I skyggen af Moltkes arv

Forstår Forsvaret Helmuth von Moltkes auftragstaktik? 

Moltke sagde, ”Planen holder kun til første møde med fjenden”.1 Det er i hvert fald den nutidige opfattelse. Hvis sætningen passer, hvorfor dedikeres der så i høj grad ressourcer til planlægning af operationer? I virkeligheden er det vores forståelse af denne sætning, som kun holder til første møde med Helmuth von Moltkes oprindelige tanker. Undersøger man Moltkes tekster i dybden, gemmer der sig faktisk et andet og mere nuanceret budskab – et budskab hvormed den Prøjsiske Hær med Moltke i spidsen kæmpede, sejrede og samlede det tyske kejserrige som et endeligt monument på 1800-tallets overtrufne krigsteoretiske videnskab.  Molktes arv har dog stadigvæk lærdom til overs, som vi i det 21. Århundrede ikke bør overse, men som vi kan studere dybere for dermed at forstå kernen bag vores nuværende føringskoncept - Mission Command.  
 
Som chef for generalstaben fra 1857 til 1888 anerkendte Moltke behovet for, at hærstyrker kunne operere under påvirkning af Clausewitz’ begreb om krigens friktion og dermed på et ufuldstændigt beslutningsgrundlag. Moltke indførte derfor i 1858 to essentielle retningslinjer, nemlig ”so wenig wie möglich anordnen”2 og ”nichts Unausführbares zu befelen”.3 Disse tanker udvikledes i 1869 til, at detaljerede planer sjældent er fuldstændige udførlige og endeligt i 1871 til ”ingen operationsplan rækker med rimelig sikkerhed længere end til det første sammenstød med fjendens hovedstyrke”.4 Sammenholdes dette citat fra 1871 med den nutidige forståelse af ”planen holder kun til første møde med fjenden” ses en tydelig diskrepans, og ud fra Moltkes oprindelige forståelse kan det i langt højere grad forsvares at planlægge operationer. Dermed identificeres en misfortolkning af Moltkes udtalelser, hvilket giver anledning til at diskutere, hvordan Moltkes oprindelige tanker om auftragstaktik egentligt udviklede sig i den sidste halvdel af 1800-tallet, samt hvordan de praktisk manifesterede sig.   
Formålet med denne artikel er derfor at bidrage med en dybere forståelse for udviklingen af Moltkes oprindelige tanker om auftragstaktik. Dette gøres ud fra elementer fra den nutidige forståelse af Mission Command og ved at sammenholde disse med Prøjsens overgang til Als i 1864. Overgangen til Als er her valgt som eksemplificering, da det er det tidligste slag, som i en rimelig grad repræsenterer Moltkes tanker om auftragstaktik.5
 
En dybdegående forståelse af auftragstaktikkens oprindelse og udvikling bliver særlig relevant, når sammenhængen med alliancepartnere inddrages; i USA,6 og i NATO generelt, føres for tiden ligeledes en faglig diskussion om forståelsen af Mission Command.7  
Den nuværende doktrinære forståelse af Mission Command8 operationaliseres til følgende gensidige afhængigheder. Ved at befale i overordnede hensigter, kende formålet med effekten af opgaveløsningen og ved at undgå unødvendige begrænsninger skabes der forudsætning for handlefrihed, og for at den undergivne fører kan udnytte situationer gennem initiativ.   
 
Moltke og doktrinudvikling
Af eftertiden krediteres Moltke blandt andet for at være en af de første militærteoretikere, hvis tanker udviklede sig til reel doktrin. Der tages her udgangspunkt i Harald Høibacks9 ’What is doctrine?’.10 Høiback siger: ”Quite commonly then, Field Marshal Count Helmuth von Moltke is heralded as the first real doctrinarian”,11 og fortsætter ”the elder Moltke was the true inventor of a coherent military doctrine, and his 1869 Instructions have […] inspired most operation manuals of Western militaries to this day”.12 Da det i dag vides, at Moltkes tanker udvikledes til starten på den vestlige verdens militære doktrin, indledes her med en kort diskussion om, hvad doktrin er, og hvordan det skal forstås i relation til udviklingen af Moltkes tanker.  
 
Selve begrebet ‘doktrin’ er svært præcist at definere; NATO definerer doktrin som ”fundamental principles by which the military forces guide their actions in support of objectives. It is authoritative but requires judgement in application”.13 Høiback konkluderer selv, at doktrin forenklet er ”institutionalised beliefs about what works in war”.14 Som det ses, lader doktrin begrebet sig dårligt præcisere. Dog identificerer Høiback et overordnet formål med doktrin; ”to make the total greater than the sum of the parts”.15 Tages der udgangspunkt i denne betragtning, kan doktrin ifølge Høiback anvendes som et redskab: ”Doctrines rationale as a tool of command is to enhance military cohesion and facilitate coordination while simultaneously reducing the need for military commanders to issue detailed instructions. In short, the aim of doctrine is to reduce the effect of Clausewitzian friction”,16 hvilket er præcist det, Moltke søger at gøre med introduktionen af auftragstaktik, hvorfor der her ses en sammenhæng mellem behovet for at kunne fungere under krigens friktion i Moltkes tid og opfattelsen af formålet med doktrin i dag.    
 
Ved nu kort at have diskuteret begrebet doktrin er der skabt et bedre udgangspunkt for en dybere forståelse af, hvordan Moltkes tanker udviklede sig.   
 
Udarbejdelsen af ’Moltkes Militärische Werke’
Teksterne ’Moltkes Militärische Werke’ er blevet samlet fra en række af Moltkes tidligere tekster og er blevet udgivet gennem Den Tyske Generalstab mellem 1892 og 1912. Generalstaben har dermed haft mulighed for at redigere i teksterne efter Moltkes død i 1891,17 så de bliver læst i det lys, som Den Tyske Generalstab ønskede at fremsætte Moltkes tanker og erfaringer i; i perioden lige før første verdenskrig var det ‘nye’ Tyskland stadig I gang med at identificere sig selv som nationalstat, forstå sin historie og udpege sine militærhelte. Derudover ønskede Tyskland en ‘Platz an der Sonne’ i den forstand, at Tyskland også ønskede kolonier og magtindflydelse, som bla. Frankrig og England nød godt af.18 Den militære kapacitet var et vigtigt aspekt i denne sammenhæng, så betragter man teksterne ud fra den samtid, de er blevet udgivet i, kan det formodes, at Generalstaben kunne have ønsket at ophøje Moltke og Prøjsens sejre i den sidste del af 1800-tallet. Teksterne er dog ifølge historiker Daniel J. Hughes stadig fra Moltke selv,19 og ifølge General af Infanteriet Julius von Verdy, som overværede Moltkes udarbejdelse af teksterne, bemærkedes det, at teksterne ”always gave proof of the greatest care”.20 Yderligere er de tekster, som Moltke ikke selv har skrevet, sandsynligvis blevet udarbejdet under hans nære tilsyn; når en tekst var skrevet og klar til inspektion, sendtes den til Moltke, som ”began to revise it most carefully”.21 Det vurderes derfor, at kilderne stadig afspejler Moltkes egne tanker i en passende høj grad, til at teksterne kan anvendes i diskussionen af tankerne bag udviklingen af auftragstaktikken.   
 
Overordnet hensigt
For at belyse Moltkes oprindelige tanker, tages der udgangspunkt i Moltkes tiltrædelse som chef for Den Prøjsiske Generalstab. Tankegangen om at befale i hensigter og dermed udelade flest mulige detaljer kan allerede ses kort efter Moltkes tiltrædelse i 1857, hvor et af hans første tiltag i 1858 var at indføre den nye retningslinje, som foreskrev, ”so wenig wie möglich anordnen"22.23 Kessel udspecificerer dette som: ”das Detail der Ausführung dem Untergebenen zu überlassen, der zu diesem Zweck.24 aber auch nur soweit notwendig, über die Gesamtoperationen und die Nachbarabteilungen ins Bild gesetzt werden musste”.25 Eberhard Kessel er forfatter til bogen ’Moltke’ fra 1957. Hughes refererer i sin bog, som er en samling og oversættelse af Moltkes tekster, flere gange til Kessel, som en meget anerkendt Moltke-historiker. Yderligere henviser både Kessel26 og Hughes27 til Moltkes indførelse af nye retningslinjer i 1858, hvilket styrker validiteten af empirien.    
 
Gennem Moltkes indførelse af retningslinjen i 1858 ser man dermed tydeligt en erkendelse af vigtigheden af at befale i overordnede hensigter; her lægges der netop vægt på at anvise så lidt som muligt, overlade detaljer i udførelsen til undergivne førere, samt kun at give de nødvendige informationer om naboenheder og den overordnede opgaveløsning.   
 
Ordlyden udvikles
Tankerne om at befale i overordnede hensigter udvikler sig frem til 1869, hvor Moltke skriver ”selten […] werden […] ins Detail gehende Anordnungen28 vollständig zur Ausführung gelangen.”29 Hermed uddybes retfærdiggørelsen af at planlægge og befale så lidt som muligt, da detaljerede befalinger eller anordninger alligevel sjældent er fuldstændig udførlige. Dette kan ses som den begyndende tankeudvikling, der senere udvikler sig til Moltkes populære påstand om, at ”planen holder kun til første møde med fjenden”.30 Påstanden stammer fra 1871, og illustrerer en endelig fuld erkendelse af behovet for hensigter.31Den danske oversættelse er som nævnt noget anderledes end Moltkes oprindelige udsagn, som lyder: ”Kein Operationsplan reicht mit einiger Sicherheit über das erste Zusammentreffen mit der feindlichen Hauptmacht hinaus”.32 Moltke anvender her ordet ’einiger’ i tilknytning til ’Sicherheit’, hvormed graden af sikkerhed nedskaleres. Einiger vil typisk oversættes til ’nogen’ eller ’nogle’ på dansk, men i denne forbindelse anvender Moltke sandsynligvis ordet til at gøre sætningen mere lyrisk og flydende, hvorfor hensigten formodentlig ikke har været at nedtone graden af sikkerhed særligt meget. Einiger oversættes derfor til ’rimelig’.33 Forståelsen af den oprindelige tyske sætning skaber dermed divergens i forhold til den nutidige forståelse, da Moltke her siger, at ingen planer med rimelig sikkerhed rækker længere end til det første sammenstød med fjendens hovedstyrke. Dermed reflekterer forståelsen af den danske fortolkning ikke Moltkes oprindelige betydning af sætningen, idet den danske oversættelse indikerer, at planen ikke vil holde, selvom man blot møder let modstand. Et aktuelt eksempel på denne tolkning af eftertiden kan ses i Hærens Officersskoles jubilæumsbog ’Hærofficerer i 300 år’ fra 2013, hvor Moltkes sætning fortolkes som ”Ingen plan overlever det første sammenstød med fjenden”.34 At der er en forskel på den originale og den nutidige forståelse understreges yderligere af, at der til den danske sætning er en kildehenvisning til Moltkes originale citat på tysk,35 hvilket tydeligt viser, at sætningen i dag fortolkes og forstås anderledes end Moltkes oprindelige tanker bag den.  
 
Med betydningen af den oprindelige tyske sætning in mente kan planlægning af operationer forsvares i langt højere grad. Som Moltke altså skriver, kan man ikke med rimelig sikkerhed bero sig på, at operationsplaner holder længere end til sammenstødet med fjendens hovedstyrke, hvorfor man ikke bør befale i detaljer men derimod i hensigter, så undergivne førere har størst mulig handlefrihed, når situationen uundgåeligt ændrer sig grundet fjendens reaktion og krigens generelle friktion. Moltke understreger vigtigheden i sætningens betydning ved at medtage den ordret i flere af sine tekster mellem 1871 og 1881.36 Man ser altså tydeligt, at der er sket en udvikling fra 1869, hvor Moltke skriver, at detaljerede planer sjældent er fuldstændige udførlige til 1871, hvor han skriver, at ingen planer med rimelig sikkerhed rækker længere end til det første sammenstød med fjendens hovedstyrke. Omformuleringen af sætningerne indikerer en udvikling i tankegangen og understreger, at Moltke under alle omstændigheder havde erkendt et behov for at anvende hensigter frem for detaljer i opgaveanvisninger. Udviklingen fra indførelsen af retningslinjerne i 1858 frem til påstanden om planers holdbarhed i 1871 viser tydeligt, hvordan Moltke har fastholdt og videreført tankerne om at befale i overordnede hensigter gennem krigene mod Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870-71.   
 
Kontinuitet i fokus på at befale i overordnede hensigter
I 1869 udgives ’Aus den Verordnungen für die höheren Truppenführer vom 24. Juni 1869’,37 hvor Moltke udspecificerer, hvorledes førere bør udgive ordrer; ”Im Allgemeinen wird man wohl thun nicht mehr zu befehlen als durchaus nötig ist, nicht über die Verhältnisse hinaus zu disponieren, die man übersehen kann, denn diese ändern sich im Kriege schnell und selten werden in der Zeit weit vorgreifende und ins Detail gehende Anordnungen vollständig zur Ausführung gelangen”.38 Ydermere argumenterer Moltke for, at den overordnede hensigt faciliteres igennem kommandostrukturen ved at befale så lidt som muligt og mere generelt, jo højere niveau man befinder sig på. Således fastholdes handlefriheden ved de laveste niveauer.39
 
Det kan diskuteres, hvorvidt Moltke til dels modsiger sig selv i sine tekster, da han ligeledes udtrykker, at undergivne førere ikke må modtage for meget information om den overordnede hensigt.40 Dette kan dog også være ment som et udtryk for sikkerhedsmæssige foranstaltninger, således klassificerede informationer ikke risikeres at blive afsløret for fjenden, hvilket skaber et behov for, at de øverste førere formår at balancere mængden af information vedrørende den overordnede hensigt.   
 
Yderligere skriver Moltke i 1871, at den øverstkommanderende bør holde sin overordnede hensigt for øje trods situationens successive forandring; ingen manøvrer kan være baseret på fastlåste handlingsmønstre, men må spontant bestemmes på stedet på baggrund af en militær vurdering. Ifølge Moltke bør beslutninger tages hurtigt og resolut, således udførelsen virker mest mulig overbevisende.41 Moltkes udlæg fra 1871 indikerer således, at der ikke bør befales i detaljer fra øverste led i kommandostrukturen, men at førerene på stedet ud fra militære overvejelser og sund fornuft skal handle frit med den overordnede hensigt for øje.   
 
Kritik af Moltkes anvendelse af overordnede hensigter
Terrence Zuber kritiserer i sin bog fra 2008, ’The Moltke Myth’, Moltkes anvendelse af at befale i overordnede hensigter.  Zuber mener, at eftertiden opfatter Moltkes planer som forsimplede,42 og at en forståelse af Moltkes planer kræver analyser, som er “painstaking and time-consuming”,43 hvilket indikerer, at den overordnede hensigt ikke har været tydelig nok. Zuber kritiserer desuden Moltke for kun at befale i hensigter på de højeste troppeniveauer; Zuber nævner, at befaling i hensigter aldrig nåede ned til ”field-grade officers, much less company-grade officers”.44 På baggrund af Zubers værk kan det derfor diskuteres, om Moltke reelt formåede at føre sine tanker om føring ind i det praktiske felt, så auftragstaktik kunne anvendes helt ned til kompagniniveau. Zuber fremstår dog med en vis utroværdighed, da mange af påstandene ikke er underbygget af kildehenvisninger, og uanset på hvilket troppeniveau auftragstaktik havde en effekt, viser Moltkes tekster en udvikling i tankerne bag dét at befale i hensigter.   
 
Formålet med effekt45
Som Moltke skriver i 1869, bør der ikke befales for mere end højest nødvendigt.46 I forlængelse af dette siger Moltke dog også; ”Man muss vielmehr einen bestimmten Befehl zum handeln geben.“.47 Her forstås netop, at den undergivne fører skal befales, hvilken effekt han skal bidrage med, således den overordnede hensigt opnås. Den specifikke opgave der skal løses, skaber altså en effekt i samspil med andre undergivne førers opgaveløsning, som til sammen opnår den overordnede hensigt.   
Dette understøttes af Moltkes udsagn fra perioden 1869-1885 om, at befalinger opbygges således,48 at de indeholder alt nødvendig information, dog kun det, som den undergivne fører ikke selv kan udlede begyndende med nye rapporter om situationen, den overordnede hensigt og ”Hieran schließen sich die Singelanordnungen”.49 Bemærkelsesværdigt er det, at Moltke anvender anordninger frem for befaling eller specifik opgave, hvilket illustrerer, at den undergivne fører netop bidrager til at opnå en effekt under en rammesætning, hvor opgaveløsningens metode er ham fri. Ved at den undergivne fører kender formålet med effekten, kan han altså understøtte den overordnede hensigt. Moltke skriver yderligere ”Dagegen ist es unerlässlich, dass die untergebenen Behörden den Zweck50 des Befohlenen erkennen”.51 Moltke understøtter her igen afhængigheden mellem den overordnede hensigt og formålet med effekten, idet han konstaterer, at undergivne førere skal kende formålet med effekten, de skal opnå.  
 
Unødvendige begrænsninger  
Da Moltke i 1858 indførte retningslinjen ”so wenig wie möglich anordnen”,52 indførtes ligeledes en anden ny retningslinje, nemlig ”nichts Unausführbares zu befehlen”.53 Denne retningslinje kommer i forlængelse af at befale med få detaljer for at skabe handlefrihed, men også for at lette udførelsen af operationer ved at understrege, at der kun må befales for hvad, der er praktisk muligt at udføre. Indledningsvist virker det indlysende, at planer skal være praktisk mulige at udføre, men sætter man dette sammen med den tidligere anvendelse af kommandotaktik, hvor kontrol af hæren og af enheder var i fokus,54 sandsynliggør det et skifte til et øget fokus på færre kontrolforanstaltninger, hvormed planer blev praktisk lettere at udføre. At Moltke inkluderer dette som én af to retningslinjer ved sin tiltrædelse, antyder Moltkes fokus på vigtigheden af denne tilgang til kontrolforanstaltninger. I forlængelse fik Moltke i 1866 som den første i Den Prøjsiske Hær fuld operationel kontrol af Kong Wilhelm d. 1. af Prøjsen,55 hvilket betød, at Moltke kunne befale frit til de operative styrker og ikke længere var begrænset af den kontrolforanstaltning, kongens samtykke tidligere havde udgjort. Udover at indføre retningslinjen og opnå operationel frihed fra kongen, skrev Moltke om unødvendige begrænsninger på en række andre områder.      
 
Moltke giver blandt andet et eksempel fra 1869, som fokuserer på, at den undergivne fører skal friholdes for unødvendige begrænsninger, således handlefriheden fastholdes; ”Im Kriege […] muss es den Unterführen überlassen bleiben nach eigener Einsicht zu handeln”.56 Ifølge Moltke skal den undergivne fører friholdes for kontrolforanstaltninger, således han fører ud fra sin egen indsigt i situationen.  
 
Fokus på unødvendige begrænsninger 1860-1885
I teksten om våbenarternes samvirke, som er skrevet mellem 1860-1875,57 skriver Moltke: ”Die Kommandeure der zu verwendenden Teile sind mit einem bestimmt zu haltenden Auftrage zu versehen, dagegen in der Wahl der Mittel zur Lösung derselben in der freien Verfügung über ihre Untereinheiten nicht zu beschränken“.58 Moltke siger med sit ordvalg, nicht zu beschränken, helt direkte, at der ikke må være begrænsninger i valget af hvorledes, en opgave løses af undergivne førere. Det ses her tydeligt, at Moltke, i hvert fald i anvendelse af infanteriet, lægger vægt på, at undergivne førere skal have mest mulig handlefrihed i deres Wahl der Mittel zur Lösung ved ikke at være hæmmet af unødvendige begrænsninger.   
 
I afsnittet om befalingsudgivelse og rapportering fra 1869-188559 skriver Moltke ”dann wird einfaches handeln, folgerecht durchgeführt, am sichersten das Ziel erreichen”.60 Det betones her, at einfaches handeln, altså handling på baggrund af en simpel plan, er den sikreste måde at nå det ønskede mål på. En måde at holde planen simpel på er f.eks. ved at have færrest mulige faseskift eller ved at have få kontrolforanstaltninger. Det kan diskuteres, om Moltke direkte har ment færre kontrolforanstaltninger, men han har i hvert fald haft en forståelse af, at en simpel plan uden unødvendige begrænsninger er den bedste måde at opnå målet i kamp på. Yderligere er Moltkes pointe om en simpel plan særligt understreget, da citatet i den originale tekst er skrevet med ekstra mellemrum mellem hvert bogstav, hvormed sætningen bliver særligt fremhævet.   
 
Zuber forsøger at modargumentere denne pointe ved at understrege, at Moltke i krig selv brugte meget specifikke ordrer, som han forventede blev udført præcist som befalet: ”When the troops were in contact, Moltke […] issued specific instructions, which he expected to be executed to the letter”.61 Specifikke ordrer, og en forventning om at de bliver udført præcist, går direkte imod tankegangen om auftragstaktik, og særligt i dette tilfælde da specifikke ordrer i høj grad vil kunne medføre unødvendige begrænsninger, som hæmmer undergivne føreres handlefrihed. Hughes pointerer ligesom Zuber, at Moltke ”was quite prepared to issue very detailed and strict orders if necessary. Moltke frequently issued such restrictive orders in 1866 and 1870-71”.62 Begge forfattere peger på, at Moltke selv skulle have udgivet ordrer med unødvendige begrænsninger. Selvom Moltke skulle have anvendt specifikke ordrer, har han trods alt nedskrevet ovenstående tanker om unødvendige begrænsninger, som viser, at tankegangen har været til stede, om end han muligvis ikke selv altid anvendte det i praksis.
 
Udnytte situationer gennem initiativ
I afsnittet ”Selbständigkeit der Unterführer”,63 som er skrevet i perioden 1866-80, skriver Moltke ”Wo die Unterführer auf Befehle warten, wird die Gunst der Umstände niemals ausgenutzt werden”.64 Her anerkendes behovet for selvstændigt at kunne udnytte initiativ og dermed vinde udbytte i gunstige situationer. Dette underbygges af Smedberg, som er forfatter til ’Militær Ledelse’ samt redaktør for det svenske tidsskrift ‘Militär Historia’ og tidligere har været officer i den svenske hær, hvorunder han gjorde tjeneste i Generalstaben. Om initiativ i Den Prøjsiske Hær under Moltke skriver Smedberg; ”Udeblev ordrene, skulle man tage initiativ. […] Til forskel fra andre lande blev dette ikke opfattet som lydighedsnægtelse […], men blev tværtimod søgt fremmet”.65 Dette viser, at Moltke også formåede at anvende sine ideer om initiativ i det praktiske felt ved at uddanne i selvstændigt at udnytte gunstige situationer. Dette bestyrkes af Moltke selv, idet han skriver ”Nur die Befähigung und Gewöhnung der Führer aller Grade zu selbständigem handeln geben die Möglichkeit große Massen mit Leichtigkeit unter Verhältnissen zu bewegen, die bei dem Fehlen dieser Eigenschaften Zeitverlust und Friktionen aller Art herbeiführen müssen”.66 Man ser tydeligt her, at Moltke har været opmærksom på vigtigheden af at træne undergivne førere i at tage initiativ på baggrund af deres vurdering af den aktuelle situation, idet han direkte skriver, at man kun gennem tilvænning til selvstændig handlen kan agere hensigtsmæssigt. Yderligere skriver han, at det vil medbringe tidstab og friktion, hvis man ikke formår at tage initiativ.   
 
En videreudvikling ses, i det Moltke påpeger, at initiativtagen, trods faktummet at det er kombineret med fare, er langt at foretrække fremfor tøven i kamp; ”Hesitations in reaching decisions and inaction were worse than mistakes in choosing means”.67 Denne udtalelse er sammenlignelig med Moltkes udsagn fra perioden 1866-188068 om, at undergivne førere ikke bør vente på ordrer, men handle ud fra den overordnede hensigt når situationer ændredes under krigens friktion. 
 
Overgangen til Als 1864
I det følgende eksemplificeres Moltkes tanker om auftragstaktik ved en analyse og diskussion af, hvorledes de kom til udtryk ved Prøjsens overgang til Als d. 29. juni 1864. 
 
 
Kommandoforholdene
Kommandoforholdene ved overgangen kræver en udredelse for at vise sammenhængen mellem Moltkes indflydelse og selve angrebet, således man kan forholde sig objektivt til diskussionen af angrebet. I denne del af krigen var den øverstbefalende for de prøjsiske styrker Prins Friedrich Karl, mens Moltke fra d. 30. april 186469 fungerede som Friedrich Karls stabschef i felten. Det bør i denne sammenhæng bemærkes, at generalstaben først i 1866 fik beføjelser til at befale direkte til de operative enheder uden at skulle konsultere kongen af Prøjsen.70 Chefen for Det Første Prøjsiske Armékorps, som gennemførte angrebet på Als, var general Karl Eberhard Herwarth von Bittenfeld.71 Afsnittet tager derfor udgangspunkt i Herwarth von Bittenfelds anordninger af 28. juni angående overgangen til Als,72 hvilket må betragtes som den endelige skriftlige befaling inden angrebet. Moltke var på dette tidspunkt både chef for Den Prøjsiske Generalstab og midlertidig generalstabschef for det prøjsiske korps, hvor han planlagde og rekognoscerede for de prøjsiske operationer.73 Det må derfor forventes, at Moltke havde en anseelig grad af indflydelse på forberedelserne i forbindelse med overgangen til Als. Zuber giver igen anledning til at diskutere dette, da han skriver, at ”Moltke was hardly involved”74 og refererer til Foersters bog om Prins Friedrich Karl, som beskriver forberedelserne til overgangen.75 Dette kan dog anfægtes, da det i Foersters bog ikke nævnes, at Moltke ikke var involveret; bogen er netop skrevet om Prins Friedrich Karl og holder derfor et naturligt fokus på hans rolle i krigen og dermed ikke på Moltke, hvilket imidlertid ikke betyder, at Moltke ikke var involveret. Tværtimod nævner Foerster i samme bog, at Herwarth von Bittenfeld d. 27. juni diskuterede ”neue zahlreiche Bedenken”76 vedrørende overgangen i hovedkvarteret, hvor Moltke som chef og som chef for generalstaben må formodes at have haft stor indflydelse. Dette underbygges af senere udsagn om, hvordan Moltke førte tilsyn og kontrol med befalinger udarbejdet i generalstaben: ”Important orders of operation were frequently drawn up by the Chief of the General staff himself, those sketched by others mere submitted to him for a close inspection before making a fair copy”.77 Derfor må det forventes, at Moltke har haft indflydelse på overgangen til Als, hvormed det kan sandsynliggøres, at anordningerne og angrebet er repræsentative for Moltkes tanker; Herwarth von Bittenfelds anordning anvendes derfor som udgangspunkt for diskussionen. Det kan dog diskuteres, om Moltkes tanker dannede grundlag for operationen, eller om operationen bragte erfaringer, som senere dannede grundlag for Moltkes tanker. Dette vil aldrig kunne endeligt afklares, og sandsynligvis har en blanding af de to været tilfældet.   
 
Overordnet hensigt
Ser man på den opgavestilling, Herwarth von Bittenfeld modtog, skriver Foerster, ”General Herwarth von Bittenfeld hatte den ”bestimmten Befehl”78 […] die Landung auf Alsen auszuführen”.79 Det udspecificeres her, at Herwarts von Bittenfeld havde modtaget en meget entydig opgave, nemlig die Landung auf Alsen auszuführen, men ikke hvordan dette skulle gøres. Der ses altså indledningsvist udelukkende en overordnet hensigt i opgaven. Herwarth von Bittenfeld får yderligere frihed til selv at vælge sted og til at udfærdige anordningerne, som skulle sikre succes i overgangen: ”Die Wahl des Ortes für die Ueberschiffung und die Anordnungen zur Sicherung des Erfolges wurden vertrauensvoll in seine [Herwarts von Bittenfelds] Hände gelegt”.80 Herwarth von Bittenfeld harvde altså frihed til at udfærdige sin egen plan indenfor den overordnede hensigt og indenfor rammerne af den prøjsiske doktrin, hvilken Moltke direkte kunne påvirke som chef gennem sine retningslinjer. For at anskueliggøre, hvordan denne hensigt forplanter sig ned gennem kommandostrukturen, inddrages Herwarth von Bittenfelds befaling. Her befaler han helt i starten: ”Morgen vor Tagesanbruch werde ich mit dem Armee-Korps den Uebergang ü ber den Alsen Sund bei Satrupholz forciren und den Feind in der Richtung auf Hörup verfolgen“.81 Citatet viser tydeligt, at Herwarth von Bittenfeld indleder sin befaling ved at give en simpel og entydig overordnet hensigt; nemlig at forcere Alssund med henblik på at forfølge fjenden i retning af Hørup. Sammenholder man dette med Moltkes retningslinje om ”so wenig wie möglich anordnen”,82 tydeliggøres det, at Moltkes tanker om at befale så lidt som muligt gennem en overordnet hensigt, da planen alligevel ikke med rimelig sikkerhed overlever første sammenstød med fjendens hovedstyrke, kommer praktisk til udtryk ved Herwarth von Bittenfelds instruks for overgangen til Als. Tager man yderligere længden af Herwarth von Bittenfelds plan og videregivelsen af informationerne i betragtning,83 indikerer det, at der vitterligt er forsøgt so wenig wie möglich anordnen; han refererer kun kort til udskibningsstederne, som er anvist til de undergivne førere mundtligt, samt angiver klokkeslettet 0200 som tidspunktet, hvor overgangen skal påbegyndes.84 Udover sikkerhedsforanstaltninger nævner han ikke mere, som falder ind under den overordnede hensigt.  
 
Formålet med effekt85
Efter den overordnede hensigt og ordre de bataille giver Herwarth von Bittenfeld både Division Manstein og Division Wintzingerode, som tilsammen udgør Første Prøjsiske Armékorps, enkeltvise anordninger i sin befaling.   
 
Division Manstein
Til Division Manstein befaler han: ”Die Division Manstein wird zuerst übergesetzt und sucht sich nach Erstü rmung der Batterien in den Besitz der Fohlen-Koppel, des Vorwertes Rönhof und des naheliegenden Terrains zu setzen; sie dringt dann später gegen Ulkebü ll und Hörup vor, um den Feind am Einschiffen zu hindern“.86 Manstein får altså et direkte formål; nemlig at tage Arnkil Skov og derefter Rønhave med omkringliggende terræn, hvorefter han skal angribe frem mod Ulkebøl og endeligt Hørup. Det ses, at han får stillet en række konkrete mål, som skal tages med henblik på at besidde terrænet, men det bliver ikke befalet, hvordan dette skal gøres, hvilket overlader udførelsen og dermed handlefrihed til Manstein. Yderligere og vigtigst befaler Herwarth von Bittenfeld et direkte formål med den effekt, som skal understøtte den overordnede hensigt at forfølge fjenden I retning af Hørup; nemlig den Feind am Einschiffen zu hindern. Denne afsluttende bemærkning beskriver præcist formålet med den effekt Manstein endeligt skal opnå, hvilket er at afskære fjenden fra at frigøre mod Hørup og dermed forhindre ham I at indskibe sine tropper. Det kan her diskuteres, om formålet egentligt er helt entydigt idet Manstein reelt befales til både at tage terræn og afskære fjenden, men ses det faseopdelt, skal han indledningsvist tage terrænet ned mod Rønhave, hvilket er forudsætningsskabende for det videre angreb, hvorefter han skal angribe mod Ulkebøl med henblik på at afskære fjenden. Dermed ved Manstein, hvilken effekt han skal opnå for at støtte den overordnede hensigt, og han kan befale formålet at afskære fjenden direkte og entydigt videre i kommandostrukturen. Dette reflekterer Moltkes tanker om at give et entydigt formål med effekt, som hurtigt og uden fejlfortolkning kan forplantes til undergivne førere.       
 
Division Wintzingerode
Til Division Wintzingerode befaler Herwarth von Bittenfeld dog: ”Die Division Wikingerode [Wintzingerode] folgt unmittelbar, und zwar so, daß die 25ste Brigade zuerst übergesetzt wird und sich dann auf Ulkebüll dirigirt, die 11te Brigade folgt ihr als Reserve“.87 Her går Herwarth von Bittenfeld imidlertid mere i detaljer og befaler for, i hvilken rækkefølge divisionen skal sætte over til Als, og yderligere befaler han to niveauer ned, idet han giver opgaver til de enkelte brigader. 25. Brigade får et klart formål; at forstærke en eventuel succes opnået af Manstein om Ulkebøl, mens 11. Brigade holdes som reserve. Herwarth von Bittenfeld giver dermed en entydig og specifik opgave, hvilket reflekterer Moltkes tanker om entydige opgaver, men Herwarth von Bittenfeld går imod Moltkes tanker om handlefrihed ved at diktere opgaver for Wintzingerodes brigader. Her springer Herwarth von Bittenfeld nemlig divisions-niveauet over og befaler direkte til Wintzingerodes undergivne førere, hvilket mindsker Wintzingerodes handlefrihed. Det noteres dog, at Herwarth von Bittenfeld ikke befaler 25. Brigade til mere, end at de skal begive sig mod Ulkebøl, hvilket stemmer overens med Moltkes konstatering af, at man ikke bør befale detaljeret for de forhold, man endnu ikke kender, da de ændrer sig under krigens friktion.  
 
Unødvendige begrænsninger
Som ovenfor identificeret befaler Herwarth von Bittenfeld to niveauer ned og fastlægger rækkefølgen i overgangen samt opgavefordelingen for brigaderne i Division Wintzingerode. Dermed skabes der på baggrund af den øverstbefalendes ordreudgivelse en potentiel unødvendig begrænsning, hvor Herwarth von Bittenfelds diktering af brigaderne kan have udgjort en hæmsko for Wintzingerode. Her kunne Herwarth von Bittenfeld i stedet have befalet, at én brigade skulle forstærke om Ulkebøl, mens én brigade skulle holdes som forstærkning. Ved ikke at præcisere hvilken brigade, der skal løse opgaverne, ville Wintzingerode trods alt have haft mere frihed, hvilket ville have været i overensstemmelse med Moltkes tanker om at befale så lidt som muligt jo højere niveau, man er på. Naturligvis ville en fuldstændig udeladelse af brigaderne i armekorpsanordningerne i endnu højere grad have levet op til Moltkes tanker. I hvor stor grad de restriktive enkeltordre går imod Moltkes tankegang er svært at præcisere i 1864, da mange af Moltkes erfaringer er skrevet efter 1864 og meget vel kan udspringe fra handlinger i Anden Slesvigske Krig. Umiddelbart udtrykker skildringerne af slaget dog ikke, at den restriktive enkeltordre har virket som en unødvendig begrænsning i selve udførelsen af planen.88
 
Kortudsnit over Alssund med zoom på Kjærhalvø fra Grossen Generalstabe 1887  
 
 
Goeben begrænses
Analysen af Moltkes tankers indvirkning på ordreudgivelsen følges af en diskussion om, hvorvidt tankerne manifesterede sig i selve kampene på Kjær-halvøen:  Omkring kl. 0430, da kampene på Kjær-halvøen var nået linjen Kjær Vig-Kjær-Ulkebøl, opstod der en unødvendig begrænsning for Mansteins ene brigadechef, general Goeben;89 ”her standsede kampene for en tid, først og fremmest fordi brigaden Goeben havde fået ordre til at standse fremrykningen, indtil tilstrækkeligt feltartilleri var overført”.90 Prøjserne havde på daværende tidspunkt momentum i angrebet, så hvorvidt feltartilleriets overførelse var nødvendigt for videreførelsen af angrebet mod syd, er ukendt, men meget tyder på, at den fortsatte fremrykning ville have resulteret i et gunstigt udfald for prøjserne, da danskerne successivt måtte frigøre tilbage ved hvert sammenstød med prøjsiske styrker.91 Desuden gav Goebens ophold et pusterum til danskerne, således en modoffensiv muliggjordes.92 Dette kunne sandsynligvis være forhindret, hvis prøjserne istedet havde fortsat offensiven uden at standse. 
 
Moltkes placering
Moltkes placering under selve overgangen til Als bør også nævnes. Moltke observerede i 1866, at tilstedeværelsen af en øverstbefalende hos underlagte enheder i sig selv kan virke som en unødvendig begrænsning, idet der dermed kan opstå tvivl hos de undergivne førere om, hvilke ordrer der så skal udføres.93 Selvom Moltkes observation er fra 1866, kommer hans tanker herom til udtryk allerede i 1864 under overgangen til Als: Moltke valgte her selv at placere sig ved den danske skanse X, som blev indtaget af prøjserne under stormen på Dybbøl-stillingen d. 18. april 1864.94 Sammen med den øverstbefalende Prins Friedrich Karl kan han herfra overskue Alssund og kampen men har ikke mulighed for at gribe direkte ind i kamphandlingerne og dermed komme til at virke begrænsende på Herwarth von Bittenfeld, Manstein eller Wintzingerode.95 Dette viser, at Moltke havde tillid til, at den overordnede hensigt var forstået, og at de specifikke enkeltordrer om at angribe i retning af Hørup og afskære fjenden var effektive i sådan en grad, at han kunne give stort set total handlefrihed til Herwarth von Bittenfeld under selve udførelsen. Moltke understreger senere selv dette forhold i ’Aus den Verordnungen für die höheren Truppenführer vom 24. Juni 1869’ ved at skrive, at ”Alle höheren Truppenkommandeure kehren schon bei Beginn des Gefechts nach einem mehr rückwärtigen Punkt zurück, welcher hinreichenden Ueberblick gestattet und den eigenen Truppen sichtbar ist”,96 hvilket er præcist det, han selv og prinsen gør under overgangen. Dermed ses, at erfaringer fra 1864 senere kan have fungeret som grundlag for Generalstabens og Moltkes tekster.   
 
Herwarth von Bittenfelds placering
Denne tankegang ses også i Herwarth von Bittenfelds egen placering under kampen ved Peter Nissens Gård øst for Øster Snogbæk på Jyllandssiden af Alssund.97 Han går indledningsvist ikke selv med over til Alssiden, hvor kampene finder sted og overlader dermed handlefrihed til Manstein og Wintzingerode. Man kan dog være kritisk overfor, hvad Moltkes egentlige tanker om førerens placering var. Fuller ville mene, at Moltke ved at placere sig væk fra selve kampen blot søgte at sende det tunge ansvar om føring i kamp videre ned gennem kommandostrukturen ved at fjerne sig selv fra muligheden for indgriben.98 Hertil bør det noteres, at datidens signalmidler, som primært bestod af ordonanser, flag og anvendelsen af telegraf,99 kun gav føreren begrænsede muligheder for at styre kampen og for at skabe overblik over kampens udvikling, hvorfor det kan argumenteres, at delegering af ansvar ned i kommandostrukturen var en nødvendighed. Et modargument mod Fullers kritik er dog også, at prøjsisk ledelse forud for angrebet har været meget bevidst om placeringen af det overordnede ansvar, hvilket her hviler på Prins Friedrich Karl som øverstbefalende, hvortil han selv i sine erindringer skriver: ”Dieser einzige Befehl100 erging an Herwarth. Ich befahl ihm Alsen zu nehmen, weil seine Eigentümlichkeit eine folge war, die sich gern hinter einem Befehl deckte, der ihm die Verantwortung in letzter Instanz abnahm”.101 Det bør dog bemærkes, at det har været let for Prins Friedrich Karl at placere ansvaret på sig selv, efter der er opnået succes i operationen.   
 
Udnytte situationer gennem initiativ
Forud for ordreudgivelsen og før det endeligt bliver bestemt, at overgangen skal finde sted ved Alssund, diskuteres forskellige muligheder for udførelsen. Den endelige beslutning om at overgangen skal finde sted ved Alssund påvirkes dog af divisionchef Manstein: ”Stærkt medvirkende til denne beslutning [om at angribe ved Alssund] var dog også, at Manstein under drøftelserne af den oprindelige plan erklærede, at han bedst bandt danskerne ved virkeligt at gå over Alssund”.102 Denne indblanding fra Manstein viser, at han havde forstået den overordnede hensigt og formålet med den effekt (at binde danskerne), han skulle opnå allerede inden angrebsstedet blev fastlagt. Yderligere viser det, at han på baggrund af denne forståelse kunne komme med forbedringsforslag, som optimerede den overordnede opgaveløsning. Dette indikerer udnyttelse af initiativtagen på baggrund af forståelse af den overordnede hensigt og effekt under planlægnings- og beslutningsfasen.    
 
Goebens angreb
Der ses dog situationer i kampen, hvor førerne ikke udnytter situationer ved eget initiativ. Et eksempel herpå er situationen, hvor Goeben standses, da feltartilleriet skal transportes over Alssund, før fremrykningen kan fortsætte. Det er svært at afgøre, om Goeben ikke måtte fortsætte uden artilleriet, eller om han blot tøvede. Er det sidste tilfældet, går det imod Moltkes tanke om, at initiativ er at foretrække frem for tøven,103 hvorfor Goeben, ifølge Moltke, burde have fortsat angrebet uden feltartilliriet og dermed have udnyttet det opnåede momentum i kampen.
  
Goeben angriber dog videre straks efter at feltartilleriet ankommer; han ses omkring kl. 0445 foretage en omfattende manøvre, som ud fra forståelsen af hensigten med manøvren104 har søgt at opfylde formålet med den effekt hans opgaveløsning skal bidrage til; nemlig at afskære fjenden. Kort opridset er situationen, at enheder, som udgør den danske venstre flanke foretager en bevægelse fra vest mod øst væk fra området ved Alssund. Goeben indser den danske troppebevægelse væk fra løbegravene placeret ved sundets bredder til Rønhavevej, hvorfor han foretager en omfattende bevægelse vest og syd om Kjær by. Goeben udnytter altså situationen gennem initiativ, da han forsøger at afskære fjenden om Rønhavevej. Dette viser for det første, at Manstein har formået at formidle hensigten og formålet med effekten videre til sin brigadechef, og at general Goeben ved eget initiativ formår at udnytte en situation, hvor han har mulighed for at afskære fjenden, hvilket bidrager til at opnå den overordnede hensigt.  
 
Mulighed for at afskære den danske udskibning 
Under kampens sidste fase sker det tilsyneladende, at førerne ikke udnytter situationer gennem initiativ. Tværtimod afstår man fra et forsøg på at afskære eller forsinke danskernes udskibning fra Kegnæs. Situationen er således, at Det Prøjsiske Første Korps med brigaderne Goeben og Roeder er placeret henholdsvis i Hørup og Vollerup, mens danskerne er i gang med at frigøre til Kegnæs og foretage udskibningen herfra. Årsagen til at prøjserne ikke forsøger at afskære de danske styrker, hvilket egentlig var den effekt de skulle opnå, er sandsynligvis faren forbundet med en overgang til Kegnæs og udmattelse blandt de prøjsiske tropper.105 Denne mangel på handling kan derfor sandsynligvis ikke tilskrives manglende initiativ men derimod krigens vilkår, som Moltke også siger ikke kan forudsiges.   
 
Konklusion
Udover den sproglige misfortolkning har diskussionen vist, at Moltke gennem hele sin periode som chef for Den Prøjsiske og Tyske Generalstab holdte et fokus på elementerne af auftragstaktik i sit forfatterskab. Det tydeliggøres dermed, at elementerne fra auftragstaktik stod som noget helt centralt for Moltke. Diskussionen om overgangen til Als har vist, at Moltkes tanker til dels kom til udtryk i den praktiske udførelse af angrebet; anordningerne, førernes placering og udførelsen bærer på visse områder tydeligt præg af Moltkes retningslinjer og tanker om auftragstaktik, men i andre aspekter, herunder i enkeltelementer af kampens førelse, kom Moltkes tanker kun i mindre grad til udtryk.   
 
Overordnet sandsynliggør befalingen og forløbet ved overgangen til Als et tidligt forsøg på at anvende auftragstaktik, og frem for alt understregedes vigtigheden af at planlægge fleksible operationer, som kan overleve krigens uundgåelige friktion, hvilket måske er den vigtigste arv fra Moltkes lærdom om føringskonceptet. Dermed er vi tilbage ved udgangspunktet men nu med en dybere forståelse af læresætningen ”planen holder kun til første møde med fjenden”.  
 
Historien som et kritisk spejl
Føringskonceptet har overlevet og udviklet sig siden Moltkes tid og anvendes som bekendt i dag som Mission Command i NATO. Men kan vi forvente, at føringskonceptet, som blev udviklet under påvirkning af den prøjsiske militærkultur, overhovedet kan standardiseres således, at alle NATO-lande med vores traditioner og føringskulturer kan anvende det effektivt og samarbejde indenfor den samme føringsramme? Nutidens officerer kan i alt fald med fordel bruge historiske eksempler som det ovenfor til at forstå konceptets kerne, og blive klogere på dets muligheder og udfordringer. Ud fra den i analysen identificerede fejlfortolkning kan vi bl.a. spørge os selv, om vi kun bevæger os i skyggen af Moltkes arv?   
 
 
 
Litteraturliste
Bøger:
- Andersen, Claus Eskild et. al., Hærofficerer i 300 År: 1713-2013, Redaktionskomite ved Hærens Officersskole, København, 1. udgave, 1. oplag, 2013
 
- Bjørke, Oberst Svend et. al., Krigen 1864: Den anden slesvigske krig i politisk og krigshistorisk belysning, Strubes forlag, København, 1968
 
- Foerster, Wolfgang, Prinz Friedrich Karl von Preußen, Deutsche Verlags-Anstalt, Stuttgart und Leipzig, 1910
 
- Generalstaben, Den Dansk-Tyske Krig 1864: Del III, J.H. Schultz, København, 1892
 
- Grossen Generalstabe, Der Deutsch-Dänische Krieg 1864: Zweiter Band, Ernst Siegfried Mittler und Sohn, Berlin, 1887
 
- Hughes, Daniel J., Moltke on the art of war: selected writings, Ballantine Books, New York, 1993
 
- Kessel, Eberhard, Moltke, K. F. Koehler Verlag, Stuttgart, 1957
 
- Knopp, Guido et al., Die Deutschen: vom Mittelalter bis zum 20. Jahrhundert, Verlag Bertelsmann, München, 2008
 
- Moltke, Helmuth et. al., Essays, Speeches and Memoirs: of Field-Marshal Count Helmuth von Moltke, Vol. 2, C. F. McClumpha, C. L. Barter, M. Herms (eds), Harper & Brothers, New York, 1893
 
- Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 2, gruppe 2, Ernst Siegfried Mittler und Sohn, Berlin, 1900
 
- Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 2, Ernst Siegfried Mittler und Sohn, Berlin, 1911
 
- Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 3, Ernst Siegfried Mittler und Sohn, Berlin, 1912
 
- Reid, Brian H, J. F. C. Fuller: Military Thinker, MacMillan Press, London, 1987
 
- Smedberg, Marco, Militær Ledelse: Fra Napoleon til Schwarzkopf, Aschehoug, København, 2. udgave, 1. oplag, 2004
 
- Wermke, Dr. Mathias et. al., Duden Band 8: Das Synonymwörterbuch, Dudenverlag, Mannheim, 2006
 
- Zuber, Terence, The Moltke Myth: Prussian war Planning 1857-1871, University Press of America, Lanham, MD, 2008 
 
 
Videnskabelige artikler:
- Gunther, Major Michael J, Auftragstaktik: The Basis for Modern Military Command? U.S Army Command and General Staff College, Fort Leavenworth, Kansas, 2012
 
- Høiback, Harald, What is doctrine? The Journal of Strategic Studies, Vol. 34, No. 6, Routledge, December 2011
 
- Ricks, Thomas E, An elusive command philosophy and a different command culture, Washington Post, 2011  
 
 
Reglementer:
- Hærens Operative Kommando, 010-001: Feltreglement I, Forsvaret, 2012  
 
 
Internetkilder:  
- Command and Control Center of Exellence, NATO, Examining Principles of Mission Command in NATO, NATO, Utrecht, 2015.  http://c2coe.org/knowledge-development/examining-principles-of-missioncommand-in-nato/ , Adgang til adressen 2016-05-18
 
 
 
Noter
1 Andersen, Claus Eskild et. al., Hærofficerer i 300 År: 1713-2013, Redaktionskomite ved Hærens Officersskole, København, 1. udgave, 1. oplag, 2013 (herefter refereret til som; Andersen), p. 187 
 
2 Kessel, Eberhard, Moltke, K. F. Koehler Verlag, Stuttgart, 1957, p. 246 (herefter refereret til som; Kessel)
 
3 Kessel, op. cit., p. 246
 
4 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 2, gruppe 2, Ernst Siegfried Mittler und Sohn, Berlin, 1900, p. 291 (fra 1871) (herefter refereret til som; Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 2, gruppe 2)
 
5 Dette diskuteres senere under overskriften ’Overgangen til Als 1864 – Kommandoforholdene’.  
 
6 Gunther, Major Michael J, Auftragstaktik: The Basis for Modern Military Command? U.S Army Command and General Staff College, Fort Leavenworth, Kansas, 2012 (herefter refereret til som; Gunther), p. 4 samt Ricks, Thomas E, An elusive command philosophy and a different command culture, Washington Post, 2011  
 
7 Command and Control Center of Exellence, NATO, Examining Principles of Mission Command in NATO, NATO, Utrecht, 2015. http://c2coe.org/knowledge-development/examining-principles-of-mission-c... Adgang til adressen 2016-05-18
 
8 Feltreglement Is forklaring på Mission Command er operationaliseret til konkretiserede analyse kriterier, så det kan anvendes som teori, hvor uddrag fra reglementet er sammensat til kriterier, således det i analysen kan diskuteres, hvorvidt auftrags-taktikken blev udviklet, og hvordan den kom til udtryk ved overgangen til Als 1864; Hærens Operative Kommando, 010-001: Feltreglement I, Forsvaret, 2012 (herefter refereret til som; Hærens Operative Kommando), pkt. 1.6.3, 1.6.5 og 1.6.6, pp. 127 - 129
 
9 På tidspunktet, hvor ’What is doctrine?’ blev skrevet, var Høiback i færd med at færdiggøre en PhD omhandlende militær doktrin, hvorfor det vurderes, at hans tekst om doktrinudvikling skaber et validt grundlag til at diskutere begrebet doktrin.
 
10 Høiback, Harald, What is doctrine? The Journal of Strategic Studies, Vol. 34, No. 6, Routledge, December 2011 (herefter refereret til som; Høiback)
 
11 ibid, p. 881
 
12 ibid, p. 881
 
13 ibid, p. 779
 
14 ibid p. 897
 
15 ibid, p. 883
 
16 ibid, p. 890
 
17 Hughes, Daniel J., Moltke on the art of war: selected writings, Ballantine Books, New York, 1993 (Herefter refereret til som; Hughes), pp. 15 - 16
 
18 Knopp, Guido et al., Die Deutschen: vom Mittelalter bis zum 20. Jahrhundert, Verlag Bertelsmann, München, 2008, p. 388  
 
19 Hughes, op. cit., p. 16
 
20 Moltke, Helmut et. al., Essays, Speeches and Memoirs: of Field-Marshal Count Helmuth von Moltke, Vol. 2, C. F. McClumpha, C. L. Barter, M. Herms (eds), Harper & Brothers, New York, 1893, p. 188 (herefter refereret til som; Moltke, Helmuth et. al., Essays, Speeches and Memoirs: of Field-Marshal Count Helmuth von Moltke, Vol. 2)  
 
21 ibid, p. 187
 
22 Det bemærkes, at Moltke bruger udtrykket at anordne i stedet for at befale, hvilket indikerer en løsere opgavestilling inden for en rammesætning.    
 
23 Kessel, op. cit., p. 246
 
24 ’Zweck’ kan i denne sammenhæng korrekt oversættes direkte til ’formål’
 
25 Kessel, op. cit., p. 246
 
26 ibid, p. 246
 
27 Hughes, op. cit., p. 4
 
28 Her anvender Moltke igen ’Anordnungen’ i stedet for befalinger, hvilket indikerer en lavere grad af detalje i opgaveanvisningen.
 
29 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 2, gruppe 2, op. cit., p. 180 (fra 1869)
 
30 Andersen, op. cit., 187
 
31 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 2, gruppe 2, op. cit., p. 291 (fra 1871)
 
32 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 2, gruppe 2, op. cit., p. 291 (fra 1871)
 
33 Wermke, Dr. Mathias et. al., Duden Band 8: Das Synonymwörterbuch, Dudenverlag, Mannheim, 2006, p. 295. Yderligere bekræftes dette af fagpersonel med tysk som modersmål hos Clio Online i afdelingen ’Tyskfaget’. Clio Online udvikler undervisningsmateriale på tysk til danske skoler, og korrekturlæserne har derfor en dybdegående indsigt i oversættelse fra tysk til dansk. En af korrekturlæserne foreslået omformulering af ’einiger Sicherheit’ er ’ziemlich sicher’, hvilket underbygges af Dudens synonym for ’einiger’ som ’ziemlich’.
 
34 Andersen, op. cit., p. 187
 
35 ibid. kildehenvisning 20, p. 187
 
36 Hughes, op. cit., p. 45 og p. 92
 
37 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 2, gruppe 2, op. cit., p. 171; Dette værk er udgivet på baggrund af erfaringer fra tidligere krige. Værket betragtes som værende blandt de første doktrinære tekster, som beskriver elementerne fra auftragstaktik direkte; Gunther, op. cit., p. 9
 
38 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 2, gruppe 2, op. cit., p. 180
 
39 ibid, p. 180
 
40 ibid, pp. 180 - 181
 
41 ibid, p. 292
 
42 Zuber, Terence, The Moltke Myth: Prussian war Planning 1857-1871, University Press of America, Lanham, Maryland, 2008, p. 2 (herefter refereret til som; Zuber)
 
43 ibid, p. 2
 
44 ibid, pp. 98 - 99
 
45 Den nutidige forståelse af ’effekt’ er imidlertid typisk i forbindelse med effekt-baseret tilgang på det taktiske niveau. Denne nutidige betydning er taget i betragtning, men effekt-begrebet bibeholdes, som her skal forstås som f.eks. formålet at afskære fjenden, binde og omgå, nedkæmpe eller tage terræn og ikke som “en bred tilgang til at påvirke modstanderes/parternes, egen og civilbefolkningens vilje, forståelse og evne”, som effektbegrebet anvendes i Feltreglement I; Hærens Operative Kommando, op. cit., pkt. 1.3.1, p. 114.  
 
46 Dette citat nævnes flere gange af Moltke, og skaber forklaringskraft i flere aspekter af diskussionen af Mission Command; Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 2, gruppe 2, op. cit., p. 180  
 
47 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 2, Ernst Siegfried Mittler und Sohn, Berlin, 1911, p. 20 (herefter refereret til som; Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 2)
 
48 Interessant er det her, at Moltkes eksempel på en befalingsudgivelse er lig den befalingsudgivelse, den danske hær anvender i dag i form af 5-punktsbefalingen; ibid, p. 21
 
49 Den engelske oversættelse af Singelanordnungen er ”special instructions”; Hughes, op cit., p. 231, hvilket her forstås som enkeltordre; ibid, p. 21
 
50 Zweck oversættes til ’formål’ men forstås her som det overordnede formål, den undergivne førers effekt skal bidrage til.
 
51 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 2, op. cit., p. 21
 
52 Kessel, op. cit., p. 246
 
53 Hughes refererer her til Kessel, men uddyber idet han skriver ”Commanders […] should take care to limit their orders to what was practicable”; ibid, p. 246 og Hughes, op. cit., p. 4
 
54 Smedberg, Marco, Militær Ledelse: Fra Napoleon til Schwarzkopf, Aschehoug, København, 2. udgave, 1. oplag, 2004 (herefter refereret til som; Smedberg), pp. 40 - 42
 
55 Hughes, op. cit., p. vii og Smedberg, op. cit., p. 42
 
56 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 2, gruppe 2, op. cit., p. 198
 
57 Afsnittet omhandler infanteri og kan ikke dateres præcist inden for den nævnte periode, men da det er i Moltkes tid som chef for generalstaben, og dermed formentligt skrevet af Moltke eller under hans nøje opsyn, vurderes det, at teksten i høj grad reflekterer Moltkes tankegang.  
 
58 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 3, Ernst Siegfried Mittler und Sohn, Berlin, 1912 (herefter refereret til som; Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 3), p. 242
 
59 Dette afsnit er en del af samlingen af tekster, som på engelsk er udgivet under ”Lessons on war” hvorfor det forstås som en konklusion på Moltkes erfaringer; Hughes, op. cit., p. 226
 
60 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 2, op. cit., p. 19
 
61 Zuber må dog igen kritiseres for ikke at have denne påstand underbygget af en kildehenvisning; Zuber, op. cit., p. 100  
 
62 Hughes, op. cit., p. 12
 
63 Afsnittet er en del af III kapitel ”die Schlacht” fra Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 3, op. cit., p. 87
 
64 ibid, p. 87
 
65 Smedberg, op. cit., pp. 43 – 44
 
66 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 3, op. cit., p. 87 
 
67 Hughes, op. cit., p. 13
 
68 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 3, op. cit., p. 87
 
69 Andersen, op. cit., p. 183
 
70 Hughes, op. cit., p. vii
 
71 For samlet redegørelse for kommandoforholdene se;  Bjørke, Oberst Svend et. al., Krigen 1864: Den anden slesvigske krig i politisk og krigshistorisk belysning, Strubes forlag, København, 1968 (herefter refereret til som; Bjørke), p. 430  
 
72 Grossen Generalstabe, Der Deutsch-Dänische Krieg 1864: Zweiter Band, Ernst Siegfried Mittler und Sohn, Berlin, 1887, p. 654 (herefter refereret til som; Grossen Generalstabe) for dansk oversættelse se; Generalstaben, Den Dansk-Tyske Krig 1864: Del III, J.H. Schultz, København, 1892, bilag 20 (herefter refereret til som; Generalstaben)    
 
73 Andersen, op. cit., p. 183
 
74 Zuber, op. cit., p. 102
 
75 Foerster, Wolfgang, Prinz Friedrich Karl von Preussen, Deutsche Verlags-Anstalt, Stuttgart und Leipzig, 1910, pp. 354 – 356 (herefter refereret til som; Foerster)
 
76 ibid, p. 355
 
77 Citatet her omhandler ordreudfærdigelse i krigen 1870-71, men reflekterer Moltkes tilgang til kontrol med befalinger i generalstaben, som den Herwarth von Bittenfeld brugte i 1864; Moltke, Helmuth et. al., Essays, Speeches and Memoirs: of Field-Marshal Count Helmuth von Moltke, Vol. 2, op. cit., p. 192
 
78 ”bestimmten Befehl” i situationstegn kan meget vel hentyde til, at hensigten med opgaven entydigt var at gennemføre en sølandsætning af prøjsiske tropper på Als.  
 
79 Foerster, op. cit., p. 354
 
80 ibid, p. 354
 
81 Grossen Generalstabe, op. cit., p. 654
 
82 Kessel, op. cit., p. 246  
 
83 Det bør holdes in mente, at befalingen formegentligt er blevet understøttet af et stabsmøde, hvor befalingens indhold er mundtligt videregivet og diskuteret, men som Moltke selv skriver: ”Die Generalkommandos, die Divisionen und sonstigen unteren Kommandobehörden erteilen demnach in der richtung Befehle”, hvilket også er tilfældet her; Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 2, op. cit., p. 21
 
84 Grossen Generalstabe, op. cit., p. 654
 
85 Den nutidige forståelse af ’effekt’ er typisk i forbindelse med effekt-baseret tilgang på det taktiske niveau. Denne nutidige betydning er taget i betragtning, men effekt-begrebet bibeholdes, som her skal forstås som f.eks. formålet at afskære fjenden, binde og omgå, nedkæmpe eller tage terræn og ikke som “en bred tilgang til at påvirke modstanderes/parternes, egen og civilbefolkningens vilje, forståelse og evne” som defineret i Feltreglement I; Hærens Operative Kommando, op. cit., pkt. 1.3.1, p. 114  
 
86 Grossen Generalstabe, op. cit., p. 654
 
87 ibid, p. 654
 
88 Bjørke, op. cit., pp. 444 - 456
 
89 Prøjsisk general og brigadechef for én af de to brigader under generalløjtnant Manstein, som var chef for 6. Division ved overgangen til Als; Bjørke, op. cit., p. 430  
 
90 ibid, p. 446
 
91 ibid, pp. 444 - 453
 
92 ibid, p. 446
 
93 Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 4, gruppe 2, op. cit., p. 27
 
94 Bjørke, op. cit., pp. 335 – 366
 
95 Omvendt har de også dårlige muligheder for at gribe ind, hvis kampen udarter sig uhensigtsmæssigt; Foerster, op. cit., p. 357  
 
96 Her omhandlende ”Gefechtsführung”; Moltke, Helmuth von, Moltkes Militärische Werke: Moltkes Kriegslehren Vol. 2, gruppe 2, op. cit., p. 212
 
97 Grossen Generalstabe, op. cit., p. 654
 
98 Hughes, op. cit., p. 13 og Reid, Brian H, J. F. C. Fuller: Military Thinker, MacMillan Press, London, 1987, p. 109
 
99 Hughes op. cit., pp. 113 – 114 og 183 - 187
 
100 Der refereres her til den ”bestimmten Befehl”, Herwarth von Bittenfeld modtog om at angribe Als.  
 
101 Foerster, op. cit., p. 354
 
102 Bjørke, op. cit., p. 430
 
103 Hughes, op. cit., p. 13 
 
104 En omfattende manøvre foretages med henblik på at afskære og nedkæmpe fjenden.
 
105 Bjørke, op. cit., pp. 453 - 454 
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: