Hvervet forsvar kontra værnepligtigt

Major E. M. Veisig, Forsvarsministeriet, analyserer her konsekvenserne ved en overgang fra almindelig værnepligt til et forsvar baseret på hvervning. Forfatteren advarer mod et sådant skridt og peger på, at det ikke vil kunne ske inden for den eksisterende forsvarsordnings rammer.
 

Indledning

Et af de spørgsmål, der rører sig i tiden, er spørgsmålet om at forlade den almindelige værnepligt og overgå til et militært forsvar udelukkende baseret på frivillige, der har ladet sig hverve til formålet.
Spørgsmålet var fremme i forbindelse med Folketingsudvalgets gennemgang af forslag til Lov om Forsvarets Organisation m. v., ligesom Forsvars- kommissionen af 1969 bl. a. har fået til opgave at undersøge, »om navnlig hærens dækningsstyrke i videre omfang end hidtil bør baseres på stampersonel eller på hvervet personel«.

Tanken om et hvervet forsvar synes på mange måder tiltalende, og meget kan siges til fordel herfor. Den mest personligt tyngende af alle borgerpligter ville bortfalde, forsvaret ville komme til at bestå af personel, som selv havde valgt at forrette tjeneste, og militærnægterproblemerne ville være løste.
Sagen har dog mange sider, og jeg vil i det følgende forsøge at belyse nogle af disse.

Økonomiske betragtninger

Et af de spørgsmål, Folketingets udvalg vedrørende forslag til Lov om Forsvarets Organisation m. v. stillede, lød således (spørgsmål 42):

»4. Hvad vil merudgiften blive ved at overgå til et beredskab, der udelukkende udgøres af hvervet personel?«

Merudgiften blev af Forsvarsministeriet i foråret 1969 anslået til ca. 725 mill. kr. årligt:

  • ca. 485 mill. kr. til at erstatte den nuværende værnepligtsstyrke med hvervet personel, og
  • ca. 240 mill. kr. som kompensation for opretholdelse af mobiliseringsenhederne.

Der ville dog i tilslutning hertil opstå visse besparelser på uddannelses- og materielsiden som følge af den mindre styrke til konstant grunduddannelse under et hvervet forsvar. Til gengæld måtte man regne med yderligere merudgifter til særlige ydelser i forbindelse med øvelser og udstationeringer m. v., ligesom der måtte påregnes øgede investeringsudgifter til forbedring/udbygning af indkvarteringsfaciliteter på tjenestestederne til det langtidstjenende personel.

Udvalget vedrørende Befalingsmandsuddannelsen og Arbejdsklimaet i Forsvaret har i sin 4. del-betænkning, De værnepligtiges økonomiske og sociale forhold, anstillet visse betragtninger over økonomiske konsekvenser af indførelse af soldaterløn. Bl. a. har udvalget opstillet et overslag over statens indtægter og besparelser ved en soldaterløn på ca. 1800 kr. om måneden (side 32):

  • indtægter (skat): ca. 148 mill. kr.
  • besparelser (sociale udgifter): ca. 28 mill. kr.

De offentlige merudgifter ved, at forsvaret som helhed overgik til hvervet personel, skulle herefter kunne ansættes til ca. 550 mill. kr. årligt. 550 mill. kr. er et betragteligt beløb i særdeleshed i en tid, hvor man forsøger at begrænse væksten af de offentlige udgifter - herunder forsvarsudgifterne - mest muligt. Beløbet er dog næppe større, end at man må antage, at hvis man virkeligt ønskede at opgive den almindelige værnepligt, og de økonomiske konsekvenser var de eneste, der skulle overvindes, så ville samfundet også uden større besvær kunne gøre dette.
Man må dog gøre sig klart, at det er meget svært, for ikke at sige umuligt, med nogenlunde nøjagtighed at beregne de økonomiske følger for samfundet af fuldstændigt at opgive den almindelige værnepligt.
Forsvarets merudgifter lader sig måske nok så nogenlunde beregne, men er jo kun en del af følgerne. I tillæg til de allerede nævnte skatteindtægter og besparelser på socialbudgettet skal nævnes merudgifter til civilforsvaret, bortfald af udgifterne til udskrivningsvæsenet og til værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde (militæmægterne), merindtægter som følge af, at der bliver frigjort arbejdskraft på grund af forsvarets mindre personel behov o.s.v.

