Håndlangerne

Anmeldt af Poul Grooss

”Håndlangerne” af Henrik Lundtofte. Udgivet på Politikens Forlag den 15. september 2014. 442 sider illustreret. Pris kr. 300.

 

Foto: Saxo.com

Undertitlen er ”Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste og Hipokorpset 1943 – 1945”. Forfatteren har tidligere udgivet bøger og artikler med relation til modstandsbevægelsen og tyskernes modforholdsregler. Han har med sin brede baggrund som historiker og arkivleder på Historisk Samling fra Besættelsestiden i Esbjerg nu gravet i arkiverne for at belyse de mænd, som gik tyskerne til hånde ved bekæmpelsen af sabotage og modstand, og dokumentationen er grundig. Bogen gør op med en række myter om disse folk, og den giver læseren en udmærket og fyldestgørende beskrivelse af de pågældendes baggrund og af situationen i det besatte Danmark fra 1943 til 1945. Nogle få af tyskernes håndlangere havde psykopatiske træk, men hovedparten var rekrutteret blandt forholdsvis almindelige borgere i Danmark. Statistisk set er der en overvægt af medlemmer af det danske nazistparti, og i deres selvopfattelse var de gode danske borgere, som var med til at bekæmpe den kommunistiske fare, som var ganske reel efter Stalins udrensninger i 1930’erne. For dem var modstandsbevægelsen lig med kommunismen, som var et onde, man måtte bekæmpe med alle midler.

Forfatteren gør i sin indledning ganske meget ud af at forklare, at hans rolle ikke er at forsvare disse mennesker og deres handlinger, men snarere at give en forklaring på, hvorfor de valgte, som de gjorde. Udgangspunktet er tyskernes situation i Danmark, hvor sabotagen på den ene side skal bekæmpes, men på den anden side skal man fortsat holde gang i den for Tyskland livsvigtige eksport af fødevarer og industriprodukter fra Danmark. Farer man for hårdt frem fra tysk side, så vil følgerne kunne mærkes i det krigshærgede Tyskland. Den ledende danske nazist Fritz Clausen var nu kørt ud på et sidespor, og man forsøger sig med at oprette en dansk pendant til SS, men under solid tysk kontrol. Det bliver Schalburgkorpset, som skal varetage denne rolle, og det bliver dels i hovedkvarteret i Frimurerlogen på Blegdamsvej i København dels på SS-skolen i Høvelte. Fra Schalburgkorpset udskilles den hårde kerne af sympatisører i ET, som står for Efterretningstjenesten.

Den 19. september 1944 giver ”Den højere SS- og Politifører i Danmark”, SS-Obergruppenführer Günther Pancke, startskuddet til aktion ”Möwe”, som var interneringen af store dele af det danske politi. Operationen blev holdt hemmelig for Dr. Best, det tyske riges rigsbefuldmægtigede i Danmark. Aktionen udviklede sig katastrofalt for de tyske interesser, og ET stablede et hjælpepoliti på benene, som var født på ruinerne af denne fiasko.

Størsteparten af bogen handler derfor om de sidste 7 - 8 måneder af krigen, som i mange henseender var en periode med regulær borgerkrig i Danmark. Det tyske hjælpepoliti, som skulle holde orden i Politiets fravær, bestod af maksimalt 120 mand, som ikke var til rådighed samtidig eller i hele perioden. Hjælpepolitiet blev kaldt ”Hilfspolizei” forkortet HIPO, og det viste sig at være uden hæmninger i dets opførsel over for danske borgere generelt, og i særdeleshed hårdhændet og modbydeligt over for modstandsbevægelsens folk. HIPO var et københavnerfænomen, men visse af ET-folkene tog på ”terror-turné” i provinsen og udførte det, som i folkemunde blev kaldt ”Schalburgtage”. Det var de såkaldte clearingmord og sprængninger (”mod-terror”), som skulle vise den danske befolkning, at sabotagen havde sine omkostninger. HIPOs meget begrænsede styrker blev kun indsat i sabotagebekæmpelse. Almindelige politiopgaver tog ”Vagtværnet” sig af, men HIPO kom ikke godt ud af det med dette ubevæbnede korps af lovhåndhævere.

Bogen er logisk opbygget og meget grundig i sin dokumentation, men det er barsk læsning. Læseren præsenteres for ETs og HIPOs nøglepersoner og deres baggrund. Det kan virke besynderligt på en nutidig læser, at HIPO-folkene ikke kunne se, at krigens udvikling gik i en gal retning, set med deres øjne. Det bliver meget grundigt forklaret og belyst af forfatteren. De fleste var forhærdede anti-kommunister, og mange havde årelangt medlemskab af DNSAP og måske også østfronterfaring. De kom til at male sig selv op i et hjørne og havde i 1944 – 1945 ingen alternativer til at fortsætte kampen til det sidste.

Tyskerne blev klar over, at Danmark ikke kunne undvære politiet, og der var planer om at lade dele af politikorpset genindtræde i samfundet. Omvendt var man klar over, at en del af korpset samarbejdede med modstandsbevægelsen. Endelig påpeger forfatteren, at aktion ”Möwe” var med til at redde det danske politis noget ramponerede omdømme, da det i høj grad var politiet, som måtte føre samarbejdspolitikernes krav ud i livet. HIPO kunne slet ikke bidrage til at opretholde lov og orden. Da situationen nærmest nærmer sig borgerkrig mod krigens slutning, så bliver metoderne grovere – fra begge sider. Forfatteren regner med, at HIPO i krigens slutning dræbte 70 – 80 modstandsfolk plus en lang række tilfældige borgere. Den fortsatte jagt på modstandsfolk var i egne øjne et berettiget forsvar for kammerater og familier i det nazistiske miljø – helt frem til majdagene i 1945.

Det efterfølgende retsopgør, som strakte sig over ca. 5 år, resulterede i dødsdomme til en række af de tjenestegørende i ET og HIPO, hvoraf mange blev eksekveret. Ingen tyskere blev idømt dødsstraf, selv om bogen klart påviser, at såvel ET som HIPO udførte den tyske politik. Hvis bogens dokumentation havde været til rådighed under retssagerne mod Günther Pancke og hans hjælpere, Otto Bovensiepen og Otto Mayr, var deres domme nok blevet hårdere. En anden anskuelsesvinkel er, at hvis man i efterkrigstiden var faret for hårdt frem mod de ansvarlige tyskere, så var man også blevet nødt til at kigge på samarbejdspolitikerne!

Bogen er forsynet med et udmærket fotomateriale, et meget stort noteapparat med detaljeret dokumentation, kildemateriale samt et omfattende personregister. Forfatteren har tilstrækkeligt overblik til at gennemskue ”farvede” beretninger, rapporter og lægejournaler fra tiden umiddelbart efter besættelsen og vurdere, om udfærdigerne har været forudindtagede.

 

 

Poul Grooss

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.