Fra udlandet - #1

Erfaringer fra Vietnam

Den første amerikanske brigade ankom til Vietnam i maj 1965. Den har opnået en vis erfaring bl. a. gennem forsøg med hensyn til organisation, formationer, forsyningstjeneste m. v. efter at have udført 6 »opsøg og slå «-operationer, hvoraf de 2 har været udført af en enkelt bataljon og de øvrige af den samlede brigade. Om disse operationer i den vietnamesiske jungle kan udtales:

Hvor junglen er tæt, kan man bevæge sig som under et tag, der er komplet lukket i store sammenhængende områder. Derved b liver det vanskeligt at opgive egen position til helikoptere ved hjælp af røg og dermed til at modtage nedkastede forsyninger, men den største ulempe består i at få sårede evakuerede. At skyde med morterer er under disse forhold et stort problem. I den uberørte jungle, hvor det tætte bladhang kan være fra 15 til 50 meter over jorden, består undervæksten for det meste af lange tynde planter med få grene og få blade. Kastede håndgranater kan træffe bevoksningen og ændre retning, og geværgranater kan detonere for tidligt. Men denne type jungle er forholdsvis let at passere. Der er en forbavsende mængde stier i junglen, men hellere end at følge disse stier, som kan lede i baghold, må man gå ligefrem; det vil ganske vist blive ret langsomt, men det vil gå. Man kan se 10-20 meter frem. Egne grupper, der går parallelt frem, må derfor for at holde øjenforbindelse være tæt på hinanden. Det er yderst vanskeligt at opdage fjendens stillinger, og da sigtet geværild vil begrænse sig til de nævnte 10-20 meter, kan kontakt med fjenden føre til alvorlige begyndelsestab. Den korte afstand vil ofte gøre det um u ligt at anvende støttevåben. De færreste opsøg og slå operationer fører til kontakt med fjenden. M an kan finde forråd, øvelseslejre, husdyr og fjendens pårørende, men kontakt med fjenden selv er sjælden. Hans primære kampmetode er bagholdet. Han bruger snigskytter i træerne. Han benytter fælder for at beskytte sine lejre m. v. Stort set er det muligt at opdage disse fælder, men de er farlige, dersom man ikke er meget vagtsom. De farligste fælder er mortér- eller artillerigranater, der bringes til detonation ad elektrisk vej. Man må derfor aldrig kaste opbrugte elektriske elementer fra sig. De v il næsten altid være gode nok til at kunne bringe en granat til detonation, og man skal derfor ikke lade fjenden få fat i dem.

E n fjendtlig lejr er som regel temmelig lille (men man kan også finde nogle, der kan rumme flere bataljoner), den vil ofte befinde sig ved et vandløb, og den er usynlig fra luften. Der vil være udsat vagtposter, og der vil ofte være passive hindringer som bambushegn, evt. pigtrådshegn, der v il være løbe- og skyttegrave, og der vil være et underjordisk tunnelsystem. Det er let at brænde lejrens bytter, men det er svært at ødelægge et tunnelsystem. En infanterienhed vil normalt ikke kunne kunne gøre det. Jungleoperationerne er naturligvis noget for sig. Der er ingen brug for de større panserværnsvåben. M 72 panserværnsraketten er tilstrækkelig mod de bunkere, man støder på. Det normale er, at man bliver transporteret frem i helikopter, bliver forsynet fra helikopter, og at bataljonen atter evakueres med helikopter eller som mål har et samlingspunkt, hvorfra motortransport er mulig. Men igennem junglen skal alt bæres på ryggen, og udrustningen må derfor være den lettest mulige. Den vigtigste ildstøtte ydes af brigadens 105 mm artilleriafdeling. Et landingsområde bliver så vidt muligt taget under artilleribeskydning, inden landsætning finder sted.

Der bruges mange lysgranater om natten, og uden om egne stillinger lægges der en ret kraftig artilleriild. Støtte fra luften kan dels ydes fra almindelige fly, dels fra helikoptere. Støtte fra de almindelige fly skal helst søges 24 timer i forvejen, selv om man kan anmode om øjeblikke lig støtte. Usigtbart vejr kan udsætte støtten; denne kan evt. helt falde bort. Erfaringerne med de bevæbnede helikoptere har været særdeles gode. Resultatet afhænger især af kompagnichefens evne til at udpege fjenden for helikopterne. Det almindelige er, at der kastes røggranater med farvet røg, og at kompagnichefen angiver retning og afstand fra røgskyen til fjenden. Ved flere lejligheder er det lykkedes under kamp på ganske korte afstande at få helikopterstøtten meget effektivt anvendt. Egne tropper må herved være opmærksomme på, at der fra helikopterne kan falde en strøm af tomme patronhylstre, som meget vel kan såre en mand. De 107 mm riflede morterer er for tunge for jungleoperationer, hvorimod den 81 mm mortér kan bæres, selv om det er et strengt job. Mange i kompagniet bærer 2 ekstra 81 mm granater, hvorved man sikrer sig, at kompagniet kan optage en ganske langvarig ildkamp. Fjenden er særdeles interesseret i at komme i besiddelse af morterer, og han risikerer uden tøven tab, dersom der er en chance for at erobre dem. Mortererne skal følge kompagniet, ikke rykke frem i nogen afstand fra dette. Når helikopterlandsætning finder sted på åbninger i skoven, er det almindeligt, at man straks efter landingen retter M 72 ild mod skovkanten. Samme princip benyttes, dersom man under passage af lysninger bliver beskudt. Det 40 mm granatgevær har vist sig at være et fremragende våben, hvis ild benyttes side om side med de øvrige håndvåbens.

Det virkelig nye våben er M 16 geværet (5,56 mm). Dets ringe vægt gør det meget populært. Men vigtigst er den ringe patronvægt. Enhver M 16 skytte medfører 3- 400 skud, hvilket er nok til en længere ildkamp, såfremt ilddisciplinen er god, og man normalt ikke skyder automatisk. Man bør kun fylde 18 patroner i magasinet, da man derved imødegår, at den første patron giver funktioneringsfejl. Der er 30 jagtgeværer i hvert kompagni. Der benyttes grove hagl, og disse geværer har vist sig ganske effektive. Pistoler medbringes kun, dersom man ikke kan få fat i andre våben. Hver mand medfører 1 håndgranater. Forbindelse må holdes ved hjælp af radio. Det er for vanskeligt at få telefonledninger rullet ind igen, og man må strengt overholde ikke at efterlade noget til fjenden. Radioen PRC-25 er udmærket, ja, uundværlig, til jungleoperationer. Batterierne kan i gennemsnit vare i godt 30 timer. Ordonnanser benyttes sjældent, da de let kan løbe vild, og da man ikke ønsker enkeltpersoner eller smågrupper, der løber rundt på egen hånd. Kompagniernes organisation er så godt som uændret, men bataljonens stabskompagni ændres meget. Rekognosceringsdelingen har ingen brug for sine køretøjer, hvorfor den ændres til en stærk skyttedeling på 6 grupper. Mortérdelingen forstærkes med personellet fra de trådstyrede panserværnsraketter, idet disse ikke medføres. De 2 delinger udgør en slags fjerde kompagni, der benyttes til beskyttelse af bataljonstaben og som en slags reserve. I staben indgår omkring 30 personer, deriblandt en artilleriforbindelsesgruppe og hyppigt aviskorrespondenter. Under selve fremrykningen v il et kompagnis frontbredde variere mellem 500 og 1000 meter. Enhederne må ofte mest hensigtsmæssigt indsættes ved siden af hinanden - der synes at være eksempler på, at sydvietnamesiske bataljoner har udført opsøg og slå operationer med kun en halv meters frontbredde, altså hele bataljonen i enkeltkolonne — og man må gøre sig klart, at der ikke er noget sikkert renset område, når man har passeret. Området er da igen fjendens, og derfor skal der hele tiden være forbindelse til hver enkelt mand. Hvis en mand bliver borte, må alle stoppe op, indtil han er fundet igen. Hvis et kompagni finder en fjendtlig landsby, gennemsøges den, hvorpå den og eventuelle forråd i den afbrændes. Så vidt muligt stopper man op for natten nær en lysning i skoven for at lette modtagelsen af den fra helikoptere fremførte forplejning. Sårede evakueres pr. helikopter. At fælde tilstrækkelig mange træer til at skaffe en landingsplads til en helikopter tager flere timer, så som regel vil det være hurtigere at bære en såret til en naturlig lysning i junglen. De ovennævnte erfaringer beror som i begyndelsen anført på 6 udførte opsøg og slå operationer, og varigheden af den enkelte operation lå imellem 1 og 5 dage.

(Infantry, 4/1966)

Luftværnsraketter i Nord-Vietnam

Som værn mod amerikanske fly er Nordvietnam blevet forsynet med russiske styrede raketter af en type kaldt SA 2. Man regner normalt med, at store styrede luftværnsraketter (f. eks. NIKE) har god træfningssandsynlighed (f. eks. 50%). Men det synes SA 2 ikke at have i Nordvietnam. Ifølge amerikanske oplysninger er der hidtil gennemsnitligt affyret 21 SA 2 raketter for hvert nedbragt amerikansk fly. Der findes mere end 100 raketbatterier i Nordvietnam . Årsagen til den ringe træfning angives fra amerikansk side at være:

1. De amerikanske fly flyver i formation med en bestemt afstand mellem flyene både til siden og bagud. SA 2 synes at være uvillig til at låse på et bestemt fly og passerer igennem formationen uden at detonere.

2. Ved enkeltfly eller få fly observerer piloterne mod de kendte batteristillinger. Så snart piloterne ser en stor røgsky i batteriet, venter de et bestemt antal sekunder (afhængig af flyvehøjden) og går så pludselig i styrtdyk. SA 2 søger at følge flyet, men det hænder ofte, at den store vinkelacceleration bevirker for tidlig detonation.

3. De amerikanske fly ledsages - dersom det er m uligt - af i det mindste ét fly af typen A 6 A »Intrader«. Dette tunge fly, der flyver med en hastighed m indre end Mach 1, er udrustet med en jammesender, der synes at være meget virksom. Undertiden foretager SA 2 da de mærkeligste manøvrer og detonerer langt borte fra de amerikanske fly.

Der ventes im idlertid indsat en forbedret russisk luftværnsraket SA 3. Men i øvrigt er heller ikke de amerikanske raketter tilfredsstillende. Hidtil er der nedskudt 17 nordvietnamesiske fly ved hjælp af amerikanske luft-Iuft-raketter (SIDEWINDER), men der er benyttet 75 stk. raketter herved. Man v il forsøge at finde årsagen til denne skuffende og uventet dårlige træfning.

Normalt flyver de amerikanske jagerbombere ind i Nordvietnam uden jagerbeskyttelse. Dette skyldes, at den nordvietnamesiske radarovervågning virker særdeles effektivt, selv om amerikanerne har søgt at sætte den ud af spillet. Man foretrækker derfor at flyve lavest muligt for at undgå radarerne og bevare overraskelsesmomentet. Men ved den lave flyvning må hastigheden sættes ned til 600-700 km/ time. Ledelsen af jagerbombeme foregår fra et amerikansk radarovervågningsfly GRUMMANE2A» HAWKEYE« , der i 8000 m højde og uden for kysten er indsat i 5 timer ad gangen fra et hangarskib. Hawkeye virker som et flyvende kontrolcentrum, fra hvilket man kan dirigere helt op til ca. 100 fly på én gang. F ly , der måtte være fløjet vild , får positionen bestemt ved kontakt med Hawkeye. Hawkeye registrerer også nedstyrtede fly og giver redningshelikoptere ordinaterne for nedstyrtningsstedet. Tillige opdager Hawkeye nordvietnamesiske MIG fly og giver advarsel til de amerikanske jagerbombere, som ikke er bevæbnede til at tage kamp op med MIG’erne.

I den senere tid er nogle af de på Guam stationerede B 52 bombefly blevet modificerede således, at de kan medføre 108 bomber af en samlet vægt på 27200 kg, medens den hidtidige last bestod af 27 bomber å 227 kg i bomberummet og udvendig 24 bomber å 340 kg eller ialt 14300 kg. En flyvning fra Guam til Sydvietnam og tilbage varer 12 timer. B 52’s startvægt er efter ændringen ca. 200 tons. Fra baser i Tha iland benyttes F-105 fly. Normalt medfører dette fly 8 stk. 340 kg bomber, hvilken størrelse er tilstrækkelig til ødelæggelse af træbroer og jernbanespor. Mod betonbroer anvendes bomber på 1360 kg. Almindeligvis følges 4 stk. F-105 ad. F-105 kræver en startbane, der er mindst 2500 m lang. Forud for et angreb foretager rekognosceringsflyet RF-101 »VOODOO« en flyvning over målet. Senest et kvarter efter, at RF-101 er vendt tilbage, kan målfotos udleveres til F-105. Efter angrebet fotograferes målet igen; denne gang af 2 stk. RF-101 bemandet med særligt erfarne piloter, da det nordvietnamesiske luftforsvar vier dem speciel opmærksomhed. Enhver pilot er forsynet med en lille radiosender og med røgraketter, for at redningshelikoptere snarest kan finde ham, hvis hans fly er ødelagt. Hans i luften værende kammerater søger at bolde fjenden på afstand, indtil redningshelikoptere - disse følges ad 2 og 2 - har samlet ham op. En ny jagerbomber F 5 »Freedom Fighter« er for nylig sat ind i Vietnam . Den synes at være velegnet til løsning af de foreliggende opgaver.

(Flugivehr und -Teclinik, 10/1966).

Polaris u-bådene

Det amerikanske program for bygning af POLARIS undervandsbåde omfatter 41 både, af hvilke den sidste skal løbe af stabelen 21. ju li 1966, således at programmet nærmer sig sin fuldførelse. I fortsættelse af tidligere oplysninger om POLARIS u-både og raketter i Militært tidsskrift august 1961 og december 1963 gives nedenstående nogle supplerende oplysninger om bådene og om de sandsynlige udviklingslinier.

Kravet til u-båds konstruktørerne lød bl. a. på, at bådene skulle være så lydsvage og så hurtige, at de ikke kunne findes af fjenden, og de skulle være i stand t il at gå i aktion øjeblikkelig, dersom ordren dertil skulle komme. Resultatet af konstruktørernes indsats blev den atomdrevne undervandsbåd, der - uafhængig af drivstof og lufttilførsel - kan være neddykket i månedsvis. Disse både bar haft afgørende indflydelse på søstrategien. POLARIS u-båden er det mest komplicerede fartøj, der nogensinde er bygget. Til navigering og til ildledelse benyttes 6 forskellige sonarsystemer, 14 forskellige radiosystemer, 2 eller 3 inertinavigeringssystemer, 1 loransystem (Long Range -did lo A'avigation), 1 transitsystem (for kontakt med satellitter), 1 stjemestyringssystem og op mod 40 computere. Dette materiel er placeret forskellige steder i båden, men det dirigeres fra et centralt sted i denne.

Et meget vanskeligt problem var opfyldelsen af kravet om, at u-båden uafhængig af vejret skal ligge så stabilt, når en raket skal affyres, som om båden lå på landjorden. Men problemet er blevet løst. En u-båds dykken og stigen tilvejebringes ved hjælp af ballast. Som ballast benyttes vand, og der bruges mange tons. Ballasttankene er placeret forskellige steder i båden, og trimningen af båden foregår ved kontinuerlig pumpen ballasttankene imellem , et meget fintmærkende system. En neddykket båd lokaliseres hovedsagelig ved hjælp af den støj, som den frembringer. Alle bevægelige dele i PO­LARIS u-båden er derfor blevet konstrueret således, at støjen ved bevægelsen er nedbragt til et minimum . E t særligt problem har det været at udforme ballasttankenes åbninger således, at mange tons vand kan passere i løbet af få sekunder, uden at turbulente og støjgivende hvirvler fremkommer.

Til fremstilling af en POLARIS u-båd anvendes mange millioner dele, der fremskaffes fra ca. 1100 forskellige firmaer. Kun 25% af bådens rumfang står til rådighed for besætningen, men alligevel har de op mod 140 mand gode forhold. Der er både vaskeri, iscrememaskiner og klaverer, køjer så rummelige, at man kan vende sig, og der er en så god afskærmning mod reaktoren, at den modtagne dosis stråling er m indre end den, man v ille modtage i et overfladeskib. Rent bortset fra, at en mand pr. døgn bruger ca. 1 kg ilt og afgiver ca. 1 kg kultveilte, er der ca. 300 andre luftforgiftningsmuligheder i en POLARIS u-båd, men dette til trods er luften i båden meget renere, end den er det i almindelig amerikansk by.

Den alm indelige tendens på de langtrækkende raketters område har været ønsket om stadig større rækkevidde, præcision samt virkning i målet. Dette gælder i alt fald for POLARIS raketternes vedkommende, hvor man fra POLARIS A 1 med en rækkevidde på 1900 km over A 2 med 2700 km er nået til A 3 med 4500 km. Fælles for alle tre typer er det imidlertid, at deres diameter er den samme, nemlig 1,37 m. Fra de raketstyr, hvori POLARIS raketten befinder sig om bord på POLARIS u-båden, udskydes raketten, så at den når op over havoverfladen, og først dér starter rakettens egen drivladning. U d ­ skydningen af raketten fra båden op gennem vandet foregik for de først installerede raketters vedkommende ved hjælp af komprimeret luft, men derefter er man gået over til en egentlig drivladning af fast brændstof. Et meget vanskeligt punkt er rakettens opbevaring i raketstyret, idet en raket er særdeles skrøbelig. Især har den ringe modstandskraft mod tværpåvirkninger. For bl. a. at afværge på virkninger af den art fra søgang er raketstyrene fint affjedrede ved hjælp af et hydraulisk system. Da man for ca. 10 år siden skulle tage stilling til spørgsmålet om affjedring, vurderede man 2 forskellige systemer. Man kunne enten omgive raketten næsten fuldstændigt med et fjedrende materiale, eller man kunne understøtte den på de punkter eller arealer, der var stærke nok til at kunne tåle understøtningen. Man valgte den sidste måde - der er temmelig pladskrævende — idet man ikke mente, at de fjedrende materialer var så gode, at man kunne forlade gig på dem med tilstrækkelig stor sikkerhed. Men på dette som på mange andre områder går udviklingen hurtigt, og for flere år siden har man fremstillet et polyuretanskum, som tilfredsstiller de opstillede krav. Man kunne allerede i 1961 gå over til denne løsning, »ægmetoden«, som den kaldes. Spørgsmålet var nu, hvad man skulle bruge den forøgede plads til? Man kunne enten gøre u-bådene smallere (der var fortsat tid til, at de fleste af de 41 både kunne bygges således), eller man kunne udruste båden med flere raketter (20 blev overvejet), eller endelig kunne man lade det forøgede rumfang henstå ubenyttet for det tilfælde, at man engang i fremtiden skulle ønske en større raket end POLARIS A 3, men man mente i øvrigt ikke i 1961, at en kraftigere raket ville blive ønskelig. En sådan kraftigere raket ønsker man im idlertid i dag, og man arbejder på dens fremstilling. Den skal hedde POSEIDON . Medens POLARIS raketten er 9,5 m lang og 1,37 m i diameter, synes POSEIDON raketten at få målene 10,1 m og 1,83 m. Der er truffet beslutning om, at de seneste 22 POLARIS u-både skal udrustes med POSEIDON. De første af disse både ventes klar i 1970.

Man overvejer i øjeblikket, om man skal planlægge konstruktion og bygning af en ny serie undervandsbåde, der skal være større end POLARIS u-bådenc, og som skal medføre større og bedre raketter end POSEIDON. På dette område v il man arbejde snævert sammen med luftvåbnet, idet det v ille være ønskeligt, om man kunne nå frem til en raket, der var fælles for de 2 værn. Tankerne går dog ikke udelukkende i retning af at fremstille større raketter, men også i retning af at fremstille m indre raketter, hvoraf der så kunne rummes adskillige for hver POSEIDON raket. Der er teknikere, der mener, at man i løbet af ca. 10 år v il kunne bringe vægten af en langtrækkende raket ned på 2 til 5 tons. E n anden mulig udviklingslinie vedrører konstruktion af overfladeskibe med en hastighed på op mod 200 km/time og bærende POSEIDON raketter. Ganske vist vil sådanne skibe være betydeligt mere sårbare end undervandsbådene, men de vil også være betydeligt billigere end disse, og de vil udgøre en alvorlig trussel mod modstanderne.

(Technology Week, 2411966).

--------------------------------------------

NOTER

Med henblik på en revision af undervisningsplanen for Hærens Officersskole anmodede Forsvarsministeriet den 24. juni 1965 Hærkommandoen om i samarbejde med Forsvarsakademiet og Hærens Officersskole at tage spørgsmålet op. Det i sagens anledning nedsatte udvalg afsluttede sit arbejde medio december med afgivelse af en betænkning, der indeholder forslag til en helt ny uddannelsesplan for Hærens Linieofficerer. Betænkningen, som Hærkommandoen har fremsendt til Forsvarsministeriet, vil blive udførligt anmeldt i tidsskriftets næste nummer. Den kan købes på Officersskolens Forlag, Frederiksberg Slot. Pris kr. 8,00.

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon fra_udlandet.pdf

Litteraturliste

Del: