Good Cop, Bad Cop - Transatlantic Challenges

Birthe Hansen (ed.), Good Cop, Bad Cop - Transatlantic Challenges. København: Instituttet for Internationale Studier, 2003. 96 sider. Kr. 50,00.

Lektor Birthe Hansen har redigeret en lille, nyttig bog om de transatlantiske relationer. Den er skrevet på baggrund af to seminarer afholdt i København i efteråret 2002 af DUPI (nu DIIS) og Atlantsammenslutningen. Forfatterne er seks forskere med vidt forskellige baggrunde. De deltog som foredragsholdere, og deres indlæg er justeret og rettet op til udviklingen primo 2003.

Bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor NATO gennemgik en af sine største kriser. Uenighed i NATO er ikke et nyt fænomen, men med udviklingen fra en bipolar verden til en unipolar verden er det interessant at se en beskrivelse af baggrunden for, at den amerikanske og den europæiske udvikling ikke altid går samme vej, selv om mange grundholdninger er identiske på begge sider af Atlanten. Bogen handler ikke specifikt om NATO, men NATO står ofte som det samlende element over Atlanten, medens EU af nogle iagttagere opfattes som en blok i et modsætningsforhold til USA, og som en blok med lidt blødere og lidt mindre militante løsningsmodeller end USA.

Birthe Hansen har selv skrevet det første indlæg, som omhandler NATO i relation til masseødelæggelsesvåben og international terrorisme. Hun kommer blandt andet ind på forskellen mellem præsident Clinton og præsident Bush, hvor den sidstnævnte benytter sig af en skrappere retorik og en hårdere, mindre diplomatisk og mere militant fremgangsmåde. Som Birthe Hansen opsummerer det, så er et af succeskriterierne for det nye, udvidede NATO,

  • at USA bliver bedre til at samarbejde med de europæiske allierede,
  • at de europæiske medlemmer påtager sig et større ansvar - og
  • at alliancen får et bredere mandat til at operere ”Out-of-Area”.

Edwina S. Cambell skriver om det ”strategiske partnerskab” mellem Rusland og USA set i relation til USA's forhold til NATO-udvidelsen. Det er en udmærket beskrivelse af USA's udenrigspolitik siden murens fald. Edwina S. Cambell beskriver blandt andet, hvorledes præsident Putin har overtaget den rolle, som Konrad Adenauer havde i de første år af den kolde krig: Vesttyskland var på dette tidspunkt en vigtig alliancepartner for USA og havde derfor USA's bevågenhed. Nu har Tyskland ingen speciel interesse for USA, men Rusland er en ny, vigtig partner for USA – ikke mindst i Sikkerhedsrådet - og præsident Putin har været dygtig til at se dette og udnytte det på det rette tidspunkt. Præsident Putin har også prioriteret relationerne til USA som vigtigere end til EU. Med det udvidede russisk-amerikanske samarbejde er den russiske kritik af NATO-udvidelsen til Ruslands grænser helt døet hen.

Stuart J. Kaufmann giver en meget tankevækkende beskrivelse af kampen mod terror i relation til de transatlantiske forbindelser. Han prøver at grave ned i årsagerne til det dybtliggende had til USA blandt islamiske fundamentalister. Den arabiske verden var for over 1.000 år siden formentlig det bedst organiserede samfund med veludviklet kultur og videnskab, medens den vestlige verden var sunket ned i afgrundsdybt mørke. USA opfattes som eksponent for en vestlig civilisation, som har ”overhalet” islam. I stedet for at organisere islamiske samfund på samme måde for at opnå de materielle goder og frihedsrettigheder for det enkelte menneske, som man i virkeligheden beundrer, så bruges kræfterne destruktivt til at ødelægge vestlige og især amerikanske værdier. Han giver ligeledes en udmærket beskrivelse af amerikanske holdningsskift til konflikten mellem Israel og Palæstina samt palæstinensernes stigende afhængighed af finansiel støtte fra EU. Endelig kommer han ind på de omfattende problemer, som Irak-krigen skabte i det transatlantiske forhold, men bogen er som nævnt udgivet midt i denne transatlantiske krise. Han konkluderer dog, at NATO har levet med kriser tidligere, men at denne krise er anderledes. Vi har ikke længere truslen fra Sovjetunionen som en samlende faktor. Nu kan vi til gengæld risikere, at de mindre, europæiske NATO-lande vil inddrage USA i stridigheder blandt de europæiske allierede.

Christopher Coker skriver om krigen mod terror, som opfattes forskelligt på de to sider af Atlanten. USA kan ikke løse alle sine sikkerhedsproblemer selv. Europa er den eneste naturlige større partner for USA, både når det drejer sig om diplomatiske løsninger, fredsbevarende indsats og globale økonomiske forhold. På mange måder støtter USA og Europa hinanden. USA har i de senere år bragt sin store militære kapacitet i anvendelse. De europæiske lande bruger langt mindre til deres militære styrker, men til gengæld betaler man meget mere i ulandsbistand, og man har taget en lang række diplomatiske og økonomiske initiativer, som også skal regnes med, når man skal opgøre den langsigtede indsats mod terror.

Karsten D. Voigt behandler den fælles europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik i atlantisk perspektiv, men han behandler også emnet fra en tysk vinkel. Han fastslår på grundlag af en række undersøgelser, at der ikke er de store forskelle blandt befolkningerne i USA og Europa, når det gælder opfattelsen af det basale værdigrundlag. Til gengæld er der forskelle i opfattelsen af løsningsmodeller. I USA er der større tilslutning til magtanvendelse, medens man i Europa lægger vægt på mere bløde løsninger. Europa bør nøjes med at tage sig af regionale problemer, medens de globale burde overlades til USA. EU skal ikke være en ny militær supermagt, og der er ikke politisk vilje til at forhøje hverken forsvarsbudgetter eller ulandsbistand. Men når det er sagt, så lægger han vægt på, at USA og Europa optræder i enighed. Man kan selvfølgelig have divergerende opfattelser, men med enighed er der et grundlag for at udbygge den globale stabilitet og sikkerhed.

Ingemar Dörfer skriver om de modstræbende partnere, det vil sige de fem europæiske lande, som ikke meldte sig ind i NATO under den kolde krig: Sverige, Finland, Schweiz, Østrig og Irland. Han redegør kort for deres strategiske muligheder under den kolde krig. Disse lande har i den nuværende situation tre grunde til at slutte sig til NATO: Den nye ”geopolitiske geografi”, NATOs nye dagsorden og endelig muligheden for politisk indflydelse. Han forudser, at Finland vil søge snarlig optagelse, og at Sverige og Østrig så vil følge efter.

Good Cop, Bad Cop er en udmærket publikation, som belyser de transatlantiske udfordringer. At redaktionen er stoppet midt i NATOs måske største krise, skader den ikke. Det er anerkendte eksperter, som på udmærket vis beskriver meget komplicerede forhold set fra mange forskellige vinkler.

Bogen er bagest forsynet med et kort curriculum vitae for de seks forfattere.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.4_2003.pdf

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.