Fransk strategisk tænkning

Gennem tiderne har det været understreget, at de forhold, hvorunder krig føres, er underkastet en stadig forandringens lov; at der ikke gives noget fast system for strategien eller nogen bestemt recept for krigsførelsen. Alligevel gav det 19. århundredes strategiske verdensbillede indtryk af et nogenlunde stabilt principielt system, hvor både indhold af begreber, generelle handlingsmønstre og visse synspunkter i valget mellem dem måtte betragtes som konstante.
Tolkningen af Clausewitz har været afgørende for denne opfattelse. Krigskunsten opdeltes i krigens politik, strategien og taktikken. Politikken skulle bestemme krigens mål, fordelingen af de væbnede styrker og koordineringen af operationerne. Strategien var disponeringen af de væbnede styrker uden for fjendens rækkevidde, og taktikken disponeringen på selve kamppladsen. Strategi opfattedes — måske i nogen grad som følge af fejltolkning af Clausewitz, forårsaget af det 19. århundredes politiske og militære forudsætninger — alene som begrænset til den militære sfære, til den besluttede krig og kampen mellem de to modstanderes væbnede styrker. Opfattelsen af, at afgørelse alene kunne opnås gennem nedkæmpelse af fjendens væbnede styrker på slagmarken, fæstnede sig som strategisk princip og førte til en binding af politikken til dette alternativ, når fredelige løsninger ikke kunne opnås. Begge verdenskrige i vort århundrede blev ført i overensstemmelse med dette synspunkt.
Under indtryk af denne binding blev der i mellemkrigsårene gjort forsøg på at finde frem til en anden strategi, som hurtigere og med mindre totale tab kunne bringe en afgørelse. Douliets teorier om luftkrigsførelse og Liddell Harts teori om Indirect Approach er eksempler på dette. På taktikkens område søgte man tilsvarende ved udnyttelse af den rivende teknologiske udvikling at skabe nye våbensystemer, som kunne fremskynde afgørelserne. De strategiske vurderinger lagde imidlertid stadig vægt på, at alene materiel og produktionsmæssig overlegenhed var virkelige krigsafgørende faktorer.
2. verdenskrig demonstrerede til fulde, at spørgsmålet om krig og fred griber afgørende ind på alle en stats områder og beslaglægger dens samlede ressourcer. Tilkomsten af kernevåben har yderligere understreget nødvendigheden af, at vurderinger og beslutninger må ske ud fra nye kriterier, forskellige fra det 19. århundredes. De må ske på et højere plan og under medvirken af en samlet repræsentantion af indsigt og interesser samt myndighed.

Netop fordi problemstillingen er så tydeligt ændret, er der i tiden efter 1. verdenskrig fremkommet en betydelig litteratur om strategiske — eller som det nu undertiden kaldes, sikkerhedspolitiske — problemer. Et fællestræk er imidlertid, at den i hovedsagen er en behandling af enkelte alternativer, specielt med henblik på modsætningsforholdet mellem øst og vest. Vi står derfor nu i en situation, hvor behovet for en nyvurdering af begrebet strategi er åbenbar, hvor klargøring af den strategiske terminologi er nødvendig, ikke blot ud fra en teoretisk interesse, men for at skabe mulighed for forståelse, sammenligning og vurdering af fremsatte synspunkter. En sådan egentlig samlet fremstilling af strategibegrebet foreligger fra fransk side. Det følgende tager sigte på en redegørelse for denne nyeste franske opfattelse og på et forsøg på klarlæggelse af franske strategiske synspunkter, idet en egentlig vurdering af fransk sikkerhedspolitik — herunder specielt kernevåbnenes rolle — ligger uden for denne redegø- relses formål.

I bogen Introduction a la Stratégie har general Beaufre givet en samlet fremstilling af strategien.*) Ifølge Beaufre er det vigtigt at gøre sig klart, at strategi ikke er eller kan være en enkelt doktrin. Strategi er derimod en metode for tænkning, der tillader at klassificere og prioritere begivenhederne for derefter at kunne vælge de mest effektive fremgangsmåder til opnåelse af opstillede politiske mål. Til hver situation vil der være en særlig strategi, som imødekommer dette krav, men den samme strategi kan være uegnet i andre situationer.

*) Også udkommet på engelsk under titlen An Introduction to Strategy, Faber and Faber, London 1965, (Arnold Busck Boghandel, kr. 29,-.)

De metoder, der kan være tale om, findes langt fra alene inden for den militære sektor. Krig er idag potentiel total. Den foregår på alle områder: politiske, økonomiske, diplomatiske og militære. Også den »kolde krig«, som Beaufre allerede i 1939 benævnte som Pair-Guerre (dengang i almindelighed omtalt som Hvid Krig), indeholder de samme karakteristika, men med forskellig intensitet. Strategien må derfor være total og omfatte alle disse felter. Den strategiske ide må udvides til at dække alle faktorer, der indgår i beslutningsakten. Strategien bliver derved ikke begrænset alene til den militære sfære, til den klassiske opfattelse af strategien som et bindeled mellem civile og militære problemstillinger. Strategien skal tværtimod — som den virksomhed, hvorved udenrigspolitiske mål nås — tilsikre, at dette sker med fuldt overblik og grundigt underbyggede afgørelser.
Strategien kommer herved til at indtage en klar placering i forhold til politikken; politikken er det overordnede begreb i et hieraki, strategien det underordnede. Strategien vil yderligere kunne indordnes i en rangfølge med totalstrategien (stratégie totale) øverst på en strategisk pyramide. Beufre tager med dette, i modsætning til Raymond Aron, klar afstand fra den »klassiske« opfattelse af dobbeltheden strategi-diplomati. Derimod synes Beaufre at være i overensstemmelse med Clausewitz, når han taler om

das Auffassen der geistigen Kräfte, die im Spiel sind. Aber auch bei diesem sind die Geistesverwicklungen----nur in den höchsten Regionen der Strategie zu suchen, da wo sie an die Politik und Staatskunst grenzt oder vielmehr beides selbst wird.*)

*) Clausevitz: Vom Kriege, Dümlers Verlag, Bonn, 1952, side 245.

I overensstemmeles med udvidelsen af strategien til ikke alene at omfatte indsatsen af militær magt, altså militær strategi, definerer Beaufre strategi som kunsten at bruge magt, således at den bidrager til opnåelse af de politiske mål (»l’art de faire concourir la force å atteindre les buts de la politique«).
Den abstrakte kerne i strategien er den kunst, hvormed to over for hinanden stående viljer udveksler argumenter, når de anvender magt for at løse en indbyrdes strid. I overensstemmelse hermed foreligger den strategiske afgørelse, når den psykologiske virkning af modstanderen er af en sådan art, at ban er overbevist om det unyttige i at indlede en strid eUer i at fortsætte en allerede indledet.
Da strategiens mål varierer, må også midlerne variere i overensstemmelse med, hvad der i det enkelte tilfælde bedst fører til det ønskede psykologiske resultat. Skalaen af midler rækker lige fra anvendelse af kernevåben over trussel om anvendelse af militær magt, diplomatisk pres og propaganda til forhandling om handelsaftaler.
Med en sådan mangfoldighed af midler er det nødvendigt at planlægge deres rette anvendelse. Dette fører til udarbejdelse af strategiske planer, for hvilke følgende strategiske modeller vil være karakteristiske:

1. Direkte trussel (menace directe) om militær magtanvendelse finder anvendelse, når man råder over meget kraftige midler, og målet er begrænset, eksempelvis til at afholde modstanderen fra at ændre en etableret status quo.
Den kernefysiske afskrækkelsesstrategi er eksempel på denne model.

2. Er målet stadig begrænset, men midlerne ikke af en sådan størrelsesorden, at de kan konstituere en afgørende trussel, søges afgørelsen gennem mere eller mindre listige aktioner af politisk, diplomatisk eller økonomisk karakter. Denne model for indirekte pres (pression indirecte) eksemplificeres af den nazistiske og kommunistiske strategi.

3. Er handlingsfriheden snæver, midlerne begrænsede, men målet betydningsfuldt, søges afgørelsen gennem en serie af successive aktioner (actions successives), der kombinerer direkte trussel og indirekte pres med begrænset anvendelse af magtmidler. De europæiske krige i det 18. århundrede og Hitlers strategi i perioden 1935— 39 er illustrationer af denne model. Liddell Hart har med sin teori om Indirect Approach illustreret, hvorledes en sømagt, der har naturlig beskyttelse, efterhånden vil kunne opnå store resultater med begrænset indsættelse af midler i overensstemmelse med denne model.

4. Er handlingsfriheden stor, men de disponible midler for svage til at opnå en militær afgørelse, kan man tage sin tilflugt til en strategi, der trækker konflikten ud med henblik på at udmatte modstanderen og tære på hans moral. Denne model, som Beaufre karakteriserer som la lutte totale prolongée de faible intensité militaire, har været karakteristisk for dekolonise- ringskrigene efter 2. verdenskrig og Mao Tse Tung dens fornemste teoretiker.

5. Er de rådige militære midler tilstrækkeligt kraftfulde, kan afgørelsen søges gennem en væbnet og om muligt kortvarig konflikt. Den væbnede konflikt sigtende mod en militær sejr (conflit violent visant la victoire militaire) svarer til den klassiske strategi, som kodificeret af Clausewitz bl. a. efter studiet af Napoleons felttog. Dens teori har behersket den europæiske strategi i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede; begge de to verdenskrige var et resultat af denne ortodokse strategi.

Valget mellem de beskrevne fem modeller, der repræsenterer hovedtyper, indgår i totalstrategien, det, Beaufre kalder stratégie totale, svarende til det britiske udtryk grand strategy, det amerikanske national strategy og det tyske allgemeine Strategie.

Totalstrategien, der danner toppen af den strategiske pyramide, er umiddelbart en del af regeringsvirksomheden, direkte under statslederen — d. v. s. den politiske ledelse — og beskæftiger sig med planlægning for den totale konflikt (jf. den amerikanske definition på national strategy). Dens virksomhed udgøres af rådgivning fra og koordination af de af samfundets hovedsektorer, den skal spille på: den politiske, diplomatiske, økonomiske, militære m. v. I overensstemmelse med de foran beskrevne modeller varierer den relative betydning af de forskellige sektorer. Den militære sektor er i virkeligheden kun fremherskende i den sidste model. Dog vil ingen af modellerne kunne virke, med mindre den militære magt er baggrund og fundament.
Inden for hver af de totalstrategien underordnede hovedsektorer må skabes en samlet koordineret strategi, strategie genérale (politisk, diplomatisk, økonomisk, militær) for sektorens forskellige led i overensstemmelse med totalstrategiens opgavestilling.
Dette er efter Beaufres mening tilgodeset inden for den militære sektor, mens der for andre områder er meget at indhente, før strategien vil kunne spille effektivt på det nødvendige register. Skal stratégie générale placeres i den strategiske pyramide, er det den virksomhed, som praktiseres af pågældende minister, støttet af hans øverste embedsmænd.

Inden for den enkelte hovedsektor er der yderligere behov for at tale om en særlig strategi. Den er bindeleddet mellem ideen og udførelsen, mellem det, man vil eller hør gøre, og det, som de tekniske muligheder tillader. Beaufre benævner dette niveau af strategien som stratégie operationelle, svarende til det tyske udtryk Operationen (Strategische Operationen) og det angelsaksiske operations (Strategie operations).
Stratégie opérationelle er det niveau på hvilket en valgt, måske ovenfra beordret, strategi bliver vejet mod det mulige, taktisk og teknisk kapacitet taget i betragtning. Her tager man derfor — i særdeleshed på forberedelsesstadiet — de forholdsregler, som opgaverne fra den højere strategi ventes at kræve, men herfra sker også en tilbagekobling til denne og dermed til udformningen af opgaverne. Her vil særlig i atomalderen politiske påbud og forhud (herunder underforståede restriktioner) kunne gribe regulerende ind. Dette fører da også Beaufre til specielt at undersøge, hvad han benævner som Strategie atomique.

De grundlæggende karakteristika ved atomalderen er ifølge Beaufre:
manglen på forhold mellem kraft og masse. Det krævede 1000 luftfartøjer at ødelægge Hamborg. Idag kan det samme gøres på en enkelt mission af et enkelt våben.
en næsten total mobilitet, som står i stærk kontrast til massehærenes træghed, og som sætter den ekstraordinære kraft i stand til at nå et hvilketsomhelst punkt inden for modstanderens territorium. For at beskytte sig mod denne fare, der er uden fortilfælde, eksisterer der efter Beaufres opfattelse fire typer af mulig beskyttelse:
— Præventiv ødelæggelse (destruction préventive) af modstanderens våben som et direkte offensivt middel.
— Imødegåelse (interception) af modstanderens atomvåben, som et defensivt middel.
— Fysisk beskyttelse (protection physique) mod virkningen af atomvåben, som et defensivt middel.
— Trussel om gengældelse (menace de représailles), som et indirekte offensivt middel.

Atomstrategien er et klart udtryk for en total strategi. Den indeholder betydelige elementer af såvel politisk, psykologisk, financiel og økonomisk samt militær art. Beaufre understreger betydningen af at opretholde usikkerlied hos modparten vedrørende den reaktion, hans forholdsregler vil blive mødt med. Afskrækkelsessystemet må dække flest mulige angrebsalternativer. Når først det er etableret og stabiliseret, vil muligheden for udvikling af en virkelig fredsbevarende strategi være til stede.
Denne strategi ((stratégie directe), som atomstrategien er udtryk for, vil dog ikke være fredsbevarende i en sådan grad, at den vil kunne hindre svagere grader af aggression fra propaganda over økonomisk pres og oprør til mindre kup, således som de er indeholdt i de af Beaufre opstillede strategiske modeller 2, 3 og 4. Disse former karakteriserer Beaufre som stratégie indirecte. Over for disse findes endnu ingen effektiv afskrækkelse, og den indirekte strategi har et betydeligt spillerum inden for rammen af det øvrige afskrækkelsessystem. Det at etablere en effektiv afskrækkelse inden for dette system må i højere grad end ellers ske ved politiske midler.
Alle muligheder bør samordnes, og enhver forandring i det givne grundlag — både faktiske og i vurderinger — må give sig udtryk i valg af metoder og midler.

For Beaufre bliver strategi således en almengyldig metode for systematisk tænkning. Strategibegrebet kommer ikke alene til at omfatte valg af metoder og midler og deres anvendelse i krig og/eller under mindre fremskredne konflikter samt planerne herfor; det kommer til at omfatte også alle forberedelser i fred, både for at gennemføre en væbnet konflikt, for at undgå den og for at tiltvinge sig ønskede fordele ved pression med andre midler, samt endelig for retablering af samfundet efter en væbnet konflikt.
Da Beaufre udtrykkeligt anfører, at der over for de former, som han karakteriserer som stratégie indirecte, ikke findes nogen effektiv afskrækkelse, men at formerne er direkte politisk anvendelige i konflikter (hvad de afskrækkende ifølge sagens natur ikke er), ville det forekomme mere logisk at vende op og ned på Beaufres direkte og indirekte former, således at de, der er politisk anvendelige i konflikter, kaldes de direkte, og de, der er politisk uanvendelige i konflikter, kaldes indirekte, da de ikke sigter på at skulle anvendes (deterrent). Det eneste eksempel på en egentlig direkte atomstrategi er den massive gengældelsesstrategi (massive retaliation).

Man kan måske her se en af årsagerne til, at Ailleret som pragmatiker ikke ganske er på linie med teoretikeren Beaufre. Mens Beaufre nemlig i højere grad beskæftiger sig med strategiens teoretiske grundlag, metoder og midler, står general Ailleret som eksponent for den praktiske udformning og gennemførelse af gældende fransk strategisk tænkning; en naturlig konsekvens af hans placering som den franske regerings øverste militære rådgiver (Forsvarschef).
Ifølge Ailleret er strategi en virksomhed, som er afhængig af alt for mange materielle og menneskelige parametre til at kunne indpasses i en generel teori, fra hvilken dens anvendelsesmuligheder vil kunne udledes.
Ailleret mener det derfor hensigtsmæssigt, at man i stedet for substantivet strategi afgrænser karakteristikken strategisk for dermed at angive virksomheden på visse niveauer for ledelse af og forberedelser til krig og operationer. De niveauer, Ailleret betegner som strategiske, er -—
 set ud fra et kvantitativt synspunkt — den øverste statsledelse med dens rådgivere og de selvstændige chefer, som får opgaver og direktiver herfra.
Ailleret understreger dog også det kvalitative indhold i strategien ved at anføre, at en operation, som i sig selv er en enkelt taktisk eller teknisk handling, set fra et tilstrækkeligt højt niveau kan have en strategisk værdi.

Der findes ingen grundlæggende strategisk teori, siger Ailleret, ud over den, der omfatter formulering af sandheder i overensstemmelse med sund fornuft, således som de kan findes i »krigsførelsens store principper«. Der synes i denne formulering ikke at være nogen fundamental forskel fra Beaufres opfattelse af strategien som en metode for logisk tænkning. Ailleret slår fast, at praktiske studier af strategi må baseres på objektiv undersøgelse af situationer, som kan tænkes at opstå i fremtiden, og ses som funktion af de midler, der er til rådighed og kan bringes i anvendelse. Sådanne studier, siger Ailleret, kan lettes gennem studiet af memoirer, skrevet af politiske ledere under tidligere krige og af militære ledere, der har haft ansvar for operationerne. Man må imidlertid gøre sig deres begrænsning klar. De kan alene forklare det problemkompleks, som de pågældende har været konfronteret med; de kan ikke være rettesnor for, hvorledes fremtidens problemer bør løses. Blandt de væsentligste af de parametre, der indgår i den objektive disciplin, som Ailleret opfatter strategien som, anføres nationen. Det er til fordel for denne, strategien til enhver tid må bringes i anvendelse. Ailleret henviser i denne forbindelse til Focli, der i sin behandling af krigsførelsens principper i 1903 citerer von der Goltz for følgende udtalelse:

Den, der skriver om strategi og taktik, skal tvinge sig selv til udelukkende at behandle national strategi og taktik — som er det eneste, der vil kunne være til nytte for den nation, han behandler.

På det tidspunkt, da Foch understregede strategiens nationale karakter, eksisterede ingen af de tendenser til dannelse af magtblokke og alliancer, som vi oplever idag.

Ailleret argumenterer imidlertid videre til øjeblikkets situation og understreger nationernes overordnede placering i forhold til magtblokke og alliancer. Spørgsmålet er måske, om Ailleret har ret i denne argumentation — henset til, at kernevåbnenes virkning rækker langt ud over den enkelte stats grænser. Staten kan følgelig ikke mere »rumme« problemernes størrelsesorden, hvilket understreger staternes gensidige afhængighed.
De to verdenskrige, siger Ailleret, har vist, at det for at nå stillede mål har været nødvendigt og ønskeligt at etablere alliancer, som endog har pålagt den nationale strategi sådanne restriktioner som etablering af fælles overkommando over alle alliancens styrker, der var engageret i den fælles operation. Men dette har kun været udtryk for en samling af anstrengelserne for at nå målet for en fælles politik, som ikke nødvendigvis betød en fuldstændig sammensmeltning af de enkelte medlemmers politiske synspunkter eller strategi.
Netop fordi forskellige landes politik og strategi har fælles mål, kan der skabes alliancer til opnåelse af disse. Er det imidlertid således, at der, trods fælles mål, er for mange afvigende opfattelser eller endog modsætninger, så vil et forsøg på, hen over hovedet på disse modsætninger, at skabe en fælles strategi kun medvirke til at gøre vold på de involverede staters suverænitet. Hvis enkelte afslår at acceptere tab af suverænitet, kan det have alliancens opløsning til følge. Samarbejde om koordination af kræfterne vil dog kunne etableres på et lavere plan, simplest som en forening af kræfterne uden nogen a priori koordination.
Skal der udvikles en strategi for en alliance til opnåelse af et specielt mål, er det vigtigt, at man gør sig klart, at dette ikke kan ske på samme måde, som man udvikler en nations strategi. Først må nemlig den nationale strategi fastlægges, herunder de nationale ressourcers anvendelse i denne sammenhæng, derefter kan man kombinere de dele af den nationale strategi med tilsvarende dele af allierede landes nationale strategi, der ligger inden for rammen af de fælles mål, som søges nået.
Følges denne fremgangsmåde ikke, kan det føre til alvorlig forvirring mellem alliancens strategi og de enkelte medlemslandes nationale strategi. Denne forvirring kan før eller senere føre til:

enten at det enkelte lands selvstændighed forsvinder, således at det mere eller mindre bliver et protektorat af alliancen eller den dominerende stat inden for denne,
eller at en egnet national strategi erstattes af en alliancestrategi, som i sidste ende vil vise sig mindre egnet som svar på den pågældende nations sikkerhedskrav.

Ud fra en argumentation som denne er det Ailleret afviser doktrinen om flexible response som tilstrækkelig garanti for Europas — og dermed Frankrigs — sikkerhed. Hvad der inden for rammen af denne doktrin for USA kan se ud som en indledende fase, kan for de europæiske nationer være ensbetydende med ødelæggelse eller besættelse af sovjettiske tropper. Frankrigs nationale sikkerhed kan følgelig kun tilfredsstilles ved en doktrin, der giver en efter fransk opfattelse tilstrækkelig troværdig trussel om gengældelse til, at en væbnet konflikt i Europa overhovedet undgås.
Dette kan godt ske inden for rammerne af en alliances fælles sikkerhedssystem, men den valgte strategi må i overensstemmelse med den anførte argumentation tage afgørende hensyn til de enkelte medlemslandes nationale sikkerhedskrav.
Ud fra samme grundsynspunkt vedrørende den nationale strategis absolut overordnede rolle i forhold til allianccstrategien når general Gallois (jf. Kissingers analyse i Survival nr. 5/1964) til den opfattelse, at kernevåbnene har gjort kollektive sikkerhedssystemer forældede. Ansigt til ansigt med risikoen for total ødelæggelse vil ingen nation sætte sin egen sikkerhed på spil. Enhver nation må derfor, efter Gallois’ opfattelse, have sit eget kernevåhenarsenal, der sætter den i stand til at præstere en tilstrækkelig troværdig trussel om gengældelse, evt. forsvare sig mod væbnet magtanvendelse, og så iøvrigt overlade andre nationer til deres egen skæbne.
Den nærmere gennemgang af argumentationen bag kernevåbnenes rolle i den franske strategiske tænkning falder — som indledningsvis anført — uden for denne redegørelses rammer.

K.V Nielsen

Litteraturhenvisninger

Allieret: The Character of Strategy. Survival vol 7, no 3 may-june 1965 efter Revue de Defence Nationale (RDN), februar 1965.

Allieret: Flexible Response: A French View. Survival vol 6, no 6 november-december 1964, efter RDN, august-september 1964.

Beaufre: Introduction à la Stratégie. Armand Colin, Paris 1963. Resumeret af forfatteren i RDN december 1963, aftrykt i Survival vol 6, no 2, marts-april 1964 under titlen: A Conseption of Strategy.

Beaufre: Dissuasion et Stratégie. Armand Colin. Paris 1964. Resumeret af forfatteren i RDN, december 1964.

Beaufre: Stratégie de Dissuasion et Stratégie de Guerre. RDN mai 1952.

Greiner: Militärische Operationen heute. Wehrkunde, Hefte 8, august 1965.

Gåsted & Björeman: Om Strategibegrebet. Kungl. Krigsvetenskabs Akademiens Handlingar och Tidsskrift, 1. håftet 1966.

Hansteen: Strategi. Nye synspunkter. Norsk Militært Tidsskrift 11. hefte 1965.

Kissinger: Coalitions and Nuclear Diplomacy. Survival vol 6, no 5, september-october 1964, efter Foreign Affairs, july 1964. Must we reform NATO? Survival vol 8, no 1, jan 1966, efter Politique Etrangère no 3, 1965.

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon fransk_strategisk_taenkning.pdf
 

 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.