ILDSTØTTE - mod hvad? og på hvilket grundlag?

Kaptajnløjtnant (R) P. Q. Nielsen fra Artilleriskydeskolen diskuterer forskellige problemer i forbindelse med artilleris og morterers ildstøtte. Målbestemmelse er grundlaget for ildstøtten, hvorfor efterretningssektionerne, der skal foretage den, bør have det fornødne personel og dette igen en effektiv uddannelse, der bl. a. sætter det i stand til at betjene det kostbare, tekniske materiel, der efterhånden
står til rådighed. Målbestemmelsessektioner bør endvidere være der, hvor man har brug for dem, hvorfor f. eks. brigadegruppen bør have sin egen morterbekæmpelsessektion.
 
Fremkomsten af taktiske atomvåben er som bekendt baggrunden for
de nye taktiske doktriner med stor spredning, hyppige flytninger og hurtig
koncentration til angreb efterfulgt af lige så hurtig spredning igen,
når angrebet er fuldført (eller m islykket!).
 
De taktiske atomvåben bar dog ikke overflødiggjort de konventionelle
tunge støttevåben, bl. a. fordi ildstøtten især ved de forreste led skal
kunne falde hurtigere og præcisere, end atom ild foreløbig kan leveres
uden væsentlig gene for egne tropper.
 
Man kan næppe regne med at kunne sætte sig fast og holde en
stilling i gammeldags forstand, da dette giver fjenden m ulighed for pludseligt
at foretage en mindre tilbagetrækning og tilintetgøre stillingen med
atomvåben. Man bør på den anden side ikke regne med, at infanteri og
kampvogne alene kan slå igennem overalt. Angriberen bestemmer vel
tyngden, men forsvareren kan forblive uopdaget, til han åbner ild. Angriberen
må holde denne ild nede for at kunne fortsætte. Allerede her vil
a rtilleri eller i hvert fald morterer form entlig blive anvendt af såvel forsvarer
som angriber. En væsentlig del af det bevægelige forsvar er modangrebet.
Dette får kun succes med stærk ildstøtte, og det vil blive søgt
afvist med ild fra tunge støttevåben.
 
Vor taktik og indsættelse af tunge støttevåben skal sikre størst m ulig
støtte i aktuelle situationer samtidigt med, at vore støttevåben unddrages
den fjendtlige modild. Vor efterretningstjeneste skal erkende og stedfæste
fjendens tunge støttevåben, således at disse kan bekæmpes på kritiske
tidspunkter.
 
Kampens udfald vil ofte afhænge af, hvorledes disse opgaver Ifises.
Den hurtigste og sikreste del af ildstøtten ledes ved visuel observation
af de ved kampstyrkerne værende observatører fra artilleri- og morterenheder.
Målbestemmelsen foretages ofte af den person, der leder ilden,
hvorved efterretningsarbejdet bliver simpelt.
 
Den vanskeligste, men ikke derfor mindre væsentlige, del af ildstøtten
bør kunne rettes mod fjendens tunge støttevåben. Man må her gøre sig
klart, at bliver disse ikke effektivt lammet i en kritisk fase, rettes deres
ild med uformindsket kraft ikke alene mod de af vore tropper, der er i
direkte kamp, men tillige mod vore støttevåben, der herved hindres i at
udføre også den førstnævnte del af ildstøtten.
 
Efterretningstjenestens hovedformål er:
 
— Fremskaffelse af fyldigst mulige taktiske oplysninger om
fjenden som grundlag for egen troppeførers dispositioner.
— Effektiv, rettidig og nøjagtig målbestemmelse som grundlag
for bekæmpelse af fjendens enheder.
 
Målbestemmelsen er grundlaget for ildstfitten og er den del af efterretningsarbejdet,
der kræver størst nøjagtighed og hurtighed.
 
Denne opgaves løsning kan kun nås ved:
 
— Effektiv indsættelse af alle rådige indhentningsorganer.
— Hurtig videresendelse af oplysninger fra alle indhentningsorganer
til respektive bearbejdningsccntraler baseret på t ilstrækkelige
signalm idler eller særlige transmissionsmidler.
— Velenkadrerede og veltrænede efterretningssektioner til bearbejdning
af de indkomne oplysninger og med snæver kontakt
med respektive ildstøttecentraler.
 
Indhentningsm idler er under stadig udvikling, og økonomisk formåen
er bestemmende for, hvor veludrustet vore enheder kan blive.
I forhold til de udgiftsstørrclser, der her er tale om, kan effektivisering
af udnyttelsen af de eksisterende m idler ske ved en relativt beskeden
indsats af personel og materiel. Fra anden side er netop understreget betydningen
af intensivering af ekspeditions- og bearbejdningsteknikken.
Der er talt en del om rationalisering og intensiv udnyttelse af m idlerne
indenfor vort forsvars beskedent afstukne, økonomiske ramme. Det
ville være bittert, om de efterhånden ikke helt få millioner, der er ofret,
og som fremover kan forventes anvendt til anskaffelse af kostbart, teknisk
indhentningsmateriel, ikke blev udnyttet fuldt ud, ford i man bar sparet
den sidste m illion til nødvendige hjæ lpem idler t il ekspeditions- og bearbejdningsarbejdet,
og måske 1 procent af den samlede personelstyrke,
som netop ville gøre efterretningssektionerne 100 procent arbejdsdygtige.
En næsten uundgåelig følge af sparsommeligbeden v il være, at vore
i forvejen få enheder, der dog indeholder mange menneskeliv og for
hundreder af m illioner kroner materiel, kun opnår halv effektivitet og
udsættes for dobbelt risiko for tilintetgørelse.
 
Efterretningstjenesten og især den del, der vedrører målbestemmelse
af fjendens tunge støttevåben, bar været stærkt handicappet af personelmangel,
idet den store værnepligtsmasses uddannelse kun i ringe grad
er afhængig af denne tjeneste, der kræver en relativ stor indsats af o fficerer
og værnepligtige befalingsmænd. Skal arbejdet udføres effektivt,
må der arbejdes dagligt og ved enhver øvelse, hvilket sidste kræver en
stor indsats af kampdommerpersonel, da de tunge støttevåbens virksomhed
og indvirkning på kamphandlingerne er en af de ting, det er vanskeligst
at illudere under en fredstidsmanøvre.
 
Som anført i det foregående, må en væsentlig del af ildstøtten fra
a rtille ri og morterer rettes mod fjendens tunge støttevåben, og grundlaget
for denne del af ildstøtten — d.v.s. målbestemmelsen — må være i orden.
Den væsentlige del af denne målbestemmelse påhviler artilleriets
efterretningstjeneste.
 
Betragter man vor nuværende organisation, er norm al ansvarsfordeling
den, at målbestemmelse for morterbekæmpelse udføres ved divisionsartilleriet
og for artilleribekæmpelse ved korpsartilleriet, mens artilleri ved brigadegruppe, d.v.s. den lette artilleriafdeling, ikke er udrustet
eller enkadreret til selvstændig målbestemmelse af tunge støttevåben.
 
I England, hvor man liar en meget stærk modildsorganisation, er
denne under bevægelig kamp forgrenet ned til brigadegruppe, hvor målbestemmelsesarbejdet
sker i snæver tilknytning til brigadegruppeartilleriets
øvrige efterretnings- og ildledelsesvirksomhed. Også amerikanerne
har nu organiseret målbestemmelsesvirksomhed, rettet mod fjendens
tunge støttevåben, på brigadegruppeniveau.
 
Der tales ofte om artilleri- og morterbekæmpelse som ét samlet begreb.
Dette kan være rigtigt for så vidt, som bearbejdningsteknikken i
princippet er den samme. Der er im idlertid ret stor forskel på de m idler
og den spændvidde, efterretningsapparatet må liave for at udføre stedfæstelse
af henholdsvis morterer og artilleri.
 
Mens morterer (og tildels let artilleri) står ret tæt på fronten og
under gunstige omstændigheder kan stedfæstes ret nøjagtigt alene ved et
antal SMB-rapporter, vokser vanskelighederne betydeligt, når der er tale
om stedfæstelse af fjerne skytsstillinger. Hertil nødvendiggøres snæver
kontakt med f. eks. flyvere, radioopklaringseuheder, droneenheder m. v.,
hvorfor langdistancemodild vanskeligt kan ledes fra de forreste troppeled.
Det må anses for rigtigt at organisere målbestemmelsessektioner for
kortdistancemodild (morterbekæmpelsessektioner) ved brigadegrupperne.
Det er utilfredsstillende for en brigadegrupne, der ofte må påregne at
skulle operere ret selvstændigt, at skulle forlade sig på et højere leds
udførelse af målbestemmelse og eventuelt bekæmpelse af de fjendtlige
tunge støttevåben, der på kort bold virker um iddelbart mod brigadegruppens
enheder.
 
Improvisation er vel mulig, men genereb set kan det næsten garanteres,
at resultatet vil blive dårligt og utilfredsstillende. Der må en velkvalificeret
og veltrænet målbestemmclsessektion til, hvis det skal gøres
m uligt at udløse en effektiv modild.
 
Det må erindres, at hurtighed ikke mindst ved morterbekæmpelse er
en afgørende faktor. Dette taler for udførelse af morterbekæmpelse brigadegruppevis.
Ligesom brigadegruppens efterretningsofficer eventuelt kan få afhøringseksperter,
fototydcre o. 1. til rådighed, må han liave en ekspertgruppe,
der udfører stedfæstelse af tunge fjendtlige støttevåben, fortrinsvis
morterer. Meldevejcne må være således, at oplysninger vedrørende
tunge fjendtlige støttevåben fra alle brigadegruppens troppeled hurtigt
og effektivt tilgår denne arbejdsgruppe (morterbckæmpelsessektion).
Det billede af fjendens samlede aktivitet på dette område, som en
sådan arbejdsgruppe automatisk vedligeholder, kan tillig e blive af overordentlig
stor taktisk værdi for troppeføreren.
 
Det principielle må være at få fastslået brigadegruppens ansvar for
morterbekæmpelse. Heraf må følge fastsættelse af personelstyrke (fortrinsvis
udvidelse af den lette artilleriafdelings efterretningssektion), tildeling
af indhentningsmateriel (fortrinsvis motorpejleradar), tildeling af signalm
idler og fastsættelse af meldeveje, placering af morterbekæmpelsessektionen
(ved ildledecentral eller ildstøttecentral), men det allervigtigste vil
være, at personellet ved de eksisterende enheder, bl. a. ved hjælp af en
passende kampdommerindsats, aktiveres og bliver trænet — meget.
 
P. Quist Nielsen.
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v3.pdf

 

Litteraturliste

Del: