Gulerod - Stok - Gulerod?

Af Bach.scient.pol J. M. Lindstad, tilknyttet Sikkerhedspolitisk Kursus, Forsvarsakademiet 1
 
 
Med terrorangrebet 11. september og den efterfølgende krig i Afghanistan skete der i USA en ændring af retorikken overfor Irak. Frygten for irakiske masseødelæggelsesvåben og nye angreb på USA førte til skiftet fra gulerod til pisk. Dermed blev der givet grønt lys for en optrapning af engagementet i Irak. Spørgsmålet er blot om USA vil benytte sig af lejligheden og kører videre af hensynet til magtbalancen i regionen og den globale krig mod terrorisme? 
 
To begivenheder pegede i løbet af sommeren 2002 i retning af, at USA i starten af 2003 ville indlede et angreb på Irak: offentliggørelsen af ”relativt detaljerede” planer for en amerikansk krig mod Irak; og sammenbruddet af forhandlingerne om FN’s våbeninspektørers tilbagevenden til Irak. Dertil kom en række udtalelser fra først og fremmest præsident George W. Bush om truslen fra irakiske masseødelæggelsesvåben og et generelt ønske om Saddam Husseins forsvinden fra jordens overflade. Daglige udtalelser og begivenheder blev blandet sammen i et væk, blot for at blive finpudset med rygter om al-Qaeda-baser i Irak etc. Ville Bush kunne holde endnu en State of the Union-tale uden at have taget afgørende skridt til at vælte Saddam Hussein? Nej! Derfor måtte der komme en krig, som ville fjerne Saddam Hussein fra magten. Men fra starten af august blev alle spekulationer imidlertid manet i jorden. Krigen var blevet udskudt på ubestemt tid - endnu engang. Men hvorfor denne misforståelse? 
 
Med bagklogskabens letkøbte styrke kan det være nemt at kritisere de mange spekulationer. Men på den anden side har det længe stået klart, at forudsætninger for en krig af den ene eller anden art på intet tidspunkt har været til stede. Forudsætningerne vender vi imidlertid tilbage til. Men først efter at have set på, hvornår og hvordan der sker et egentligt skift i krigsretorikken fra midten af august.   
 
Presset på Bush stiger
Den 16. august blev amerikanske sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice interviewet om Irak og Saddam Hussein. Selvom interviewet handlede om at legitimere, hvorfor et regimeskifte i Baghad var yderst nødvendigt, blev det fra start af slået fast, at præsident Bush ikke havde besluttet, hvordan en eventuel trussel fra irakiske masseødelæggelsesvåben skulle imødegås. 
 
Efterfølgende udtalte Bushs kommunikationschef, Dan Barlett, den 18. august, at der endnu ikke forelå en endelig plan for Irak, og pointerede samtidig, at det var vigtigt at tage hensyn til den amerikanske befolkning og USA’s allierede. Et markant kursskifte væk fra tanken om amerikansk enegang i forhold til Irak og en erkendelse af, at den politiske støtte til et angreb i og uden for USA har fra start været svag. I Mellemøsten er det således kun Israel, som i dag kunne tænkes at bakke op om et amerikansk angreb. Regeringer, som traditionelt har været venlige over for USA, har én efter én vendt sig imod de amerikanske ønsker om et regimeskifte i Baghad, som eneste udvej for at imødegå truslen fra irakiske masseødelæggelsesvåben. Masseødelæggelsesvåben som USA påstår, at irakerne er i besiddelse af, men hvis eksistens endnu ikke er blevet dokumenteret. 
 
I Europa har kansler Gerhard Schröder gentagne gange understreget, at Tyskland ikke vil stille soldater til rådighed eller blot tillade brugen af baser i Tyskland. Baser som tidligere har været centrale i operationer mod Irak. Den britiske premierminister Tony Blair har fra begyndelsen givet sin uforbeholdne støtte til en aktion mod Irak. Men Blair har efter pres fra først og fremmest sit eget parti og vælgerne ændret holdning således, at en aktion bør godkendes af Sikkerhedsrådet. Modstanden i Bushs egne rækker har ligeledes ikke været til at tage fejl af. Kritikkerne har ikke blot bestået af demokrater, som endnu ikke har erkendt det sidste valgnederlag. Norman Schwarzkopf, den tidligere general og chef for den internationale koalition under Golfkrigen, har talt mod en amerikansk enegang i forhold til Irak. Udenrigsminister Colin Powell, ligeledes tidligere general og veteran fra Golfkrigen, har klart tilkendegivet, at truslen mod masseødelæggelsesvåben ikke bør imødegås med en krig mod Irak, fordi en sådan krig vil splitte den USA-ledet koalition, som siden 11. september har ført krig mod terrorisme. Derimod bør USA i højere grad arbejde på FN’s krav om våbeninspektørernes tilbagevenden før en krig iværksættes. Han støttes endvidere af en række højt placerede militærfolk, ledet af general Richard Myers, samt chefen for CIA, George Tenet. Powell er gået så vidt i sin modstand, at han har mødtes med oraklet fra den Kolde Krig, Henry Kissinger, for at diskutere alternativer til en krig. Et signal som ikke har været til at misforstå, eftersom Kissinger i Washington Post har udtalt sig skeptisk overfor en krig mod Irak.   
 
Dertil kommer indflydelsesrige republikanere som Chuck Hagel og Dick Armey. Hagel er senator fra Nebraska og har gjort sig særligt bemærket inden for efterretningsvirksomhed og sikkerhed. Et angreb på Irak vil efter den ledende republikaner Armeys overbevisninger være et brud på folkeretten. Og Armey har endvidere advaret om, at det vil få fatale konsekvenser for USA’s omdømme at angribe Irak med mindre, der er en virkelig god grund, hvilket han trods alle beskyldninger mod Saddam Hussein ikke mener er til stede på nuværende tidspunkt. Samme pointe nåede tidligere viceudenrigsminister Lawrence Eagleburger frem til i et interview på ABC Television: ”Jeg forstår ikke, hvorfor vi er nødt til at gøre det [krigen] nu, når alle vores allierede er imod det.” 
 
Fra enegang til koalition
Nådestødet blev måske leveret af Brent Scowcroft, som i et længere indlæg i The Wall Street Journal den 15. august advarede kraftigt mod et angreb på Irak. Scrowcroft har blandt andet været sikkerhedsrådgiver for den tidligere præsident Bush og besidder stadigvæk en betragtelig pondus i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Selvom Saddam Hussein udgør en trussel mod amerikanske interesser i Golfen og, selvom USA kunne besejre Irak militært, om end prisen blev høj, så vil et angreb på Irak få alvorlige konsekvenser for den globale kamp mod terrorisme. Krigen mod terrorisme står for Scowcroft som USA’s højest prioritet og må ikke tilsidesættes på grund af snævre amerikanske interesser, hvilket et angreb på Irak vil blive opfattet som i store dele af den muslimske verden. Specielt i en periode med en konflikt mellem israelere og palæstinensere. 
 
Listen af kritikere tog henover sommeren til, og langsomt blev retorikken overfor styret i Baghad ændret. Et tydeligt tegn på ændring var da CNN på belejlig vis kunne fremvise en række instruktionsvideoer fra al-Qaeda som viste, at al-Qaeda efter alt at dømme har kendskab til fremstillingen af kemiske våben. At al-Qaeda besidder evner indenfor fremstillingen af primitive kemiske våben er imidlertid ikke overraskende, eftersom en del af flykaprerne fra angrebet den 11. september havde studeret på europæiske universiteter. Under alle omstændigheder gjorde videobåndene det væsentligt nemmere for Bush at forklare, hvorfor hans tålmodighed med Saddam Hussein langt fra var sluppet op.  
 
Krigsråd?
Den 21. august samlede præsident Bush flere centrale beslutningstagere til et møde på sin ranch i Texas. Flere spekulationer gik på, at mødet var et slags krigsråd, hvor Irak var øverste punkt på dagsordnen. Men dagen inden mødet afviste tænketanken STRATFOR spekulationerne med den begrundelse, at selve deltagerlisten klart viste, at Irak næppe ville blive diskuteret. For det første skulle Powell ikke deltage. Og at diskutere et angreb på Irak uden udenrigsministeren ville være politisk problematisk for Bush, særligt fordi Powell er kritisk indstillet overfor et angreb. En anden person som manglede på deltagerlisten var høgen Paul Wolfowitz, som gentagne gange har givet udtryk for nødvendigheden af et angreb på Irak, og som i kraft af sin post som viceforsvarsminister spiller en central rolle i håndteringen af Irak. Chefen for U.S. Central Command i Mellemøsten Tommy Franks var heller ikke at finde blandt deltagerne. Franks ville i givet fald skulle lede en operation mod Irak. Herefter har det stået klart, at spørgsmålet om Irak er blevet lagt på is.  
 
En håbløs opgave
Efter terrorangrebet den 11. september skete der et markant skift i USA’s retorik. Før 11. september var USA’s retorik i høj grad præget af, at sanktionerne over Irak først ville blive fjernet når Irak lod våbeninspektørerne vende tilbage og udføre deres arbejde. Fra slutningen af november 2001 ændredes retorikken til, at hvis ikke Irak lod våbeninspektørerne vende tilbage, så ville konsekvenserne blive krig.   
 
Powells ønske og forslag om våbeninspektørernes tilbagevenden for at imødekomme en trussel fra masseødelæggelsesvåben er realistisk set ikke meget værd. Efter Golfkrigen opnåede FN’s våbeninspektører praktisk taget intet resultat i deres bestræbelser efter at opspore og destruere irakiske masseødelæggelsesvåben af den simple grund, at de kemiske og biologiske lagre er relativt nemme at skjule i et land som Irak. Først i 1995 kom det til et egentligt gennembrud, takket være irakiske afhopperes indgående kendskab til lagrenes beliggenhed. Der er næppe grund til at tro, at Saddam Hussein ikke har skærpet sikkerheden til hans våbenprojekter siden afhopningerne i 1995. At sidde og vente på endnu en række højtstående afhoppere vil derfor få en inspektion til at bero på for mange tilfældigheder.   
 
Høgene som i denne sammenhæng er fortalerne for en krig mod Irak hurtigst muligt, er i denne sammenhæng: vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og viceforsvarsminister Paul Wolfowitz. Deres vurdering af truslen fra Irak er, at Saddam Hussein ønsker at dominere hele Mellemøsten og dermed kontrollere de enorme olieressourcer, som er forbundet hermed. Til dette formål vil Saddam Hussein bruge masseødelæggelsesvåben, først og fremmest nukleare våben, som skal bruges til afskrækkelse og afpresning af regionen og USA. Cheney er overbevist om, at Irak på nuværende tidspunkt er i besiddelse af biologiske og kemiske våben, som styret i Baghad har vist sig villig til at bruge både mod landets egen befolkning og mod Iran. Den egentlige frygt går på, at Irak inden en årrække vil være i besiddelse af nukleare våben; og at masseødelæggelsesvåben af den ene eller anden art gives videre til terrorister. At våbeninspektørernes tilbagevenden kan bruges til at imødegå denne trussel er ingen garanti. Derfor må USA hurtigst muligt med militær magt fjerne det nuværende regime. Dertil skal nævnes anklagerne om, at Irak støtter terrorisme og har forbindelse til al Qaeda. 
 
Som udgangspunkt kan det være svært at være uenig med Cheneys vurdering af Saddam Husseins og Iraks traditionelle mål og truslen mod den amerikanske olieforsyning. Siden Saddam Husseins reelle magtovertagelse i 1979 har det været tydeligt, at krigen mod Iran og invasionen af Kuwait har været forsøg på at dominere adgangen til olien og dermed regionen. Men på den anden side har der været krig og stridigheder i regionen om selvsamme spørgsmål før Saddam Hussein. Og samme mønster vil med sandsynlighed vedblive med at eksistere efter hans død.  
 
Giftgas eller ej
Men målet er ikke USA i sig selv. Kun hvis USA angriber Irak eller på anden måde stiller sig i vejen for de irakiske ambitioner, er det sandsynligt, at masseødelæggelsesvåben vil blive brugt. Men skulle det ske, at Irak affyrede masseødelæggelsesvåben eller blot truer hermed, så er det sikkert, at gengældelsen ville blive fatal for Saddam Hussein. Taget hans tidligere adfærd i betragtning, så tegner der sig et billede af en kynisk beregnende diktator, som ikke skyer nogen midler. Men han er ikke en gal fanatiker, som vover hvad som helst. Det er korrekt, at der er blevet brugt giftgas mod irakiske kurdere og mod iranere, hvilket USA indirekte har hjulpet med til. Under krigen mellem Iran og Irak, er det velkendt, at USA støttede Irak med bl.a. satellitovervågning og anden militær bistand for at lokalisere de iranske tropper. På et tidspunkt var iranerne tæt på at løbe irakerne over ende, hvilket kunne have truet resten af Golfregionen. Med udsigten til et nederlag valgte Saddam Hussein at anvende giftgas. Det kan diskuteres i hvor høj grad irakerne gjorde brug af den amerikanske støtte og den strategiske betydning heraf. Men efter de første irakiske gasangreb fortsatte USA den militære støtte til Irak frem til krigens slutning. Fordi USA’s position under den Kolde Krig var relativt svagere end i dag og, hvor der dengang herskede andre uskrevne regler for krigsførelse, hvor forfærdeligt det end må have været for ofrene. Derfor er der ikke sammenhæng i argumenterne om, at Irak vil bruge kemiske våben, fordi landet har gjort det før.  Saddam Hussein ønsker først og fremmest at blive siddende på magten i Irak. Derfor er det utænkeligt, at han uden videre vil bruge masseødelæggelsesvåben igen med mindre han står med ryggen til muren. 
 
Ligeledes er det utvivlsomt, at der skulle være en forbindelse mellem Irak og alQaeda. En sådan forbindelse eller til andre tvivlsomme terrorgrupper ville belaste Saddam Husseins position som Iraks hersker. Fordi USA dermed ville have en klar undskyldning for en krig. Ønsket om overlevelse kan sikres betydeligt nemmere udenom al Qaeda. Derfor skal al Qaeda ikke forvente, at kunne hente masseødelæggelsesvåben i Irak. Under alle omstændigheder er det kun indicier, som peger i retning af en forbindelse.  
 
Diskussionen mellem militære og civile rådgivere 
Uenigheden mellem fløjene i amerikansk politik drejer sig imidlertidig ikke kun om hensynet til koalitionen mod terror. Selvom Powell-fløjen på nuværende tidspunkt er imod en krig mod Irak, så er det også fordi en krig militært set ikke er muligt. Powell afviser ikke, at et regimeskifte som sidste udvej kan blive nødvendigt. Og skulle det komme til en krig, så er han af den overbevisning, at kun en invasion af Irak kan føre til Saddam Husseins fald. Højeste prioritet er at nedkæmpe de irakiske landstyrker ved at indsætte en massiv landstyrke på omkring 200.000 soldater. De amerikanske luftstyrker vil fortsat kun spille en støttende rolle. Powell, Schwarzkopf og andre af generalerne fra hæren er af den traditionelle opfattelse, at luftstyrker på ingen måde vil være i stand til at nedkæmpe den irakiske hær. Selvom krigen i det tidligere Jugoslavien må betegnes som en politisk succes, så var de militære tab i den jugoslaviske hær særdeles begrænset, fordi NATO ikke indsatte landstyrker.   
 
Under Golfkrigen blev de irakiske enheder udsat for massive luftbombninger, og under den efterfølgende landkrig overgav irakerne sig i hobetal. Men de overgivende irakiske styrker bestod hovedsageligt af dårligt udrustede kurdiske og shiitiske enheder, som var prioriteret lavt af Saddam Hussein, som betvivlede deres loyalitet. Den republikanske Garde blev ligeledes udsat for hårde luftangreb, men var alligevel i stand til at yde overraskende modstand under landkrigen. Desuden var de irakiske styrker ikke hårdere ramt end, at de uden større besvær, kunne nedkæmpe en række opstande i både det nordlige og sydlige Irak ved afslutningen af Golfkrigen. Tiltroen til det amerikanske luftvåbens evner har således ført en række diskussioner om, hvordan en egentlig krig skal føres, hvis det kommer så vidt. 
 
Forudsætningerne for en invasion er, at en invasionsstyrke skal kunne indsættes fra flest mulige steder for at øge styrkernes indfaldsområde og dermed bevægelsesfrihed. For at en invasionsstyrke kan opererer under bedst tænkelige forhold, så må Iraks naboer være villige til at yde den nødvendige logistisk støtte i form af baser, havne og luftrum. Dette er der på nuværende tidspunkt ikke meget, som tyder på at de vil. Derfor kan Powells modstand mod en krig i højere grad været baseret på hensynet til det operationelle del fremfor hensynet til koalitionen mod terrorisme.  
 
Succesen i Afghanistan?
Høgene derimod er af en noget anden overbevisning, hvad angår fremgangsmåden for et regimeskifte. For dem er Golfkrigen og Kosovo-operationen et bevis på, at et massiv opbud af landstyrker er unødvendigt for fremtidige operationer. Denne vurdering er baseret på nye doktriner og teknologiske fremskridt, som til dels har været afprøvet i forbindelse med krigen i Afghanistan, og som i den henseende kan betegnes som effektive. USA’s højt udviklede teknologiske formåen gør, at luftvåbnet og Special Operations Command er nok til, at de teknologisk underlegne irakiske styrker kan nedkæmpes. Dette overflødiggør et massivt opbud af landstyrker. Og dermed bortfalder afhængigheden af Iraks naboer og allierede. Denne såkaldte Afghanistan-strategi forudsætter først og fremmest, at Luftvåbenet kan svække de irakiske styrker og Saddam Husseins kontrol med Irak. For det andet forudsætter strategien, at amerikanske Special Forces kan opererer i Irak med at udpege mål, afskære forsynings- og kommunikationsveje, og ikke mindst organiserer en irakisk paramilitær styrke, som kan sprede sig til det meste af Irak og udskifte det nuværende regime. En strategi, som minder meget om krigen i Afghanistan.   
 
På samme tid er høgene vel vidende om, at Irak ikke er Afghanistan. I Irak eksisterer der ikke en ”Nordalliance” eller andre egenrådige krigsherrer som i Afghanistan. Kurderne i nord er delt i to lejre, og har haft svært ved at enes internt. Kvaliteten og antallet af de irakiske kurdere er i forhold til en kampvant og samhørig irakisk krigsmaskine begrænset. Kurderne har støtte og erfaring i at kæmpe i det nordlige Irak, som derimod bortfalder så snart de bevæger sig sydpå. Meget bedre ser det ikke ud i det sydlige Irak blandt shiitter, som i mindre grad er splittet. Men til gengæld er mere sårbare overfor irakiske angreb. Derfor er det langtfra sikkert, at de forskellige grupper er villige til at deltage i nye oprør, som de har prøvet før og tabt. Hvor lang tid vil det i givet fald tage at træne og udruste en styrke, som kan tage kampen op mod en irakisk hær, hvis speciale er at nedkæmpe opstande? Det kaos som Afghanistan befandt sig i minder desuden langtfra om Irak, som har haft det samme styre i mere end tredive år.  
 
Hvis man samtidig ser på nogle af argumenterne for, at den USA-ledet koalition under Golfkrigen ikke forsatte til Baghad og afsatte Saddam Hussein, så er det frygten for et uoverskueligt efterspil, som vakte bekymring. USA havde en koalition og langt større opbakning i først og fremmest den arabiske verden; den irakiske hær var svækket, og styret var under intern pres. Alligevel var det udsigterne til et magttomrum og en efterfølgende borgerkrig med tyrkisk og iransk indblanding, som dermed kunne destabilisere hele regionen; som gjorde udfaldet. Det ville kræve en besættelse af landet i årevis for at udfylde et sådant magttomrum.   
 
Såfremt Bush skulle beslutte at fjerne det nuværende regime kan overvejelserne fra Golfkrigen inddrages. Blot skal det bemærkes, at Irak højst tænkeligt har lært af tidligere fejl i forhold til kupforsøg, opstande, invasioner etc.; og USA har ikke længere en koalition i ryggen. Ellers er risikoen for et magttomrum stadigvæk tilstede, med mindre kun en lille del af regimet udskiftes.  
 
Krigen mellem Irak og Iran
USA har siden starten af den Kolde Krig forsøgt at skabe balance i magtforholdet mellem de to regionale stormagter Iran og Irak. Frem til revolutionen i Iran og præstestyrets magtovertagelse i 1979 havde USA støttet Iran som en modvægt til Irak, som til gengæld blev støttet af USSR. Shahens fald og den efterfølgende gidselkrise førte til, at USA mistede en afgørende lydstat og forpost i Golfregionen. Da USSR invaderede Afghanistan samme år, frygtede USA, at Golfregionen ville blive det næste mål for en sovjetisk udvidelse. Fordi et ustabilt Iran kunne bryde sammen når som helst, hvilket kunne efterlade et magttomrum, som USA efter Vietnamkrigen var alt andet end i stand til at udfylde. Et tomrum kunne udnyttes således, at USSR fik adgang til Golfregionen (først og fremmest Kuwait og SaudiArabien) enten gennem en decideret invasion eller ved at udstyre Irak med våben til formålet. På den anden side var det ikke utænkeligt, at Iran efter en tid med uro rejste sig og genindtog landets traditionelle position som regional stormagt. En stor del af Irans militær var på det tidspunkt opbygget af USA. Og et stærkt Iran uden for amerikansk rækkevidde med et betydeligt militær kunne true amerikanske olieinteresser i Kuwait og Saudi-Arabien. 
 
En løsning på problemet meldte sig imidlertid i forbindelse med Iraks invasion af Iran den 22. september 1980. Saddam Hussein havde støttet den iranske revolution, men forholdet mellem Saddam Hussein og præstestyret blev efterhånden anspændt efter en strid over grænsespørgsmål og efter, at Khomeini havde opfordret til islamisk revolution i Irak. Saddam Hussein forsøgte derfor at udnyttet det iranske kaos efter revolutionen, for derigennem at erobre iranske olieforekomster og samtidig blive Golfregionens eneste stormagt. Dette var, hverken USA eller USSR interesserede i. Og mens USSR forblev tilnærmelsesvis passiv under krigen, forsynede USA Iran med våben gennem Kontraerne i Nicaragua; og Irak blev hjulpet med planlægning og efterretningsvirksomhed.   
 
Irak overvurderede det iranske kaos, som landet befandt sig i. Til trods for irakiske landvindinger i det sydvestlige Iran i starten af krigen, så var den irakiske hær ikke i stand til at holde sine stillinger, og videre fremrykning var håbløst. Irak blev langsomt tvunget ud af Iran. Og fra 1982 havde iranerne det militære initiativ, og var på et tidspunkt ved at true Baghad. Men irakerne besad den teknologiske overlegenhed og den største ildkraft (herunder kemiske våben), hvilket i det lange løb var afgørende over for iranerne, hvis største fordel var den revolutionære ånd og angreb med bølger af menneskemasser. Frem til starten af 1988 betegnes krigen som en opslidningskrig, som bølgede frem og tilbage. Men Iran havde de største omkostninger efterhånden, som landet løb ind i rekrutteringsproblemer til deres massehær og faldende moral. Irakerne forstod i langt højere grad, hvordan krigen kunne undslippe sit dødvande og i maj-juni led Iran en række afgørende nederlag. En endelig våbenhvile trådte i kraft i august 1988 uden, at de to lande stod stærkere i forhold til hinanden end ved krigens begyndelse otte år tidligere. 
 
USA havde et ønske om, at hverken USSR eller USA blev direkte involveret i krigen. Og ved krigens afslutning var det utænkeligt, at USSR ville rykke ind i regionen og udnytte det tomrum, som krigen havde skabt. Desuden kom Iran og Irak under krigen ikke til at udgøre en trussel mod resten af regionen og dermed amerikanske interesser og dominans. Den blodige krig havde givet tid til, at USA militært kunne frigøre sig fra at være afhængig af enten Irak eller Iran.    At Irak efterfølgende invaderede Kuwait som ”kompensation” for det uafgjorte resultat mod Iran var imidlertid mindre afgørende for USA. På det tidspunkt stod USA med et langt stærkere militær, og udenrigspolitisk var det muligt samle opbakning til en international koalition, fordi den Kolde Krig havde ændret sig markant i forhold til starten af 1980’erne. 
 
Magtbalancen i Golfen 
USA’s balancepolitik er værd at overveje i tilfælde af, at USA gør alvor af truslerne og en dag beslutter sig for at angribe Irak. Den nuværende inddæmning af Iran og først og fremmest Irak har fastholdt en form for balance i Golfen. Men samtidig er der kommet fokus på nye variabler - masseødelæggelsesvåbene, som til stadighed udgør en væsentlig usikkerhedsfaktor. Eftersom, at sanktionerne, som blev indført efter Golfkrigen, har forhindret Irak i at genopbygge landets militær, så har Irak været nødt til at se sig omkring efter alternativer. For at opveje tabet af konventionelle kapaciteter har Irak ifølge USA fortsat produktion af masseødelæggelsesvåben, som i højere grad kan splittes op i delkomponenter og skjules.   
 
Selve destruktionen af masseødelæggelsesvåben før 1999 var nærmest tilfældig og langtfra fuldstændig. Tager man Iraks tidligere adfærd i betragtning er det næppe sandsynligt, at landet på egen hånd har destrueret, hvad der ellers har været tilbage. Derfor bør det tages med et gran salt når Cheney udtaler, at Irak har kemiske og biologiske våben; og at Irak inden for en årrække desuden vil være i besiddelse af nukleare våben og langtrækkende raketter. Det første kan vi være sikre på. Hvorimod spørgsmålet om de nukleare våben er på grænsen til spekulation. At USA skulle være i besiddelse af flere informationer fra satellitter og eventuelle afhoppere i dag, end våbeninspektørerne i sin tid opnåede inde i Irak er tvivlsomt. I så fald er der ikke noget formål med, at lade våbeninspektørerne vende tilbage til landet, hvis USA kan gøre det samme arbejde med satellitter og bombninger. Indtil videre er beviserne heller ikke blevet fremlagt - af hensyn til kilderne? Ud over, at masseødelæggelsesvåben er et statussymbol i stort set hele Mellemøsten, så har de indtil videre været Saddam Husseins garanti for, at han kan blive på magten. Selvom Saddam Hussein ikke brugte kemiske våben under Golfkrigen, så vil han i tilfælde af en ny krig være truet på livet, og hvem ved, hvad han så finder på.  
 
Regimeskifte eller fortsat inddæmning?
Omkostningerne og konsekvenserne ved at inddæmme Irak gennem sanktioner og flyveforbudszonerne i det nordlige og sydlige Irak har vist sig problematiske. Saddam Hussein sidder stadigvæk på magten og repræsenterer et brutalt regime, som er i opposition til USA. Hvilket ikke var, hvad USA havde forventet i forbindelse med afslutningen på Golfkrigen. Selvom masseødelæggelsesvåbene kun spiller en begrænset rolle i forhold til Golfregionen og de amerikanske interesser, så har det en psykologisk effekt, ikke mindst efter 11. september, at USA ikke kender det fulde omfang. Yderligere har den goodwill, som USA skabte i forbindelse med Golfkrigen lidt alvorlig skade. Saddam Hussein bærer en stor del af ansvaret for de civile lidelser i det sanktionsramte Irak, men sådan opfattes det ikke nødvendigvis blandt arabere og andre muslimer. Problematikken vedrørende israelere og palæstinensere, USA’s støtte til de sekulære regimer i Mellemøsten, samt tilstedeværelsen af amerikanske styrker i Golfen opfattes som en trussel. Inddæmningen af Irak forbedrer næppe forholdet til den arabiske befolkning og dermed de arabiske lande. Spørgsmålet er så, i hvor høj grad dette misforhold har haft betydning for terrorangrebene rettet mod amerikanske mål verden over?   
 
Tilbage står præsident Bush og skal beslutte sig for, hvorvidt balancen mellem Irak og Iran og resten af regionen skal justeres. Og hvorledes en sådan justering eventuelt skal finde sted. Den 12. september 2002 holdt Bush den længe ventet tale til FN’s generalforsamling. Og umiddelbart var talen et ultimatum til FN. Enten skal FN påtvinge en ny våbeninspektion af Irak, eller også vil USA se sig nødsaget til at starte en krig. Men holdbarheden af dette ultimatum var til at overse. Talen indeholdt således intet nyt vedrørende styret i Baghad, som ikke allerede var kendt. Talen var derimod en erkendelse af, at Bush ikke blot kan starte en krig, hvor meget han end ønsker det. Det er kun militært muligt at fjerne Saddam Hussein på én måde – gennem en militær koalition. Hvilket ikke er muligt på nuværende tidspunkt. At FN igen bør spille en central rolle i forhold til Irak, er et markant skift i forhold til tidligere ønsker om amerikansk enegang, som bl.a. Cheney er fortaler for. I den forbindelse er det værd at bemærke selve betegnelsen af regimet i Baghad som værende: ”...a grave and gathering danger”; fremfor: ”a clear and present danger”, som traditionelt indgår i amerikanske krigserklæringer. Således har Bush vundet lidt tid til at samle opbakning i regionen ved at lade det være op til FN at få våbeninspektørerne tilbage. Problematisk bliver det imidlertid, hvis våbeninspektørerne vender tilbage til Irak. Hvor lang til skal våbeninspektørerne have til at færdiggøre arbejdet? Selv mener de ét år. Men hvad sker der bagefter, når de er rejst hjem og sanktionerne er ophævet; og Irak selv ønsker at justere magtbalancen?   

Noter

1 Redaktionen af artiklen er afsluttet den 15. september. 
 
 
Kilder
Byman, Daniel m.fl. (1999): “The Rollback Fantasy”, Foreign Affairs, January/February 1999
Cordesman, Anthony H. (1999): “Iraq and the war of sanctions”, Praeger Publishers; London
Hansen, Birthe (2000): “Unipolarity and the Middel East”, Curzon Press; Surrey
Lindstad, Jonas Markus (2002): ”Mens vi venter på en ny Golfkrig”, artikel i Udenrigs, 2002/nr.2
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_131.aargang_nr.4_2002.pdf
 

Litteraturliste

Del: