Hizbollah: Profil af en ikke-statslig aktør

Hensigten med operationen var, lig tidligere, at tilfangetage israelske soldater, med det formål at foretage fangeudveksling. Men modsat tidligere aktioner havde denne en hidtil uset størrelse og kompleksitetsgrad. Ved dagens afslutning havde Hizbollahkrigere dræbt 8, såret adskillige flere og tilfangetaget to israelske soldater. Den israelske respons var at besvare angrebet over grænsen ved at erklære Hizbollah krig og iværksætte en massiv militær indsats, hvis proklamerede formål var at tilintetgøre organisationen.

Foto: Forsvaret.dk FN-soldater på patrulje i Libanon

Det stod imidlertid hurtigt klart, at de israelske ambitioner om at udslette Hizbollah var alt andet end enkle at indfri, og gennem hele konflikten, som stod på i 33 dage, lykkedes det Hizbollah dagligt at affyre minimum 150 raketter og missiler, og dette på trods af den igangværende israelske militæroperation. Hizbollah formåede også at overraske ved at have langt mere avancerede våbensystemer til rådighed end israelerne var bekendt med[1]. Ikke blot undgik Hizbollah udslettelse, organisationen fremstod tillige under hele konflikten som en faktor med reel militær kapabilitet, som kunne byde det nærmest sagnomspundne israelske militær trods, uanset dettes overvældende styrke og nærmest konsekvent sejrrige historik.

Denne bedrift lader sig imidlertid ikke forklare ved kun at se på Hizbollahs militære kapacitet. Mens Hizbollah nok fik rullet det tunge skyts frem, virker det ikke som en overdrivelse at konstatere israelsk overlegenhed, målt på ren militær styrke. Der måtte derfor være andre faktorer, der spillede ind og ”udlignede” det ulige forhold. Den svages evne til at udnytte styrkeulighed til egen fordel, er ikke ny i et historisk perspektiv. Hizbollah har igen og igen demonstreret, hvordan organisationen mestrer at udnytte deres relativt begrænsede ressourcer maksimalt. Dette kan bl.a. ses i organisationens brug af asymmetrisk krigsførelse.[2] Denne form for krigsførelse opstiller et sæt sejrsparametre for den svage part, hvorved udfaldet af 2006 krigen kan ses som en sejr trods det ellers modsat rettede faktuelle resultat. Selvom Hizbollah led store tab af materiel og mandskab, var sejrsparameteret for organisationen overlevelse. Dette forklarer ikke Hizbollahs valg om at besvare angrebet med magt, da det ellers havde været mindre omkostningsfuldt at holde sig skjult. Hizbollahs brug af ”gengældelse” skal ses i lyset af organisationens overordnede mål. Man ønskede at vise sin styrke både overfor sine egne tilhængere i og uden for Libanon og overfor omverdenen. Samtidig ønskede man at sende et signal til den politiske ledelse i Israel og civilbefolkningen om, at en aktion mod Hizbollah ville være omkostningsfuld. Det var med afsæt i overlevelsesparameteret og Hizbollahs formåen gennem hele konflikten konstant at kunne beskyde Israel, at Hizbollahs generelsekretær Nasrallah[3] proklamerede sejr. Resultatet på 2006 krigen kan derfor betragtes som en israelsk sejr i faktuelle termer, mens Hizbollah havde vundet krigen i relative termer. Hizbollah har imidlertid vist sig særdeles kapable i relation til at drage nytte af organisationens størrelse, styrke og position. Evnen til at udnytte sine relativt begrænsede ressourcer maksimalt har heller ikke kun været forbeholdt slagmarken, også inden for økonomiske og politiske aspekter af organisationens sfære kan dette ses.

Hizbollah har som en aktør, der bl.a. i USA og Danmark betegnes som en terrororganisation, formået at agere relativt frit. Organisationen kan betragtes som en faktor, ikke kun internt i Libanon, men også i forhold til Mellemøsten mere generelt.  Hizbollah har evnet at udnytte sin position i forhold til de regionale spillere (Israel, Libanon, Syrien og Iran) til at forøge sin kapabilitet, og derfor opnået uforholdsmæssig stor indflydelse og styrke. For fyldestgørende at kunne forstå Hizbollahs overlevelsesevne er det i min optik vigtigt at have indsigt i de forskellige aspekter af organisationens ageren. Det er netop samspillet mellem de militære, økonomiske og politiske aspekter, der tilsammen tegner et billede af en organisation med en uforholdsmæssig stamina.

Hizbollahs udvikling

For at kunne forstå hvordan Hizbollah har formået at indtage rollen som en betydningsfuld ikke-statslig aktør, er det vigtig at have indsigt i den udvikling, organisationen har gennemgået. Her har specielt forholdet til Iran og Syrien, sammen med en evne til at udnytte sin position, muliggjort vækst og evnen til at indtræde som en uomgængelig aktør i den mellemøstlige sikkerhedsmosaik.

Selve den historiske udvikling, Hizbollah gennemgår, har mange aspekter, der alle spiller ind på den størrelse og form, Hizbollah har i dag. Dog er der nogle af disse aspekter, der synes at have en større forklaringskraft i forhold til at forstå organisationen. I vesten er der en tendens til at opfatte Hizbollah som en proxy-aktør for Iran og/eller Syrien. Derfor ville et afsæt i dette forhold være gunstigt, da netop relationen til disse to nationer er relevant for Hizbollahs udvikling.

Ud fra et ønske om at overskueliggøre og simplificere disse relationer, kan Hizbollahs udvikling opdeles i tre perioder, der hver især definerer udviklingstrin, hvor organisationen har haft en adfærd, der bedst kan forklares ved at se på forholdet til de to allierede/sponsorer, Iran og Syrien. Disse forklarer ikke blot det nære forhold mellem Hizbollah og Iran hhv. Syrien, men også udviklingen hen imod at være en mere autonom aktør.

Den første periode strækker sig fra grundlæggelsen i 1982 til afslutningen på Den Kolde Krig i 1989, som ligeledes markerer organisationens åndelige leder Ayatollah Khomeinis død. I denne fase forekommer det oplagt at anse Hizbollah som proxy-aktør for Iran, grundet dets omfattende åndelige, økonomiske og militære afhængighed af Iran, samt Irans ambitioner på organisationens vegne. Samtidig med at organisationen har fundet inspiration i Den Islamiske Revolution i Iran, har det nye styre i Iran set en mulighed for at bryde dennes politiske isolation og for at sprede revolutionens tanker.

Den anden periode strækker sig fra organisationens succesfulde deltagelse i det libanesiske parlamentsvalg i 1992 til valget i 2000. I denne periode knyttes organisationens aktiviteter tættere til Syrien, mens den samtidig konsoliderer sig på egen hånd med en fast forankring i det libanesiske samfund. Den fortsatte kamp mod de israelske styrker i Sydlibanon er en vigtig medvirkende faktor til den brede opbakning blandt de forskellige sekteriske grupper i Libanon, og til den succes som organisationen oplever under valgene. I starten af perioden forekommer der imidlertid stadig at være en omfattende afhængighed af iranske midler, dog frafalder størstedelen af støtten og organisationen må se efter nye finansierings muligheder. Samtidig optræder organisationen politisk og militært mere i en rolle som proxy-aktør for Syrien.

Den tredje periode strækker sig fra valgsuccesen i 2000 frem til den nuværende situation. I denne periode synes organisationen at have udviklet en langt større grad af autonomi. Såvel de iranske som syriske betænkeligheder ved Hizbollahs angreb og efterfølgende omfattende brug af raket- og missilangreb under krigen med Israel, forekommer således at bekræfte denne antagelse. Udsigten til at miste deres allierede/proxy-aktør som følge af det massive israelske pres, medvirkede til den indledningsvise skepsis. Efterfølgende er Hizbollahs styrke og stamina under 2006 krigen blevet udråbt som en veritabel sejr over den ellers uovervindelige israelske hær, og opbakningen fra organisationens allierede/sponsorer har været omfattende. Så omfattende, at der ifølge amerikanske som israelske sikkerhedsefterretninger nu forefindes et langt større arsenal til rådighed for Hizbollah, trods internationale forsøg på at forhindre en genoprustning efter 2006 krigen.

Disse udviklingstrin viser, at mens den indflydelse, Iran og Syrien har på Hizbollah, konstant er under forandring, er der perioder i organisationens udvikling, hvor Hizbollahs ageren bedst kan forklares ved at se på disse aktørers udenrigspolitiske mål og sikkerhedspolitiske ambitioner. Forholdet til Iran har været det dominerende, ikke kun i forståelsen af selve organisationen, men også i den måde, hvorpå man, fra vestlig side, har opfattet Hizbollahs placering i forhold til trusselsbilledet. Der forekommer også en herskende konsensus omkring, at Hizbollah udgør en slags forpost for Iran, og derfor en forventning om, at et evt. angreb på Iran ville medføre en gengældelse fra Hizbollah.[4] Dette menes desuden at være en af grundene til, at den iranske ledelse efter sigende ikke skulle have været begejstret over Hizbollahs inddragelse i en konflikt med Israel i 2006, hvor hovedparten af det opbyggede arsenal blev tilintetgjort eller affyret. Skulle denne antagelse vise sig korrekt, ville det være bevis for et langt mere autonomt Hizbollah, end forventningerne om en proxy-aktør, der ene og alene fungerer som iransk forpost, kunne foranledige til. Den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejads rundrejse i Sydlibanon i oktober 2010 kan ligeledes ses som et forsøg fra iransk side på både at profilere fra den relative succes, som Hizbollah oplevede at have i 2006 krigen, men også som et forsøg på at tøjle og påminde om, hvem der havde muliggjort denne succes.  

Hizbollahs udvikling har gjort organisationen stærkere på en række parametre. Denne styrke har været med til at muliggøre transformationen fra en forholdsvis lille proxy-gruppering i en fejlslagen stat, til at blive en relativ betragtelig regional magtfaktor i en fragmenteret stat. Noget af grunden til Hizbollahs succes skal findes i organisationens evne til at markere sig som uomgængelig inden for tre aspekter af den libanesiske virkelighed, det militære, det økonomiske og det politiske

Militære aspekter

Krigen i 2006 fremstår som den konflikt der viste omverdenen Hizbollahs formåen under et ekstremt militært pres, men også organisationens kapabilitet målt på arsenal og graden af hvor avancerede våbensystemer organisationen havde til rådighed. Krigen i 2006 fik selvklart en masse opmærksomhed, men det var ikke her at Hizbollahs evner som asymmetriskkombattant kom til sin ret. Hizbollahs udvikling til en effektiv guerillahær skete i perioden med israelsk tilstedeværelse i Sydlibanon (1982-2000).  I denne periode lykkedes det Hizbollah at udnytte de asymmetriske fordele og føre en effektiv partisankrig mod de israelske besættelsesstyrker. Det var tillige denne langvarige ”insurgency” kampagne, der førte til en stigende utilfredshed bland den politisk determinerende israelske middelklasse, pga. stigende tabstal, der førte til, at Israel valgte at foretage en unilateral tilbagetrækning fra den selvproklamerede sikkerhedszone i 2000. Det var i denne periode Hizbollah fik perfektioneret sin taktik og sin militære formåen, både i forhold til at bekæmpe en langt stærkere fjende, men også til at blive den mest effektive militærorganisation i Libanon.

Årsagen til Hizbollahs relative succes med at føre en sådan kampagne findes i den støtte, som organisationen får fra Iran. Ligesom andre af Libanons sekteriske grupper, der også fik våben og finansiel støtte fra patron stater under den libanesiske borgerkrig[5], fik og får Hizbollah også våben og økonomisk støtte. Forskellen er imidlertid, at Iran, som i begyndelsen satsede hårdt på udbredelse af den Islamiske revolution og senere har set fordele i et stærk shiitisk og ideologisk ligesindet Hizbollah, desuden sendte medlemmer af den republikanske garde til at træne og uddanne Hizbollahkrigerne. Denne træning foregik hovedsageligt i Beeka dalen, som var under Syrisk kontrol. Mens Iran stod for uddannelsen af Hizbollah samt den økonomiske og våbenmæssige støtte, muliggjorde Syrien træningen ved at stå for sikkerhed og forsyninger. Selv om omstændighederne har forandret sig, synes denne fordeling stadig at gøre sig gældende. Selvom Syrien ikke længere er direkte tilstede i Libanon, har styret i Damaskus stadig betydelig indflydelse i Beirut. De iranske våbenleverancer og træningsprogrammer har også ændret karakter. Mens våbensystemerne er blevet langt mere avancerede, er der tillige kommet langt større mængder. Det estimeres fra amerikanske og israelske sikkerhedskilder, at Hizbollah forventes at være fuldt genoprustet oven på krigen i 2006, og at dette arsenal på nogle punkter er langt større nu end før krigen. De iranske træningsprogrammer har ligeledes ændret karakter og er nu hovedsageligt i form af ”Train-the-Trainer” programmer, samt træning i brug af de våbensystemer, der er blevet leveret.

En nyere udvikling er at finde i det, der af flere eksperter på området, defineres som HISH-alliancen. Dette henviser til det samarbejde mellem Hizbollah, Iran, Syrien og Hamas. Mens denne konstruktion nu i større eller mindre grad synes at være en realitet, er der ikke tale om en egentlig formaliseret alliance. Ikke desto mindre er der flere indikatorer, der peger på, at Hizbollahs agenter har instrueret Hamas´ folk i asymmetriske taktiker og våbentræning. Samtidig er der flere, der betragter konfrontationen i 2006 mellem Israel og Hizbollah som et tegn på en hidtil uset form for koordinering mellem de to ikke-statslige aktører i alliancen (Hamas og Hizbollah), da Hamas i Gaza allerede var involveret i kampe med israelske styrker på tidspunktet for Hizbollahs operation over grænsen. En sådan koordination tyder på, at Hizbollah i stigende grad kan drage nytte af alliancen til at modstå et israelsk pres. En sådan udnyttelse af alliancen vil dog ikke være i klassisk forstand, da der unægtelig ikke foreligger en reel mulighed for, at hverken Iran eller Syrien kommer Hizbollah eller Hamas til undsætning med væbnede styrker under en evt. fremtidig konflikt. Der hvor alliancen derimod har en langt mere traditionel rolle at spille, er i forhold til de to medlemsstater. I denne sammenhæng skal Hizbollahs og muligvis også Hamas' rolle forstås som del af en deterrence-strategi - eller 'afskrækkelses strategi' - hvorved man ønsker at sende et klart signal om, at indblanding fra evt. modstandere vil medføre angreb fra alliancens andre medlemmer.

Økonomiske aspekter

Et andet og lige så vigtig aspekt af den støtte, Hizbollah modtager fra Iran, er den rent finansielle. Havde det ikke været for denne linde strøm af penge, havde organisationen ikke kunnet udbygge sine sociale initiativer. Disse initiativer er meget omfattende og dækker over en bred vifte af sociale tiltag, der bl.a. dækker; skoler, sygehuse, klinikker, boligbyggeri, martyrfonde m.m. Udgangspunktet for Hizbollahs meget omfattende sociale engagement er igen at finde i organisationens historiske rødder. En af hovedårsagerne til den shiitiske politiske vækkelse, der ledte til Hizbollahs formation, var den høje pris, civilbefolkningen i Sydlibanon måtte betale i forbindelse med kampe mellem Israel og PLO. Som en konsekvens af de massive ødelæggelser påbegyndte Hizbollah, Jihad al-Binaa eller ’rekonstruktionskampagnen’. Her blev iranske midler brugt til at finansiere genopbygningsprojekter af ødelagte moskéer, hjem, skoler m.m. Hertil kom støtte i form af etablering af sociale sikkerhedsnet som hidtil var uhørt i det ellers fattige Sydlibanon og er stadig ikke tilgængelig fra den centrale libanesiske regering langt efter borgerkrigens afslutning. Det manglende sociale sikkerhedsnet i samspil med den enorme tilførsel af penge fra Iran, har stillet Hizbollah i en ideel situation. Hvad den centrale regering ikke har magtet, nemlig at opbygge et system, der uanset deres position eller sekteriske tilhørsforhold tilgodeser alle, har organisationen formået i Sydlibanon og Beka dalen. Derved er det lykkedes Hizbollah at bruge sine iranske forbindelser til at styrke sin egen position i det libanesiske civilsamfund. Dette blev yderligere bekræftet efter 2006 krigen, hvor Hizbollah var hurtig til at komme de hårdest ramte områder af de shiitiske forstæder i Sydbeirut til undsætning.

        Mens Hizbollahs midler er kommet de fattigste dele af Libanons shiitiske befolkning til gode, er dette ikke ensbetydende med, at medlemmer fra andre sekteriske grupper ikke kan modtage hjælp på deres hospitaler eller andre foranstaltninger. Derfor lader støtten til Hizbollah sig ikke kun forklare ved udelukkende at se på den shiitiske del af befolkningen. Dette er ligeledes en medvirkende faktor til at forklare, hvorfor Hizbollah står så utrolig stærkt over for det internationale pres, og hvorfor det har været svært for den tidligere libanesiske regering at modsætte sig organisationen. Det er selvsagt svært at kappe hånden, der står for det sociale sikkerhedsnet. Samtidig er den Libanesiske regering ikke i stand til at matche de iransk finansierede Hizbollah initiativer, da regeringen ikke i samme grad kan afsætte så store summer til en bestemt landsdel eller sektor. Også her har det vist sig, at Hizbollah indtil nu har formået at udnytte sine ressourcer således, at denne ”investering” er med til at sikre organisationens fortsatte overlevelse.

        Det er unægtelig forbundet med stor risiko at være afhængig ene og alene af iranske økonomiske indskud. Dette kom allertydeligst til udtryk ved at den iranske ledelse under Rafsanjani (1989-1997) og Khatami (1997-2005), valgte at beskære støtten til organisationen med ca. 70 pct..[6] Derved eroderedes det økonomiske grundlag for Hizbollah og førte til, at organisationen måtte finde alternative former for finansiering. Disse nye kilder til finansiering indbefattede donationer fra religiøse fonde, kommercielle eventyr og støtte fra den shiitiske diaspora i Vestafrika. Denne alternative finansiering kan dog på ingen måde erstatte de enorme summer, der kommer fra Iran. De iranske midler begyndte dog igen at finde vej til Hizbollah i 2005 efter Mahmoud Ahmadinejads sejr ved præsidentvalget i Iran. Støtten er estimeret i en størrelsesorden af 200 millioner dollar om året og med en yderligere sum på 300 millioner efter krigen i 2006.[7]

Politiske aspekter

Med sit politiske udgangspunkt og inspiration hentet fra Den Islamiske Revolution i Iran, synes Hizbollah allerede fra start at have begrænsede muligheder for at appellere til den bredere libanesiske befolkning. Faktum er dog en ganske anden, for mens organisationen stadig har elementer, der minder om det oprindelige ideologiske udgangspunkt, er der her tale om en forandret størrelse. Alt mens det stadig er en officiel holdning, at Libanon skal blive en islamisk republik, kan dette kun ske, hvis befolkningen ønsker det, og ikke som tidligere gennem revolution. En anden faktor, der har medvirket til at Hizbollah opfattes som mere acceptabel blandt Libanons andre sekteriske grupper, er at finde i organisationens beslutning om at holde sig ude af Den Libanesiske Borgerkrig. Hizbollah var kun involveret i kampe med den anden shiitiske milits, Amal, som nu udgør en politisk allieret. Hizbollah har desuden profileret sig på kun at bekæmpe de fremmede besættelsesstyrker, israelerne, og at være den libanesiske modstandsbevægelse. I perioden efter den første parlamentsvalgsdeltagelse, i 1992, udnyttede Hizbollah til fulde både at kunne influere libanesisk politik og samtidig være en uafhængig væbnet gruppe, som ikke var underlagt statens autoritet. Dette var tilfældet helt frem til den syriske tilbagetrækning i 2005.

        Hizbollah har dog i den efterfølgende periode misligholdt den tillid, de havde i den bredere Libanesiske befolkning. Skønt Hizbollah har forsøgt at manøvrere det politiske rum og til dels er lykkedes med dette, er presset for at afvæbne støt vokset. Dette pres skyldes, at Hizbollah officielt er den eneste gruppering fra borgerkrigens tid, der stadig fastholder sine våben, hvilket de gør med henvisning til at være den eneste reelle beskytter af Sydlibanon. Hizbollahs image som ”holdspiller”, Libanons befriere og den egentlige modstandsbevægelse er kommet under pres. Dette skyldes en serie af hændelser, der har ødelagt det image, som organisationen havde opbygget frem til i 2000. Der er fire episoder der bedst illustrerer hvordan Hizbollah har fejlet på dette parameter:

·         Presset på Hizbollah intensiveredes under Premierminister Hariri, som så Hizbollah som udtryk for syrisk indblanding i Libanesiske affære. Bilbomben, der efterfølgende dræbte Hariri i 2005, blev hurtigt kædet til Hizbollah og Syrien, selvom der ikke fandtes konkrete beviser.

·         Krigen i 2006 resulterede i store materielle skader og tab af menneskeliv. Hizbollahs valg at udføre en operation over den fælles grænse med Israel, synes at have splittet opbakningen til organisationen, ikke mindst af den årsag, at der ikke var nogen form for godkendelse fra den af folket valgte regering, og at det samtidig var den libanesiske befolkning, der måtte betale prisen. Modstanden forstummede i midlertidig da et israelsk bombeangreb dræbte 28 civile i Qana.

·         Efter at Hizbollahs mulighed for at overvåge den internationale lufthavn i Beirut og organisationens fiberoptiske ”hard-line” blev bragt i fare af et initiativ i den libanesiske regering, kom det til gadekampe i Beirut. Velvidende, at Hizbollah havde langt mere militær formåen end den libanesiske hær, valgte denne at holde sig på sidelinjen. Hizbollah, som indtil da havde svoret aldrig at vende våbnene mod andre libanesere, udviste en overbevisende magtdemonstration for at stadfæste, at de alene var den egentlige magtfaktor i Libanon. Dette vakte minder om borgerkrigen og resulterede i yderligere frafald bland Hizbollahs støtter.

·         Senest har den konsekvente afvisning af FN's Hariri- tribunals anvisninger og arrestordre på mulig implicerede Hizbollah folk vakt harme i dele af den libanesiske befolkning, hvor der i større grad end tidligere hersker konsensus om at Hizbollah nu holder landet som gidsel.

 

Hizbollah forsætter med at være en udslagsgivende del af regeringen og formår samtidig at handle frit uden om den libanesiske regering. Dette dobbeltspil er ligeledes et eksempel på Hizbollahs forsøg på at udnytte sin unikke position til det yderste. Denne ageren på to plan er som nævnt ikke uproblematisk i forhold til den opbakning, Hizbollah har i den ikke-shiitiske del af befolkningen. Det er lykkedes for Hizbollah at positionere sig således, at den misrepræsentation[8], der har eksisteret i forfatningen i forhold til magtfordeling gennem delingen af poster mellem sekteriske grupper, har forandret sig. Skønt det stadig kun er ”speaker of parlament” posten der tilfalder Shiitterne, er denne gruppes politiske indflydelse blevet langt større, end det tidligere var tilfældet. En stor del at grunden til, at en sådan udvikling har fundet sted, skal dels findes i Hizbollahs militære overlegenhed i forhold til den libanesiske regering, dels i det politiske samspil med organisationens alliancepartner, Syrien. For Hizbollah er frygten, at en afvæbning ville lede til en assimilation ind i det virvar, der er libanesisk politik, og at organisationen derfor ville blive én blandt mange politiske sekterisk definerede partier. En yderligger konsekvens ville være, at organisationen ville miste legitimitet i forhold til at være ”den libanesiske modstand”, et image, som sammen med den fortsatte kamp mod israelsk tilstedeværelse i bl.a. Sheeba farmene[9] udgør hjørnestenen i Hizbollahs forsvar af sine våben. Den nylig formede regering har vist, at den syrisk indflydelse igen er voksende i Libanon og har været medvirkende til at sikret Hizbollahs position, skønt organisationens støtte i befolkningen ikke er, hvad den har været. Hizbollahs fortsatte mål med bekæmpelse af Israel og ønske om at influere libanesisk politik i retning af en islamisk republik, synes at harmonere godt med syriske og iranske udenrigspolitiske ambitioner og partnerskabet kan umiddelbart forekomme at være en vin-vin situation for de tre parter.

De tre aspekter

Hizbollahs evne til at manøvrere inden for de tre ovennævnte aspekter og udnytte deres position i forhold til de andre spillere på hvert af disse tre plan, er en vigtig medvirkende faktor til at forklare deres levedygtighed. Organisationen handler i alle tre tilfælde ud fra en overlevelses strategi, som ikke altid lykkedes. Det er værd at bemærke, at samspillet mellem disse aspekter samtidig fungerer som en hæmsko for Hizbollah og fastholder gruppen i et bestemt mønster.

        Hizbollahs overlevelsesevne skal samtidig ses i lyset af samspillet mellem det militære, det økonomiske og det politiske. Hver især fortæller disse historien om Hizbollahs voksende indflydelse, men kun ved at se på hvordan aspekterne influerer hinanden bliver billedet fuldendt. Havde det ikke været for de økonomiske midler som i stort omfang har finansieret de sociale tiltag havde den politiske støtte formentligt heller ikke været så omfattende. Det samme kan siges om den støtte der skyldes den væbnede kamp mod de israelske besættelsesstyrker. Ligeledes kan den politiske indflydelse efter 2008, tilskrives organisationens militære styrke.

        Skønt at Hizbollah kan betragtes som en succes, er det ikke en organisation uden selvmodsigelser. Det har blandt andet været diskuteret hvorvidt at angrebet over grænsen var et forsøg på at genvinde politisk støtte i befolkningen eller et forsøg på at forhindre en total assimilation ind i libanesisk politik. Ligeledes har genoprustningen efter 2006 ledt til en udvikling væk fra at kunne udnytte de klassiske fordele forbundet med asymmetrisk krigsførelse, da et missil unægtelig tager længere tid at klargøre og affyre end det af et håndholdt våben. Dertil kommer, at et større og stærkere Hizbollah udgør en større trussel over for f.eks. Israel, og derved potentielt risiker at udløse en ny krig. Eftersom Hizbollah både er en selvstændigt handlende aktør og samtidig er repræsenteret i den libanesiske regering, risikerer organisationen tillige, at en ny træfning vil kunne opfattes som et libanesisk angreb på Israel, og ikke udelukkende som et angreb fra organisationen selv.

Takket være støtten udefra gør organisationens finansielle formåen den til en vigtig brik i det sociale ”sikkerhedsnet” i Libanon, men samtidig er dens kamp for at beholde sine våben - og derved sin autonomi - med til at bringe organisationen på kollisionskurs med dele af den libanesiske befolkning. Trods den eksisterende utilfredshed med organisationen, er der ingen i Libanon, der tør bryde med Hizbollahs jerngreb om landet. I det libanesiske samfund har Hizbollah i dag status som forsørger af dele af samfundet, mens den for andre dele udgør en trussel. Organisationen har formået at positionere sig igen og igen, men er samtidig blevet mere afhængig af sin egen styrke og sin forbindelse til HISH-alliancens to medlemsstater.

Hizbollahs fremtid

Hizbollahs relative styrke kan på ingen måder lade sig forklare uden at inddrage organisationens bånd til Iran og til Syrien. Det er vigtig også at forholde sig til den kendsgerning, at Hizbollahs primære motivationsfaktor er overlevelse, hvorfor organisationen benytter sine forskellige indsatser til at sikre sine egne interesser og samtidig erhverve sig større indflydelse. Skønt det mest åbenlyse er overlevelse i forhold til det massive pres, der påføres organisationen fra det internationale samfund, mest omfattende fra USA og Israel, er der også mange andre aspekter, som Hizbollah forsøger at balancere. Hizbollah skal, som andre aktører, konstant forsøge at tilpasse sig en sikkerhedssituation i konstant forandring, men til forskel fra stater har organisationen ingen reel juridisk suverænitet,[10] og er derfor udsat for et konstant pres. Dette begrænser organisationen og er med til at udjævne de umiddelbare fordele, der måtte være ved at kunne agere som ikke-statslig væbnet organisation. Det må derfor betragtes som en sandhed med modifikationer, at Hizbollahs ageren kun kan siges at være en serie af strategiske succeshistorier. Snarere er der tale om en blanding af initiativer og reaktioner, der ikke altid er lykkedes, som tyder på at, den førte strategi ikke er uden omkostninger og fejl.

Den forandring, der præger regionen, og som kommer til udtryk i folkelige revolutioner - af medier betegnet ”Det Arabiske Forår” – er ligeledes en potentiel fare for Hizbollah. Men selv om regimet i Damaskus i disse dage slår hårdt ned på sine modstandere, er der en del, der tyder på, at Damaskus har mere at sige i Libanon end hjemme i Syrien. For Hizbollah ville det være katastrofalt at miste sin syriske sponsor, men det ville ikke være lige så fatalt som hvis der skulle opstå et persisk forår. Hizbollah ville få svært ved at manøvrere politisk og at få tilført våben, men det ville trods alt ikke ville være umuligt, hvis styret i Damaskus ikke sponsorerer dem længere. En anden faktor, der kan spille ind, er bekymringerne om hvem der får magten i de lande, der for nyligt har oplevet revolutioner. Hvis der skal drages nogle paralleller til historien kan det forventes, at der vil komme interne opgør. Disse vil muligvis præsentere nye muligheder for Hizbollah, Hamas og andre terrororganisationer

        Den trussel, som Hizbollah udgør, er ikke stækket med den indsats UNIFIL styrkerne gør i Sydlibanon. Skønt der siden indsættelsen af styrken har været forholdsvis stille langs den libanesisk-israelske grænse, er der intet, der tyder på, at Hizbollah vil lade sig assimilere ind i det politiske system og opgive sine våben. Skulle man ønske at uskadeliggøre denne trussel, ville det kræve, at man udspillede Hizbollah på alle af de tre her præsenteredeaspekter. Sammenhængen mellem motivationen, overlevelse og Hizbollahs ageren kan desuden bidrage med en større forståelse for organisationens handlingsmønstre, samt hvorledes disse kan modvirkes. Først da villeHizbollah kunne afvæbnes og det libanesiske demokrati have mulighed for at udvikle sig.    

Litteraturliste

Achcar, Gilbert & Michel Warschawski. (2007). The 33-day War: Israel´s War on Hezbollah in Lebanon and its Aftermath. Lebanon, SAQI.

Bassam, Lailla & Yara Bayoumy. (2011). “Lebanon gets Hezbollah-led cabinet after 5-month lag.” UK: Reuters. http://uk.reuters.com/article/2011/06/13/uk-lebanon-govern­ment-idUKTRE75C2FI20110613 (20/6/2011).

Creveld, Martin Van. (1991). The Transformation of War. New York: The Free Press.

Committee on foreign relations U. S. Senate. (2010). Assessing the strength of Hezbollahhttp://www.gpoac­cess.­gov/congress/index.html (15/7/2011).

El-Hokayem, Emile. (2007). “Hizballah and Syria: Outgrowing the Proxy Relationship.” The Washington Quarterly, Vol. 30:2

Husseini, Rola El. (2010). “Hezbollah and the Axis of Refusal: Hamas, Iran and Syria.” Third World Quarterly, Vol. 31:5, pp. 803-815.

Jones, Clive & Sergio Catignani (Ed.) (2010). Israel and Hizbollah: An asymmetric conflict in historical and comparative perspective. Oxon, Routledge.

Karmon, Ely. (2008). “Iran-Syria-Hizballah-Hamas: A Coalition against Nature Why Does it Work?” USA: The Proteus Monograph Series. http://www.carlisle.ar­my.mil/pro­teus/­docs/­kar­mon-iran-syria-hizbollah.pdf (30/3/2011).

Lyme, Rune Friberg. (2009). Iran og Hizbollah: Hizbollah på vej mod øget selvstændighed. København, Forsvarsakademiet: Institut for Strategi.

Merom, Gil. (2003). How Democracies Lose Small Wars: State, Society, and the Failures of France in Algeria, Israel in Lebanon, and United States in Vietnam. New York: Cambridge University Press.

Norton. Augustus Richard. (2007). Hezbollah: a short history. USA: Princeton University Press.

Rubin, Michael. (2009). “The Enduring Iran-Syria-Hezbollah Axis.” Middle Eastern Outlook, December, pp. 1-6.

Salem, Paul. (2006). “The Future of Lebanon.” Foreign Affairs, Vol. 85:6, pp. 13-22.

Vinci, Anthony. (2009). Armed Groups and the Balance of Power: The international relations of terrorists, warlords and insurgents. Oxon: Routledge.

Zisser, Eyal (2009). “Nasrallah´s Defeat in the 2006 War: Assessing Hezbollah´s Influence.” Middle East Quarterly, Vol. 16:1, pp. 27-35.


[1] Hizbollah havde bl.a. kinesiske YJ-82 eller Yingji-82 ”land-to-Ship” missiler. Disses eksistens blev afsløret under stor iscenesættelse, hvor Hizbollahs leder i direkte tv bekendtgjorde, at man ikke ville tillade den israelske flådeblokade og at Beiruts borgere skulle se mod havet. Få minutter efter ramte et sådan missil et af de Israelske fartøjer.

[2] Asymmetrisk krigsførelse henviser her til det forhold når en relativ stærk aktør taber til en relativ svag modstander. Som forklaring på dette forhold opereres der for det meste med forskellige forklaringsfaktorer, der enten isoleret eller i forbindelse med en anden eller flere andre parametre kan forklare, hvordan den svage kan vinde. Disse omfatter blandt andet offervilje, ekstern støtte til den svage part, modvilje mod at eskalere konflikten hos den stærke part, og hen til ambitiøse sejrsparametre, for bare at nævne nogle.

[3] Hasan Nasrallah blev indsat som generel sekretær for Hizbollah i 1992 efter den tidligere generel sekretær Abbas al-Musawi blev likvideret af Israel.

[4] Denne opfattelse findes hovedsagelig blandt israelske og amerikanske sikkerhedsvurderinger. Et oplagt mål for en gengældelsesaktion ville være Israel. Samtidig findes der blandt amerikanske kilder flere formodninger om at Hizbollah både er aktive i Syd- og Mellemamerika, samt har kanaliseret penge fra USA og derfor er aktive her. Der er dog ingen konkrete beviser på nuværende tidspunkt.

[5] Den Libanesiske Borgerkrig fra 1975-1990 og så en total disintegration af den libanesiske stat. De forskellige skillelinjer var blandt andet langs de forskellige sekteriske grupper.

[6] Lyme, Rune Friberg. (2009). Iran og Hizbollah: Hizbollah på vej mod øget selvstændighed. København, Forsvarsakademiet: Institut for Strategi, p. 25.

[7] Rubin, Michael. (2009). “The Enduring Iran-Syria-Hezbollah Axis.” Middle Eastern Outlook, December, P. 3.

[8] Indlejret i Nationalpagten fra 1943 (forfatningen) er en deling af de vigtigste poster mellem de tre største grupper i det libanesiske samfund. Derved tildeles premiereministerposten altid til en Sunni-muslim, præsidentposten til en marionit (kristen) og ”speaker of parlament” posten til en Shiia-muslim. Misrepræsentationen ligger i, at fordelingen er fastsat efter den demografiske fordeling, da forfatningen blev skrevet, og mens den shiitiske del af befolkningen nu udgør den næststørste gruppe, er deres indflydelse i den politiske fordeling uforandret.

[9] Sheeba farmene er situeret i grænselandet mellem Libanon, Syrien og Israel. Området kom under israelsk kontrol efter Seksdagskrigen i 1967. Syrien og Libanon (Hizbollah i særdeleshed) betegner området som en del at Libanon, mens Israel mener at området var en del af de syriske Golan-højder frem til krigen i 1967, og derfor ikke en endnu besat del (giver ikke mening, hvad mener du præcist?) af Libanon.

[10] Juridisk suverænitet dækker over det faktum, at anerkendelse af andre aktører er med til at stadfæste ens ret til at eksistere. Dette ses hos stater som anerkendelse af territorielle grænser og en medfølgende konsensus om, at staten derfor er øverste autoritet i det givne territorium. 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf 

 

Litteraturliste

Achcar, Gilbert & Michel Warschawski. (2007). The 33-day War: Israel´s War on Hezbollah in Lebanon and its Aftermath. Lebanon, SAQI.

Bassam, Lailla & Yara Bayoumy. (2011). “Lebanon gets Hezbollah-led cabinet after 5-month lag.” UK: Reuters. http://uk.reuters.com/article/2011/06/13/uk-lebanon-govern­ment-idUKTRE75C2FI20110613 (20/6/2011).

Creveld, Martin Van. (1991). The Transformation of War. New York: The Free Press.

Committee on foreign relations U. S. Senate. (2010). Assessing the strength of Hezbollah. http://www.gpoac­cess.­gov/congress/index.html (15/7/2011).

El-Hokayem, Emile. (2007). “Hizballah and Syria: Outgrowing the Proxy Relationship.” The Washington Quarterly, Vol. 30:2

Husseini, Rola El. (2010). “Hezbollah and the Axis of Refusal: Hamas, Iran and Syria.” Third World Quarterly, Vol. 31:5, pp. 803-815.

Jones, Clive & Sergio Catignani (Ed.) (2010). Israel and Hizbollah: An asymmetric conflict in historical and comparative perspective. Oxon, Routledge.

Karmon, Ely. (2008). “Iran-Syria-Hizballah-Hamas: A Coalition against Nature Why Does it Work?” USA: The Proteus Monograph Series. http://www.carlisle.ar­my.mil/pro­teus/­docs/­kar­mon-iran-syria-hizbollah.pdf (30/3/2011).

Lyme, Rune Friberg. (2009). Iran og Hizbollah: Hizbollah på vej mod øget selvstændighed. København, Forsvarsakademiet: Institut for Strategi.

Merom, Gil. (2003). How Democracies Lose Small Wars: State, Society, and the Failures of France in Algeria, Israel in Lebanon, and United States in Vietnam. New York: Cambridge University Press.

Norton. Augustus Richard. (2007). Hezbollah: a short history. USA: Princeton University Press.

Rubin, Michael. (2009). “The Enduring Iran-Syria-Hezbollah Axis.” Middle Eastern Outlook, December, pp. 1-6.

Salem, Paul. (2006). “The Future of Lebanon.” Foreign Affairs, Vol. 85:6, pp. 13-22.

Vinci, Anthony. (2009). Armed Groups and the Balance of Power: The international relations of terrorists, warlords and insurgents. Oxon: Routledge.

Zisser, Eyal (2009). “Nasrallah´s Defeat in the 2006 War: Assessing Hezbollah´s Influence.” Middle East Quarterly, Vol. 16:1, pp. 27-35.

Del: