Fra udlandet

,

Ny 105 mm Haubits

I USA er der udviklet en ny, trukket 105 mm haubits — benævnelsen er M 102 — der er den eksisterende haubits (105 mm haubits M/50) betydeligt overlegen, idet den nye haubits er 40% lettere, kan skyde 35% længere og har fuld sideretningsfrihed.

Vægten er 1400 kg og skudvidden 15 km.

Såvel under den anden verdenskrig som i Korea opstod der mange kritiske situationer, hvor fuld sideretningsfrihed ville have været en fordel. Da den nye pjece er særlig egnet til lufttransport, er det vigtigt at have fuld sideretningsfrihed, så at man efter landing hurtigt kan skifte retning til alle sider. I skudstilling hviler pjecen på en ottekantet støtteplade, der har en del lighed med en moderne mortérstøtteplade. Lavetten ligner lidt lavetten på 88 mm feltkanon MAS E, idet den ikke har split- svans. Alligevel har lavetten 2 ben, så at kanonrøret får plads til at rekylere ved høje elevationer. Ved disse er rekylen i øvrigt mindre end ved lave elevationer. Lavetbenene er samlet bagtil, og her er de ikke forsynet med en spade, men med et bredt gummihjul — eller måske nærmere en gummirulle — hvis omdrejningsretning er vinkelret på lavettens længdeakse. Hjulet står i forbindelse med sideretningsmekanismen, således at sideretningsbevægelsen af pjecen fremkommer ved drejning af dette særegne gummihjul, på hvilket pjecen støtter bagtil. Den egentlige hindring mod, at pjecen glider bagud i skudafgangen, udgøres ikke af gummihjulet, men derimod af støttepladen. Støttepladen fastholdes i sin stilling af jord- spyd. Der er 8 af disse, men alt efter jordbundens beskaffenhed kan man anvende et mindre antal. Jordspyddene er en afgjort ulempe ved den nye konstruktion og en af årsagerne til, at artilleristernes begejstring for den nye pjece er noget forbeholden. Nedramning af jordspyd er ikke så simpel en foreteelse, som man måske kunne tro, og erfaringen har vist, at enten går jordspyddene eller også køllen ret hurtigt i stykker. Frossen jord er det uhyre vanskeligt at drive jordspyd ned i, men amerikanerne har løst problemet på en temmelig original — og man kan vel sige amerikansk — måde, idet de har tilvejebragt nogle små hulladninger, der anbringes i støttepladens bøsninger for jordspyddene og derpå bringes til detonation. Sprængstrålen borer et nydeligt hul i den frosne jord, så det bliver let at ramme spyddene ned, og støttepladen lider ikke under anvendelsen af disse rettede sprængladninger. Fastfrosne jordspyd kan det være umuligt at tage op på kort tid, men man kan da opgive jordspyddene og let løfte støttepladen op over dem, idet spyddene kan passere helt igennem støttepladens bøsninger. Støttepladen kan frigøres fra lavetten på få sekunder, så man skal ikke løfte hele pjecen, men blot støttepladen.

Ved hjælp af en ekstra støtteplade (og jordspyd) kan man i en forberedt stilling reducere den tid, som det tager at placere pjecen, ved at anbringe den ekstra støtteplade på det ønskede sted (og ramme jordspyd ned). Ved stillingsindtagelsen forbinder man da pjecen til den forankrede støtteplade på få sekunder. Det fremgår af ovenstående, at man har elimineret nogle af de værste ulemper ved anvendelsen af jordspyd i forbindelse med en let feltpjece.

En anden ulempe ved pjecen er den, at den kræver en jævn standplads uden hindringer (træer, klippestykker) for svansen under sideretningen.

M 102 har progressiv rifling med en stigning på 35 kalibre i kammerenden og 18 kalibre i mundingen.

Pjecen er i kørestilling 6,55 m lang, men hvis det er af særlig betydning at have en kort længde, kan de rekylerende dele trækkes 1,3 m tilbage, hvorved totallængden reduceres til 5,25 m. Højderetningsområdet går fra ÷ 5° til + 75°. Medens den gamle haubits’s minimumsskudafstand ved høj elevation var 2000 m, kan M 102 klare kun 1000 m, så på dette punkt er den nye pjece en forbedring.

M 102 kan affyre den ammunition, der benyttes i den gamle haubits med en begyndelseshastighed på 198 m/sek. for ladning 1 og 472 m/sek. for ladning 7. I begge haubitser opnås med denne ammunition en maksimumsrækkevidde på godt 11 000 m. M 102’s rør er imidlertid dimensioneret til at kunne udholde det forøgede tryk ved anvendelsen af yderligere en ladning — ladning 8 — der i forbindelse med en ny projektilform giver den i begyndelsen nævnte maksimumsrækkevidde på 15 000 m.

M 102 er forsynet med en mundingsbremse, der imidlertid let kan »slås fra« og derved bringes ud af funktion. Den afbøjede krudtgas kan nemlig genere betjeningsmandskabet. Ved de store ladninger skal bremsen dog være på plads, da rekylmekanismen ellers vil blive beskadiget.

M 102 er ikke sat i serieproduktion. Den eksisterer kun i et antal af 6, men serieproduktion er under planlægning.

(Ordnance, 4/1964).

Patron med to projektiler

Man har i Amerika udviklet en ny 7,62 mm patron, der har samme ydre mål som den standardiserede 7,62 mm NATO- patron, men som indeholder to projektiler i stedet for ét. Projektilerne vejer hver 8,3 gram (lidt lettere end det normale projektil). Projektil nr. 2 ligger i patronen lejret med sin spids i en hulhed i det forreste projektils bund. Begyndelseshastigheden er for det forreste projektil den samme — ca. 850 m/sek. — som for den ordinære patrons vedkommende, hvorimod projektil nr. 2’s begyndelseshastighed er noget lavere, nemlig ca. 790 m/sek. Man ønsker imidlertid en noget større spredning end den, som de 2 projektilers forskellige begyndelseshastighed forårsager og har derfor afskåret projektil nr. 2’s bagflade noget skråt. Når dette projektil har forladt geværets munding, vil den gasstråle, som farer ud af løbet, ved tryk på den skrå flade bevirke, at projektilet vil følge en anden bane end den, det ville have fulgt, dersom bagfladen var vinkelret på projektilets længderetning. Hensigten med de 2 projektiler er naturligvis den, at man vil forsøge at forøge træfningssandsynligheden. Det opgives, at den nye patron forøger antal træffere med mellem 25 og 100 %.

(Army, august 1964).

 

12600 skud pr. minut

Der er i USA udviklet en 20 mm maskinkanon med en kadence på 70 skud pr. sekund. Da pjecen har 2 rør, bliver det pr. rør 85 skud pr. sekund.

Udrustet med 3 af disse dobbeltløbede pjecer — som kaldes HIPEG, hvilket er en forkortelse for HIGH-PEEFORMANCE EXTERNAL GUN — kan et fly affyre 12600 skud pr. minut rent kadencemæssigt set. Da der medføres 750 skud pr. pjece, eller ialt 2250 skud, begrænser den samlede skydetid sig til 10— 11 sekunder. (Man har her et nyt eksempel på, at man for visse automatvåbens vedkommende fortsat søger at drive kadencen i vejret).

(Ordnance, 6/1963).

Redeye

Den amerikanske hær har placeret en ordre på den mandbårne luftværnsraket REDEYE på 90 millioner kroner. Dermed må det formodes, at mange års udviklingsarbejde omsider er tilendebragt. Det vides ikke, hvor mange raketter der leveres for de 90 mill. kr., og leveringstider er heller ikke opgivet, så man skal næppe blive forbavset, hvis der går et par år, inden raketten virkelig findes ved tropperne.

(Ordnance, 4/1964).

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon fra_udlandet_1965.pdf

Litteraturliste

Del: