Fredelig sameksistens

E r agita tion en fo r fre d e lig sam eksistens ande t og m ere end et le d i den le n in s k e re v o lu tio n s te k n ik ? K a p ta jn lø jtn a n t K . V . N ie lsen b ely se r dette spø rg sm ål i neden stående a r tik e l — n a tu rlig v is u d en at besvare det, m en hvem kan d e t?

I en omfattende artikel i PRAV - D A den 15. september 1957 i anledning af 40-årsdagen for oktoberrevolutionen hedder det bl. a.: „Den marxistiske teoris ånd står fremmed over for enhver slags dogmatisme og alle tendenser til at drage politiske slutninger og konsekvenser, ikke ud fra en analyse af livets kendsgerninger og processer, men ud fra tillæ rte teoretiske sætninger. For under sådanne forhold bliver marxismen — denne altid levende lære, som befinder sig i stadig udvikling — til et dødt, stivnet dogme.“

Dette er i fuld overensstemmelse med M arx’s opfattelse af den historiske og samfundsmæssige udvikling og med hans grundsynspunkt: at arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk.

Denne frigørelse, hævder Marx, vil ske ved en gradvis modning, politisk og organisationsmæssigt. Den vil foregå i takt med den af den økonomiske udvikling affødte strukturændring af samfundet.

Den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse, som sovjetkommunismen kalder sin, og som betegnes som Lenins „videreudvikling af de marxistiske principper“ , har im idlertid mere af Lenin end af Marx i sig.

I modsætning til M arx’s gradvise udvikling bygger leninismen på teorien om partiet som revolutionens avantgarde, der skal gennembryde „det svageste led“ og indføre den ledende minoritets (partiets) diktatur. Kun ved et sådant lederskab, hævder Lenin, er opnåelsen af det endelige mål, Verdenskommunismens opbygning, mulig.

Denne teori er blevet kommunismens 1. dogme og bar -— i modsætning til Marx’s udviklingsteori — ført til en stivnen af al tænkning vedrørende det teoretiske grundlag.

Trods den således åbenlyse modsætning mellem marxisme og leninisme har kommunisterne annekteret marxismen og omdannet den til en slags statsreligion. Marxismens opgave er hermed blevet, ikke at tjene som rettesnor i det daglige politiske arbejde, men at være slagord, der kan anven-des til at skjule de tauker, som ligger bag den politiske virksomhed.

E r den af Lenin — og senere Stalin -—• udformede kommunisme i høj grad dogmatisk i sine mål, gælder det1e ikke i talg af midlerne til dens gennemførelse.

Lenins revision af marxismen har i virkeligheden fort til, at alle teoretiske betragtninger og vurderinger underordnes de behov, som kampen om magten stiller.

Marx’s teorier kan derfor ikke betragtes som retningsangivende, når det drejer sig om at forudsige, hvilken politisk linie kommunismen vil vælge.

I sine betragtninger over kampen om magten er Lenin tværtimod stærkt præget af studiet af den tyske general K a rl von Clausewitz grundlæggende værk „Vom Kriege“ .

Omkring 1915 nedskrev Lenin vigtige passager af dette værk og forsynede dem med egne noter og kommentarer. Denne samling, Leninskaya Tvtradka. er senere i kommenteret form udgivet af Marx-Engels-Lenininstituttet.

(Seneste udgave er fra 1931. Dog findes samlingen i B. C. Friedl: „Les fondements theoriques de la guerre et la paix en URSS“ udgivet i Paris 1945.)

Ud fra Clausewitz definition af krigen som „en fortsættelse af politikken med andre m idler“ , klarlægger Lenin her sine tanker om krig og O O fred.

For Lenin — den overbeviste realpolitiker — er freden ikke blot et i sig selv hvilende, afgrænset begreb; tværtimod er den ligesom krigen et instrument for poht.ikken. Med henvisning til Clausewitz opfattelse af krigen som integreret i politikken, hævder Lenin, at politikken er integreret i krigen og forfor må underkaste sig dennes love. D. v. s. at disse to begreber er ét og det samme. Da begrebet fred er et af politikkens in ­ strumenter, betyder dette efter Lenins opfattelse, at freden kan anvendes som et middel i verdenskommunismens kamp for gennemførelsen af proletariatets verdensdiktatur. Og her er vi ved kernen i den leninske revolutionsteknik.

Lenin var sig fuld t bevidst, at kommunismen ikke ved en ubrudt sejrsrække kan undertvinge hele verden.

1 denne kamp er tålmodighed en dyd. De enkelte m idler må nøje afpasses efter den øjeblikkelige situation.

En fuldkommen sløring af de virkebge hensigter og en gennemført anvendelse af løgn og alle slags kneb er de metoder i kampen, der skal svække modstanderen og bringe verdensrevolutionen nærmere sit mål.

Den kommunistiske Internationales tidligere generalsekretær M anuilski udtrvkte det i 1935 således: „De taktiske mål, den 7. verdenskongres har sat sig, er i overensstemmelse med forholdet mellem den givne periodesklassekræfter, bevægelsens nuværende niveau og de kommunistiske partiers styrke, således som den er i dag og vil være det i den nærmeste tid. Der er heri en noje og på langt sigt beregnet taktik. Denne kan ændre sig, men endemålet, den proletariske revolution, forbliver urokkelig og uforanderlig.“

For et politisk system som det kommunistiske, for livem sandhed og løgn ikke bar nogen moralsk værdi i sig selv, men kun er dialektisk modsatte begreber, er det ikke svært i samme åndedrag at prædike uindskrænket klassekamp og fred mellem folkene, bolsjevisering af verden og fredelig sameksistens. For vestlig tankegang derimod er sådanne sammenstillinger fuldstændig absurde. Krushcliev har engang udtrykl det således: „Så lid t som et svin kan betragte himlen, så lid t kan en kapitalist forstå vor psykologi“ .

Man må altså gøre sig klart, at begrebet „fredelig sameksistens“ er et ganske naturligt led i den sovjetrussiske udenrigspolitik.

I den indledningsvis nævnte artikel i Pravda hedder det herom :

„Den store Lenin forkyndte og begrundede muligheden for fredelig sameksistens mellem stater med forskellige samfundssystemer. Den socialistiske stat lader sig uforanderlig i sin udenrigspolitk lede af dette leninske princip“ .

Med den 20. partikongres påbegyndtes på mange områder en revision af de af Lenin og Stalin skabte kommunistiske teser.

For den vestlige verden er problemet al skabe sig klarhed over, hvor dybtgående denne revision i virkeligheden er.

På flere områder har Krushcliev i sin ledelse af det sovjettiske samfund lagt en forbavsende liberalism e for dagen. Dette gælder således hans landbrugsreformer, hvoriblandt opløsningen af de statsdrevne maskinstationer og disses overdragelse til bønderne betegner den største afvigelse fra den hidtidige kurs.

Den af Krushchev nu forstærkede agitation for fredelig sameksistens kan have flere årsager.

For det første kan den være udsprunget af en erkendelse af, at styrkeforholdet mellem den kommunisti- ,'ke og den vestlige verden i øjeblikket er lige, og at en ændring af dette kan medføre udløsning af så ødelæggende kræfter, at kommunismen intet ville vinde herved. Den kan også være betinget af den af Tito med held gennemførte revisionisme. I begge tilfælfælde vil anvendelse af begrebet fredelig sameksistens være i overensstemmelse med Lenins revolutionsteknik.

For det andet kan den være betinget af en frygt for Kinas hastigt voksende styrke. Dette vil være i overensstemmelse med Ruslands traditionelle frygt for sin østlige nabo. Rusland bar i historiens løb flere gange været offer for invasioner øst fra. Med Ki-nas enorme befolkningsmasser og vågnende ekspansive trang v il en sådan frygt ikke være ubegrundet. Under sådanne omstændigheder gælder det for russisk udenrigspolitik at oprette og bevare gode relationer til den vestlige verden.

Endelig kan denne agitation for det tredie være udtryk for, at Krushchev virkelig har til hensigt at revidere den kommunistiske ideologi og føre den tilbage til det oprindelige marxistiske grundlag, efter hvilket udviklingen til det socialistiske samfund skal ske gennem en gradvis modning. Det v il indebære, at den leninske revolutionsteori fuldstændig må opgives, og at det kommunistiske parti (revolutionens avantgarde) må skifte karakter til et i vestlig forstand socialdemokratisk parti. En sådan udvikling v il under alle omstændigheder blive en meget langvarig proces, og intet giver i øjeblikket et afgørende fingerpeg om, at den er sat igang.

Den sløring af de virkelige hensigter, som Lenin docerede, hviler endnu over den sovjetrussiske udenrigspolitik. På den ene side proklamerer Krushchev i U.S.A. at ville begrave kapitalismen, og på den anden side maner han i Peking den kommunistiske verden til at fare med lempe overfor den kapitalistiske.

Overalt opfordrer den kommunistiske propaganda til fredelig sameksistens. H vilken af de nævnte muligheder, der er årsag hertil, om det muligvis er en kombination af flere, får i øjeblikket stå hen.

Det store spørgsmål for den vestlige verden er, om agitationen for fredelig sameksistens er andet og mere end et led i den leninske revolutionsteknik.

Litteraturliste

Del: