Fra udlandet - #3

Samarbejde Sverige-Schweiz

Det schweiziske forsvarsministerium meddelte den 20. september 1966: I betragtning af de voksende tekniske og industrielle vanskeligheder, som de små neutrale lande står over for med hensyn t il opretholdelsen af et effektivt forsvar, har man i nogen tid overvejet spørgsmålet om et eventuelt samarbejde med Sverige på det m ilitærtekniske område. Drøftelser, som i løbet af de sidste måneder har fundet sted mellem delegationer fra de to lande, er nu tilendebragte. Forhandlingerne førte den 4. august 1966 til en noteudveksling, i hvilken behovet for et militærteknisk samarbejde mellem de to lande anerkendtes, ligesom grundlaget for et sådant samarbejde tiltrådtes. Især tilstræbes i muligt omfang at nedbringe udgifterne til krigsmateriel.

Franske atomvåben

Den 11. april 1966 prøvesprængtes en fransk atombombe af størrelsen 100—200 kilotons (altså 5 til 10 gange kraftigere end 1945 bomberne i Japan) over Mururoa øerne i Stillehavet. Bomben befandt sig i en gondol, der blev båret af en særlig ballon, og sprænghøjden var 500 m over jorden. Den 24. september 1966 foretoges en vellykket prøvesprængning af en pluton ium ­ bombe, der var tilsat brintbombemateriale. Frankrig venter i 19691 at råde over styrede middeldistanceraketter med en atomsprængladning på 300 kilotons og en rækkevidde på 4000 km. En gruppe på 25 stk. af disse raketter vil blive anbragt i brønde (siloer) ved Apt i det centrale Frankrig. Frankrig regner med i 1970 at råde over et regiment udrustet med taktiske atomvåben. Samtidig venter man at besidde styrede U-båds raketter med brintbomber som sprængladning.

(Flugwehr und -Technik, 10/1966).

Luftværnsraketten Blowpipe

Det engelske firma Short Brothers and Harland har udviklet en lille styret luftværnsraket Blowpipe, der vejer ca. 13 kg, og som affyres fra skulderen på samme måde som den kendte amerikanske raket Redeye. Egentlige detaljer foreligger endnu ikke.

Radorør fra Bofors-Philips

Det store svenske firma Bofors har i samarbejde med det hollandske verdensfirma Philips’ svenske afdeling udviklet radorør til ammunition, der skal anvendes mod fly og raketter, og et andet radorør t il ammunition, der skal anvendes mod jordmål (og visse sømål). I et radorør findes der som bekendt en lille elektronisk sender og en tilsvarende modtager. Disse dele kræver en elektrisk spændingskilde, og denne har man i et lille batteri, der først aktiviseres i selve skudafgangen (f. eks. ved at en glasampul med batterivæsken knuses). De to typer radorør er iøvrigt forsynet med sikrings- og påtændingsmekanismer ligesom andre brandrør, og de har begge en anslagsmekanisme, der træder i funktion, når målet træffes, dersom den elektroniske påtænding fejlagtigt skulle udeblive. Det mindste kaliber, hvortil Bofors/Philips har udviklet radorøret, er 57 mm.

Kunstig måne

Amerikanske myndigheder bar taget et projekt om en kunstig måne - der skulle oplyse Vietnam om natten - op til overvejelse. Formanden for det amerikanske program for bemandet rum flyvning, Dr. Georg Mueller, har udtalt, at erfaringerne indhøstet fra satellitten »Early Bird< udgør et godt grundlag at gå videre på. Den kunstige måne skulle bestå af et spejl med en diameter på 600 meter. Dette spejl skulle kredse omkring jorden og reflektere sollyset så godt, at det om natten ville lyse dobbelt så stærkt som månen.

(Soldat und Technik, 10/1966).

Schweiz opgiver luftværnsraket

I 1959 afgav Schweiz t il de to schweiziske firmaer Contraves og Oerlikon ordre på et usædvanligt kostbart udviklingsarbejde, nem lig konstruktionen af en styret raket Tell, der skulle kunne ødelægge fly med en hastighed på Mach 2 op til 22 km højde over jorden. Efter store begyndelsesvanskeligheder syntes arbejdet at gå godt fremad, og i april 1966 passerede en raket i 7,3 km højde et mål i en afstand af kun 4,5 meter. Dersom der havde været tale om en skarp raket, v ille målet være blevet ødelagt. Alligevel er udviklingsprojektet nu blevet opgivet. Det har kostet den schweiziske stat 110 millioner kroner, og desuden har de to firmaer skønsmæssigt af egne m idler anvendt 50 millioner kroner. Årsagen til likvideringsbeslutningen er af finansiel art. (Det er interessant at notere, hvor enormt høje udviklingsomkostninger er. Det er også interessant at bemærke, at et så stort beløb som ca. 160 millioner kroner er givet ud, uden at der er kommet nogen »hard wäre« ud af det, og tilsyneladende også, uden at man har skullet skaffe en syndebuk, hvorved sagen adskiller sig fra det schweiziske køb af Mirage fly. Man må tillige drage den lære af sagen, at en lille neutral stat simpelthen ikke økonom isk kan magte opgaven selv at udvikle større styrede luftværnsraketter).

(Flugwehr und -Technik, 10/1966).

Underjordiske anlæg i Sverige

Sverige råder over underjordiske - ind i klippen sprængte - anlæg, der kan opdeles i 3 typer, nemlig

til krigsførelse,

til beskyttelse af civile myndigheder og

til oplagring af vigtige varer.

Frisklufttilførslen er ordnet således, at hverken radioaktive stoffer eller krigsgas kan trænge ind. Anlæggene har hvert sit eget kraftværk. Der findes også ind i klippen sprængte atombombesikrede havne, hvoraf nogle endog er store nok til at tage en krydser. En stor del af den samlede beholdning af krigsammunition er sikret under store klippemasser. Der findes ialt i Sverige op mod ét tusinde anlæg af de ovennævnte arter. Nogle af anlæggene ligger mere end 100 meter under jordoverfladen. Ved hjælp af disse anlæg håber man at kunne modstå et atomangrebs første chokvirkning, så at man senere kan gå til angreb mod en invaderende fjende.

(Allgemeine Schweizerische Militärzeitschrift, 8/1966).

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon fra_udlandet_3.pdf

Litteraturliste

Del: