Fremskridt eller tilbageslag? - kommentar til et foredrag

Mig ka’ han ikke sitte pigtråd omkring.
- Storm Petersen.

 

Redaktionen har bedt mig kommentere generalløjtnant G. K. Kristensens foredrag i Pædagogisk-psykologisk forening for forsvaret. Jeg fremførte i den efterfølgende diskussion nogle kritiske bemærkninger. Da redaktionen mener, at en uddybning af kritikken har interesse, føler jeg at burde følge opfordringen.
 
1. En arbejdsgruppe og den skæbne.
Først skal jeg oplyse, at min adkomst til at kritisere er, at jeg som formand for en af Forsvarskommandoen nedsat arbejdsgruppe har lagt navn til et forslag til forsvarskommandodirektiv vedrørende ledelsesprincipper for forsvaret. Min grund til at kritisere er, at det udsendte direktiv efter min opfattelse indeholder sådanne ændringer af forslagets indhold og form, at jeg stærkt må kvie mig ved at føle medansvar for det. Dette så meget mere som jeg før fordelingen af direktivet har råbt vagt i gevær. I et brev til arbejdsgruppens medlemmer gjorde forsvarschefen disse bekendt med den form, man ville give direktivet. I en svarskrivelse, hvori jeg først kort begrundede mit standpunkt, meddelte jeg forsvarschefen, at jeg fandt det »mindre heldigt, om ledelsesprincipperne udsendes i den form, slutbehandlingen har givet dem. Den videre procedure bør efter min opfattelse være, at arbejdsgruppens forslag tilbagesendes denne bilagt Forsvarskommandoens eksplicit formulerede ønsker om ændringer (supplement til kommissoriet).« Denne meningstilkendegivelse er forblevet ubesvaret, og direktivet er fordelt.
 
Allerede ved fremsendelsen af forslaget udtrykte arbejdsgruppen den opfattelse, at Forsvarskommandoen, såfremt den ikke umiddelbart kunne tiltræde forslaget, burde inddrage arbejdsgruppen i behandling af eventuelle ønsker pm ændringer. Gennem arbejdet med problemerne i 24 halvdagsmøder med mellemfaldende hjemmearbejde havde arbejdsgruppen nemlig dannet sig den opfattelse, at den nok sikrest og hurtigst ville kunne overskue virkningerne af eventuelle partielle ændringer, og at Forsvarskommandoen, hvis den ville handle uden konsultation, let kunne komme til at optræde som en elefant i en porcelænsbutik. Disse bange anelser har desværre vist sig at være realistiske.
 
Man kan egentlig undre sig over, at Forsvarskommandoen i slutbehandlingen har valgt at ignorere arbejdsgruppen. For sammensætningen syntes at indicere, at man ville tillægge dens mening betydelig vægt. Bortset fra formanden kom gruppen til at bestå af chefen for Forsvarsstabens Operationsstab, generalmajor O. K. Lind, chefen for Forsvarets Kursusinstitution, oberst J.Juel Pedersen, chefen for Militærpsykologisk Tjeneste, kommandørkaptajn B. Rieneck, en sektionschef af oberstløjtnants-/kommandørkaptajnsgrad fra hver af de tre værnsstabe og en sektionschef af oberstløjtnantsgrad fra Forsvarsstabens Personelafdeling. Hertil kom en orlogskaptajn og en major til at varetage sekretærfunktionen. Man kan vist ikke sige, at Forsvarskommandoen har fundet medlemmerne i bageste geled af sagsbehandlere. Da jeg i diskussionen efter general Kristensens foredrag fremførte disse betragtninger, blev jeg imødegået med en bemærkning om, at man jo havde så mange arbejdsgrupper. Da jeg hørte denne reformulering af 1. Jantelov: Du skal ikke tro at du er noget, blev jeg klar over, at den ære, Forsvarskommandoen havde vist mig ved at bede mig være formand for arbejdsgruppen, ikke var så stor, som jeg i min naivitet havde troet.
 
2. Ændringerne i forslaget er omfattende og væsentlige.
Arbejdsgruppens forslag til ledelsesprincipper er ikke kendt i større kredse i forsvaret. De ikke indviede kan derfor ikke vide, om der er fornuftig proportion i min kritik af det udsendte direktiv. Jeg vil forsøge at vise, at rettelserne i forslaget ikke blot drejer sig om en ændring af et »som« til et »der«. Forsvarschefen har ganske vist i sit brev til arbejdsgruppens medlemmer anført, at der — bortset fra princip 14 — er indholdsmæssig identitet mellem de to versioner, og general Kristensen hævdede i diskussionen efter sit foredrag det samme, men indrømmede dog senere — uden at konkretisere — at der på enkelte afgørende punkter var ændret af principielle grunde. For en overfladisk betragtning vil de to versioner fremtræde ens, idet direktivet som forslaget er inddelt i et forord, en indledning, selve principperne og en liste med ordforklaringer, og idet selve principperne er opstillet efter samme grundstruktur og stort set omhandler samme emner. En systematisk sammenlignende undersøgelse vil imidlertid vise, at direktivet nok så vidt har fulgt forlægget, men at der er foretaget mere end 200 rettelser i forslagets tekst. En del af disse rettelser er af rent sproglig karakter, en del er ombrydninger, og en del udeladelser.
 
Nogle af de sproglige rettelser er næppe forbedringer. Ombrydningerne medfører ofte en anden tankerække og dermed en anden mening. Udeladelserne bringer ofte én i tvivl: Er den pågældende passage blot utilsigtet faldet ud? Er den anset for overflødig? Er den betragtet som uønsket eller urigtig? Rettelserne betyder for selve princippernes vedkommende, at otte af dem — ud over princip 14 — indholdsmæssigt ikke er identiske med forslaget. Det drejer sig om principperne 3, 4, 5, 6, 10, 11, 12 og 13. Det ændrede indhold fremtræder ikke altid forståelsesmæssigt klart. Over 200 rettelser umuliggør naturligvis en fuldstændig sammenlignende gennemgang af de to versioner, men jeg vil senere give nogle eksempler.
 
3. Vurderingsproblemet.
Om noget nyt repræsenterer et fremskridt, må afgøres ved en vurdering i forhold til den hidtil eksisterende tingenes tilstand. Det er noget nyt, at der nu foreligger offentliggjorte, principielle, værns- fælles retningslinier for, hvorledes ledelse (= lederskab) skal udøves. Jeg betragter dette som et fremskridt og er altså så vidt enig med Forsvarskommandoen. Fremskridtet består for mig først og fremmest i, at der foreligger en offentliggjort policy. På fremskridtets konto kan måske også noteres, at det er en tidssvarende adfærd i disse bevidstgørelsens tider at klargøre for sig selv og andre, hvor man egentlig står, når det gælder de vigtige ledelsesproblemer. Vigtigere er det imidlertid at vurdere, om direktivets indhold repræsenterer et fremskridt. Men hvad skal vi vurdere i forhold til?
 
General Kristensen lader os i stikken. Han beskriver et tomrum efter Frederik den Stores ikke gældende fastholdelses-anvisninger, efter det i 1973 ophævede Tjenestereglement for Hæren og inden for en juridisk ramme bestemt af Forsvarsordningen, Grundloven og Militær Straffelov. Og så lader han ledelsesprincipperne falde lige som ned fra himlen til os. Det er naturligvis rigtigt, at de nævnte retlige bestemmelser siger noget om forsvarets opgaver og de vilkår, de skal løses under. Men det er og bliver jo kun jura. Grundlaget for ledelsesprincipper ligger højere — eller dybere om man vil. Det er af filosofisk art. 
 
Generalen synes især at være glad for Militær Straffelov, idet det efter hans udsagn »ikke (er) tilfældigt, at Forsvarets Ledelsesprincipper gør brug af denne lovs terminologi i relation til fordeling af ansvar og forpligtelser som beskrevet ved forholdet foresat—undergiven.« Det er måske en filosofisk betragtning, når generalen pointerer den sammenhæng, der er mellem krigsføringens principper og ledelsesprincipperne. Jeg skal ikke bestride, at der er en sammenhæng af den af ham beskrevne karakter, men kunne have ønsket, at det i samme åndedrag var understreget, at de to sæt principper for en streng analytisk betragtning intet har med hinanden at gøre. Krigsføringens principper er rent taktisk-operationelle, ledelsesprincipperne omhandler alene interpersonelle relationer. Altså: Generalen giver os intet grundlag for at vurdere, om direktivet efter sit indhold repræsenterer et fremskridt. Er der et sådant grundlag?
 
4. Vurdering af direktivet.
Da direktivet vedrørende ledelsesprincipper er en ny foreteelse, kan vurderingen ikke foretages ved en sammenligning med en lignende tidligere publikation. Derimod er en vurdering nok mulig ved at undersøge, om direktivet fortsætter den udviklingslinie, som er markeret ved Hærkommandoens pædagogiske Arbejdsgruppe (ARDO), oprettet 1961, Udvalget vedrørende Befalingsmandsuddannelsen og Arbejdsklimaet i Forsvaret (Klimaudvalget, Højbyudvalget), nedsat 1964, vejledningen Ledelse og Uddannelse, 1969, samt grundbogen Samarbejde i Forsvaret, 1975. Det havde været naturligt, om generalen i sit foredrag med et par ord havde nævnt, hvorledes direktivet ligger i forhold til denne udviklingslinie. Forsvarskommandoen gav nemlig i slutningen af 1976 arbejdsgruppen vedrørende ledelsesprincipper følgende kommissorium, for så vidt angår grundlaget for arbejdet:
 
B. Arbejdsgruppen skal bygge på grundholdningerne i
— Ledelse og Uddannelse (Hærkommandoen) og
— Samarbejde i Forsvaret (Grundbog for Menige, 1975).
Disse holdninger er bl. a.
— Lederen/ledelsen har ikke alene ansvaret for, at opgaven løses, men at den løses bedst muligt, hvilket bl. a. er ensbetydende med, at det samarbejde, der betinger opgavens løsning, skal have størst mulig effekt.
— Lederen/ledelsen må smidigt tilpasse sig situationens vekslende krav, da ledelsesaktivitet indgår som en del af et kompliceret socialt samspil.
C. Arbejdsgruppen skal sikre sig, at Ledelsesprincipperne får fornøden sammenhæng med Pædagogiske Principper for Forsvaret.
 
Medens arbejdsgruppens forslag helt opfylder de nævnte dele af kommissoriet, er det min vurdering, at Forsvarskommandoen i forhold til den ovennævnte udviklingslinie (og sit eget kommissorium) har foretaget en kraftig opbremsning. Det bygger jeg på den ildelydende optagelse af ordene »Militær Straffelov« i selve direktivet og de i det hele taget lidt autoritære overtoner, direktivet i forhold til forslaget rummer. Det bygger jeg på foredragets understregning af direktivets overensstemmelse med bestemmelser fra det 19. århundrede og undladelse af at stille det i relation til udviklingen i det 20. århundrede. Det bygger jeg på den ignorering af grundbogen Samarbejde i Forsvaret, som bl. a. udeladelsen af forslagets passus om de lededes ønskværdige deltagelse i styringen er et udtryk for. Som et yderligere indicium betragter jeg endelig generalens ytring i diskussionen efter foredraget om, at Klimaudvalget er passé, situationen i dag er en helt anden.
Ledelsesprincipperne skal jo gælde for alle funktionsområder, altså også for uddannelsen. De er dermed — også — overordnede pædagogiske principper. Jeg føler mig ikke ganske overbevist om, at ledelsesprincipperne med sin overbetoning af det operative område og med den valgte sprogtone bygger en naturlig bro til de pædagogiske principper fra 1976.
 
5. Bemærkning til forordet.
Af direktivets fire afsnit behandler general Kristensens foredrag kun afsnittet om selve principperne. Hvilket naturligvis også er hovedsagen. Men da hverken forord eller indledning er fyldstof, men danner en nødvendig baggrund for forståelsen af principperne, vil jeg i det følgende knytte nogle bemærkninger også til disse afsnit. Jeg foretager et skønsomt udvalg inden for de mere end 200 rettelser, men gør opmærksom på, at en del væsentlige ændringer lades uomtalt. Jeg begynder med forordet. Som underskrevet af Forsvarschefen må det anses for særlig betydningsfuldt. Jeg kunne knytte fem væsentlige bemærkninger til det, men skal nøjes med én.
Midt i direktivets forord står:
(De undergivne (de ledede)) skal kende de problemer, der knytter sig til den foresattes ansvar. Herved får de forudsætninger ikke blot for at kunne handle på hensigtsmæssig måde i overensstemmelse med den foresattes dispositioner, men også for som deltagere i samarbejdet at kunne give selvstændige bidrag til opgavens løsning.
Den tilsvarende tekst i udvalgets forslag lød:
(De ledede) skal kende de problemer, der knytter sig til at have ansvar som leder. Herved får de forudsætninger ikke blot for at kunne handle på hensigtsmæssig måde i overensstemmelse med lederens dispositioner, men også for som deltagere i samarbejdet om opgavens løsning at kunne give anvendelige selvstændige bidrag til styringen af aktiviteterne.
 
Direktivets omformning af den sidste sætning er en væsentlig og beklagelig afsvækning af forslagets tekst. (Jeg kom til at tænke på bisætningsforvansk- ningen i 2. udgave af Clausewitz: Vom Kriege). Læseren af direktivet skal nu helt hen i ordforklaringen til Styring for at se, at også de ledede kan give bidrag til styring. Dette angiver imidlertid ikke en policy, men fremstiller kun en teori. Ændringen er selvfølgelig ingen tilfældighed. General Kristensen burde i sit foredrag have givet en redegørelse for Forsvarskommandoens syn på dette centrale problem.
 
6. Bemærkninger til indledningen.
Forslagets indledning er i den grad forvandlet gennem ombrydninger, udeladelser og andre rettelser, at arbejdsudvalgets droit moral til teksten (hvis det havde en sådan) er krænket på det groveste. Personlig føler jeg intet medansvar for den tekst, der er kommet ud af det. Jeg skal kommentere to punkter. Det ene er to af udeladelserne fra forslagets tekst. Udeladelserne repræsenterer klare, negative oplysninger om Forsvarskommandoens policy. De i direktivet udeladt e tekster er:
Lederen skal være klar over sin holdning til mennesker og opgaver. Han skal have vilje og evne til at kommunikere denne til de ledede på en sådan måde, at det virker koordinerende og styrende.
Og:
Lederen skal være beredt til også at lade andre øve indflydelse.
 
Disse udeladelser betragter jeg som udtryk for tilbageslag i udviklingen. Det andet punkt, jeg vil omtale, er en tekststramning. Arbejdsudvalgets forslag indeholdt som sidste afsnit i indledningen følgende afsnit:
 
Ledelsesprincippernes forudsætninger.
Omverdenen og de ledede er ikke begreber med et fast, permanent indhold. Dette varierer med tid og sted. Ledelsesprincipper må derfor også variere med tid og sted. Danske ledelsesprincipper er bestemt af, at Danmark er et vestligt demokrati, en retsstat, et nordisk land, et land med kristne og humanistiske traditioner, et velfærdssamfund osv. Bag ledelsesprincipperne og under disse ligger som en del af den kulturelle omverden en række forudsætninger og grundholdninger af moralsk og filosofisk natur.
Denne meget korte tekst eressensen af en diskussion gennem flere møder i arbejdsgruppen. For at give næring til en diskussion om ledelsesprincipper med perspektiv og dybde i anså vi det for formålstjenligt at give disse omrids af nogle meget væsentlige problemstillinger. Forsvarskommandoen har imidlertid kogt teksten ned til følgende, som i øvrigt er flyttet hen i anden sammenhæng:
Forsvarets ledelsesprincipper er bestemt af, at Danmark er et vestligt demokrati og tilhører den vesteuropæiske kulturkreds.
Man kan naturligvis forsvare stramningen med et Sat sapienti! (Lad det være tilstrækkeligt for den forstandige!) Men mon ikke Forsvarskommandoen overvurderer forstandighedens udbredelse og derfor har forvandlet brød til sten?
 
7. Bemærkninger til principperne og til foredraget.
Afsnittet, der indeholder selve ledelsesprincipperne, er som tidligere nævnt opstillet i det væsentlige i overensstemmelse med udvalgets forslag. Rettelsernes antal er imidlertid legio, og da de ikke alle er udtryk for Bessermachen, er der indholdsmæssige forskelle fra forslag til direktiv. Jeg vil komme ind på nogle af disse i det følgende, hvor jeg igen kan knytte fremstillingen til general Kristensens foredrag, hvis hovedafsnit jo er en gennemgang princip for princip.
 
Men forinden da nogle generelle bemærkninger. Det er tidligere nævnt, at man i direktivet har valgt at anvende Militær Straffelovs terminologi foresat—undergiven. Arbejdsgruppen havde foreslået termerne leder—ledet bl.a. ud fra det synspunkt, at ordene foresat—undergiven låser tanken fast til den samarbejdsmodel, der kan beskrives med ordene befalingsret—lydighedspligt, og at lederskab også betjener sig af andre samarbejdsmodeller. (Arbejdsgruppens tankegang har på ulogisk vis overlevet i direktivets ordforklaring under ordet Leder). At lægge sig på udtrykkene foresat—undergiven anser jeg af både logiske og psykologiske grunde for en mindre lys idé. Men da jeg godt kan overleve trods en lidt ubehagelig skurren i ørerne skal jeg ikke fordybe mig i emnet. Dernæst: Det første — fremhævede — punktum i hvert princip er essensen af princippet. Arbejdsgruppen valgte i princippet at formulere denne essens som et bud til lederen, uden at det dog er gennemført med slavisk konsekvens. F.eks.:
Lederen skal smidigt vælge ledelsesform efter situationen.
 
I direktivet er valgt en upersonlig opsummering som princip, men heller ikke Forsvarskommandoen er forfaldet til konsekvensmageri. Det tilsvarende eksempel lyder:
 
Situationen er afgørende for ledelsesformen.
 
Bortset fra at smidigheden er faldet ud i denne formulering, kunne den forlede læseren (lederen/den foresatte) til en determistisk skæbnehengivelse. Der er ingen personlig appel i den, som der er i arbejdsgruppens formulering. Jeg foretrækker gruppens oplæg, men kan nok leve med princippet i den valgte løsning — hvad grunde man så har haft til ændringen. Og nu til de enkelt principper og generalens foredrag! Pladsen tillader desværre kun spredt fægtning.
 
ad princip 1: Forsvarets enheder skal kunne kæmpe.
General Christensen lægger i sin motivering vægt på spørgsmålet om forsvarets troværdighed. Jeg vil gerne hertil føje, at dette princip reelt er det eneste, der gør det foreliggende sæt principper til noget for forsvaret specifikt. Alle de øvrige principper vil kunne anvendes i en hvilken som helst organisation. Det er i sidste instans forsvarets opgave, der giver det identitet i forhold til andre samfundsorganer. Medens ledere på de operative og uddannelsesmæssige funktionsområder i dagligdagen nok vil erindre princippet, rummer det en særlig appel til de administrative ledere, som lettere kan komme til at glemme, hvad sagen egentlig drejer sig om.
 
ad princip 3: Hver enkelt skal motiveres til at gøre sin indsats.
Generalens motivationsbegreb forekommer mig så ejendommeligt, at det vil kræve megen plads at diskutere hans kommentar, hvorfor jeg afstår. Den form, Forsvarskommandoen har giyet princippet, forekommer mig i forhold til forslaget slap og udflydende.
 
ad princip 4: Alle skal inddrages i et meningsfyldt og effektivt samarbejde.
Generalens kommentar er misvisende. Princippet drejer sig ikke om lov om samarbejde og økonomiministerens cirkulære. Pladsen tillader ikke en nøjere udredning, men interesserede henvises, for så vidt angår begrebet Samarbejde, til direktivets ordforklaring, og for så vidt angår hele problematikken til grundbogen Samarbejde i Forsvaret. Det er i øvrigt nok uheldigt,at direktivet her anvender ordet »enhed«. Der-' ved udelukkes princippets anvendelse på store dele af uddannelses- og administrationsområderne.
 
ad princip 5: Situationen er afgørende for ledelsesformen.
Til min bemærkning ovenfor, der havde et generelt sigte, vil jeg føje en kommentar til generalens omtale af Skibsrådet. Om dette har så meget med situationsbestemt ledelse at gøre, vil jeg lade stå hen. Det er naturligvis rigtigt, at vi »dengang som nu« har et system, hvorefter en enkeltperson, chefen, »har det fulde ansvar«. Han kan ikke smide ansvaret fra sig ved at krybe i skjul bag et skibsråd. Men vælger chefen at høre et skibs- råd som et led i beslutningsprocessen, har han dermed begrænset sin frihed i beslutningsfasen. Han er nemlig forpligtet til i sine overvejelser at tage hensyn til de fremførte meninger og argumenter. Han skal nok beslutte suverænt, men kan ikke gøre det arbitrært. Fører hans beslutning til handlinger, der får retsligt efterspil, vil skibsrådsprotokollen nok blive studeret.
 
Med understregningen af enkeltpersons-ansvarligheden skal ikke glemmes, at kollektiv ledelse og ansvarlighed også kan forekomme og fungere, selv i militære systemer. Som eksempel kan jeg henvise til den af Søe-Lieutenant-Sel- skabet i 1977 udgivne publikation Slaget i Køge Bugt 1. Juli 1677. Her omtales Niels Juels krigsrådsprotocol, hvori alle de højere officerer ombord på flåden ved deres underskrift måtte erklære sig medansvarlige i de afgørelser, der blev truffet. En vigtig krigsrådsafgørelse blev truffet den 30. juni 1677, altså dagen før den strålende danske sejr.
 
ad princip 6: Den foresatte skal opbygge en personlig autoritet.
Jeg tror, min opfattelse af begrebet personlig autoritet er en anden end generalens. Dette skyldes nok, at mit hele begrebskompleks (samarbejde, ledelse, indflydelse, autoritet) svarer til direktivets ordforklaringer, medens generalens forekommer mig hjemmegjort. Selvgjort er imidlertid ikke altid velgjort. Jeg må henvise læseren til kritisk selvstudium, men skal anføre to ting. Når generalen »betragter det at lede som at øve indflydelse på andre menneskers meninger, holdninger og adfærd«, er det et karakteristikon, men som definition betragtet for vid. Ud fra direktivets ordforklaring til Leder kunne man mere præcist sige, at at lede er at handle med henblik på at løse den opgave at samle en (sin) gruppes anstrengelser og indsats mod de fælles mål. Generalens betragtning om, at soldaten, der kan slå en proper næve og gerne gør det, skulle have formel autoritet, forstår jeg ikke. Så skulle Orkan- Ole i Nyhavn også have formel autoritet, når han afkræver mig min tegnebog.
 
ad princip 11: Samarbejde skal opbygges og vedligeholdes.
I denne formulering er princippet nærmest intetsigende. Dette hænger sammen med, at man ikke bruger sit eget samarbejdsbegreb fra ordforklaringen, men et snævrere begreb med lyriske overtoner. Interesserede henvises i øvrigt til grundbogen Samarbejde i Forsvaret, hvor man bl.a. kan læse, at sam- arbejdsdiskussionen går på, hvordan vi skal samarbejde, og ikke på, om vi skal samarbejde. Arbejdsudvalgets forslag lød da også helt anderledes:
Godt samspil skal opbygges og vedligeholdes.
 
Og forslaget fortsatte:
Lederen skal opbygge og vedligeholde et godt samspil med de ledede og mellem disse indbyrdes ved at informere, engagere og kommunikere åbent samt ved at forebygge og bilægge konflikter. En hensigtsmæssig åben kommunikation fra de ledede forudsætter gensidig tillid.
 
Den valgte formulering af direktivet skaber uklarhed både om forståelsen af princippet i sig selv og om dets relation til princip 4.
 
ad princip 13: Medansvar for opgaveløsning skal udvikles.
Hvis ordet medansvar skal have reel mening, kan jeg kun læse denne tekst sådan, at Forsvarskommandoen ønsker, at man skal arbejde hen mod tilstande, hvor også de ledede iskal have del i ansvaret for løsning af fællesopgaver. Dette er imidlertid næppe hensigten, når man erindrer sig generalens understregning andetsteds af, at ansvaret udelt er lederens. Arbejdsudvalgets forslag uddeler da heller ikke en sådan narresut, men siger:
 
De lededes ansvarsfølelse for opgaveløsning i fællesskab skal udvikles.
 
8. Bemærkning til ordforklaringen.
Forslagets ordforklaringer går — bortset fra en enkelt udeladelse (som kan accepteres) — uforandret igen i direktivet. Dette skal jeg ikke beklage. Så er da et arkimedisk punkt bevaret i direktivet. Men som anført nogle steder i det foregående har ændringer i principteksten medført visse uoverensstemmelser mellem denne og ordforklaringerne.
 
9. Resumerende slutbemærkninger.
Jeg kan resumere min kommentar således:
— Jeg betragter det som et fremskridt, at der for det centrale område, der hedder ledelse (= lederskab), nu foreligger en offentliggjort policy.
— Både Forsvarschefen og Forsvarsstabschefen har lagt vægt på at betone den indholdsmæssige identitet af arbejdsudvalgets og Forsvarskommandoens udformninger af ledelsesprincipperne. Det er sikkert venligt ment, men ikke rigtigt. De to versioner er ikke indholdsmæssigt identiske.
— Det er beklageligt, at det foreliggende direktiv efter sit indhold ikke ubetinget kan karakteriseres som et fremskridt. På væsentlige områder er udviklingslinien gennem den sidste snes år brudt, således at en opbremsning, måske endda et tilbageslag kan anes.
— Direktivet er blevet til ved at bruge skelettet i arbejdsudvalgets forslag og nogle af dets formuleringer. Ombrydninger, strygninger, tilføjelser og andre rettelser i stort tal har imidlertid skabt et stilmæssigt blandet produkt med en del indholdsmæssige uklarheder. Især i indledningen har ombrydninger og strygninger af væsentlige tankegange ikke alene bidraget til uforståelighed, men fjernet ånd og dynamik fra teksten.
— Forsvarskommandoen ville have opnået et bedre resultat ved at betjene sig af sit arbejdsudvalg også i den sidste behandlingsfase.
 
Jeg har hermed afsluttet den ønskede kommentar. Jeg har valgt en form, der svarer til princippet om den åbne kommunikation, og håber, at mit indlæg af alle læsere vil blive oplevet som et sagligt bidrag til en diskussion med det formål at klargøre og fastsætte principper, der kan tjene til, at forsvarets ledere stedse kan fungere bedre og bedre.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_107_aargang_aug-sep.pdf
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: