Georgiafelttoget, sommeren 1864

I fortsættelse af den tidligere i tidsskriftet bragte oversigt over den amerikanske borgerkrig og de erfaringer man kan uddrage af den (april 1965), giver oberstløjtnant E. Bassing, Kongens Fodregiment, i denne artikel en detailleret skildring af felttoget i Georgia i 1864.

Blandt de mange karakteristiske og lærerige operationer, der fandt sted i krigen mellem Nord- og Sydstaterne (»Den nordamerikanske Borgerkrig«) indtager felttoget i Georgia 1864 en ikke uinteressant plads*). Jeg har i det følgende fortrinsvis beskæftiget mig med forholdene på Conføderationens (Sydstaternes) side og til en vis grad betragtet unionshæren som »øvelsesapparat«. Årsagen er den, at dels er der ofte mest at lære ved at studere den underlegne part, dels er der i de omhandlede operationer et skoleeksempel på udvigende kamp, der søger sin lige i krigshistorien.

*) Vedrørende oversigt over krigen henvises til oberst Rosenløvs artikel, M T, april 1965.

Den confødererede fører, general Joseph E. Johnston, anses i almindelighed for Sydstaternes dygtigste general næst Lee, men han var ikke i gunst hos præsident Davis, et forhold der ikke var til fordel for samarbejdet — eller for Johnston. Generalen havde imidlertid i det første slag ved Buli Run og i felttoget på halvøen forud for Syvdagesslaget ved Richmond vist, at han ikke var nogen ringe fører, og hans forhold i Georgia 1864 taler for sig selv. Af karakter var han rolig, beslutsom og en gentleman.
Hans modstander, general Sherman, var oprindelig artillerist, havde forsøgt sig i civillivet som sagfører og som veksellerer med ringe held, mest på grund af sit opfarende væsen. Ved krigens udbrud var han chef på en militær skole, og general Grant satte ham højt som administrator og strateg. Af karakter var han febrilsk nervøs, handlekraftig og - hensynsløs brutal. Georgiafelttoget kan passende deles i tre dele. 1) Operationerne fra felttogets begyndelse til chef skiftet i conføderati onshæren, 2) kampene om Atlanta og 3) Shermans march til kysten. Kun de to første afsnit skal behandles mere indgående her.

Efter nederlaget ved Chattanooga 25. november 1863 var den conføde- rerede »Tennesseehær« gået i vinterkvarter ved Dalton i Georgias nordvestligste hjørne. Her fandt general Johnston, da han den 27. december overtog kommandoen, hæren i en tilstand, der var alt andet end god. Moralen var slet, dels grundet på de forudgående nederlag, dels og mest på grund af manglende forplejning og udrustning. Det er betegnende, at da general Johnston kort efter sin ankomst inspicerede en division, fandt han af divisionens 4 brigader de 2 marchudygtige på grund af manglende fodtøj. Heste og muldyr var udslidte, så batterierne ikke kunne manøvreres, og foder fandtes ikke.
Hvordan det stod til med disciplinen under disse forhold, får man en ide om, når Jonston selv beretter, at inden udgangen af april var 2000 absentanter bragt tilbage til deres regimenter.
At skabe en slagkraftig enhed ud af denne styrke var Jolinstons første opgave. At den blev løst ses af den måde, hvorpå opgaverne blev klaret, da fjendtlighederne åbnedes i maj.
Ud over dette benyttede Johnston lejligheden til dels at befæste sin position ved Dalton, dels at anlægge feltbefæstninger ved alle vigtigere punkter på sin forbindelseslinie til Atlanta, samt om denne by.
Præsident Davis krævede ustandseligt offensiv optræden med Tennessees befrielse som mål, men Johnston, der erkendte, at han ville komme til at stå overfor en modstander, der var både talmæssig og materielt overlegen, gjorde gældende, at betydelige forstærkninger var nødvendige for en sådan optræden. Som forholdene var, og som de kunne forudses at blive, var der efter hans opfattelse kun en måde at føre kampen på: Ved at forholde sig defensivt, om nødvendigt vige ud og benytte enhver lejlighed til at slå fjenden stykkevis, når han var i bevægelse.
På Unionisternes side havde general Slierman, ved Grants udnævnelse til overgeneral, fået kommandoen over den hær, der skulle invadere Georgia. Omkring 1. maj var han klar.

Styrkerne.
De troppestyrker, der stod overfor hinanden, var formeret således: USA, general Sherman, ialt 98.797 mand med 254 kanoner.
Inddeling:
Cumberlandhæren, general Thomas, 60.772 mand
Tennesseehæren, general McPherson, 24.465 mand
Ohiohæren, general Schofield, 13.560 mand
(Tallene efter Shermans memoirer. Et korps af Thomas’ hær blev lejlighedsvis og til sidst helt underlagt Schofield).
CSA (Confederate States Army), general Johnston. Ialt - efter tilgang af Polks korps - 48.000 mand infanteri og artilleri plus ca. 10.000 mand rytteri.
Inddeling:
Korps general Hardee, 4 divisioner
Korps general Hood, 3 divisioner
Korps general Polk, 4 divisioner (tilgik først ved Resaca)
Wheelers Cavallerikorps, 3 rytterdivisioner

Oversigt over 1. del af felttoget.
2. maj 1864 gav general Sherman ordre til fremrykning. I stedet for at gå lige mod passet ved Dalton lod han kun Oliiohæren (Schofield) angribe der, og sendte McPherson fulgt af det meste af Thomas’ hær gennem Snake Creek Gab mod Resaca, jvf. skitse 1. Det var Shermans håb at afskære Johnston ved Dalton og på en gang tilintetgøre modstanderen.
Johnston havde imidlertid forudset dette og holdt Resaca besat. Da han havde sikkerhed for, at Shermans hovedstyrke omgik hans stilling, gik han tilbage til Resaca og optog kampen her.
Efter forgæves angreb på Johnston ved Resaca omgik Sherman også denne stilling, idet McPherson overskred Oostenaula sydvest derfor, og Johnston rømmede Resaca natten mellem 15. og 16. maj og gik over Adairsville til Kingston og Casville.
Atter omgået ved Casville rømmede Johnston dette punkt den 19.-20., og han gik til en stilling, der strakte sig fra Dallas over New Hope Church med rytteri om Ackworth.
Sherman forfulgte i samme orden med McPherson langt omfattende til højre. Han stødte på Johnston ved Dallas og New Hope Church og forskød sig derefter gradvis til venstre. Johnston måtte følge bevægelsen og tilsidst gå tilbage til den forberedte stilling over Kennesaw Mountains foran Marietta.
Her angreb Sherman adskillige gange med store tab uden at kunne tage stillingen, hvorpå han igen søgte at udmanøvrere Johnston. Idet han krydsede kolonnerne, sendte han Schofield til højre fløj til forening med McPherson.
Med stillingen omgået måtte Johnston rømme Kennesaw Mountains den 5 juli efter at have opholdt fjenden en måned i denne stilling.
Næste stilling var ved Chattahoochee, men Sherman krydsede igen kolonner, lod Thomas demonstrere i fronten, medens McPherson og Schofield sendtes til venstre fløj og gik over floden henholdsvis 12 og 6 miles nordøst for Johnston, der atter måtte falde tilbage på den sidste hindring inden Atlanta: Peachtree Creek, hvor han den 17. juli efter præsidentens ordre måtte afgive kommandoen til en af sine korpschefer, general Hood.

Indledningsoperationerne ved Dalton.
Johnston var naturligvis fuldt opmærksom på den fare, der kunne ligge i, at fjenden skulle udnytte sin numeriske overlegenhed til at omgå stillingen ved en fremrykning mod Resaca - hvilket jo også virkelig skete.

Som parade herimod havde Johnston i vinterens løb ladet Resaca udbygge stærkt med feltbefæstninger, og ved fjendtlighedernes begyndelse var stillingen dér besat med en brigade. Floden Oostenaula observeredes fra Resaca til Rome af en kavalleridivision.
Johnstons hovedstilling lå i Milk Creek Gab (jfr. skitse 2) og over bjergene nord herfor i en udstrækning af godt en mile, hvorefter fronten bøjede i en vinkel mod øst, sikrende Dalton mod nord. Foran passet stod forposter, tildels rytteri.
Disse forposter trængtes tilbage på hovedstillingen i løbet af den 7. maj, og rytteriet gik til terrainet mod nord.
Den 8. maj afvistes Schofields første angreb mod stillingen i Milk Creek Gab og nord derfor.
Så snart McPhersons bevægelse mod Snake Creek Gab erkendtes, reagerede Jonston på to måder:
To divisioner (reserven) blev dirigeret til Tilton, midtvejs mellem Dalton og Resaca, rede til indsættelse, hvor det behøvedes, og Wheelers disponible rytteri - 2200 heste - med en infanteridivision som støtte sendtes nord om bjergene imod Unionshærens stillinger foran Milk Creek Gab. Opgaven var at skaffe at vide, om Shermans hovedstyrke marcherede mod syd, eller om det kun drejede sig om en del af den fjendtlige hær.
Opklaringen, der som vanligt førtes gennem kamp, gav som resultat, at kun en mindre del af unionshæren var foran Milk Creek Gab.
Johnston, der nu havde sikkerhed for fjendens hensigt, gav befaling til at rømme stillingen, hvilket skete natten mellem 12. og 13. maj kl. 0100. Slør blev efterladt til daggry. En arrieregarde på Wheelers rytteri og en infanteridivision sikrede bevægelsen mod nord og havde ordre til at holde Tilton.
Forinden stillingens rømning var Polk kommet fra Mississippi med sit korps og med sin forreste division nået Resaca. Johnston havde befalet ham til at blive der og tage kommandoen over Resaca-stillingen, indtil han selv kom.

Det mest karakteristisk ved denne fase må være Johnstons udbygning af Resacastillingen, hans anbringelse af besætning i denne stilling samt hans energiske opklaring ved kamp.
Man har bebrejdet Johnston, at han ikke benyttede fjendens splittelse i denne fase til ved en fremrykning gennem Milk Creek Gab og nord om bjergene at slå Scliofields svage og nu isolerede hær. Johnston behandler selv denne mulighed, men hævder, at hans opfattelse var, at da Schofields lejr var stærkt feltbefæstet, ville en sådan operation tage længere tid at gennemføre, end man kunne påregne, at Polk med sine beskedne styrke kunne holde Resaca mod Shermans hovedhær. Det lyder fornuftigt.
Sherman selv bebrejder i sine memoirer stærkt McPherson, at han ikke straks angreb og erobrede Resaca. »Sådan en chance får man kun en gang i livet«, siger han. McPherson hævder derimod, at stillingen var så stærk, at et isoleret angreb ville mislykkes. Han har sikkert ret. Stillingen var stærk, og tre divisioner var eller kunne med kort varsel samles der.

Resaca.
Stillingen ved Resaca karakteriseres ved, at det er en offensiv brohoved- stilling foran Oostenaula (jvf. skitse 2).
Tilbagegangen hertil afvikledes programmæssigt sikret af Polks styrker mod Snake Creek Gab. Johnston besatte en stilling vest for det felt- befæstede brohoved med Polk støttet til Oostenaula, Hardees korps nord derfor, og Hood nord for Resaca med front mod nord. Arrieregarden skulle, som nævnt, længst muligt holde Tilton.
Sherman trak også Schofield til og lod kun et korps af Thomas’ hær følge efter Johnstons arrieregarde.
Den 13. og 14. angreh Sherman med hele sin styrke mod Polks og Hardees korps, men han blev afvist med store tab. Johnston lod igen foretage en energisk opklaring mod fjendens venstre (nordlige) fløj, hvilken opklaring viste mulighed for et modangreb mod denne fløj.
Modangrebet blev sat an med to divisioner af Korps Hood 141800 maj, og fjendens venstre fløj (Schofield) blev kastet tilbage mod syd i uorden. Tiden var imidlertid så fremskreden, at en gennemførelse af angrebet ikke kunne afsluttes, før mørket faldt på, og Hood gjorde klar til at fortsætte næste morgen.
Om natten tilgik der Johnston melding fra den kavalleridivision, der bevogtede Oostenaula, at fjenden gik over på pontonbro mod Calhaun. Dette bevirkede, at Johnston opgav at fortsætte angrebet og sendte en division af korps Hardee (division Walker) til det betegnede overgangssted. Denne division meldte om formiddagen, at meldingen var forkert (forhastet?), og Hood fik ordre til at genoptage sit angreb med støtte af Hardee. Inden angrebet kunne sættes an, kom der en ny melding fra general Walker, at nu gik fjenden over for alvor, og Johnston besluttede at opgive videre kamp nord for Oostenaula. Hæren gik tilbage afbrydende broerne efter sig. Disse skulle passeres ved midnat 15.-16. maj. Kampene ved Resaca kostede unionsbæren et tab på 3.500 mand. Johnstons tab var betydeligt mindre.

Alene valget af stilling ved Resaca viser Johnstons hensigt, at benytte enhver mulighed for offensiv, hvilket også hans modangreb er udtryk for.
Modangrebet selv synes dog behæftet med visse mangler.
Tidspunktet - kl. 1800 - er sat så sent, at det næppe kunne forventes, at angrebet kunne gennemføres før mørkefald. Det måtte forudset, at angrebet, lykkeligt begyndt, måtte fortsættes næste morgen, men da ville jo en af de væsentligste faktorer: Overraskelsesmomentet, være gået tabt, og det reelle er da også, at Sherman virkelig sendte forstærkning til den truede fløj, »i sidste øjeblik«, som han selv siger i sine memoirer, hvilket måske tydeligst dokumenterer, at Johnstons angreb var rigtigt og berettiget; det var kun tidsberegningen, der var forkert. Naturligvis bør et modangreb fortrinsvis sættes an så sent, at det netop er gennemført til mørkefald, så fjenden har alle ulemperne ved natten til gene for modforholdsregler, men her var det så sent, at det ikke kunne gennemføres.
Dette sene angrebstidspunkt er i øvrigt ikke et særsyn, men det forekommer gang på gang i denne krig - livad årsagen så kan være.
Det er et spørgsmål, om Johnston i det hele burde have genoptaget angrebet ved daggry, og ban burde sikkert ikke have gjort det så sent som efter en redressering af den falske melding - med mindre han havde den opfattelse, at fjenden var ved at rømme sine stillinger.
Den usikkerhed, der spores deri, at en begyndt operation standses på grund af en falsk melding, men atter genoptages - eller beordres genoptaget - når meldingen redresseres, skønt det måtte kunne påregnes, at før eller senere ville meldingen være rigtig, synes ret uheldig.

Kingston - Casville.

Ved Calhaun var ingen fordelagtig stilling, så Johnston fortsatte efter 15-18 timers hvil syd for Calhaun over Adairsville til Kingston og Casville (jvf. skitse 3). Fra Adairsville fører to veje mod syd, den ene langs jernbanen til Kingston, den anden direkte til Casville. Den største afstand mellem vejene er umiddelbart nord for de to byer. Terrainet mellem vejene der syd for Kingston atter nærmer sig hinanden - var kuperet, skov- bevokset og vanskeligt passabelt.
Johnston regnede med, at Sherman ville benytte begge veje, og herpå byggede han sin operationsplan. Han ville sinke fjenden på den ene af disse marchveje, medens han med sin hovedstyrke tilføjede den kolonne, der marcherede på den anden, et nederlag.
Til den ende befaledes Korps Hardee til Kingston, hvor det skulle forholde sig defensivt, medens korps Polk og Hood gik til Casville og gjorde rede til angreb. Polk skulle angribe frontalt langs vejen og binde fjenden, medens Hood en mile østligere skulle gå frem og angribe fjendens flanke.
Alt disponibelt rytteri overvågede fjendens fremrykning, så Johnston var klar over, hvor de fjendtlige kolonner kom. Ved Adairsville leveredes en arrieregardekamp.
Som vi ved, gik McPherson ad en vej vest for vejen Adairsville- Kingston, Thomas ad nævnte vej mod Kingston og Schofield ad en vej øst for Adairsville ind på den direkte vej til Casville. Det var da Schofield - Shermans svageste arme - der ville blive udsat for Johnstons angreb, som ville ramme den i den mest ufordelagtige stilling, på march endnu før en opmarch kunne foretages.
Da fjenden nærmede sig, blev angrebet sat an efter planen. Polk og Hood rykkede frem, men da den sidste var nået 2-3 miles frem, meldte en af hans stab, at fjenden var ved Canton i Hoods flanke og ryg. Det bevirkede ikke, at Hood videregav meldingen til Johnston og lod ham tage paraden, hvis en sådan skulle tages, men at ban simpelthen afbrød sit angreb, marcherede tilbage og tog stilling ved vejen fra Canton til Casville.
Da Johnston fik at vide, hvad der var sket, var tidspunktet forpasset, og angrebet måtte opgives. At meldingen var falsk, burde efter Johnstons udsagn - og det lyder fornuftigt - være forudset, da rytteriet stadig havde kunnet melde, hvor Shermans forskellige styrker bevægede sig, og i alt fald bevirkede Hoods optræden, at en fortrinlig lejlighed gik tabt, og et vel planlagt og allerede påbegyndt angreb mislykkedes.

Det var anden gang, en angrebsoperation var ødelagt på grund af en falsk melding, og det er egentlig mærkeligt, at det netop var general Hood, der blev nervøs. Han var den eneste af Johnstons korpschefer, der ikke havde fuld tiltro til føreren, og ban var en af dem, der beskyldte Johnston for at mangle angrebslyst og gå-på-mod.
Da angrebet måtte opgives, trak Johnston også Hardee til Casville til en feltbefæstet stilling, som han selv hævder var den bedste stilling, han havde set besat under hele krigen.
Ikke desto mindre blev den opgivet uden kamp, idet Hood og Polk - med Hood som ordfører - hævdede, at de ikke kunne holde deres stilling i to timer. Johnston var jo af en anden mening, men tiltrods derfor fulgte han de to korpschefers henstilling og rømmede stillingen. Han angiver selv som årsag, at når to så højtstående officerer tvivlede på stillingens holdbarhed, ville dette mærkes nedad og påvirke moralen på uheldig måde.
Johnston gik bag Ettowah og bivuakerede ved Alatoona.
Kingston-Casville er et eksempel på de store muligheder, der af en ringe årsag ikke bliver udnyttet.
Tabene fra Dalton til Ettowah beløb sig for de confødererede til 3.338, de fleste ved Hoods korps. Unionshæren mistede i samme tid 5-6.000.

New Hope Church (Dallas) - Marietta.

Unionshærens fremrykning over bred front kunne på grund af vanskeligheder ved overgangen over Ettowah først påbegyndes to dage senere (for McPherson dog kun en dag).
Stillet overfor melding om Shermans fremrykning i den vestlige flanke opgav Johnston Alatoona og gik til en stilling om New Hope Church- Dallas.
McPherson stødte vest for Dallas på Johnstons rytteri den 23. maj og i de følgende dage hlev der stadig foretaget angreh på Johnstons styrker, dels af Thomas (mod Hood) og McPherson (mod Hardee). For hvert mislykket angreh forskød fjenden sig mod nord, og Johnston måtte følge bevægelsen ved en forskydning til sin højre fløj, således at den oprindelige front tilsidst var overtaget af Hardee (-1- en division). Et planlagt angreb mod fjendens venstre (nordlige) fløj den 30. med korps Hood måtte opgives, fordi fjenden allerede havde opkastet feltbefæstninger. Den 28. rettede Hardee og kavalleridivisionen på venstre fløj et angreb mod Dallas for at se, om McPherson stadig var der. — Det var han.
Shermans numeriske overlegenhed tillod ham at brede sin front mere, end Johnston kunne følge med til, og 4. juni opgav han stillingen om New Hope Church og besatte en linie over Big Shantry - Lost Mountains. Her faldt general Polk den 15. juni under en rekognoscering.
Nu angreb Sherman for en gangs skyld frontalt. Den 22. blev Johnstons stilling over Big Shantry-Lost Mountains opgivet, og den stærke stilling over Kennesaw Mountains foran Marietta indtaget. Herimod rettede Sherman et hovedangreb den 23., der blev afvist, og som kostede Unionshæren svære tab. Sherman er heller ikke glad for den begivenhed og undskylder sig i sine memoirer. (Han mistede 4.500 mand på en dag, Johnston 1.000).
29. juli begyndte Sherman, da han ikke kunne tage stillingen ved frontalangreb, sin forskydning til sin højre fløj som en trusel mod Johnstons flanke og ryg, og atter gav bevægelsen resultat. Johnston rømmede sine stillinger om Kennesaw Mountains den 5. juli efter at have opholdt fjenden en hel måned i dette område.

Medens der kæmpedes ved Kennesaw Mountains tilgik der Johnston en division af Georgias militstropper. De hlev anvendt i god overensstemmelse med hele generalens taktik, idet de hlev sat ind til bevogtning af overgangene over Chattahooche i Johnstons ryg og det, som var hans næste stilling.

Chattahooche.
De forberedte stillinger ved Chattahooche var, ligesom ved Resaca og Casville, anlagt offensivt, men da Johnston her afstod fra angrebsvis optræden, blev disse stillinger kun besat med korps Hardee, der allerede 9. juli rømmede dem og gik over floden. Medens Thomas demonstrerede foran Jolinstons front, gik de to andre korps over floden højere oppe, og stillingen ved Chattaliooche blev uholdbar. 17. juli blev kommandoen frataget general Johnston.

Bemærkninger.
Straks konstaterer man, at Johnston overfor en dobbelt overlegen modstander havde gennemført en udvigende kamp over en strækning på 140 km og herunder sinket fjenden i 72 dage. Farten har altså gennemsnitligt været lidt under 2 km om dagen, hvilket i sig selv må være en smuk præstation, og hertil kommer, at operationen blev udført med et tab, der i forhold til modstanderens var meget ringe. Fra kampenes begyndelse til stillingen ved Kennesaw Mt. blev opgivet, mistede Johnston 9.450 døde og sårede (armélægens rapport - Cavalleriets tab ikke medregnet), medens Sherman i samme tidsrum mistede godt 20.000.
Dernæst bemærker man den usædvanlig stilrene udvigende-kamp-teknik. Gang på gang udfører Johnston manøvren på samme måde. Næste stilling er i forvejen feltbefæstet og besat*), kampen afbrydes så sent som muligt, men netop i rette tid til at kunne nå den nye stilling. Afmarchen tilsløres ved efterladte styrker og rytteri. Endelig lægger man mærke til den under hele operationen gennemførte opklaring ved kamp. Vort nugældende reglement kunne udmærket være skrevet på grundlag af Johnstons felttog. Udvigende kamp kan jo imidlertid i sig selv kun have berettigelse i to hensigter: Enten for at trække tiden ud, til reserver kan ankomme - og dette kunne ikke gælde i Johnstons tilfælde, thi der var ingen - eller for under bevægelsen at slå den overlegne modstander stykkevis ved modangreb. Det sidste var da også stadig Johnstons hensigt, og viljen dertil demonstrerede han ved Resaca og ved Kingston-Casville. At angrebene mislykkedes, skyldes som nævnt andre årsager. Ved Casville falder ansvaret helt på Hood, ved Resaca kan Johnston næppe helt sige sig fri for en del af skylden. Nogen vaklen synes der at have været i føringen i sidstnævnte tilfælde, men det er jo altid lettere at kritisere.

*) Casville og Kennesaw Mountains (Marietta) var besat af militstropper, tilgået efter kampene ved Dalton og Resaca.

Ved valg af stillinger lægger man mærke til en interessant ting. Johnston vælger med forkærlighed sine stillinger foran en terrainhindring, (Resaca, Casville, Chattahooche). Dette hænger naturligvis sammen med hans ønske om stadig at være rede til angrehsvis optræden, men der er sikkert også en anden begrundelse. Når Johnston afbrød kampen og rømmede sine stillinger, gik han over vandhindringen, afbrød broerne og kunne så i relativ ro og mag nå sin nye stilling, idet fjenden måtte retablere overgangene, før forfølgelsen kunne iværksættes. Havde han stået bag vandhindringen, måtte han enten have rømmet sin stilling, før fjenden slog bro, altså før en alvorlig kamp, eller gå tilbage under ulige vanskeligere vilkår.
Til gengæld manglede han naturligvis så muligheden for at udnytte hindringen i sin kamp, f. eks. til modangreb mod en fjende, som var i færd med at gå over og endnu ikke havde fast fod på sydsiden.
En sådan mulighed var til stede, da han efter at have rømmet Casville stod syd for Ettowah. Her havde det været muligt at angribe en desorganiseret fjende, der var i færd med at gå over Ettowah. Det påstår i det mindste Steele (American Campains), og hvis han har ret i sine opgivelser, hvilket bl. a. general Howards (USA) udtalelser tyder på, var forvirringen på dette sted betydelig i unionshæren.

Terrainet var vanskeligt, skovbevokset og ufremkommeligt, vejene opblødte og ufarbare, og først og fremmest helt ukendt for unionisterne. Resultatet var vild forvirring. Således gik Hookers korps (af Thomas hær) over en bro, der var reserveret Schofield, og da korpset så efter overgangen trak ind på marchvejen, blokerede det denne for resten af Thomas’ hær.
Under disse forhold og med sit bedre kendskab til terrainet havde Johnston haft en chance her, hvis han havde brudt med sit skema for en stilren udvigning.
Det kan da være et spørgsmål, om det hele ikke var for regelbunden, for stilrent. Da manøvren var gentaget et par gange, må Sherman have kunnet sidde i sit telt og temmelig nøje indtegne, hvad Johnston ville gøre hvornår.
Denne bemærkning skal ikke opfattes som en kritik, thi visselig var Johnston mesteren i denne kampform, men kun som et spørgsmål til eftertanke.
Noget af det »reglementsbundne« i operationerne hænger sikkert sammen med, at Johnston tilsyneladende satte kravet om sikkerhed højt. Hans offensive positioner ved vandhindringerne gav ham, hvis hans modangreb mislykkedes, en større sikkerhed for at kunne undslippe modstanderen, end hvis han skulle løsgøre sig, når denne var ved at komme eller var kommet over hindringen. Muligvis er det dette krav om sikkerhed, der har fået Johnston til at vige tilbage for modangreb mod en fjende, der angreb over en vandhindring.
Steele fremhæver i sin bedømmelse af Jolinstons felttog, at en udvigen bort fra den lige linie ville have budt Johnston større fordele derved, at Sherman enten måtte vige bort fra sin fremrykkeakse mod Atlanta eller byde flanken til. Muligt, men han var trods alt dobbelt overlegen, og en ting til: Johnston ønskede at kæmpe sine kampe i tilslutning til de feltbefæstninger, han havde ladet anlægge i løbet af vinteren. Helt bortset fra, at han ville være sikker på at dække Atlanta. Johnstons afsættelse var et offer til den offentlige mening, der forlangte hans hoved på et fad, fordi han ikke kunne slå Sherman - selv om det næppe har smertet præsident Davis at udføre eksekutionen. I hæren var meningen om generalen en ganske anden. Bortset måske fra Hood var der ingen, der ikke nærede fuld tiltro til »Old Joe«, og det tydeligste udslag deraf er måske, at disciplinen efter to måneders opslidende kampe og anstrengende marcher var bedre, end den var, da operationerne begyndte ved Dalton.
De angrebspunkter, der anvendtes mod generalen, var bl. a., at han ikke havde evnet at standse fjenden længere mod nord, hvilket jo var ganske rigtigt, men vel næppe heller at vente. Dernæst at han ikke ville slås. Det er en horribel påstand, da han ikke blot havde vist, at han ville, men også gjort det.
Folkestemningen krævede et offer, og den fik det.
Som dansk kan man ikke lade være med at sammenligne Johnston med en anden, der i samme år og med samme begrundelse blev slagtet på den offentlige menings alter: De Meza.

Andet afsnit af Georgiafelttoget.
Ved chefskiftet i conføderationshæren 17. juli 1864 ændredes operationernes karakter og forløb væsentligt. Hertil var der to sammenfaldende grunde.
For det første var conføderationshæren nu nået ind under sin basis, Atlanta, og kampene drejede sig hovedsageligt om at holde dette punkt. For det andet prægedes kamphandlingernes forløb af general Hoods taktik, der i alt fald hvad angår kravet om sikkerhed afveg væsentligt fra general Johnstons.
Byen Atlanta, der bl. a. som jernbaneknudepunkt var af væsentlig betydning for Sydens krigsførelse, var ret stærkt befæstet med en række lukkede værker. Denne befæstningslinie lå imidlertid kun en mile fra bykernen, hvorfor general Johnston i vinterens løb havde ladet anlægge en ring af feltbefæstninger i større afstand.

 

Conføderationshæren var i løbet af felttoget skrumpet stærkt ind, idet der ikke var erstatning for tab. Den styrke, general Hood overtog, var på 40.656 mand infanteri og artilleri og 9.971 mand rytteri. Formeringen var uændret, bortset fra at general Steward havde overtaget Polks korps. Hoods eget korps blev givet til general Cheatham.
Den reduktion i styrker, der var sket, medførte, at på dette tidspunkt var en confødereret division kun lidet stærkere end en unions-brigade.
General Hood har siden klaget over, at Johnston svigtede ham ved at forlade hæren - som præsidenten jo gav ham ordre til. Hood havde regnet med, at Johnston skulle blive og bistå ham med råd og dåd som en slags rådgivende provinsi alstænder uden myndighed. Det synes lidet rimeligt. Den måde, hvorpå Johnston var fjernet fra kommandoen, kunne ikke inspirere ham til at blande sig i ting, som eftermanden med rimelighed kunne sige ikke kom ham ved. Afleveringen synes også foretaget helt korrekt. Ordren om chefsskiftet kom den 17. om aftenen, og hele næste dag førte Johnston kommandoen og ledede rømningen af Chattahoocheelinien, idet ordrerne gik gennem stabschefen, der benyttede Hoods navn. Samtidig gennemgik han sine planer for Atlantas forsvar med Hood. Mere kan man næppe forlange.
Den plan, general Johnston forelagde, gik ud på, at man med det befæstede Atlanta som basis skulle samle hele den disponible styrke til udfald mod svage dele af Shermans hær, der, hvis en belejring af byen skulle indledes, måtte spredes over større strækninger. For at gøre dette måtte forsvaret af befæstningslinien momentvis overlades til militstropperne. Det var, i alt fald i princippet, denne plan, Hood søgte at gennemføre.

Peachtree Creek.
Den 19. begyndte Sherman overgang over Peachtree Creek med Thomas hær lige mod byen og Schofield østligere. Samtidig nåede McPherson Decatur. Overgangen fortsattes om morgenen den 20. under levende fægtning, der stilnede af ved middagstid.
Under denne overgang var der konstateret et mellemrum mellem Thomas’ og Schofields hære, som Hood besluttede at benytte til et flankeangreb på Thomas. Forsvaret mod Schofield og McPherson blev overladt til korps Cheatliam (tidl. Hood), Whoelcrs kavalleri og en styrke militstropper.
Angrebet blev ført mod Thomas venstre fløj i hovedsagen med korps Hardee. Thomas’ forreste divisioner blev overraskede og kastedes tilbage i uorden. Terrainet, der var stærkt kuperet og bevokset, begunstigede imidlertid forsvareren, Thomas’ reserver holdt deres stillinger og gik sluttelig over til modangreb. Dagen endte med, at Hardee måtte gå tilbage til befæstningslinien med et tab på 3.500 døde og sårede plus en del fanger. Et føleligt tab for et korps, der allerede var svækket, idet det må erindres, at medens Sherman stadig fik sine tab erstattet, så han foran Atlanta endnu havde omkring 100.000 mand, skete dette ikke for conføderations- hæren.
Unionshæren mistede 2.500 mand ved Peachtree Creek.

Slaget ved Atlanta.
Efter slaget ved Peachtree Creek trak Sherman sin ring fastere om Atlanta, hvor Hood nu stod i den yderste befæstningskæde. Thomas indesluttede byen mod nordvest, Schofield mod nord, og McPherson, der som nævnt var nået Decatur den 19., gik mod byens østlige befæstningsanlæg (skitse 6 og 7).
McPherson rykkede frem med 15. og 16. korps langs jernbanen og Decatur landevej og med 17. korps sydligere.

Ved Leggetts Hiil stødte 17. korps på Wheelers ryttere og blev afvist. Den 21. og natten til den 22. blev imidlertid de ydre befæstningsværker rømmet af de confødererede, og McPherson besatte denne linie med 15. korps om jernbanen og 17. korps syd herfor med tyngden på Leggetts Hili. 16. korps blev splittet, idet division Sweeny stod som reserve nord for jernbanen og division Fuller havde en brigade ved Decatur som sikring af train, medens en brigade var reserve sydøst for Leggetts Hill.
(Her var general Fuller selv). Rytteriet blev sendt østpå for at brænde jernbanebroer, hvorved McPhersons venstre fløj blev uden sikring.
Hood indså, at det, der var grundlaget for forsvarsplanen, nemlig fjendens splittelse, var ved at ske. Så meldte general Wheeler, at McPhersons venstre fløj svævede i luften uden sikring.
Hood besluttede derfor at slå McPherson ved et fastholdende angreb i fronten samtidig med et angreb i flanke og ryg. (jvf. skitse 6).

Angrebet skulle føres med korps Cheatham frontalt og med korps Hardee i ryg og flanke. Hardee måtte til den ende marchere syd på og derefter svinge ind i ryggen på McPherson, en march på 15 miles. Wheeler skulle samtidig angribe Decatur og ødelægge fjendens train.
For at frigøre tropper til angrebet rømmede Hood de yderste forsvarsværker natten 21.-22., den bevægelse der blev udnyttet af McPherson til besættelse af linien. Hardee begyndte sin march ved midnat 21. juli, rykkede syd ud ad McDonoughvejen indtil South River, hvor han bøjede af langs Fayetteville landevej. Hertil gik alt efter planen, men nu skete der det ofte tilbagevendende, at Hardee ikke greb langt nok ud. I stedet for at fortsætte ad Fayetteville landevej, lod han divisionerne Clebume og Maney gå lige mod McPhersons venstre fløj - i stedet for bag om denne - medens de to andre divisioner, Walker og Båte, fortsatte ad den rette vej til Terrys Mills Pond. Denne splittelse af korpset måtte givetvis i sig selv betyde en svækkelse af angrebskraften.
De to østlige divisioner gik — imod guidens benstilling — vest om Terrys Mills Pond, men Walker synes at bave opdaget, at lian blev ført for vestlig, thi han rettede igen marchen mod nordøst efter at have passeret Huge Mills Pond.
Netop da teten nåede skrænterne øst for Sugar Creek, blev general Walker skudt af hesten af en fjendtlig feltvagt. Brigadegeneral Mercer overtog straks kommandoen, og det konstateredes, at der var en betydelig unionsstyrke ret for. Mercer udfoldede sin division i Sugar Creek med front mod nordvest, og Bate udfoldede nordøst herfor, front mod vest, hvorefter angrebet blev sat an.

Fra modstanderens side var der sket det, at McPberson var blevet urolig for sin venstre flanke, og han havde derfor befalet general Dodge (16. korps) at sende division Sweeny frem til forstærkning af 17. korps. Divisionen afmarcherede mod syd og gjorde boldt ved Sugar Creek for at afvente indsættelsesordre. I denne position blev divisionen ramt af divisionerne Walker (Mercer) og Båte. Slaget var begyndt, og der kæmpedes lier længe, uden at nogen af parterne opnåede større fordele.

Samtidig med at kampen indlededes ved Sugar Creek, udvikledes Hardees to vestlige divisioner til angreb på 17. korps venstre fløj. Division Maney til venstre, Clebume til højre. Angrebet ramte division Smitb af 17. korps, og hele denne division blev kastet ud af sine forskansninger og drevet tilbage på Leggetts Hili. Clebumes højre fløjbrigade ramte samtidig brigaden Morrill af divisionen Fuller. Denne brigade blev fejet bort, og Cleburne fortsatte gennem skovterrainet mod Leggetts Hili. På dette tidspunkt kom to ryttere jagende hen ad vejen mod Cleburnes tropper. Rytterne reagerede ikke på råb og blev skudt af hesten. Det var general McPherson. Han havde netop afsluttet sin frokost, da skydningen ved Sugar Creek begyndte. Generalen smed sig på en hest og red ud for at se på. Da han havde konstateret, at Sweeny så ud til at kunne klare sig selv, sendte han sin stab ud i forskellige missioner og red selv frem til 17. korps, hvorfra der også hørtes kamplarm. Den vej han red på, havde for to timer siden været besat af Fuller, men han var fejet bort, og McPherson red lige ind i fjenden. Klokken var ca. 1400, da han faldt. Kampen var begyndt l l/2 time før.

Situationen kl. 14 var altså den, at divisionerne Merccr og Båte kæmpede med omtrent jævnbyrdig modstander nord for Sugar Creek, og Maney og Cleburne havde kastet fjendens yderste venstre fløjdivision (og Fullers brigade) og stod nu overfor stillingens stærkeste punkt, Leggetts Hill.
På dette tidspunkt burde frontalangrebet være sat an, hvilket også synes at have været planen. I så fald kunne McPbersons (efterfølgers) nederlag næppe være undgået. Først to timer senere indtraf imidlertid korps Cheatham, og i løbet af den tid havde Sweeny nord for Sugar Creek fået konsobderet sin stilling, og Hardees to vestbge divisioner havde under svære tab angrebet Leggetts Hill uden resultat.

Ved 16-tiden kom det længe ventede frontalangreb. Cheatham gik frem med division Brown langs jernbanen, division Stevenson til højre derfor og division Clayton bag Brown. Stevenson rettede sit angreb mod Leggetts Hili i tilslutning til Hardees divisioner, der angreb fra syd, men angrebsfarten var gået af disse to divisioner, og det lykkedes ikke at bryde unionsforsvaret på dette, stillingens stærkeste, punkt. På venstre fløj lykkedes det Browns venstre fløjbrigade at bryde forsvaret om og nord for jernbanen. Fjenden blev kastet ud af stillingerne, og også fronten syd for jernbanen fulgte tilbagegangen.

Situationen syntes nu klart i de konfødereredes hånd. Vel holdt Leggetts Hili stadig, men unionisternes højre fløj var klart slået, og ved Sugar Creek blev den eneste unions reserve fastholdt af Hardees to divisioner - skulle man tro.
Men det skete anderledes. På dette tidspunkt sendte general Logan, der havde overtaget kommandoen efter McPherson, ordre til brigade Mersy, der kæmpede på Sweenys højre fløj, om at gå til højre fløj af armeen.
Mersy afmarcherede i ildmarch og rettede umiddelbart et modangreb mod de confødererede ved jernbanen. De slagne brigader reorganiserede og fulgte angrebet op med det resultat, at stillingen atter blev generobret.
Hermed var muligheden for at tilintetgøre McPbersons hær forbi, og skønt kampen fortsatte til ud på natten, måtte de confødererede trække sig tilbage til Atlanta.
Unionshæren mistede 3.722 mand. Hoods tab var over 8.000, næsten lige så mange, som Johnston havde mistet i 60 dages kampe.

Bemærkninger til slaget ved Atlanta.
Grundlaget for Hoods angrebsplan var korrekt. Der var en mulighed for at slå McPliersons hær, uden at Shermans andre tropper kunne nå at komme til undsætning.
Det er værd at lægge mærke til, at den afgørende melding om, at McPhersons venstre flanke var udækket, kom fra general Wheelers rytteri, der i hele felttoget optrådte sådan, at han tilsyneladende stadig var klar over, hvor fjenden var, næsten i samme øjeblik bevægelsen var sat i gang.
Der kan næppe med rimelighed indvendes noget mod Hoods angrebsplan, snarere tværtimod. Den styrke, han havde samlet til angrebet, var vel ikke fjendens overlegen i tal, men på det nærmeste jævnbyrdig, idet det jo stadig må erindres, at medens Sherman fik erstatning for tab, fik Johnston (og Hood) det ikke. Angrebet ført fra den farligst mulige retning, i flanke og ryg, måtte, når fjenden blev bundet i fronten, kunne udligne den manglende talmæssige overlegenhed.
Ses der på de momentane resultater, er der næppe heller tvivl om, at det ville være lykkedes at slå fjenden, hvis ikke andre ting havde fejlet.
De to afgørende faktorer for det mislykkede angreb er bemærkelsesværdigt nok faktorer, der er lige så almengyldige i dag.
Den første hedder tidsberegning. Det fastholdende angreb, der skulle forhindre fjenden i at tage modforholdsregler mod det afgørende angreb, burde sikkert i det mindste være sat an samtidig med hovedangrebet, og da Hardecs angreb i ryggen på McPherson givet må være at betragte som det afgørende angreb, kunne man mene, at Clieathams angreb i fronten senest burde være kommet samtidig med, at Hardee nåede frem. I det mindste måtte det komme, før stødkraften var gået af Hardees angrebsdivisioner.
Det gjorde det ikke. Først 4 timer efter, at kampen var indledt, nåede Cheatliam frem, og på det tidspunkt var Hardees tropper brændt ud.
Den anden faktor er gammelkendt, nemlig Hardees for snævre omfatning. Man kan finde samme forhold i historien om Bov, Isted, Marne og hundrede andre steder, og alle med samme resultat: Den totale ødelæggelse af fjenden udebliver.
Det gør naturligvis ikke sagen bedre, at Hardee splittede sit korps, den afgørende angrebsstyrke.

Med to divisioner angreb Hardee det, der så smukt kaldes fjendens skulderpunkt, vel netop det værste sted, man kan ramme, fordi man der før eller siden vil stå overfor den stærkeste modstand. Det viste sig her. Fjendens fløjdivision blev kastet, men da Hardee stod over for fjendens stærkeste punkt, Leggetts Hiil, var stødkraften gået af hans divisioner, og angrebet gik i stå.
Mærkeligt nok hvor ofte det i tidens løb er præciseret, at skal et omfattende angreb have fuld virkning, skal omfatningen være tilstrækkelig langt udgående. Mærkeligere dog, hvor sjældent det efterleves.
Man kan undre sig over, hvordan det kunne lykkes for unionsstyrkerne at trække en af Sweenys brigader bort lige for øjnene af de to confødererede divisioner, der kæmpede ved Sugar Creek, men forklaringen må være den, at også her var angrebsfarten gået af dem, de var i lige så høj grad bundet, som Sweenys tropper. Der havde jo ikke været noget i vejen med disse to divisioners angrebsvilje i begyndelsen af kampen.

Hoods taktiske plan var god nok. Det er dog et spørgsmål, om der ikke var en ting, han havde glemt at tage tilstrækkeligt hensyn til: Troppernes tilstand. Ikke blot havde alle kæmpet udvigende i 74 dage mod en modstander, hvis overlegenhed var sådan, at hvile ikke kom på tale, men korps Hardee, der skulle føre hovedangrebet, havde 2 dage før kæmpet det tabte slag ved Peachtree Creek, og en division havde senere afløst Wheelers ryttere ved Leggetts Hiil for derefter at blive trukket tilbage til det store angreb. Forud for dette gik en march på 15 miles, og til det hele kommer, at lige så lidt som tab af mandskab var blevet erstattet, lige så lidt var der tilgået erstatning for udslidt materiel. Støvlespørgsmålet var lige så brændende for infanteristerne, som det var, da Johnston overtog kommandoen ved Dalton. Det berettes da også, at da angrebet blev sat an, var der mange — vel endda uhyggelig mange - efternølere, der på blødende fødder først indtraf senere under kampen.

Alligevel må man fastholde, at slaget blev tabt på grund af to fundamentale fejl: Forkert tidsberegning og for snæver omfatning. At Wheelers rytteri samtidig med held havde angrebet fjendens train ved Decatur, fik naturligvis ingen virkning på udfaldet.

Ezra Church. - Jonesboro.
Hoods tredie forsøg på at sprænge ringen om Atlanta fandt sted 5 dage senere. Hoods forsyningslinie - og den eneste - var jernbanen til Macon. Det var derfor Shermans hensigt så hurtigt muligt at afbryde denne forbindelse, hvilket skulle ske ved en forskydning til højre med et fremstød mod Jonesboro. Rytteriet samledes i to store divisioner med en på hver fløj.
Bevægelsen indledtes den 27. morgen. Howard, der havde fået kommandoen over McPhersons hær, marcherede bag om Schofield og Thomas til terrainet vest for Atlanta.
Hensigten var kendt blandt de confødererede, og for at hindre bevægelsen sendte Hood Lees korps (S. D. Lee havde afløst Cheatham som chef for Hoods oprindelige korps) mod Howard, og om eftermiddagen den 28. kom Lee uventet over Howard ved Ezra Church. Lee angreb, kastede de første divisioner, men kunne naturligvis ikke slå den langt overlegne fjende, selv om Stewards korps — alt for sent - blev sendt til undsætning. Lee måtte gå tilbage til Atlanta, og vejen for Shermans bevægelser var fri.

Den 27., samme dag som Howards bevægelse var indledet, havde Slier- man sendt en kavalleridivision mod Macon for at ødelægge jernbanen og afskære Hood. Styrken var på 2100 heste, den blev afvist af militsen i byen, afskåret, indesluttet og fanget. Kun 500 mand huggede sig fri. Meldingen herom kom til Sherman i begyndelsen af august, og den bestyrkede generalen i den opfattelse, han har givet udtryk for i sine memoirer, hvor han siger, at kavalleri hverken kunne eller ville løse opgaver af den art.
Medens Johnston stadig havde benyttet sit kavallerikorps i nær tilslutning til sine operationer, og som følge deraf til stadighed været orienteret om, hvor fjenden var, og hvad han foretog sig, så fik Hood nu den ide, at kavalleriet kunne gøre mere gavn i fjendens bagland, hvorfor han sendte Wliceler med hovedparten af styrken - 5.000 heste - op i Nord- georgia, hvor han opererede så langt som til Dalton. Hvor stor skade det end gjorde Shermans forbindelser, fik det naturligvis ingen indflydelse på operationerne. Derimod bevirkede det et føleligt savn for Hood senere.
Da Sherman erkendte Wheelers fravær - denne skærmydslede jo med Shermans sikkerhedsbesætninger langs jernbanen - benyttede han lejligheden til at sende den anden rytterdivision vest om Atlanta til Jonesboro, hvor den ødelagde jernbanen. Dette skete mellem den 18. og 22. august, men allerede den 23. sås et tog atter køre ind i Atlanta. (Shermans memoirer), hvilket igen stimulerede Shermans tro på kavalleriets uduelighed. 
Så satte han hele sin styrke i march, bortset fra et enkelt korps, der holdt Chattahoochee besat, marcherede vest om Atlanta og angreb mod Jonesboro, der blev forsvaret af Hardee, som Hood havde detacheret derned. Mangelen på rytteri gjorde, at Hood ikke vidste megen besked med, hvad der foregik. Han '-roede, det kun drejede sig om en del af Shermans hær, og sendte kur S. D. Lees korps til hjælp. Dette stødte imidlertid på Shermans venstre fløj (Schofield) den 31. august ved stationen Rough and Ready, og vendte fredeligt tilbage til Atlanta. Hardee var overladt til sig selv og kunne ikke holde stillingen ved Flint River, men derimod melde Hood, at lan stod overfor Shermans samlede styrke. Stillet overfor dette rømmede Hood Atlanta den 1. september og samlede sine nu svært medtagne styrker ved Lovejoy.
Sherman gik i kvarter i Atlanta.
Anden del af georgiafelttogel var endt.

Det tredie afsnit af felttoget skal, som før nævnt ikke nærmere behandles her, og begge førere er måske også bedst tjent med ikke at få det nærmere omtalt.
Hood gik med sin hær ude» om Sherman og opererede i baglandet i det forfængelige liåh, at Sherman ville lade sig lokke ud af Georgia. Dette skete fornuftigvis ikke. Sherman jagede Hood så langt bort, at han ikke kunne genere ham, lod e. par korps passe på ham og gik så tilbage til sin march gennem Georgia.
Denne del af Hoods operat .oner omtaler Earl Schenck Miers i »The general who marched to Hell« under overskriften: »The wild adventure of a crazy Fool« - og det må være nok om det.
Sherman fik ved sin videre fremrykning - uden modstand - æren af at have opfundet - ikke den tota e krig, for hele krigen var på en vis måde total, men terrorkrig mod civilbefolkningen. Atlanta brændte han den 13. og 14. november, og i en b'edde af 80 miles marcherede hans tropper til kysten, efterladende sig rygende ruiner og et hærget land. Det var hans ide, at han derved kunne tvinge Syden i knæ, men som det også er gået hans efterlignere adskillige gange, lykkedes det ikke for ham, hvorimod han fik skabt et had, dei holdt sig i lange tider, og hvis reminiscenser måske endnu findes. Man fristes til at sammenligne dette med Robert Lees dagsbefaling, da han før Gettyburg rykkede ind på fjendens område, hvori han forlangte privatejendom respekteret og satte dødsstraf for vold eller overgreb.

Afsluttende bemærkninger.
Det er ikke uinteressant at sammenligne Hoods og Jolinstons føring. Princippet i planen for Atlantas forsvar var det, som Jolinston havde forelagt, men udførelsen var næppe blevet på samme måde under den sidstes føring.
Når man ser bort fra slaget om Atlanta, der før er omtalt, ser det ud, som om det navnlig er i én henseende, Hood afveg fra det, man kunne forudse, Johnston ville have gjort. Betingelsen for og ideen i udfaldene måtte jo være at udnytte den spredning, der fremkom hos fjenden, til at samle overlegenhed eller i det mindste jævnbyrdighed.
Slaget ved Peachtee Creek var for så vidt velbegrundet, som Thomas virkelig bød fløjen til på en gunstig måde, men angrebet blev ført mod Shermans stærkeste arme, der alene var næsten dobbelt så stærk som Hoods samlede hær på dette tidspunkt.
Man kunne måske tænke sig angrebet ført, som det blev, men som et lokalbetonet angreb, der standsede, når fjenden kunne samle sine reserver, men det passede næppe til Hoods naturel.
Angrebet ved Esra Church ramte fjenden i det gunstigst mulige øjeblik, medens han var under march og ganske uforberedt, men skønt det var Hoods hensigt at slå Howards hær, satte han kun et svagt korps imod ham, og først da det var for sent, lod han det understøtte af et andet.
I løbet af 3 dage (slaget ved Peaclitree Creek og slaget ved Atlanta) mistede Hood flere folk, end Johnston havde mistet i 60 dages felttog. En sådan åreladning kunne vel tolereres, hvis det kunne føre til afgørelse, hvilket imidlertid selv i heldigste tilfælde ikke kunne ske.
Gennem hele felttoget — og forsåvidt hele krigen - kan spores faktorer, der ved studium kunne have givet et fingerpeg imod udviklingen. En af disse faktorer er det udstrakte brug af feltbefæstninger, der blev anvendt af begge parter. Så snart en styrke gjorde holdt, blev der gravet. Et angreb, der ikke startedes, medens fjenden endnu var under march, var sikker på at møde feltbefæstninger. Typisk i så henseende er Johnstons planlagte, men opgivne angreb under kampene ved New Hope Church den 30. juni. Da Hood nåede frem med angrebsstyrken, var fjenden allerede nedgravet, og angrebet måtte opgives.
Opklaringen, ikke mindst fægtningsopklaringen, spillede en fremtrædende rolle under Johnstons operationer. Der var næppe et tidsrum, hvor Johnston ikke vidste, hvad fjenden foretog sig, takket være hans anvendelse af sit rytteri, som han ofte forstærkede med infanteri for at kunne få virkelige oplysninger gennem kamp. Wheeler levede helt op til dette forud for slaget ved Atlanta, men det ser ud, som om Hood ikke forstod at værdsætte denne gren af tjenesten.
For rytteriets vedkommende gælder, at ofte, måske oftest, kæmpede det afsiddet som beredent infanteri. Da Wheeler ved en given lejlighed stod foran en stærk fjende, lod han halvdelen af sin styrke sidde af og gennemførte angrebet som et kombineret infanteri- og rytterangreb.
Med sin vekslende kampform, skiftende situationer og forskellighed i de to parters styrke udgør Georgiafelttoget en af de interessanteste dele af krigen mellem Nord- og Sydstaterne.

E. Bassing.

Af kilder:
- Freiherr von Freytag-Loringhoven: Studien iiber Kriegsfiihrung auf Grundlage des Nordamerikanischen Sezessionskrieges.
- A. Wolff: Den nordamerikanske Borgerkrig.
- M. F. Steele: American Campaigns
- Earl Schenck Miers: The General who marched to Hell
- Joseph E. Johnston: Narrative of Military Operations
- General W. T. Sherman Memoirs.

 

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon georgiafelttoget_sommeren_1864.pdf

 

 

 

 

 

 

 

Litteraturliste

Del: