Hærens genordning 1864-1870 IV - Hærens kampværdi

Bevæbning og taktik
Felthæren havde kun tre våben: Feltkanonen, bagladegeværet og sablen. For en fuldstændigheds skyld skal dog tilføjes, at en del af rytteriets og artilleriets befalingsmænd var udstyret med omdrejningspistol. Feltkanonen var en 4-punds riflet pjece beregnet til forladning. Den havde vist sig brugbar under krigen i 1864 og var stadig nogenlunde tidssvarende. På grund af de primitive signalmidler kunne ildledelse som en hovedregel kun præsteres batterivis, det vil sige med indtil 8 kanoner ad gangen. Forholdene kunne medføre udstykning af halvbatterier eller kanondelinger. Den maximale skudhastighed var 2 skud/kanon/minut på afstande under 1000 m og det halve på større afstande. Af hensyn til observationen åbnedes ilden i angrebet først på afstande under 1600 m. I forsvaret, hvor de vigtigste afstande kunne fastlægges, åbnedes ilden allerede på 3200 m, men i så fald bragtes kun et begrænset antal kanoner i stilling. Usikkerhed med hensyn til de eksisterende brandrør bevirkede tilbageholdenhed over for anvendelse af skydning over egne tropper. Som følge heraf forekom artilleristøtte især enten som mellemrumsskydning eller på en fløj som forbiskydning. Batteriets kanoner opstilledes til åben skydning dog således, at kun mundingen var synlig forfra men lod sig let stedfæste på grund af en kraftig røgudvikling. Selve indskydningen tog lang tid, hvorfor stillingsskifte søgtes undgået. Batteriets mandskab havde ikke håndskydevåben, hvorfor infanteri anvendtes som skytsbedækning. Stillingsområdet i forsvaret valgtes i øvrigt, så der opnåedes et rent skudfelt inden for virksom skudafstand for kardæsk, ca 350 m, der var artilleriets eneste forsvarsvåben over for angribende infanteri.
 
Geværet, bagladeriffel model 1867 system Remington, var et fortrinligt våben. Virkningen af preussernes hurtigskydende geværer under krigen i 1864 havde efterladt et sådant indtryk, at der 14 dage efter fredsslutningen nedsattes en kommission til behandling af spørgsmålet om infanteriets bevæbning. Takket være utrættelig iver fra den danske chargé d’affaires i De Forenede Stater, den senere krigsminister Raasløff, lykkedes det ret hurtigt at finde frem til en løsning. Geværsagen var nemlig ikke kædet sammen med hærloven. Der var således kun tale om en teknisk og økonomisk vurdering af de oplysninger, den tidligere våbentekniker skaffede sig om den amerikanske rustningsindustris frembringelser på grundlag af borgerkrigens erfaringer. I januar 1867 opnåedes bevilling til anskaffelse af 33 000 og året efter yderligere til 15 000 geværer1). Det nye våben var indført for at give skytten mulighed for at skyde i et langt hurtigere tempo end før. Den kendsgerning, at ildafgivelse med et bagladegevær gav bedre træfning, og at skytten selv frembød et mindre mål for fjendens ild, var man ikke til fulde opmærksom på. Det tog derfor sin tid, inden man virkelig forstod at udnytte disse egenskaber.
 
Det er indlysende, at den anvendte taktik til enhver tid afhænger af de våben, man selv råder over, og den virkning, der kan ventes fra fjendens side. Men ikke desto mindre vil de gældende doktriner i fredstid tillige være præget af tidligere erfaringer. På det tidspunkt, vi her beskæftiger os med, havde infanteriets rifler gjort det vanskeligere for artilleriet at forberede angrebet. Det var ikke længere muligt at trække batterier frem foran fronten for på kort afstand at samle ilden mod det valgte angrebspunkt. Følgerne af, at den defensive ildkraft var forøget, viste sig også ved, at angreb i sluttet orden ikke længere lod sig gennemføre. Forsvarerens ild tvang angriberen ud som skytter i spredt orden, hvorfra de var i stand til at optage ildkamp men ikke til at støde frem. Bagladegeværet betragtedes som et hurtigskydende våben, fordi dets ildtempo var flere gange større end forladegeværets. Ud fra forsyningsmæssige betragtninger opstod et ønske om at forebygge, at skytten under kamp bortødslede sin ammunition. Som det sikreste middel hertil ansås skydning på kommando, masseild, enten mekanisk udførelse uden sigte, salve, eller sigtet hurtigskydning, rodeild. Man troede imidlertid fortsat, at den endelige afgørelse i kampen først opnåedes ved offensive stød med bajonetten. Da man mente, det ville være svært under kamp at få liggende skytter til at springe op og rive dem med frem i et stormløb, gik man ikke bort fra stående eller knælende stilling selv ved enkeltmandsskydning.
 
Efter det danske eksercerreglement fra 1868 indledtes infanteriets deltagelse i ildkampen med masseskydning, der åbnedes på kommando og udførtes med skytterne i sluttet orden. Enkeltmandsskydning, også benævnt præeisionsskydning, udførtes på afstande ud over 250 m kun af dertil udpegede gode skytter. På kortere afstande, når skytterne var i spredt orden og samlet ildledelse udelukket, blev ilden frigivet, indtil fjenden tog dækning. Derefter sattes kun gode skytter til at vedligeholde ilden, til modparten atter blottede sig. For de små led til og med kompagni ansås de sluttede formationer anvendelige i ildkampens indledende fase, dog med en mere udtalt udvikling af skytter end forhen. Da den forøgede ildvirkning inden for samme tidsrum medførte større risiko for tab end før, afkortedes momenter uden direkte kampaktivitet ved at forenkle bevægelserne under front- og formationsforandringer. Men så længe tropperne var i sluttet orden, skulle dette ske under regelbunden tvang. Først når man gik over til spredt orden, løsnedes båndene, så skytten kunne udnytte terrænets skjul og dækning. I konsekvens heraf blev ilden frigivet. Overgang til spredt orden fandt hyppigt sted ved at formere kæde. Under fremrykningen fik denne formation efterhånden karakter af en skyttelinie af vekslende tæthed afpasset efter terrænet.
 
Fra brigade og nedefter havde føringen som hidtil ikke andre meddelelsesmidler under kamp end brug af ordonnanser, tegngivning og homsig- naler. Det var forlængst erfaret, at de sidste kunne overdøves i kamplarmen; der fandtes blot ikke noget bedre til at overtage hornblæserens rolle. Da den øgede våbenvirkning medførte, at kampen ville udstrække sig over et større areal end før, blev den vanskeligere at lede. I spredt orden var umiddelbar føring ikke mulig på kompagnitrin; det blev derfor delingsførernes opgave at videregive kompagnichefens ordrer. Følgelig tog de plads, hvor de selv havde overblik og samtidig kunne ses både af kompagnichefen og af deres eget mandskab.
 
I 1867 havde den tidligere krigsminister Neergaard, der i meUemtiden var blevet brigadechef, fremsat forslag om, at spaden indførtes som enkeltmandsudrustning i infanteriet2). Der hengik imidlertid tre år, inden bataillonen fik en tildeling, så hver fjerde mand kunne få en spade3). Til og med brigadeniveau var de danske taktiske bestemmelser i den her omhandlede periode på højde med, ja de overgik, hvad der i den retning fandtes hos nogen af de udenlandske hære, den preussiske ikke undtaget. Således udtrykte generalinspektøren sig, da man nogle år senere stod over for en revision af reglementet4). Han var så meget part i sagen, at det ikke er uden betydning at påpege, at hans opfattelse i det væsentlige bekræftedes af den kendte preussiske militærforfatter, Boguslawski: »Als in den Formen der Infanterietaktik stets in der ersten Linie stehend ist Danemark zu bezeichnen, welches schon 1864 in Compagnie-Colonnen focht, damals aber sehr ungeschulte Soldaten besass. Jetzt hat es in der Instruction und Ausbildung des einzelnen Mannes, soweit es die kurze Dienstzeit erlaubt, mit den Anforderungen der neuen Taktik vollkommen Schritt gehalten«5).
 
På baggrund af den omfattende litteratur, der siden da har set dagens lys, må man nok være mere kritisk. Personligt hælder jeg til den anskuelse, at man snarere kommer sandheden nærmere ved at sige: For at holde trit med de krav, den nye taktik stillede efter bagladegeværets fremkomst, burde den danske hær selvstændigt have brudt nye baner. Den kunne have perfektioneret sig i at øge og udnytte infanteriets defensive ildkraft i dagslys og udviklet evnen til offensive stød i mørke. Det gjaldt om at give enkeltmand større spillerum inden for helheden. Han skulle ikke blot have en rationel skydeuddannelse men også være vænnet til brug af spade samt bevægemåder som kryben og kravlen. Fremfor alt måtte de små led som sektion og deling være i stand til i mørke selvstændigt at gennemføre begrænsede kampopgaver såsom overfald og bagholdsangreb. Friske impulser til at redigere en sådan instruktion i uortodokse kampmetoder kunne blot ikke komme til udfoldelse, fordi man af traditionelle grunde holdt sig inden for de gængse rammer. Det var således et fejlgreb, at bestemmelserne for infanteriets kamp fortsat nedfældedes i et efesercerreglement. Ånden i dette var stadig præget af den tid, hvor soldaten overalt og til enhver tid optrådte i sluttet orden, i bogstavelig forstand som led i en mekanisme. Følgen heraf blev, at det formelle i mange henseender stadig dominerede det reelle. Den danske hærs taktik blev i stedet en - på visse punkter - forbedret kopi af stormagternes. Når et lille land følger i sådanne baner, vil graden af dets militære styrke mere være et spørgsmål om kvantitet end kvalitet.
 
Uddannelsen
De fire dragonregimenter og hele infanteriet i Jylland-Fyn var indkvarteret i småkaserner af forskellig art, nogle steder endog i borgerkvarterer. De indendørs muligheder for undervisning var tilsvarende primitive. Værre var det, at kostforplejninger ikke eksisterede. Den menige fik kun sin brødportion og måtte selv holde sig med kost. Selv om der ikke kan gives eksempler på, at en marketender har taget ublu betaling, har forholdene været uheldige. Under lønningslovens anden behandling 1866-67 fremsatte folketingsmand Christen Berg den påstand, at rekrutterne i den første tid kun fik middagsmad hver anden eller tredie dag, fordi lønnen ikke slog til6). Et velment forsøg på at indføre tvungen spisning ved ingeniørbataillonen førte imidlertid til spisevægring7).
 
Ved hærlovens forelæggelse havde Raasløff blandt andet udtalt, at det var »en af de væsentligste betingelser for tilvejebringelsen af et godt infanteri, at mandskabet behørig uddannes til med lethed og sikkerhed at bevæge sig i og at benytte terrænet. Den indflydelse, som indførelsen af en bevæbning med hurtigskydende våben vil have på infanteriets taktik, vil desuden stille endnu højere fordringer til et nøjagtigt kendskab både hos befalingsmænd og mandskab til den bedste anvendelse af terrænet såvel i angrebs- som i forsvarsfægtningen«. Det var imidlertid et stort savn, at velegnede øvelsespladser ikke fandtes. Navnlig for den store garnison i hovedstaden var det en hæmsko at være henvist til hyppig brug af de flade fælleder. Under den sidste trediedel af den grundlæggende uddannelse bedredes øvelsesmulighedeme efter, at markerne var afhøstet og tillod valg mellem afvekslende terræn med større bevægelsesfrihed. For et kompagni i København var det alligevel ikke ualmindeligt kun at nå ialt 16-17 udrykninger til brugbart øvelsesterræn8).
 
Hærloven indeholdt en bestemmelse om, at den soldat, som ikke havde opnået tilstrækkelig uddannelse, forlods kunne udtages til fortsat tjeneste og var afskåret fra bytning. Denne bemyndigelse benyttedes ikke efter en ensartet retningslinie9). I treåret 1868-70 blev 10-15 % forlods udtaget ved infanteriet men mere end 50 °/o ved rytteriet10).
 
Rytteriet havde fået en bagladekarabin. Ikke desto mindre var det hovedformålet med den meniges uddannelse at gøre ham til en god, sikker og dristig rytter, der med kraft forstod at bruge sin sabel. Nok blev han også uddannet i skydning både til hest og til fods11). Bedre havde det været, om sablens brug og skydning fra hesteryg var gjort til sekundære discipliner, og hovedvægten lagt på mobilitet og ildkraft. 
 
Krigsministeriet sendte i 1868 en kaptajn på tjenesterejse for at komme til kendskab om eventuelle væsentlige afvigelser mellem de danske og de preussiske bestemmelser for bataillon og brigade. I sin rapport herom kom den pågældende også ind på uddannelsen og bemærkede blandt andet: »... Hvad nu selve præstationen angår, så er det, der gøres, ikke meget forskelligt fra det, vi ser herhjemme. Endvidere forekom der også ... (hos preusserne) ... unaturligheder og fejl, endog langt flere og grovere end jeg havde tænkt mig i forvejen. Men jeg skylder sandheden også at tilføje, at jeg ikke har set nogen fejl, som gik upåagtet hen«12). Samme år sendtes nogle officerer til Frankrig med oberst Wolle som den ældste inden for holdet. Fra disse foreligger en overordentlig fyldig rapport, der skildrede, hvordan den kejserlige franske hær med hensyn til taktik, udrustning og ammunitionsforsyning befandt sig i en komplet usikkerhedstilstand. Den ligefrem fortabte sig i forsøg og eksperimenter. En del af rejseholdets iagttagelser stammer fra et ophold i øvelseslej rene ved St. Maur og Chålons. Uddannelsesvirksomheden dér fremkaldte ikke indtryk af målbevidst planlægning men virkede som en idéforladt gentagelse af det, der var lært i garnisonen. Anvendelse af spredt orden spillede  en underordnet rolle. Derimod øvedes talrige komplicerede evolerin- ger, der var uden praktisk værdi under feltforhold. Manøvrerne var stereotype og med et eksercermæssigt præg. Fra øvelsesledelsens side var der en tendens til at »kæle« for soldaten på de forkerte områder; hvis der var udsigt til dårligt vejr, kunne det ligefrem medføre aflysning af øvelserne. - Wolle og hans kammerater mente nok, der var noget at lære i retning af forenklet administration. Men de var kommet til den overbevisning, at den danske hær havde et klart forspring på andre felter. Det gjaldt især den effektive udnyttelse af den korte uddannelsestid og de fremgangsmåder, »hvorpå vi med vore reglementer er slået ind«13).
 
Hærloven af 1867 afløste en ordning, der i sin oprindelige skikkelse gav mandskabet og de lavere befalingsmænd en god uddannelse men ikke frembød et tilfredsstillende grundlag for opstilling af en kampduelig felthær14). Nederlaget i 1864 havde gjort det klart, at denne mangel måtte afhjælpes gennem en nyordning. Dette søgtes opnået ved intensiveret øvelsesvirksomhed med krigsstærke enheder under feltmæssige forhold, de såkaldte lejrøvelser.
 
Allerede i 1865 blev to brigader med tilsammen fem batailloner på halv krigsstyrke udlagt i teltlejr henholdsvis ved Ravnstrup på Viborgegnen og på Ermelundssletten. Det sidste sted var behæftet med restriktioner, idet Jægersborg Dyrehave ikke var til fri afbenyttelse, og skarpskydning var udelukket. Alligevel lå det uddannelsesmæssige udbytte over, hvad der sædvanligvis opnåedes under genindkaldelse til eksercertid. De mere krævende men hensigtsmæssige og afvekslende former for øvelsesaktivitet virkede fremmende på arbejdslysten, hvilket afspejlede sig i færre disciplinære forseelser15).
 
 
 
 
Lejrøvelserne afholdtes fra 1868 i et midtjysk hedeterræn ved Hald, (se skitsen s. 442) under ledelse af en lejrdivision med to underlagte lejrbrigader, der oprettedes midlertidigt hvert år og besattes med specielt udpegede chefer og stabs medlemmer. Af organisatoriske enheder deltog normalt 10 batailloner, 2 eskadroner og 1 ingeniørkompagni på fuld krigsstyrke, mens 2 batterier var sammenflikkede efter en særlig turnus. Indkaldelsesperioden varede 45 dage, hvoraf nogle brugtes til selve sammendragningen og den senere hjemtransport. Den faktiske øvelsesperiode strakte sig således over godt 5 uger. I dennes første trediedel uddannedes kompagni og bataillon, i den anden fortsattes øvelse i bataillon og samvirkeøvelser i brigaderamme indledtes. Daglig øvelse fandt da normalt sted i tiden fra 6 til 11 med eftermiddagstjeneste i lejren fra 17 til 19. Ønske om forskudt øvelsestid for at afholde mørkeøvelser synes ikke fremsat. Enkeltmandsuddannelse fandt kun sted i det omfang, der var nødvendigt med henblik på omskoling til det nye bagladegevær. I den sidste trediedel af lejrtiden gennemførtes større manøvrer, der medførte store marchydelser, bivuakering med feltmæssig forplejning og stiUede førerne virkelighedsnære opgaver.
 
Den første lejrsamling i 1868 var imødeset med store forventninger. En ny geværmodel skulle indføres, og det lige udkomne eksercerreglement prøves i praksis. Bataillonerne modtog det først lige inden opbrud fra garnisonen. Fra de højere myndigheders side var en forudgående orientering af befalingsmændene ikke organiseret. Geværet viste sig som et fortrinligt våben, men skyderesultaterne blev noget af en skuffelse. For at få et ensartet grundlag for bedømmelse af skydningerne havde lejrdivisionen befalet udførelse med frit anslag, det vil sige stående uden støtte for geværet. Når styrken var opstillet til skydning på 4 geledder dog knælende for de 2 forreste. At netop den uhensigtsmæssige skydestilling var den egentlige årsag til miseren kom dog ikke frem i de officielle forklaringer.
 
I 1868 var Scharffenberg chef for lejrdivisionen. I sin indberening om øvelserne udtalte han, at infanteriets optræden i spredt orden, dets terrænbenyttelse og evne til at overvinde terrænhindringer var tilfredsstillende. Uddannelsen i kompagni forekom ikke i ønskeligt omfang præget af fasthed og nøjagtighed. Denne mangel var derfor afhjulpet ved at beordre kompagnierne til at foretage geværgreb en time eller to på de dage, hvor brigadeøvelse ikke havde varet fulde syv timer. På lignende måde efterfulgtes en rosende omtale af rytteriets evne til at komme frem i terrænet i hurtigste gangart med en bemærkning om, at mandskabet havde tabt noget i den skolerette uddannelse17). For artilleriet var det et stort minus, at skarpskydning med kanoner ikke fandt sted.
 
I 1870 var Max Muller chef for lejrd ivisionen og fremhævede i sin indberetning de udmærkede egenskaber, befalingsmændene havde lagt for dagen som lærere under uddannelsen. Men i fortsættelse heraf rettede han en hård kritik mod den taktiske føring, der var præsteret. Kun hos de dygtigste havde han mødt forståelse for den indflydelse, den forøgede ildvirkning måtte få på de taktiske fremgangsmåder. I hans øjne var ingen af bataillonschefe rne endnu i stand til at føre en kombineret brigade18). Ministeriet blev opskræmt, »navnlig under den nuværende politiske situation«, og udbad sig en nærmere fortrolig udtalelse19). I den anledning bemærkede Max Muller blandt andet om en bestemt bataillonschef, at han stadig bevægede sig i de baner, der var anset for brugelige i forladegeværets tid20). Under øvelserne havde den pågældende mere optrådt som instruktør på en eksercerplads end som fører for en brigade med tildelt rytteri og artilleri. - Det eneste rationelle var selvsagt at tage kommandoen fra en sådan bataillonschef. Det fandt ikke sted.
 
Max Muller levede selv i den tro, at vanskelighederne kunne overvindes, hvis enhver officer dygtiggjorde sig gennem selvstudium. Værdien af en personlig indsats kan ikke anfægtes, men man forstod endnu ikke, at udviklingen efterhånden stillede sådanne krav til den enkelte, at det var nødvendigt at vejlede og anspore officerer på alle alderstrin gennem kursusvirksomhed.
 
Disciplin og moral
Den preussiske gesandt i København, Heydebrand, talte helt godt dansk og gav sig ikke sjældent i snak med folk uden at give sig til kende. En dag i sommeren 1870 fortalte han direktøren i udenrigsministeriet »tilsyneladende som noget morsomt«, hvorledes han en af de sidste aftener havde stået nede ved Kvæsthusbroen og set på indskibning af nogle kanoner. Han havde spurgt en ung artilleriofficer, der ledede arbejdet hermed, hvor kanonerne skulle hen. »Til Jylland«, lød svaret, »for nu skal vi jo med det første betale preusserne for 1864«21). Dette eksempel på revanchelyst var ikke specielt for stemningen i officerskorpset. En fynsk sognefoged og lægdsmand har noteret sig om en episode, da en tjenestekarl som indkaldt reservist i begyndelsen af august 1870 kom »for at sige farvel. Han er indkaldt til på mandag og rejser i morgen, Han sagde: til Berlin eller Himmerig, og øjnene var våde af glæde og vemod«22). Disse og mange andre vidnesbyrd af lignende art om indstillingen hos det faste og værnepligtige personel kan utvivlsomt tages som sikre tegn på kampvilje, men man må vogte sig for at gå nærmere ind på betydningen heraf. I den kommende fremstilling er det kun tilstræbt at belyse de foranstaltninger, der blev truffet for at udvikle og styrke hærens disciplin og moral.
 
Den militære disciplin har til formål at få soldaten til at overvinde sin frygt, så han kan gøre sin pligt under kamp. Deraf kan sluttes, at en hær ikke kan eksistere uden disciplin. Men det er ikke sagens kerne. Det bærende element i en hær er en organisation, der beror på gensidig tillid og sammenhold23). Inden for dennes leddeling har kompagnet den særlige egenskab at stå med en ansvarlig chef i spidsen for et fællesskab, der netop ikke er større, end at alle tjenstlige anliggender afgøres ved personlig kontakt. Når vi genkalder os de bestemmelser, der var truffet for at bevare personellets tilknytning til samme kompagni og specielt for at gøre det til en ramme om den menige soldats tilhørsforhold, må organisationen betegnes som meget hensigtsmæssigt udnyttet. Dets chef fik gode muligheder for at samarbejde mandskab og befalingsmænd og dermed skabe tillid og sammenhold.
 
Efter dansk livsopfattelse er disciplin i drakonisk form uantagelig. Den må i stedet skabes og opretholdes på anden måde, så den får karakter af ansvarsfølelse over for fællesskabet. Det er uopnåeligt uden bistand fra alle gode kræfter på ethvert trin. Til dem rettedes appel gennem følgende reglementariske bestemmelse: »I deres indbyrdes stilling som kammerater skal alle være opmærksomme på hverandres forhold, ved råd, vejledning og advarsel søge at forebygge fejl og forseelser og ved kammeratlig bistand søge at afvende eller formindske disses følger for den uerfarne eller ubesindige. Bliver advarslerne upåagtede, eller begås der forseelser, der sætter en plet på æren eller er farlige for tjenesten, er det pligt at foranledige vedkommende foresattes indskriden«24)
 
I en kritisk kampsituation har justits inden for egne rækker altid været påkrævet, anerkendelse heraf kom til udtryk i meget yderliggående form: »Fejes råb om, at fjenden har afskåret afdelingen eller om, at det er tid at flygte eller give sig til fange, tør soldaten ikke blot ej istemme, men det er hans pligt uden skånsel straks at dræbe den, som i hans nærhed opløfter et sådant råb«25).
 
Ligesom visse former for eksercits har været anvendt i den tro, at man derved kunne disciplinere soldaten, har aflæggelse af faneed, også kaldet troskabsed, haft til formål at tjene som et ydre tegn på, at soldaten forpligtede sig moralsk. Ved hærloven af 1867 afskaffedes faneeden. Den sande baggrund for, at ministeriet Frijs gik med hertil blev refereret i et statsrådsmøde. Der havde været tale om et valg mellem »enten, at der ved faneeden skulle aflægges ed på grundloven, eller at slet ingen faneed skulle aflægges, og det blev i ministerconferencen efter moden overvejelse besluttet, at man hellere måtte vælge det sidste alternativ. Nu når ingen faneed aflægges, kan der ingen tvivl være for soldaten om, hvad hans pligt er, men var der kommet ind i faneeden en bestemmelse om at holde grundloven, kunne det let have vakt betænkelighed hos ham i den henseende«26).
 
Det er vanskeligt at definere, hvor grænsen skal trækkes mellem disciplin og moral. Måske kan der kun skelnes på den måde, at disciplin kan skabes, mens moral snarere er et karaktertræk, der ytrer sig som pligtfølelse over for fællesskabet. Af den grand blev det sidste begreb navnlig betonet ved højtidelige lejligheder. Foreliggende gengivelser og overleverede beretninger viser, at nogle chefer med held forstod at udtrykke sig kort og klart, mens andre undertiden fortabte sig i svulstigt ordgyderi. I den henseende adskiller den omhandlede periode sig ikke fra senere tider.
 
Konklusion
Den danske liniehærs kampværdi nåede i 1869-70 et stade, der må anerkendes. Svaghedstegn kan dog konstateres på tre felter: De højere chefer var gennemgående for gamle af levealder. Antallet af tjenestegørende løjtnanter og korporaler var utilstrækkeligt. Uddannelsestiden var for kort, og tropperne savnede derfor tilvænning til feltlivet i vintermånederne. 
 
 
Henvisning og noter
Generelt: Udkast og mot; i RA.Ha er desuden benyttet a. Exerceer-Reglement for Fodfolket, 1868; b. Yeiledning ved Brugen af de for Bataillonen og Brigaden i Exer- ceer-Reglement for Fodfolket af 1868 foreskrevne Fegtningsformer, 1870; c. Reglement for 4 Punds Feltbatterier, 1869.
Utrykt materiale: I KMA er benyttet c9, c 202, c474, S-l og 1-648.
 
Enkelthenvisninger:
1. KFA 68/1864. Lov af 4.1.1867 og 17.5.1868. Raasløff var artilleriofficer og anvendtes under den første slesvigske krig først som våbentekniker og senere som feltartillerist. Til brug for forstærkningsbatailloneme omdannedes ialt 18 500 taprifler til bagladning.
2. Sjællandske Brigades skr. 25.11.1867 (NKS fol 1712, C. A. F. Thomsens papirer, I).
3. KFH 63/1870.
4. Forstudier til ændringsforslag til Exerceer-Reglement for Fodfolket, dec 1879 (HA. Geninsp fodf arkiv, bd 15).
5. Die Entwicklung der Taktik seit dem Kriege von 1870/71, Band II, s 51.
6. Rigsdagstidende. Folketinget 1866-67, sp. 9097.
7. 1 GK skr 13.7.1869 (S-l, indg 104).
8. Mil T 1873-74, s 279.
9. Som et særligt grelt eksempel kan anføres, at 13. og 17. Bataillon, begge af samme brigade, i 1869 udtog hhv 68 og 3 menige til fortsat tjeneste. Undersøgelse i sagen viste, at ingen af de to batailloner havde haft rådighed over eksercerhus til gymnastik og bajonetfægtning. 13. Bataillon havde ment, at de 68 stod tilbage i de discipliner; brigaden havde imidlertid ikke under sin inspektion konstateret nogen forskel i de to batailloners standpunkt på de to områder men havde på den anden side heller ikke reageret over for forskelsbehandlingen (1 GK skr 8.12 og 28.12.1869 til 2. Sjællandske Brigade, HA.l GK arkiv, pk 194).
10. Bilag til forsvarskommissionens betænkning, 1879, 1 rk, CXXV.
11. Exerceer-Reglement for Rytteriet, 1869, og Uddannelsesprogram for Rytteriet, 1868 (HA).
12. Kaptajn Ahlmanns rapport 19.10.1868 (c 9, indg 129). Den pågældende havde en ejendommelig baggrund. Han var fra Mellemslesvig og theologisk kandidat fra tysk universitet. I foråret 1848 indtrådte han som frivillig i den preussiske hær og indkaldtes derfra til den slesvig-holstenske hær, med hvilken han deltog i den første slesvigske krig. Da arméenheden gennemførtes, blev han i 1851 danske premierløjtnant og deltog som kompagnichef ved 18. Infanteriregiment i 1864.
13. HA.Rejserapport 66/1866-69, XII. Rapporten, der fylder 146 sider, blev også læst af direktøren i udenrigsmin, P. Vedel, der herigennem bestyrkedes i sine formodninger m h t Frankrigs militære svaghed (se herom Viggo Sjøqvist: Peter Vedel, II, s 64, og Aage Friis: Danmark ved Krigsudbrudet Juli-August 1870.
14. M. Vesterdal: Betragtninger vedrørende hærens organisation 1842-64 (Mil T 1871, s 460).
15. HA.Krigsføringsdepotet, IV, pk 16, sml T for Krigsvæsen 1866, s 97 f og 119 f. Udlægningen må tillige ses som et led i hærens genordning, idet man fik samarbejdet en del af det mandskab, der var overført til de batailloner, der havde mistet deres udskrivningsområde i hertugdømmerne. Enkeltheder herom er berørt i Hærens Genordning 1864-1870, s 17, note 3. (KGB).
16. Ingeniørkorpsets skr 19.5.1868 med bilag (c 474, BS 386).
17. Lejrdivisionens indberetning 14.8.1868. Skydeuddannelsen er fastlagt gennem divi- sionsbefaling nr 3, og skyderesultateme fremgår af særligt bilag (e 202, indg A 2607).
18. Lejrdivisionens skr 26.7.1870 (1-648, indg A 2562).
19. KM skr 25.8.1870 (1-648, CB 2544).
20. 1. Sjællandske Brigades skr 28.8.1870 (1-648, indg A 2643).
21. Aage Friis: Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark, III, 1948, s 59.
22. Morten Nielsens dagbog 6.8.1870 (i forf privateje).
23. Toute la science des organisations d’armées est lå (Ardant du Picq: Etudes sur le combat, s 101).
24. Reglement indeholdende almindelige Bestemmelser for Tjenestegangen i Hæren, 1870 (HA).
25. Lærebog til Veiledning for Hærens Menige. Fodfolket 1868.
26. Statsraads-Protocol A. Møde 25.7.1867 (RA), sml Rigsdagstidende. Folketinget 1866-67, sp 8422. Faneedens ordlyd er gengivet i Hærens Genordning 1864-1870, bilag 6, tillige med en samtidig skildring af det ceremoniel, der udfoldedes, da troskabsed den 24.7.1849 blev aflagt ved 3. Reservejægerkorps.

 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_102_aargang_dec.pdf

Litteraturliste

Del: