Hærens fremtid - Et debatindlæg

Kerneproduktet
Forsvarets kerneprodukt - altså det, som samfundet hvert år betaler 17-18 mia. kr. for at få - er operative enheder, som kan kæmpe og vinde. Det - at kunne slås og vinde - er helt grundlæggende og forudsætningen for løsning af andre opgavetyper for hæren, fx fredsstøttende operationer og østsamarbejde.
Konsekvenserne af den indvarsling af en ny tid, som skete med angrebet på USA i september i år, er vel næppe endnu helt overskuelige. Og spørgsmålet er vel egentligt, om afklaring overhovedet vil komme. Ikke engang den mest livlige eller syge fantasi synes at kunne sætte grænser for, hvilke trusler der vil kunne udmøntes, også mod Danmark. Dette vil naturligvis påvirke Forsvarets og dermed hærens udvikling. Nøgleord i udviklingen af Forsvaret må - ikke mindst af hensyn til netop det uforudsete - være fleksibilitet, effektivitet og udholdenhed.

Foto: Forsvaret.dk

Et bredt spektrum af opgaver, der spænder fra overvågning af territoriet, miljøovervågning, fiskeriinspektion og redningstjeneste over fredsstøttende operationer og internationalt stabiliserende samarbejde til egentligt forsvarsmæssige operationer i nærområdet eller længere væk i rammen af NATO, vil fortsat kendetegne Forsvarets indsats. Og Forsvarets enheder skal være velegnede til at løse alle disse opgaver.
Der kan næppe i større udstrækning blive tale om, at betydende opgaver, som løses i dag, blot kan bortfalde eller reduceres væsentligt i omfang samtidig med, at behovet for tilstrækkelige midler til øvelser og investeringer heller ikke vil  mindskes  – snarere det modsatte. Derfor er det meget vigtigt, at de øvrige af Forsvarets aktiviteter, fx forvaltning af enhver art, der er støttende i forhold til kerneproduktet, ikke er og bliver et mål eller dimensionerende i sig selv. Disse aktiviteter og de dertil knyttede institutioner og strukturer må derfor stedse holdes på et kun netop tilstrækkeligt minimum i antal og omfang under fuld udnyttelse af informationsteknologiens mange muligheder, som Forsvaret selvfølgelig betaler ganske pænt for at have rådighed over. Med organisationers og strukturers iboende betydelige evne til næsten automatisk at øge forbruget, bør Forsvarets forvaltende og støttende aktiviteter nok vies nogen opmærksomhed. Enhver mulighed for at fjerne forvaltende og støttende myndigheder og elementer samt opgaver, der blot nærmer sig at være ”nice to have” eller ” sådan har det altid været”, må udnyttes konsekvent.
For hærens vedkommende – og for den sags skyld også søværnet og flyvevåbnet – bør udviklingen ikke medføre, at der fjernes operativ kapacitet, tværtimod. De operative kapaciteter – forudsat de alt andet lige i relation til situationen og perspektiverne for fremtiden er relevante – er, som nævnt, simpelthen kernen i Forsvaret. Stort set enhver vil sikkert som udgangspunkt være enig i dette synspunkt. Det vil så kunne anføres, at der på længere sigt simpelthen ikke er ressourcer til at opretholde de nuværende operative myndigheder og enheder, specielt når behovet for investeringer tages i betragtning. Altså, at der på længere sigt ikke er tilstrækkelig midler til at forny Forsvarets hovedmaterielgenstande, hvis der også skal opretholdes tilstrækkelig øvelsesvirksomhed og aktivitet i øvrigt. Og det kan der da måske være noget om, hvis mere konventionelle synsvinkler og normer lægges til grund. Men det behøver man jo ikke nødvendigvis at gøre. Det bør i den forbindelse holdes for øje, at nedlæggelse af operative enheder som konsekvens næsten automatisk vil medføre, at værnepligten må opgives med fundamentale (og set herfra uønskede) konsekvenser til følge. Mere herom senere.
 
Situationen
For hærens vedkommende er der vel næppe megen tvivl om, at reaktionsstyrkerne, fx Den Danske Internationale Brigade (DIB), umiddelbart er relevante, og at de derfor bør opretholdes. Tvivlen i nogle kredse kunne nok i højere grad dreje sig om Danske Division og dens brigader.
Der kan dog næppe rejses megen tvivl om, at divisionen og brigaderne kan spille en betydelig rolle i forhold til forsvar af NATO-landes territorier, det såkaldte Art. 5 forsvar. Spørgsmålet er så, om dette Art. 5 forsvar har (aktuel) relevans, nu hvor fx russerne tilsyneladende kan udvikle sig til at blive ”nære” venner. Udover at netop Art. 5 forsvaret udgør den helt centrale politiske og militære kerne i NATO- alliancen og er alt det, som ansøgerlandene også stræber efter, så er det jo kun fantasien, som sætter grænser for, hvad man mener, fremtiden vil byde på. Det kunne da godt være, at NATO inden så længe får behov for, fx – hvem ved - sammen med russerne, at gennemføre landoperationer af sådan et omfang, at de professionelle hæres (altså hære med udelukkende fastansat personel) kapacitet langt fra vil være tilstrækkelig. Styrkeopbygningen i forbindelse med Golfkrigen, hvor et land som United Kingdom kun evnede at stille med en reduceret division, viser, at der hurtigt kan blive behov for et stort antal veluddannede soldater, der kan forblive og udskiftes i missionsområdet. I parentes bemærket, så drejede Golfkrigen sig i øvrigt om et enkelt, relativt isoleret land, Irak, i et meget atypisk terræn. Kernen i NATO er Art. 5, og betydende bidrag - også fra hæren - er helt centrale både politisk og militært. Kapaciteten til at kunne løse alle øvrige opgavetyper baserer sig på evnen til at kunne løse Art. 5 opgaver på et højt niveau. Endvidere er den gamle tese, om at indflydelse i NATO kræver et afbalanceret og kapabelt forsvar herunder en hærdivision, nok stadigvæk ikke helt forkert, og bliver det næppe i overskuelig fremtid. Den nylige oprettelse af det multinationale korps i Polen, MNC (NE), som Danske Division og dens brigader indgår i, understreger dette forhold. Også perspektiverne for udvikling af korpset i relation til østsamarbejde, specielt med de baltiske lande og Rusland, samt - ikke mindst - i fredsstøttende operationer er lovende. Opretholdelse af værnepligten er en forudsætning for, at et lille land som Danmark kan opretholde en divisionsstruktur. Herudover giver værnepligten en lang række andre fordele. Værnepligten, og det at et stort antal hjemsendte soldater kan mobiliseres med kort varsel, giver statsmagten en reserve, der fx også kan anvendes i forbindelse med store katastrofer, som den der ramte USA den 11. september. Når samfundet har anvendt alle sine umiddelbare og begrænsede ressourcer til at imødegå en katastrofesituation, har man med værnepligten fortsat en reserve af uddannet personel, der hurtigt kan bringes ind i en effektiv organisation og derved effektivt kan bidrage til at håndtere katastrofens konsekvenser. Hertil kommer, at et lands væbnede styrker må være et spejlbillede – også moralsk og værdimæssigt - af det omgivende samfund. Har samfundet et højt kompetenceniveau og andre fine kvaliteter, bør dette også afspejles i dets væbnede styrker. Og det sikres gennem værnepligten. Hertil kommer, at værnepligten fungerer som et fremragende rekrutteringsgrundlag. Sidst, men ikke mindst sikrer værnepligten, at Danmark har mulighed for at holde forholdsvis store styrker ude i internationale operationer, uden at det faste personel bliver for nedslidt.
I relation til Østsamarbejdet og deltagelsen i internationale operationer er divisionens og brigadernes rolle ganske central. Enhederne i anden fredsstyrke ved
1. Sjællandske Brigade og 1. Jyske Brigade er ikke blot helt afgørende for den solide soldater- og føringsmæssige uddannelse, der er grundlaget for enhver hær. Brigaderne er af meget stor betydning for hærens evne til med højt kvalitativt og kvantitativt niveau at kunne deltage i og fortsætte deltagelsen i fredsstøttende operationer samt – som altid – for evnen til at kunne gennemføre ”det klassiske”, altså march, angrebskamp, forsvarskamp og henholdende kamp. Også betydningen for rekrutteringen til DIB (og til fast personel i hæren) er stor. Hertil kommer, at både 1. Jyske Brigade og 1. Sjællandske Brigade løfter betydelige opgaver i relation til PfP- og Østsamarbejdet. 3. Jyske Brigade, der er kadrebemandet, står umiddelbart til rådighed som ”afløsningshovedkvarter” i fredsstøttende operationer og er også udset til at være bidragydende til den fællesnordiske brigaderamme, NORDBDE/NORDCAPS [2], som er under opbygning. Herudover  deltager brigaden fra februar 2002 i uddannelse af de danske bidrag til KFOR. 3. Jyske Brigade varetager samtidig størstedelen af de østsamarbejdsaktiviteter, som pålægges divisionen, og står fx for feltuddannelse af The Baltic Battalion (BALTBAT) i en NATO-brigade ramme under en øvelse i 2002. Evnen til at kunne afløse i de ofte langvarige fredsstøttende operationer er allerede på nuværende tidspunkt et problem næsten uanset kommandoniveau. Denne tendens kan vel vise sig – hvis fx amerikanske eller andre landes styrker skal frigøres til anvendelse i andre sammenhænge – mere markant i de kommende år. Stabene ved Danske Division og dens brigader besidder allerede nu kapacitet til at kunne indsættes i fredsstøttende opgaver med relativt kort varsel.
 
Krav og perspektiver
Den omstændighed, at divisionen og dens brigader har nok at gøre, giver naturligvis ikke noget helt fyldestgørende svar på, om der er behov for, at dette land opretholder en division, fire brigader inklusiv DIB, og er heller ikke svar på, om det ikke kan gøres ”mere effektivt og billigere”; Ikke mindst set i lyset af behovet for materielanskaffelser i de kommende 10-20 år. Lad os så se på nogle væsentlige problemstillinger i den sammenhæng.
Først og fremmest skal dansk forsvar, som det er velkendt, ses i rammen af NATO. Og hvad er det så, NATO efterspørger, og som er udtrykt i den nyligt udgivne MC 317 ”The NATO Force Structure”? Med MC 317 er der etableret tre styrkekategorier omfattende såvel hovedkvarterer som enheder: High Readiness Forces (HRF) på 0 til 90 dages beredskab, Forces of Lower Readiness (FLR) på 91 til 180 dages beredskab og endelig Long Term Build-up Forces (LTBF), der er på et beredskab på 365 dage eller mere. Det er særligt anført, at styrkestrukturen skal være meget fleksibel, således at sammensætning af hovedkvarterer og styrker kan skræddersyes til den konkrete operation eller mission, og at denne fleksibilitet skal forbedres fx gennem øvelse med andre hovedkvarterer eller enheder, som man i givet fald kan forudse at kunne blive ”slået sammen” med til en konkret indsættelse. Altså præcis det, som hærens indsats allerede i dag går på i forberedelserne til internationale operationer og i østsamarbejdet. Herudover peges der, som noget vigtigt, direkte på, at styrker fra FLR skal kunne afløse eller forstærke for at kunne vedligeholde operationer, altså udholdenhed (eller som det hedder på nydansk: Sustainability). Det er også værd at notere sig, at reservestyrker kan indgå i alle styrkekategorier, altså også de på højeste beredskab (HRF og FLR). Personel af reserven såvel som egentlige enheder fra reserven anses som vigtige og som en stadig mere integreret del af styrkestrukturen. I relation til fredsstøttende operationer tales om stigende deltagelse af reserverne. NATO’s medlemslande opfordres til at understøtte reservens deltagelse i fredsstøttende operationer og udvikle lovgivning samt mobiliserings, deployerings- og uddannelsessystemer, som øger mulighederne for at anvende reserverne effektivt i det fulde opgavespektrum. Det danske udgangspunkt i relation til intentioner og krav i den nye styrkestruktur er egentligt ganske godt, fordi vore basale systemer grundlæggende modsvarer såvel intentioner som krav. Det er specielt værd at notere sig, at der i NATO’s nye styrkestruktur lægges vægt på evnen og kapaciteten til at kunne afløse i igangværende operationer, og at det meget langtfra alene er et spørgsmål  om  at  have  styrker  på  meget  højt  beredskab.  Ud  over  at  fuld professionalisme i en hær ikke sparer ressourcer, tværtimod, og giver et mindre og i humant henseende generelt ringere styrkepotentiale, så vil den egentlige katastrofe være, at vi vil miste den fleksibilitet, som vi har så stor brug for, fordi vi ikke længere vil kunne genere masse og dermed ”sustainability”. Dette er vor største alliancepartner, USA, helt opmærksom på, og derfor opstilles den største del af den amerikanske hær – mange, mange divisioner – jo også af US Army National Guard. Er der noget USA vil bevare, så er det handlefrihed og fleksibilitet – og derfor er satsningen både på teknologi og masse. På mange måder minder den måde, som US Army National Guard opstiller og indsætter sine enheder på, om det danske mobiliserings- og rådighedskontraktsystem. Den såkaldte ”danske model” med en blanding af fastansatte og værnepligtige er ikke blot billigere end en ren professionel model. Den giver også på en række områder, der strækker sig fra det politiske over enhedernes kvalitet til rekrutteringsmuligheder til både fredsstøttende operationer og fast personel, en række meget betydelig fordele. Den danske model er stort set præcis, hvad der efterspørges i NATO’s nye koncept for alliancens styrkestruktur, fordi den både ”kan” HRF, FLR og LTBF, altså fra hurtig reaktion og deployering over udholdenhed til langsommere opbygget kvantitet af høj kvalitet. Altså både ”reaction”, ”deployability” og ”sustainability”. Når alt dette så er sagt, så er det også klart, at sigtet med den nye styrkestruktur, som den er skitseret i MC 317, også er at sikre, at NATO’s nationer kan tilvejebringe tilstrækkeligt med styrker, som kan deployeres tilstrækkeligt hurtigt, også over store afstande, til løsning af det fulde opgavespektrum. Denne udfordring skal naturligvis også håndteres.
For det multinationale korps’ (MNC(NE)) vedkommende er det forudset i korpskonventionen, at korpsets hovedkvarter udover at virke i en egentlig forsvarssituation skal kunne udgøre kernen i et større hovedkvarter i en fredsstøttende operation. Denne konstruktion passer smukt sammen med NATO’s nye krav, hvor MNC(NE) falder ind i under FLR og kan indsættes som en såkaldt ”Land Component Command” eller – forstærket - som en ”Allied Joint Force Land Component Command”. Hovedkvarterer på dette niveau er meget efterspurgte, fordi de kan anvendes som øverste ledelse i fx Bosnien-type operationer, og fordi der er få af dem.
Som nævnt falder hærens enheder inden for alle tre kategorier. I HRF er DIB, Jægerkorpset samt spejdereskadroner på Bornholm, mens FLR omfatter korpstropper samt divisionen og dens brigader. Sidst LTBF: Dvs. kampgrupper og lokalforsvarsstyrker, altså den resterende krigsstyrke.
For HRF’s vedkommende (33 danske underafdelingsværdier er p.t. tilmeldt reaktionsstyrkerne), hvor DIB udgør langt det største bidrag, kan det diskuteres, om det er tilstrækkeligt at have DIB bemandet med rådighedspersonel i det nuværende omfang. Problemet i den sammenhæng er naturligvis, at hovedparten af personellet i hver enkelt situation skal aktiveres, hvilket indebærer, at personellet generelt ikke kan uddannes og klargøres samtidig med, at en situation udvikler sig.  Og  det forøger alt andet lige reaktionstiden, og mindsker den politiske og militære handlefrihed.   Mulighederne   for   at   reagere   hurtigere   er   blevet   bedre   med etableringen af de stående bornholmske eskadroner (der formelt ikke tilhører DIB) og styrkelsen af DIB’s enheder i Oksbøl, men mulighederne forekommer stadigvæk at være begrænsede. Spørgsmålet er, om det ikke burde overvejes at tilvejebringe et større umiddelbart beredskab, fx gennem skabelse af en bataljonsværdi med fast personel, ved udsparing af stampersonel i forvaltningsstrukturerne samt eventuelt ved at nedlægge nogle kampvognseskadroner i stående styrker (ikke DIB’s) med samtidig påbegyndelse af uddannelse af værnepligtigt personel i kampvognseskadroner (fx med en værnepligtstid på 15-16 måneder) til gavn for rekruttering og ”sustainability” i fredsstøttende operationer i øvrigt. Herudover kan det overvejes at styrke og stramme koordinationen i anvendelsen af Forsvarets indhentningsmidler, fx EK-enheder og specialkorps.
For så vidt angår FLR enhederne, forekommer den nuværende ordning generelt hensigtsmæssig. Stabe ved divisionen og brigader kan – forstærket nationalt (med hinanden) eller multinationalt – i løbet af meget kortere tid end de180 dage, der er kravet, allerede i dag overtage ledelse af hele eller dele af fredsstøttende operationer. Regnes der eksempelvis med en første indsættelse af DIB, Stabskompagni/Standing High Readiness Brigade(SHIRBRIG) eller et andet (udenlandsk eller multinationalt) hovedkvarter på højt beredskab og derefter afløsning med et (forstærket) brigadehovedkvarter, kan vi med det nuværende antal brigadehovedkvarterer vel højst klare to afløsninger, altså et år. Det bør i den sammenhæng bemærkes, at netop brigadehovedkvarterer eller tilsvarende hovedkvarterer indgår i ganske stort antal i samtlige fredsstøttende operationer, og at dette niveau i øvrigt nok er det laveste, som vil kunne blive indsat til selvstændig ledelse af en (lille) operation som fx den igangværende i Makedonien. Antallet af aktiverede stabe på brigadeniveau forekommer også derfor at være for begrænset, og det bør overvejes at etablere yderligere brigadehovedkvarterer. Med hensyn til enheder under brigadeniveauet synes økonomien i relation til fredsstøttende operationer at være den mest begrænsende faktor, men en kapacitet på op mod 2000 kontinuerligt udsendte bør som målsætning ikke være urealistisk, når der slankes og forenkles her og der.
Nogen kunne finde på at hævde, at styrker i den laveste beredskabskategori, LTBF, generelt er unødvendige. Og det er selvfølgelig forkert. Styrkerne i denne kategori er beregnede på det, som er selve kernen i Forsvaret og NATO, nemlig egentligt forsvar af alliancelandenes territorier. Det lave beredskab er ikke et udtryk for, at disse styrker ikke er vigtige. Det er blot et udtryk for, at det p.t. ikke er nødvendigt at have dem på højere beredskab, som verden – lige nu – ser ud. For Danmarks vedkommende er der så lige den ekstra finesse, at en stor del af det personel, som på sigt kommer til at tilhøre danske styrker på dette lave beredskab, udsendes i fredsstøttende operationer i forbindelse med afslutningen af værnepligten eller senere i forbindelse med tegning af DIB-kontrakt.
Vi slår altså flere fluer med et smæk, fordi konstruktionen både sikrer ”deployability” og ”sustainability” samt muligheder for rekruttering i bredeste betydning.

Kvalitet, kvantitet eller begge dele?
Dogmet, om at såkaldt kvalitet (som kompensation for masse) og teknologi kan erstatte kvantitet og ”kvalitetsmennesker på jorden”, er for hærens vedkommende langt hen ad vejen fejlagtigt. Problemstillingen er vel for nylig i et vist omfang dokumenteret med angrebet på USA, hvor efterretningstjenesternes satsen på teknologiens ufejlbarlighed, på bekostning af … ja, det kan man vel godt sige … ”soldater på jorden”, viste sig utilstrækkelig. En analogi til landoperationer er åbenbar og næppe ganske uberettiget. Fx er befolkningen i Bosnien og Kosovo stort set ligeglade med og har ingen respekt for avancerede sensorer i køretøjer eller i en satellit, mens det stiller sig helt anderledes med godt uddannede – militært og civilt – dansk soldater til fods eller i en ”lavteknologisk” Mercedes Geländewagen. Vi skal altså have en strukturer, der kan håndtere både Art. 5 og fredsstøttende operationer, og hvor der satses på både højteknologi og veluddannede soldater i tilstrækkeligt antal.
 
Materielproblem?
En af de store udfordringer i Forsvaret er behovet for fremtidige investeringer. Alt andet lige vil komplet udskiftning af Forsvarets hovedmaterielgenstande kræve investeringer på 4-5 mia. kr. pr. år i en 15-20 år frem. Selvom investeringsniveauet i forlig 2000-2004 er forøget til ca. 2,4 mia. kr. pr. år, er der alligevel noget i problemstillingen. Forudsætningen ”alt andet lige” er vigtig, for der jo ikke nogen, der siger, at der skal ske 1:1 udskiftning af Forsvarets hovedmaterielgenstande. Det bemærkes, at der er et potentiale for alvorlig og betydelig skadevoldende interværnskonflikt i denne sammenhæng. Dette potentiale må demonteres, for det er der slet ikke brug for. Både flyvevåbnet og søværnet er meget materiel- og teknologitunge værn, og det bør anerkendes. På den anden side er hæren mere personeltung og dermed ganske udgiftskrævende på driftssiden.  Sammenholdes disse forhold med udsagnet om, at Forsvarets operative kapacitet ikke bør indskrænkes, men tværtimod styrkes, er der tilsyneladende og umiddelbar modstrid.
 
Investering og finansiering
Muligheder for - med de nuværende økonomiske rammer – at vride yderligere et par milliarder ud af Forsvaret til yderligere investeringer er nok temmelig begrænsede. Men at der skal tilvejebringes yderligere midler til investeringer, bør der ikke herske tvivl om. En forøgelse af investeringerne på i hvert tilfælde 1 mia. kr., der for en betydelig del tilvejebringes inden for de nuværende rammer, forekommer imidlertid ikke være urealistisk og uopnåelig. I bestræbelserne på at tilvejebringe de yderligere midler til investeringer må det, som nævnt, holdes for øje, at Forsvarets operative enheder og kapaciteter må lades urørte eller styrkes, for de er det kerneprodukt, som samfundet betaler for. Midlerne må derfor findes i Forsvarets kommando- og støttestrukturer, hvor lag må fjernes, og hvor der må rykkes sammen inden for de lag, som videreføres. I hæren bør den nuværende struktur alvorligt overvejes. Samtidigt må en blanding af reel decentralisering samt konsekvent centralisering givetvis bringes i funktion, så effektiv enkelthed bliver normen. Hermed er det ikke sagt, at hærens faciliteter og den dermed forbundne geografi skal bringes i spil. Vi har ikke brug for mere usikkerhed og utryghed mht. geografisk placering. Ved sidste forlig mistede vi op til hele årgange af nye og dygtige officerer, så grundlæggende skal der ikke pilles mere ved geografien. Principielt må der ryddes op i struktur og organisation, hvilket ikke blot vil frigøre ressourcer, men også - med en således opnået enkelthed - klargøre ansvar og medvirke til at skabe det, som alle rigtige officerer drømmer om, nemlig afbureaukratisering, reel kompetence og dermed betydelig grad af frihed til at gøre soldaterjobbet. Vi må lægge mere vægt på at give vores underlagte enheder de rigtige rammer og opgaver samt reel frihed til at løse de stillede opgaver uden unødig indblanding fra vores side. Til gengæld skal der være ordentlig kontrol af resultater og i tilknytning hertil den nødvendige konsekvens. Forvaltningsbyrden – og dermed de ressourcer, som anvendes til det - må formindskes betydeligt, og hele bestemmelseskomplekser kan sættes ud af kraft ved gennemførelsen af en blanding af reel de- og centralisering.
 
Fordeling af investeringsmidler

Under hensyntagen til behovene ved søværnet og flyvevåbnet bør hovedparten af de yderligere investeringsmidler nok for størstedelens vedkommende tilfalde disse værn. Men hvad så med hæren? Ja, for det første er der ikke behov for at overveje udskiftning på de helt tunge områder som kampvogne og pansrede mandskabsvogne før hen mod 2015. Og med baggrund i de seneste gennemførte renoveringsprojekter, fx af de pansrede mandskabsvogne og Leopard 2, synes tilsvarende renoveringsprojekter at kunne gennemføres på det samme materiel igen, således at det eksisterende materiel kan anvendes i mange, mange år endnu langt ud over 2015. Der er grund til at tro, at der således ikke bliver behov for nyanskaffelser på væsentlige områder, men at langt billigere renoveringer vil fra 2010 være teknisk mulige.
Med det seneste forlig er der lys for enden af tunnelen, men der må mere fokus på den daglige uddannelse også i forbindelse med investeringer. Det materiel, vi uddanner vores soldater på, må vurderes nøje, for her er både ressourcer og motivation at hente. Vi bør uddanne alle vores soldater på reaktionsstyrkemateriel for ved at gøre det, kan vi både udspare ressourcer og styrke moralen. Fx vil man kunne spare lønninger ved at undlade at uddanne på trukne artilleripjecer og udelukkende uddanne på de selvkørende. At uddanne på våbensystemer, der er operativt forældede virker ikke hensigtsmæssigt. Det kan næppe heller være korrekt, at vores højst prioriterede logistiske enheder ikke har det fornødne materiel og derfor ikke kan uddanne på det, fordi det anvendes i udlandet. Vi må revurdere vores drift og investeringer tværgående også under hensyntagen til den daglige uddannelse. Der må være relevant materiel til stede i et sådant omfang, at vi både kan opretholde enhederne i udlandet og samtidig sikre en grundig uddannelse i det hjemlige miljø. Vi må altså anvende en del af investeringsmidlerne på at indkøbe det, vi nu mangler i dagligdagen – og ikke alene fokusere på fremtidige fine projekter. Herudover må realismen i højere grad indfinde sig i studie- og udviklingsvirksomheden og i de dertil knyttede anskaffelser. Tendenserne til urealistisk omkostningskrævende og nytteløs superoptimering i studievirksomheden må standses, og håndfast central ledelse af studievirksomheden bør gennemføres.
 
En hær i moduler
For at sikre at de kendte opgaver og ikke mindst de uforudsete kan løses rationelt og effektivt, er der grund til at se på den operative struktur i hæren. Er der fortsat behov for en division med tre underlagte brigader og kampgrupper med chefer på ”deltid”, og fast tildelte bataljoner og afdelinger. Er det rigtigt at opretholde en ”selvstændig” DIB, der også fast har tildelt en antal bataljoner og afdelinger på højt beredskab. Skal der fortsat være et par kampgrupper, som stort set er bundet til dansk territorium, mens et antal bataljoner er spredt ud til lokalforsvarsregionerne. Altså en forholdsvis fast og låst struktur med et næsten naturgivent antal operative kommandoniveauer eller hvad?
Det er naturligvis opgaverne og kravene til hæren, som generelt bør bestemme strukturen. Som nævnt er der en række kendte og mere konkrete opgaver i et forholdsvis bredt spektrum, som skal løses – og så er der de uforudsete opgaver, hvis karakter vi egentlig ikke kan gøres os ret mange forestillinger om. Svaret må være, at vi skal have størst mulig fleksibilitet og kapacitet. Vi må satse både bredt (flest mulige relevante kapaciteter) og dybt (betydelig udholdenhed). Det nuværende noget stive og fastlåste system, som grundlæggende er skabt i og til den ”kolde krig”, giver os næppe optimal mulighed for det. Men hvad så? Ja, svaret ligger jo delvist i NATO’s nye styrkestruktur, hvor det gøres klart at evnen til at operere i nationale eller multinationale strukturer, der er sammensat ”til lejligheden”, er meget vigtig og prioriteres højt.
For så vidt angår Danske Division, er det vigtigt at holde sig for øje, at divisionsniveauet fortsat er og vil være troppeenheden i NATO-sammenhæng, uanset om det drejer sig om Art. 5 eller fx fredsstøttende operationer. Dette har både politisk og militær betydning. Hertil kommer, hvilket måske er det vigtigste, at divisionsniveauet er af helt afgørende betydning for enhver hær i relation til fastholdelse og udvikling af evnen og kapaciteten til at planlægge hæroperationer og føre hærenheder. Divisions- og brigadeniveauet udgør på mange måder forskellen på en effektiv hær og en mere eller mindre lokal milits. Vi synes, at vi skal blive ved med at have en hær.
Vi bør gå i retning af smidighed, kapacitet og fleksibilitet. Vi har allerede aktier i en stab, der om nødvendigt kan operere på det operative niveau, nemlig MNC NE – lad os blive ved det og undgå at opbygge et tilsvarende nationalt korpslignende hovedkvarter omkring HOK med kun en forudset rolle. Det minder for meget om tankegangen fra Den Kolde Krig. Udover at etablere et hovedkvarter, der kan fungere som Land Forces Commander Denmark, bør vi i stedet gå i retning af små, kompetente, modulbaserede og fleksible stabe, der kan anvendes i en række roller. Staben ved Danske Division bør udvikles således, at den kapacitetsmæssigt kan udgøre  en  troværdig  nucleus  i  en  multinational  divisionsstab  samtidig  med,  at divisionen pålægges en række af fredsopgaver som fx ansvaret for uddannelse af alle hærenheder i anden fredsstyrke, den samlede uddannelse af enheder til udsendelse til fx SFOR eller KFOR samt ansvaret for uddannelse som sådan. Det indebærer bl.a., at alle danske HRF enheder også underlægges divisionen, når de er i Danmark, dvs. ikke er indsat i anden ramme. Som hærens operative arm vil divisionen råde over kapaciteter til at påtage sig alle uddannelsesmæssige og operative opgavetyper i hæregi, herunder opstille og føre til situationen sammensatte troppebidrag til alle former  for  operationer,  hvad  enten  det  drejer  sig  om  nationale  opgaver, fredsstøttende operationer eller forsvarsopgaver i allianceregi.
Der kan måske i højere grad stilles spørgsmål ved, hvad en sådan division bør indeholde. Og svaret er jo, at det da helt afhænger af, hvilke(n) opgave(r) divisionen skal løse. Der bør være seks ”løse” brigadestabe eller ”Task Forces” (inklusiv DIB, men eksklusive kampgrupper, som nedlægges), der sammensættes efter de opgaver, som gives de forskellige ”Task Forces”. Med andre ord bør der anvendes et modulært princip, så de ”løse” brigadestabe alt efter opgaverne kan få underlagt et antal af de meget forskelligt sammensatte bataljoner/afdelinger og selvstændige underafdelinger. De kampbataljonsværdier, der er til rådighed inden for den modulære ramme, og dertil hørende artilleri, logistik, ingeniører osv., kan således efter behov underlægges ”løse” brigadechefer med stabe, eller om man vil, ”Task Forces”. Disse bataljoner, afdelinger og selvstændige underafdelinger vil beredskabsmæssigt variere inden for alle styrkekategorierne: HRF, FLR og LBTF. Antallet af ”Task Forces”, der underlægges divisionen i en konkret operation, fx under MNC(NE), vil kunne variere efter opgave, terræn o.s.v. formentlig fra to til fire. De øvrige ”Task Forces” vil kunne tage resterende enheder under kommando til anvendelse efter nationalt eller alliancebehov. Er der således behov for baglandsoperationer under Land Forces Commander Denmark kan sådanne opgaver løses af en eller to af de rådige brigadestabe (Task Forces).
Reelt er der materiel til rådighed, så opklaringsenheder samt enhederne i tre brigaderværdier kan være ordentligt pansrede. Resten må derfor være enkelt, men moderne udrustede enheder med ”bløde” hjulkøretøjer (motoriserede enheder). Med den tiltagende urbanisering, de store skovområder, bjerge, floder og behovet for personel på jorden til sikring i dybden og af vitale samfundsinstallationer samt ikke mindst i internationale operationer er det faktisk helt i orden med motoriserede enheder. De motoriserede styrker bør også danne grundlag for de enheder, som særligt skal uddannes i det meget konkrete samarbejde med søværnet og flyvevåbnet i relation til henholdsvis kommandostøtteskibe og de nye transporthelikoptere. Udgifterne til sådanne motoriserede enheder er både i anskaffelse og drift  en brøkdel af, hvad pansrede enheder kræver. Motoriserede enheder giver både bredde og dybde for begrænsede ressourcer – og så sikrer de for øvrigt samtidig, at værnepligten kan holdes bred og ikke kun påhviler en mindre del ”uheldige” (og dermed uomgængeligt vil stå for fald) samtidig med, at rekrutteringen til ”det lange seje træk” i internationale operationer og faste personel kan opretholdes et højt kvalitativt og kvantitativt niveau.
De seks ”Task Force” Stabe, der bør være aktiverede og bemandede i fredsstyrken tænkes opgavemæssigt at rotere i en treårs cyklus. I denne cyklus vil ”Task Forces” uddanne anden fredsstyrke i forårs- og efterårshold, varetage resterende og missionsorienteret uddannelse af enheder til udsendelse/indsættelse samt stå for udsendelse, hjemtagelse og afvikling af udsendte/indsatte enheder. Endvidere skal ”Task Force” stabe – i national eller multinational konfiguration - være rede til med kort eller længere varsel at kunne lede operationer i ind- og udland med tildelte nationale enheder eller enheder fra andre nationer. Hertil kommer PFP aktiviteter og østsamarbejde samt ”det klassiske” (Art. 5 disciplinerne).
Ansvaret for alle uddannelsesaktiviteter fra enkeltmand og op bør føres tilbage til de operative enheder, altså i Task Force strukturen, så den effektive enkelthed fremmes og behovet for koordination og diskussion samt ressourceforbruget mindskes. Det samme bør ske for enhver anden (uddannelses)aktivitet, fx i relation til østsamarbejdet. Det udførende niveau for alle uddannelsesaktiviteter pålægges således de ”Task Forces”, som i den skitserede cyklus til enhver tid måtte være ansvarlig for de skitserede opgaveområder, med de aktiverede eller kadrebemandede afdelinger og bataljoner, der er tildelt.
Ændringer bør altid have et solidt fundament i historien, specielt i en metier som vores. Regimentet har traditionelt været en afgørende byggesten i stort set alle vesteuropæiske hære siden 1614 og har overlevet frem til i dag p.g.a. af denne organisations store betydning for at kunne frembringe de kvaliteter, der får soldater til at kunne kæmpe. Hærene i Vesteuropa byggede på regimentet, som udgjorde disse hæres operative struktur. Dette gælder ikke længere, men regimenterne kan stadig have væsentlige funktioner for bevarelse af traditioner, forvaltning af etablissementer og visse andre forvaltningsopgaver. Vi skal blot fokusere mere på vores kerneprodukt, som grundlæggende er at kunne slås og vinde. De støttende strukturer skal være enkle, rationelle og minimalt ressourcekrævende, og der skal være en klar og ukompliceret ansvarsfordeling i forhold til ”Task Forces”. En blanding af decentralisering og centralisering må udnyttes maksimalt.
 
Et afbalanceret forsvar

Med de skitserede forandringer vil hæren kunne fremstå med en enkel og effektiv organisation, hvor fleksibilitet og kapaciteten til umiddelbart at kunne påtage sig og løse både forudsete og uforudsete opgaver er i højsæde. Ressourceforbruget i hæren vil - også sammenholdt med kapaciteten - ikke være umådeholden.
De mange - hver for sig væsentlige - opgaver i det brede spektrum, som Forsvaret har og kan komme til at stå overfor, kræver uden nogen tvivl et afbalanceret forsvar, hvori de tre værn, som hidtil, indgår i potent form. Der er ikke brug for ”krybbebideri”, men for alternative mådeholdene løsninger, så helheden og helhedens kapaciteter kan fremmes.
Her var der så et bud fra nogen i hæren på, hvordan hæren kan udvikles positivt samtidig med, at søværnet og flyvevåbnet tilføres de nødvendige midler til de fremtidige store investeringer som skibe, fly og våben, herunder langtrækkende, konventionelt ladede (krydser)missiler, som der også er behov for.
 Nogle siger, at det største problem, hæren har, er fantasien og fleksibilitet i hærens officerskorps, som ofte, parret med en vis bekvemmelighed, fører til næsten naturgiven modstand mod forandringer. Det tror vi ikke på.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.5_2001.pdf

 

Fodnoter:

1 Poul Henningsen
2 NORDCAPS er et nordisk samarbejde i relation til fredsstøttende operationer.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.