Fra Kastellet til Vedbæk - træk af Forsvarsstabens historie

Langt de fleste af vort forsvars domiciler, afdelinger, skoler, stabe m.m. - ældre
som yngre - er skildret i vor militærhistoriske litteratur. Det gælder selvsagt
primært de ældre enheder og deres kaserner, hvor vi står over for arkitekturer og
udsmykninger, man i vore dages rationalistiske (nogle vil sige smagløse!)
tidsalder ikke ville drømme om at komponere og tage i brug eller afse penge til.
En af de stabe med domicil, som indtil nu aldrig er skildret på trods af, at
staben nu efterhånden begynder at nærme sig de halvhundrede år, er Forsvarsstaben.
Det kunne formentlig være på sin plads i dette tidsskrift at afdække
hovedtrækkene af stabens oprindelse og første års historie, inden en sådan
skildring vil være nødsaget til at skulle være baseret udelukkende på arkivstudier.
Undertegnede, der som den eneste officer nogensinde har tilbragt 22 år i én
tjenesteperiode i staben (fra 1966 til 1988), føler derfor at være nogenlunde
kompetent til at bringe en sådan historisk skildring.
Nærværende historiske redegørelse er hovedsagelig baseret på kundgørelser,
skri-velser, rapporter, indstillinger, fotos m.v. i Forsvarsstabens henlagte arkiv,
Forsvarsministeriet og Hærens Militærhistoriske Arbejder. Endvidere egne notater,
nedskrevet efter samtaler med militært og civilt personel, der har været med
fra stabens oprettelse i 1950 samt personlige erindringer og oplevelser.
Optakten til Forsvarsstabens, Danmarks første 3-værns eller værnsfælles
stab, der formeredes 1. oktober 1950 som følge af forsvarslovene af s.å., går ganske
langt tilbage i tiden. Oprettelsen havde som formål i givet fald at koordinere
og samordne hærens, søværnets og flyvevåbnets indsats i et forsvar af nationen,
side om side med vore alliancepartnere i NATO.
Behovet for ved indtrædelse af krig at koordinere og målrette alle nationens
civile og militære kræfter i et energisk forsvar under én øverste militær ledelse
forekommer i vore dage naturlig for såvel civile som militære kredse. Således har
det imidlertid ikke altid været. Et lærerigt - og samtidig afskrækkende - eksempel
herpå er 1864-krigens tragiske forløb, et forløb, som dog hverken politikere eller
ledende officerer lærte af, og vejen frem til vore dages forsvarsstab var lang og
trang.
 

Under krigen 1864
Allerede, da den kommende krig i efteråret 1863 begyndte at tone frem som en
højst sandsynlig mulighed, begyndte stridighederne mellem hærens overkommando,
underlagt Krigsministeriet, og marinen, underlagt Marineministeriet, og kongen,
der ikke længere var enevældig, var ude af stand til at øve' reel indflydelse.
Under planlægningen af det kommende felttog stod det Overkommandoen
klart, at der i denne krig, især i den indledende fase, ville blive tale om uvant store
troppetransporter mellem landsdelene, transporter, som marinen efter hærens
opfattelse skulle effektuere.
Dette værn var af en noget anden opfattelse og skønnede, at når de nordtyske
havne samtidig skulle blokeres, rådede værnet ikke over så megen tonnage, at
hærens transporter kunne gennemføres alene af marinens fartøjer, men civile
skibe burde chartres. Marinen erkendte dog, at området klart henhørte under dette
værn. Der eksisterede simpelthen ikke “skuffe-ordrer” eller planer om, hvordan
søtransporter til hjælp for hæren skulle foregå.
En ulidelig, tidsrøvende korrespondance mellem de to ministerier udspandt
sig, og som vidnede om dybe modsætninger og interessekonflikter mellem de to
værn, selv med en krig for døren.
Senere, efter rømningen af Dannevirke primo februar 1864, ønskede
Overkommandoen et krigsskib stationeret ved Arnkilsøre. Eskadrechefen
orlogskaptajn F. Muxoll svarede, at et krigsskib i tilfælde af en overgang til Als
fandt sted ved både eller broslagning, ville blive ofret til ingen nytte ved at løbe
på grund i røgen eller blive skudt i sænk, og han kunne derfor ikke efterkomme
Overkommandoens ønske.
Generalmajor Steinmann, der efter tilbagetoget fra Dannevirke havde afløst
generalløjtnant de Meza som chef for den aktive armè, og Overkommandoen
blev opbragt, og i staben verserede selvfølgelig hurtigt ondskabsfulde rygter om,
at søofficererne ikke turde vove deres pels og kostbare skibe.
Overkommandoen fornyede anmodningen, og da eskadrechefen ikke var
underlagt Overkommandoen og ikke på egen hånd turde påtage sig hvervet,
henvendte han sig 19. februar telegrafisk til Marineministeriet og oplyste, at
panserbatteriet “Rolf Krake” ikke kunne flyttes fra forsvaret af Vemmingbund.
Der kunne derfor kun være tale om at benytte panserskonnerten “Absalon”. Han
fortsatte: “... men da jeg ikke tør paatage mig Ansvaret for Skibets Tab (!), der
forekommer mig vist, maa jeg udbede mig Ministeriets Ordre, om jeg maa
beordre Absalon til den Tjeneste, Oberkommando en fordrer a f dette Skib..”.
Marineministeriet bakkede mærkværdigvis eskadrechefen op og erklærede,
at et krigsskib, der under et eventuelt fjendtligt forsøg på en overgang til Als løb
ind i den snævre del af sundet for at ødelægge broer eller både, ville være “ganske
overordentligt udsat”.
For Overkommandoen betød det selvsagt en sag om liv eller død for mange
af hærens soldater og et måske endeligt nederlag, hvis en overgang lykkedes, og
anmodningen fornyedes for tredie gang med den tilføjelse, at stationeringen af et
synligt krigsskib netop dér ville have en gunstig moralsk virkning på hærens soldater.
Endelig fik Muxoll ordre til at træffe de fornødne foranstaltninger og “...
søge selv med Risiko for Skibets Opofrelse at naae det tilsigtede Maal”. Valget af
skib overlod ministeriet til eskadrechefens afgørelse. Det blev foreløbig panserskonnerten
“Esbern Snare”.
 

Stigende uenighed mellem værnene
De uforsonlige stridigheder fortsatte gennem marts og april, hvor preusserne
udbyggede deres stillinger på Dybbøl nærmere mod skanserne, og det blev klart
for Overkommandoen og hele Europa, at det hele uvægerligt ville ende med et
generalangreb på skanserne med en påfølgende overgang til Als over Als Sund
efterfulgt af en fremrykning op i Jylland.
Toppunktet af manglende forståelse og kommunikation mellem overkommando
og eskadrechef nås med nogle gensidige telegrammer i slutningen af
marts, hvor en storm på stillingen begyndte at være faretruende, og nerverne hos
Overkommandoens personel stod selvsagt på højkant.
Overkommandoen orienterede loyalt eskadrechefen om, at fjenden foretog
forberedelser til et landgangsforsøg på bl.a. Als. Hertil svarede Muxoll, at han
takkede for meldingen, ... men jeg tilstaaer, at jeg ikke har stor Tro paa, at han
virkelig skulle have et saadant fortvivlet Foretagende til Hensigt”. Og det var
hærens maritime mak-ker og rådgiver!
Natten mellem 30. og 31. marts var man i Overkommandoen særlig urolig og
sendte et telegram til eskadrechefen med en forespørgsel vedrørende blokeringen
af Flensborg Fjord, men begik den generalbrøler at lade telegrammet underskrive
af en af Overkommandoens adjudanter. Det betød, at orlogskaptajnen skulle purres
ud af køjen og begive sig til telegrafstationen, hvilket han blev yderst opbragt
over og dagen efter tilskrev Overkommandoen:

“Jeg beder Overkommandoen være overbevist om, at jeg med den største
Beredvillighed skal lade det være mig magtpaaliggende at tilfredsstille enhver
Anmodning om Assistance af den mig underlagte Eskadre; men jeg maa dog
anmode om ikke at blive berøvet min Nattero ved Telegrammer, der kun
fremsætter Spørgsmaal, hvis Besvarelse det ikke iler med, og allermindst at blive
henkaldt paa Telegrafkontoret til en Samtale med Overkommandoen, der, som
det var Tilfældet i Nat, viser sig alene at bestaa i Spørgsmaal, fremsatte af en
Adjudant, hvis Besvarelse vilde være bleven given Overkommandoen ved
Telegrafen".

Den mere end anstrengte kommunikation toppede 4. april om aftenen - altså
14 dage før stormen på skanserne - da Overkommandoen atter loyalt underrettede
eskadrechefen om, at chefen for efterretningstjenesten havde meddelt, at fjenden
givet ville forsøge en overgang til Als ved Sandbjerg. De to telegrammer fortjener
gengivelse:

“Overkommandoen har ikke villet undlade at meddele Hr. Orlogskapitainen,
at man har modtaget følgende Depeche fra 7. Brigade: Chefen for Efterretningsvæsenet
har meddelt, at Fjenden ganske vist vil forsøge en Landgang ved
Sandbjerg”.

Telegrammet, der ud på natten nåede sit bestemmelsessted, besvaredes af
eskadrechefen 5. april således:

“I en Depechee modtaget i Nat har Overkommandoen behageligen meddelt
mig, at Fjenden ganske vist vil forsøge en Landgang på Sandbjerg. Da det er
mig ubekjendt, hvor Sandberg er beliggende, beder jeg mig snarest oplyst derom
ved Telegrafen”.

At en ældre orlogskaptajn, der havde deltaget i Treårskrigen bl.a. med
tjeneste ved armeens hovedkvarter og havde kommandostation i området, ikke
kendte slægten Reventlows domicil i Sundeved, en af Sønderjyllands kendteste
herregårde, beliggende lige ned mod Als Sund, og på hvilken helten fra Treårskrigen
generalløjtnant F.R.H. Bülow døde i 1858, kan formentlig kun opfattes
som en ondskabsfuld provokation fra orlogskaptajnens side.
Det er som bekendt umuligt at bedømme fortiden med nutidens målebånd,
men den her skildrede utålelige friktion mellem en krigsførende nations tro værn,
burde vel have overbevist såvel officerer som politikere om, at der her var noget
væsentligt, der snarest burde ændres på. Dette skete imidlertid ikke.
 

Op mod besættelsen 1940
Man kunne måske have forventet, at hærloven af 1867 - der bl.a. indførte
bagladegeværet og afskaffede “stillingstilladelsen” og faneeden - havde rummet
nogle bestemmelser for samvirket med flåden, men det gjorde den ikke. De
senere forsvarslove gjorde det heller ikke. I de følgende år afholdtes de store
årlige lejrsamlinger ved Hald, hvor større hærstyrker gennemførte nogle realistiske
øvelser i større rammer og med deltagelse af alle våbenarter. Egentlige fællesøvelser
med marinen foretoges ikke. Det skal dog retfærdighedsvis anføres, at det
var heller ikke almindeligt i andre lande.
Uenighederne, der stadig ikke kunne bilægges af nogen højere militær myndighed,
kom også glimtvis frem omkring hærloven af 1909 og også under
Sikringsstyrken 1914-18, hvor der atter var rig lejlighed til at diskutere, hvorvidt
flåden skulle opfattes som et selvstændigt opererende værn eller nærmest være
underlagt hæren. Også i denne periode var der divergenser mellem opfattelserne
hos de to værnschefer generalløjtnant E.V.C. Gørtz og viceadmiral O. Kofoed-
Hansen, men selvfølgelig ikke med samme effekt som i 1864.
Derimod kom værdien af én højere myndighed tydeligt frem på Vestfronten
under verdenskrigen 1914-18. Under hele krigen var der idelige uenigheder,
national jalousi og konfusion mellem de øverste engelske, franske og belgiske
generaler. Mangen operation mislykkedes derfor og kostede store tab, fordi ingen
formåede eller havde myndighed til at koordinere kræfterne, og alle følte at ville
sætte den nationale identitet og suverænitet til under en fælles føring. Først da
den store tyske “kejseroffensiv” med bl.a. alle de fra Østfronten frigjorte styrker i
marts 1918 rullede frem som et sidste energisk forsøg på at vinde krigen, forstod
Ententen endelig klart alvoren, og mangelen på en fælles overkommando viste
sig straks.
Den 24. marts 1918 gennemførte Clemenceau og Lloyd George i Doullens,
at den franske feltmarskal Foch blev øverstkommanderende, og da de amerikanske
tropper kort tid efter ankom i større mængde, indgik de også under hans
kommando. Lignende erfaringer høstede de allierede også i den fejlslagne ekspedition
mod Gallipoli ved Dardanellerne 1915, hvori deltog styrker af såvel hæren
som flåden, uden at operationen som helhed havde en fælles chef.
Verdenskrigen havde skabt to nye våbenarter, panservåbnet og flyvevåbnet,
ligesom krigen også havde vist, at i fremtidig krigsførelse ville flyvevåbnet i høj
grad være nødt til at samvirke intenst med hæren og søværnet i fælles operationer
for at opnå den optimale effekt.
Disse forhold blev stadig tydeligere i 1930’erne, hvor begge de nye
våbenarter gennemgik en rivende udvikling, ligesom det blev klart, at fremtidig
krig med alle tre værn ville kræve en fælles overkommando for et land eller en
sammenslutning af allierede. Forholdet sattes yderligere i relief de allersidste år
af 30’erne, da den tyske oprustning under Hitler viste, at man kunne vente sig alt
fra den aggressive enehersker, for hvem traktater var til for at brydes.
I et sidste forsøg på at samordne og målrette Danmarks militære kræfter
foreslog hærchefen generalløjtnant Erik With i januar 1938 simpelthen oprettelse
af en værnsfælles enhedskommando, en forsvarsstab, dansk forsvar - som anført -
aldrig tidligere havde haft.
For flådens chef viceadmiral H, Rechnitzer var dette forslag nærmest en
opgivelse af søværnets identitet, og han afslog kategorisk at give tilslutning til
det, hvor meget man end holdt 1864 op for hans øjne. Det var naturligvis ikke et
forslag, som kunne sættes i værk uden regeringsgodkendelse, og udenrigsminister
dr. P. Munch skrev senere i sine erindringer, at det gjorde et dybt indtryk på
politikerne ved møderne med With, Rechnitzer og Gørtz at konstatere den dybe,
uforsonlige uenighed, der herskede mellem værnene, og som ikke styrkede de to
værnschefers troværdighed over for de - alt i alt - forsvarsfjendtlige politikere.
Kun én ting kunne de to værnschefer, der afskyede hinanden og ikke lagde skjul
på det i pressen, dog enes om, og det var, at der i hvert fald ikke' skulle oprettes et
selvstændigt flyvevåben som et tredie værn. (De kunne mærkværdigvis også enes
om den 18. april 1939 sammen i lyntoget som særligt indbudte at rejse til Berlin
til Hitlers 50-års fødselsdag 20. april).
Som en følge af første verdenskrigs uheldige kommandoforhold og våbenudviklingen
indførte begge parter under anden verdenskrig 1939-45 den ubetingede
enhedskommando på alle krigsskuepladser.
Lignende ordninger blev også gennemført i visse neutrale lande, fx Sverige.
Eng-lænderne og amerikanerne havde som øverste ledelse af landenes samlede
krigsførelse en slags forsvarsråd (“Chiefs of Staff Committee”, og “Joint Chiefs of
Staff ’ m.fl.), hvori bl.a. indgik de tre værns chefer på lige fod. Angelsachserne
opdelte endvidere kloden i et antal operationsområder, og i hvert af disse
beordredes èn mand, der havde kommandoen over samtlige styrker af hær, flåde
og flyvevåben. Eksempelvis skal nævnes, at general Eisenhower som bekendt
under invasionen i Frankrig og under resten af felttoget i Vesteuropa havde
overkommandoen over samtlige styrker til lands, til vands og i luften, der var stillet
til rådighed til denne operation.
I Tyskland kom centraliseringen til udtryk i “Overkommando der Wehrmacht”.
I slutningen af 1941, hvor den første, uventede tilbagegang i snemasserne
foran Moskva fandt sted, afskedigedes hærchefen generalfeltmarskal W.
von Brauchitsch brat, og Hitler overtog personligt den øverste føring af alle tre
værn, helt ned i ubetydelige detaljer, og alle tråde løb sammen i hans hånd. De
tyske generaler reduceredes til, som generalstabschefen general F. von Halder
udtrykte det, “Militære postfunktionærer, der blot viderebragte Førerens ordrer”,
og enhver frugtbar diskussion med Hitler om operationerne og den øverste
føring var fremtidig umulig at gennemføre.
Tyskerne indsatte med Føreren over sig på hver krigsskueplads/besat område
en mand, der havde kommandoen over de derværende styrker af alle kategorier.
Eksempelvis kan nævnes, at general H. von Hanneken - og efter ham
generaloberst G. von Lindemann - havde betegnelsen “Wehrmachtsbefehlshaber
Dänemark” og havde i alle spørgsmål vedrørende Danmarks forsvar samtlige i
landet værende styrker af alle tre værn og politiformationer under sig.
I Sverige indførte man allerede ved forsvarsordningen af 1936 en for de tre
værn fælles forsvarsstab, der skulle træffe forberedelser vedrørende mobilisering
og anvendelse i krig af alle tre værn, idet det var hensigten, at en forsvarschef
( “Över-befälhavare”) skulle udnævnes ved krigsudbrud. Faktisk blev han også
udnævnt, da krigen brød ud i september 1939, uagtet at Sverige ikke i første omgang
var særligt udsat eller truet.
Det blev endvidere klart af de erfaringer, det danske forsvar og danske
politikere uddrog af besættelsen og verdenskrigens militære operationer, hvor
land-, sø- og luft-operationer oftest gik op i en højere enhed, at eventuel fremtidig
krigsførelse her i landet eller med deltagelse af danske styrker ikke mere
kunne udføres af èt værn alene uden intimt samarbejde med nationens øvrige
forsvarsgrene.
Disse synspunkter udbyggedes mangefold ved Danmarks indtræden i den
store vestlige forsvarsalliance NATO i 1949. Det blev med det samme klart, at
det fremtidig ville være bydende nødvendigt at koordinere alle til rådighed stående
kræfter og ressourcer - også civile - i en fælles, øverste ledelse af alle værn,
ikke mindst under hensyn til det kommende, omfattende samarbejde og fælles
øvelsesaktivitet med uden-landske styrker af de tre værn.
Dette uafviselige forhold sattes hurtigt i relief ved de spændinger, der allerede
fra slutningen af krigen konstateredes mellem øst- og vestmagterne, og som
for alvor optrappedes i 1946-47 gennem den såkaldte “kolde krig”, der her tog
sin begyndelse, og hvor Danmark med sine gennemsejlingsfarvande til Østersøen
og Sovjetunionens hastigt voksende østersøflåde gentagne gange i stigende grad
kom i søgelyset på en særdeles ubehagelig måde.
 

Forsvarsstaben formeres
Forhandlingerne om en nye forsvarslov i forbindelse med oprettelsen af en
forsvarsstab fandt sted gennem 1948-49, og ved lov nr. 242 af 27. maj 1950 om
forsvarets ordning var fastslået oprettelse af en “forsvarsstab”, sammensat af bl.a.
officerer fra de tre værn, der under “forsvarschefen” - også en ny betegnelse i
dansk forsvar, og som - bredt sagt - kunne sidestilles med tidligere perioders
“generalfeltmarskal” - skulle udføre alt grundlæggende stabsarbejde i forsvaret.
(Graden “generalfeltmar-skal” udgik ved hærordningen af 1842 og er aldrig
siden genindført).
Som koordinator og planlægger af stabens formering beordredes generalmajor
i hæren E.M. Nordentoft (1896-1968), der under besættelsen 1940-45
havde udført et fortjenstfuldt arbejde inden for bl.a. den militære efterretningstjeneste,
og i 1938-43 var han chef for hærens efterretningstjeneste, som han
sammen med bl.a. officererne ritmester H. Lunding og kaptajnerne P. Winkel og
V.L.U. Gyth reorganiserede op til et fagligt højt respekteret niveau.
Som forsvarschef ønskede forsvarsminister Rasmus Hansen kontreadmiral
E.J.C. Qvistgaard (1898-1980). Han havde i årene 1946-49 været flyver- og
marineattaché i London, en opgave, han løste på fremragende vis, og som skaffede
ham mange værdifulde kontakter hos højere engelske og amerikanske myndigheder.
Han udnævntes til admiral og ansattes samtidig som forsvarschef, foreløbig
for et tidsrum af tre år.
Generalmajor Nordentofts planlægning udmøntede sig i et forslag om, at
staben organiseredes med en chef (generalmajor/kontreadmiral), en souschef
(oberst/kom-mandør) og fem ligestillede afdelinger, hver med en stabsofficer af
et af værnene som chef med undtagelse af Adjudantursektionen, hvor chefen efter
omstændighederne kunne være kaptajn/orlogskaptajn (før genindførelsen af
majorgraden i 1962).
Nordentoft foreslog ministeriet en stabsorganisation, bestående af:

Samtidig foreslog generalmajoren en række militært og civilt personel
overført fra værnene til tjeneste i staben.

DE MILITÆRE CHEFER VAR:
Generalmajor E.M. Nordentoft chef for Forsvarsstaben, oberstløjtnant E.
Kragh Souschef, kommandør P.A. Mørch til rådighed for Efterretningsafd.,
oberstløjtnant H.M. Lunding chef for Efterretningsafd., oberstløjtnant P.V.
Hammershøy chef for Transportafd., kommandørkaptajn P.C. Weilbach
chef for Signalafd., oberstløjtnant P. Winkel til rådighed for Efterretningsafd.,
oberstløjtnant N.B. Schou ved Efterretningstjenesten, kommandørkaptajn
K.H. Poulsen chef for Operationsafd., kaptajn T.V.G.
Nielsen ved Operationsafd., kaptajn E.H. Wolff ved Operationsafd.,
Orlogskaptajn A. Helms ved Operationsafd. og adjudant hos chefen for
Forsvarsstaben, kaptajn F.G. Tillisch aAdjudant hos Forsvarschefen og chef
for Adjudanturafd.

Med Forsvarsministeriets bemyndigelse ansattes endvidere overofficianterne
B.V.H. Merten og B. Carstens ved Adjudantursektionen som arkivar og kom
mandoofficiant. De havde begge været tjenstgørende i mange år i Hærstaben og
tilhørte de gamle militære “arkivdynastier”.
Det blev altsammen tiltrådt af ministeriet, og ved kundgørelse for hæren nr.
A.91/ 1950 oprettedes Forsvarsstaben 1. oktober 1950.
Oprettelsen skete dog noget hovedkuls, da det af hensyn til NATOsamarbejdet
gjaldt om hurtigst muligt at komme i gang med opgaver, der allerede
lå på bordet. Den daværende arkivar, senere major af B-linien B.V.H. Merten,
har således oplyst, hvorledes han af general Nordentoft fik ordre til øjeblikkeligt
at “gå ud i byen” og på stedet indkøbe skrivemaskiner, kontorartikler, papir m.v.
og blot præsentere en regning, generalen nok skulle attestere. Denne ønskede
ikke - og kunne ikke - afvente den sædvanlige, langsommelige bestillingsprocedure
gennem Forsvarets Materielintendantur.
Når man ser på den enorme, avancerede, elektroniske maskinpark, den
nuværende forsvarsstab råder over, og som jo er et naturligt, uafvendeligt led i tidens
hæsblæsende udvikling, var det beskedent, hvad man anskaffede til den
første, spæde stab: 10 skrivemaskiner, to skrivemaskiner med lang valse, 15
rejseskrivemaskiner (til udlån til sagsbehandlere), en duplikator (elektrisk drevet)
og en duplikator med dobbelt bredde.
Det var et stort spørgsmål, hvor den nye stab skulle være beliggende, da
mange militære etablissementer i hovedstadsområdet var i en dårlig forfatning
efter kapitulationen i maj 1945. Det fremgår af arkivalierne, at der var planer
fremme om, at Forsvarsstaben skulle underbringes på “Ov erførstergår den” i
Jægersborg. Der udveksledes en række skrivelser mellem ministeriet og staben
om spørgsmålet, men Forsvarsstaben måtte sluttelig - tiltrådt af forsvarschefen -
fraråde en udflytning til denne bygning som stabens domicil, bl.a. fordi den
sikkerhedsmæssigt skønnedes aldeles uegnet for en længere periode.
Derimod lykkedes det meget hurtigt i Kastellet (Nordre Magasin) at få
frigjort nogle egnede lokaler, og 20. oktober 1950 kl. 1100 rykkede staben
officielt ind i de provisoriske lokaliteter i Kastellet og påbegyndte som Danmarks
første værnsfælles stab sin virksomhed. Admiral Qvistgaard rettede en skriftlig
tak til kommandanten i Kastellet oberstløjtnant C.E. Thiede for den hurtighed og
improvisationsevne, hvormed kommandantskabet havde fået indrettet stabens
foreløbig kontorer.
Det kunne selvfølgelig kun blive en foreløbig løsning, da man måtte påregne,
at staben ville ekspandere. Det besluttedes da i september 1950 i Forsvarsministeriet,
at staben som endelig og permanent domicil skulle have rådighed
over den i Kastellet i 1885 opførte depotbygning for 1. Regiment, som lå centralt
i hovedstaden. Her var også mulighed for etablering af vagtstuer for den nødvendige
mandskab i forbindelse med den ret så strikte adgangskontrol.
I denne bygning rykkede staben ind (med undtagelse af efterretningstjenesten,
der gik til Elefantstok) og var beliggende her til 1969.
I denne periode, hvor hærens regimentsmærker kreeredes og indførtes, skulle
Forsvarsstabens officerer selvfølgelig også - i god pagt med personellet i de
NATO-stabe man samarbejdede med - have et særligt officielt kendetegn.
Allerede 2. november 1950 befaledes, at alle officerer af linien, der var “ansat”
(altså sat “i nummer”) ved Forsvarsstaben, skulle kendetegnes ved at bære “om
venstre overarm 2 snore i guldtrcekkerarbejde”.
Efter udenlandsk skik indførtes også et særligt "forsvars stab smærke” til
bæring på venstre side af brystet. Dette mærke, som stadig eksisterer, fik en
mærkværdig historie.
Der blev selvfølgelig komponeret flere forslag med de traditionelle militære
symboler, fx løver, hjerter, sværd, springende bomber o.s.v. Noget særligt var, at
man i symbolikken selvsagt skulle tage hensyn til det som selvstændigt værn
nyoprettede flyvevåben og dette værns officerer, som naturligvis også indgik i
Forsvarsstaben.
Billedhugger Harald Salomon skabte et glimrende og veltruffet udkast til et
badge eller våben med de tre danske løver i et kronet skjold, lagt på et med
odden opadstillet sværd, symboliserende det militære, og omgivet af et skriftbånd
med den latinske devise: “VIRIBUS UNITIS” (ved forenede kræfter), et
udmærket motto, der helt klart gik på den fælles opgave og en loyal, kammeratlig
og faglig sammenkitning af de tre værns personel sammen med den civile gruppe.
Som tegn på, at mærket var skabt i kong Frederik IX’s regeringsperiode, var
kongens kronede monogram lagt på sværdets grebknap/kontravægt.
Med hensyn til at få mærket båret af alle tre værn stødte Nordentofts afløser
som chef for Forsvarsstaben generalmajor P.V. Hammershøy på uventet modstand.
Det er notorisk, at set fra et traditionsplejemæssigt synspunkt var der i
søværnet ikke tradition for bæring af mærker på brystet, bortset fra de approberede
danske og udenlandske dekorationer. Ikke engang de officielt tildelte skyttemærker
i metal bryder man sig om at bære blandt værnets officerer.
Den daværende jagtkaptajn, hvem en farvelagt rentegning af mærket tilsendtes
med henblik på forelæggelse til approbation hos kong Frederik, gjorde
disse synspunkter gældende over for kongen, der jo samtidig var søofficer med
liv og sjæl, og mente ikke at kunne anbefale, at søværnets officerer fraveg sine
traditioner og bar mærket. Kong Frederik fulgte jagtkaptajnens indstilling op i en
skrivelse til generalmajor Hammerhøy, og resultatet blev, at søværnets officerer i
resten af kongens regeringsperiode ikke anlagde og bar det fælles mærke. (Det
skal bemærkes, at i 1977 fik forsvarschefen sit personlige myndighedsvåben med
rigsvåbnet lagt på to krydslagte kommando (marskal)stave, til at bruge på
brevpapir, diplomer o.s.v. samt til at føre i guldtrækkerarbejde som lommemærke
på egen, egen adjudants og militærattacheernes uniformer. Det heraldiske
smukke og velkomponerede våben er skabt af kunstneren og heraldikeren Claus
Achton Friis. Mærket er undertiden blevet opfattet som Forsvarskommando
mærket, hvilket er forkert, da Forsvarskommandoen som sådan ikke har noget
mærke, og det - heraldisk og visuelt set - uheldige mærke med de tre værns
symboler lagt oven på hverandre C Mudderkliren”) er “forsvarets” mærke, jf.
kundgørelsen herom).
Det var i sagen natur uvant for de tre værns officerer at arbejde snævert sammen,
men henset til den relativt lille styrke, ca. 60 militære og civile personer,
var de store uenigheder, grundet værnstilhørsforholdet, ikke særligt meget
fremme i stabens første år. Bygningens tilbagetrukne placering og isolerede indretning
og det lille antal medarbejdere gav mulighed for en vis “intim” familiaritet,
der uhjælpeligt gik tabt år efter, da værns-stabene og Forsvarsstaben i
stort tal samledes i Vedbækområdet.
I slutningen af 1960’erne medførte udviklingen, at det skønnedes hensigtsmæssigt
at samle forsvarschefen, Forsvarsstaben og de tre værns øverste ledelser
i en “forsvarskommando”. Det faldt underligt nok sammen med en række mere
eller mindre forsvarsfjendske udtalelser i Folketinget om at få fjernet alt militær -
herunder de særlige potentielle “bombemål” - fra det tætbefolkede hovedstadsområde.
Fra forsvaret gjorde man gældende, at det jo blot var en fiktion. Ved en indtrædende
spændingsperiode ville alle militære afdelinger, stabe m.fl. i København
og nær-meste omegn øjeblikkeligt blive forlagt til deres krigshovedkvarterer
ude i landet. De virkelige bombemål, fx de udstrakte havneanlæg og
kajer, hovedbanegården, broerne over til Amager, telefonhuset, gas- og elektricitetsværker
m.m. ville jo stadig være der, og dem evnede man ikke at fjerne,
ligesom man heller ikke kunne stille noget op over for et besluttet terrorbombardement
af masserede boligkvarterer.
Det var selvfølgelig en kvalificeret argumentation, der var svær at komme
udenom, men som ikke passede ind i disse kredses mønstre og politiske horisont,
da disse fløje klart havde andre, mindre smagfulde mål end blot en udflytning af
forsvaret fra hovedstanden. Enden blev alligevel, at det i 1969 i ministeriet besluttedes
at centralisere forsvarets øverste ledelse i et domicil uden for hovedstadsområdet.
Der var forskellige forslag fremme, bl.a. Lyngbyvej 100, hvor Forsvarets
Materielintendantur og beklædningsudsalget havde til huse. Det skønnedes dog
som en del af hovedstadsområdet, og forslaget faldt til jorden med et brag og
opfattedes af visse kredse nærmest som en sabotage af sagen. Et forslag af en
kontorfuldmægtig i Flyverstaben i Vedbæk om at placere den nye forsvarskommando
i en nybygning i dette område præmieredes med 1000 kr., og tanken
approberedes til stor harme for mange officerer og civile i de to værnsstabe, som
havde bopæl i hovedstaden, dvs. Hærstaben i Kastellet og Søværnsstaben i Gernersgade.
Forsvarets bygningstjeneste under direktør P.B. Jagd fik til opgave at rejse
en monumental nybygning, der kunne rumme de fire stabe med fornødne admini
strative støttefunktioner, og det første spadestik til den nye forsvarskommandobygning
blev taget i efteråret 1970.
I den nye forsvarsstab skulle bl.a. indgå en værnsfælles “personelstab”, som
selvfølgelig skulle bygges op fra grunden. Dens første grundelement fik samtidig
den opgave at føre tilsyn med opførelsen og indretningen af det nye bygningskompleks.
Til bl.a. at forestå denne overgangsfase tilkommanderedes kommandør V.P.
Heise og major i hæren, senere generalløjtnant, P.B. Krogen samt et mindre antal
officerer fra værnsstabene. Som et mellemfaldende “stillingsskifte” placeredes
disse officerer med en administrativ enklave på Lyngbyvej 100, medens byggeriet
i Vedbæk fuldførtes.
Der kom fra de militære personelorganisationer hurtigt stor kritik af bl.a.
bade- og ömklædningsfaciliteterne, som man fra bygningstjenesten lagde op til.
Det kritiseredes således over for direktør Jagd, at der i hele bygningen kun
indrettedes èt baderum til alt det mandlige personel, og at hver militært ansat ikke
engang kunne få et skab til sin udrustning, hvad alle officerer jo var vant til fra
deres hidtidige tjenestesteder.
Fra direktørens side blev der - på dennes kendte, håndfaste manér - gjort
gældende, at det, man byggede, var en kontorbygning og ikke en kaserne eller et
operativt stabshovedkvarter, og d’herrer officerer skulle prøve at indrette sig
herpå. Udrustning og tjenestepistol m.m. måtte man således opbevare i sit hjem,
og direktøren skønnede det heller ikke påkrævet, at man under eller efter en
tjenestedag i bygningen absolut skulle have lejlighed til at tage bad. Påstande om,
at man selvfølgelig efter kondi, løbeture eller anden form for tjenstlig tilladt idræt
skulle kunne få en afvaskning, prellede af på bygningstjenesten med henvisning
til, at der ikke yar afsat midler til sådanne personelle luksusfaciliteter. En af
personellet foreslået etage mere på bygningen, indeholdende spise- og messelokaler,
blev også hurtig manet i jorden af direktøren med henvisning til, at
man kunne bevæge sig over på flyvestationen, hvor der var sådanne faciliteter.
 

Indrykning i Vedbæk
I forbindelse med indflytningen i bygning 37, som den nye forsvarskommandobygning
officielt benævntes, blev det nødvendigt for Forsvarsstaben
først at blive indkvarteret på Henriksholm hovedbygning og de tilstødende
pavilloner, men i januar 1973 rykkede hovedparten af staben face vis ind i det nye
kompleks. Ved en symbolsk handling i forhallen overrakte forsvarsminister Kjeld
Olesen forsvarschefen general i flyvevåbnet K.R. Ramberg en nøgle til kompleksets
store glasindgangsdør. Endelig i februar og marts 1973 rykkede de tre
værnsstabe ind i deres nye domicil, og Forsvarskommandoen var etableret pr. 1.
april 1973 under den nye forsvarschef general O. Blixenkrone-Møller med
generalløjtnant i flyvevåbnet K. Jørgensen som stabschef.
Havde der ikke været friktion før i anledning af sammenlægningen, så åbnedes
sluserne nu på vid gab, og det var på flere måder, som om alle tvedragtens
spøgelser fra 1864-krigen var stået op af graven og med stor energi fortsatte de
værnsprægede stridigheder.
I Flyverstaben var man gennemgående yderst utilfreds med, at flyvevåbnets
traditionelle område skulle vanhelliges af personel fra hæren og søværnet. En
chef i denne stab indskærpede ligefrem forud for indflytningen i bygning 37, at
når nu “alle mappedyrerne fra Kastellet og Gernersgade kom til Vedbæk, så
gjaldt det for flyvevåbnets personel om at holde fanen højt og ikke mænge sig for
meget med tilflytterne! ”, en udtalelse, som i øvrigt indbragte pågældende en
tilrettevisning af chefen for Forsvarsstaben generalløjtnant i hæren E.H. Wolff
umiddelbart inden denne afgang som stabschef.
I de tre øvrige stabe fulgte man godt med. Med mistænkelig stor hast fik man
med værnsbestemt udsmykning på gange og reposer utvetydigt afmærket diverse
territorier, Hærstaben i stueetagen, Flyverstaben på 1. etage og Marinestaben på
2. etage og med bl.a. sekretariat, COSMIC-arkiv, kurercentral og møde- og
filmlokale i kælderetagen. En del elementer forblev på Henriksholm, fx Generallægen
og dennes stab, og i pavillonerne.
Det var ganske tydeligt, og værnsstabene lagde heller ikke skjul på det, at
man - sammenlægning eller ej - havde gravet sig ned og ønskede for enhver pris
at “bevare værns identiteten” og ikke lade sig noget foreskrive.
Det kom til udtryk både i det daglige samvær - bl.a. i cafeteriet - og ikke
mindst i de mange 3-værns arbejdsgrupper og kommissioner, som nu blev formeret
som en naturlig følge af sammenlægningen. Arbejdet var i disse i de første
mange måneder, inden man nåede frem til et fælles fodslag, yderst besværligt og
formelt, og det forpligtende motto: “Ved forenede kræfter” nød i den første,
svære tid en kummerlig tilværelse.
En medvirkende årsag til, at det intime, nærmest eksklusive præg, der
tidligere havde været forbundet med at blive beordret “ansat” i Forsvarsstaben,
nu var totalt forsvundet, var antallet af tjenstgørende, og man måtte nærmest få
det indtryk, at tjenstgøring i Forsvarsstaben var en form for omgangstjeneste. I
1975 var totaltallet i staben således oppe på 657 militære og civile medarbejdere.
Det affødte selvfølgelig hurtigt i forsvaret ætsende øgenavne på den store
myndighed, fx “Elfenbensslottef\ “O-energi-huset” og “M a jo r s ilo e n Også
stabens lommemærke, der indledningsvis kun var bestemt for “ansat”
officerspersonel, blev senere uden pli, forståelse for og kendskab til dansk militær
uniformsetik og traditionspleje udvandet til også at omfatte andet militært
personel, oven i købet i guldtrækkerarbejde, som altid i dansk uniformshistorie
har kendetegnet officerspersonel, ligesom fx guldkvasten til sablen og dolken.
At hele forsvarets øverste ledelse - med undtagelse af ministeriet - samledes i
én lokalitet, var, set fra et fagligt synspunkt, selvfølgelig i mange henseender en
betydelig gevinst, der kunne spare tid, kræfter og papir samt porto, og som
samtidig udvidede personellets kendskab til de andre værn end ens eget.
Mange blandt personellet, som var bosiddende i hovedstaden eller syd for
denne, fik nu betydeligt længere til deres daglige arbejde og større befordringsudgifter,
hvilket vakte stor harme, især blandt det civile personel. For i nogen
grad at bøde herpå, især da der ved indflytningen i bygning 37 ikke eksisterede
de asfalterede fortove, kørebaner og cykelstier, som i vore dage er anlagt
fra Vedbæk station og til stabens område, iværksatte Adjudantursektionen militær
buskørsel morgen og aften fra stationen og til området. Det var et initiativ,
som alle satte stor pris på, især da man dengang måtte gå hen over markerne i al
slags føre for at nå op til bygning 37. Det skal erindres, at det nuværende store
boligområde, skolen og dennes boldbane dengang ikke eksisterede.
Her havde Forsvarsstaben dog forregnet sig. Klampenborg-busselskabet blev
yderst ophidset og truede med at klage til ministeriet over, at den militære stab
drev vognmandskørsel og greb ind i selskabets næring. Foreteelsen blev derfor
meget hurtigt standset til stor irritation for alle, der ikke ejede en bil.
Da man besluttede at placere Forsvarskommandoen i Vedbæk, havde ingen
naturligvis regnet med, at denne geografiske lokalitet næsten samtidig med indflytningen
i bygning 37 skulle blive berømt i dansk oldtidshistorie.
Der havde tidligere (1926 og 1944) været udgravninger af stenalderbopladser
i Vedbæk, men opførelse af en ny skole ved Bøgebakke-bopladsen,
lige over for jernbanestationen, medførte en ny og meget større udgravning i foråret
1975.
Ved denne imponerende udgravning fandt man Nordens hidtil ældste
beboere, begravet for ca. 6000 år siden, i alt 19 forskellige individer i alderen fra
nyfødt til 40-50 år.
Næsten alle havde gravudstyr; mændene våben (hjortetaks- og kerneøkse
samt flintæg-dolk) samt pren og flintekniv, kvinderne smykker i form af gennemborede
dyretænder. I de fleste grave var liget smykket med rød okker, en
skik, der kendes fra andre europæiske kulturkredse.
To af gravene var særligt bemærkelsesværdige. I den ene lå en ca. 35-årig
mand, en kvinde på 25-30 år og et ca. 2-årigt barn. I mandens hals sad endnu den
benpil, der dræbte ham. I den anden grav lå en ca. 18-årig moder med sit barn,
begge døde under fødslen. En flække, lagt på barnets mave, angav, at det var et
drengebarn. Han var smukt og nænsomt - måske som et led i gudedyrkelsen - lagt
på en s vane vinge. Fundene af Vedbæk-kulturens jægerbefolkning gav ny viden
om de mennesker, arkæologerne hidtil kun har kendt gennem deres redskaber.
Det var interessant for Forsvarsstabens togrejsende medarbejdere hver morgen
i de måneder, arbejdet stod på, nærmest at skulle skræve hen over åbne grave
med skeletter, kranier og redskaber m.m. og overvære arkæologernes nærmest
hæsblæsende udgravninger, medens et entreprenørfirma, der havde kontrakt på at
begynde anlæggelse af store boligkarreer, med sine gravkører og bulldozere
nærmest stod med gevær ved fod og på spring til at kaste sig over marken, så
snart arkæologerne var væk.
Det store boligområde, hvor flere af Forsvarsstabens medarbejdere efterhånden
fik (dyre!) lejligheder, kom - meget betegnende - til at hedde “Flintemarken”.
Det er anført, at stabene hurtigt satte deres præg på de områder, de fik tildelt
i bygningen og på Henriksholm. Mest imponerende var uden tvivl Hærstabens
anegalleri med store portrætter (fotos) i udskårne guldrammer af alle tidligere
hærchefer i galla, helt tilbage til den første chef for Generalstaben under Frederik
VI generalmajor F.C. von Biilow (1769-1844).
Marinestaben valgte som markering - foruden den traditionelle med ankre,
skibsmodeller og de meget fornemme skibsplaketter, skabt i en megen fornem
heraldik - en mere munter sømandsfacon. I Gernersgade havde man efter britisk
forbillede haft en hyggelig bar for officererne. Den førte man med sig til
Vedbæk, hvor et kontor på tredie etage hurtigt blev ryddet og passende udstyret
med bardisk, hængende skibsmodeller, sabler, ølkrus osv,, og hvor der dagligt
fandt en munter “sagsbehandling” sted. Alle kunne blive medlemmer, blot man
medbragte en flaske. Da barens virksomhed imidlertid hurtigt eskalerede, og det
trods alt næppe var meningen (og ville have været en god historie i pressen!), at
der i forsvarets øverste stab blev holdt kro, følte forsvarschefen sig nødsaget til at
foranledige baren lukket og alle tørstige sjæle henvist til cafeteriet ovre på flyvestationen
og Flyverstabens rummelige “free beer”-arrangementer.
Flyverstaben, som jo ikke havde en århundredgammel historie og traditionspleje
bag sig, greb selvfølgelig til en udsmykning med bl.a. nogle gamle og i træ
meget fint udførte propeller tillige med de smukke heraldiske eskadrille- og
flyvestationsplaquetter m.v. Dette værns heraldik er - sammen med søværnets -
blevet meget dygtigt og smagfuldt udført af dygtige heraldikere og kunstnere, i
modsætning til hærens ældre, men - set fra et heraldisk/kunstnerisk synspunkt -
kaotiske, ofte ureglementerede og visuelt alt i alt ret ringe regimentsemblematik.

De første år i Vedbæk
Det ligger i sagen natur, at mange store sager i værnene, såsom forslag til forsvars-
og personellove, betydningsfulde materielanskaffelser, udfasning og genanskaffelser
af nye våbensystemer, øvelses- og uddannelsesvirksomhed, overordnet
reglementsarbejde, økonomiproblemer, operativ planlægning i samvirke
med NATO m.m. er selvfølgelig blevet behandlet, besluttet og gennemført via
det overordnede stabsarbejde, og mange eksempler herpå kunne selvfølgelig
fremføres i denne fremstilling.
En af de mest snurrige, og samtidig tragikomiske, er sagen om “forsvarets
fo r k o r te ls e r Da staben var blevet formeret i 1950, fandt man det her naturligt,
at man som noget af det første samordnede og ensrettede alle forsvarets forkor
telser i èt reglement eller bestemmelseskompleks. Hvert værn havde sine egne
forkortelser, også på de militære grader, og som man stædigt holdt fast på. Det
skabte stor konfusion på fx skrivestuerne, når sagsbehandlere af forskellige værn
indleverede koncepter til skrivning med forskellige forkortelser på fx samme
befalingsmandsgrad. Det var en stor opgave inden EDB-tidsalderen, men staben
tog trøstigt fat, udarbejdede et sagsnotat, hvori ønsket præsenteredes, og sendte
det til høring og behandling i værnsstabene, idet man mente, at en ordre var en
ordre, og at alle loyalt ville bakke sagen op. Her tog Forsvarsstaben dog godt og
grundigt fejl!
Sagen startedes op i 1952 som et beskedent sagsnotat, og da undertegnede så
sagen i 1977, hvor den stadig roterede, havde den lige haft 25-års jubilæum!
Den bestod da af en række sammenheftede, stærkt overmalede sagsnotater
med påtegning efter påtegning af værnsstabene gennem samfulde 25 år. Det var
tydeligt, at det var det mest gedigne stykke obstruktion og sagsonani, der sikkert
har eksisteret i stabens historie. Man fornemmer næsten mellem linierne i værnsstabenes
smarte påtegninger, at man efter hver påtegning har draget et lettelses
suk og sagt: “Gudskelov, nu har vi fred igen nogle måneder, inden sagen dukker
op igen!”. Det var helt evident, at værnsstabene inderst inden ikke ville være
med og derfor koldblodigt saboterede sagen år efter år med henholdende påtegninger
i massevis. Uforståeligt, at Forsvarsstaben ikke greb ind og beordrede
et bestemt værnsfælles element oprettet med ordre til at løse sagen. I slutningen
af handlingsforløbet udsendte Hærstaben pludselig sine egne forkortelser, hvorved
hele sagen i virkeligheden var torpederet.
Et andet prætentiøst, men stærkt påkrævet projekt, som desværre også løb ud
i sandet, var skabelsen af en værnsfælles uniformsbog over alle forsvarets ibrughavende
uniformer og gradstegn.
Siden den berømte illustrator og uniformstegner Rs. Christiansen i 1913 udgav
sin populære Leporellomappe med tegnede og kolorerede danske uniformer
og gradstegn, har der aldrig siden - hvor utroligt det end lyder! - været udgivet en
sådan publikation. Især efter tilslutningen til NATO var en sådan dansk-engelsksproget
publikation (som alle andre NATO-lande rådede over) i høj grad
påkrævet, og dansk forsvar måtte i årevis (og stadigvæk!) på talrige forespørgsler
herom fra både ind- og udland svare negativt.
Den daværende chef for Forsvarsstaben generalløjtnant K. Jørgensen forstod
og accepterede problemet og nedsatte derfor i 1972 et udvalg, bestående af en
repræsentant for Hendes Majestæt Dronningens Adjudantstab, Hærens
Materielkommando, værnsstabene og med formand og sekretær fra Forsvarsstabens
Adjudantursektion. Man kontraherede med vor største uniformstegner og
-kender kunstneren Chr. Würgler Hansen (illustrator til bl.a. bogen “Dronningens
tro Regimenter”) om at udføre håndtegnede og kolorerede tegninger af alle i
forsvaret eksisterende munderinger og uniformstyper.
Da de store nedskæringer og afskedigelser af officerer satte ind i 1973/74,
mente generalen, at det p.t. næppe var acceptabelt, at der brugtes økonomiske
midler til et sådant projekt. Arbejdsgruppen blev derfor nedlagt til stor og varig
skuffelse for alle presseofficerer og andre, der befattede sig med såvel indadsom
udadrettet informationstjeneste i forsvaret, og problemet eksisterer stadig
som uløst.
25-års jubilæet, der kunne fejres 1. oktober 1975 blev på god militær vis
behørigt markeret 8. oktober 1975, og det storstilede arrangement blev tilrettelagt
af Adjudantursektionen under ledelse af kommandørkaptajn, senere kommandør
og jagtkaptajn, B. Hjorth Jensen. I den anledning blev Hendes Majestæt
Dronningen med gemal Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, Hendes Majestæt
Dronning Ingrid og den kongelige familie inviteret til at overvære afsløringen af
en buste af kong Frederik IX i søofficersgalla, en meget vellignende buste, der
var placeret foran den store indgangsdør til bygning 37. Busten, der var skabt af
billedhuggeren Sv.Lindhardt, der bl. a. også har udført den pompøse statue af
soldaten i britisk uniform ved Kongeporten til Kastellet, afsløredes af dronning
Margrethe. Det skete under stor højtidelighed i overværelse af bl.a. forsvarsministeren,
stabens samlede personel, et æresdetachement under våben, musik og
taler af forsvarschefen general Blixenkrone-Møller og formanden for veteranforeningen
De Allieredes Danske Våbenfæller, som havde doneret beløbet til
bustens fremstilling.
Derefter var der reception for de særligt indbudte, “trappesherry” for alt
personel i staben, ligesom dronningen havde ønsket, at en række af de i staben
tjenstgørende, militære som civile, blevet fremstillet for Hendes Majestæt.
I 1977 afgik general Blixenkrone-Møller på grund af alder som forsvarschef
og afløstes af general K. Jørgensen med generalløjtnant i hæren G.K. Kristensen
som stabschef.
Også sit eget blad fik Forsvarskommandoen. I de første år havde der
eksisteret to små husaviser, “FKO Bulletin”, senere afløst af i(FKO Kontakt” - nu
“Kort og godt”. De indholdt fx meddelelser fra personaleforeningen, “Forsvarsstabens
Kunstcirkler”, runde dage for personellet m.m. De var for de fleste komplet
uinteressante, og dagen efter deres udsendelse bugnede alle stabens papirkurve
af dem.
Det blev stabschefen generalløjtnant G.K. Kristensen for broget. I 1979 fik
undertegnede som tjenstgørende i Presse- og Informationstjenesten derfor ordre
til straks at oprette og redigere et værnsfælles tidsskrift, der informerede om staben
og aktuelle begivenheder i de tre værn.
Presse- og Informationstjenesten udskrev blandt stabens personel en konkurrence
om et passende navn til bladet og satte en flaske snaps på højkant. Der indkom
fra stabe, afdelinger, sektioner og enkeltpersonel talrige mere eller mindre
velegnede forslag, som sikkert har været et produkt af ægte, varm interesse for
sagen og ikke mindst et brændende ønske om at erhverve den ærefulde præmie.
Navnet, der vandt, var “Værnskontakt”, som bladet kom til at hedde og stadig
hedder, og undertegnede redigerede det i de første 5 Vi år, deraf de sidst godt
to år sammen med chefen for Presse- og Informationstjenesten oberstløjtnant, i
dag generalløjtnant, Ole L. Kandborg.
 

Op mod 50-års jubilæet
Ser man tilbage på årene fra samlingen af de fire stabe i Vedbæk siden den spæde
start i Kastellet, er det klart, at disse år i høj grad betød en langvarig brydnings-,
tilpasnings- og læretid, såvel fagligt som menneskeligt.
Det er, som her skildret, første gang i vort forsvars historie, at en treværnsstab
i kommandomæssig henseende har eksisteret på toppen af de tre værn.
Det er derfor klart, at et så betydningsfuldt stabsorgan ikke som nyskabelse pludselig
kan indpasses i en stor, etableret organisation uden en vis friktion.
Hvorledes fremtiden vil tegne sig for staben i såvel militær, organisatorisk
som personelmæssig henseende, er skjult bag horisonten. At den stab, hvis spire
plantedes for snart 50 år siden, fortsat vil eksistere i forsvaret, er en uundgåelig,
logisk følge af den internationale, militære udvikling, uanset om en dansk militær
indsats skal ske inden for eller uden for landets grænser.
Denne fremstilling har selvsagt ikke haft til formål udførligt at skildre
Forsvarsstabens historie, men kun at være et strejftog hen over de første ca. 25
års historie. Staben nærmer sig nu med raske skridt 50-års jubilæet, som kan
afholdes om knap fire år, historisk set ikke nogen lang periode.
Undertegnede føler sig overbevist om, at staben allerede nu er i færd med at
se sig om efter en egnet - og villig! - forfatter eller et kompetent forfatterhold,
som - bl.a. via en del af fritiden - skal løse den fornemme opgave, det vil være at
udarbejde det historiske værk, som skal udkomme på jubilæumsdagen i lighed
med, hvad der på god militær vis er skik for alle andre jubilerende afdelinger,
skoler, stabe m.fl.
Det fortjener dansk forsvars første værnsfælles stab og alle de, militære som
civile, der har gjort tjeneste i staben gennem det halve århundrede.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_126_aargang_mar.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.