Tjenestetidens indflydelse på personelbehovet

Jeg har et par gange nævnt forsvarets mindre personelbehov ved overgang til et hvervet forsvar. At det forholder sig sådan kan måske være lige så vanskeligt at forstå som den kendsgerning, at en nedsættelse af tjenestetiden kræver mere personel.
I Lov om forsvarets organisation m. v., der trådte i kraft den 1. januar 1970, er bl. a. angivet det styrketal, som politikerne mener er forsvarligt for hærens dækningsstyrke (ca. 13.000 mand), og dette tal, skulle man umiddelbart synes, må være uafhængigt af, om dækningsstyrken består af hvervede eller værnepligtige, idet de pågældende jo er formeret i enheder, hvor et bestemt antal funktioner skal bestrides.
Så let er det imidlertid ikke. For dækningsstyrken må gælde, at den udelukkende skal består af færdiguddannet personel. Personel, der endnu ikke har gennemgået grunduddannelsen (rekrutter) tæller således ikke med.

For en given størrelse af dækningsstyrken vil antallet af rekrutter afhænge af

  • grunduddannelsen varighed
  • den samlede tjenestetids varighed.

Hvis det ikke er dækningsstyrken, men den årlige indkaldelsesstyrke, der har en vis størrelse, vil dækningsstyrkens størrelse være afhængig af de samme to faktorer.
Hvis den gennemsnitlige (alle specialer taget under ét) nødvendige varighed af grunduddannelsen ansættes til 6 måneder, vil - ved forskellige tjenestetider - opretholdelsen af en dækningsstyrke på 100 mand kræve følgende årlige indkaldelser (tallene er ikke korrigerede for den afgang, der sker undér uddannelsen til skoler, på grund af kassation m. v.):

Det ses heraf, at størrelsen af den årlige indkaldelsesstyrke ved 18 måneders tjenestetid er lig med dækningsstyrkens, medens den er dobbelt så stor ved 12 måneders tjenestetid og fire gange så stor ved 9 måneders tjenestetid.
Med stigende årlig indkaldelsesstyrke følger større rekrutstyrke og forøgelse af den til enhver tid tjenstgørende styrke. Dette stiller krav om mere fast personel (flere skal beskæftiges med rekrutuddannelse), større indkvarteringskapacitet og flere øvelsesområder m. v.
Ikke blot den rådige indkaldelsesstyrke, men også uddannelsesbyrden, sætter således i praksis en vis nedre grænse for tjenestetidens længde, hvis en vis dækningsstyrke skal opretholdes. Hvis man ønsker at gå under denne grænse, må det ske ved, at tjenestetiden forlænges for en del af personellets vedkommende; man må antage frivillige (hvervede). Og jo længere man ønsker at gå under grænsen, jo flere frivillige må antages.

Antallet af frivilliges indflydelse på personelbehovet

Hvis man antager, at de frivillige forretter tjeneste i gennemsnitligt 36 måneder, medens tjenestetiden i øvrigt er 12 måneder, er i fig. 2 vist, ved forskellige længder af grunduddannelsen (rekrut - eller specialuddannelsen), i hvilket forhold frivillige erstatter værnepligtige:

Hvis et eller andet speciale således kræver en uddannelse på 9 måneder, vil der under de givne forudsætninger til enhver tid skulle være 9 gange så mange værnepligtige under uddannelse hertil, end hvis man antog frivillige.
At antallet af instruktører beskæftiget med grunduddannelse - og dermed forhindret i at forrette tjeneste i dækningsstyrken - stiger proportionalt med styrken under uddannelse bidrager kun til at forstærke forskellen. Jo mere langvarig uddannelsen til et speciale er, desto bedre lønner det sig at anvende hvervede.
Fordelingen - som en funktion af den årlige tilgang af frivilligt personel - mellem personel i dækningsstyrken og personel under grunduddannelse, idet den samlede personelstyrke er konstant (20.000 mand), er grafisk vist i fig. 3. Frivilligt personel forretter tjeneste i 36 måneder, personel til pligtig tjeneste forretter tjeneste i 12 måneder, og den gennemsnitlige varighed af grunduddannelsen er 6 måneder.

Den nødvendige personelstyrke - som en funktion af den årlige tilgang af frivilligt personel - for at opretholde en konstant dækningsstyrke (12.000 mand; hertil kommer så antallet af fast personel (officerer)) kan grafisk vises således, fig. 4:

Det fremgår heraf, at en årlig tilgang på 2.000 frivillige gør det muligt med en samlet personelstyrke på 20.000 mand at opretholde en dækningsstyrke på 12.000 mand.
Hvis den årlige tilgang af frivillige falder til 1000, vil dækningsstyrken kun udgøre 11.000 mand af den samlede styrke på 20.000 mand. For at opretholde dækningsstyrken på de 12.000 mand kræves en samlet styrke på 22.000 mand.
Man kan også se, at der under de givne forudsætninger kræves en årlig tilgang på 4.800 frivillige for at opretholde en dækningsstyrke på 12.000 mand udelukkende bestående af frivillige. Den samlede personelstyrke vil være 14.400 mand mod 24.000 mand, hvis styrken udelukkende består af værnepligtige.
Forskellen mellem den samlede personelstyrke, når dækningsstyrken består enten udelukkende af frivillige eller af værnepligtige, bliver endnu større, hvis man til de allerede givne forudsætninger tilføjer, at der for hver 10. mand kræves en instruktør/fører, jf. fig. 5.
Under de givne forudsætninger spares der 960 instruktører ved rekrutstyrken ved overgang fra værnepligtige til frivillige. Man kan herefter stille sig det spørgsmål, om det overhovedet vil være muligt at tilvejebringe frivilligt personel i et sådant omfang, at de nuværende styrkemål kan holdes?
 

Personelmæssige problemer

Når talen er om et hvervet forsvar, bliver der ofte henvist til Storbritannien og Canada som forbilleder, selv om det vel ingen hemmelighed er, at man det førstnævnte sted ikke kan tilvejebringe det ønskede antal hvervede.
Man må imidlertid lægge mærke til størrelsen af de militære styrker i forhold til det samlede befolkningstal. I følge The Military Balance er den samlede personelstyrke i Storbritannien 385.000 mand og i Canada 98.300 mand, hvilket udgør 0,69 % henholdsvis 0,47 % af befolkningstallet. Personelstyrken herhjemme er på ca. 47.000, hvilket er næsten 1 % af befolkningstallet.
Fordelingen mellem fast personel (officerer), personel til frivillig tjeneste (seniorsergenter, oversergenter, sergenter, korporaler, konstabler og konstabelelever) og personel til pligtig tjeneste (værnepligtige) er for øjeblikket således, at der årligt kræves indkaldt ca. 22.000 værnepligtige for at fylde rammerne. Selv om man går ud fra, at de værnepligtige bestrider de mere enkle funktioner, der kræver den korteste grunduddannelse, og denne i gennemsnit sættes så lavt som til 3 måneder, vil det kræve en årlig tilgang på 6.000 frivillige (3 års tjeneste) for at erstatte de værnepligtige. (At Hærkommandoen i forbindelse med tjenestetidsnedsættelsen foreslog grunduddannelsens varighed for de værnepligtige nedsat fra 4 til 3 måneder skete udelukkende for at få det rådige antal værnepligtige til at slå til til opretholdelsen af en dækningsstyrke på 13.000 mand, jf. besvarelsen af spørgsmål 7 fra Folketingets udvalg vedrørende forslag til lov om Forsvarets organisation m. v., hvor det af bilag 1 bl. a. fremgår:

»Hærkommandoen ønsker dernæst kraftigt at fremholde, at en grundlæggende uddannelse af 3 måneders varighed under de nuværende uddannelsesmæssige forudsætninger ikke vil kunne bibringe mandskabet en sådan viden og kunnen, at det er forsvarligt at overføre de værnepligtige til dækningsstyrken ved begyndelsen af 4. måned uden forbehold. Der må derfor skabes mulighed for, at en underafdeling, der overføres til dækningsstyrken efter 3 måneders forløb, og som absolut ikke er rede til øjeblikkelig indsats allerede på dette tidspunkt, ikke berøres af væsentlig dækningsstyrkeaktivitet i de første måneder.«)

Man kan nære en stærk tvivl om, at en sådan årlig tilgang af frivillige kan skaffes samtidig med, at den allerede tjenstgørende styrke af frivillige (ca. 9.000 mand) skal opretholdes. At tvivlen er velbegrundet bestyrkes, når man ser lidt tilbage i tiden, nærmere betegnet til forliget om forsvars- ordningen af 1960, hvor problemet om tjenestetidens længde indgik som et væsentligt spørgsmål.
Det indgik som en principbeslutning i forliget, at tjenestetiden skulle nedsættes i takt med rekrutteringen af frivilligt personel. Den tjenstgørende styrke af frivillige i hæren og flyvevåbnet skulle sættes op fra ca. 4000 til ca. 9000, for at man kunne nedsætte tjenestetiden i disse værn til 12 måneder. Først i 1964 kunne man for flyvevåbnet og visse af hærens våbenarter nedsætte tjenestetiden fra 16 til 14 måneder. Ved de yderligere tjene- stetidsnedsættelser, der fandt sted i forbindelse med tilpasningen i 1966, måtte man se bort fra, at det oprindeligt påregnede antal frivillige stadigvæk ikke var tilvejebragt trods de gode lønnings- og uddannelsesmæssige vilkår, der blev tilbudt.
I denne forbindelse kan det overvejes, hvilken indflydelse ophævelsen af værnepligten vil have på tilgangen af frivillige? Spørgsmålet lader sig ikke besvare eksakt, men at der ligger en meget afgørende tilskyndelse til at tegne en kontrakt om frivillig tjeneste i, at man under denne tillige af tjener værnepligtens første samlede uddannelse, lader sig næppe diskutere.
Man får ved at tegne kontrakt endvidere mulighed for at vælge værn eller våbenart, man får mulighed for at vælge speciale, og man får mulighed for at vælge tjenestested; alt sammen noget, der virker stimulerende på tilgangen af frivillige. Disse valgmuligheder vil blive væsentligt indskrænkede, når alle poster - også de enkle og trivielle, de anstrengende og belastende - skal besættes med frivillige.
Man kan også prøve at forestille sig, hvilken indflydelse afskaffelsen af værnepligten vil have på tilgangen til officerskorpset såvel kvantitativt som kvalitativt.

Et andet og meget væsentligt problem ved afskaffelsen af værnepligten vil være opretholdelsen af mobiliseringsenhederne. I Lov om forsvarets organisation m. v. er disse alene for hærens vedkommende fastsat til ca. 65.000 mand, d.v.s. 5 gange størrelsen af dækningsstyrken. Med en årlig tilgang til mobiliseringsenhederne på ca. 5.000 mand (det er tidligere nævnt, at med 3 års tjeneste og 6 måneders grunduddannelse kan en årlig tilgang på 4.800 frivillige opretholde en dækningsstyrke på 12.000 mand) skal der ca. 13 årgange af hjemsendte frivillige til at opretholde en styrke på ca. 65.000 mand. Man måtte med andre ord i givet fald af de frivillige kræve, at de foruden at forrette 3 års tjeneste skulle stå ca. 13 år i reserven med de forpligtelser, dette indebærer i form af genindkaldelser og mønstringer. Manglende tilgang kan forsøges afhjulpet på forskellig måde. Når erhvervslivet mangler arbejdskraft, forsøger man bl. a. med højere lønninger og import af arbejdskraft. Førstnævnte vil - afhængig af størrelsen - sikkert også tiltrække nogle frivillige til forsvaret, men vil næppe, hverken af politikerne eller erhvervslivet blive betragtet som nogen populær løsning. Sidstnævnte - udenlandske lejetropper - har vi ganske vist haft i tidligere tider, men må afvises som et acceptabelt modstykke til afskaffelsen af den almindelige værnepligt.
Nært forbundet med spørgsmålet om kvantitet i den frivillige tilgang er spørgsmålet om kvalitet. Hvis værnepligten opgives, er det klart, at forsvaret ikke vil få den brede tilgang af personel med alle former for uddannelse, som man har så meget brug for og slet ikke kan undvære, det være sig af faglærte som af ingeniører, læger, tandlæger m. v. På samme tid må man konstatere, at forsvarets behov for velkvalificeret personel er stigende i takt med indførelsen af stadigt mere kompliceret materiel.

Jeg har tidligere nævnt højere lønninger som en mulig stimulans på tilgangen, men man kan vist se bort fra, at lønningerne skulle kunne blive så høje, at de ville virke tiltrækkede på f. eks. læger og ingeniører.
Skal man kunne gøre sig håb om tilgang af frivillige, er det vigtigt, at det at forrette tjeneste i forsvaret bliver noget attraktivt, ikke blot løn- ningsmæssigt, men også med hensyn til social anerkendelse. Velkvalificeret og respekteret personel i en organisation virker tiltrækkende på andre, medens personel med et ry på sig for uduelighed virker frastødende. Man kan her tænke tilbage på det ry, de tidligere mather havde på sig (dum - dummere - math) og til den fiasko, math-ordningen udviklede sig til.
I tilfælde af svigtende tilgang må man altså afvise som udvej at slække på kravene til personellet, idet dette på længere sigt vil virke undergravende på hele ordningen.
 

Afslutning

Konklusionen af det ovenfor anførte må i al korthed være den, at det ikke under den forsvarsordning, der netop er trådt i kraft den 1. januar i år, vil være muligt at overgå til et militært forsvar udelukkende baseret på frivillige.
Skal man kunne forlade den almindelige værnepligt, må det ske på grundlag af en ændret forsvarsordning.
Det må dog ikke glemmes, at hele spørgsmålet - foruden den »fysiske« side, som jeg hovedsageligt har beskæftiget mig med, også har en mere følelsesbetonet, der i givet fald må ventes fremdraget i debatten. Lad mig blot nævne, at en af følgerne af at forlade den almindelige værnepligt - borgerens opgivelse af sin ret og sin pligt til at tjene i sit lands forsvar - er faren for en formindskelse af kontakten og forbindelsen mellem det militære forsvar og det øvrige samfund. Forsvarets personel kunne miste sympati og forståelse for de civiles meninger og indstillinger, medens disse kunne tabe interessen for de militære problemer, det hvervede forsvar stod overfor.

E. M. Veisig.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_apr.pdf
 

Litteraturliste

Del: