libanesiske regerings kontrol med området. Siden er UNIFIL’s mandat blevet justeret efter konflikten i 1982 og den israelske tilbagetrækning i 2000, og efter 2006-konflikten blev det udvidet.

Ifølge Sikkerhedsrådets resolution 1701, skal UNIFIL overvåge våbenhvilen, hjælpe den libanesiske hær (Lebanese Armed Forces – LAF) med at afvæbne grupper i Sydlibanon (dvs. Hizbollah), bidrage til tilvejebringelsen af den humanitære indsats, samt hjælpe den libanesiske regering med at opretholde sin grænse[2].

Af resolution 1701, der fulgte 2006-konflikten, fremgår det således, at UNIFIL har flere formål med sin omfattende tilstedeværelse i området.

To af formålene, at overvåge våbenhvilen samt at bidrage til forløbet af den humanitære indsats, har hidtil været relativt ukontroversielle og er blevet nogenlunde opfyldt.

Et tredje element i mandatet er, at UNIFIL skal hjælpe den libanesiske regering med at overvåge og beskytte grænsen. Dette er hidtil også gået nogenlunde, om end en episode i august 2010 skæmmer forløbet. Israelske soldater beskar bevoksningen foran deres overvågningsudstyr lige ved grænsen, hvilket fik LAF til at skyde, og i alt fire, her i blandt den israelske oberstløjtnant, der havde ansvar for træfældningen, blev dræbt. Den libanesiske hær vedstod at have skudt først, og FN’s talsmand erklærede, at de israelske soldater klart befandt sig på den israelske side af grænsen (Ellegård 2010).

Det er imidlertid et fjerde element i UNIFIL’s mandat, der har vakt størst kritik, og som må anses for fuldstændig uopfyldt: nemlig at hjælpe LAF med at afvæbne substatslige aktører i området. Fem år efter UNIFIL’s ankomst har Hizbollah stadig sine våben, får flere (fra Iran og via den syriske grænse), og går mere eller mindre åbenlyst rundt med dem. F.eks. antræffes ofte jægere, bevæbnet med kalashnikovs, da beboerne har ret til at gå på jagt i det i øvrigt jagtbytte-fattige område. Et andet eksempel er problemet med UNIFIL’s reaktionstid. De israelske soldater på den anden side af grænsen, der døgnovervåger aktivitet og iagttager våbentransporter, har oplevet, at henvendelser til UNIFIL, kan være nyttesløse. På grund af procedurer for indgriben, er UNIFIL’s reaktionstid – i det geografisk set lille område – typisk på et par timer, hvorefter hizbollaherne naturligvis er væk. Det er også sket, at UNIFIL og LAF er nået frem, men har valgt hverken at gribe ind eller rapportere hændelsen[3].

Det er klart, at der er tale om en ekstremt følsom opgave, der indebærer risici for ophidselse af folkestemningen, optrapning af vold, og udløsning af de eksisterende spændinger i Libanon, hvor de politiske beslutningstagere generelt set er yderst forsigtige med ikke at forskubbe balancer.

For den libanesiske stat/regering er situationen måske heller ikke så dårlig endda. For det første yder UNIFIL via sin blotte tilstedeværelse en beskyttelse mod eventuelle israelske krænkelser af grænsen i tilfælde af Hizbollah-angreb ind i Israel. For det andet begrænser UNIFIL trods alt Hizbollahs muligheder for at provokere Israel. En ting er at hobe våben op, noget andet er at bruge dem lige for næsen af FN-styrker. For det tredje vinder man tid i libanesisk politik og behøver ikke at udfordre en svært bevæbnet substatslig aktør med folkelig opbakning på et tidspunkt, hvor resten af det politiske miljø ikke har en fælles politik for landets udvikling. For det fjerde sparer man ressourcer og kan, i italiensk bystats-stil (dvs. satsning på handel og kultur på bekostning af forsvarsudgifter), bygge resten af landet op – mens den ydre sikkerhed i det libanesiske tilfælde varetages af det internationale samfund.

Fra et israelsk perspektiv er situationen mindre tilfredsstillende. Hizbollah har fået mulighed for at rekonstituere sig efter 2006-konflikten – og oven i købet at styrke sig selv til senere aktivitet. Dermed understøtter FN-indsatsen den generelle, israelske mistro til FN. På den anden side har UNIFIL’s blotte tilstedeværelse efter 2006 hidtil tilsyneladende dæmpet Hizbollahs angrebslyst og fungerer dermed som en ekstra buffer for Israel. Desuden har Israel ikke interesse i et ustabilt Libanon, hvor andre, som Syrien og især Iran, ville kunne øge deres indflydelse, og UNIFIL virker også som en buffer mod dette i syd – hvor risikoen er stor.

Det arabiske forår

Omvæltningerne i den arabiske verden i foråret 2011 startede i Nordafrika, langt fra Libanon, og processerne er stadigt åbne. Omvæltningerne har imidlertid potentialer til at påvirke det israelsk-libanesiske forhold på flere måder.

Hizbollah kan meget vel imødese en svækkelse. Organisationen har ideologisk set været en del af det radikale islamistiske alternativ til den aktuelle verdensorden, og der har i den arabiske verden ikke været tungtvejende alternativer hertil før foråret 2011. Liberale strømninger med større appel til de mange unge i regionen er imidlertid kommet på banen, hvorimod islamiske strømninger har lidt nederlag: Det Muslimske Broderskab i Egypten spillede tilsyneladende en underordnet rolle i opgøret, og al-Qaeda mistede sin leder, da Osama bin Laden blev dræbt af amerikanske marinere i en aktion i Pakistan den 1. maj 2011. En vigtig allieret for den ideologiske strømning – om end med en noget anden egen ideologi, Syrien, er desuden blevet svækket af egne interne protester mod det siddende, autoritære styre.

På lidt længere sigt er det afgørende, hvordan det egyptiske militær stiller sig. I maj 2011 åbnede det, efter den reelle magtovertagelse, for grænserne til Gaza i strid med Israels aftale med palæstinenserne om grænsekontrol. Hvis Egypten søger at genforhandle eller opsige sin egen fredsaftale med Israel, kan Hizbollah, trods ideologisk svækkelse, vejre morgenluft. Da Hizbollah ved siden af sit radikalt islamistiske grundlag påberåber sig legitimitet i kraft af modstanden mod Israel og beskyttelse af Libanon herimod, kan den øvrige ideologiske svækkelse i forening med pres på Israel sydfra, give anledning til forøget voldelig aktivitet.

Endelig kan spørgsmålet om de iranske kernevåbenbestræbelser spille ind. Regimet i Teheran kan føle sig opmuntret til at styrke og fremskynde bestræbelserne på at krydse kernevåbentærsklen i lyset af det arabiske forår: skulle der inspireret heraf komme yderligere protester og oprør i Iran, vil det øge handlefriheden i forhold til at slå disse ned, hvis regimet har kernevåben. Dette vil alt andet lige gøre omverdenen mere forsigtig. Ligeledes giver det arabiske forår mulighed for at styrke og fremskynde bestræbelserne, da USA har opmærksomheden rettet andre steder hen. I forhold til Libyen, hvor oprøret har ført til borgerkrig, uddelegerede USA fra starten en del af indsatsen til koalitionen og allierede. Men udviklingen vil kræve opmærksomhed i en længere periode, og styret i Teheran vil måske udnytte situationen, og her kan interesserne falde sammen med Hizbollahs.

Disse forhold – der peger i forskellige retninger – og en række andre uafklarede processer giver dels en grundlæggende uro i regionen, og dels en heraf følgende usikkerhed. Dette tilsiger, at både de libanesiske myndigheder og Israel udviser stor forsigtighed, og giver dem et incitament til at se udviklingen an.

At det arabiske forår på det ene side giver uro og på den anden incitamenter til forsigtighed, betyder ikke, at der ikke er konkrete, aktuelle udfordringer, der har udviklet sig i tiden før omvæltningerne i den arabiske verden.

Fra et israelsk perspektiv er der grund til at frygte, at Hizbollah vil bruge Israel som syndebuk, da substatslige aktører er lidt ’friere’ stillet og har andre hensyn at tage, og at interne sekteriske spændinger i Libanon dermed fører til uro over grænsen.

Efter konflikten i sommeren 2006, var der som nævnt debat om krigsførelsen i Israel. Der var en del intern kritik af det israelske forsvars planlægning og konkrete strategi, og der blev rejst spørgsmål om, hvordan et så stærkt forsvar ikke havde kunnet gennemtvinge en større og mere omfattende sejr. Til gengæld var der i juli 2011, fem år efter konflikten, en udstrakt tilfredshed i Israel med, at der i så høj grad havde været ro ved grænsen i de fem år[4]. Bortset fra en hændelse i 2010 (træfældningshændelsen), havde der ikke været raketangreb ind over den israelske grænse. For første gang i 40 år, vil børn, der starten skolen, ikke have oplevet sirener eller katyuasha-raketter, har den tidligere israelske forsvarschef, Gabi Ashkenazi sagt i en vurdering af, hvordan det var gået efter konflikten[5].

På den anden side er den israelske frygt for Hizbollahs formåen vokset i tiden efter konfliktens afslutning. Hizbollah rykkede godt nok ca. 25 km længere nordpå og omgrupperede sig i shiitiske landsbyer for at kunne anvende menneskelige skjolde i de befolkningstætte områder. Til gengæld er Hizbollahs raket-bestand både øget i antal, rækkevidde og præcision. Der er forskellige skøn over, hvor stor Hizbollahs kapacitet er, men et fællestræk er, at antallet er markant forøget. Raketterne kan nå de store byer Tel Avis og Jerusalem, og også byer i det sydlige Israel. Selv om raketterne ikke kan bruges til en besættelse eller erobring af Israel, kan de bruges til at terrorisere den israelske befolkning og binde militære ressourcer. Under Libanon-konflikten fik Hizbollah raketter fra Syrien, men også Iran har ladet mange våben tilflyde.

Israel har hidtil haft tre svar på situationen efter 2006 og Hizbollahs oprustning. For det første nøje at overvåge grænsen og at sikre en afskrækkelsesstyrke. For det andet at acceptere UNIFIL’s tilstedeværelse og søge at drage nytte af denne. For det tredje at presse den libanesiske regering til at forsøge at holde en vis snor i Hizbollah ved at melde ud, at ved fremtidige angreb ind i Israel, vil Libanons regering blive holdt ansvarlig. Hidtil har Israel søgt at holde mellemværendet mellem Hizbollah og sig selv og undgå, at en konfrontation mellem Israel og Libanon som sådan. Med denne udmelding har Israel lagt et større pres på den libanesiske regering, der hidtil har kunnet distancere sig Hizbollahs angreb på Israel for ikke selv at risikere at lægge sig ud med bevægelsen.

Fra et libanesisk perspektiv samler interessen sig om de uafklarede indre forhold, om følgerne af Hariri-sagen, samt om risikoen for, at Libanon i værste fald vil kunne blive brugt som opmarchområde.

Hariri-sagen er overordentlig følsom og rammer dybt ned i libanesisk politik. FN’s særlige tribunal har ført til, at fire mænd er blevet sigtet for mordet på den tidligere premierminister Rafik Hariri og 21 andre i februar 2005. De fire sigtede er Hizbollah-medlemmer, som der er blevet udstedt arrestordre på, men Hizbollah har nægtet at udlevere dem.

I januar 2011 fik Libanon ny premierminister, Najib Mihati, og gik ind i en lang regeringskrise. Baggrunden var, at Hizbollah trak tæppet væk under den hidtidige premierminister trådte tilbage i forbindelse med Hariri-tribunalets fund. Først i juni lykkedes det for Mihati at få en ny regering på plads baseret på Hizbollah og allierede.

Der er i litteraturen enighed om, at Hizbollah har meget tætte forbindelser til Iran, får våben og politiske og militær støtte herfra, men også at Hizbollah har en vis autonomi, og at der forskellige linjer i Hizbollah i forhold til den iranske indflydelse. Det var dog bemærkelsesværdigt, at den iranske ambassadør i Libanon, Ghazanfar Roknabadi, i marts omtalte Israel som Libanons ærkefjende og eneste fjende[6]. På fem-årsdagen for 2006-konflikten sagde Hizbollahs næstkommanderende, Sheikh Naim Qassem, det samme, og han gentog det i august i forbindelse med indre uenigheder i Libanon.

At have Israel som Libanons fjende er afgørende for Hizbollah, da en stor del af bevægelsens legitimitet bygger på at være ’modstandsbevægelse’, også efter, at Israel i 2000 trak sig ud af Sydlibanon. At vedligeholde opfattelsen af Israel er således vigtig for Hizbollah, og den er ikke blevet mindre vigtig efter 2006-konflikten, hvor Hizbollah efter mange libaneseres mening trak Libanon ind i en unødvendig og blodig konflikt.

2006-konflikten viste konfliktpotentialet i området, og situationen er stadig ikke afklaret. Konteksten er blevet mere kompliceret efter det arabiske forår. Mange udviklinger er åbne, og en ny magtbalance har endnu ikke udkrystalliseret sig. Siden 2006-konflikten har det dog set ud til, at både Israel og Hizbollah ser en ny krig som ’last ressort’.

Hizbollah har, trods flere og bedre raketter, kun mulighed for at terrorisere den israelske befolkning, destabilisere og høste hjemlige point. Der er derfor primært grund til tilbageholdende, med mindre bevægelsen inddrages i en større regional konflikt på iransk side. Som ikke-statslig aktør på den militære dimension har Hizbollah dog et større spillerum, og det kan ikke udelukkes, at bevægelsen under internt pres vil satse på Israel-kortet.

Libanesisk politik er som nævnt præget af stor forsigtighed. Dels på grund af mindelserne og borgerkrigen, dels på grund af den aktuelle, komplekse situation. De langtrukne besværligheder med at få en regering på plads i foråret 2011 vidner om dette, men også usikkerheden om udviklingen især i Syrien[7] nærmest handlingslammer libanesisk politik. Svaret har hidtil været mere byggeri, mere politisk indflydelse til Hizbollah, samt en forsigtig diskussion af problemerne med det sekteriske styre, men ingen handling. Hizbollah får imens lov at ’beskytte’ sydflanken, men på en baggrund af udtrykt libanesisk ulyst ved eventyrpolitik.

I forhold til den langsigtede udvikling vil meget imidlertid afhænge af, hvordan Libanon vælger at håndtere den shiitiske underrepræsentation i forhold til den politiske magtfordeling (Zisser 2009: 174), da Hizbollah er dennes ’spydspids’ i kampen, trods begrænset tilslutning til Hizbollahs mål som sådan (Op. cit.: 173).

Også Israel har grund til at agere afventende og forsigtigt, selv om den israelske hær er overlegen og har lært af erfaringerne fra 2006. I den labile regionale kontekst, og med et Iran, der udvikler sit nukleare program, har Israel næppe incitamenter til at sprede kræfterne i den aktuelle situation, i hvert fald ikke så længe, at raketterne udebliver. Der kan vise sig større udfordringer.

Begge parter har dermed grund til foreløbigt at satse på UNIFIL’s fortsatte tilstedeværelse som en forsikring i en usikker, regional situation.

USA har spillet en tilbagetrukket rolle (om vigtig) rolle under det arabiske forår. Signalerne fra Washington i foråret 2011 har været, at de arabiske befolkninger og/eller politikere skulle lede udviklingen og USA’s allierede spille hovedrollen i den eventuelle eksterne indsats. I forbindelse med den FN’s baserede intervention i Libyen, lod USA da også europæiske allierede og NATO stå med ansvaret, men bidrog dog på afgørende vis med politiske meldinger, logistik, koordination og krydsermissiler, der banede vejen for den øvrige mission.

Under det aktuelle arabiske opbrud har USA en stærk interesse i, at der ikke udvikler sig for mange konflikter i regionen.  I tråd med den hidtidige amerikanske politik, er en bevarelse af det libanesiske demokrati og en udvidelse bort fra det sekteriske system ønskeligt, såfremt det ikke fører til et nyt, internt magtopgør i landet. Ligeledes er det i USA’s interesse, at Hizbollah holdes i ro, så Israel ikke terroriseres eller provokeres gennem Hizbollah-angreb. Endeligt er Libanon overordnet set vigtig for USA på et instrumentelt plan på grund af Iran (Hansen 2011). Udviklingen i det arabiske forår er en af udfordringerne for USA, Irans atomprogram er et andet. Som verdens eneste supermagt har USA ikke råd til at tabe den iranske udfordring af syne, og Hizbollah er en brik i dette spil – både på grund af forbindelserne til Iran og på grund af sin relative autonomi. Samtidig er Israels situation blevet mere usikker.

Labil situation

Det israelsk-libanensiske forhold er blevet analyseret ud fra tre væsentlige dimensioner: parternes grundlæggende interesser, UNIFIL og situationen i Sydlibanon, og den regionale kontekst.

I forhold til de grundlæggende interesser, har Israel ikke truet den libanesiske stat, og den libanesiske stat udgør ikke en trussel mod Israel. Til gengæld har der været en skærpet udvikling i forholdet som følge af, at libanesisk politik synes fastlåst over for Hizbollah, der er blevet endnu mere afhængigt af at have et israelsk fjendebillede, og af, at Israel har mistet tålmodighed med den libanesiske regerings manglende kontrol med og afvæbning af Hizbollah.

I forhold til situationen i Sydlibanon og UNIFIL’s tilstedeværelse, synes Sydlibanon at være hægtet af den øvrige udvikling i landet, og UNIFIL opfylder ikke mandatet i forhold til afvæbning af Hizbollah. Til gengæld virker UNIFIL som en buffer, der holder parterne adskilt og bidrager til at mindske parternes i øvrigt begrænsede konfliktincitament.

I forhold til det arabiske forår er situationen labil, og parterne har hidtil ageret afventende og forsigtigt. Med Gadaffi-styrets fald øges presset på Asad-styret i Syrien, der er en vigtig brik i libanesisk indenrigspolitik. Endelig lurer det iranske atomprogram i kulissen som en konfliktrisiko.

I den aktuelle situation ser det derfor ud til, at hverken Libanon, Israel eller USA har nogen umiddelbar interesse i konflikt, og Hizbollah har næppe heller. Men alle parter kan også blive nødt til at reagere på udviklinger, der opstår i processen, eller som fremtvinges af udviklinger i Syrien eller Iran.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

____________________________________
[1] Der har i forholdet også været en række konkrete uenigheder og kontroverser som f.eks. uenigheden om et formodentligt ressource-rigt havområde (http://www.channel­newsasia­.com­/sto­­ries/afp_world­/view/114472... http://www.dailystar.com.lb­/News/Poli­tics­/2011/Aug-22­/Le­ba­no...), men det er det direkte sikkerhedspolitiske område, der hidtil har domineret dagsordenen og spillet den største rolle.

[2] http://www.un.org/en/peacekeeping/missions/unifil/mandate.shtml accessed 1705­11).

[3] Eksemplerne er baseret på interviews med UNIFIL-officerer i Libanon, februar 2011.

[4]http://articles.latimes.com/2011/mar/06/world/la-fg-israel-lebanon-borde....

[5]http://www.haaretz.com/blogs/mess-report/five-years-after-war-israel-leb...

[6] http://www.presstv.ir/detail/167787.html.

[7] I slutningen af august 2011 faldt Ghadaffi-styret i Libyen efter internt oprør og international intervention. Dette betyder, at ’nettet strammes’ om Asad-styret i Syrien, der har tre muligheder i forhold til det syriske oprør: mere vold (med risiko for international intervention), demokratisering (vanskeligt for styret) og en halvhjertet reformproces (der næppe vil tilfredsstille den fremvoksende opposition). Den syriske samfundsorganisering indebærer en risiko for borgerkrig i forbindelse med forandringsprocessen.
 

Litteraturliste

Eisenberg, Laurie Zittrain (2010): ’From benign to malign: Israeli-Lebanese relations, 1948-78’. I C. Jones og S. Catignani, pp. 10-24.

Ellegaard, Lasse (2010): ’Træfningen i Sydlibanon var en test af Hizbollahs vilje til krig’. Information, 040810,  http://www.information.dk/240819 (hentet 310511).

Hansen, Birthe (2011): ’US Policy toward Lebanon – Continuity and Change’. I B. Hansen og B. Heurlin, pp. 36-42.

Hansen, Birthe, og Bertel Heurlin (red.) (2011): Lebanon – Strategic and Military Dimensions. København: Forsvarsakademiet.

Jones, Clive, og Sergio Catignani (red.) (2010): Israel and Hizbollah. An asymmetric conflict in historical and comparative perspective. Oxon: Routledge.

Mohamad, Husam (2011): ’Reflections on the 2006 Israel-Hezbollah War’. I B. Hansen og Bertel

Heurlin, pp. 17-28.

Rubin, Barry (red.) (2009): Lebanon. Liberation, Conflict, and Crisis. Basingstoke: Palgrave Macmillan.

Schiff, Ze’ev (1984): ’Lebanon: Motivations and Interests in Israel’s Policy’. The Middle East Journal, Volume 38, No. 2, Spring, pp. 220-227.

Spyer, Jonathan (2009): ‘Israel and Lebanon: Problematic Proximity’. I B. Rubin, pp. 195-212.

Zisser, Eyal (2009): ‘Hizballah in Lebanon: Between Tehran and Beirut, between the Struggle with Israel, and the Struggle for Lebanon’. I B. Rubin, pp. 155-176.

Interviews, Beirut og Sydlibanon, 2011.               

Del: