Gæv kriger en god investering

Nu, hvor dønningerne har lagt sig efter de store mønstringsøvelser i efteråret 1990, kan det være på sin plads med en kommentar. Ikke mindst fordi efteråret 1991 byder på en øvelse af samme karakter, blot på Sjælland.

Nu, hvor dønningerne har lagt sig efter de store mønst- ringsøvelser i efteråret 1990, kan det være på sin plads med en kommentar. Ikke mindst fordi efteråret 1991 byder på en øvelse af samme karakter, blot på Sjælland.
Aflysningen af den planlagte øvelse BOLD GUAED var beklagelig. Det er en militærfaglig kendsgerning, at Jyske Division mistede en god øvelse for chef og stab i føring af divisionen samt en god mulighed for at øve samvirket mellem divisionens enheder.
En troppeenhed er som et orkester. Chefen, d.vs. dirigenten, skal bringe de forskellige grupper af instrumenter og solister (kamptropper, artilleri, ingeniører, flystøtte, træn m.v.) til at fremføre et bestemt værk, d.v.s. gennemføre en bestemt operation efter en bestemt plan. Grundlaget for orkestret er, at medlemmerne hver især behersker deres instrument. Men vigtige er også prøverne med det samlede orkester, hvor dirigenten terper værket igennem for at få takt, klang og intonering korrekt.
 
Jyske Division har aldrig været samlet til prøve. På stabs- og signaløvelser har deltaget repræsentanter for alle enheder. På feltøvelser har nogle af enhederne været delvis samlet, feks. artilleriøvelser, eller ingeniørøvelser. Selvom der lægges stor vægt på træning af enkeltmand samt de mindre led og enhe- der,er betingelserne for at præstere en god premiere vanskelige. Hertil kommer, at Jyske Division ved sin premiere ikke kommer til at spille det fastlagte program. Allerede efter første taktslag vil det være nødvendigt at improvisere. Instrumenter falder ud eller støj udefra overdøver indsatsen.
For Jyske Division havde BOLD GUARD været en længe savnet mulighed for at træne med helt op til halvdelen af orkestret og med alle instrumenttyper besat. Om det set med politiske øjne var rigtigt eller forkert at aflyse BOLD GUARD skal jeg ikke dømme om. Men for Divisionen betød det endnu en udskydelse af en vigtig prøve.
 
Ændret øvelsesniveau
I planlægningen af den nationale erstatningsøvelse, GÆV KRIGER, var det fristende at tilrettelægge en divisionsiedet øvelse for de deltagende brigader. Så kunne i det mindste brigadecheferne og brigadestabene få lejlighed til at gennemføre den form for øvelse, som divisionsstaben gik glip af. Men et sådant projekt måtte forkastes bl.a. af terrænmæssige grunde. Der er ikke tradition for en så stor samlet øvelse på dansk grund. Den militære trafik med bl.a. tunge bæltekøretøjer inden for et større område ville uundgåeligt medføre gener for den øvrige del af samfundet og dermed tab af den goodwill, som også forsvaret har behov for. Det har hidtil været vore tyske allierede, der lagde terræn til de store øvelser. Selv om det kan synes uretfærdigt, kunne man ikke løbe an på, at danskerne uden videre ville acceptere væsentlige ændringer i denne for os så bekvemme tilstand.
I konsekvens af de manglende muligheder for at finde et egnet civilt øvelsesterræn blev øvelsen opdelt i fire mindre øvelser. De blev placeret, så størsteparten af den tunge trafik og kamphandlinger med bæltekøretøjer kunne foregå i militære øvelsesterræner. Ledelsen af øvelserne blev pålagt divisionsstaben og de tre brigadestabe. Det betød farvel til at træne brigaderne i føring, fordi de nu måtte påtage sig rollen som øvelsesle- delse. Til gengæld forbedredes muligheden for en rationel udnyttelse af øvelsestiden for alle de deltagende enheder på bataljons- og underafdelingsniveau. Jo mindre ramme, en øvelse foregår i, desto større er muligheden for at undgå uønskelig ventetid. Med bataljonsniveauet som primær øvelsestager ville det være muligt at holde et højt aktivitetsniveau for alle hele øvelsesperioden igennem.
 
Model for mobiliseringsuddannelse
Uden at det egentligt var tilsigtet fra starten viste der sig en bonuseffekt ved de fire GÆV KRIGER øvelser. Her var modellen for gennemførelse af brigadernes og divisionens uddannelse af mobiliseringsstyrken i en evt. grå periode. Den mulighed er blevet mere sandsynlig med den øgede varslingstid.
Hidtil har der været lagt vægt på en hurtig mobilisering og forskydning af Jyske Division til et indsættelsesområde i Nordtyskland samt på de nødtørftigste forsvarsforberedelser. Med det forøgede varsel bliver en variant med en længere forberedelsestid aktuel. Jyske Division arbejder for tiden med at tilrette sit plankompleks, så rutinering af de tre brigader og divi- sionstroppeme i hver sit område i tilslutning til øvelsesterræner og eksisterende uddannelsesfaciliteter hurtigt kan iværksættes. Genopfriskningsuddannelsen skal kunne tilpasses det aktuelle varsel, så den rådige tid udnyttes med prioritet til de vigtigste færdigheder.
 
CFX
Også på et andet område har GÆV KRIGER øvelserne givet inspiration. På GÆV KRIGER 4, Divisionens øvelse for divisionstropperne, dannede en stabs- og signal-øvelse (CPX) på divisionsniveau ramme om feltøvelser (FTX) med Opklaringsbataljon, Divisionsartilleriet og Luftværnsafdelingen. 3. Jyske Brigade, der havde gennemført sin GÆV KRIGER 3 en uge forinden, opstillede to brigadehovedkvarterer og skabte dermed den operative ramme. En bataljon af anden fredsstyrke (I/Prinsens Livregiment) spillede rollen som markeringsstyrke primært for Opklaringsbataljonen, snart som samarbejdspartner og snart som fjendestyrke.
Trods visse begyndervanskeligheder ved at afstemme det fiktive og reelle fjendebillede voldte kombinationen af CPX og FTX ingen problemer. Tværtimod var divisionstroppeme, herunder ikke mindst artilleriet og luftværnet, meget tilfredse med at kunne operere i den rette ramme. Deltagelse som overbygning på en brigadeøvelse ville have været et dårligere alternativ. Kombinationsøvelsen, i nyere NATO-terminologi benævnt Command & Field Training Exercise (CFX) er en god løsning i sparetider.
 
Spiltid
Spildtid er enhver mønstringsplanlæggersmareridt. Der ofres mange kræfter på, at de mønstrede soldater kan opleve mønstringsperioden som en jævnt travl og spændende indlæring eller repetition. Det er ganske vist det modsatte af krigens realiteter, der ofte veksler mellem korte, intense indsatser og lange trivielle venteperioder. Men dels er mønstringsperioden for kort til, at det er cost-effektive at indlægge egentlige venteperioder. Dels er holdningen hos hovedparten af de mønstrede, at skal man ind, skal der være smæk for skillingen fra start til mål.
Under en stor øvelse som BOLD GUARD ville en vis ventetid have været uundgåelig. Derfor var planlagt to sæt foranstaltninger til at anvende uudnyttet ventetid bedst muligt. For det første opstilledes en “purple force” eller markeringsstyrke, som uafhængig af modstanderpartiets aktiviteter kunne indsættes mod uengagerede frontenheder, reserver og installationer. For det andet var der hjemmefra forberedt en række repetitions- lektioner ved de forskellige underafdelinger, som kunne iværksættes, dersom der opstod døde perioder.
Da øvelsesniveauet blev sænket fra BOLD GUARD til GÆV KRIGER, blev “purple force” skåret ned og indrulleret i selve øvelsesstyrken. Behovet for den fandtes ikke længere at være tilstede. Nu ville det være muligt at opretholde et passende aktivitetsniveau i kraft af selve øvelsen. Derimod blev kravet om forberedelse af repetitionslektioner opretholdt.
Hvordan gik det så? I forhold til det høje, ensartede aktivitetsniveau, der kan præsenteres under de små mønstringer med et par hundrede mand, var ak-tiviteten ved de over 5000 mønstrede under GÆV KRIGER ganske god. Men den afspejlede helt klart mere krigens realiteter end den mønstrede soldats ide- alaktivitetsmønster. Enhederne oplevede perioder med høj øvel- sesintensitet og perioder med ventetid, der i henhold til planerne skulle have været udfyldt med repetitionslektioner for at undgå at ventetiden blev til spildtid. Jeg så imidlertid kun enkelte eksempler på iværksættelse af disse lektioner. Årsagen var helt klart, at lektionerne skulle gennemføres af førerne, som altid har travlt under øvelser, og som har mere behov for at udnytte et par timers ventetid til søvn, end til at gennemføre en lektion. Øvelsens erfaringer er altså, at ventetidsundervisning ikke er en farbar vej. Der er kun et reaHstisk alternativ: Aktiviteten skal skabes som en integreret del af øvelsen. I fortsættelse heraf er det vigtigt at slå fast, at ventetid ikke behøver at blive til spildtid. Det er den rådige tid mellem aktivitetsperioderne, der sikrer, at opgaverne kan løses. Ventetiden skal nemhg udnyttes. For det første til at opretholde enhedens kampkraft gennem organiseret hvile, forplejning, soignering, eftersyn, reparation, genforsyning m.v For det andet til at forberede kommende faser af kampen, f.eks. ved udbedring af sløring og kampstillinger etc., indøvelse af kommende operationer som ildoverfald, modstød, stormfaser o.l., blindskydning med artilleri og morterer, kørsel o.s.v. (Hvor er der dog mange kørere, som har glemt eller måske aldrig har lært at bakke med en påhængsvogn eller pjece). Listen er på ingen måde udtømmende. Der er masser at tage sig til i venteperioder, som hurtigt kan og skal sættes i værk, og som ændrer ventetid til meningsfuld aktivitet.
 
Under GÆV KRIGER så jeg eksempler på både god og manglende forståelse for udnyttelse af ventetid. Ved ét batteri var alt i orden. Sløringen perfekt og vedligeholdt, pjecerne velso- igneret, materiellet oplagt i pinlig orden, mandskabet korrekt påklædt, nogle var indsat til sikring, andre sørgede for forplejning til besætningerne og atter andre hvilede på anviste pladser nær stillingen. I det andet batteri, der kom fra samme afdeling var stort set alting galt. Soldaterne var usoignerede og trætte. Nogle hvilede sporadisk i tilfældige områder og med tydelig dårlig samvittighed over, at de gjorde det. Det til trods for at der netop her var en god lejlighed til lidt etagevask eller til at sove et par timer. Andre holdt individuel picnic med rationerne spredt over et større areal af stillingen.
Ved det første batteri var der ikke tale om vente- eller spildtid. Alle havde nok at gøre selv i ildpauser. Ved det andet havde kedsomheden bredt sig med det resultat, at både beredskab og moral led skade. Betingelserne for batterierne var ens. Forskellen skal alene findes i førernes forskellige evner til at sætte personellet i gang med alle de aktiviteter, der sikrer opretholdelse af kampkraft og de bedste betingelser for at løse de pålagte opgaver.
De mønstredes opfattelse
At den fornviftige anvendelse af ventetiden ikke lykkedes alle steder, fremgår af en række tilbagemeldinger, der er modtaget efter øvelsen. De kan deles op i de engagerede, der er sendt til de ansvarlige myndigheder, og de sensationelle, der er sendt til pressen.
Vi har helt klart fået mest ud af de første, mens de sidste har været med til at fremstille øvelsen i et forkert lys. Mest ærgerligt er det, når folk, som vi har behandlet skånsomt trods betydelige “skævere” eller bøjet os bagover for at give lejlighed til at passe “uopsættelige” private gøremål, derefter hidser en journalist i bekendskabskredsen op til en sensationel artikel om spildtid.
I nuet fremkommer en negativ historie som plagsom, men retrospektivt gav GÆV KRIGER kun anledning til få beklagelser. Dem vi har modtaget - både de positive og negative - er behandlet og vurderet og opgjort som erfaringer til næste gang. Hovedindtrykket, som står tilbage er, at langt størstedelen af de mønstrede var tilfredse med øvelsen.
 
Feltvanthed
Den manglende evne til at udnytte ventetid, som sporedes ved nogle af enhederne, ligger formentlig i enhedernes manglende feltvanthed. Mange af de mønstrede deltagere i GÆV KRIGER øvelserne prøvede for første gang en sammenhængende øvelsesperiode på over en uge. Deres hidtil længste øvelse i vær- nephgtstiden var fire døgn fra mandag middag til fredag middag. Der er naturlige forklaringer på at øvelsesperioderne har været korte og muligvis bliver endnu kortere. Budgettet rækker ikke til mere. Det betyder så, at øvelsens emner skal komprime- res i tid, hvorfor der ikke fremkommer ventetid. Tværtimod springer man ofte fra det ene emne til det andet gennem en neu- trahseringsperiode, hvor en nødtørftig faglig tjeneste udføres uden sammenhæng med øvelsessituationen, så alle på kortest mulig tid kan være klar til næste fase. Tid til søvn, skift af sokker, barbering, soignering, eftersyn af køretøjer, småreparationer, ja sågar store, må vente til øvelsen er forbi.
Mange enheder har i deres uddannelsesrapporter fremhævet GÆV KRIGER’s betydning for enhedernes, herunder også førernes, feltvanthed, egenskaber som har været svindende siden efterårsmanøvrernes tid. Budgetbegrænsninger tillader i reglen ikke, at feltvanthed indlæres på den hårde måde, altså ved at øvelsens længde til sidst tvinger enhederne til at udnytte ventetid rationelt. Så meget desto vigtigere er det, at man i det daglige øvelsesforløb holder sig førerens ansvar for opretholdelse af kampkraften og den stadige forbedring af kampbetingelserne for øje. Det er de urutinerede førere, der “glemmer” at iværksætte foranstaltninger til at bevare kampkraften. Den dag, kompagniet øvede Kamp fra stilling i værnepligtstiden, var alle jo i sving hele dagen. Derfor - tror man - må der også nu kræves 100% indsættelse hele tiden. Det giver også en rar fornemmelse af, at beredskabet er højt og paratheden stor. Men narrer sig selv. Soldaterne opdager nemhg hurtigt, når der ikke foregår noget, og de er lynhurtige til at gå igang med almindeligt, militært tidsfordriv, som sammenkomster på hækken af kampvognen, hyggekomsammen om adgangspostens stade og forplejning efter skovtursmetoden. Frugtbar ventetid, som af den feltvante enhed kunne have været udnyttet til trimning, bliver til spildtid, og beredskab eller parathed er gået fløjten.
 
Den operative standard
Den operative og taktiske planlægning og føring var generelt tilfredsstillende. Effekten af at opretholde stående stabe ved divisionen, brigader, divisi-onsartilleriet, opklaringsbatal- jonen og luftværns-afdelingen kom klart til syne. Førere på bataljons- og underafdelingsniveau gled uden væsentlig besvær ind i deres funktioner. Dels havde de gennem diverse instrukti- onsøvelser, taktisk-træner øvelser, stabs- og signaløvelser og feltøvelser lært håndværket, dels var enhederne hurtigt samarbejdet på grund af det gode personhge kendskab førerne imellem. Startvanskehgheder kunne naturligvis ikke undgås. Selvom meget nøglepersonel er designeret liniepersonel eller reservepersonel med rådighedskontrakt, vil der altid være new-commers blandt førerne. Men mobiliseringsstyrkens chefer og førere skiftes heldigvis ikke i det rasende tempo, der karakteriserer stående styrke og anden fredsstyrke. Mest glædeligt var det dog, at føringen udviklede sig i løbet af øvelsen. Efter ca. en uges rutinering fungerede føringen tilfredsstillende de fleste steder. Dette er godt klaret i en mobiliseringshær, og det viser klart fordelen ved at opretholde en operativ struktur til at sikre denne vigtige del af uddannelsen.
 
Den logistiske standard
Derimod voldte visse dele af logistikken kvaler. Det drejede sig først og fremmest om vedhgeholdelsestjenesten og reser- vedelsforsynings-tjenesten. Til gengæld var der i det store hele gode takter i sanitetstjenesten, der trods mange års mangel på reservelæger fungerede tilfredsstillende. Analyse af problemerne med vedligeholdelsestjenesten viste, at der er tre hovedårsager : - En del af vedligeholdelsespersonellet (mekanikere og reservedelsfolk) var fejlplaceret i mobiUseringssystemet. Enten havde de ikke erhvervet den for stillingen nødvendige uddannelse eller også var uddannelse forældet eller på anden måde uaktuel. En 40 år gammel kampvognsmekaniker, der er uddannet på Centurion-kampvogn, gør ikke meget fyldest i en Leopardenhed.
- Det faglige dokumentationsmateriale, f.eks. reserve- delskataloger etc. var ikke til rådighed for alle mobiliserede enheder.
 
Samarbejdet mellem de enkelte echeloner fungerede trægt ikke mindst på grund af for sjældne øvelser med deltagelse af vedligeholdelseskompagnieme i divisionens fire trænbataljoner. Kompagniernes opbygning er kompliceret, idet der først og fremmest er lagt vægt på specialisternes anvendelse under gar- nisonsforhold. Det betyder, at hvert kompagni opstilles af fire forskellige regimenter med deraf følgende vanskeligheder og store omkostninger ved at samle det under øvelser. Derfor har division og brigader ofte været henvist til at afstå fra at anvende kompagniet under øvelser og at vælge den nemme løsning- At klare sig med de nærmeste garnisonsværksteder samt - udskydelse af reparationer til efter hjemkomst.
De anførte problemer har været anført i de fleste øvelsesrapporter og har også været omtalt i fagpressen. Afhjælpningen giver ingen principielle problemer, kun målrettet arbejde og økonomiske ressourcer. Personellets designering skal undersøges, og rette mand skal placeres på rette plads. Rådes ikke over personel med den rette uddannelse, skal der hurtigst muligt sættes omskohngsmønstringer i gang. Desuden skal ved- ligeholdelsesenhederne deltage på feltøvelserne uanset at dette måske er ubekvemt eller går ud over arbejde i garnison. Det er den feltmæssige vedligeholdelsestjeneste, der bliver afgørende, ikke værkstedstjenesten på kasernens “civile” værksted. Divisionen er i samarbejde med Hærens Operative Kommando og andre myndigheder i gang med at rette op på problemet. Hérunder er også foreslået en strømlining af opstillingspligten. For størstepartens vedkommende forventes problemerne løst inden udgangen af 1991. Herefter iværksætter Divisionen en tilbundsgående kontrol.
 
Afslutning
Trods dobbelt arbejde (planlægning af både BOLD GUARD og GÆV KRIGER) var øvelserne anstrengelserne værd. De indhøstede erfaringer er værdifulde uanset om de var af positiv eller negativ karakter. De viser, hvor kræfterne skal lægges i den nærmeste fremtid. Den vigtigste erfaring er, at den operative struktur og mobiliseringssytemet virker, og at et mobilise- ringsforsvar baseret på almindelig værnepligt ikke blot opfylder de kvantitative, men også de kvalitative krav. Mobiliseringsfor- svaret kan virke med kort varsel, men GÆV KRIGER viste - ikke overraskende - også, at selv en kortere forberedelsestid forbedrer enhedernes effekt, og reducerer de tab, løsning af en given opgave vil medføre. Øvelser af et omfang som BOLD GUARD eller GÆV KRIGER er kostbare og skal i størst mulig udstrækning erstattes med mindre øvelser, herunder EDB-assisterede CPX for at spare penge. Men de store øvelser kan aldrig helt undværes. Det er her helheden i systemet kontrolleres og skæve udviklinger afsløres.
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: