Fra udlandet - #6

Slaget ved Kursk - En model for forbundsrepublikens forsvar

Den danske regerings motiver for modstand mod tilstedeværelsen af atomvåben på dansk jord er at finde blandt det kompleks af faktorer - udenrigspolitiske, indenrigspolitiske, psykologiske, økonomiske m. v. — der tilsammen danner forudsætningerne for landets sikkerhedspolitik. Det er på denne baggrund interessant at studere nogle af de motiver, der i vort naboland mod syd er forudsætningen for et tilsvarende standpunkt til atombevæbning.

Det tyske ugeblad Der Spiegel indeholdt den 21. november 1966 en artikel, der argumenterer for fjernelsen af atomvåben fra vesttysk jord og for en ændret målsætning for det vesttyske forsvar. Om artiklens forfatter, oberst Bogisiate von Ronin oplyses det, at han to gange er blevet fjernet fra en militær nøglestilling i en tysk hær på grund af egenmægtige handlinger og tanker. I 1945 under hitlerstyret, fordi han som chef for operationsafdelingen i Værnemagtens overkommando på trods af en >Führer*-befaling beordrede Warschaiva rømmet. I 1955 i den vesttyske forbundsrepulik fordi han, der da var leder af den militære planlægningsafdeling i forsvarsministeriet i Bonn, havde udarbejdet og agiteret for en plan for Vesttysklands forsvar, som ikke stemte overens med NATO-strategien.

Tidstypisk er forskellen på konsekvenserne af hans afskedigelse. I 1945 blev han indsat i koncentrationslejren Dachau på grund af ulydighed, i 1955 forlod han forsvaret og gik ind i forretningslivet og er nu repræsentant for Daimler-Benz i Hannover. Med uregelmæssige mellemrum udgiver han et militært fagblad Das neue Deutschland, hvori han som oftest vurderer Vesttysklands strategiske situation anderledes, end hans tidligere officerskammerater, der nu sidder i topstillinger i Bonn. Allerede under det tredie rige, blev han, der er officerssøn fra Potsdam, anset for at være et stort militært talent. Som 36- årig blev han udnævnt til chef for Værnemagtens operationsafdeling som efterfølger for den senere generalinspektør for forbundsværnet, Adolf Heusinger. På grundlag af sin gamle plan for Tysklands forsvar har han nu udviklet sine tanker om en ny strategisk koncept for forbundsværnet i nedenstående artikel, der er oversat og kommenteret af oberstløjtnant O. M . Acthon, Jyske Dragonregiment.

Frankrigs fuldstændige nederlag i 1940 var følgen af en forkert forsvarskoncept. Som altid i historien hævnede det sig at klynge sig til en ønskedrøm, når den hårde virkelighed uafviseligt præsenterer sig. De franske politikere og officerer, som var præget af deres erfaringer fra den første verdenskrigs stillingskrig, skabte imellem de to krige den meget stærke Maginotlinie fra den svejtsiske til den belgiske grænse. De mente dermed at have skabt den bedste sikkerhed og beskyttelse mod et nyt tysk angreb på Frankrig. Ideen om en fæstningslinie som grundlag for et effektivt forsvar var passé fra det øjeblik, da den tyske hær under indflydelse af pansereksperten Guderian opstillede panserdivisioner og dermed skabte et helt nyt instrument til gennemførelse af kampen under anvendelse af ild og bevægelse.

Med dette instrument, som blev udviklet i fuld offentlighed til at være hovedvåbnet i en kommende krig, skabtes i praksis muligheden for at slå Frankrig militært. Frankrig måtte kapitulere og betale for sin fejlslagne forsvarspolitik med flere års bitter fjendtlig besættelse. Ligesom Frankrigs nederlag har forbilleder i historien, således kan det heller ikke undre nogen, at udviklingen påny har medført, at der efter krigen er opstået forkerte forsvarskoncepter som følge af fejlvurderinger af den aktuelle situation. Det tydeligste bevis herpå er N A T O s og forbundsvæmets fælles forsvarsplaner. De viser nemlig, at såvel NATO som forbundsværnet har svært ved at glemme deres indtryk af den anden verdenskrigs fremstormende massehære, skønt opfindelsen af atomvåbnene forlængst har ændret situationen og derfor kræver, at forsvarsproblemerne betragtes under en anden vinkel.

Forbundsrepublikken og dens værn, som er organiseret som en mekaniseret hær model 2. verdenskrig, skulle undersøge, om den valgte løsning svarer til virkeligheden og giver den sikkerhed, som man tilstræber. Den kendsgerning, at også den potentielle modstander, Sovjetunionen, stadig bar en massehær model 2. verdenskrig bør ikke forlede til den slutning, at den største sikkerhed ligger i konventionelle kampstyrker af en passende størrelse forstærket med taktiske atomvåben. Virke ligheden har for længst vist, at vi ved at deltage i NATOs koncept og ved at opstille potentielle atomleveringsvåben som 203 mm haubitser, Starfighter og Pershingraketten har besluttet os til den atomare undergangs forsvarskoncept. Man bør med mellemrum tage situationen op til fornyet vurdering, fordi det jo gælder om at undgå at blive stående ved en vurdering, ford i den engang var rigtig. Den virkelige sovjetrussiske styrkefordeling såvel som tilstedeværelsen af atomvåben i Øst som i Vest bringer os i en situation, hvis makabre konsekvenser det gælder om at lære af. Siden 1955 har der været et stort antal amerikanske atomvåben placeret i Vesteuropa og Vesttyskland, efter den amerikanske forsvarsministers seneste opgivelse 6000 atomsprænghoveder, for derved at afskrække Sovjetunionen fra at forsøge et stort angreb mod Vesteuropa. Overfor dette atompotentiel, som til dels er placeret på vesttysk grund, har Sovjetunionen opstillet et stort antal mellemdistanceraketter i den vestlige del af deres imperium.

For ikke i tilfælde af angreb straks at skulle anvende atomvåben har Vestmagterne stationeret 20-23 divisioner i Vesttyskland. Deres styrke aftager. Frankrig bar allerede trukket sine tropper ud af NATO kommandoen. Sovjetunionen har ca. 20 divisioner i DDR, mens der i området mellem Oder og Bug kun findes små sovjetrussiske styrker. Først i det vestlige militærområde i Rusland står der yderligere betydelige styrker, bedømt til 40-50 divisioner. Hvis man lægger de østtyske styrker og de i vestområdet af CSSR og Polen stående nationale styrker til de ved Jerntæppet stående sovjetrussiske styrker, så bliver der til den såkaldte første strategiske styrke max. 40 divisioner, som pludseligt og uden tilførsler fra Øst kan starte et angreb på Vesteuropa. Af denne første styrke må ca. 10 divisioner efterlades som sikring af området, således at kun ca. 30 divisioner vil være til rådighed for det egentlige angreb mod Vesteuropa. Det må anses for at være en styrke af en sådan størrelse, at det vil være umuligt dermed at opnå så vidtrækkende operative afgørelser som overskridelse af Rhinen for ikke at tale om gennembrud til Atlanterhavskysten i betragtning af de i Vesttyskland stående NATO styrker. De sovjetrussiske officerer er ikke selvmordere. En vurdering af deres taktiske beslutninger under den anden verdenskrig viser, i hvor høj grad de sovjetrussiske marskaller gjorde sig umage for at undgå at løbe nogen risiko, selvom der var et alm indeligt ønske om at ende krigen så hurtigt som muligt. Det er nødvendigt at tilføre betydelige forstærkninger t il de i DDR og CSSR stående styrker for at gøre det sandsynligt, at et angreb mod Vesteuropa kan bringe det tilsigtede resultat. Det er formentlig nødvendigt at tilvejebringe en overlegenhed på 3-1. Fremdragningen, samlingen og opstillingen til angreb, kort sagt den samlede opmarch af de nødvendige styrker v ille straks blive opdaget med de opklarings- og efterretningsmidler, som er til rådighed idag.

Ifølge den vesttyske forsvarsministers oplysninger kan Sovjetunionen i løbet af 24 timer forlægge 5 divisioner pr. jernbane til området umiddelbart øst for jerntæppet. Hvis man skal forlægge yderligere 40 divisioner t il nævnte område, v il det tage Sovjetunionen flere dage, selvom man antog, at det var muligt samtidigt at forlægge mekaniserede luftlandetropper ad luftvejen. Den amerikanske forsvarsminister har altså ret, når ban udtaler, at der i al fald vil være et betydeligt antal dage til rådighed for vestmagterne til at forberede forsvaret af Vesteuropa mod et sovjetrussisk storangreb.

Den situation, som opstår ved sådanne troppeforskydninger, er blevet ændret ved tilstedeværelsen af taktiske og strategiske atomvåben. Det er interessant at bemærke, hvor sjældent de vestlige planlæggere, især de militærpolitisk ansvarlige kredse i forbundsrepublikken, henviser til, at en opmarch af så store sovjetrussiske styrker er truet af den blotte tilstedeværelse af vestlige atombomber. I den forbindelse spiller det ingen rolle, om de sovjetrussiske ledere anser det for usandsynligt, at vest magterne vil indsætte atomvåben præventivt mod en sådan styrke, ford i vesten eenstemmigt har vedtaget ikke at anvende atomvåben præventivt. De sovjetrussiske ledere må alligevel anse en sådan opmarch for en uberegnelig risiko, ford i ingen kan garantere dem, at et sådant præventivt atomangreb ikke trods alt vil blive udløst mod en til angreb på Vesteuropa opstillet massehær.

Det berømte selvmordsangreb, som de tapre polske soldater fra den pommerske kavalleribrigade udførte i 1939, da de med dragne sabler attakerede de tyske kampvogne, er kun et kuriosum på den militærhistoriske scene. Uden at ville forklejne de fortvivlede polske patrioters handling, må man vel sige, at irrationelle og fejlagtige aktioner som denne ikke forekommer, hvor der er rigtig bedømmelse af de forskellige våbens virkning. Noget helt andet er, om den manglende forståelse af atomvåbnenes indflydelse, som den dagligt manifesterer sig i forbundsrepublikkens militærpolitiske holdning, på grund af disse våbens særlige karakter, ikke kan medføre en skæbnesvanger fejltagelse. Foran det tyske pansers kanoner døde en kavalleribrigade. Under atomvåbnene vil folk og nation kunne dø, hvis vi ikke lærer at forstå de nye våbens betydning. Den vesttyske forsvarskoncept hviler indtil idag på muligheden af et sovjetrussisk storangreb mod forbundsrepublikken og Vesteuropa. De førende politikere og officerer bliver utrætteligt ved med at henvise til de sovjetrussiske hærstyrker som grund for denne trussel. j Nærværelsen af de sovjetrussiske divisioner i området øst for jerntæppet bestemmer den vesttyske sikkerhedskoncept. Man anser det for muligt, at Sovjetunionen kan rende Vesteuropa over ende uden at gribe til brugen af atomvåben på trods af den stadige forøgelse af antallet af taktiske atomvåben i de sovjetrussiske felthære og på trods af NATOs stadig stigende atompotentiel.

Disse tanker har stadig en stor indflydelse på vore militærpolitiske planer. Virkeligheden ser dog helt anderledes ud. Nærværelsen af så mange atomsprænghoveder og de dertil hørende fremføringsmidler i forbundsrepublikken tvinger Sovjetunionen til i tilfælde af en væbnet konflikt at tilintetgøre denne trussel med atomvåben. Først når der ikke længere består nogen fare for, at vestmagterne kan føre et virksomt atomforsvar, vil den røde hær være i stand til at bryde frem gennem jerntæppet for at sætte sig i besiddelse af, hvad der måtte være tilbage i den atomare ørken. Heraf må følgende slutning kunne drages. Vesteuropas beskyttelse mod et sovjetrussisk storangreb ydes af USAs strategiske atomvåben og ikke af de i Vesteuropa placerede NATO divisioner. I virkeligheden har analysen vist, at den hævdvundne forestilling om Sovjetunionens angrebspotentiel er forkert. Alligevel er forbundsrepublikken stadig truet. Ikke af den røde hær, men af den kendsgerning, at en næsten utænkelig atomkrig mellem Sovjetunionen og USA øjeblikkeligt vil medføre forbundsrepublikkens atomudslettelse. Sålænge amerikanske atomvåben er placeret i forbundsrepublikken, er de sovjetrussiske ledere tvunget til at ødelægge denne femskudte amerikanske base. Det må derfor være forbundsrepublikkens opgave at sørge for, at dets territorium forsvinder fra de sovjetrussiske atomvåbens målkort.

Et sovjetrussisk storangreb mod Vesteuropa er utænkeligt. Amerikas atomvåben gør det til en uberegnelig risiko for Sovjetunionen at angribe Vesteuropa. Langsomt og modstræbende er NATO magterne ved at ændre deres synspunkter. Frankrigs præsident de Gaulle har som den første erkendt den risiko for atomudslettelse, som det indebar for Frankrig at have amerikanske atomvåben stationeret på fransk jord og have sine styrker integreret under NATO-kommandoen. I USA og England er man langsomt ved at indtage en ny stilling til problemerne. Den vesttyske militærpolitiske ledelse klamrer sig t il de gamle dogmer og forsøger gennem fastholden af den gamle koncept at sikre en tidlig atomvåbenindsættelse ved et sovjetrussisk angreb over Zonegrænsen.

Forbundsrepublikken forholder sig altså passiv. Liddell Harts udtalelse om, at en alliance har en lammende virkning på den militærpolitiske tankevirksomhed hos de enkelte medlemmer af alliancen gælder således også for forbundsrepublikken. Den dygtige amerikanske forsvarsminister beviste for kort tid siden, at Liddell Harts spådom ikke gælder for ham. Han sagde: »Alliancer kunne og skulle i løbet af de næste 5 år overlade alle de vigtigste atomare gengældelsesopgaver til en kombination af raketter som f. eks. Pershing og de strategiske våben og selv gøre brug af luftvåbnenes konventionelle muligheder. Forsvarsministeren anviste herved kursen for en revolutionerende nyskabelse af NATOs indhold.

Den stærkeste atommagt i verden siger hermed intet mere eller m indre, end at de europæiske NATO-partneres sikkerhed bør hvile på de strategiske fjernvåben og på de i Europa placerede Pershingraketter. Fremhævelsen af Pershingraketterne er bemærkelsesværdig. I modsætning til det strategisk svage system af »Strike«- jagerbombere med atomvåben, herunder det tyske luftvåbens atombærende Starfightereskadriller, er Pershingraketterne fuldt bevægelige og byder selv for et koncentreret angreb med mellemdistanceraketter intet mål. Starfighterne med atombomberne under kroppen står på forud kendte startbaner i højeste beredskab og er tvunget til at reagere, når en trussel viser sig, ligesom en slange, der bliver trådt på halen. Slangen hugger til øjeblikkeligt. På grund af den lette ødelæggelse af atomjagerbombernes baser udgør disse et meget sårbart system.

Omkring 1970 vil USAs transportkapacitet være vokset utroligt ved indførelsen af kæmpejetflyet Loekhead C5A . I løbet af 24 timer vil USA kunne flyve omkring % million soldater til Europa t il deres der stående materiel. Mens konstruktionen af en flåde af C5A bliver presset frem i Loekhead fabrikkerne i Marietta i Georgia havde den amerikanske forsvarsminister følgende at sige i Montreal i foråret 1966: »I løbet af de næste 10 år v il den fremskredne teknik gøre det m indre påtrængende at opretholde baser på udenlandsk jord. He le koncepten om opstilling af styrker nær de potentielle fronter vil blive ændret lidt efter lidt.«

I denne situation er det da forbundsrepublikkens og dens soldaters opgave at formulere frugtbare tanker om udviklingen af en ny strategi. Den frie del af det delte Tyskland må med afvejede militære midler i en fuldkommen ændret situation bidrage til fredens opretholdelse og den frie verdens forsvar. Fjernelsen af alle atomvåben fra tysk jord må være det fornemste mål for den tyske militærpolitik. I USA, hvis atomsværd allerede beskytter den vestlige verden, forstår man allerede dette. USA vil fortsat beskytte den frie verden mod sovjetrussisk storangreb ved bibeholdelse af deres strategiske atomvåben. Først når denne sikkerhed ikke mere eksisterer, vil et angreb ikke længere forekomme Kreml for risikabelt. Så v ille USAs stilling i verden imidlertid være uholdbar. En arnerikansk atomvåbentrusel, som ingen kunne tro på, ville i virkeligheden være en indbydelse til Sovjetunionen om at trænge frem overalt på kloden.

Når forbundsrepublikken tænker sin militærpolitiske situation rigtigt igennem, må det resultere i, at den, gennem en revolutionerende ændring i forbundsværnet, tilpasser sig til de ændrede forhold. Den nuværende organisation af forbundsværnet har en offensiv karakter. Forbundsværnet består af 10 med atomraketter bevæbnede panser- og panserinfanteridivisioner samt en luftlande- og bjergjægerdivision. Den har en voksende flåde af overlydsjagerbombere og et søværn, som er i færd med at udruste sine skibe med de mest moderne raketter. At forbundsværnet alligevel er ude af stand til selvstændigt at føre angrebskrig forbliver politisk virkningsløst. Sovjetunionen er ikke bange for, at forbundsværnet skulle kunne slå den røde hær, men Moskva frygter, at forbundsværnet kunne fremkalde indledningen, som kunne bringe det i konflikt med NATO og USA. Denne erkendelse må genspejle sig i nye opgaver og en ny organisation af forbundsvæmet. Forbundsværnet bør ikke i fremtiden kunne vække nogen forestilling hos de sovjetrussiske ledere om, at det er i stand til at indlede en offensiv, samtidig med, at det må gøre det klart for Sovjetunionen, at det vil være bekosteligt at forsøge et overfald fra øst. D.v.s., at Sovjetunionen må bringes til at forstå, at det ved et pludseligt angreb på forbundsrepublikken allerede ved Zonegrænsen vil blive mødt med kraftig modstand og lide store tab.

Sovjetunionen vil ikke kunne trække sine 20 divisioner væk fra Østtyskland, sålænge forbundsrepublikken har organiseret sine styrker, som de er nu, fordi forbundsværnet i så fald vil besidde en overlegenhed af 4-1 overfor den østtyske bær. Ingen kan forvente, at Sovjetunionen vil efterlade sine venner i Østberlin uden beskyttelse mod forbundsvæmet. E n formindskelse og omorganisering af forbundsværnet v ille løse de sovjetrussiske tropper i DDR fra deres opgave. Omorganiseringen af forbundsvæmet må ske således, at forbundsvæmet er i stand til at afvise et pludseligt angreb af de umiddelbart bag jerntæppet stående styrker. Til afværgen af et sovjetrussisk storangreb ført med styrker, som er bragt frem fra Sovjetunionen, må forbundsrepublikken i hovedsagen forlade sig på hjælp fra USA, som har påtaget sig denne opgave.

Vi må derfor koncentrere os om at kunne beskytte vore grænser mod et pludseligt angreb. Som følge af disse overvejelser må vi lægge vægten på panserværnet, thi fra panserstyrkerne truer den største fare ved enhver overraskelsesaktion. Den fuldt mekaniserede forbundshær må være til rådighed til forsvar af grænsen. Beskyttelsen af grænsen kræver, at man koncentrerer sig om at gøre det ganske klart for angriberen, at der ved overgreb straks vil b live kæmpet. Til løsning af denne opgave kan forbundsværnet reduceres til 250.000 mand fast personel. Sandsynligvis b liver det ikke muligt at afskaffe værnepligten helt, fordi der også bliver opgaver, som skal løses af en militsagtig lokalforsvarsstyrke, som hurtigt kan mobiliseres. Værnepligten kan dog reduceres fra de nuværende 18 måneder til 6 måneder. Forbundshæren skulle have en styrke på ca. 160.000 mand og opdeles således:

1) de aktive grænsesikringsenheder (felthæren)

2) lokalforsvarsenheder.

Beskyttelsen af grænsen skulle således pålægges 8 grænsesikringsdivisioner hver på 15.000 mand. Disse enheder skulle udrustes med talrige panserværnsvåben, således at man derved kunne lægge vægten på en taktik, der gik ud på at ødelægge de fjendtlige kampvognsstyrker. Grænsesikringsenhedernes forsvarsrum skulle have en dybde af ca. 100 km alt afhængig af terrænet, floder m. m. Organiseringen af sådanne forsvarsrum, i det nordtyske lavland besat af enheder af felthæren og i de m indre truede områder ved den tjekkiske og østrigske grænse af fremdragne lokalforsvarsenheder, bør ikke medføre den fejl, at der pålægges grænsesikringsstyrkerne stationære opgaver. Tværtimod, kombinationen af tilstrækkelig bevægelighed og stærk ildkraft må give forsvarskampen en form, der medfører, at en angriber bringes til standsning i et system af dybdegrupperede panserværnsenheder og derefter ødelægges af ild.

Det sovjetrussiske forsvar af frontbuen ved Kursk i 1943 må være en model for denne form for forsvar. Alle tyske husker denne kamp under navnet Zitadelle og husker også, at det var et eksempel på et stærkt panserangrebs sammenbrud i den fjendtlige ild. Modangrebsstyrker, kampvognsstyrker og panserinfanteri, står i dette nye billede af forbundshæren klar i forsvarsrummets bageste del rede til at tilintetgøre fjendtlige gennembrudsstyrker og genoprette udgangssituationen. Der er ingen tvivl om, at grænsesikringsstyrkerne må råde over stærke pionerenheder, som kan anlægge hindringer i forbindelse med terrænets naturlige hindringer. Divisionerne skal også råde over opklaringsstyrker og artilleri, men panserværnet er og b liver det afgørende. Indførelsen af moderne raketkastere af Stalinorgeltypen er nødvendig for artilleriet. Den kemiske industri må opfordres til at finde frem til en måde at forstærke sprængvirkningen af almindelig ammunition, for at give de nye styrker så meget ildkraft som muligt. Det nye forbundsværn behøver ikke længere taktiske atomvåben. Den amerikanske atomammunition i Europa må væk, og USAs atomdepoter i Tyskland må luk ­kes. Lokalforsvarsstyrkerne skal understøtte felthæren i grænsesikringstjenesten og overtage sikringen af det bagved liggende rum.

Den forkortede tjenestetid kræver, at de værnepligtige indkaldes til flere øvelser, så en strøm af reserver står til rådighed ved mobilisering. Den begrænsede opretholdelse af værnepligten har den fordel, at felthæren kan rekruttere sit faste personel fra lokalforsvarsstyrkernes værnepligtsmasse. Helt at afstå fra at indkalde værnepligtige v ille medføre, at man ingen mobiliseringstyrker havde, og at rekrutteringen af frivillige til felthæren ville være meget vanskelig. Indenfor rammen af det nye forbundsværn skal søværnet kun have til opgave at beskytte Slesvig-Holstens kyst. Hertil skal det råde over bevæbnede opklaringsstyrker med lette skibsenheder og fly. Mandskabsstyrken i søværnet skulle ikke overstige 30.000 mand. Luftvåbnet må omstille sig til at skulle understøtte hærens forsvarskamp direkte. Det skal naturligvis også udføre luftopklaring og luftforsvar. Med 60.000 mand og 12 eskadriller kan det løse disse opgaver under forudsætning af, at det får de rigtige flytyper og det rigtige luftværnsartilleri. Luftvåbnets ønsker må være at få en robust maskine med ringe vedligeholdelseskrav, stor nyttelast og tilstrækkelig aktionsradius. Sådanne fly eksisterer. Bundes Grenz Schutz, BGS , skal opløses, personellet kan indgå i felthæren. BGS bliver, når felthæren overtager ansvaret for grænsen, ligeså overflødig som de tal rige toldembedsmænd, som for nærværende formålsløst har overtaget tjenesten som sikringsslør for NATO ved zonegrænsen. Det nye forbundsværn bliver ikke billigt, sandsynligvis kan man spare nogle få milliarder mark gennem reorganisationen. Det gælder også om at holde forsvarsudgifterne på en sådan højde, at den tyske befolknings vilje til forsvar ikke kan drages i tvivl. Forbundsrepublikken ville med den nye koncept gøre det klart for alle, at den ved angreb på dens sikkerhed, straks v ille åbne ilden. Fo r hele verden ville det være klart, at de tyske styrker alene var opstillet som grænseforsvarsstyrker. Selv den mest modvillige måtte indrømme, at forbundsrepublikkens eneste ønske var at få lov til at leve i fred. Den vestlige forsvarsalliance og dermed USAs støtte vil stadig være nødvendig for Tyskland. Den nye forbundshær vil lige så lidt som den nuværende være i stand til at afværge et sovjetrussisk storangreb. Kun USAs atompotentiel kan beskytte os mod en storkonflikt i Europa. M en det nye forbundsværn vil ikke alene kunne imødegå ethvert pludseligt angreb på Tyskland, men også bringe det til standsning. Den verden, som vi lever i, har forandret sig, atomvåbnene har gjort traditionelle tanker og det hidtidige forbundsværn forældet. Søndagstalen om, at Tysklands naboer i øst v il give afkald på brug af magt, er narretale. Hvorledes kan Tyskland leve andet end i fred? Vold i Europa betyder Tysklands endeligt.

Dette nye billede af Vesttysklands forsvar må uvilkårligt fremkalde mange forskellige tanker hos en dansk læser. Først og fremmest fordi Vesttysklands forsvar i høj grad er en sag, der vedkommer os som nabo og medlem af NATO. Dernæst fordi man ikke kan undgå at spørge sig selv, om de fremførte tanker ikke også har bud til os. Hviler vort forsvar på det rette grundlag og er det rigtigt organiseret? Er de beslutninger, der tages på det militærpolitiske område af de ansvarlige politikere og officerer, baseret på en rigtig vurdering af den aktuelle situation? Den faktiske tvedeling af det danske landforsvars styrker mellem østre- og vestrelandsdelskommando i omtrent lige store dele kunne tyde på, at det danske forsvar ikke hviler på et strengt sagligt grundlag. Anskaffelsen af pansrede mandskabsvogne, som faktisk kun er et transportmiddel som f. eks. lastmotorvogne på et tidspunkt, hvor panserbekæmpelsesmidlerne i den danske hær er håbløst utilstrækkelige, kunne også tyde på, at noget er galt. Det er også svært at se, at den netop introducerede *Troppeplan 1970« virkelig betyder en forsvarspolitisk tilpasning til den foreliggende situation. Da desuden en stor del af vort forsvarsbudget anvendes til opretholdelse af jagerbombeeskadriller, hvis opgaver ikke primært er direkte støttet til hærens og søværnets forsvarskamp, kunne man måske spørge, om det, som den vesttyske tidligere generalstabsofficer i sin artikel bebrejder Bonn, ikke også gælder for de danske ansvarlige kredse.

Otto M. Achton

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon fra_udlandet_6.pdf

Litteraturliste

Del: