Helhedsledelse

En uddannelse til styrkelse af forsvarets enheder og forsvarets øverste chefer
Forsvarsakademiet lancerede en ny uddannelse på topniveau benævnt Helhedsledelse med start ultimo april 2002. Deltagerne er Forsvarets øverste chefer på oberst-/kommandørniveau og tilsvarende civile, ligesom der deltager officerer fra Norge.
Formålet med kursus er at styrke chefernes muligheder for at tænke i helheder og skabe balancerede perspektiver for deres organisation og deres person og hermed give dem et bedre grundlag for at træffe beslutninger og føre dem ud i livet.
Uddannelsen har baggrund i et ønske om at udvikle Forsvarets enheder og stabe mv. gennem en lederuddannelse af cheferne samt en facilitering af chefernes udvikling af deres organisation og deres person med baggrund i organisationstilstandsmålinger og personmålinger.

Foto: Forsvaret.dk

Krav til forsvarets øverste chefer
Der stilles store krav til cheferne i Forsvaret. Der forventes en hurtigere og bedre opgaveløsning, større fleksibilitet, herunder et øget forandringsberedskab samt en større forståelse for det enkelte menneske og dets ressourcer.

Det forventes, at officeren er i stand til at få sit ledelsesvirke til at hænge sammen i en helhed og således behersker såvel de hårde som de bløde ledelsesdiscipliner med den rette balance.

Forsvarets vigtigste ressource er personellet
Uddannelsen i HELHEDSLEDELSE tager netop udgangspunkt i, at personellet er Forsvarets vigtigste ressource samt i en antagelse om, at Forsvaret vil være i en konstant udviklingsproces med omstruktureringer og tilpasning af opgaverne i tiden fremover. Hvis udviklingen hen imod en optimering af enheder og stabe skal lykkes, kræver det, at cheferne har fokus på medarbejderne og inddrager dem i udviklingen af organisationerne, optimalt således at udviklingsmål sættes i fællesskab og der - som minimum - er en gensidig forståelse og accept af strategien.

Uddannelsens opbygning og indhold
Uddannelsen i HELHEDSLEDELSE forløber over 11 måneder og består af 4 indbyrdes forbundne seminarer af hver ca. 1 uges varighed, dog således at seminar 3 og 4 deles op i to gange 3 dage. Uddannelsen bevæger sig over hele spektret fra det strategiske til det personlige niveau og gennemføres som en vekselvirkning mellem oplæg, individuelt arbejde, arbejde i par og grupper, diskussion i plenum, øvelser og personlig refleksion.

1.      Seminar ”Dit forsvar”.

Målet er, at deltagerne bliver opdateret om Forsvarets politiske, operative, økonomiske, teknologiske og kulturelle situation og tillige får kendskab til de muligheder, der tegner sig for Forsvaret i fremtiden.

Der er ligeledes et indlæg om Forsvarets personelpolitik, herunder et indblik i de muligheder cheferne har for at skabe og udvikle optimale vilkår for deres personel.

Deltagerne udarbejder løbende deres scenarier for fremtidens Forsvar – inspireret af ovennævnte indlæg samt under inddragelse af egne erfaringer og viden.

2.      Seminar ”Din vision”.

Målet er, at deltagerne tildeles viden om og indsigt i globale udviklingstendenser inden for strategisk ledelse og Human Ressource Management samt udvikling af egen organisation, herunder en forståelse af forskellige kulturers betydning for implementering af overordnede ledelsesstrategier.

3.      Seminar ”Din organisation”.

Målet er at deltagerne kan forestå arbejdet med udformning af mission og vision for egen organisation samt identificere de perspektiver, der med fokus på helhed og balance kan understøtte realiseringen heraf.

Hver enkelt deltager gør op, hvilken udvikling, der skal ske med egen organisation eller et givet område. Det afklares, hvad der skal til for at gennemføre en sådan udvikling med succes.

Processen baseres på arbejde i grupper, hvor coaching anvendes som et udviklingsværktøj med henblik på at nyttiggøre hinandens ressourcer.

4.      Seminar ”Din person”.

Målet er, at deltagerne får forøget indsigt i egne personlige udviklingsområder med henblik på en udvikling af egen person og en optimeret løsning af opgaverne, herunder udvikling og omstilling af egen organisation.
Den enkelte får forøget indsigt i, hvad der skal til for at skabe helhed og balance i eget arbejds- og familieliv samt, hvad der skal til for at udvikle andre.

Det gennemgående træk i kursusforløbet er således, med udgangspunkt i en overordnet strategi, at udvikle organisationen og den enkelte chef med henblik på at skabe optimale vilkår for medarbejderne - og derved tilsikre en optimeret opgaveløsning.

Coaching anvendes som et udviklingsværktøj i hele forløbet. Primært for at facilitere processen med udvikling af organisation og egen person, men også som et led i chefernes kompetenceudvikling. En kompetence, der bl.a. kan anvendes til at optimere vilkårene for deres medarbejdere.

I forbindelse med indlæring og brug af coaching har Forsvarsakademiet indgået et samarbejde med Dansk International Efteruddannelse (DIEU). Det er ligeledes DIEU, som gennmfører den praktiske del af tilstands- og personmålingerne.

Der lægges op til en netværksdannelse deltagerne imellem ud fra et ønske om at nyttiggøre de ressourcer hver enkelt besidder til gavn for helheden. Netværket kan anvendes, efter deltagernes eget valg, på seminarerne samt mellem og efter disse – via et etableret ”mødested” på internettet, et såkaldt Virtuelt Campus.

Uddannelsen er fokuseret på chefernes udvikling og omstilling af egen organisation samt deres personlige udvikling. Denne udvikling baseres bl.a. på en tilstandsmåling af organisationen og en 360 graders måling af chefen. Målingerne finder sted mellem seminarerne.

De opgaver, der arbejdes med bidrager således til at binde seminarerne sammen, og seminarerne giver mulighed for at koble teori på den valgte handleplan for udvikling af organisation og person. Endelig giver opgaverne mulighed for, at deltagerne kan præge uddannelsens indhold. 

FAK har gennemført uddannelsen med ét hold og er færdige med hold 2 til marts 2004. Det har været en stor succes med deltagerevalueringer liggende på over meget tilfredsstillende.

Uddannelsen fortsætter i 2005-2006 – og vil sandsynligvis være et obligatorisk kursus for oberster og kommandører fremover.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.4_2003.pdf

Litteraturliste

Del: