Guerilla - revolutionær krig - national befrielseskrig

Major B. J. Crenzien, Vestre Landsdelskommandos Stab, analyserer her visse iøjnefaldende og grundlæggende faktorer i den revolutionære krigsførelse.

Hele verdens øjne hviler på Vietnam og de krigshandlinger, der på dette sted udspilles mellem en supermagts overvældende krigspotentiel og guerilla-kæmperen. Kampen synes endeløs, ingen af parterne har tilsyneladende udsigt til en afgørende sejr i den standende strid. De fleste af os har ovenikøbet en anelse om, at de pågående fredsforhandlinger ikke vil bringe en afgørelse. Den form for krigsførelse, der sættes imod det amerikanske potentiel, har været underkastet mange undersøgelser. Der er skrevet mange bøger, afhandlinger og artikler om den, således at en udenforstående må tro, at der skulle være tilstrækkeligt baggrundsmateriale til at kunne finde modtræk mod denne krigsførelse. Hvad er denne krigsførelses væsen? I betragtning af det væld af materiale, der foreligger om den, synes det uoverkommeligt at fremdrage de væsentlige træk uden at skulle ty til et værk af samme dimensioner som Clausewitz’ »Vom Kriege«. Men visse iøjnefaldende grundlæggende faktorer kan dog - måske alt for forenklet - kaste så meget lys over denne form for krigsførelse, at de kan give stof til eftertanke, modsigelse eller kritik og derved fremme forståelsen af dette fænomen, som dog til syvende og sidst angår os alle.

Placeringen i det moderne krigsbillede

Vort øjeblikkelige billede af krigen præges vel lige meget af forestillingen om en kernevåbenkrig med dennes rædsler som af det mere håndgribelige og aktuelle billede af guerilla eller revolutionær krig, som vi møder det hver eneste dag i radio, TV og dagspressen. Hvis vi betragter disse to former for krigsførelse, så må de tilsyneladende placeres i hver sin ende af den stige, der fører fra guerilla over de mindre, begrænsede krige, den store, konventionelle krig til kernevåbenkrigens ragnarok. Med velberådet hu har jeg lier skrevet tilsyneladende, fordi denne meget forenklede frem stilling ved en nærmere betragtning ikke holder stik, som jeg v il prøve på at påvise i det følgende.

Våbenteknik

Ser vi udelukkende på det rent våbentekniske, så synes placeringen i hver sin ende holdbar. En kernevåbenkrig er ganske utænkelig uden det største opbud af menneskelig teknisk kunnen for bare at kunne fyre et enkelt atomvåben af. Guerilla udkæmpes med håndvåben, ja ofte endog med de bare næver, den er endnu den enkelte mands kamp. På det tekniske område altså ganske primitiv. Imellem disse synspunkter findes så de forskellige former for konventionel krigsførelse i en mere og mere forfinet form med hensyn til teknisk snilde. Paradoksalt nok synes det dog, at guerilla formår at hævde sig overfor det tekniske potentiel og mange gange endog besejre en modstander med et langt større våbenteknisk arsenal. Succes’en må altså være betinget af andre faktorer.

Totalitet

Hvis der overhovedet kan tales om lighedspunkter på nogen områder imellem kernevåbenkrigen og den revolutionære krig, må disse vel søges i forhold til den befolkning, der bliver berørt af krigen. Begge krigsformer engagerer på en måde som aldrig før hele befolkningens masse, alle fra kvinder, børn og gamle mennesker til den mandlige befolkning, der fra oldtiden har været den udførende part af krigshandlingerne. Der må i denne forbindelse ses bort fra, at en kernevåbenkrig vil have en mere eller mindre global karakter. Denne globale karakter er underordnet for det samfund, der udkæmper krigen. Set indefra i det land, hvor krigen udkæmpes, inddrager begge krigsformer alle, ikke kun de militære enheder. Den er total i ordets egentlige forstand. Men i al denne totalitet er der dog en fremtrædende forskel mellem de to krigsformer. Kernevåbenkrigen i sin yderste konsekvens betyder udslettelse af alt samfundsliv og sammenknytter individerne i samfundet i en fælles rædsel for det uundgåelige ragnarok, hvilket kan kaldes en negativ forsvarsmekanisme med håbløshedens skær over sig. Den revolutionære krig har i modsætning dertil et umiskendeligt positivt sigte (hvis man med hensyn til voldshandlinger overhovedet kan tale om noget positivt). Denne krig forsøger ved voldelige midler at omforme det samfund, den udkæmpes i, til et nyt og - efter de revolutionæres mening — bedre samfund. Den giver et klart mål, som lysende står foran den revolutionære kæmpers øjne og for hvilket han er parat til at ofre alt.

Fleksibilitet

Lad os igen betragte de to yderpoler kernevåbenkrigen og den revolutionære krig. Jeg vil her vove den påstand, at kernevåbenkrigen som et politisk middel er yderst primitiv til trods for de mange sindrige teorier, som i årenes løb er blevet opstillet af især amerikanske videnskabsmænd (Herman Kahn m .fl.). Primitiv i den forstand, at den faktisk stiller den krigsførende overfor valget Enten — Eller.

Stort set er den kun brugbar som et afskrækkelsesmiddel, altså før en krig, hvis man ikke v il sætte alt på eet bræt i et desperat forsøg på at påtvinge modstanderen sin vilje med kernevåben. Den tvinger politikken ind i en spændetrøje med meget, meget lidt bevægelsesfrihed. Tilsyneladende er der ingen vej tilbage, når først det første atomvåben er blevet anvendt. Eskalationsteorierne eksisterer ganske vist, men også de overlader kun meget lidt spillerum for en politisk løsning af en konflikt. Igen primitivt på den måde: Vi prøver at forhandle, går det ikke, prøver vi en større kæp. Lavinen ruller!

Overfor dette stive system er den revolutionære krig i besiddelse af en langt større fleksibilitet. Denne krigsform indebærer i sig selv et væld af handlemuligheder, idet kombinationer indenfor og imellem områderne politik, sociologi, økonomi og væbnet aktion står til fri afbenyttelse. Den revolutionære krigs strategiske mål indebærer, at modparten politisk ikke kan vinde. På denne måde er der her muligheder for en virtuositet, som ikke findes i andre krigsformer.

Lige så snart den revolutionære krig suger sine kræfter af befolkningens masse, blokeres en modstanders overlegne potentiel. Modstanderen vil trods militære sejre ikke opnå nogen frem skridt i krigen. Følgen vil ofte være en politisk udmattelse i modstanderens hjemland, hvilket vi bar set slående eksempler på i årene efter den anden verdenskrig. Den forlængede krig er i sig selv en sejr for den, der benytter sig af den revolutionære krigs metoder, idet den overfor befolkningen beviser »at det kan nytte«. Lad mig her straks vedgå, at den revolutionære krig i et land behøver sympatiserende udenlandske magter, som er tilstrækkeligt potente til både direkte og indirekte hjælp. Herved får den lokalt begrænsede revolutionære krig et globalt aspekt. En sejr for de revolutionære er samtidigt en sejr for støttemagten.

Revolutionær krig en >>civil<< krig

Kernepunktet i en revolutionær krig er, at en sådan krig til syvende og sidst ikke vindes på slagmarken, men i befolkningen. Den revolutionære krig har primært politiske og sociale rødder og ikke militære. Selv om det fra østlig side hævdes, at alle revolutionære krige opstår ganske spontane affødt af et folks ubændige trang til frigørelse fra såvel imperialisternes og i næste omgang fra deres egne kapitalisters åg, så er dette ingenlunde rigtig. Ingen af de revolutionære krige er pludseligt blusset op som et harmdirrende vredesudbrud fra hele befolkningen. Sådan ser det ud, når man betragter de forskellige revolutionære krige gennem overidealistiske briller, således som mange af de fortrinsvis unge mennesker gør det, der nutildags løber gennem gaderne og kalder på Ho Chi-minh og Che Guevara.

I den kommunistiske verden kaldes alle disse krige for retfærdige krige. Man kan affærdige dette begreb med et skuldertræk som en floskel, sådan som man så ofte er tilbøjelig til at gøre det med definitioner, der kommer fra den anden side af jerntæppet. Men en sådan fremgangsmåde er overordentlig letsindig, selv om det naturligvis er bekvemt. Sagen er nemlig den, at den revolutionære krig af dens udøvere virkeligt bliver betragtet som retfærdig. For disse mennesker er det ikke kun en billig frase, nej, de er overbeviste - ikke kun overtalt - om denne retfærdighed. Her findes hele den revolutionære krigs kerne, denne retfærdighed er trosartiklen, mere end en eller anden ideologi, som ikke er håndgribelig.

Hvordan indpodes så denne trosartikel i en hel befolkning? Udslagsgivende for den revolutionære krigs succes er overensstemmelsen mellem målsætningen for krigsførelsen og de politiske, sociale og økonomiske behov af befolkningens masse. Lad mig udtrykke dette lidt tydeligere ved at sige, at det gælder om at finde en attraktiv begrundelse for krigen. Kun på denne måde vil den revolutionære ledelse kunne skille befolkningens masse fra regeringen, kontrollere den og mobilisere den til sine formål. Hvis vi kaster et overfladisk blik på de revolutionære kriges opståen i vor tid, så synes alle disse krige at begynde med en terror-fase, som lidt efter lidt udvikler sig til en mere omfattende guerillakrig med større og større støtte i befolkningen. Er befolkningen da ved terror blevet tvunget til denne støtte? Det er tilsyneladende ofte blevet misforstået således - en farlig misforståelse. Terror avler modterror, når betingelserne er tilstede, eller angst. Men ud af angstfølelsen kan ikke udledes den medrivende kraft, der bærer og kendetegner den revolutionære kæmper.

Den revolutionære kamp må have en retfærdiggørelse for at kunne fænge i befolkningens sind og skabe frivilligheden, thi kun den frie vilje formår i det lange løb at overbevise og rive med. Terror er altså kun det vækkende trompetstød, der river en befolkning ud af apatien. Trompetstødet efterfølges af et budskab, igen og igen, som i sin enkelhed fænger og retfærdiggør terroren. En sådan retfærdiggørelse v il altid være at finde, så længe der i en stat består et eller andet uløst modsætningsforhold. Selv om der ikke findes en så altomfattende begrundelse som anti-kolonialisme, som i sig selv er tilstrækkelig, fordi den indbefatter alle politiske, sociale, økonomiske, racemæssige, religiøse og kulturelle grunde, så kan en revolutionær bevægelse have held med et bestemt sortiment af grunde, som specielt er skræddersyet til denne eller bin gruppe af befolkningen, som skal påvirkes.

Det siger sig selv, at ikke alle grunde er tilstrækkelige til at få folk til at gribe til våben mod de øjeblikkelige magthavere for at få deres ret — eller det, de tror er deres ret. Men i en revolutionær krigs indledende, konspirative fase kan de revolutionære ledere ved en klog dosering af grunde eller retfærdiggørelser få en ulmende utilfredshed til at vokse og til sidst slå over til åben, væbnet konflikt med magthaverne. Denne indledende fases rette styring er enhver revolutionær bevægelses største problem, her er den mest sårbar. Finder den ikke den rette resonans i befolkningen, eller lykkes det modparten at fratage de anførte grunde deres troværdighed, så vil en revolutionær bevægelse, hvis erklærede mål er en omvæltning af det bestående politiske system, have meget svært ved at »komme igen en anden gang«.

Men lykkes det at få tag i befolkningen, så er spillet vundet. Den revolutionære bevægelse vil da trænge ind i dybden af det civile område og udbrede sig der, idet den i befolkningen vækker en ny social og politisk bevidsthed, således at hele det civile område på en måde bliver radioaktiv overfor modstanderen. Samtidigt med denne vækkelse vil den revolutionære bevægelse stræbe efter at omforme hele det civile område med hensyn til dens politiske, sociale, nationale og økonomiske målsætning. Til dette form ål indrammes de iøjnefaldende voldshandlinger af mindre iøjnefaldende politiske forholdsregler. Her kan nævnes kontakter til venligtsindede regeringer, deltagelse i internationale konferencer, appeller til internationale forbund og institutioner.

Til den materielle sikring af kampen såvel som til virkeliggørelsen af de social-politiske mål fastlægges en økonomisk politik. Denne økonomiske politik med dens forholdsregler (jordfordeling, nationalisering af virksomheder til »gavn for hele folket i stedet for til de få« m.m. I er samtidigt et vigtigt middel i den psykologiske kamp, som tjener til at retfærdiggøre kampen overfor en stadig større del af befolkningen. Den stiller jo den siddende regeringsmagt i den situation, at den nødvendigvis må forsvare de åbenlyse uretfærdigheder i det sociale system.

I bedste fald vil regeringsmagten komme bagefter med sine forholdsregler, som til trods for de bedste hensigter mister deres troværdighed, netop fordi de opfattes som en reaktion mod den revolutionære bevægelse. Derfor vil en counter-guerilla, som skematisk kopierer guerilla-krigsførelsen med modsat fortegn, ikke kunne have nogen succes. Med håndværksmæssig funktionalisme eller teknisk perfektionisme i uddannelse, bevæbning og kampmåde vil problemet ikke kunne løses, således som det også fremgår af de fejlslagne operationer ved de amerikanske Special Forces i Vietnam og de tilsvarende franske forsøg i Algeriet og Indokina. Som indledningsvis påpeget må en sådan counter-guerilla imødekomme befolkningens politiske, sociale og økonomiske behov i de områder, hvor den anvendes. Dette vil næppe være tilfældet, hvor det drejer sig om en kamp mellem imperialistiske magter på den ene side og nationale og proletariske emancipationsbevægelser fra farvede og underudviklede folkeslag på den anden side. Her står sociale modsætninger i forgrunden, idet kampen står mellem to forskellige samfundssystemer, som man ikke kan imødegå med counter-guerillaens midler.

B. J. Crenzien

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon guerilla1969.pdf

Litteraturliste

Del: