A History of Iraq

Anmeldt af Birthe Hansen

Charles Tripp. Udgivet af Cambridge University Press, 2007. 357 sider.

Den første udgave af Charles Tripps hovedværk om Iraks historie kom i 2000. Siden da har det irakiske samfund været ude for kolossale forandringer. Værket er derfor blevet udvidet med Saddam-epoken i fuld længde, invasionen i 2003 og den efterfølgende konflikt. Fremstillingen er historisk og kronologisk, men fokuseret på tre bærende drivkræfter: patrimonialisme, oliens politiske økonomi, samt brugen af vold.
Det særlige ved Tripps fremstilling er vægten på konflikternes kompleksitet, skyggestaten samt skildringen af de magtkampe, der har kendetegnet Irak før, under og efter Saddam

Fra osmannertiden til parlamentarisk republik

Værkets to første kapitler beskæftiger sig med den osmanniske periode og de tre provinser, Bagdad, Basra og Mosul henholdsvis med den britiske mandatperiode. I kapitlet om den britiske mandatperiode fortæller Tripp, hvilke problemer, de britiske myndigheder stod over for: klan- og stammevælde, koalitionsdannelser og konflikter, oprør, samt institutionelle udfordringer. Der tegnes et billede af en nysamlet stat uden fælles nationsbaggrund, men med stammer, klaner og lokale netværker, der primært kunne forenes mod den eksterne indflydelse.
De tre næste kapitler omhandler den turbulente tid før Saddam-Hussein-epoken: det hashimitiske kongedømme 1932 - 1941 med konspirationer, kup og Irak i Anden Verdenskrig; det hashimitiske kongedømme 1941 - 1958 med britiske forsøg på at genetablere regimet, Nuri al-Sa’id, samt kuppet i 1958; og republikken 1958 - 1968 med Abdul Karim-Kassems diktatur, klanstyre og baggrunden for Ba’ath-styrets magtovertagelse.
Hovedkapitlet om Ba’ath-styret og Saddam Hussein 1968 - 2003 har Tripp i den nye udgave kunnet skrive i et afsluttet perspektiv. Tripp ser især tre grunde til, at Saddam nåede at involvere Irak i endnu en krig i foråret 2003. For det første USA’s vurdering af, at sanktionerne havde styrket regimet, hvilket førte til et ønske om at bruge andre midler. For det andet Saddams tvetydige masseødelæggelsesvåben-politik med signaler om besiddelse for at opnå en afskrækkelsesevne. For det tredje Saddams manglende evne til at håndtere en direkte militær trussel.
Det sidste kapitel er om den amerikanske besættelse og ’den parlamentariske republik’. Herved får irakisk politik efter Saddam et navn. I kapitlet skildres de mange dilemmaer og udfordringer efter Saddam, overraskelsen i Irak over regimets hurtige fald, og opblomstringen af den irakiske skyggestat med dens mange ’små saddammer’.

Den irakiske skyggestat

Begrebet skyggestat stammer fra studier i afrikanske forhold og personbaseret magtudøvelse. Tripp bruger begrebet som beskrivelse af den del af det irakiske samfund, der fungerer parallelt med de statslige myndigheder. Skyggestaten er ikke det samme som ’civilsamfundet’, men en parallel og uformel magtstruktur i samfundet, der både går på tværs af og ind i civilsamfund og stat.
Den irakiske skyggestat eksisterede allerede under osmannertiden, men den udviklede sig for alvor under Saddam Hussein. Samtidig med fremvæksten af en officiel stat med et enormt bureaukrati og mange forgreninger, udviklede og brugte Saddam-styret den bagvedliggende skyggestat i sin del-og-hersk-politik. Skyggestaten bestod af netværker af tilhængere og byggede patron-klient-forhold. Tripp ser skyggestaten som Saddam-Iraks magtkerne.
Favorisering spillede en stor rolle. Saddam kunne f.eks. give samarbejdsvillige sheiker rettigheder til jord, forfremme deres stammemedlemmer og/eller give dem ret til bevæbning. Omvendt kunne modstand eller afvisning føre til henrettelser, fordrivelse eller fratagelse af rettigheder. Ideologisk set blev manipulationen underbygget af støtte til udøvelse af ’arabisk’ kultur og ’stamme’ kultur. I et særligt afsnit (s. 259-267) beskriver Tripp de overordnede mekanismer, mens deres funktion beskrives konkret bogen igennem.
Saddam-styrets brug af skyggestaten har ifølge Tripp befæstet dens stilling i Irak og er en del af grunden til de aktuelle problemer med at skabe en egentlig irakisk stat. Skyggestaten er på sin egen måde både stærk, egenrådig og en grundpille i det irakiske samfund, men den spiller også en afgørende rolle i splittelsen og konfliktudviklingen.
Tripp giver et eksempel på, hvordan skyggestaten fungerer og vanskeliggør opbygningen efter Saddam-styret allerede fra umiddelbart efter Saddams fald. Den første leder af de amerikanske rekonstruktionsbestræbelser, Jay Garner, organiserede en række offentlige møder i håbet om, at nye irakiske lederemner ville dukke op (s. 279). Der kom en række interesserede borgere til mødet, men mange med lokal magt blev væk. De blev i stedet hjemme for at lægge planer for, hvordan de kunne bevare deres magt i det nye Irak.
Det irakiske samfund vænnede sig i Saddam-tiden til, at det var bedst at gøre tingene selv og fungere så uafhængigt af den oppustede stat, som muligt – blot man holdt sig gode venner med styret og gav Saddam, hvad han krævede. Derfor mangler der sammenhængskraft i samfundet, og derfor er det svært at etablere holdbare forbindelser mellem civilsamfundet og den nye stat.

Komplekse konflikter

Ud over at skildre, hvordan mange lokale grupperinger i den irakiske skyggestat kæmper om kortsigtede gevinster, giver Tripp en indsigt i nogle af de mange konkurrerende visioner for Irak, både før og efter Saddams fald. Der har aldrig været en irakisk nation, hvilket heller ikke gør det lettere at skabe samling.
Der sættes fokus på kurdisk nationalisme, shiitiske ønsker om magt og indbyrdes konkurrerende shiitiske visioner, sunniernes forsøg på ikke at tabe alt, men at slå tilbage, og tværgående ønsker om opbygning af en egentlig irakisk stat. Tripp lægger vægt på, at disse visioner aldrig tidligere har fået mulighed for at mødes og brydes, og at bortfaldet af Saddam-diktaturet har åbnet for konkurrencen. Når denne brydning har fået en så voldelig karakter, hænger det dels sammen med traditionen i Irak, dels med skyggestatens gruppers forsøg på at sikre deres egne magtbastioner.
Disse konkurrerende visioner sættes således i forhold til de mange konflikter i det opgør, som Tripp understreger kompleksiteten af. Fremstillingen giver på den baggrund billeder af konflikter og udviklinger, der adskiller sig fra de konventionelle opfattelser.
F.eks. er Tripps beskrivelse af udviklingen i det kurdiske område mindre positiv, end det ofte ses. Nok er der mere sikkerhed og stabilitet i området, men der er også problemer i forhold til olieøkonomien, uindfriede selvstændighedsdrømme, store sociale uligheder, samt utilfredshed med de regerende familier.
I forhold til shiiternes øgede magt peger Tripp på, at disse har forsøgt at trænge kvinderne tilbage fra den politiske scene, at modarbejde de formelle politiske tiltag, og at få sharia indført i forhold til familieanliggender. Desuden har der i den parlamentariske republik været en voldsbølge mod kvinder i det offentlige rum og andre forsøg på at skræmme kvinderne tilbage til hjemmene.
Til gengæld giver Tripp et mere nuanceret billede af sunnierne og disses modstandsbestræbelser i det aktuelle magtopgør. Sunnierne udgjorde rygraden i Saddam-styrets magtelite, lige som de sunni-muslimske osmanniske sultaner baserede deres administration af området på sunni-stammer. Shiiterne blev (også dengang) set som potentielle forrædere og Iran-venner. Der er således tale om en lang historisk baggrund for sunniernes magtposition – og shiiternes mangel på samme.
Til gengæld understreger Tripp, at der aldrig tidligere har været et egentligt sunnitisk fællesskab i Irak, da sunnierne i højere grad har forholdt sig op- og nedad i magtstrukturen. Derfor har sunnierne haft store problemer med at forenes på tværs af islamistiske, sekulært nationalistiske eller stammemæssige dagsordener i opgøret – samtidigt med, at de som helhed blev betragtet med dyb mistro af de øvrige spillere.

Plyndringer, henrettelser og andre fejlskud

Ikke kun den politisk motiverede vold bredte sig efter Saddam-styrets fald, men også berigelseskriminaliteten. Forbryderne blev lukket ud, da fængslerne blev åbnede, politiet var væk fra gaderne, og mange ville skaffe sig en hurtig gevinst. Tripp nævner, at da briterne overgav deres militære base i Amara i 2006, så var det første, der skete, at den blev plyndret… Plyndringer er i det hele taget et ord, der går igen i kapitlet om post-Saddam-tiden, og selv i litteraturlisten nævnes det, at det irakiske nationalbibliotek og de nationale arkiver blev plyndret og brændt to gange umiddelbart efter Saddam-styrets fald.
Også andre hændelser sættes i relief. Saddams henrettelse tillægges ikke den store betydning. Irakerne havde afskrevet ham og hadede ham, så det gjorde ikke den store forskel, at han blev henrettet. Til gengæld gavnede retssagen og den måde, han blev henrettet på, ikke udviklingen. Begge dele gav irakerne store mindelser om Saddams eget styre og et deja vu.
I sine diskussioner af amerikanske ’fejl’ peger Tripp på Paul Bremers ukyndige administration og fremhæver beslutningerne om at holde tidligere Ba’ath-parti-medlemmer uden for de nye myndigheder samt om at opløse den irakiske hær. Til gengæld er Tripps vurdering af Nuri al-Maliki mindre hård, end det nogle gange ses blandt f.eks. amerikanske kommentatorer. Tripp fokuserer i stedet på grundlæggende dilemmaer og Malikis balancegang mellem forsøg på fastholdelse af amerikansk tilstedeværelse, hensynet til egen magtbase og håndteringen af det voldelige opgør.

Iraks fremtid

Charles Tripp er ikke specielt optimistisk, når det gælder Iraks fremtid. I værket fremhæves, at Saddam-styret holdt de fleste irakere nede, manipulerede og undertrykte befolkningen, og nærede uhensigtsmæssige magtstrukturer i skyggestaten. Tripp peger på, at det kan blive meget svært at omforme disse magtstrukturer. Hertil kommer, at de indre irakiske konflikter ikke tidligere har haft mulighed for at finde en fredelig eller konstruktiv måde at udvikle sig – for ikke at sige at løses – på.
Irak er ikke det eneste land i Mellemøsten, der mangler sammenhængskraft eller konstruktive forbindelser mellem civilsamfund og stat. Hvis man skal drage nytte af erfaringerne fra Irak til brug for indsats i kommende samfund i opløsning, må en af de vigtigste være at overveje, hvordan man inddrager skyggestaten i en genopbygning.

Værket bygger på anvendelsen af et omfattende kildemateriale, og Tripps mangeårige kendskab til landet, kontakter og brug af også arabisk-sprogede blogs bidrager til dets fundering. Som læser kunne man måske have ønsket flere konkrete referencer undervejs, men ellers kan man kun glæde sig over A History of Iraq. Værket bidrager til både viden og debat om Irak og bør være basis for alle, der vil forholde sig seriøst til Irak-spørgsmålet.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_136.aargang_nr.4_2007.pdf

 
 

Del: