Iagttagelser fra UNPROFOR

Efterfølgende artikel er forfattet af chefen for 2. sjællandske brigade, oberst J. Greve, som var chef for den danske FN styrke ved UNPROFOR i Kroatien, DANBAT 2, i perioden AUG 1992 - FEB 1993.

 

Indledning
Den danske indsats under UNPROFOR i det tidligere Jugoslavien giver forsvaret en række værdifulde erfaringer, som det almindelige fredstidsvirke ikke kan erstatte. Styrkens rapporter og tilbagemeldinger modtages ved Hærens Operative Kommando, Hærens Materielkommando og Forsvarets Sundhedstjeneste, der sammen med Forsvarskommandoen og flere andre af forsvarets myndigheder bearbejder materialet, som derefter udnyttes i forsvarets udviklingsvirksomhed. En mængde relevante praktiske erfaringer er f.eks. allerede i foråret 1993 indarbejdet i Forsvarsministeriets arbejdsgrupperapport om "Den internationale enheds sammensætning, udrustning, opstilling og uddannelse m.m." Erfaringerne er tilsvarende indgået i overvejelserne vedrørende det danske bidrag til en fælles nordisk FN- styrke til Bosnien-Hercegovina.

Samtidig oplever det udsendte personel i alle funktioner og grader en personlig rutinering og menneskelig udvikling, der også er af uvurderlig faglig værdi for forsvaret. Endelig høstes der i grænseområdet mellem forsvarets og det øvrige samfunds engagement i konflikten en række erfaringer af væsentlig betydning for nationens fortsatte tilpasning til sin rolle i den ændrede internationale orden. I det følgende er samlet og kommenteret nogle erfaringer af sidstnævnte kategori, som fortjener iagttagelse også uden for forsvaret.

Politisk målsætning, forventninger og militært mandat
En veldefineret målsætning og klare linier i samvirket mellem "den politiske arbejdsgiver" og den udførende militære organisation er af afgørende betydning for en fredsmissions resultater. Det er tydeliggjort under FNs fredsbestræbelser i det tidligere Jugoslavien med UNPROFOR som udførende organ, hvor verdenssamfundets forsøg på at bidrage til en tålelig afslutning på borgerkrigen har medført smertefulde frustrationer. Især EF og USA føler, at man har midlerne og derfor også pligten til at stoppe volden. Der er samtidig afsløret en betydelig uoverensstemmelse mellem offentlighedens forventninger til FN og organisationens reelle handlemuligheder.
 
Verdensorganisationen er blandt andet fanget af idealer, der i tiden efter anden verdenskrig er modnet til internationale konventioner om magtanvendelse. De passer dårligt til den brutale virkeligheds behov i området. Samtidig har divergerende, nationale hensyn til de igangværende engagementer stået i vejen for en klar fælles målsætning og hensigtsmæssigt formuleret handlingsplan, som kunne omfatte en udvidet anvendelse af militær magt. Specielt har den eventuelle virkning på de allerede indsatte FN-styrkers sikkerhed spillet en væsentlig rolle i overvejelserne. Som målsætning kan FN ikke nøjes med det, der kan uddrages af dagspressens læserbreve, hvis eneste klare budskab synes at være: "Stop volden, så vi kan få vores samvittighed i orden!" Det er især for enkelt, når verdenssamfundet skal fastlægge direktiver for en udførende militær styrke.
 
Selv for EF, der er nærmeste nabo til krigen, er det problematisk at skabe enighed om mål og midler for indsatsen. Det er derfor ikke overraskende, hvis FN har vanskeligheder med at organisere sit meget større antal nationale hensyn og interesser i en fælles og klar linie. Verdenssamfundet har da også fra starten af indsatsen måttet erkende, at laveste fælles enighed danner udgangspunkt, såvel for målsætning som for militære direktiver. Dette har stridens parter udnyttet effektivt, og i konsekvens heraf har UNPROFOR foreslået justeringer, som kan effektivisere samvirket mellem den politiske styring og den aktuelle militære udførelse. Usikkerheden har været forstærket af militærfaglige røster, som ret enslydende vurderer, at en holdbar løsning ikke kan opnås med militære midler. Disse røster hørtes ikke ved indsættelsen af de første FN- styrker i det tidligere Jugoslavien. Alligevel indgår erfaringerne fra det hidtidige engagement med vægt i den militære betænkelighed. En kortfattet opsummering kan derfor være hensigtsmæssig.
 
UNPROFOR etableredes på grundlag af Cyrus Vance’s plan fra efteråret 1991 for indsættelse af en fredsbevarende FN styrke til stabilisering af forholdene i Kroatien. "Vanceplanen" godkendtes af FN som operativt mandat og planlæg- ningsdirektiv for styrken. Eftersom planen var accepteret af stridens oprindelige parter, skulle den være tilstrækkeligt arbejdsgrundlag for enhederne, når den suppleredes med FNs almindelige operationsprocedurer og enkelte nødvendige detaildirektiver fra styrkens chef. Blandt de supplerende direktiver er de såkaldte "Rules of Engagement", som bl.a. fastsætter styrkens beføjelse til anvendelse af våben. Vancepla- nen er stadig gældende, og den har en betydelig styrke i sin klarhed. Imidlertid er den delvis baseret på forudsætninger, som ikke har vist sig holdbare, og dens begrænsede fleksibilitet har efterfølgende vanskeliggjort en tilpasning af styrkernes indsats.
 
Formålet med planen var først og fremmest at sikre en våbenstilstand mellem delrepublikken Kroatien og "Restjugoslavien", for at muliggøre en forhandlings- løsning om de overvejende serbisk befolkede kommuners fremtid i Kroatien, hvorfra kroatisk befolkning, politi og sikkerhedsstyrke var blevet fordrevet med hjælp fra den jugoslaviske folkehær efter Kroatiens selvstændighedserklæring i juni 1991. Uanset en række iagttageres tidlige advarsler har alene den efterfølgende udvikling tydeligt dokumenteret den djævelske sprængfare og ustabilitet, som 2. verdenskrig efterlod i området. Derfor er dette afsnits ærinde ikke at blande sig i det kritiske kor mod de internationale beslutningstagere, men nøgternt at notere den erfaring, at en rent fredsbevarende missions succes forudsætter som minimum en nogenlunde holdbar våbenstilstand og en vis lokal politisk stabilitet og pålidelighed i missionsområdet. I modsat fald kompromitteres både missionens karakter og formål, og den udøvende militære styrke vil opleve sit mandat som utilstrækkeligt.
 
Ved FN-styrkens ankomst i foråret 1992 var ingen af de nævnte forudsætninger i virkeligheden opfyldt.
For det første var kampene fortsat i fem måneder efter at Vance-planen havde defineret grænserne for FNs beskyttelseszoner. De aktuelle våbenstilstandslinier var flyttet længere ind på kroatisk territorium end forudset, og mellemrummene blev de såkaldte "Pink Zones".
 
For det andet tiltog den selvudråbte republik, "Serbisk Krajina", sig i samme tidsrum alle politiske beføjelser i områderne. Herved gled den oprindelige serbiske aftalepart behændigt i baggrunden og lokalt påbegyndtes etableringen af en uafhængig administration, "Krajina-regeringen".
 
For det tredie indeholder Vance-planen en en hensigtserklæring, som på længere sigt pålægger styrken at bidrage til de fordrevne beboeres tilbagevenden. Denne målsætning forekommer urealistisk. Den forudsætter implicit en retablering af den kroatiske administration og politiske dominans, hvilket i givet fald kan kræve en magtanvendelse, som mandatet ikke åbner mulighed for.
 
Som følge af udviklingen opstod således den uoverensstemmelse mellem verdenssamfundets politiske mål og mandatet til FN-styrken. Det er resulteret i den hidtidige fastlåsning, som ingen af parterne synes at have ærlig hensigt om at ændre; kroaterne vil kunne påberåbe sig den manglende udvikling som påskud for en væbnet løsning af problemet, når og hvis man en gang er klar til det. Krajina- regeringen derimod har indtil videre ved FN-styrkens tilstedeværelse en vis garanti for beskyttelseszonernes bevarelse som en selvstændig republik, ”Serbisk Krajina".
 
UNPROFOR overvågede som pålagt den etablerede våbenstilstand og efterfølgende demobilisering indtil det uvarslede kroatiske angreb mod FNs sydligste beskyttelseszone 22 JAN 1993. Krajina-styret, som i hele perioden imod aftalen og til Kroatiens fortrydelse havde konsolideret sig yderligere med en betydelig "grænsemilicija", reagerede på det kroatiske angreb ved at mobilisere, og den ulovlige milicija viste sig at være kærnen i områdernes lokalforsvarsstyrker. Situationen forekom derefter umiddelbart mange iagttagere værre end ved den fredsbevarende styrkes ankomst 10 måneder tidligere, og den efterlod kun få muligheder for at opnå resultater ved FN-styrkens mellemkomst. Det gav UNPROFOR anledning til at overveje sit mandat.
 
At trække sig ud ville med sikkerhed medføre en genopblussen af krigen i området, forventeligt med deltagelse af den oprindelige jugoslaviske folkehær, som er under serbisk kontrol. FN-styrkens chef. General Nambiar, anbefalede derfor en forstærkning og et udvidet mandat, som kunne sætte FN i stand til effektivt at hindre flere kroatiske angreb mod områderne og samtidig gennemtvinge en fornyet demobilisering af serberne. Denne anbefaling blev imidlertid ikke fulgt, og mandatet forlængedes uændret bl.a. i erkendelsen af en løsnings snævre kobling til udviklingen i Bosnien-Her- cegovina, der i stigende grad tiltrak sig verdens opmærksomhed, og hvor Vance- Owen planen efterhånden ansås som den eneste fremkommelige vej. FNs forventninger og antagelser af situations muligheder begrundede den oprindelige styrkes størrelse og dens relativt begrænsede mandat, som de faktiske forhold og udviklingen i området har distanceret. Tiden efter UNPROFORs første indsættelse har samtidig vist, hvor uhyre langsommeligt det er at ændre de grundlæggende politiske opfattelser. Den militære bekymring udtrykker derfor også erkendelsen af verdenssamfundets problem med tilstrækkelig hurtigt at tilpasse styrkens mandat til en ændret situation eller forudsætning, hvilket er særlig aktuelt i Bosnien-Hercegovina.
 
En lære, som umiddelbart kan uddrages fra militær side på grundlag af de hidtidige erfaringer fra indsatsen er derfor, at FNs sikerhedsråd må gives mulighed for at kunne reagere og handle betydeligt mere effektivt som "politisk ove- kommando". Samtidig bør mandatet levne styrkens chef handlefrihed til den nødvendige justering af indsatsen under forløbet for at undgå parternes misbrug af en formulerings uforanderlighed. Alternativet hertil er næppe hverken politisk acceptabelt eller tilrådeligt. Det består i at indarbejde så megen fleksibilitet i mandatet til en fredsbevarende styrke, at en stadig tilpasning til den aktuelle situation er mulig uden yderligere FN indblanding.
 
Bureaukrati, juristeri og militær virkelighed
Et betydningsfuldt aktstykke, som supplerer Vance-planen, er det såkaldte "Aide Memoire", hvormed FN regulerer den administrative del af operationen. Papiret fastlægger linierne for de økonomiske mellemværender mellem deltagernationerne og FN, samt beskriver deres bidrag med personel og materiel, indledende selvfor- syningskrav, forskrifter for beholdningskontrol, afskrivning og betaling, erstatning for materiel og udrustning, reparation og genforsyning m.m.
 
Administrationen af Aide Memoiren og FNs øvrige standard regelsæt varetages direkte over for deltagernationernes kontingenter af FNs civile "Field Service", der er omfattende repræsenteret i UNPROFORs hovedkvarter, hvor også den daglige koordination, budgettering og løbende kontrol foregår. Repræsentationen har direkte reference til New York, hvorfra videre kontakt foregår til deltagernationernes udenrigsministerier via de respektive repræsentationer ved FN- hovedkvarteret. Field Service er principielt ansvarlig for alle aftaler om leverancer, lokale lejeaftaler og kontrakter om serviceydelser, som indgås og administreres på enhedernes vegne af Field Service repræsentanter i beskyttelseszonerne. Field Service aflaster dermed den militære stab og udgør det logistiske systems 4. echelon, men denne støtte fra organisationens civile bureaukrati føles ikke uden problemer for operationerne. Ved UNPROFOR prægedes Field Service af en 6 - 7 måneder lang etableringsfase og en efterfølgende tilpasning, som umiddelbart medførte praktiske forsyningsproblemer.
 
Indtil slutningen af 1992 bestræbte Field Service sig f.eks. på at etablere et forsyningssystem, baseret på den størst mulige grad af lokal anskaffelse til dækning af UNPROFORs behov. Imidlertid resulterede de femten bidragydende nationers vidt forskellige materieltyper og tilsvarende divergerende genforsyningsbehov i yderst problematiske leveringstider. Det definerede område for "lokalanskaffelse" måtte derfor udvides, hvorved bl.a. også Danmark blev omfattet. Erfaringerne fra Field Service anstrengelser var ikke overraskende for de militære brugere, men de afslørede en tankevækkende urealistisk opfattelse i FNs administrative serviceorgan af missionens operative behov.
 
Denne afstand viste sig ikke mindre på "aftaleområdet", bl.a. i form af en meget hurtigt udbredt lokal konstatering af fordelene ved at trække dollars ud af FN frem for dinarer, der såvel i Kroatien som "Restjugoslavien" lider under en voldsom, kronisk inflation. Yderligere belastes administrationen i vid udstrækning af formelle juridiske hensyn pä grund af risikoen for parternes utilsigtede diplomatiske fortolkning af praktiske aftaler. Konkret søger f.eks. Krajina-regeringen ved enhver given lejlighed at presse FN ind i protokollære formaliteter, der kan udlægges som anerkendelse.
 
Et temmelig omfattende problem er derfor følgerne af de militære enheders hensynsfulde tilbøjelighed til ved ankomsten at udnytte forladt eller ødelagt ejendom, for ikke at genere lokalbefolkningen. Ejerne til sådan ejendom er næsten udelukkende kroater, som er fordrevet. Udnyttelsen forudsætter ordentligvis de lokale myndigheders billigelse, hvilket i sig selv normah ikke er problematisk. Imidlertid skal brugen også godkendes af FNs Field Service, og herfra kræves yderligere ejerens godkendelse eller en dokumentation for ejerforholdet, som giver organisationen mulighed for at yde en godtgørelse. Men dokumentation af ejerskabet kan kun skaffes hos de lokale myndigheder, som derfor med FNs anmodning oplever den indirekte anerkendelses finesse.
 
Sådan juridisk-diplomatisk spidsfindighed generede ikke de militære ånder, som ved etableringen så operativt og praktisk på tingene, mens Field Service endnu sad i New York. Resultatet er, at Field Service nu har godt 500 komplet umulige lejeaftaler at udrede, samtidig med at de militære enheder føler sig overbevist om, at mange FN-regulativer ikke blot er en simpel sum, men nærmere et multiplum af deltagernationernes bureaukratiske opfindsomhed.
 
Neutral indsats og fri presse
Kun få danske i de internationale missioner i det tidligere Jugoslavien oplever den koncentrerede dramatik, som vises i presserapporter fra området. Man genkender nok dramaet og situationerne, men føler sjældent sin egen virkelighed afspejlet. Derfor opstår en bekymring for de pårørendes ængstelse hjemme og en ubehagelig tvivl om det hjemlige politiske beslutningsgrundlag vedrørende konflikten. På stedet er det umuligt at vide helt nøje, hvad TV-avisen netop den aften har valgt at bringe fra det tidligere Jugoslavien, og dagbladene når tidligst frem med 3  -4 dages forsinkelse. Sikkert er det imidlertid, at de pårørende bliver urolige samtidig med at politikerne også påvirkes, hver gang en rigtig "sællert" præsenteres. Desværre aftager styrkens incitamentet til at afværge den hjemlige bekymring, efterhånden som begivenhederne bliver daglige, for faktisk vokser behovet for beroligelse.
 
TV-reportagerne dulmer netop ikke frygten hos de pårørende, som nok er lettede, når det viste sig at angå et andet hjørne af Balkan; tværtimod næres deres bekymring af hver ny reportage om vold i området. Telefonsærtjenesten, ”Hærens Operative Kommando Informerer", er derfor vigtig, for her kan pårørende få de seneste informationer om styrkens situation. Bekymringen vedrørende nyhedernes indflydelse på det politiske beslutningsgrundlag er mere delikat. Det tjenstgørende personel ved styrken oplever jævnligt en frustration ved at erfare andres sikre meninger om forhold, som direkte eller indirekte angår ens arbejdsområde. Som chef kan man desuden tage sig i en lidt irriteret fornærmet- hed, når meningerne ikke er skaffet gennem indtryk fra stedet. Situationen er nemlig uafbrudt skiftende, omend ofte knapt synlig ude fra, men på en måde, som konstant giver anledning til nye vurderinger og overvejelser. Hver eneste gang med en fornyet overvejelse af risikoen for personellet. Samtidig kan man udmærket sætte sig i politikernes sted, for naturligvis reagerer også politikere i affekt på reportagernes modbydelighed. Men når man i en given situation føler sin egen vurdering betydeligt mere velfunderet og nuanceret end alverdens politikeres, priser man pludselig de politiske organers træghed og beroliges af en hjemlig udenrigsministers besindige opfordring til at holde hovedet koldt.
 
Den generelle erfaring også i forhold til pressen er imidlertid, at det er uhyre vanskeligt at rokke eller blot nuancere en etableret opfattelse. Denne var enkel ved FN-styrkens udsendelse: Kroaterne var de forurettede og serberne var agressorerne. (Muslimerne udgjorde dengang, i foråret 1992, ikke et problem, fordi kampene i Bosnien var ikke indledt.) Specifikt oplever man indflydelsen af pressedækningens omfang og stillingtagen på styrkens operative muligheder for at opnå resultater.
 
Den danske presses kvantitative dækningsgrad i såvel TV som dagblade synes at ligge på linie med eller relativt over udlandets, men den kvalitative dækning forekommer tvivlsom. Med undtagelse af Radioavisens korrespondent, som grundigt, lødigt og ganske modigt hjemsendte radiorapporter fra konfliktens begyndelse indtil april i år, har dansk presse ikke haft en varig repræsentation i det tidligere Jugoslavien. Presserapporter har derfor i hovedsagen været baseret på kortvarig korrespondentvirksomhed, pressebureaumeddelelser og arkivmateriale. Da samtidig Udenrigsministeriets repræsentation i Beograd indskrænkedes i forbindelse med de diplomatiske sanktioner over for Serbien, kunne man med al respekt for Udenrigsministeriets øvrige indsats godt bekymre sig for informationskvaliteten generelt under udsigten til dansk formandsskab for det EF, som spiller en aktiv og primær rolle i konflikten.
 
Nuancerethed og kvalitet i informationsvirksomheden har en særlig betydning for nationer med indsatte styrker under FN i området. Styrkerne skal nemlig optræde neutralt. Men hvis en nations presse er partisk eller ensidig, kan den i høj grad skabe tvivl hos konfliktens parter om neutraliteten hos samme nations FN- styrke. Dermed vanskeliggøres ikke blot styrkens arbejdsbetingelser, men pressen bidrager reelt til at øge risikoen for styrkens fysiske sikkerhed. Dette forhold accentueres naturligvis i samme grad som den pågældende presse danner grundlag for ledende politiske udtalelser. Eksempelvis er det i selvransagelsen efter alle fejlslagne vestlige initiativer i konflikten nærliggende at vurdere pressens rolle i forbindelse med anerkendelsen af Slovenien og Kroatien. Var anerkendelsen forhastet, som hævdet af USA, Frankrig og England, og en følge af en kvalitativt utilstrækkelig presses bidrag til offentlighedens mening? Eller kom anerkendelsen for sent, som Tyskland påstår støttet i sin tid af bl.a. Danmark?
 
Et andet eksempel kan forekomme aldeles banalt i Danmark, men er det bestemt ikke i lokalområdet. Det er anvendelsen af formen "Kosova" i stedet for Kosovo. "Kosova" er den albanske udtale, mens "Kosovo" er serbisk. Hvis pressen, Udenrigsministeriet eller danske ministre benytter den albanske form, provokerer man republikken Serbien, fordi man tilkendegiver en stillingtagen til provinsens fremtid. Dens befolkning omfatter ganske vist 90 % albanere idag, men den er siden 1918 rent faktisk indgået i Serbien i lighed med f.eks. provinsen Vojvodina, der har kommuner med stort set rent ungarsk befolkning. Den frie presses største operative betydning er dog naturligvis stadig dens bidrag til den opinion, der afgrænser handlefriheden hos de politikere, som er den fredsbevarende styrkes arbejdsgivere. Da pressens modstykke er en faglig indrapportering &a styrken, udsendte observatører, mæglere og diplomatiske missioner, som normalt ikke umiddelbart tilgår offentligheden, føler man som militær chef særlig stærkt, at pressen i denne situation har et meget betydningsfuldt ansvar.
 
Det er herunder væsentligt, at såvel det serbiske som det kroatiske styre fortsat er uhyre autoritære med "nær relation mellem regering og presse". Propaganda anvendes på begge sider direkte i nyhedsudsendelserne, og ofte i så groteske former, at den kan virke latterlig for velinformerede lyttere, som ikke er ofre for krigen. Men meget bliver hængende som sandheder, der sår tvivl hos den lokale befolkning, bl.a. fordi propagandaen formidles af samme presse, som før krigen havde en paradoksal stor frihed. Tvivlen bringes i stort omfang videre af den internationale presse, hvis publikum sjældent har mulighed for en kvalificeret vurdering af citaterne, uanset at kilden oplyses. Parternes propaganda efterlader derfor ikke det internationale samfund upåvirket. I den vestlige verden kompliceres dette yderligere af pressevirksomhedens kommercielle aspekt, hvor nyheder skal sælges.
 
Det gældende pressedirektiv for den danske styrke i området siger "åbent og aktivt", og det imødekommer derfor pressens behov. Det forudsætter imidlertid en betydelig gensidig tillid. Pressen behøver sande og fyldestgørende informationer fra styrken, som på sin side kan have behov for, at pressen lejlighedsvis refererer lidt behændigt for at undgå unødig uro eller kompromittering af en forhandling. Måske forekommer alt dette indlysende, men det er reelt første gang i nyere tid, at dansk presse har skullet tage direkte sikkerhedsmæssige hensyn til nationens egne styrker. Det er et samspil, som ikke har været gennemprøvet før. På den aktuelle baggrund bør derfor to bemærkninger for god ordens skyld afslutte dette afsnit: Dansk presse har hidtil vist en overordentlig etisk og reel ansvarsbevidsthed over for styrken med klar forståelse for sikkerhedsaspektet, og danske politikere har vedvarende opmuntret styrken og ydet den storartet opbakning.
 
Fremmed kultur og kommunistisk samfundsopfattelse
Dronning Marie-Antoinette er tillagt udtalelsen "Har de ikke brød, så lad dem spise kage" som illustration af hendes manglende kendskab til almuens situation. Med let modifikation kunne illustrationen idag passe på mange vestlige tilkendegivelser i den jugoslaviske strid. En væsentlig forklaring er naturligvis den himmelvide forskel i samfundsmæssig baggrund og retsopfattelse, vore soldater stiller med over for den, som har domineret operationsområdet i 50 år. Man kan overraskes over, at det hidtil ikke har forårsaget større problemer og episoder, at så mange af den vestlige verdens grundlæggende normer hverken er almindeligt kendte eller anerkendt blandt krigens parter. At også egentlige konventioner, og især genevekonventionerne vedrørende krigsførelse og våbenbrug, brydes i det uendelige af alle stridens parter, er formentlig velkendt.
 
Af disse årsager opstår ikke blot misforståelser, men også egentlige konfrontationer, som ikke er ganske uden risiko for FN-personellet. Mange kunne delvis være undgået, hvis "vi" havde haft en lidt dybere viden om den fremmede samfundsorden, som udgør en del af rammen om UNPROFORs virke. Den fredsbevarende styrke kan nemlig ikke ukritisk anvende sine egne normer, da den jo ikke er en besættelsesstyrke og meget nødigt skulle opfattes som sådan.
 
Denne problematik er det danske personel gennemgående tilstrækkeligt åndeligt udrustede til at forstå og også tackle. Det kan imidlertid være et stort problem for FN i situationer, hvor den fredsbevarende styrke har en helt anderledes kulturel baggrund og tradition. En væsentlig lære fra UNPROFOR er nemlig, at overbærenheden fra den lokale befolkning og øvrighed med fremmede styrkers kulturelle særheder ikke er stor. Racemæssig diskrimination er i forvejen almindelig, og det turde næsten være indlysende, at f.eks. de fredsbevarende styrkers religiøse baggrund let kan medføre problemer i en konflikt, hvor netop religiøse forskelle spiller en væsentlig rolle. Vi overser også, at omstillingsprocessen fra det kommunistiske centralistiske styre til et efter vore begreber demokratisk system er yderst kompliceret. Slovenien er i denne forbindelse mindre afgørende, skønt statschefen var leder af det tidligere kommunistiske parti. Kroatien har vedtaget en storartet grundlov med den bedste sikring af individets rettigheder i verden. Trods vestligt pres er loven dog ikke sat i kraft endnu, fordi Kroatiens præsident har stillet nogle betingelser. Også i Kroatien er det nemlig præsidenten, som har magten.
 
De praktiske erfaringer i denne forbindelse er delikate, for det er måske endnu vanskeligere for befolkningen i det tidligere Jugoslavien at forstå vestens normer end omvendt. Det er derfor dumhed, hvis vi ikke vil anerkende, at parterne virkelig føler, de har retten på deres side, selv om det modsatte er indlysende for os. Det er også overraskende for os at erfare, hvad ethvert jugoslavisk barn instinktivt ved, nemlig at verden har to virkeligheder, en officiel og en man lever i. Det gælder såvel næringsliv som økonomi, politik og åndsliv. Måske gælder det derfor også samvittighed. Det er i hvert fald det indtryk, man kan få, når man går privatpersoner på klingen for at få en ærlig opfattelse af konfliktens retfærdighed og en stillingtagen til de anvendte metoder. Og da privatpersoner alligevel ikke identificerer sig selv med det officielle samfund, kan de bestialske handlinger tilskrives dette, mens man under fire øjne absolut fralægger sig den ringeste form for billigelse. Af samme grund udtaler ingen sig til myndigheder. Da FN er en myndighed, kan der opstå problemer, både for den militære styrke og UNCIVPOL, når man skal efterforske uregelmæssigheder. Man kan f.eks. ikke i forbindelse med opklaring af en skudepisode spørge den lokale befolkning, om nogen ved, hvem der skød. Det har ingen hverken hørt eller set. Selv ofre for skudepisoden vil prøve at snakke sig uden om, at man er ramt. Det vil vi selvfølgelig normalt opfatte som et noget modvilligt samarbejde, men fejlen er at stille så tåbeligt et spørgsmål. Enhver ved jo efter 50 års kommunistisk styre, at man risikerer de værste ting ved at udtale sig. Det eneste fornuftige er at passe sig selv.
 
Tilsvarende skal man ikke vente at få øvrighedspersoners umiddelbare stillingtagen til noget som helst, hvor uskyldigt det end forekommer. Borgmesteren i en kommune vil normalt kun deltage i et møde med en eller flere bisiddere. Nok er han den udøvende magt, men han står til ansvar for byrådet, som tilsyneladende har al egentlig beslutningsmyndighed, hvor fjernelsen af en borgmester absolut er et af de mere enkle prærogativer. Borgmesteren vil typisk være ledsaget af formanden for byrådets eksekutivkommite og af chefen for det civile politi samt af yderligere et medlem af det kommunale bystyre. Dog er det uartigt at henvende sig direkte til en af disse øvrige under et møde: Spørgsmål stiles til borgmesteren. Hvis borgmesteren undtagelsesvis møder op alene, er det normalt kun for at meddele et svar, eller fremføre en besværing. I den situation, som hersker i de FN-beskyttede områder, er den militære chef for lokalforsvarsstyrkerne dog betydeligt hævet over borgmestre og byråd, hvilket gør det fristende at henvende sig direkte til denne for at få klaret spørgsmål af i en fart, men det er en grov fornærmelse mod bystyret. Alt dette bør en FN-styrke naturligvis vide  -af sig selv. Der er et væld af kutymer og spilleregler, forventninger og rollefordelinger og ømme tæer  -og lige så mange muligheder for at plumpe i og medvirke til den lille modviljes voksen, som kan umuliggøre missionen eller helt uforvarende medføre hævnaktioner mod FN-personellet.
 
Sanktionernes virkninger. Nøden forener og forjager
Denne artikel bærer overskriften "iagttagelser", fordi den udelukkende er baseret på indtryk fra bataljonsniveauet i et enkelt hjørne af UNPROFORs ansvarsområde. Indtrykkene stammer desuden fra en tidlig fase i fredsstyrkens indsats, og mange forhold er ændret. Derfor skal også det følgende læses med et vist forbehold, da det bl.a. kan opfattes som en uaktuel kritik af andre FN-organer. Men et af de meget klare indtryk fra netop den periode i den danske bataljons område var imidlertid, at FNs Flygtningehøjkommisariat (UNHCR) var helt utilstrækkeligt bemandet og udrustet. Egentligt hjælpearbejde foregik ikke, og UNHCR var i hele sektor Nord i måneder kun repræsenteret ved en enkelt ung mand uden erfaring på området. Derfor gled opgaver med flygtninge, som UNHCR burde løse, over på FN styrken og ikke mindst på det civile polti, UNCIVPOL, som jo i forvejen skulle kontrollere om myndighederne forskelsbe- handlede enkeltpersoner. Disse opgaver var i virkeligheden uden for den militære styrkes mandat, hvilket kunne skabe meget svære problemer for enheder, som forsøgte at se en smule stort på de stive bestemmelser (udvise konduite...) over for mennesker i nød. Derfor er et mere alvorligt budskab, at sanktionerne i vid udstrækning synes at have en umiddelbart modsat effekt af den tiltænkte.
 
Embargoen ses at ramme de svageste grupper først, og de står i forvejen bagest i køen på alle andre områder også. Det ledende parti i de selvstyrende kommuner forsøger naturligvis at gøre adgangen til de knappe ressourcer mindre vanskelig for dets egne tilhængere end alle andre grupper. Anderledes veludviklet må vi i vesten ikke forvente at kommunal ansvarsfølelse og medmenneskelighed er i lande, som endnu ikke officielt har opgivet kommunismen. Men når de knappe ressourcer er livsnødvendige, kan verdenssamfundets embargo medføre, at der fysisk er utilstrækkelige mængder, hvilket tvinger de svageste grupper til flugt på grund af simpel sult. De gør ikke oprør, og de har ikke kraft til at vælte det styrende regime, hvilket bl.a. er hensigten med embargoen. Den skaber tvært imod flygtninge, samtidig med at vi i Danmark har en politik, som siger, at vi skal føre ressourcer til lokalområerne for at undgå flugt.
 
Denne uheldige virkning har den danske styrke haft tydelige eksempler på i det nærmeste naboområde i Bosnien i efteråret og vinteren 92-93. F.eks. i området omkring Bosanska Dubica hvor det serbisk dominerede bystyre notorisk ikke ønskede at trænge muslimerne ud, men hvor mangelen på fødevarer og bystyrets ringe mulighed for at skaffe tilgang medførte, at tusinder af muslimer flygtede over Savafloden og ind i Kroatien for simpelthen at overleve vinteren. Den modsatte reaktion af den ønskelige ses også i (den serbiske) befolknings opbakning af militante lokale ledere. I stedet for at medføre en voksene modstand på grund af mangler og afsavn som følge af den fortsatte krigstilstand, ser man en styrkelse af det lokale sammenhold og en udvidet accept af de militære chefers og milicijalederes urimeligheder og brutale optræden. Dette ville næppe have været muligt i det tidligere Jugoslavien, men det er naturligvis ikke oplyst for den lokale befolkning, at det internationale samfunds restriktioner ikke mindst er forårsaget af de hårdeste lokale militslederes aktiviteter. Propaganda og uoplysthed, men også nationalfølelse og velment patriotisme i lokalbefolkningen viser sig i form af agression mod FN, fordi verdenssamfundet ikke udsætter modstanderen for de samme sanktioner, for man er udmærket klar over, at han anvender samme metoder. Den menige danske soldat oplever derfor det groteske, at den nød, som skabes gennem sanktionerne, reelt forener de grupper, vi ville bringe i oprør, og fortrænger minoriteter, hvis förbliven i området vi ønskede!
 
Afslutning
I de foregående iagttagelser fra grænseområdet mellem militær og civil virksomhed i forbindelse med indsatsen i det tidligere Jugoslavien er påpeget behov for visse justeringer og fortsat selvransagelse. Yderligere har den danske styrke været tilskuer til et virvar af ukoordineret indsats uden for FNs ramme for at afhjælpe nøden i området. Styrken har oplevet enkeltpersoners og gruppers forsøg på profilering, ofte på andres bekostning, den har set virkningerne af velmente hjælpearbejderes totale mangel på uddannelse og indsigt, følt gnidninger mellem højt anerkendte internationale organisationer og tvivl om det egentlige ærinde hos enkelte af verdenssamfundets betydningsfulde medlemmer. Men samtidig har vi set strålende eksempler på enkeltpersoners indsats og resultater af mange andre elementer i hjælpearbejdet.
 
Den internationale aktion i det tidligere Jugoslavien har konfronteret os direkte med ondskaben og frygt for, at hensynsløs vold vinder anerkendelse som politisk middel. Vi oplever spørgsmålet, om vor egen civilisation er så "overudviklet" eller forfinet, at den må bøje sig for middelalderagtig stupiditet og af- stumpethed. Derfor kan det være nok så væsentligt at notere, at UNPROFOR hidtil faktisk har løst sine opgaver inden for mandatet, og at dennne indsats først og fremmest har haft positive resultater. Glædelig er samtidig den internationale vurdering af de danske bidrag. Vi bør derfor ikke opgive forsøget på at nå en acceptabel afslutning på konflikten og samtidig rette erkendte fejl. Herunder har Danmark og de øvrige nordiske lande en ganske særlig forpligtelse. Verdens "smånationer" har nemlig udstrakt tillid til netop os på grund af vor demokratiske tradition, retsbevidsthed og uanfægtet ærlige engagement.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_122_aargang_nr.5.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: