Frygt og stress i kamp

De følgende betragtninger, der er udarbejdet af chefen for Nørrejyske Artilleriregiment, oberst Per Svensson, har været anvendt som baggrunds materiale i forbindelse med et chefsseminar om ledelsesprincipper ved Nørrejyske Artilleriregiment. De forekommer at have interesse også for en større kreds.
 
Enhver soldat i kamp, vil opleve frygt og stress. Og det hvadenten det drejer sig om krig i gammeldags, konventionel forstand eller om krigsforhold, hvor atomvåben bliver anvendt eller kan forventes at blive anvendt. Frygten vil i bredeste forstand strække sig fra bekymring over ængstelse til skræk og rædsel, der kan medføre panik og sammenbrud. Nogle skelner mellem frygt som en følelse, der opstår som følge af ydre farer, medens angst i højere grad end frygt er præget af uvished og indre spænding. Det er dog vanskeligt i alle tilfælde at skelne mellem frygt og angst, bl.a. fordi frygten kan indeholde større eller mindre elementer af angst. Enhver soldat vil i kamp komme ud for at opleve en tilstand af frygt. Graden heraf vil afhænge af den enkeltes personlige opfattelse af den trussel, situationen udgør mod hans velbefindende. Truslen kan være helt igennem indbildt i en reelt set ikke-truende situation, eller den kan være en særdeles virkelig trussel mod den enkelte, der blot ikke opfatter den som sådan overhovedet. Reaktionerne vil variere i overensstemmelse hermed, for de flestes vedkommende et eller andet sted mellem disse to yderligheder.
 
Stress kan - udover at være betegnelsen for den situation, der fremkalder tilstanden stress - også betegnes som en tilstand af langvarig alarmberedskab i organismen, hvor der sker omtrent det samme som i en tilstand af frygt. Stressfyldte situationer kan medføre frustrationer, hvor man er i en situation, man ikke har herredømme over eller ikke har kunnet forudse eller tage højde for. Man er kommet i en situation, som man på grund af manglende evner eller kunnen ikke kan klare. Man føler sig skuffet eller tilsidesat. Man bliver frustreret. Frygt er en ubehagelig følelse. Enhver, der føler frygt, vil forsøge - fysisk eller mentalt - at reducere følelsen. Fysisk ved at fjerne årsagen eller at fjerne sig selv fra årsagen til frygttilstanden. Mentalt ved iværksættelse af forskellige psykologiske forsvarsmekanismer. Den fysiske reaktion er den mest rationelle, men til gengæld nok også den, der er sværest at gennemføre under kamp. Den enkelte soldat kan således ikke fjeme kamplarmen og kan ej heller alene bekæmpe fjendens artilleriild - at fjeme sig ved flugt er ikke en umiddelbart tiltalende løsning for en soldat. Tilbage er så mentalt at distancere sig fra årsagen til frygten. Man kan benægte for sig selv, at faren er så truende, ja at den overhovedet eksisterer. Man kan, for at skjule sit manglende mod, optræde mere tappert end den tapreste. Man kan betragte en såret kammerat mere som et eksempel på en lektion i Første Hjælp end som en ven i nød. Eller man kan bekymre sig mere om en elendig forplejningssituation end om ilden fra fjendtlige snigskytter.
 
Frygt er en følelse, og med frygten kan forekomme visse fysiske reaktioner. Adrenalinen flyder frit. Den fysiske reaktionsevne og opmærksomheden skærpes. Evnen til at tænke logisk kan dog formindskes, hvis frygttilstanden overskrider en vis tærskel. Forud for en motorulykke prøver mange både at bremse og styre væk fra den truende kollision. Jo mindre succes, jo hårdere træder man på bremsen samtidig med, at man hiver i rattet. Og det til trods for, at det ved nærmere eftertanke nok var mere hensigtsmæssigt at give gas og styre udenom. En soldat kunne forventes først og fremmest at frygte sin egen død. Erfaringerne tyder imidlertid på, at de fleste tror sig udødelige. Sålænge døden ikke er uafvendelig, synes de fleste at tænke: »Det sker ikke for mig«. Lemlæstelse og invalidering er derimod noget helt andet. En soldat frygter mest af alt at få ødelagt kønsorganerne - at blive kastreret, eller at blive blind. Han frygter dog også invalidering ved f.eks. at miste arme eller ben.
 
En anden form for fiygt på kamppladsen er frygten for det ukendte eller uventede. Frygten for det ukendte kendes også i dagligdagen. Tag f.eks. frygten for kernekraft. Og en mangelfuld uddannet soldat, der pludselig og uventet ikke kan bevæge sig på grund af heftig fjendtlig beskydning, kan mentalt bevæge sig gennem hele skalaen af frygt, indtil han holder op med at tænke rationelt og panikslagen gør et eller andet. Han kan sjmke hen i en apatisk sløvhedstilstand, gribes af voldsom agressivitet - »gå bersærk«, rulle sig sammen med tommelfingeren i munden eller gribe til flugt, alt efter hvilke erfaringer han tidligere har gjort i lignende situationer. Dertil kommer så frygten for at være alene. Mennesket er et flokdyr. Mange af livets opgaver og funktioner kan kun løses sammen med andre, fordi de er uoverkommelige for den enkelte. Men stilles man over for opgaver, man ikke kan klare alene, bliver man frustreret og kan få stress. Blot tanken om at blive alene kan give anledning til uro og bekymring. Under kamp vil de stressfyldte omgivelser lægge et sådant pres på soldaten, at hans deraf følgende behov for at tilhøre en gruppe vil være stort. Eksistensen af en sådan gruppe og hans medlemskab af denne må derfor tillægges overordentlig stor betydning. Den tættest forbxmdne og den mest iøjnefaldende gruppe ér den på under ti - primærgruppen. Det er i den soldaten løser sine umiddelbart pålagte opgaver. Men soldaten tilhører også andre grupper, hans kompagni, eskadron eller batteri og - ikke mindst - hans familiekreds. Også fra disse grupper forventer han støtte i stressfyldte situationer. Høj moral og god ledelse kan være medvirkende til at forebygge frygt og stress.
 
Moral i al almindelighed kan opfattes som den viljestyrke, modstandskraft, pligtfølelse og offervilje den enkelte viser for at leve op til de normer, der bestemmer hans eller hendes følelser og handlinger. Her tænkes specielt på ydre sociale normer til forskel fra indre etiske værdier. Der er altså tale om det sæt af vurderinger, som en gruppe eller et samfund anlægger, og som godt kan være i modstrid med den enkeltes vurdering af, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Om kampmoral specielt kan siges, at den indeholder to aspekter. For det første en villighed til at engagere sig i kamp og for det andet en udholdenhed under kampen, når man ved, hvad det drejer sig om. Der er ikke tale om at kæmpe efter etisk akcepterede regler, men om at kæmpe eventuelt på trods heraf.
Kampmoralen opbygges af bl.a. følgende faktorer:
1. Gruppesammenhold.
2. Tillid til føreren.
3. Tillid til våben og egen formåen.
 
Ledelsen arbejder på alle trin med at opbygge og forstærke moralen og tilskynde til positiv handling og aktivitet. Det militære forsvar må derfor motivere samt opbygge og vedligeholde en moral, der ikke bukker under for frygt og stress i krig. Hos langt de fleste må man opbygge selvtillid, stolthed, hengivenhed over for gruppen og viljestyrke, ligesom tilstedeværende humoristisk sans må udvikles. Viljestyrke er vigtig, ikke mindst for chefer og ledere. Chefer skal se til, at deres mandskabs fysiske tilstand er så god som omstændighederne tillader. De skal tage mandskabets behov for søvn, føde, drikke, varme og ly i regning. Krigen bliver ofte beskrevet som en uafbrudt virksomhed, ved dag som ved nat, over et betydeligt spand af tid - i hvert fald mere end de 72 timer eller så, et menneske kan fortsætte uden nævneværdig søvn. Truslen om anvendelse af nukleare og kemiske våben medfører beskyttelsesforanstaltninger, der kan give anledning til følelse af frygt. Ikke mindst den spredte opstilling og indsættelse af enhederne, der er nødvendiggjort af muligheden for anvendelse af nukleare våben, lægger op til oplevelse af ensomhed.
Der må derfor findes nye veje til allerede i fred at forebygge stress og dermed forlænge personellets udholdenhed i krig. Der kan her være tale om uddannelse og gruppesammenhold.
 
På uddannelsesområdet er skabelse af selvtillid af afgørende betydning som udgangspunkt for vilje til at holde ud, selvdisciplin, selvrespekt, mod og godt humør. Selvtillid fremstår bl.a., når soldaten meddeles så megen viden om og så mange færdigheder i at klare de mangesidede situationer, han i kampen kan komme ud for, at det ukendte og uventede reduceres til et minimum. Den enkelte vil i en stressfyldt situation, som han erkender, sandsynligvis følge en fremgangsmåde, der tidligere har vist sig hensigtsmæssig. Man må derfor under uddannelsen prøve at skabe de situationer, soldaten kan blive udsat for i krig, og vise soldaten en aktiv måde at klare situationen på.
 
Den største frygtfaktor i de forløbne krige - og i eventuelle fremtidige - synes at være den manglende evne til at bevæge sig under intensiv fjendtlig ild. Legemet higer efter at reagere aktivt som svar på adrenalinen, men hjernen insisterer på, at legemet skal forblive i dækning. Konflikten frembringer en frygtfølelse, der bliver mere extrem, hvis fjendens ild er tæt nok på eller kraftig nok til at skabe en realistisk frygt for umiddelbar lemlæstelse. Visse fysiske handlinger kan udføres for at lette følelsen af frygt, og sådanne skulle være lært under uddannelsen. Det kan være råben, hamren i jorden med knyttede hænder, sammenknytning og udstrækning af hænderne, klappen i hænderne, tællen højt eller fremsigelse af bønner. Soldaten må desuden gennem enkeltmandsuddannelsen lære våbenbetjening, feltmæssig optræden m.v., så disse funktioner gennemføres rutineret og automatisk. Enhedsuddannelse som f.eks. skytsbetjening og brobygning skal gentages ofte, med reduceret besætning, defekt materiel, i røg og under usigtbare vejrforhold og hvad man ellers kan forestille sig under krigsforhold. Besætningen skal ved indsættelse kunne gennemføre dens funktion fejlfrit uanset omstændighederne. En sådan uddannelse er både reahstisk og direkte.
 
Selvom meningerne kan være delte om værdien af mere indirekte former for uddannelse, kan der næppe være tvivl om, at gennemført orden under rutinemæssige forhold medfører vaner, der letter tilværelsen under mere fremmedartede og uvante omstændigheder. På samme måde er der indhøstet gode erfaringer med orientering af personellet om den fjendtlige situation, med gennemførelse af gejstlig tjeneste, ved udveksling af synspunkter om den aktuelle politiske situation, med afvikling af sports- arrangementer m.v., alt sammen vurderet ud fra, hvad der fremmer soldatens selvtilUd og styrker gruppesammenholdet. Det bedste middel mod fiygt er dog visheden om at tilhøre en gruppe, såvel fysisk som psykologisk. Fysisk kan man udstille dobbeltposter, anvende to-mands skyttehuller, anbringe personellet inden for råbeafstand og benytte radio til forbindelse udover råbeafstanden. i Psykologisk er den militære organisation ikke i alle henseender lige hensigtsmæssig. Her er tale om en balance mellem centralisering af økonomiske og ressourcemæssige årsager og decentralisering med henblik på udvikling af gruppesammenhold og korpsånd.
 
Under daglig tjeneste er den vigtigste gruppe i denne sammenhæng underafdelingen - kompagniet, eskadronen, batteriet, eskadrillen, sommetider endog delingen. Det er påvist, at gruppesammenholdet inden for primærgruppen er af overordenthg stor betydning og derfor må fremelskes under uddannelsen. Lettest kan dette gøres i væmepligtsenheder. Her indkaldes alle samtidigt, og alle vil uddannelsen igennem principielt være på samme uddan- nelsesstade. Den eskadrering, der gennemføres efter den grundlæggende soldateruddannelse, vil normalt være uændret uddannelsestiden ud. Men medens man her allerede fra starten kan lægge vægt på gruppefølelse og gruppesammenhold, vil tjenestetidens længde sætte en grænse for, hvor høj grad af rutinering, der kan opnås af den enkelte såvel som af gruppen. Såfremt mobiliserede enheder er de samme som de enheder, der blev hjemsendt fra den første uddannelse, skuUe man teoretisk umiddelbart kunne bygge videre på den allerede gennemførte uddannelse og den allerede etablerede gruppedannelse. Imidlertid må der forudses ændringer i enkadreringen, blandt andet fordi chef og næstkommanderende og måske nogle af delingsførerne i mobiliseringsenheden ofte er reserveofficerer, der ikke fungerede i deres funktioner under den første samlede uddannelse. Og ændrer man dertil på enhedens opgaver - og dermed måske også på dens materiel, vil der være behov for tid til genetablering af gruppesammenholdet og til uddannelse i nye opgaver og på nyt materiel, inden enheden kan udsættes for kamppladsens stressfyldte miljø.
 
I stående enheder kan problemerne være anderledes og måske større. Personellet er ikke indkaldt samtidigt, og som følge af forskellige tidspunkter for kontraktophævelse med deraf følgende dråbevis personelerstatning er gruppefølelse vanskeligere at erhverve. Skønt den enkeltes rutine kan være stor, er gruppen sammensat af personel på forskelligt uddannelsesstade. Læg så dertil enkeltmands fravær på grund af afspadsering, kurser og civiluddannelse. Alt i alt er der derfor endog særdeles store vanskeligheder for den uddannelsesansvarlige chef med hensyn til at få uddannelse og gruppesammenhold til at gå op i en højere enhed. Planlægning alene gør det ikke. Men netop tilstedeværelsen af erfarne, rutinerede soldater med den rette holdning kan være medvirkende til at sluse nytilgåede ind i en velfungerende enhed uden nævneværdig tab af effektivitet i overgangsperioden.
 
Man kan måske diskutere i hvilken udstrækning hjemmevæmsenheder vil blive udsat for de helt samme stressfyldte situationer som felthæren. Men udelukke, at hjemmevæmssoldaten udsættes for frygt og stress i krig, kan man ikke. Hjemmeværnet har her en stor fordel i den lokale tilknytning til indsættelsesstedet. Man slås i bogstaveligste forstand for sit hjem. Og man gør det sammen med ligesindede fra samme lokale område. Den grundlæggende enhed i hjemmeværnets kamp er netop gruppen, hvor man kender hinanden, ikke blot fra tjenesten i hjemmeværnet, men også fra den øvrige daglige tilværelse som naboer, arbejdskammerater, familie o.s.v. Under disse forhold er der alle muligheder for både at opnå rutine i våbenbetjening m.v. og styrke gruppefølelsen. At så den så ofte hørte udtalelse fra den hjemmevæmssoldat, der ikke møder op til skydninger, øvelse m.v.: »Ja, men I ved jo, at I kan regne med mig, når det gælder«, har sine begrænsninger, når frygt og stress sætter ind, siger sig selv.
 
Soldatens medlemsskab af de sekundærgrupper, der udgøres af bataljon, afdeling, brigade og regiment kan vedligeholdes bl.a. ved hjælp af tjeneste- stedsblade, afdelingsmærker, uniformssærpræg og andet, der tilsammen markerer en gruppeeksistens. Medlemsskabet af familiegruppen må styrkes, dersom soldaten skal modtage den støtte fra hjemmet, der vil holde ham helhjertet forpligtet over for soldatertilværelsen. Baglandet skal være i orden. Det er derfor feltposttjenesten i krig skal virke, velfærdsforanstaltninger er vigtige, orlov urørlig og lønnen skal svare til jobbet. Ud fra lederens personlighed og de anstrengelser, der udvises for at uddanne, informere og drage omsorg for soldaten, vil denne erhverve tillid til sine ledere og chefer. Regelmæssig information spiller en vigtig rolle for fjernelse af soldatens tvivl og frygt og for fremme af hans tillid. Hvis han føler, at hans foresatte er kompetente og erfarne, at han gennem uddannelsen er parat til at modstå, hvad der måtte forekomme, at der drages omsorg for ham, og at han er medlem af en effektiv gruppe, vil hans moral være høj, og det mod, han udviser ved at følge den leder, han har tillid til, være stort.
 
Når tilstedeværelsen af en leder, man kan stole på og have tillid til, er så betydningsfuld, er det særdeles vigtigt at udvælge og uddanne de rette personer til ledere. Da lederens hovedfunktion vil være at uddanne soldaten i fred med henblik på at føre ham i krig, må man sikre sig de kvalifikationer, der i lederen forener læreren med føreren. Formålet med en militær uddannelse er hos rekrutten at skabe holdninger, der sikrer ham overlevelse og kampvilje i krig. Der er sagt meget herom, men det kritiske punkt er at få en person til at handle og reagere som soldat. Reaktionerne er et produkt af holdninger. Holdninger kan læres. Betingelserne for holdningsdannelse afhænger blandt andet af troværdigheden af den leder, der prøver at skabe en bestemt holdning hos andre. Troværdigheden afhænger af den enkeltes tillid til lederens hensigter og ekspertice.
 
Holdninger en gang accepterede er sejlivede. Men det synes også som om vedligeholdelsen af holdningerne og den fortsatte tilstedeværelse af kilden til disse holdninger er snævert forbundne. Hvorvidt dette medfører, at soldater kun vil opføre sig som soldater sålænge de er i forsvaret og derefter vender tilbage til deres tidligére holdninger eller om de kun vil være soldater sålænge de er sammen med deres leder og instruktør, er et omstridt pimkt. For at vende tilbage til lederens troværdighed - hans personlige autoritet. Dette synes at være den vigtigste enkeltkvalifikation en leder må besidde. Uden denne vil han ikke blive akcepteret af eller i gruppen. Herudover må lederen tillige være målrettet, dynamisk, kunne motivere og samarbejde samt kunne tage højde for situationen. Der er iWkp her sagt noget egentligt nyt. Soldater har altid vidst, at der forekommer frygt og stress på slagmarken, og at de kan modstå påvirkningerne heraf, hvis moralen er høj og lederne dygtige. Medvirkende til at skabe høj moral er en effektiv målrettet uddannelse og tilvejebringelse af velfungerende grupper, hvor alle kender og - ikke mindst - stoler på hinanden. 
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.