Hvad drejer det sig om?

Generalmajor Erik Kragh, MF, analyserer i denne artikel formålet med et dansk forsvar og truslen, der er baggrunden herfor. Forfatteren kommenterer på denne baggrund herefter det af Socialdemokratiet fremlagte forslag til nyordning af forsvaret.

Jeg har med interesse læst majorerne P. K. Borrits’ og H. H. Jørgensens artikel i sidste nummer af Militært tidsskrift, hvori de går ind for en klar formulering af formål med og opgaver for dansk forsvar.
Fra militær side har man altid i loven ønsket en formålsparagraf, hvilket man fra politisk side altid er veget tilbage for. Det er dog ikke rigtigt, at formålet med forsvaret aldrig har været formuleret fra politisk side.
For så vidt angår forsvarslovene af 1937, der var grundlaget for vort forsvar den 9. april 1940, blev formålet formuleret af den daværende forsvarsminister ved forelæggelsen i Folketinget den 4. februar 1937. Han udtalte, at det vil dreje sig om »at holde Danmark uden for et stormagts- opgør. Til løsning af denne opgave må da landets styrker benyttes ... gennem varetagelsen af de forpligtelser, der påhviler os. Hertil hører ikke alene afvisning af tilfældige neutralitetskrænkelser, men også en vis beskyttelse mod andre neutralitetskrænkelser, når disse er af en sådan karakter, at der foreligger rimelig mulighed for deres afvisning...«. Dette er for så vidt klart, som meningen måtte være, at mindre neutralitetskræn- kelser skulle afvises, men at vi ved et egentligt angreb på landet skulle kapitulere.

En retfærdig bedømmelse af denne politik må tage i betragtning, at Danmark stod alene, havde ingen allierede, ja, faktisk var afskrevet, og at vi havde et til tænderne væbnet Tyskland som nærmeste nabo (i dag er situationen en ganske anden).
I den forud for lovene af 1950 og 1951 nedsatte forsvarskommission lød opgaven på at fremsætte forslag til en ordning af »Danmarks forsvar som suveræn stat« - denne formulering var resultatet af et forslag fra militær side.
Forsvarets opgave efter 1960-loven blev formuleret i bemærkningerne til lovforslaget, hvori det hed: »Danmarks beliggenhed gør det særligt vigtigt, at der på dansk område findes sådanne forsvarsstyrker, der er beredt til øjeblikkelig indsats imod forsøg på en uvarslet, hurtigt gennemført aktion mod Danmark, således at NATOs styrker får mulighed for at yde hjælp i tide«.
Endelig blev forsvarets opgave i 1969-loven defineret i bemærkningerne, omend noget indirekte. Det er altså for så vidt rigtigt, at man fra politisk side altid er veget tilbage for en eksakt opgavestilling - men spørgsmålet er, om dette overhovedet er muligt.
Den franske måde at ræsonnere på, som de to forfattere omtaler, har jeg selv haft glæde af. Dens centrale element er netop diskussionen om og definitionen af opgaven, eller som marskal Foch udtrykte det: »de quoi s’agit-il?«

Hvad drejer dansk forsvar sig om i 1970’erne? Hvad er opgaven?

Opgaven må ses på baggrund af NATO-strategien, der er grundlaget for ethvert vesteuropæisk NATO-lands forsvar. Tillige må det ses specielt på baggrund af danske styrkers direkte samarbejde med vesttyske styrker inden for enhedskommandoens område.
Som bekendt er NATO-strategiens primære formål at hindre modparten i nogen form for militært angreb eller politisk afpresning. Det er altså den krigsforebyggende idé, der er grundlaget, og som gennemføres ved at have sådanne styrker, at de afskrækker en potentiel angriber.
NATO-strategiens andet mål er at forsvare de europæiske NATO-landes territorium, hvis militært angreb under en eller anden form alligevel skulle blive forsøgt. Og vel at mærke en strategi, der går ud på at hindre en erobring af Vesteuropa eller dele heraf, altså ikke en strategi, der går ud på befrielse fra en besættelse som under 2. verdenskrig.
NATO må derfor råde over afbalancerede styrker, der kan dække hele spektret af angrebsmuligheder, nemlig 1) strategiske kernevåbenstyrker (USA’s), der holder kernevåbenbalancen og herved hindrer storkrigen og 2) konventionelle styrker + taktiske atomvåben i Vesteuropa, der skal hindre en potentiel angriber i i ly af kernevåbenbalancen at forsøge lokale aktioner eller politisk afpresning.

Den såkaldte »smidige svars« strategi forudsætter således, at der i Vesteuropa langs jerntæppet findes konventionelle styrker af et sådant omfang og en sådan kvalitet, at modparten ikke noget sted kan stille NATO over for et fait accompli ved et hurtigt gennemført angreb. Benævnelsen smidig strategi indebærer ikke opgivelse af større landområder, men alene, at man vil afpasse indsatsen mod et lokalt angreb efter dettes omfang og karakter. Den fremskudte strategi i Vesteuropa er stadig grundlaget for forsvaret.
Problemet kan også udtrykkes således: Den grundlæggende idé i NATO- strategien er at skabe frygt hos modparten for escalering, frygt for hvad lokale aktioner kan udvikle sig til ved indgriben af andre NATO-styrker og eventuel (selektiv) anvendelse af taktiske atomvåben. Altså uvished hos Sovjetunionens ledere med hensyn til, hvilke risici en aktion kan medføre for Sovjetunionen selv.
Inden for denne ramme må opgaven for Danmarks militære forsvar kunne defineres således:

At have styrker af en sådan kvalitet og et sådant omfang, at en angriber ikke ved et hurtigt gennemført angreb kan besætte en større del af landet, og således stille NATO over for en fuldbyrdet kendsgerning. Sammen med vesttyske styrker skal vi sikre mod et sådant angreb i området om den vestlige del af Østersøen. Vore styrker skal være således, at en angriber er klar over, at han vil møde modstand, der ikke uden videre kan brydes, men som kan skabe forudsætninger i tid og rum for, at andre NATO- styrker griber ind. Angriberen skal altså være klar over, at han vil komme i krig ikke alene med vore små styrker, men med styrker fra andre NATO- lande, altså at angrebet kan escalere til mere omfattende begivenheder, hvis følger for sig selv angriberen ikke kan overse, men som kan ende i en konfrontation med amerikanske styrker.

Sagt på en anden måde skal vort forsvar i samarbejde med vesttyske styrker på vor del af NATO-fronten hindre, at den stabilitet, der er opnået i Europa, svækkes ved at skabe et svagt punkt i det strategisk vigtige område om den vestlige del af Østersøen.
De ovenfor anførte definitioner af forsvarets opgave er skiftende danske regeringer i realiteten gået ind for ved accept af NATO’s politiske linie og NATO’s militære planlægning.
Der er en forskel på opgavestillingen nu og tidligere. Indtil oprettelsen af det integrerede kommandostystem i Europa regnede vi faktisk med, hvad man vel kan kalde et eksistensforsvar, gennemført ved egne midler, medens vi derefter i stadig større grad har bygget på alliancens kollekive sikkerhed og præventive virkning.
Rent militært giver de ovenfor anførte definitioner af dansk forsvars opgave sig udtryk i, at vore styrker skal kunne imødegå fjendtlige jforsøg på invasion ad søvejen eller/og luftvejen og skal kunne forstærke det tyske forsvar i Holsten. Faren for et angreb på Holsten må skønnes at være mindre end faren for en invasion mod den sjællandske øgruppe eller Jylland- Fyn, da et angreb på Holsten ville betyde et direkte angreb på Vesttyskland.

Med hensyn til truslen er det rigtigt, at situationen i dag er en helt anden end i 1949. Dengang sikrede det amerikanske atommonopol Vesteuropa mod trusler østfra. I dag er der en kernevåbenbalance med den heraf følgende øgede betydning af de konventionelle styrker. Uden disse ville man over for lokale militære aktioner eller forsøg på politisk afpresning kun have valget mellem kapitulation eller øjeblikkelig anvendelse af brintvåbnene.
Ændringerne siden 1949 omfatter i øvrigt følgende forhold: De russiske militære magtpositioner i Central- og Østeuropa er blevet udbygget, senest ved stationering af 100.000 russiske soldater i Czeckoslovakiet. De russiske styrker i Østersøområdet er blevet væsentligt forstærket, bl. a. ved rådighed over moderne landgangsmateriel og marinetropper. Antallet af russiske interkontinentale raketter har de seneste år været i stærk stigning. I den vestlige del af Rusland er anbragt 700 mellemdistanceraketter, der kan nå mål i Europa og Det mellemste Østen. Den russiske flåde, bl. a. af raketbærende atombærende ubåde, udvides stadig, og russiske flådestyrker holder øvelser på alle verdenshave.
Med andre ord et billede af en politisk og militært dynamisk Sovjetunion, der søger at øge sin politiske indflydelse på alle steder, hvor den kan gøre det uden risiko for militær konfrontation med USA. I Europa hindrer NATO ethvert ekspansionsforsøg, så længe balancen opretholdes. Hvis denne balance skulle blive forrykket, f. eks. ved NATO’s opløsning eller ved at USA’s engagement i Europa ophørte, ville vi intet vide om, hvad der kunne ske, da vi intet som helst ved om Sovjetunionens politiske hensigter, men derimod kender dens militære midler, der i en ændret situation ville muliggøre en aggressiv politik i Europa.

Henset til disse kendsgerninger og til, at vi efter 1971 må imødese betydelige reduktioner af de amerikanske styrker i Europa og i det hele taget må se i øjnene, at USA ønsker, at Vesteuropa i højere grad selv må sørge for sit forsvar, må der kunne drages den konklusion, at tiden - mindre end nogen sinde - er inde til reduktioner af de enkelte NATO-landes forsvar.
På denne baggrund skal jeg fremsætte nogle kommentarer til det af Socialdemokratiet fremsatte forslag til en nyordning af forsvaret. Forslaget er fremsat skriftligt i en meddelelse til pressen og mundtligt af bl. a. folketingsmand Kjeld Olesen, jf. også artiklen i forrige nummer af Militært tidsskrift.
Man har åbenbart haft svært ved at komme uden om de grundlæggende storpolitiske og strategiske kendsgerninger. Men man har gjort et ihærdigt forsøg.
Dette forsøg omfatter to områder. For det første en række postulater og insinuationer, som: »forsvarets organisation hviler på gammel tænkning«, »vi må ikke betragte forsvaret, som den tidligere generation gjorde det«, der er »en vis træghed i NATO«, »vi må leve op til den tekniske rolle«, »opgaven er at komme videre«, »globalt betragtet er vore sikkerhedsproblemer ret så små«, »forsvaret er forældet«, »debatten har manglet nuancer«, »nu skal vi have et mindre, men effektivt forsvar« osv. osv.
Nej, vi må have »en ny tænkning« (repræsenteret af hr. Kjeld Olesen med hr. J. 0. Krag i baggrunden). Denne nye tænkning skal først og fremmest have som idé, at vi organiserer et forsvar, der passer til »Danmarks særlige forhold og ikke er en kopi af et stormagtsforsvar«. Ak, ja! Når man som jeg i en menneskealder først som officer og senere som politiker har deltaget i forhandlinger om forsvaret, kender man denne gamle politiske traver. Som om krigen ville arte sig anderledes i Danmark end andre steder. I øvrigt er dansk forsvar organiseret som andre små landes (Holland, Belgien, Norge, Sverige), og SACEUR har sagt god for strukturen.

Det andet område, hvor man forsøger at komme uden om de grundlæggende kendsgerninger, er ved at søge at tilpasse storpolitik og strategi til det, man ønsker.
Man anerkender Vest-Øst balancen, men forslaget går ud på at svække den i vort eget område. Man taler om afspænding og nævner de områder, prøvestopaftale, ikke-spredningsaftale, hvor de to supermagter har en fælles interesse; men af gode grunde definerer man ikke yderligere afspæn- dingstendenser, ud over at man søger at give indtryk af, at satellitlandene har en mere selvstændig politik, hvilket besættelsen af Czeckoslovakiet og Breznev-doktrinen dog ellers eftertrykkeligt har understreget, at de ikke har.
Konklusionen af de mange ord er, at hvis vi bliver angrebet, er det lige meget, om vi havde ofret 3 eller 10 milliarder på forsvaret. Alligevel angives dansk forsvarsopgave som »at virke så afskrækkende, at det aldrig kommer i brug« - altså nøjagtigt hvad vi andre anser for opgaven.

Men konklusionen af denne opgavestilling er en så gennemgribende reduktion af forsvaret, at dette nærmest vil blive reduceret til et vagtværn. Som bekendt omfatter de foreslåede reduktioner:

  • hærens dækningsstyrke reduceres fra 13.000 til 7.000 mand,
  • felthæren fra ca. 60.000 mand til de samme 7.000 mand; man skærer altså mobiliseringsstyrken helt bort,
  • søværnet reduceres til nogle missilbærende motorbådsflotiller,
  • flyvevåbnet reduceres med 35 °/c fra 112 til 72 fly.

Med hensyn til dækningsstyrken forestiller man sig formentlig, at med hvervede soldater kan man nøjes med et mindre antal. Man glemmer, at der skal det samme antal mand til at betjene et våben (maskingevær, morter, kanon osv.) uanset om folkene er værnepligtige eller hvervede. Ligeledes overser man, når man taler om »et mindre, men effektivt forsvar«, at et vist talmæssigt minimum af styrkerne er nødvendigt, svarende til de områder, der skal sikres, og den trussel, man må regne med.
Den »ny tænknings« hovedidé er et lokalforsvar på 60.000 mand fordelt ud over territoriet, inddelt i kam pgrupper å 500 mand, rekrutteret af værnepligtige med 5-6 måneders uddannelse og udstyret fortrinsvis med håndvåben og panserværnsvåben.
Den ny tænkning havde nu ikke været nødvendig for at få denne idé. Den er nemlig dukket op ved alle forsvarsforhandlinger i årenes løb, fordi et lokalforsvar altid vil være politisk populært, da det er billigere end felttropper med tung udrustning og lang uddannelse, ligesom en kort tjenestetid på 5-6 måneder naturligvis vil være populær hos de unge.
Ideen bygger naturligvis på troen på at have styrker overalt, altså en manglende forståelse af landkrigens væsen. Man tror øjensynligt, at et forsvar gennemføres ved en defensiv taktik og forstår ikke, at det taktisk må gennemføres offensivt.
Denne manglende forståelse af krigen og dens væsen bekræftes af en øjensynlig inspireret ledende artikel den 23. april i dagblade Aktuelt med overskriften »Et forsvar efter danske forhold«. Det hedder heri: »Blandt enkelthederne i opbygningen af de tre værn er det værd at lægge mærke til, at der kun lægges vægt på forsvaret. For selv om angreb nok hævdes at være det bedste forsvar, kan det ikke blive en sag for et lille land som Danmark«.

Kommentarer hertil er formentlig overflødige - den »ny tænkning« bygger på en forestilling, om hvorledes et forsvar må gennemføres, der intet har med krigens realiteter at gøre. Hvis man bygger sit taktiske forsvar på defensivt at afvente modstanderens udspil, overlader man ham hele initiativet og afskriver dermed enhver mulighed for en gunstig udgang af kampen.
En angriber kommer ikke med letbevæbnede tropper med 5-6 måneders uddannelse, men med mobile felttropper med 2-3 års uddannelse og med kampvogne og artilleri, der hurtigt og uden besvær vil kunne nedkæmpe lokalforsvarsstyrkerne én efter én. Hvordan tror man, at sådanne styrker skulle kunne klare sig? Lokalforsvar og hjemmeværn er et uundværligt supplement til felthæren, men kan ikke overtage dennes rolle.
At der ville være mange fordele ved et professionelt forsvar er indlysende, men det ville for hærens vedkommende aldrig muliggøre styrker af tilstrækkeligt numerisk omfang.
Om det socialdemokratiske forslag må siges, at det af vore allierede ville blive betragtet som isoleret nedrustning - vi ville faktisk, omend ikke formelt, forlade NATO’s militære organisation. Samarbejdet med vesttyske styrker ville blive meningsløst, og vi ville afskrive muligheden for hjælp, da vi ikke ville kunne skabe forudsætninger herfor i tid og rum.
Vesttysklands nordlige flanke ville blive blottet, og Sydnor ges sikkerhed ville være truet. Og hvad ville vore allierede sige i almindelighed til, at vi foretager en isoleret nedrustning samtidig med, at reduktioner af de amerikanske styrker må forudses, og man som følge heraf har store bekymringer med hensyn til, hvorledes Vest-Øst balancen i Europa skal holdes og samtidig med, at alle erkender, at en af forudsætningerne for Vest-Øst kontakter er, at Vest fastholder styrkebalancen?

Når hr. J. O. Krag ved forsvarets offentliggørelse udtalte, at man var villig til at forhandle om det, må det siges, at sporene skræmmer. Der har med mellemrum siden 1953 været »forhandlet« på Chrisitansborg, aldrig med det formål at styrke forsvaret, men altid om, hvorledes man kunne reducere det, hver gang med det resultat, at en skive er blevet skåre af pølsen. Forsvaret er nu så langt nede i styrke både på den ene og den anden måde, at der ikke kan forhandles om flere reduktioner, hvis der overhovedet skal være alvor i talen om, at vi skal have et forsvar. En gennemførelse af forslaget vil betyde, at vi ville være tilbage i trediverne.
Det socialdemokratiske nedrustningsforslag er en tragisk begivenhed i efterkrigshistorien, fordi landets største partis medvirken i vor sikkerhedspolitik er en forudsætning for dennes holdbarhed i det lange løb. Det, sagen drejer sig om, er, om vi selv vil opfylde de forpligtelser, som vort territorium stiller, og som vore allierede med rette kan forvente, at vi opfylder, eller om andre i givet fald skal overtage sikringen af det strategisk vigtige danske land-, sø- og luftterritorium.

Erik Kragh

 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_jun.pdf

Litteraturliste

Del: