Fransk forsvarspolitik

Den franske regering publicerer normalt ikke omfattende årlige oversigter over sin forsvarspolitik. I december 1966 udsendte le Service d’information et d'Etudes du Ministères des Armées dog en officiel studie over den franske forsvarspolitik, organisation og våbenproduktion.1) Det følgende er et uddrag af den del, der behandler de strategiske synspunkter, der har indflydelse på forsvarspolitikken. Heri hævdes det, at en uafhængig fransk strategisk kernevåbenstyrke forstærker kernevåbenstabiliteten i verden, fordi den vil forøge usikkerhedsmomentet i de to supermagters beregninger med hensyn til den andens reaktion i en krisesituation.

»Atomafskrækkelsesbegrebet«.2)

Den konventionelle krig foregav at være en rationel politisk handling, hvor der var noget at vinde for sejrherren. Anvendelsen af militære styrker var ifølge Clausewitz at forfølge et politisk mål med andre midler, og syntes derfor at kunne frembyde en praktisk mulighed for at løse en konflikt. Kun undtagelsesvis forekom nationens eksistens at stå på spil ved de ødelæggelser, den udsatte sig for; en tilstrækkelig indsats kunne med rimelighed retfærdiggøre dem. Kort sagt, der var logik i den konventionelle krig.

Men i dag ville en storkrig være en atomkrig. Atomvåbnene har forøget de militære muligheder betydeligt, og syntes umiddelbart at have bekræftet krigens logik ved at forøge midlerne til at opnå sejr: Man nøjedes med at ekstrapolere de sædvanlige fremgangsmåder, uden at være opmærksom på diskontinuiteten mellem den konventionelle krig og atomkrigen. Med de termonukleare våben og deres frembringelsesmidler, som kan nå mål overalt på jorden, er krigens ødelæggelseskraft blevet umådelig. En sådan ødelæggelseskraft har gjort krigen irrationel og følgelig uanvendelig som strategisk middel3) l'or stormagterne. En anvendelse støder i virkeliglieden på den uhyggelige kendsgerning, at begge de krigsførende parter i en total atomkrig ville være sikre på at blive ødelagt i samme grad, og som følge heraf har en sådan krig mistet sin praktiske værdi som middel til at løse konflikter mellem nationer.

Siden 1957 er de lo supermagter derfor gået ind i den termonukleare afskrækkelsesepoke, idet de har forladt den afskrækkelsespolitik, der muliggjorde en strategi baseret på konventionelle våben. Dette har bevirket, at verden herefter gradvis er trådt ind i en periode, hvor afskrækkelsesbegrebet er blevet altomfattende. Krigens logik blev således erstattet af terrorens logik, som forbød indehaverne af termonukleare våben at anvende dem for at afgøre deres indbyrdes uoverensstemmelser. I virkeligheden vidste ingen, hvilke ødelæggelser atomsprængningerne kunne medføre, eller om de overhovedet ville tillade en overlevende sejrherre at udnytte sejren. Civilisationens ødelæggelse og det kollektive selvmord ville følge i kølvandet på kernevåbnenes brug. Den ængstelse, som blev forårsaget af disse våben, hidrørte fra den omstændighed, at man frygtede for at miste kontrollen over dem. Kunne man være sikker på, at man ville kunne beherske dette våben, når man først var begyndt at anvende det? Ville resultatet ikke blive menneskehedens fortabelse?

Det var denne trussel, der hvilede over kernevåbnene. Den eneste sikkerhed, de stillede i udsigt ved anvendelsen, var udløsningen af Johannes’ åbenbaring. Men lagrene af kernevåben er ikke blevet overflødige. Det er netop fordi, de er i stand til at udløse dommedagen, at en ny strategi, hvori afskrækkelsen indtager en fremtrædende plads, er blevet mulig. Denne ny strategi, som er baseret på visheden om, at en atomkrig ikke kan begrænses, er udarbejdet ud fra forudsætningen om, at det er umuligt at formulere en strategi, der umiddelbart baserer sig på anvendelsen af kernevåben.4) Den er i overensstemmelse med de nye vilkår for et forsvar ved hjælp af kernevåben og disses frem føringsmidler. Denne strategi har en anden logik end don strategi, som baserer sig på eksistensen eller anvendelsen af konventionelle styrker5), og det er denne logik, vi nu skal undersøge.

Her møder vi følgende selvmodsigelse: Hvorledes skal man udnytte våben, som man ikke kan bringe i anvendelse med fordel? Hvis det ikke mere drejer sig om at føre krig for at løse en konflikt, men derimod om at undgå krigen under løsningen af konflikten, så opstår der for de to store kernevåbenmagter følgende paradoksale problem: Hvorledes kan de på bedste måde udnytte deres kernevåben i forsvaret af deres interesser, uden dog at anvende dem, fordi anvendelsen ikke ville føre til sejr, men derimod til selvudslettelse? Det er i dette spørgsmål og svaret herpå, man skal finde kernen til princippet om atomafskrækkelse, hvilket sagt med andre ord er den måde på hvilken, man i bestræbelserne på at forsvare visse interesser og samtidig undgå krigen, involverer kernevåbnene med henblik på at få modstanderen til at afholde sig fra at angribe, fordi han derved vil påføre sig selv uacceptable tab. Afskrækkelsen består således i at »rasle med« kernevåbnene6) på den rigtige måde. Denne måde at »rasle med« kernevåbnene på påvirker den ovenfor omtalte trussel. Den forudsætter, at begge stormagterne besidder våben, der er i stand til at påføre modstanderen uacceptable ødelæggelser. Og det er kun denne vished om risikoen, de udsætter sig for, der muliggør en gensidig afstandtagen fra våbnenes anvendelse. Ved at holde hinanden i skak, afholder de sig fra brugen af kernevåben på grund af den gensidige trussel. Man ser således, hvorledes denne selvmodsigelse permanent påvirker atomafskrækkelsens problematik. Det ulogiske i en strategi baseret på kernevåben7) tvinger parterne til fredelig sameksistens, til en stiltiende overenskomst. Atomafskrækkelsen hindrer anvendelsen på betingelse af, at anvendelsen forbliver en overhængende sandsynlighed. Enhver konfrontation af styrker undgås under den forudsætning, at begge modstandere kan tro, at den anden part er besluttet på, om nødvendigt, at anvende sine våben. Afholdelsen fra anvendelsen af atomvåben forekommer derfor som en balanceakt, baseret på troværdighed.

Den hårfine ligevægt kan bringes i fare ved en ændring af de politiske eller teknologiske forudsætninger. Hermed kan der påny opstå en m ulighed for anvendelse af kernevåben; nemlig hvis den ene part i en periode af øjeblikkelig overlegenhed udnytter en svaghed hos modstanderen, og ved trussel om at gå så langt som til at »affyre atomvarselsskud«, for at få modstanderen til at trække sig tilbage, vel vidende, at den endelige konfrontation ikke vil finde sted. Det er dog ikke let at vide, om modstanderen vil trække sig tilbage eller ikke. Det er ikke let at afgøre, hvad der kan udløse en katastrofe, og enhver fejlvurdering kan være fatal. Det var utvivlsomt Moskvas fejlvurdering af Amerikas beslutsomhed, som førte Sovjetunionen ud i Cuba-affæren, og da man blev klar over denne beslutsomhed, blev Sovjetunionen tvunget til at trække sig ud igen.

Visheden om krigens escalering er forudsætningen for afskrækkelsesteorien og kunsten at »rasle med« kernevåbnene. Det vil sige, at en konfrontation med sikkerhed medfører den katastrofe, som man netop vil undgå. Det er dog meget vanskeligt at afgøre, hvornår en sådan konfrontation vil finde sted. Stormagterne, som gensidigt holder sig tilbage, er uvisse med hensyn til den reelle værdi af deres afskrækkelsesmidlers potentiel. Det omfatter mængden af de respektive kernevåbenlagre, muligheden for deres anvendelse og regeringernes villighed hertil samt de allieredes reaktion. Kun selve anvendelsen kan ændre denne uvished, som begge parter klogeligt opretholder, til vished. Derfor kan de to modstandere ikke nøjes med at undgå den endelige konfrontation, men de føler sig tvunget til gradvis at undgå alle, selv begrænsede konfrontationer, som vil kunne risikere at føre dem ud i ukontrollable situationer. Ideen om at afholde sig fra at anvende kernevåben kan gradvis overføres på hvilken som helst storkonflikt og her endog på anvendelsen af konventionelle våben, idet man hver gang spår længere og længere ud i fremtiden om modstanderens mulige reaktioner. Kunsten at »rasle med« kernevåbnene hviler på visheden om katastrofen, hvorfor de magter, som respekterer afskrækkelsens teori, ledes til at handle på stadig længere sigt. »Ikke-anvendelsen« af kernevåben vedligeholder en uigenkaldelig usikkerhed, der accentueres af psykologiske manøvrer, som på deres side kræver truslen om en escalering vedligeholdt. Afskrækkelsens strategi er derfor blevet forudsigelsens strategi. Dette er den internationale sammenhæng, som er domineret af de to supermagter, i forsøgene på at løse deres kon flikt uden at det kommer til åben krig. De undgår gensidigt at forøge deres konfrontation, idet de samtidig søger at forhindre, at modstanderen opnår fordele. De ledes således til den yderste forsigtighed, som giver de mindre stormagter en handlefrihed, de kan drage fordel af. Inden for rammerne af de to supermagters kernevåbenbalance kan en mellemstor stats (som Frankrigs) kernevåbenpotentiel spille en rolle.

De mellemstore atommagters rolle:

Atomafskrækkelsen består som nævnt i kunsten at »rasle med« atomvåbnene, og er i det væsentliste baseret på de mange usikkerhedsmomenter, som skaber atomvåbentruslen. Spørgsmålet bliver da at finde ud af, hvilken rolle en mellemstor magt som Frankrig, udstyret med atomvåben, kan spille i denne situation. Er dets beskedne styrker i forhold til de to stormagter ikke et uovervindeligt handicap, som forhindrer det i enhver indflydelse på atomafskrækkelsens problematik? Sagt med andre ord, er atomafskrækkelsen ikke udelukkende en sag mellem de to supermagter? Er det det samlede militære, økonomiske og befolkningsmæssige potentiel, der skal indgå i vurderingen og danne sammenligningsgrundlaget? I så fald vil Frankrig tilsyneladende ikke kunne sammenlignes med de to stormagter. For at forstå Frankrigs situation må man placere det på sin rette plads, som er væsentligt forskellig fra de to supermagters. For disse drejer det sig om en gensidig atomafskrækkelse. For Frankrig er det også et spørgsmål om atomafskrækkelse, men især om at gribe enhver lejlighed, som frembyder sig i konflikten mellem de to store, til at forsvare sine vitale interesser i områder, der for stormagterne er af sekundær betydning, og således fremme en selvstændig politik. Stormagternes atomafskrækkelsespolitik danner det grundlag, hvorpå de mellemstore atommagter kan føre deres afskrækkelsespolitik. Denne er ikke placeret på samme niveau, men indgår i stormagternes bilaterale system og fremmes herigennem. Hvorledes er denne placering mulig? Med andre ord, hvilken handlefrihed tillader stormagterne en mellemstor magt i en konflikt? En stormagts atomafskrækkelsespolitik er på trods af gentagne forsikringer ikke i permanent virksomhed under alle forhold. Den træder først i kraft, når vitale interesser er på spil. Dette giver andre magter en vis handlefrihed. Thi en stormagt vil i situationer, hvor vitale interesser ikke er indblandet, foretrække at undgå de risici for at blive tvunget til at realisere sine trusler, som kan blive følgen af at true en anden magts vitale interesser. I virkeligheden er stormagten ikke på forhånd bekendt med de virkninger, som en intervention af en mellemstor magt kan få, dels på den internationale balance, dels - og navnlig - på forholdet mellem de to stormagter. En mellemstor magts atomafskrækkelsespolitik kan især være mulig, når følgende to forudsætninger samtidig er til stede: Nemlig at dens vitale interesser står på spil, samtidig med at stormagternes ikke gør det.

Denne dobbelte betingelse gør handlingsmulighederne overordentlig variable. Det, der er m uligt i det ene øjeblik i en bestemt situation, vil ikke være det på et andet tidspunkt, når situationen er ændret. I virkeligheden kan en mellemstor magt intervenere i stormagternes spil på betingelse af, at den ikke overskrider grænserne for, hvad disse anser for deres interesser. Den kan altså føre sin egen politik, selv når denne går imod stormagternes intentioner på områder, hvor disse ikke for tiden er engageret, og herved gribe afgørende ind i deres dispositioner.

Den mellemstore magts atomafskrækkelsespotentiel er et udtryk for dens klare politiske vilje til, i ordets stærkeste betydning, at forsvare de interesser, som den anser for vitale.

Den vil under ingen omstændigheder kunne betragtes isoleret i forhold til en anden stat. I forholdet til omverdenen er det balancen mellem alliancerne, som er grundlaget for dens politik , men det er næppe tænkeligt, at den ikke opretholder stærkere forbindelser til den en af stormagterne. På den anden side er det heller ikke tænkeligt, at en alliance dækker alle de forskellige interesser, som en mellemstor stat må have, hvilket de seneste års eksempler med tilstrækkelig tydelighed har vist. Hvis varetagelsen af samtlige interesser overlades til en allieret stormagt, reduceres den mellemstore magts rolle til satelitmagtens. Den politiske vilje kommer således kun til fri udfoldelse, hvis den er forankret i et system af kræfter, der på samme tid demonstrerer dens beslutsomhed, og — indenfor de ovennævnte begrænsninger - ved forudseenhed giver den mulighed for at nå tærsklen til dommedags iværksættelse. Den politiske vilje er udgangspunktet for atomafskrækkelsens mekanik.

Det er klart, at dette mål kun kan nås ved atomtruslen. Besiddelsen af kernevåben kan sammenlignes med en »adgangsbillet«, som på et givet tidspunkt kan påvirke det internationale spil.

I den internationale sammenhæng er det set udfra et strategisk synspunkt væsentligt at gøre sig klart, at det er magten, der bevirker, at en nation bliver hørt og dens synspunkter eventuelt bliver accepteret.
 
Det franske systems rolle:
 
Den franske strategiske atomstyrke har måske en begrænset værdi, men i det samlede billede, således som det er beskrevet i de to foregående afsnit, har den dog en fundamental betydning. Den strategiske atomstyrke må kunne disponere over midler, som kan påføre en hvilken som helst modstander tab i en størrelsesorden, som denne anser for uacceptabel i forhold til indsatsen. Den effektive atomafskrækkelse fremmer således en fransk politik i tilfælde af en konflikt mellem de to stormagter. Vurderingsgrundlaget er således ikke forholdet mellem antallet af megatons, men om effektiviteten i det franske system, som er indeholdt i spørgsmålet om, hvorvidt Frankrig netop kan komme til at spille den rolle, som retteligt tilkomm er det. Man har set, at atomafskrækkelsen ledte stormagterne til at udforme en strategi, hvor fremtidens våben, i samme omfang som de aktuelle afskrækkelsesmidler, er et udtryk for nationens vilje til at eksistere. De samme synspunkter gælder for en mellemstor magt, som også må indstille sig på at udforme en langsigtet strategi, og det ud fra følgende tre grundsynspunkter:
 
- for det første ud fra spørgsmålet om den tekniske udarbejdelse. Det er klart, at etableringen af en strategisk kemevåbenstyrke er en langsigtet plan. Da Frankrig i 1960 befandt sig i den situation at skulle tage sin strategi op til revision, valgte det atomvåbnet, frem ført af fly. Det måtte i virkeligheden indtræde i atomkapløhet med risikoen for at falde uhjælpelig bagud, uden nogensinde at kunne indhente forsinkelsen. Den fulde betydning af dette valg ses først, når anden-generations våbnene (jord til jord raketter - efterfulgt af hav til jord raketter - udrustet med kernevåben) er skabt. Valget forhindrer på den anden side ikke forskning på andre områder indenfor forsvaret, hvor f. eks. laserstråler og satelitter åbner talrige muligheder. Den franske strategiske atomvåbenstyrke skal derfor betragtes som værende på sit første stadium.
- for det andet, udfra uddannelsessynspunkter. Endnu mangler industriens leder, teknikere, forskere, og officerskorpset i almindelighed, ja selv personer på det politiske plan, at gøre sig fortrolige med atomafskrækkelsens problematik. Den læres ikke fra den ene dag til den anden. - for det tredie udfra internationale synspunkter. Den franske strategiske kernevåbenstyrke bør inkorporeres i et langsigtet internationalt perspektiv med de hertil knyttede usikkerhedsmomenter, uanset den aktuelle situations relative stabilitet. I det omfang vi ikke ved, hvordan verden ser ud om tyve, eller allerede om ti år, repræsenterer en kernevåbenstyrke et vigtigt trumfkort, ikke blot for Frankrig, men måske også for hele Europa.
 
Udfra disse tre grundsynspunkter og i den udstrækning, de for den førte politik ansvarlige anser en storkonflikt for usandsynlig indenfor den nærmeste årrække, er værdien af vore nuværende våben dobbelt. De har en øjeblikkelig virkning, fordi deres tilstedeværelse virker som en atomafskrækkelsesfaktor. Men også den frem tidige våbenudvikling får allerede på nuværende tidspunkt mulighed for at påvirke bestræbelserne på at overtale eventuelle modstandere til at afholde sig fra anvendelse af kernevåben. Det er indenfor dette langtidsperspektiv, man bør vurdere den franske strategiske kernevåbenstyrkes placering i den almindelige atomafskrækkelsespolitik. Der er her ikke blot tale om den aktuelle styrke, men nok så meget om den styrke, som det vil repræsentere på kortere eller længere sigt.
 
Med den reelle ødelæggelseskraft, der, skønt baseret på første-generationsvåbnene Mirage IV fly udrustet med A-våben, allerede er betyde og, er Frankrigs status som atommagt hævet over enhver tvivl. Men lad os understrege, at det er en status, som skal ses i lyset af den internationale situation, d.v.s. i situationer, hvor Frankrigs vitale interesser er i fare, uden at dette samtidig påvirker stormagternes stilling afgørende. Den er udtrykket for den politiske vilje til at forsvare Frankrigs primære interesser. Som »adgangsbillet« gør denne styrke de m uligt for Frankrig at fremsætte sine synspunkter i det internationale forum med en vægt, der står i forhold til dens ødelæggelseskraft såvel som til troen på den og dens værdi som pressionsmiddel.
 
Herudover forøger tilstedeværelsen af en uafhængig fransk kernevåbenstyrke i det forum , hvori den franske politiske aktivitet foregår, usikkerheden hos begge stormagterne med hensyn til deres holdning overfor den anden part. Vil en eventuel angriber på angrebstidspunktet klart kunne vurdere de af Frankrig etablerede solidaritetsforbindelser og til hvilken side disse forbindelser vil være stærkest? Denne supplerende usikkerhedsfaktor har forøget kernevåbenstabiliteten. I denne forbindelse er det de nationale uafhængige kernevåbenstyrker, som er afgørende. I en »integreret« alliance vil de ikke kunne have den samme virkning.
 
Det er klart, at Frankrig, i den udstrækning det indtager en nøglestilling i Europa, anser sine muligheder som atomafskrækkende faktor for øgede. Europa er en absolut afgørende faktor i verdensbalancen, fordi den magt, som behersker Europa, vil have det endelige verdensherredømme. I det omfang ingen af de to stormagter vil acceptere, at Frankrig udslettes af den anden part eller underlægges denne, kan det udfolde sin atomafskrækkende politik. Endelig muliggør den strategiske kernevåbenstyrke en forøget fransk handlefrihed til med større vægt at øve indflydelse på den internationale situation. På dette område vil den fremtidige styrke være af endnu større betydning. Kunne Frankrig virkelig opnå disse resultater uden at udruste sig med moderne kernevåben? Ville resultaterne kunne nås, hvis det begrænsede sig til en udrustning med taktiske atomvåben? Hvilken anden løsning ville kunne gøre det m uligt for Frankrig at eksistere på den internationale scene som en politisk uafhængig enhed? Den franske atomafskrækkelsespolitik, som her er søgt frem stillet, er ikke opstået pludseligt som et enmands værk. Den er tværtimod en del af den aktuelle storpolitik, hvis mål er de to stormagters nødvendige, fredelige sameksistens, som er baseret på ligevægten i de enorme kernevåbenlagre. Frankrig ville aldrig permanent have kunnet udfordre hverken Amerika eller Rusland. Det kan kun garantere sine vitale interesser ved hjælp af sin atombevæbning, når det samtidig undgår at vove sig ind på stormagternes vitale interesseområder.
 
1) Notes et Etudes Documentaires, No 3343, 6 Décembre 1966.
2) La notion de dissuasion nucléaire. Dissuader: détourner quelqu’un d’une résolution (Larousse). Overalt i teksten er dissuasion oversat ved afskrækkelse.

3) Stratégie directe. Begreberne dissuasion og stratégie er i alle deres former defineret i »Stratégie Terminologyc af Schwartz og Hadik, Econ Verlag, 1966.

4) Une stratégie nueléaire directe
5) Stratégie directe
6) le maniement virtuel des armes nueléaires.
7) stratégie nueléaire directe.
 
 
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon fransk.forsvarspolitik.pdf

 

Litteraturliste

Del: