Fremtidens krig

I denne artikel vil jeg beskrive, hvordan krigen får en fremtid, da den industrielle revolution og opkomsten af det moderne giver mulighed for at tænke, og frygte, at fremtidens krig er noget andet end fortidens. Før moderne tid havde krigen ikke en fremtid. I Diskurserne spørger Machiavelli, om romerne ville have klaret sig bedre med artilleri og den militær teknologi, som hørte hans tid til, og svarer nej. For Machiavelli er det soldaternes værdier, som skaber en god hær og et godt samfund, som skaber gode værdier. Borgerne i Firenze kunne lære af Rom, også selvom teknologien havde forandret sig.[1]

Kilde: www2.forsvaret.dk
Således også Clausewitz. Clausewitz’ Om krig er et kæmpe forsøg på at forstå krigens forandring, men hos Clausewitz ligger forandring i den førte politik – ikke i teknologi.[2] Clausewitz fortsætter Machiavellis ide om, at et politisk fællesskab har de væbnede styrker, som det fortjener. Men for Clausewitz er det noget som kan manipuleres. Han går ind for en prøjsisk milits osv.

Opfindelsen af luftballonen, mere effektiv krudt, bedre logistik bliver set som kvantitative snarere en kvalitative forandringer af krigen. De forandrer ikke krigens væsen, de skaber ikke andre samfundsmæssige konsekvenser af krigen, de giver blot nye midler til at realisere krigens mål. Disse mål er for Clausewitz lige så givne, som de var for Thykodid.

Men det forandrer sig. Og jeg vil i det følgende forklare hvordan.

Først vil jeg definere og sætte studiet af det militære system i kontekst af international politik, som traditionelt er den disciplin, der har konstitueret studiet af sikkerheds- og forsvarspolitik i Danmark. Dernæst vil jeg definere det militæres samfundsmæssige rolle og så se hvordan samfundsmæssige forandringer forandrer det militære. Det vil jeg gøre ved at se på det militære systems interaktion med dets teknologi, mennesker og politik.

International politik på Window Shopping
Forfattere, som skriver inden for disciplinen international politik (IP) holder af at citere Thykodid som den første, der opstiller en teori om IP. Han mente, at den Peloponniske krig startede, fordi spartanerne var bange for den athenske magt.[3] Men uanset hvor mange gange den sætning citeres, så ser de færreste IP forskere på resten af bogen, som er en beskrivelse primært af Athens strategi i krigen og en forklaring på, hvorfor den slog fejl. For Thykodid ville ikke opstille en hypotese om magtbalancen, han vil forklare en krig; og han ville fortælle fremtidige generationer om sin tids fejl, så de kunne lære af dem.

IP har været fokuseret på, hvad det forhold, at der var krig, gjorde for at skabe en særlig anarkisk logik i det internationale system og studeret dette systems virkemåder. Sikkerhedspolitiske studier har fokuseret på, hvad der førte til krig og hvordan magterne opererede i forhold til den mulighed. Men så snart vi nåede til selve akten, til krigen selv, har IP som disciplin haft meget lidt at  sige. IP er gået på window shopping i krigshistorien; men har overraskende lidt at sige om, hvordan krigen påvirkede det internationale system, eller hvordan den førte udenrigspolitik var formet af de militære midler til rådighed.

Der er et behov for at forbinde vores teorier om international politik og sikkerhed med krigens praksis og der er et behov for at forbinde denne praksis med andre videnskaber (sociologi, antropologi, økonomi), der har noget at sige om andre relationer til det militære system, end blot den politiske.

Det er så meget desto vigtigere nu, hvor magtbalancen er ved at forandre sig, nu hvor Asien igen melder sig ind i Verdenshistorien. Det er et klassisk IP-spørgsmål, men Kina, Indiens kapabiliteter kan ikke vurderes korrekt, hvis man ikke tager en anden forandring in mente; nemlig forandringen af den måde som konflikter føres på. Disse to forandringer spillet sammen med en tredje, nemlig de forandringer som informations-, nano- og bioteknologi betyder, samtidig med at vores samfund globaliseres. 

Denne forandrede praksis kan til gengæld ikke forstås, hvis man ikke forstår krigen som et socialt system med relationer til resten af samfundet.

Det moderne militære system
Niklas Luhmanns centrale forståelse er, at det moderne samfund ikke kan forstås i sin totalitet.[4] Samfundet er for kompleks og dets organisationer, institutioner og funktioner er for mange til, at de kan beskrives med én logik. Luhman mener derfor, at man må se på, hvordan dele af samfundet fungerer og hvordan de dele forholder sig til hinanden. Han vil studere en brik af det samfundsmæssige puslespil og se på, hvordan den brik passer til andre brikker – for igennem studiet af en del at få et bedre blik for, hvad helheden består af. På den måde søger Luhman at komme til bunds i komplicerede samfundsmæssige sammenhænge samtidig med, at han prøver at forhindre, at han synker til bunds i den analyse. Alt for megen samfundsvidenskab bliver alt for specialiseret. Luhmann forsøger at undgå den fejl ved at definere brikken i forhold til puslespillet.

For hvad er brikkerne til det samfundsmæssige puslespil? Luhman kalder dem systemer og definerer et system i relation til sin omverden. En brik til et puslespil er formet efter dets plads blandt andre brikker. På samme måde defineres et socialt system af relationerne til sin omverden.

Ved at betragte det militære som et system så undgår vi de to fejl, som man som oftest begår i studiet af militære forhold – nemlig kapabilitetsfejlen og militarismefejlen. På den ene side ser man de væbnede styrker som et simpelt middel (en kapabilitet), som en stat kan anvende. Man kan tælle antallet af kampvogne og sprænghoveder, og så ved man, hvad et militært etablissement kan og ikke kan. Der er ingen ’friktion’, ingen slag, der ikke går som planlagt. I det tilfælde handler studiet af krig blot om at slå op i the Military Balance. Ud fra dette synspunkt er det militære intet i sig selv, men blot en brik, som en regering kan lægge efter behag.

Begår man til gengæld militarismefejlen, så ser man blot de væbnede styrker som et stort bureaukrati med alt for mange hornorkestre og alt for lidt kontakt til det omgivne samfund. Alt afhængig af den værdi, som man tillægger dette uniformerede liv, kan man hylde eller hade denne tingenes tilstand, men soldaternes verden har meget lidt med den civile verden at gøre. Ethvert studie af de væbnede styrker må derfor være et antropologisk studie af – med Huntingtons ord – det militære menneske, som om det var en særlig race uden kontakt til det omgivne samfund.[5]

Både kapabilitetsvinklen og militarismevinklen er en fejl, fordi de, der begår den, fokuserer på kompleksitet snarere end sammenhænge. De ser på det unikke i den militære brik, snarere end på hvordan det er interaktionen med det omgivne samfund, som skaber det unikke ved den militære brik; og hvordan forskellige samfund således skaber hver deres unikke væbnede styrker.

Man kan ikke være en brik, hvis man ikke erkender, at der er et puslespil. For et system må have en omverden at relatere til for at kunne definere sig selv. Set fra det militære system er den civile verden således et hele, som man kan referere til for at forklare, hvordan det militære system fungerer. Det kan enten være planlæggeren i Forsvarskommandoen, som påpeger, at i det civile liv laver man meget mere effektiv økonomistyring – ’så det skal vi kopiere’! Eller det kan være soldaten i FOB Budwan, som føler, at hendes veninde, som studerer statskundskab, ikke forstår virkeligheden i Afghanistan, fordi virkeligheden på Center for Sundhed og Samfund med dets fredagsbarer og læsegrupper er en helt andet. Så systemet ser sig selv som et brik i forhold andre brikker, der ikke er som det selv, og de brikker udgør et hele (resten af puslespillet). I erkendelse af den ledeforskel, så begynder systemer at identificere sig selv med deres egen kompleksistet.

Det danske militære system har unikke træk, fordi brikkerne, som samles til det danske samfund, er komplekse på deres egen måde. Men det har grundlæggende træk tilfælles med resten af den vestlige verdens væbnede styrker – fordi: (1) vores samfund har mange funktionelle fællestræk, (2) fordi globaliseringen betyder, at vi deler en række systemer (fx finansielle markeder) og (3) pga den militære integration i NATO, som i vidt omfang skaber et vestligt militært system. En puslespilsbriks fremtid er at blive lagt sammen med andre brikker for at danne en helhed – f.eks. et billede af et sydtysk slot. Og en del af den fremtid er, at billedet bliver brudt og samlet på ny. På samme måde er et systems fremtid, ifølge Luhman, defineret af den måde dets relationer til omverden forandres på og hvordan forandringer i omverden skaber forandringer i systemet i kraft af relationen mellem system og omverden.

I den forstand handler krigens fremtid om, hvordan fremtiden bliver skabt for resten af samfundet. Håb og frygt for samfundets generelle udvikling oversættes til håb og frygt for krigen og dens gang. Krigen bliver også defineret af fremtiden, præcis som en puslespilsbrik bliver defineret af det billede, som det skal skabe sammen med andre brikker. Som den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeldt en smule opgivende påpegede, så går man i krig med den hær, som man har.

Nutidens krig må man finde på måder at klare, men fremtidens krig kan man forberede sig på. Derfor bliver diskussionen om, hvordan fremtidens krig vil blive kæmpet en grundlæggende diskussion om, hvor mange samfundsmæssige ressourcer, som nationens sikkerhed vil kræve.

Som sådan sætter diskussionen om fremtidens krig det militære systems relationer til sin omverden i spil, og fremtidens krig er derfor en god optik at studere netop forholdet mellem det militære og det civile, mellem teknologi og det militære og mellem det militære og det politiske rolle. Den militære briks sider er netop defineret af de teknologier, som de væbnede styrker bruger; de mennesker, der kæmper, og de politiske grunde, som de kæmper for.

I det følgende vil jeg se på de forhold.

Teknologi
I 1840’erne var Storbritannien grebet af panik. Sejren ved Waterloo i 1812 havde cementeret den britiske stormagt, men denne magt var baseret på én teknologi – the Royal Navys skibe. Et britisk lineskib var sin tids mest avancerede våbenplatform. Det var en gigantisk samfundsmæssig investering at holde the Royal Navy flydende, men det muliggjorde, at briterne stort set kunne spare hæren væk. Langt de fleste landmilitære styrker i det britiske imperium var indere rekrutteret af briterne. I 1840’erne var sepoyerne stadig i sold hos det Østindiske Kompagni, altså et privat firma. Den britiske konge havde få og små landmilitære enheder hjemme i Storbritannien, men flåden havde siden den spanske armada (1588) havde kunne holde fjenden væk fra de engelske kyster.

Nu var dampskibet imidlertid opfundet. Ikke alene betød det, at fremtiden så åbenbart ikke længere tilhørte de sejlskibe, som de britiske skatteydere allerede havde investeret så meget i. Det betød også, at langt større mængder gods, eller kanoner eller soldater, kunne transporteres per skib. ’kanalen er ikke længere en barriere,’ konkluderede Lord Palmerstone således bekymret i 1845; ’hvad der før var umuligt at forcere for en militærstyrke, har dampskibene reduceret til en flod som kan passeres med dampbro’. I 1848 mente hertugen af Wellington, som havde besejret Napoleon, at Frankrig ville være sejrherre i en revanchekamp. Storbritannien ville kunne holde en uge efter, at krigen mod Frankrig var erklæret, mente Wellington.[6]

Den industrielle revolution og den franske revolution havde sat forandring på samfundets dagsorden. Hvor Machiavelli og Clausewitz havde set krigen, som et håndværk, som man kunne tilegne sig, så var krig nu under forandring, præcist som produktionsformerne var. Håndværkene blev erstattet af industriproduktion, og krigen blev også industriel. I det øjeblik blev krigen ikke længere styret af en eviggyldig logik, hvor strategi var noget, som man kumulativt blev klogere på. Nu var krig et spørgsmål om innovation, hvor den som regnede morgendagens marked ud ville vinde over den, som troede at konkurrencen fandt sted på gårsdagens præmisser. Krigen var blevet kompleks.

Storbritannien blev aldrig invaderet af en fransk dampflåde, men som damp havde været midlet til at forstå en ny fremtid, så er en række andre teknologiske innovationer blevet frygtet på samme måde som damp blev. I 1932 kunne den engelske premierminister Balfour sige, at bombemaskinen vil altid komme igennem ud fra samme rationale som Palmerstone havde frygtet, at intet kunne modstå dampskibet. I 1945 konkluderede mange, at atombomben ville skabe en ny slags krig med altødelæggende kraft. I 1990’erne fokuserede det amerikanske militær på mikrochippen. ’Det står klart for mig,’ sagde daværende forsvarsminister William Cohen  således i 1997, ’at vi nu er vidner til mikrochippens triumf i krigsførelsen, mikrochippen forandrer krig på måder, som vi først nu er begyndt at forstå.’[7]

Her er den amerikanske forsvarsminister på linje med the Annual Register, som i 1870 skrev, at kun hvis man så sig selv som læser af en af fremtidens historiebøger, kan man forstå betydningen af Preussens sejr ved Sedan og belejringen af Paris.[8] Nutidens begivenheder kan kun forstås som fremtid. I. F. Clarke beskriver i sin fascinerende Voices Prophesying War, hvordan denne ide, om at teknologisk udvikling giver os mulighed for at se fremtiden, blev baggrunden for en hel litteratur om ’imaginary wars’.[9] Det mest berømte eksempel er måske the Battle of Dorking. Den blev udgivet i 1871 og skaber en fremtid, hvor Bismarcks arméer har invaderet England, som de havde invaderet Frankrig. ’Imaginary wars’ er ikke blot en litterær genre (science fiction), men i høj grad en moderne måde at tænke krig på, som præger hele det tyvende århundrede og som findes i dag.

Bag ideen om, at teknologier vil forandre krigsførelsen ligger opfattelsen af, at det moderne er præget af revolutionære forandringer. Det er en verden, hvor kapitalistisk konkurrence gør, hvad der er værdifulde kompetencer på dagens marked værdiløse på morgendagens marked – hvis man ikke følger med. Anthony Giddens beskriver, hvordan denne grundlæggende viden om, at ens kompetencer, ens værdi, har en sidste salgsdato, medfører en ’kolonisalisering af fremtiden’.[10] Det man gør i dag, bliver set i kontekst af i morgen. Hvis man ikke netop er i krig, er det således fremtidens krig, som er langt mere relevant end nutidens. Det er morgendagens hær, og den hær, som fjenden har i morgen, som man i virkeligheden arbejder med og konkurrerer imod.

Derfor er teknologien både en ven og fjende. Da den første atombombe bliver prøvesprængt 15. juli 1945 i New Mexicos ørken siger Robert Oppenheimer : ’Jeg er blevet Shiva, verdensødelægger’. Som den videnskabelige chef for USA’s atomprogram var bomben så rent forvaltningsretligt givet Oppenheimers ansvar, men gjorde det ham til en gud? Det er en uhyggelig arrogant bemærkning, fordi Oppenheimer ganske vist påtager sig skyld ved at have bemægtiget sig gudernes kraft til at ødelægge; men samtidig påtager sig gudens rolle, netop fordi han har fået en sådan ødelæggende kraft.

Oppenheimer, og med ham USA, er blevet guder og verdensødelæggere, fordi de som de første mestrede atomfysikken på det militære område. Atomteknologi er et paradigmatisk eksempel på, hvordan den teoretiske mulighed for at lave en bombe bliver en realitet, fordi der er en mulighed at mestre, og den som mestrer det først har vundet.

Atombomben er således en realitet i en ’koloniseret fremtid’ før den rent faktisk er bygget. Det er derfor både japanere, tyskere og britere/amerikanere arbejder på hvert deres program. At USA både er konceptuelt og økonomisk bedst udstyret til at gennemføre projektet. Ikke mindst fordi både det japanske og tyske regering så udpræget levede i fortiden og håbede at rense moderniteten væk med krigen, mens amerikanerne så krigen som en måde at fremme, forsvare og forstærke moderniteten. Som sådan var USA i konkurrence med Sovjetunionen, snarere end Aksemagterne, fordi Sovjetunionen havde den samme fordring på moderniteten. De havde også en fremtid at realisere og en fem årsplan for at nå den. Men som den teknologisk førende magt var USA primært i konkurrence med sig selv.

For Sovjetunionen var det USA, som præsenterede den militærteknologiske fremtid, og en ikke ubetydelig del af forklaringen på, at Sovjetunionen overgav sig i 1980’erne var, at den Sovjetiske generalstab havde indset, at Sovjetunionen ikke havde den industrielle basis til at konkurrere med amerikanerne, der nu var begyndt at udnytte mikrochippen til militære formål. Marskal Nikolai Ogarkov, der var chef for den sovjetiske generalstab fra 1977-84, argumenterede for, at de nye teknologier, som USA var ved at tage i anvendelse,  ‘gjorde det muligt voldsomt at forøge det destruktive potentiale af konventionelle våben, således at de så at sige var tættere på masseødelæggelsesvåben.’[11] Det gjaldt om at komme ud af våbenkapløbet, mens den Røde Hær stadig var noget værd.

Amerikanerne overtog med glæde russernes betegnelse for mikrochippen i militærteknologi, nemlig ”the revolution in military affairs”, som selvfølgelig har en forkortelse: RMA.  Sovjetunionen havde erkendt, at det ikke kunne være med i den revolution, men fordi den definerede krigens fremtid, så måtte amerikanerne beherske den – også selvom det betød, at de mest konkurrerede med sig selv. General Shalikashvili, leder af den amerikanske generalstab, skrev således i 1997: ‘krigen forandrer sig med væksten i teknologisk forandring, og vi skal ikke kun følge med denne udvikling, men dominerer den.’[12] Det er teknologien, og den fremtid, som den åbner, der skaber trusselsbilledet.

Storbritannien var den dominerende magt i 1840’erne, så det var egentlig ikke Frankrig, som man var bange for, men teknologien. Fra 1990’erne var USA i en tilsvarende situation, og igen var det den teknologiske udviklings muligheder, snarere end fjendernes intentioner og faktiske teknologiske niveau, som satte dagsordenen.

Når teknologien sætter dagsorden bliver krig uafvendelig. Man kunne netop fra 1840’erne og frem begynde at skrive om imaginære krige, fordi den teknologiske udvikling skabte muligheder, som blot skulle udfyldes. Det var hverken politiske eller sociale forhold, som førte til krig. De realiserede de muligheder, som teknologien allerede gav. Så det var blot at digte sig til en udløsende faktor – også kunne man lade invasionen af England per dampskib eller det nukleare holocaust udspille sig.

Den krig, som man i dag ser udspille sig i fremtiden, er således præget af de teknologier, der præger vores hverdag, som dampteknologi prægede 1840’erne. I dag er RMA ikke længere et modeord, men det betyder ikke, at teknologien ikke bliver set som en drivende faktor. Robotter, eller autonome platforme som det hedder i jargonen, er en vigtigt del af den fremtid. Robotter ville på mange måder være kulminationen på en udvikling, som har gjort krig mindre og mindre personlig. Fra mødet mand mod mand på slagmarken har vi bevæget os mere og mere i retning af mødet mellem maskiner. Og disse maskiner kan ende med at være uendelig små (nanoteknologi). Samtidig spiller genteknologi og bioteknologi en stor rolle i visionerne om fremtidens krig. Ikke alene fordi de kan bruges til at skabe våben, men fordi de kan ændre soldaterne, så de bliver bedre tilpasset til slagmarkens udfordringer.

Mennesker
At fremtidens krig skulle være stadig mere defineret af maskiner, kapitalismens teknologier og kapitalismens konkurrence har været et gennemgående tema i debatten om fremtidens krig. Men for hver gang én har defineret krigens fremtid i maskinen, har én anden defineret fremtiden i mennesket.

Efter opfindelsen af atombomben var den fremtid, som der blev planlagt efter i diverse forsvarsministerier og militære hovedkvarterer, en teknologisk fremtid. Det er næppe beskrevet bedre end i Stanley Kubricks Dr Strangelove (1964), der netop viser, hvordan der altid var en bebrillet RAND-analytikker eller en ældre raketfysiker med tysk accent og uheldige armbevægelser, til at producere en analyse for en rationel udvikling. I denne verden kunne fremtiden beregnes og de problemer man måtte kalkulere med kunne finde en rationel løsning, så da dommedagsmaskinen er blevet udløst, har Dr Strangelove selvfølgelig en løsning: man kan overleve i mineskakter – man må selvfølgelig så forvente en mineskakt-kapløb, og der er russerne desværre allerede foran, så der er et ’mine kapløb’.

Karakteren Dr Strangelove var baseret på Werner von Brauns biografi og Herman Kahns analyser. Kahn har faktisk beskrevet en nuklear ’dommedagsmaskine’ i en rapport fra 1968.[13] Kahn måtte dog sande, at de militære udfordringer ikke alle var af teknologisk art. Vietnamkrigen blev en stor falcificering af alle teserne om fremtidens teknologiske krig.

Kahn beskriver, hvordan Vietnamkrigen fremstod som ’et møde med et tilsyneladende upersonligt teknologisk krigsarsenal og forsvarere som derimod opfattes i en menneskelig målestok’.[14] Med deres jagerfly, helikoptere, naplam og Agent Orange fremstod amerikanerne som ’terminatorerne’ i kamp mod almindelige mennesker, som prøvede at overleve i det helvede teknologien skabte. Det sammenstød minder om det, der mødte amerikanske, og danske, soldater i Irak såvel som Afghanistan i begyndelsen af det enogtyvende århundrede. I Bagdad i 2003 gik der et rygte om, at de amerikanske soldaters solbriller kunne se igennem kvinders tøj. Det rygte var et oplagt forsøg på at gøre krænkelsen af den irakiske suverænitet til en mere konkret krænkelse af den irakiske kvinde; men det afspejlede også, at de amerikanske styrker var så teknologisk avancerede, at det i sig selv var fremmedgørende og gjorde man kunne udstyre dem med teknologi, som enhver irakisk teenager på den ene side drømte om og på den anden side foragtede.

I Vietnam og i Irak oplevede de amerikanske soldater selv fremmedgørelsen ved at være udstyret til at kæmpe en krig mod maskiner, men i virkeligheden skulle kæmpe en krig mod mennesker i junglen eller i Bagdads gyder. I begge tilfælde førte det til en opgør med definitionen af krig i teknologiens termer. Der skulle fokuseres på Hearts and Minds, snarere end på isenkram. Da krigen i Irak ikke længere gik godt, gik en række officerer sammen om at redefinere den amerikanske doktrin. De tog udgangspunkt i det tilsvarende opgør under Vietnamkrigen, og argumenterede for, at den amerikanske hær faktisk havde udviklet metoder til at bekæmpe oprørere i Sydvietnam i slutningen af 1960’erne og de lektier nu kunne bruges i Irak. Resultatet blev the Surge, som faktisk leverede noget, som kunne ligne en sejr i Irak.[15]

Tilbage i USA så General Mattis det som en udtryk for, at den teknologiske tilgang til krig gjorde, at det amerikanske forsvar organiserede sig til at kæmpe den forkerte krig – det handlede om mennesker, ikke om maskiner. Som leder af US Joint Forces Command, hvis opgave oprindeligt havde været at gennemføre RMA i det amerikanske forsvar, som en art konsulentbureau, var det Mattis’ opgave at definere, hvordan man forberedte sig på fremtidens krig. I 2008 udsendte han et notat, som var et opgør med Effects Based Operations.

Fokuset på effekter var et direkte resultat af RMA-ideen om, at de store informationsmængder, som et forsvar bygget på mikrochippen og informationsteknologi, havde, gjorde det muligt at måle effekten af operationer. Man kunne derfor planlægge udfra, hvad man ville opnå. Det var en teknologidrevet tilgang, og Mattis mente, at den var for mekanisk. Den tog ikke højde for krigens menneskelige dimensioner. Mattis mente, at den tilgang forudsatte et lukket system.[16] Jeg vil ikke påstå, at general Mattis er Luhmanianer; men hans pointe er Luhmannsk. Ved at fokusere på de effekter som systemet selv kunne producere, så overså de militære planlæggere, at systemet var defineret ved dets relationer til omverden. I planlægningen af invasionen af Irak interesserede Central Command sig kun for, hvor deres brik skulle lægges, det havde ikke blik for hele puslespillet. Men det havde Saddam Hussein. Den irakiske hær opløste sig selv, snarere end at møde amerikanerne i kamp og den egentlige krig begynder først i Bagdads gyder efter, at landet er erobret. Da handler kampen om relationerne mellem de amerikanske militære styrker og det irakiske civilsamfund.

Fra dette perspektiv handler fremtidens krig om civile-militære relationer. Martin van Creveld skrev i 1991 om, hvordan fremtidens krig ville blive antitesen af den højteknologiske krig, som de vestlige lande havde forberedt sig på under den Kolde Krig. Netop fordi Creveld skrev om denne fremtid for tyve år siden har profetien fået så meget desto mere kraft, fordi Irak- og Afhganistankrigen syntes at have bekræftet hans tese. Men Creveld skrev ikke en hypotetisk deduktiv bog. Creveld er militærhistoriker ansat ved Hebrew University, og han baserede sin dystopiske vision for fremtiden på den meget konkrete realitet, som de israelske væbnede styrker oplevede i Gaza og på Vestbredden.[17] Dér oplevede israelerne, at kampvogne og jagerfly var til ligeså stor nytte, som de havde været i Vietnam og ville være i Irak; her oplevede de, at de måtte kæmpe mod løst organiserede grupper, snarere end en hær. Derfor handlede krigen ikke om afgørende slag, hvor modstanderens kommando-kontrol system blev lammet. Det var ikke en effektbaseret operation, det var en række, en uendelig række, af operationer mod fjendens logistik, forsyninger m.v. Man måtte jage dem, der samlede bomberne, og bevogte det lokale strøg mod de bombemænd som slap væk. Det var en politioperation, så meget som en militær operationer.

Måske er Vestbredden og Gaza ikke så langt væk. FN anslår, at i 2020 vil størstedelen af jordens befolkning bo i byer. Det vil være megabyer, som Mexico City med sine 22,9 mio. indbyggere eller Mumbai med 19,1 mio.[18] For første gang i menneskehedens historie vil flere bo i byer end på landet. Mange steder i verden vil de være et uendeligt sprawl. Opstår der konflikter sådan et sted, vil det hurtigt minde om Gaza – med alt for mange indbyggere og alt for få muligheder. Det vil være et miljø, hvor konflikter har lige så mange fronter, som der er gyder og gader, og lige så mange årsager, som der er netværk mellem de tusinder af mennesker, der bor dér. Hvis slagmarken således erstattes af en ’slagby’ kan man ikke tale om en militær konflikt i traditionel forstand; her er det militære og det civile ikke adskilte, men to sider af samme sag.

Amerikanernes sejr i Bagdad foregik således ikke på en slagmark, men var i vidt omfang en operation mod konkrete mennesker og konkrete netværk. Ved hjælp af overvågningsteknologi og med systematisk brug af specialstyrker, fik amerikanerne fjernet modstanderne af det nye regime i Irak, alt imens dette regime fik stabiliseret sin befolkningsmæssige basis. Et element var, at den etniske udrensning af Bagdad var tilendebragt i 2008, så Sunni og Shia ikke længere udfordrede hinanden ved at bo dør om dør. Det var ikke en kamp, som beskrevet i den effektorienterede regelbog, men ifølge Mattis og Creveld er det fremtiden. Om det er i Gaza, i Irak eller Afghanistan, eller det er den mexicanske hær, som bekæmper narkokarteller, er mindre vigtigt, end det forhold, at denne kamp overskrider skellet mellem det civile og det militære. USA er således begyndt at tale om Human Terrain, og det er det terræn, som mange mener fremtidens krige vil blive kæmpet i.

Politik
Problemet med den fremtid, som Creveld og Mattis beskriver; en fremtid hvor krigen kæmpes på the human terrain, er, at den er lige så mekanisk, som den teknologiske fremtid, den gør op med. Hvor krigen vil komme på grund af den teknologiske udvikling – man skal blot finde på en begrundelse – i den ‘teknologiske fremtid’, så vil krigen med lige så stor sikkerhed komme på grund af den demografiske udvikling, socioøkonomiske faktorer, urbanisering osv i den fremtid, som ser på de menneskelige faktorer. Hvor den teknologiske tilgang stræber efter at fjerne mennesket fra kampplads til fordel for platformen, så næsten insisterer human terrain-tilgangen på at placere mennesket i midten af krigen. For mennesket skal kæmpe for at bevise sit værd, og sit samfunds værd.

For forfattere som Victor David Hanson er den måde, som vesterlændige har kæmpet – fra Maraton til Musa Qala – et udtryk for Vestens værdier.[19] Hvem, der vinder og taber, er mindre væsentligt, fordi så længe Vesten kæmper for sine værdier, vil disse værdier bestå. For Hanson, og for Creveld, er det største problem ved det moderne militære system, at det ikke engagerer sig i kampen – der er for meget RAND og for lidt Homer. Generalerne skal ikke fokusere på effekten af teknologi, når soldaterne kan bevise deres værd og samfundets værdier i kamp.

Fokuset på civile-militære relationer gælder således både for kamppladsen og for hjemmefronten. I den danske debat om Afghanistan møder vi det samme argument om, at deltagelsen i krigen beviser, at vi ikke længere er et land af ’fodnotesættende’ radikale og ’fodslæbende’ socialdemokrater, men villige til at kæmpe det godes kamp. Og det er dette gode, der er vigtigt; langt mindre vigtigt er det om, der rent faktisk er resultater på jorden i Helmand.

Det er præcist resultaterne af krig, og de resultater, som man kan opnå med krig, der har været fokus for det tredje bud på fremtidens krig, som vi finder i moderne tid. For præcist som teknologi og den socioøkomoniske udvikling er blevet set som noget, der skabte et nyt udbud af krige, så har andre fokuseret på efterspørgslen.

Den moderne periode bryder med ideen om, at morgendagens samfund fundamentalt vil ligne gårsdagens. Som vi har set, betød det, at krigen fik en fremtid, fordi den teknologiske udvikling eller den socioøkonomiske udvikling kunne skabe nye former for krig. Men i 1800-tallet fik det også folk til at tænke over om krig som sådan kunne forsvinde.

Herbert Spencer mente således, at det nye industrielle, liberale samfund, som han havde så mange håb for, erstattede tidligere tiders ’militante samfund’. Krig havde været noget hele samfundet skulle bidrage til og som var statens eksistensberettigelse i en verden, hvor livet var ’solitary, nasty, brutish and short’. Men sådan var verden ikke længere, mente Spencer. Industrialiseringen havde skabt en velstand, som kunne fordeles mellem klasser og lande. De liberale værdier havde sikret en pacificering af den nationale politik, som kunne fortsættes på det internationale plan – Spencers ideer på det område går selvsagt tilbage til Kant og Adam Ferguson.[20]

Det har helt i Spencers ånd, at mange håbede på, at teknologien kunne opfinde så frygtelige våben, at krig ville blive for frygtelig til at føre. Hvor de, som var fokuseret på teknologien, så verdensødelæggeren komme; så var folk som Spencer optaget af, at frygtelige våben ville demonstrere, hvor frygtelig irrationel og omkostningsfuld krig i virkeligheden var. Auguste Comte mente således, at de europæiske landes væbnede styrker var reduceret til glorificerede politistyrker, som efter hans mening var den sidste funktion samfundet gav det militære system ’på et tidspunkt, hvor ægte krig er ved at forsvinde for evigt.’[21]

Hvor lidt Spencer og Comte end måtte have ret om det tyvende århundrede, de ikke desto mindre langt klarere end deres mere dystre samtidige, hvordan relationen mellem det militære system og det politiske forandrede sig – og hvordan det gjorde anvendelsen af væbnet magt til noget andet i fremtiden.

Atombomben kom rent faktisk til at demonstrere, at bomber ikke blot havde en militær dimension – de var i høj grad politiske. I løbet af anden halvdel af det tyvende århundrede bliver ’sejr’ et stadig mindre relevant ord til at beskrive relationen mellem det militære system og det politiske. Clausewitz mente, at generalerne skulle levere en sejr til politikerne. Men, som Thomas Schelling bemærkede, ’sejr er ikke en fyldestgørende beskrivelse af, hvad en nation ønsker af sine væbnede styrker’.[22] I stedet talte Schelling om ’voldens diplomati’[23] – de væbnede styrker skulle ses i sammenhæng med politiske mål og militære midler, snarere end som noget i selv. Ud fra denne betragtning var det militære system ikke isoleret, det var ikke noget særligt, som blev anvendt under særlige omstændigheder til konflikt med andre, og lige så særprægede, militære systemer. Det militære system skulle i højere grad være del af sin omverden. Schellings tanker var dybest set et argument mod krig, og for krigsførelse.

Krigsførelse kan defineres som brugen af væbnet magt, men har ikke de regler og konventioner og værdier, som vi i den vestlige verden forbinder med krig. En fremtid defineret af krigsførelse minder i virkeligheden meget om den Comte beskrev, hvor de væbnede styrker ikke fører store krige, men indgår i en lang række mindre operationer.

Måske er de, som bedst har beskrevet denne form for fremtidens krig, de to kinesiske oberster, Qiao Liang og Wang Xiangsui, der i deres Ubegrænset krig fra 1996, beskriver en type konflikt, som bevidst søger at bryde skellet mellem det militære system og dets omverden. Alle brikker i puslespillet skal kunne bruges til at opnå sejr. De to oberster ser således George Soros og Osama bin Laden som aktører af samme type, fordi både spekulanten og terroristen er ikke-statslige aktører, som angriber dele af statens magtssystem, som ikke direkte er militært, men har relationer til det militære og det nationale magtsystem. Obersterne skriver således ’selv i den såkaldte post-moderne, post-industrielle tidsalder, vil krig ikke blive fuldstændig afskaffet. Det har blot atter invaderet det menneskelige samfund i en mere kompleks, mere omfattende, mere skjult og mere subtil måde.’[24]

Krig i sin traditionelle forstand bliver mere og mere teknologiseret, og således mere og mere isoleret fra resten af det menneskelige samfund. En fremtidens krig, som er platform mod platform, vil have mere indflydelse på det militære system, end dets omverden. Mulighederne for at oversætte en sejr i maskinslaget vil være vanskelig. Det opdagede amerikanerne i en nutidig udgave i 2003, men løsningen med at fokusere på det menneskelige terræn løser ikke det problem, som de kinesiske oberster peger på. Væbnet magt, som er relevant for magtkamp i andre sociale systemer må tage en anden form, end den højteknologiske krig. Disse andre former er, hvad krigens fremtid handler om ud fra et politisk synspunkt – en bombe hist, og en specialstyrke pist bliver en del af regeringsførelsen. Det er en verden, som ikke er så forskellig fra den Machiavelli beskrev. Det er også en verden, hvor de normer og regler, som definerer krigsførelsen i det militære system, ikke gælder. En verden hvor, hvad der i går var fred, i morgen er krig.

Konklusioner
At krigen har en fremtid er grundlæggende for den moderne opfattelse af, hvad krig er. Fordi teknologien eller de vestlige samfundsværdier eller de politiske behov i en moderne verden driver krigen frem, så er der få alternativer. Krigen bliver ikke blot en løsning på konkrete sikkerhedspolitiske problemer; krigen bliver en fremtidig virkelighed, som man må forholde sig til i dag. Hvis man vil have det rigtige isenkram til at kæmpe fremtidens krig, ja, så skal man købe det mest avancerede jagerfly på markedet i dag; for hvem tør vente på i morgen? Og hvis man regner med, at Gaza er fremtiden, så har man ikke tid til at tænke i økonomisk vækst og demokratisering, og andre socioøkonomiske forhold, som kunne skabe en bedre tredje verden; den socioøkonomiske udvikling er tværtimod fjenden, så derfor gælder det om at holde krudtet tør og ’samtænke’ humanitære indsatser og det militære. Og tænker man som de kinesiske oberster, så skal hele samfundet mobiliseres, om ikke til en krig med smældene faner, så en kamp som bliver kæmpet fra dag til dag og fra computerskærm til computerskærm. Ser man på de beføjelser som politi og efterretningstjeneste har fået i Danmark siden 2001, er den tid ikke lang væk.

At forstå fremtidens krig er en vigtigt forudsætning for at forstå vestlig strategi. Dog er det er lige så vigtigt ikke at stå i fremtidens skygge, men være i stand til at tænke i alternative fremtider. I fremtider hvor teknologien skaber fred og velstand, i fremtider hvor vestlige værdier ikke kun realiseres i kamp og hvor den socioøkonomiske udvikling i andre verdensdele er et mål, snarere end en trussel. Vi må forstå fremtidens krig, men vi må også turde at tænke på en fremtid uden krig.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.1_2011.pdf


[1] Niccolò Machiavelli, Discourses on Livy (Oxford: Oxford University Press, 1997), 195–200.

[2]  Carl von Clausewitz, On War, edited and translated by Michael Howard and Peter Paret, (Princeton, NJ: Princeton University Press, 1976 [1832–34]).

[3] Thucydides, History of the Peloponnesian War (London: Penguin, 1972).

[4] Niklas Luhmann, Social Systems (Standford, Cali.: Standford University Press, 1995).

[5] Samuel Huntington, The Soldier and the State (Cambridge, Mass: Belknap, 1957).

[6] I. F. Clarke, Voices Prophesying War 1763-1984 (Oxford: Oxford University Press, 1966), 22-23

[7] William S. Cohen, Remarks as Prepared for Delivery Secretary of Defense William S. Cohen National Defense University Joint Operations Symposium QDR Conference, Fort McNair Washington D.C., June 23, 1997(Washington DC: Office of Assistant Secretary of Defense (Public Affairs), 1997).

[8] Clarke, Voices Prophesying War, 29.

[9] Clarke, Voices Prophesying War.

[10] Giddens, Anthony, Modernity and Self-Identity. Self and Society in the Late Modern Age (Cambridge: Polity Press, 1991), 111.

[11] Citeret i MacGregor Knox and Williamson Murray (eds.), The Dynamics of Military Revolution 1300-2050 (Cambridge: Cambridge University Press, 2001), 3.

[12] Quadrennial Defense Review Report, May 1997, (Washington DC: Department of Defense, 1997), Preface.

[13] Herman Kahn, William Pfaff and Edmund Stillman, War Termination: Issues and Concepts (Croton-on-Harmon, NY: The Hudson Institute, 1968), 63.

[14] Kahn et al, War Termination, 62.

[15] Thomas Ricks, The Gamble: General David Petraeus and the American Military Adventure in Iraq, 2006-2008 (New York: Penguin, 2009).

[16] USJFCOM Commander’s Guidance for Effects-Based Operations, 14 August, 2008, 1.

[17] Martin van Creveld, On Future War (London: Brassey’s, 1991).

[18] Mike Davis, Planet of Slums (London: Verso, 2007).

[19] Victor David Hanson, Why the West Has Won. Carnage and Culture From Salamis to Vietnam (London: Faber and Faber, 2001).

[20] Mikkel Vedby Rasmussen, The West, Civil Society and the Construction of Peace (London: Palgrave, 2004).

[21] Raymond Aron, War and Industrial Society (Oxford: Oxford University Press, 1958), 12.

[22] Thomas Schelling, Arms and Influence (New Haven, MA: Yale University Press, 1966), 31.

[23] Schelling, Arms and Influence, 34.

[24] Liang, Qiao and Wang Xiangsui, Unrestricted Warfare (Beijing: PLA Literature and Arts Publishing House, 1999). English translation by FBIS, www.c4i.org,  (12 June, 2002), 6.

 

Litteraturliste

Del: