Hizbollah og det Arabiske Forår

Denne artikel redegør for Hizbollahs position efter tiltrædelsen af en ny libanesisk regering domineret af 8.-marts bevægelsen i juni 2011. Gennem citater fra Hassan Nasrallahs taler fra februar til juni 2011 vil jeg vise, hvordan Hizbollahs lederskab har forholdt sig til det ”Arabiske Forår,” og hvordan deres politiske strategi er under forandring.

Foto: Forsvaret.dk Logistik-soldater i felttjeneste

Jeg er interesseret i hvor høj grad Hizbollahs lederskab har ændret sin selv-iscenesættelse som reaktion på de dramatiske begivenheder og forskydninger i regional politik i 2011. Jeg lægger særlig vægt på at analysere Hizbollahs regionale rolle, gruppens position i libanesisk politik, og dens reaktion på den folkelige opstand i Syrien. Jeg referer ikke kun til Hizbollah som politisk aktør, men som en kompleks social bevægelse, der på en og samme tid rummer militære, religiøse, sociale og politiske elementer. Hizbollahs lederskab har stærkt ideologiske træk, ikke mindst deres overensstemmelse med Irans Ayatollah Khamenei som marja’ (kilde til efterlevelse), men har samtidig handlet udpræget pragmatisk i deres lange militære konflikt med Israel. Grænserne mellem Hizbollahs forskellige profiler og motivationer er flydende, hvilket ofte bliver simplificeret i analyser af bevægelsens bevæggrunde.[1] Når vi søger at evaluere Hizbollahs militære kapaciteter og strategiske overvejelser er det nødvendigt at sammenholde den politisk-militære dimension med de øvrige dimensioner af Hizbollah, ikke mindst bevægelsens positionering og iscenesættelse af sig selv i Libanon som (en) repræsentant for den shiitiske sekt, og i den arabiske verden som den ledende islamisk modstandsbevægelse mod Israel. Det vil jeg her gøre ved at fokusere på Hizbollahs medier, og på Hassan Nasrallahs taler, der bliver gengivet i hele den arabiske presse.

Et kort rids af Hizbollahs ideologiske

og strategiske udvikling 1982-2011

Den nye regering i Libanon, under ledelse af den moderate sunni-rigmand Najib Miqati som premierminster, er dannet af ”8. marts-bevægelsen”, der består af de shiitiske partier Hizbollah og Amal, deres kristne allierede i Michel Aouns Frie Patriotiske Bevægelse, det nordlige maronitiske klanparti Marada, og Syriens håndlangere i det Syriske Socialistiske Nationalistparti. Ud over 8. marts bevægelsen indeholder regeringen Miqatis eget hold af sunni-ministre samt præsident Michel Sleimans gruppe af center-orienterede politikere og den drusiske leder Walid Jumblatts folk. Jumblatt var tidligere medlem af ”14. marts bevægelsen”, en koalition af drusiske, kristne og sunnimuslimske grupper, der blev til efter mordet på Rafiq Hariri i februar 2005. Hariris død førte til store demonstrationer og lagde grunden for de to nuværende fløje i libanesisk politik - 8. og 14. marts er datoerne for de to største demonstrationer for og imod Syrien i 2005.

Hizbollah har siden da ledet 8. marts bevægelsens linie imod vestlig indblanding i Libanon og Mellemøsten, og for en stærk alliance mellem Libanon og Syrien. Hizbollah, der råder over en stærk milits og et stort arsenal af raketter, kommer sandsynligvis til at dominere den nye regerings politiske linie. Selv om Libanon nu for første gang har en regering, der er domineret af 8. marts-koalitionen, og dermed af Hizbollahs politiske strategi, så er der samtidig et øget pres på Hizbollah både fra international og libanesisk side. De hovedsaglige stridsspørgsmål er Hizbollahs våben og det internationale tribunal for mordet på Rafiq Hariri. Tribunalet (kaldet ”Special Tribunal for Lebanon”) rejste den 30. juni 2011 tiltale på fire medlemmer af Hizbollah. Hizbollahs leder Hassan Nasrallah svarede prompte, at de mistænkte ikke vil blive udleveret, og at tribunalet er et israelsk og vestligt komplot mod den islamiske modstandsgruppe. I en lang TV-transmiteret tale den 2. juli gennemgik Nasrallah medlemmer af tribunalet og søgte at bevise deres pro-israelske sympatier. Han understegede, at Hizbollah ikke kan samarbejde med tribunalet da det repræsenterer et amerikansk komplot og et påskud for at underminere modstand mod Israel.[2] Den libanesiske hær skulle inden den 11. august have fundet og tvangsudleveret de mistænkte, hvilket hæren hverken ville eller kunne. Dette første retslige stand-off mellem den libanesiske regering og tribunalet kan meget vel komme til at gentage sig flere gange, efterhånden som tribunalet gå i gang med høringer senere i 2011 eller i 2012, da det hverken er sandsynligt, at Hizbollah vil samarbejde; at den nye regering vil prøve at tvinge gruppen til at samarbejde; eller at tribunalet har midler til at få dem til at samarbejde.   

I denne pressede situation er Hizbollahs strategi øjensynligt at styrke deres magtbase i Libanon og kontrollere de nationale institutioner som et bolværk mod den stigende internationale isolation af gruppen i forbindelse med tribunalet. Nasrallahs taler, som den han leverede den 2. juli 2011, har til formål at give Hizbollahs ikke-samarbejdspolitik maksimal legitimitet ved at kæde det sammen med palæstinensernes kamp. Internt i Libanon forsøger Hizbollah at overføre denne legitimitet til de nationale institioner og dermed isolere oppositionen. Dette havde selvfølgelig ikke været muligt, hvis 14. marts var indgået i en samlingsregering. Den nye regering markerer således er et stort skifte i libanesisk politik. I både 2005 og 2009 blev parlamentsvalgene vundet af 14. marts-bevægelsen, der har ledet samlingsregeringer, først under premierminister Fuad Siniora fra Mustaqbal, og senest under Saad Hariri. Skiftet blev muliggjort da Walid Jumblatt, den evige vendekåbe i libanesisk politik, i juli 2009 trådte ud af ”14. marts”: da han i januar 2011 også trak sine ministre helt ud, mistede regeringen sit flertal og måtte gå af. Det shiitiske parti, der råder over en stærk milits og et stort arsenal af raketter rettet mod Israel, kommer sandsynligvis til at dominere den nye regerings politiske linie. 14. marts-koalitionen har krævet, at Libanon støtter fuldt op om tribunalet, og at regeringen arbejder hen imod en form for kontrol af Hizbollahs våbenarsenal i henhold til FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1701. Iagttagere anslår, at Hizbollah er i besiddelse af omkring 40.000 raketter og en række mere slagkraftige våben end før 2006-krigen mod Israel, og denne akkumulering er unægtelig i strid med internationale aftaler.[3] Problemet med 14. marts’ krav er, at alle i Libanon ved at våbnene reelt fungerer som garanti for Hizbollahs magt og indflydelse. Den shiitiske gruppe har derfor vist sig fuldstændig uvillig til at integrere deres våben i den libanesiske hær, som det blev foreslået ved en række ”nationale dialoger” mellem 8. og 14. marts’ ledere i 2007 og 2008. Udenfor regeringsmagt og plaget af interne splittelser står 14. marts bevægelsen imidlertid med dårlige muligheder for at få gennemført sine krav. Libanesisk politik i 2011 er dermed karakteriseret ved en dyb splittelse, der modsat tidligere kriser siden 2005 ikke kan søges løst gennem en samlingsregering (selvom samlingsregeringerne heller ikke løste meget).

De dilemmaer, som Hizbollahs politiske ideologi og militære strategi står overfor i 2011, er resultatet af en lang historisk udvikling fra lokal, rabiat islamistisk modstandsgruppe under borgerkrigen til regional magtfaktor i dag.[4] Efter at være blevet dannet i 1982 under inflydelse af den iranske revolution, udviklede Hizbollah sig i slutningen af 1980erne fra at være en lille modstandsgruppe, der udførte aktioner mod den israelske hær og mod vestlige mål i Libanon, til at være et organiseret politisk parti der efterhånden kom til at dominere store dele af Sydlibanon, Bekaa-dalen og Beiruts sydlige forstæder, al-Dahiya. Samtidig blev partiet allieret med Syriens Baath-parti, efter først at have udkæmpet et blodigt slag mod præsident Hafez al-Asads tropper og mod det konkurerende shiitiske parti i Libanon, Amal, om kontrol over al-Dahiya. I 1990erne holdt Hizbollahs ledere op med at tale om oprettelsen af et kalifat i Libanon, som man havde gjort under borgerkrigen. I stedet blev Hizbollah en integreret del af det libanesiske politiske landsskab og af Syriens netværk af lokale klienter. Forholdet til Syrien byggede især på en fælles strategisk interesse: at modgå USAs indflydelse i Mellemøsten og at bekæmpe Israels tilstedeværelse i Libanon (og på landkortet i det hele taget). Israels tilbagetrækning fra Sydlibanon i 2000 var en sejr for Hizbollah, men stillede samtidig spørgsmålstegn ved dens fortsatte raison-d’être som modstandsgruppe. Tomrummet blev udfyldt dels ved at fokusere på et lille omstridt område ved grænsen til Syrien, kaldet Shebaa Farms, og dels ved at opbygge et stadigt større våbenarsenal, der skulle gøre udgøre en afskrækkelse overfor Israel og derved fungere som et nationalt forsvar. Siden maj 2005, hvor Syrien trak sine tropper tilbage fra Libanon, har Hizbollah fastholdt en tæt alliance med regimet i Damaskus, der har gjort det muligt at udbygge arsenalet af kortdistanceraketter og antiluftskyts i Sydlibanon.[5]

Faren ved Hizbollahs afskrækkelses-strategi var altid, at den ville fremprovokere en konfrontation med Israel snaere end at forhindre den. Krigen mod Israel i 2006 var en styrkeprøve for Hizbollahs strategien, og man kan sige at den mislykkedes i den forstand, at raketterne ikke forhindrede Israel i at indlede et storstilet angreb. Til gengæld var Israel ikke var i stand til at nedkæmpe Hizbollah fuldstændigt og IDF mistede undervejs mistede et stort antal soldater. På trods af de enorme civile og materiale tab på den libanesiske side, blev krigen fremstillet som en ”guddommelig sejr” (Nasr min allah – et spil på Hassan Hassan Nasrallahs navn) af Hizbollahs propagandamaskine. Netop iscenesættelsen af Hizbollahs symbolske kapital som modstandsparti er blevet mere og mere væsentligt for bevægelsen efterhånden som den søger at legitimere sig selv som den ledende arabiske modstandsbevægelse – en repræsentant ikke blot for den (shiitiske) iranske revolution, men for den almindelige arabers aspirationer, den såkaldte ”arabiske gade”.

Resultatet af denne ”guddommelige sejr” var i første omgang, at Hizbollahs popularitet steg i de arabiske befolkninger, samt at Israels militær fremstod som svækket. Internt i Libanon har Hizbollahs lederskab mere eller mindre eksplicit krævet, at bevægelsens ofre skal veksles til meget større indflydelse i det libanesiske konfessionelle system. I maj 2008 vendte man for første gang våbnene mod andre libanesiske grupper, som reaktion på at den libanesiske regering under ledelse af premierminister Saad Hariri forsøgte at afmontere dets private kommunikationssytem i al-Dahiya. Maj 2008-episoden førte til nye spilleregler i libanesisk politik og en stigende accept af, at Hizbollah nu har en meget mere ledende rolle i landet. Hizbollahs stigende indflydelse faldt sammen med, at Syriens regionale position blev styrket, efter at Bashar al-Asads regime formåede at ride stormen af fra intenst amerikansk pres i 2005 og 2006, da anklager om Syriens indlblandelse i mordet på Hariri truede med at føre til militær intervention. Nasrallah har siden 2006-krigen, og især siden maj 2008, talt mere og mere som en national leder, og har fremstået langt stærkere end den kompromissøgende Saad Hariri. Hizbollahs opstigen i det libanesiske hieraki kulminerede i januar 2011, da Premierminister Saad Hariri blev tvunget til at træde tilbage og dermed banede vejen for den første 8-marts og Hizbollah dominerede regering nogensinde.       

Hassan Nasrallahs taler i 2011

En drivkraft bag Hizbollahs transformation og opstigen til regional magtfaktor har siden 1990erne været Hassan Nasrallahs retoriske evner. Han har i sine tale evnet at fremstille gruppens handlinger som værende i tråd med almindelige araberes og muslimers politiske overbevisning, og har vækket både sympati og kampgejst i sine tilhængere. Hizbollah har siden 1982 opbygget et omfattende medieapparat, der omfatter tidsskrifter (al-Intiqad og Baqiaytu Allah), radiostation (Nur), forlag og produktionsselskaber (Dar al-Manar og Risalat), kulturcentre (Lebanese Cultural Center), samt et stort antal udstillinger, internetsider, videospil, restauranter, museer, gadgets og mange andre kulturelle produkter. De fleste af disse medier og kulturelle instituioner er rettet mod et libanesisk publikum.[6] TV kanalen al-Manar er en væsentlig undtagelse. Kanalen sendte første gang i juni 1990, og blev i løbet af 1990erne Hizbollahs primære middel til at eksponere deres militære aktioner imod Israel i det besatte Sydlibanon. Kanalen havde således til formål at underminere myten om den israelske hærs uovervindelighed ved at vise, hvordan Hizbollahs militssoldater fra tid til anden fik held til at dræbe eller såre israelske soldater. Ideen var også at gøre publikum bekendt med Hizbollahs helte og dermed ”dramatisere” Hizbollahs magt og politiske mission ved hjælp af stærkt emotionelle og voldsfikserede billeder og lyd.[7] Sammen mked Hizbollahs øvrige public relations apparat skabte al-Manar genkendelige ikoner og narrativer der positionerede gruppen i arabisk og islamisk politisk kultur. I marts 2000 blev al-Manar også en satelitkanal og samtidig begyndte kanalen at præsentere en langt mere sofistikeret sendeflade med en blanding af sport, talkshows, underholdning og religiøse programmer, blandet med propaganda for Hizbollah. Fokus var nu ikke kun på modstandskampen i Libanon - der til dels sluttede med Israels tilbagetrækning i maj 2000 - men også på palæstinensernes kamp. Den politiske krise i Libanon siden 2005 har igen gjort tonen mere skinger på al-Manar, hvilket dog retfærdigvis også gælder for mange andre libanesiske medier, der er blevet led i kampen mellem 8. og 14. marts og efterhånden har mistet enhver skær af objektiv nuhedsdækning.

Hassan Nasrallahs taler og udtalelser må regnes for en central del af Hizbollahs mediestrategi. Deres betydning ligger ikke i at al-Manar selvfølgelig viser dem, men i at de også bliver vist og citeret i andre libanesiske og arabiske medier. Det er her, at Hizbollah sætter sig selv i scene sig overfor et politisk publikum. Nasrallah er ikke en enerådig leder, og selvom hans taler bærer præg af hans personlige sprog og mimik, så er deres indhold afstemt i henhold til det bredere lederskabs beslutninger. Derfor kan Nasrallahs taler give et ret præcist signalement af Hizbollahs ideologi og strategi i dag. Talerne viser, at hvor Hizbollah har en klar strategi for, hvordan de skal modgår den politisk udfordring fra STL – nemlig ved at sætte hælene i og nægte at samarbejde – så er situation i Syrien langt mere ukontrolerbar. Der er rapporter om at Hizbollahs militsfolk har deltaget i Bashar al-Asads nedkæmpning af oprørere i Deir al-Zur og andre steder i Syrien, samt at Hizbollah folk i Bekaa-dalen skulle have likvideret syriske dessertører, der var flygtet over grænsen til Libanon.[8] Selv hvis rygterne skulle have noget på sig, hvad Hizbollah har benægtet, så er det reelt begrænset hvad bevægelsen kan stille op overfor det omsiggribende oprør. Libanesisk indblanding – hvad enten det er fra Hizbollah eller fra Saad Hariris Future Movement, der angiveligt har sendt våben til oprørere tæt på den libanesiske grænse – vil næppe have den store effekt: oprørne er spredt over Syrien, og de libanesiske partier har ikke kapacitet til at nå dem i stor udstrækning. Militært set er det syriske oprør er et anliggende mellem den syriske stat og det syriske folk.

Politisk set er det syriske oprør imidlertid i allerhøjeste grad blevet Hizbollahs hovedpine. Det Arabiske Forår startede ellers godt for Hizbollah. Efter den tunesiske revolution udtalte Nasrallah, at “Ben Ali altid har støttet USA, Frankrig og Vestens interesser.” Derfor må vi, sagde Nasrallah, ”lykønske det tunesiske folk for deres historiske revolution, deres kamp, og deres opstand.”[9] Derefter faldt Mubarak, som Nasrallah havde været på kant med i årevis, ikke mindst efter at 26 Hizbollah medlemmer i 2010 blev dømt for spionage og planlægning af attentater mod Egyptens lukkede Rafah-overgang til Gazastriben. I starten af februar priste han det egyptiske og tunesiske folks modige opstande og opfordrede dem til “at forene sig, for splittelse vil føre til at  de gamle regimer vil genopstå.”[10] Med andre ord, de arabiske revolutioner var folkets røst mod uretfærdighed, præcis som Hizbollahs egen kamp mod Israel og palæstinensernes kamp. Despoterne, der nu faldt, var USAs støtter, og Hizbollahs kamp var på den måde en forløber for og en naturlig allieret med de folkelige opstande. Da den libyske opstand startede, sagde Nasrallah at en gruppe af unge mænd og kvinder rejste sig da de stod ansigt til ansigt med kugler; en krig blev påført en folkelig revolution. Det der finder sted i Libyen er en krig som regimet har påført sit eget folk, et folk der på fredelig vis krævede forandring (...) Det bragte minder om 1982 invasionen af Libanon og alle Israels krige. Denne slags seriøse forbydelser bør fordømmes, og Libyens revolutionære folk bør hjælpes til deres sejr.[11]

På trods af den vestlige deltagelse i krigen mod Ghadaffi støttede Nasrallah oprøret. Ghadaffi er noget nær alle libanesiske shiitters hovedfjende, da han i 1978 angiveligt slog den prominente shiitiske leder Musa al-Sadr ihjel.

Yemen og Bahrain gav yderligere anledning til at støtte de folkelige oprør mod despoter og desuden påpege USAs og Saudi-Arabiens dobbeltmoral. Yemen viste, at “fredelig opstand, selv i et land uld af våben” er mulig, omend svær når USA støtter den siddende præsident, fordi al-Qaeda grupper angiveligt truer amerikanske interesser “Hvorfor,” spurgte Nasrallah, anklages opstanden i Bahrain for at have underliggende motiver, er det bare fordi de er shiitter? Vi har altid været med det palæstinensiske folk, men palæstinensernes sekteriske profil har ikke optaget os. Ingen stillede spørgsmålstegn ved tunesernes eller eypternes sekt. Vi har en forpligtelse til at stå last og brast med de undertrykte. Iran stod med Palæstinas, Tunesiens, Egyptens, og Libyens folk. Var det baseret på sekteriske overvejelser? Jeg finder det mærkværdigt, at høre visse folk bede egypterne komme på gaden,bede libyerne om at dræbe Ghadaffi, men når det gælder Bahrein, så tører deres blæk ud, så visner deres stemmer.[12]

Så vidt så godt. Men efterhånden som det i løbet af marts og april blev klart, at Syriens opstand tog til i styrke, blev Nasrallah og resten af Hizbollahs lederskab nødt til formulere en position, hvilket ikke var let på baggrund af de mange on-line videoer der dokumenterede - for omverdenen såvel som for de libanensiske og syriske befolkninger - graden af brutal vold mod de syriske demonstranter. Præcis som det var tilfældet ved den Grønne Revolution i Iran i 2009, valgte Hizbollah at stå last og brast med deres allierede. Den 25. maj sagde Nasrallah i en tale, at “syrerne bør støtte Bashar al-Asad og indgå i en dialog med regeringen.”[13] Han forikrede sine tilhængere, at “Bashar er seriøs omkring reformer, men han må udføre dem gradvist og på en fornuftig måde. Han skal gives en chance for at gennemføre disse reformer.” Denne holdning var egentlig ikke langt fra den amerikanske og mange europæiske landes om ikke retorik så egentlige politik på daværende tidspunkt. I løbet af sommeren blev volden værre, men Nasrallah kritiserede  på intet tidpunkt  det syriske regime. “Vi bør være faste i vores støtte til Syriens stabilitet og sikkerhed,” hed det i en tale i juni. “Jeg opfordrer alle syrere til at fastholde deres modstandsregime, og til at give det syriske lederskab plads til at gennemføre de nødvendige reformer og vælge dialogens vej.” Endeligt slog han fast, at libaneserne “bør blande sig udenfor det der foregår i Syrien, og lade syrerne selv klare denne sag.”[14]

Bag de skråsikre udmeldinger ligger en god portion politisk kalkulation. Der er tagn på, at Hizbollahs lederskab stadig tror fuldt og fast på, at Bashar al-Asad overlever krisen.[15] Der er måske en del ønsketænkning i denne kalkule. Asads fald er noget nær et logistisk worst-case scenario for Hizbollah: Det ville true Hizbollahs forsyningslinier af våben fra Iran, det ville fratage dem en hovedallieret i kampen mod Israel, og det ville gøre det svært for Hizbollahs ledere at flygte til Damaskus i tilfælde af krig mod Israel, som de gjorde det under 2006-krigen. Der er meget på spil, og derfor har Nasrallah kastet hele sin troværdighed ind på at støtte Asad-regimet. I Beiruts sydlige forstæder er der i dag plakater af Bashar al-Asad side om side med Ayatollah Khamenei og Hassan Nasrallah. Det er højt spil, og det har allerede givet bagslag. Hizbollah har mistet en stor del legitimitet i de forgangne måneder. En række kommentatorer i den arabiske presse og på al-Jazeera, der tidligere sympatiserede åbenlyst med Hizbollah, har påpeget dobbeltmoralen i at støtte nogle arabiske opstande men ikke andre af strategiske årsager. Men dobbeltmoralen er selvfølgelig også til at få øje på for almindelige mennesker, inklusiv Hizbollahs egne støtter i Libanon, der ligesom alle andre væmmes over det syriske regimes voldshandlinger. Ved at støtte Bashar al-Asad ukritisk risikerer Nasrallah at fremstå som enhver anden arabisk leder af den gamle skole – den skole der hastigt er på vej ud.

Konklusion: Hizbollah uden “modstandsaksen”?

En gennemgang af Nasrallahs taler i 2011 har vist, at Hizbollah er gået fra en situation i januar, februar og marts hvor de koblede de arabiske oprør til deres egen anti-vestlige modstandsideologi, til en kategorisk fortielse af det syriske regimes overgreb på egen befolkning. Det har haft store konsekvenser i og med at Nasrallah i store dele af den arabiske verden – ikke mindst i Syrien - fremstår som hyklerisk. Nasrallahs strategiske valg gør det fristende at konkludere, at Hizbollahs skæbne er knyttet til Syriens svækkede Asad-regime. Det er bestemt svært at se, hvordan Hizbollah skal fastholde sin nuværende position uden direkte logistisk støtte fra Damaskus. Man bør dog huske på, at styret i Damaskus ikke er faldet endnu (i skrivende stund august 2011), og især at det endnu ikke er militært udfordret. Ideologisk set kan Hizbollah bestemt godt undvære Ba’ath-styret. Ba’ath partiets sekulære ideologi er langt fra Hizbollahs pricip om marja’iya, og deres alliance har altid været et fornuftsægteskab der hvilede på fælles strategiske interesser og fælles fodslag med Tehran. Måske vil man have mere til fælles med et konservativt nationalistisk sunni-domineret styre i Damaskus – et sandsynligt udkomme af opstanden i Syrien - på det ideologiske plan. Men på det strategiske plan er det usandsynligt, at et eventuelt nyt styre i Syrien uden videre vil kunne videreføre det gamle regimes alliancer. Premierminister Najib Miqati fik i august 2011 at vide af det syriske Muslimske Broderskab, at man ikke ville glemme dem der støttede Asad i den nuværende situation. Miqati ”forråd sine syriske brødre” ved at lægge afstand til en FN-fordømmelse af volden i Syrien.[16] Ligesådan vil det heller ikke blive glemt, at Hizbollah og Iran har stået last og brast med Asad-styret. Der har allerede lydt anti-Hizbollah slagord fra syriske demonstranter, og denne antipati kunne omsættes i en ny udenrigspolitik for Syrien, der måske vil støtte sig mere til Tyrkiet end til Iran og dermed Hizbollah.

Er det muligt at forestille sig Hizbollah uden ”modstandsaksen”, Iran, Syrien, Hizbollah og Hamas? Det kan være, at Hizbollah selv – hvis ikke Hassan Nasrallah, så andre medlemmer af gruppens lederskab – snart bliver tvunget til at gøre sig den slags forestillinger. Hamas har allerede vist, at de er villige til at flytte sig politisk som resultat af de nye konstalationer i arabisk politik. Den palæstinenske gren i ”modstandsaksen” tog således i april 2011, efter egyptisk intervention, de første skridt mod forsoning med Fatah, efter at man havde indset, at Syrien ikke længere er den eneste regionale magt man kan støtte sig til, og at Damaskus måske ikke vil vedblive at være en ”safe haven” for Hamas’ lederskab. Hizbollah er først og sidst en del af Libanons politiske, sociale og kulturelle liv, og hvis den regionale magtbalance forrykker sig afgørende, bliver man nødt til at udvise pragmatisme og opfindsomhed for at reformulere sin position i Libanons indviklede net af alliancer. I skrivende stund synes Hassan Nasrallah fanget i en gammel politik, der truer med at destabilisere gruppens populistiske fundament. Samtidig er det værd at huske på, at Hizbollah er en dynamisk bevægelse, der tidligere har vist sig i stand til at reformulere deres politiske og ideologiske positioner uden at fravige deres centrale credo: social retfærdighed for Libanons shiitter og modstand mod Israels besættelse af arabisk land. Et Hizbollah uden modstandsaksen i sin nuværende form kunne derfor se sig om efter nye allierede i Libanon. Uden tilstedeværelsen af et Asad-styret Syrien giver 8. og 14. marts alliancerne nemlig ikke megen mening i ders nuværende form, og et nyt Syrien vil uværgeligt også betyde et nyt Libanon.    


[1] For en god redegørelse for Hizbollahs ideology, se Joseph Alagha, The Shifts in Hizbollah’s ideology. Amsterdam: Amsterdam University Press - ISIM, 2006.

[3] Massilimio Fiore, ”Israel and Iran’s Nuclear Weapon Programme: Roll Back or Containment?”. IAI Working Papers, 11, p. 9.

[4] I den følgende historiske gennmgang referer jeg til Richard A. Norton, Hizbollah – A Short History. Princeton: Princeton University Press; Lara Deeb, ”Hezbollah – A Primer”. Middle East Online Report, 31. juli 2006.

[5] Jonathan Schachter, ”Unusually Quiet: Is Israel Deterring Terrorism?”. Strategic Assessment, vol 13 no. 2, 2010.

[6] Olfa Lamloum, ”L’histoire sociale du Hezbollah à travers ses médias”. Politix 2009, vol. 3, no. 87, pp. 171-74.

[7] Ibid. p. 182.

[8] Al-Nahar, 6. august 2011.

[10] Al-Hayat, 5. februar 2011.

[11] Citeret i Hamid Dabashi, ”Arab Spring Exposes Nasrallah’s hypocrisy”. Al-Jazeera Online, 22. Juni 2011.  .

[12] Ibid.

[13] Al-Nahar 26. maj 2011.

[14] Ibid.

[15] Randa Slim, ”Hizbollah’s most Serious Challenge”. Foreign Policy online, 3. Maj 20­11. http://mideast.fo­reign­po­licy.com­/posts­/2011/05/03/hezbol­lah_....

[16] Al-Nahar 4. august 2011. 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

 

 

Litteraturliste

Del:

Emneord